[Anmeldereksemplar fra Arkiv for Detaljer]
Forfatter: Anja Nielsen
Antal sider: 128
Udgivelsesår: 2022
“Hvorfor skal han aldrig synge for mig igen? Hilde glemmer, at John aldrig har sunget for hende. I hendes fantasi sang John, og nu længes hun efter den sang, der aldrig fandtes.”
Hilde husker ting, der ikke er sket. Det er en traumereaktion fra barndommen, en måde at klare sig på – at finde på, at skabe verden, som den kunne se ud. Burde se ud. “Som Hilde danser” er en sorgfuld bog om forældre med misbrug og om mislykkede relationer. Hilde er nu voksen, hun har drømme om kærlighed og børn og høns. De virkeligheder, hun skaber, egner sig til film, men ikke til mennesker omkring hende. De ser – ligesom læseren – at hun nægter, afviger, selv vil bestemme. Det kan man ikke, og det er en sorg.
Selvom Hilde længes efter Hjalte, som er gået fra hende for snart længe siden, handler bogen i højere grad om familieforhold end kærlighedsrelationer. At høre til hos den far, der grundet alkoholmisbrug aldrig gav hende plads til at være glad og være barn. At høre til hos Farmor, som prøver og prøver, uden at vide, hvad der hjælper. At skabe sin egen familie, at acceptere den virkelighed, der er. Traumerne har formet Hilde, og Hilde former nutiden som hun ønsker.
Traumer og misbrug beskrives gennem et poetisk sprog, hvor Hildes optimistiske eskapisme præsenterer både virkelighed og fantasi. Det fungerer virkelig fint, og trods den lille størrelse, fik jeg tårer i øjnene igen og igen – og drømte endda om Hilde, som både er urimelig og ikke tager ansvar for noget, samtidig med at hun bare forsøger at opnå glæde. Hun minder mig om Thomas Korsgaards Tue, og det er et kæmpe kompliment. Hildes forestillinger er smukke, hendes hjerne er så fint snørklet, en utopisk blomstereng med sang og dans. Hilde danser, hun falder, og vi følger hende, mens hun forsøger at rejse sig op.
Det er en meget smuk bog, som har fået en særlig plads i mit hjerte.
//Caroline
ord om _ 