Ord om “Jeg vil ikke tilbage – Digte fra dage med Covid-19”

[Anmeldereksemplar fra Gyldendal]

I løbet af 2020 har vi fået en ny normal, en hverdag, hvor fysisk intimitet og nærhed er blevet fremmedgjort. Man kan vænne sig til meget siger man, men tænk, at det skulle være så let at falde ind i hverdag fra en science fiction roman. Processen, overgangen fra et liv til et andet, fra et inden til et efter, er den, der bliver beskrevet i denne digtsamling. Enhver læser har dermed gennemlevet digtsamlingen, allerede inden den er læst, hvilket skaber et ret unikt afsæt.

Digtene tager udgangspunkt i digterjegets liv, eksistensen midt i en pandemi. Overraskelsen, angsten, glemsomheden, den forandrede måde vi pludselig lever et liv på. En fare, der påvirker os alle, er også med til at skabe fællesskab, og den fælles frygt bliver dermed også til fælles omsorg, til samfundssind. Mørket og lyset kommer fra én og samme kilde, og individet passer ikke længere blot på sig selv – vi passer på hinanden.

“At verden hænger sammen / er ikke noget nyt, / men det plejer ikke / at holde mig vågen om natten.” [Dag 1]

Digtsamlingen starter derfor med et chok, og forsøger herefter at tilpasse sig. Eller, måske forsøger den ikke, måske sker det helt naturligt. Frygten fortager lidt efter lidt, som smittetallene igen begynder at falde, og med det, gør omsorgen også. Selvom det føles, som om verden går i stå, så er det ikke tilfældet. Politik og kapitalisme tager aldrig en pause, ej heller racisme og aktivisme. De emner, der supplerer pandemien, er ikke værre eller bedre, eller også er de lige netop det.

Jeg genkendte livet på siderne, der fungerede som et flashback, som en genafspilning af de første 80 vanvittige dage i Danmark. Som en tidslomme, en tåge, hvor tid har fået en ny betydning – hvor man ikke tæller ugedage men smitteantal. Den nye digtsamling føltes derfor som en bekendt, en ven, og det var rart på trods af vores fællesnævner. Jeg nød på én gang afstanden og det, at være tilbage, hvor underligt det end lyder – men det er dét, Caspar Erics “Jeg vil ikke tilbage” kan.

// Caroline