[Anmeldereksemplar fra Jensen & Dalgaard]
Forfatter: Anna Dyhr
Antal sider: 231
Udgivelsesår: 2022
Om aftenen d. 20. december kommer to betjente hjem til Anna, og fortæller hende, at hendes mor er fundet død i sin lejlighed. Den mor, som Anna for to år siden har brudt kontakten med, fordi det var for smertefuldt at være i relationen. Det betyder bare ikke, at det er mindre smertefuldt at være i sorgen.
“Man forsvinder ikke bare” er en dagbogsroman som bevæger sig gennem tiden fra betjentenes besøg og til efter begravelsen to uger efter. Det er en hård bog at læse; den er tung af kompliceret sorg. Lige fra en barndom i et parallelsamfund, hvor økonomien og omsorgen ikke altid rakte langt, til en nutid, hvor døden er ensom og livet som efterladt lige så ensomt. Det viser sig tydeligt, at sorgen ikke er ny – den har eksisteret i mange år, et helt liv, hvor moren ofte har manglet, når det betød allermest. Alligevel elsker man, gennem smerte og svigt, så elsker man.
| “Jeg tænker, at sorgens sprog ikke er minimalistisk eller stramt. At disse noter snarere er ekspressionistiske.” |
Sorgen er præmissen for teksten, ikke blot i indhold og udvikling, men i sproget. Al tekst er enten meget konkret fysisk handling eller tankestrømme på tankestrømme på tankestrømme. Der er ingen mening, man prøver at skabe det, men mister tråden igen og igen. Man gentager sig selv, glemmer tiden, man forstår ikke rigtigt, hvad der foregår. Bogen er skrevet direkte fra den tåge, og sådan er den også at læse.
Det gør det også til en meget tung bog – den er ikke nødvendigvis skarp og præcis, den er følende og flydende, som sorgbølgerne der hamrer ind mod en sagesløs krop igen og igen, indtil det ganske langsomt begynder at stilne af. Dog indfanger den sorgen på en rå og autentisk måde, hvor både alt det smukke, men også alt det grimme og hårde og ubehagelige har plads. Det er sårbart og smertefuldt; hvilket gavmildt indblik!
// Caroline
ord om _ 