[Anmeldereksemplar fra Ovbidat]
Jeg bliver helt øm overfor de håndsyede digte, som både er så fine og så skrøbelige – tanken om at hæfterne bliver skadet kan jeg næsten ikke bære. Så jeg passer på dem.
“Sange fra andre rum” af Lucia Odoom.
Digtet er lydene, genklangen fra vores omgivelser, fra vores forfædre. Det er den snert af kendskab vi har til andres liv. Det handler om alt det, der former os, både popkultur, naboer, folk på bænke, bedstemødre og mødre. Om andres præferencer og vores reaktioner, vores besættelser, lydenes spejling og vores tilbliven. Der er noget fint i at høre sange fra andre rum – at få et indblik i, hvad der foregår i andre liv. Vi kender vores egne sange og rum ud og ind, mens de andres bliver forvrænget af lukkede vægge mellem os.
“Kudan; eller Kavlen” af Gry Stokkendahl Dalgas.
Digtet er fortalt af den japanske sagnfigur Kudan, en kalv og en profet. Kudan – eller Kalven – lever kun kort, livet er kommet for at forsvinde igen. Dens kærlige væsen bliver forrådt af evnen til at fortælle andre om deres fremtid, og sørgmodigheden er så tung så tung i det lille hæfte. Der er et behov for at høre til, men Kudan bliver hele tiden mindet om, at den ikke er som de andre. Overalt ses familie og omsorg, og trods en dyster skæbne, som nærmer sig for hver dråbe blod, der forsvinder fra kalven, finder den trøst i de andres nærhed med hinanden.
Store ting behøver ikke at fylde, de behøver ikke fysisk tyngde for at sætte et aftryk – netop det vidner de to hæfter om.
//Caroline
ord om _ 