Ord om “SOM HILDE DANSER”

[Anmeldereksemplar fra Arkiv for Detaljer]

Forfatter: Anja Nielsen
Antal sider: 128
Udgivelsesår: 2022

“Hvorfor skal han aldrig synge for mig igen? Hilde glemmer, at John aldrig har sunget for hende. I hendes fantasi sang John, og nu længes hun efter den sang, der aldrig fandtes.”

Hilde husker ting, der ikke er sket. Det er en traumereaktion fra barndommen, en måde at klare sig på – at finde på, at skabe verden, som den kunne se ud. Burde se ud. “Som Hilde danser” er en sorgfuld bog om forældre med misbrug og om mislykkede relationer. Hilde er nu voksen, hun har drømme om kærlighed og børn og høns. De virkeligheder, hun skaber, egner sig til film, men ikke til mennesker omkring hende. De ser – ligesom læseren – at hun nægter, afviger, selv vil bestemme. Det kan man ikke, og det er en sorg.

Selvom Hilde længes efter Hjalte, som er gået fra hende for snart længe siden, handler bogen i højere grad om familieforhold end kærlighedsrelationer. At høre til hos den far, der grundet alkoholmisbrug aldrig gav hende plads til at være glad og være barn. At høre til hos Farmor, som prøver og prøver, uden at vide, hvad der hjælper. At skabe sin egen familie, at acceptere den virkelighed, der er. Traumerne har formet Hilde, og Hilde former nutiden som hun ønsker.

Traumer og misbrug beskrives gennem et poetisk sprog, hvor Hildes optimistiske eskapisme præsenterer både virkelighed og fantasi. Det fungerer virkelig fint, og trods den lille størrelse, fik jeg tårer i øjnene igen og igen – og drømte endda om Hilde, som både er urimelig og ikke tager ansvar for noget, samtidig med at hun bare forsøger at opnå glæde. Hun minder mig om Thomas Korsgaards Tue, og det er et kæmpe kompliment. Hildes forestillinger er smukke, hendes hjerne er så fint snørklet, en utopisk blomstereng med sang og dans. Hilde danser, hun falder, og vi følger hende, mens hun forsøger at rejse sig op.

Det er en meget smuk bog, som har fået en særlig plads i mit hjerte.

//Caroline

Ord om “OPIUMSKRIGEN”

[Anmeldereksemplar fra Forlaget Falco]

Forfatter: R. F. Kuang
Antal sider: 557
Udgivelsesår: 2022

Jeg forsøger jævnligt at dyppe fødderne i fantasy, ofte med meget forskellige resultater. “The poppy war” – eller “Opiumskrigen” er hypet enormt meget på #booktok, og jeg blev nødt til at se, hvad the hype was all about.

Rin vokser op hos en plejefamilie, hvor hun behandles mere som ansat end familie. Allerede som 14-årig er hendes fremtidsudsigter ægteskab med en handelsmand der er tre gange så gammel som hende, og derfor ser hun militærakademiet Sinegard som sin eneste flugt. Med hårdt arbejde lykkedes det hende at komme ind, og gennem undervisning (og kamp) opdager Rin og hendes mystiske lærer, at hun har ukendte evner.

Bogen starter meget ala YA – Rin er barn, hun starter på en ny skole, får venner og fjender og studerer. Som hun bliver ældre, bliver bogen også mere voksen – brutalitet, militærstrategi og filosofiske overvejelser bliver mere udtalte, og det fungerer. Vi følger ikke blot elever i skole, men soldater i krig. Selvfølgelig ender vi i en udstødt division med magi og evner, og soldaterne her er stadig meget unge – og bogen stemmer dermed direkte in i NA (New Adult). Læsere af “Divergent” og “Hunger Games” vil helt sikkert også finde sig godt til rette i “Opiumskrigen”.

Historien er meget original på trods af velkendte fantasyelementer, og Rins oplevelser kan både være en origin-historie for en helt eller skurk. Rin er drevet af ambition, hævn og magt, og gråzonerne er et særligt sted for en bog som denne.

//Caroline

Ord om “Sange fra andre rum” og Kudan; eller Kalven”

[Anmeldereksemplar fra Ovbidat]

Jeg bliver helt øm overfor de håndsyede digte, som både er så fine og så skrøbelige – tanken om at hæfterne bliver skadet kan jeg næsten ikke bære. Så jeg passer på dem.

“Sange fra andre rum” af Lucia Odoom.
Digtet er lydene, genklangen fra vores omgivelser, fra vores forfædre. Det er den snert af kendskab vi har til andres liv. Det handler om alt det, der former os, både popkultur, naboer, folk på bænke, bedstemødre og mødre. Om andres præferencer og vores reaktioner, vores besættelser, lydenes spejling og vores tilbliven. Der er noget fint i at høre sange fra andre rum – at få et indblik i, hvad der foregår i andre liv. Vi kender vores egne sange og rum ud og ind, mens de andres bliver forvrænget af lukkede vægge mellem os.

“Kudan; eller Kavlen” af Gry Stokkendahl Dalgas.
Digtet er fortalt af den japanske sagnfigur Kudan, en kalv og en profet. Kudan – eller Kalven – lever kun kort, livet er kommet for at forsvinde igen. Dens kærlige væsen bliver forrådt af evnen til at fortælle andre om deres fremtid, og sørgmodigheden er så tung så tung i det lille hæfte. Der er et behov for at høre til, men Kudan bliver hele tiden mindet om, at den ikke er som de andre. Overalt ses familie og omsorg, og trods en dyster skæbne, som nærmer sig for hver dråbe blod, der forsvinder fra kalven, finder den trøst i de andres nærhed med hinanden.

Store ting behøver ikke at fylde, de behøver ikke fysisk tyngde for at sætte et aftryk – netop det vidner de to hæfter om.

//Caroline

Ord om “HAVFRUEHJERTE”

[Anmeldereksemplar fra Vild Maskine]

Forfatter: Ingvild Lothe
Antal sider: 111
Udgivelsesår: 2019

“De smukkeste piger tager altid livet af sig. Det er uundgåeligt og kræver ingen forklaring.”

Havfruehjerte” er en digtsamling, men også mere end det: Det er ikke en samling af fragmenterede digte, men en sammenhængende, poetisk historie med handling, drama, karakterer. Det er et eventyr i mol, hvor liv og glæde går i stykker, og hvor man ikke er sikret en lykkelig slutning, hvor håbet kun eksisterer i teorien og virkeligheden gør ondt.

Jeget leder med længsel efter nogen at høre til hos, og finder det først hos Nord, senere Faderen, efterfølgende i det barn, der aldrig bliver. Hun er det modsatte af en sirene, hun er en vildfaren der kaster sig mod det, hun tolker som kærlighed, kun for at gå til grunde. Virkeligheden forvrænges af kærligheden, kærligheden forvrænges med tiden. Verden er er både en æterisk feberdrøm, hvor hvide heste og havfruebørn dukker op midt i alting, og et gotisk mareridt, hvor sorg og vold er så velkendte fænomener, at de føles trygge.

Grundelementerne – kærlighed, sorg, længsel og natur – fungerer utrolig godt i de eventyrlige klæder. Hvis man kunne lide Ingvild Lothes første digtsamling “Hvorfor er jeg så trist, når jeg er så sød?” kan man glæde sig over, at sprog, tematikker og kvalitet også følger med i “Havfruehjerte”. Den er til de, der bedre kan lide H. C. Andersens triste slutning på “Den lille havfrue” end Disneys udgave, og ærlig talt yes, yes please.

// Caroline

Ord om “OMKRING FLODEN HAN”

[Anmeldereksemplar fra Kronstork]

Forfatter: Park Yung Rang aka Joan Rang Christensen
Antal sider: 150
Udgivelsesår: 2022

Om man er til æselører i bøger eller ej, er der noget tilfredsstillende i at markere de sider, citater eller digte, der rammer noget. Derfor er det også imponerende med en digtsamling som denne, hvor hvert andet hjørne er bøjet, fordi jeg ville gemme ordene. Så fin er den.

“Omkring floden Han” er en digtsamling om adoption og Korea og krig, som alle i en eller anden grad er samme . De tre er skabt af hinanden, bevæger sig i samme takt. Krig i Korea fører til adoption, adoptionen er en krig, Korea er et ophav og en fremmed verden.

Ordene er smukke og hårde og rørende. Adoptionen som emne, som traume, som potentiale er vendt og udforsket på mange måder, men ofte med en bitter og melankolsk smerte. Der er et savn uden tilknytning, en søgen uden mål. Det skaber associationer til racisme, genetik, storpolitik, fetichisme, identitet og tilknytning. Hvem er man, når man er sit eget nulpunkt, når alt det, der kom før en er væk, som om det aldrig har været der?

På trods af savn og mangel, er der en insisteren på at være. Mange adopterede føler ikke, at de er blevet født, så jeget insisterer på at være blevet født. Hun insisterer på sine rødder, insisterer på at være både sig selv og være en form for forlængelse af et land, af ukendte slægtninge og af en kultur. Stemmen er ikke er ikke kun præget af melankoli, men også styrke.

Selvom vi både bevæger os gennem krig og idealisme, filosofi og historie, racisme og adoptionspjecer, så er emnerne så passende som perler på en snor, og belyser hele tiden samme grundelementer. Det passer sammen og fungerer vidunderligt, der er et flow mellem krig og opvækst der hænger uløseligt sammen.

“Omkring floden Han” er en af de fineste digtsamlinger, jeg har læst, og bør absolut ikke gå ubemærket hen.

//Caroline

Ord om “HEKSENS ALFABET”

[Anmeldereksemplar fra Gads Forlag]

Forfatter: Nanna Goul
Udgivelsesår: 2022
Antal sider:
168

Det her er det, jeg gerne vil bede om: Hekselitteratur ala fiktion i en moderne kontekst med natur, feminin energi, skabelse og sorg. This is it.

Kamma er igen gravid efter mange flere afbrudte graviditeter, og angsten er et mørke, det er svært at bevæge sig rundt i. I sit job som bibliotekar møder hun heksen Birgitte, som læser kragernes underlige adfærd, og beslutter at tage Kamma under sine vinger. Med mørkeøvelser, æggemagi og hyldetræer nærmer Kamma sig naturen omkring sig og i sig selv. Vi følger familieliv, arbejdsliv og hekseuddannelse (selvom ‘heks’ jo ikke er en beskyttet titel), og bliver vidner til en subtil bevægelse fra vante rammer og optegnede grænser, til det organiske liv, hvor alting eksisterer på én og samme tid.

Der er en fantastisk balance mellem det melankolske og humoristiske, og det lette sprog rummer et spektrum dybere lag. Det betyder også at samtlige karakterer får en dybde og kompleksitet, uanset hvor kortvarigt de bliver introduceret. Den gravitation Kamma og hendes datter mærker mod naturen, deres intuition og udfarende reaktioner på deres følelser, har en feminin styrke i sig, hvor både aggressivitet og sårbarhed får lov til at eksistere side om side.

Stemningen giver mig lyst til at hylde mine heksesøstre og danse nøgen under fuldmånen, så lets do that soon. Alt i alt et fantastisk værk, som ikke bør gå ubemærket hen – har allerede lyst til at læse den igen.

// Caroline

Ord om “HEX”

[Anmeldereksemplar fra Grønningen1]

First off, “HEX” minder mig om bogen “Hvid magi for tøser” i en voksen udgave (please sig at andre var lige så obsessed som mig). Det er en helt basal introduktion til heksegerningen og dens redskaber, ritualer, intentioner og energiarbejdet. Og så alligevel – for eksempel bliver det aldrig italesat, hvorfor der konsekvent bliver skrevet ‘hex’ frem for ‘heks’.
“Al magt til kussen” er bogens slagord, og det er et fantastisk udgangspunkt for den feministiske heksebog.

Bogen starter ud med en kort gennemgang af den historiske og religiøse kvindeundertrykkelse, som på et tidspunkt har manifesteret sig i heksejagt. Dertil kommer en hyldest til kvinders styrke, der både består i sårbarhed, følelsesliv, menstruation og lyst. Der er fokus på ‘det andet køn’, som på en eller anden måde her bliver omtalt som det primære. Søsterskabet og den kvindelige energi er det absolutte centrum, og det er svært ikke at blive begejstret for den feminine fejring.

Denne ellers moderne introduktion til hekselife er dog knap så moderne, som jeg havde håbet. Bogen taler ind i feminisme, men gør det med et binært og heteronormativt sprog. For eksempel beskrives en heks konsekvent som en kvinde, der finder sig en mand, og dertil har en hex en livmoder, hun menstruerer og kan skabe liv. Jeg forstår og elsker den fejring af kvinden, som bogen er, men også kan se en del kvinder blive tabt i denne fortælling om, hvad en kvinde er og kan.
Dertil kommer et helt afsnit om at forhekse “rivalinder” aka de skrækkelige kvinder, der vil tage vores mænd. Det kommer til at klinge lidt hult efter den fine hyldest til kvinder og søsterskab først i bogen. Jeg siger ikke, at der ikke er skrækkelige mennesker, og at de ikke sagtens kan være kvinder. Det virker bare ikke som det mest oplagte valg at fokusere på som et af de relativt få emner indenfor spells og magi, bogen behandler – heller ikke selvom hexen skal være unapologetic og embrace sine mørke sider.

Højdepunkterne er helt sikkert viden om redskaber, planteliv og ritualer, der er skrevet som små opskrifter med en konkret fremgangsmåde (bortset fra en opfordring til at snyde menstruationsblod i sin elskedes vin uden consent). Jeg har markeret planternes egenskaber, månefaser, årlige heksesabbatter og naturritualer, som jeg helt sikkert vil kigge ind i igen og igen. Det er de øjeblikke, hvor man virkeligt forstår tilknytningen til naturen, til det større, til alt det udenom os, og det fungerer utroligt godt.
Derudover er bogens illustrationer beyond gorgeous og man burde vitterligt lave plakater med hver enkelt af dem.

Jeg ville virkeligt gerne elske hele bogen, men det var en blandet oplevelse. Noget af den er så fint, styrkende og brugbart, mens sprog og tilgang nogle gange virker forældet på en måde, der kommer til at undergrave sine egne pointer. Either way, jeg tror vi har brug for mere feministisk hekselitteratur i verden, og derfor (både til forfattere og forlag): Keep it coming!

//Caroline

9 velfungerende lydbøger

[Indlægget er skrevet i samarbejde med Lydbogormen]

POV: Du er en travl læser, som ikke har tid til at sidde tre timer hver eneste dag med hovedet i en bog, og din TBR vokser sig større dag for dag. Hvad gør du?

  1. Læser knap 10 minutter hver uge, når der ikke er arbejde / børn / vasketøj / kørsel / whatever else der kræver din tid?
  2. Dropper bøgerne helt, når du nu alligevel ikke kan komme igennem dem?
  3. Hører lydbøger?

Det er helt op til dig, men selv vælger jeg lydbøgerne.

Indrømmet – jeg havde svært ved at komme i gang med at bruge lydbøger. Hver gang jeg begyndte at lytte, blev jeg enten distraheret eller irriteret. Faktum er, at det ikke er alle bøger, der fungerer som lydbøger, og hence dette indlæg. Her kommer nemlig en række anbefalinger til lydbøger der faktisk fungerer, når de bliver læst op, samt et tip til at finde mere inspiration til lydbøger inklusiv den rigtige lydbogstjeneste for dig (vi vil ikke spilde penge, der kunne være brugt på at købe flere bøger, amirite?)

Lydbogsanbefalinger:

Forsvindingsnumre. Skrevet af Amalie Langballe, oplæst af Camilla Lau. En ung kvinde har mistet sin mor, og bruger eskapisme som (manglende) coping med rejser, sex og fuglekiggeri. Utroligt smukt sprog hele vejen igennem og en rørende og ærlig betragtning af sorg.

Tue-trilogien. Skrevet og oplæst af Thomas Korsgaard. Vi følger en ung, homoseksuel fyrs opvækst i en ressourcesvag familie i provinsen. Omsorgssvigt og overlevelse er de ord, det først dukker op, når jeg skal beskrive den tragikomiske trilogi.

Havbrevene. Skrevet og oplæst af Siri Ranva Hjelm Jacobsen. En smuk, poetisk brevveksling mellem søsterhavene Atlanterhavet og Middelhavet. Om deres erfaringer og planer, samt bekymringer for fremtiden. Om alt det, havene er, havene ser, havene giver og havene tager.

Tour de chambre / Nye rejsende. Begge skrevet og oplæst af Tine Høeg. Kan måske kaldes digtromaner, jeg kalder det prosaminimalisme. Så stærkt sprog, at jeg sjældent har oplevet lignende. Meget fine bøger, behøver ikke sige meget, kan kun anbefale.

Meter i sekundet. Skrevet af Stine Pilgaard, oplæst af Sofie Torp. En kvinde flytter med sin partner til Vestjylland, hvor han arbejder på en højskole og dyrker fællesskabet, alt imens hun selv forsøger at finde fodfæste og skabe relationer i de korte sætningers land. Utroligt sjov og præcis i sine observationer af det jyske folk.

Står på tæer under vand. Skrevet og oplæst af Daniel Boysen. En digtsamling om en fremtid, hvor hav og havdyr har trukket sig henover det landskab vi kender. En smuk beskrevet tragedie med drømmeagtige visualiseringer af klimakrise og mulige konsekvenser deraf.

Look – Læsninger. Skrevet og oplæst af Luka Holmegaard. En genreløs bog om de selvskabte rammer vi bevæger os i hver dag, hele tiden: Køn, seksualitet, udseende, forventninger dertil. Den manglende struktur og genreklassificering for bogen understreger pointerne på fineste vis.

Hvor der er fugle. Skrevet af Maren Uthaug, oplæst af Thomas Jacob Clausen. En slægtsroman af den dramatiske slags – jo længere vi kommer i fortællingen, jo mere bedrag og og intriger bliver afsløret. Det er både makabert, juicy og twisted!

Næste spørgsmål er, hvor skal du lytte til lydbøgerne? Her kan Lydbogormen hjælpe med inspiration til lydbøger. Frem for selv at researche på alverdens tjenester, kan du let få et overblik over fordele/ulemper ved de forskellige tjenester, samt få prøveperioder hos dem alle, inden du smider penge efter det. Mit jyde-hjerte elsker denne tilgang, så ind og få hjælp og inspo, så du smider dine penge, hvor det giver bedst mening for dig.

// Caroline

Ord om KAMILLEKRATER

[Anmeldereksemplar fra Copenhagen Storytellers]

Forfatter: Nanna Lundgaard Arbøl
Udgivelsesår: 2022
Antal sider: 84

Digte og prosatekster i et poetisk sprog om kærlighed og brud og savnsavnsavn. Kamille heler, jeget er forelsket i en kamillemand, men hvem skal hele hende, når han er væk?

Teksterne fungerer som en fortælling med et handlingsforløb, en såkaldt digtroman. Det poetiske sprog har det med at gøre alt lidt mere storslået, det indeholder ofte det inderste, det sårbare, det smertelige eller lykkeberuselsen, det er ekstremerne af følelser og tanker, der smøres ud over siderne, men i et fysisk let format der kan bære alt det tunge.
Denne lille støvgrønne bog bærer selv en masse tungt med sig. Først møder vi forelskelsen, siden bruddet, og herefter savnet, som ikke vil slippe sit tag. “Hjertet er en knytnæve, der bliver ved med at slå” – en sætning, der fint beskriver jegets oplevelser gennem fortællingen, får når der er hjerte er der smerte, og det er forbandelsen og fortryllelsen i hele oplevelsen.

“Kamillekrater” er en bog, der ligger lidt midt i alting. Den blæste mig ikke omkuld, men den var bestemt heller ikke dårlig. Den var bare. Den store forelskelse og sorgen i at give slip er billedlige og genkendelige, men til tider føles sproget anstrengt, som om det poetiske er en smule forceret. Jeg har læst bogen tre gange og ledt efter mere, fordi i digte er der altid mere, men uden helt store åbenbaringer. Digte er altid svære at beskrive, for mig er de på en måde mere subjektive end noget andet litteratur. Derfor tror jeg også at oplevelsen vil variere meget fra læser til læser.

Har man lyst til poesi-fortællingerne og hjertesavn og -sorg, så er “Kamillekrater” et udmærket bud. Desuden står den meget smukt i reolen med sin fine grønne farve og kamilleblomsterne.

//Caroline

Ord om THE TIME TRAVELER’S WIFE

Forfatter: Audrey Niffenegger
Udgivelsesår: 2005
Antal sider: 519

Hands down – det her er min nye yndlingsbog. Altså, sammen med alle mine andre yndlingsbøger. Men shit, den ramte mig! Jeg smilede som en tosse og hulkegræd under læsning, og på trods af, at min kæreste ikke læser, havde vi en timelang diskussion om præmissen for tidsrejser i bogen.

Jeg læser ikke særligt ofte romance, da genren ofte kan blive meget forudsigelig og lidt for cheesy til mig. Men denne her sci-fi romance er alt, hvad jeg har brug for: Clare og Henry mødes da Clare er 6 år og Henry er 36 år, og bliver gift når Clare er 22 år og Henry er 30 år. Clares første møde med Henry, er ikke Henrys første møde med Clare, og Henrys første møde med Clare er ikke Clares første møde med Henry. Det er forvirrende at forklare, men helt fantastisk at opleve.
Henry har en gen-sygdom, det betyder, at han ufrivilligt rejser i tiden. Clare på 6 møder ham derfor for første gang, da han som 36-årig lander i engen ved hendes forældres hus – på dette tidspunkt i hans nutid har han været gift med Clare i seks år. Hele tiden kommer vi ud for situationer, hvor dynamikken ændrer sig, og hvor den ene har erindringer, som den anden endnu ikke har oplevet.

Det er sci-fi for folk, der ikke er til sci-fi og romance til folk, der ikke er til romance. Både kærlighed og tidsrejser bliver introduceret på en meget delikat og troværdig måde, så man bliver suget direkte ind i det, og opdager det først, når man opdager, at man smiler til siderne.
Clare og Henrys historie er den vildeste kærlighedshistorie, jeg har læst. Det er en roman om længsel og savn, om bekymringer og store udfordringer, og om kærlighed, der overskygger alt, og gør det hele værd at gå igennem. Den gjorde mig lykkelig og gav mig ondt i hjertet, og jeg kan kun anbefale den.

// Caroline

Ord om “DET FÆLLES BEDSTE”

[Anmeldereksemplar fra Harpyie]

Forfatter: Selma Rosenfeldt-Olsen
Udgivelsesår:2022
Antal sider: 15
7

“- Jeg troede altid, man forstod sin søster, siger Judith.
– Nej, man tilgiver hende bare lige meget hvad.”

Jeg er conflicted. Det er langt lettere at skrive anmeldelser af bøger, når man er enten meget begejstret eller meget det modsatte, end når man er i tvivl. Men altså – jeg er i tvivl. Den korte roman foregår i Tyskland i 40-50-60’erne, hvor vi følger to søstre og en mulig tredje søster. Fælles for dem er, at de hver især forlader det de kender til fordel for det ukendte, i håbet om at finde et sted at høre til.

Jeg flød gennem bogen og var meget investeret i søsterskab og akademi, og glædede mig til at finde ud af, hvad formålet med det var. Hvad er et Element og et Redskab, hvem er Gudfar – en frelser eller en Humbert Humbert-type? Hvorfor alle de mottoer og børnelege? What is the purpose?

I virkeligheden er legene, reglerne, søsterskab og akademi nok alle et udtryk for fællesskaber og forsøg på at passe ind. Men for at være helt ærlig, så skuffede det mig lidt, at finde ud af, at der ikke var noget højere formål/manifest/dybere årsag med akademi og lege: at det “bare” var for at finde fælles fodfæste. Som jeg skriver det her, kan jeg godt se, at det i sig selv lyder virkelig fint at imitere omverdenen på måder, der kan inkludere dem, der ellers ikke passer ind. Der var bare noget i leveringen, der skabte en forventning om noget andet og noget mere. Giver det mening?

Anywho, fordi jeg ikke ved, hvad jeg ellers skal sige, kommer her en liste over de ting der begejstrede mig, og de ting der tabte mig:

+ Sproget var nice. Skrivestilen var (især hos Lora) meget nøgtern og konstaterende, store ting blev fortalt ganske simpelt, og det underspillede var formidabelt.

+ Søstrene Lora og Manni er sammen en fin enhed, men er også to mere eller mindre dysfunktionelle sjæle, der har svært ved at være mor, kone, menneske. Selv fysisk distance mellem dem fjerner ikke søsterbåndet, som i sig selv er defineret af både kærlighed og magt.

+ Børnenes lege, som imiterer samfundet omkring dem i al deres makabre absurditeter. Var grotesk og ækelt og spændende – også selvom det undrede mig, at legene forblev så stor en del af voksenlivet.

Der var så mange ting i spil, som jeg ikke fik svar på. Det endte med at føles som løse ender, måske fordi jeg netop var så investeret i akademiet og Gudfar, men aldrig fik den dybere forståelse for deres eksistens og formål.

Alt det med togene. I don’t get it. Kunne heller ikke læse siderne (tak for hjælpen i dm!)

Jeg var komplet opslugt fra start, men jo mere jeg nærmede mig slutningen, jo mere skulle jeg kæmpe for at holde fast. Jeg følte mig på en eller anden måde lidt tabt – som om det fællesskab, der hele tiden bliver søgt og savnet ikke nødvendigvis inkluderede mig og min forståelse.

//Caroline

Ord om FORVENTNINGER TIL 2022

Allerførst et kæmpe varmt og kærligt tak fordi I følger med. Uanset om I primært er med på insta, om I mest bare ser på billeder eller læser alle tekster og anmeldelser, uanset om I nogensinde læser det, jeg anbefaler, så tak fordi I er her. Det kan mærkes, og det gør bookstagram og litteraturformidling langt sjovere end hvis jeg bare skrev for mig selv. ❤

Tilbageblik: 2021
Ord om_ trådte ind i 2021 med to personer, og forlader året med kun én bag rettet. Det var fedt at have en partner in crime, men det er også ret specielt bare at være mig. På en måde føler jeg mig endnu mere synonym med bloggen, end jeg tidligere har gjort.

Det blev også året med mit første Bogforum, hvor jeg for endelig mødte de bogmennesker, jeg kun kender fra profilnavne og instabilleder. Bogbloggere, forlag, forfattere og læsere – et kæmpestort fællesskab, som jeg både kendte til, og som samtidig var komplet nyt og vidunderligt. Det var full on paradis, og jeg var komplet ristet bagefter.

Ord om dækkede LitX, samarbejdede med store og små forlag, havde fokus på debutanter med konceptet #ordomdebutanter, blev inviteret på forlagsbesøg og har fået samarbejder, der giver flere muligheder for bloggen. Jeg er glad og stolt, og tror på endnu mere arbejde med ord i 2022. Derfor:

Fremtiden: 2022
Jeg har tre konkrete nytårsforsæt til bloggen, og lad os hoppe direkte ind i det!

1. Flere af de store bøger
Siden jeg begyndte på bloggen, har jeg læst langt mere end nogensinde før. I 2019 læste jeg 7 bøger, i 2020 læste jeg 64 bøger og i 2021 har jeg læst 56 bøger. Jeg har villet nå så meget så muligt, med fokus på så mange som muligt. Næste år vil jeg hoppe ind i noget af det, jeg har udskudt længe, og tage fat i de større bøger på reolen, fx:

  • Et lille liv af Hanya Yanagihara
  • Ringenes herre trilogien af Tolkien (tænker også livelæsning med i hvert fald den første!)
  • Hærværk af Tom Kristensen
  • Den hemmelige historie af Donna Tartt
  • Bjørneby af Fredrik Backmann (som både Bibliotekat og Bogdokter har anbefalet noget så grusomt!)

2. En bogudgivelse
Jeg havde et dejligt møde med nogle søde bogfolk lige efter jul. De havde læst min første roman, og vil gerne hjælpe den ud i verden(!!!!). Der er ikke en underskrevet kontrakt endnu, så tør ikke sige for meget af frygt for at jinxe noget – men jeg tør godt sige, at vi i fællesskab regner med en bogudgivelse i 2022. Deler mere så snart jeg kan!

3. Mere BTS (behind the scenes, ikke K-pop)
I forlængelse af ovenstående punkt, kommer jeg formentligt og forhåbentligt til at bruge tid på at skrive/redigere mere, og jeg vil gerne inddrage jer i den proces. Jeg elsker at følge med i podcastet Bogskaberiet, og synes at 60 uger til udgivelse var fantastisk. Med andre ord vil jeg gerne åbne det rum, både bag om bloggen, men ikke mindst også bag om udgivelsen af en bog. (Gad godt selv lave et podcast om det, men det er også meget oveni fuldtidsarbejde, bogblog og romanudgivelse. Hvad siger I?)

Alt i alt – jeg tror at 2022 bliver sprød. Unrelated til bloggen, så skal jeg også giftes, så det kan sgu ikke gå helt galt!

//Caroline

Ord om “MANDEN DER TÆNKTE TING”

Forfatter: Valdemar Holst
Forlag: Baggaardsbaroner
Udgivelsesår: 1938, genudgivelse 2020
Antal sider: 225

Klassikere er en spændende race – når bøger forbliver relevante på tværs af tid, må det være fordi, de virkeligt kan noget. Min oplevelse er dog, at det ikke altid er sandheden. Nogle gange husker vi dem, fordi det bør man, ikke fordi kvaliteten er der. Sådan havde jeg det med “Dr. Jekyll og Mr. Hyde”, og glædede mig til at blive hevet ind i selvets splittelse til to individer og et tiltagende vanvid; Det var én stor skuffelse. Sproget var kedeligt, historien noget hastværk, og karaktererne heftigt karikerede.

Med ”Manden der tænkte ting” fik jeg alt det, jeg havde håbet på i Dr. Jekyll og Mr. Hyde: Mysticisme, det eskalerende vanvid, desperation, fascination. Et splittet menneske med en ægte dobbeltgænger i klassikerklæder, og som alligevel blev ved med at få mig til at tænke på Bossen og Bumsen. ”Manden der tænkte ting” er skrevet i 1938, men føles stadig moderne i sin eksistens. Og det er vel det, en klassiker skal kunne.

Hvad handler den så om? Sorry, jeg kommer til det nu: Kemikeren Boutard arbejder med psykoanalyse, og har lært sig selv at tænke det frem ved at danne en bevidst hallucination. Han vender synsprocessen om, og påvirker stoffet udenfor sig selv. Han “forvandler telepatisk psykisk energi til materiel energi”. Han vil have den unge, dygtige læge Francis til at udføre en hjerneoperation på ham, for at få ham til at fremkalde liv, ikke kun genstande. Lægen afslår, og Boutard tænker en ny Francis frem – en dobbeltgænger. Han er det eneste levende, Boutard kan skabe, og Francis ser, hvordan den nye Francis hurtigt overtager hans liv.

Jeg køber præmissen totalt, og selvom dramaet er stort (gud, hvor de råber og brøler meget, når de taler) og personerne karikerede, så fungerer det. Mysticismen og horror-elementet i disse på én gang fascinerende og morbide evner fangede mig, fordi årsagen bliver præsenteret underligt overbevisende med udgangspunkt i forklaringer om atomer, vibrationer og menneskets synsproces. På sin vis er slutningen ikke overraskende, men det bliver serveret på en måde, hvor man hellere vil læse sig til det end tænke sig til det. Hvis man har lyst til at give sig i kast med klassikere, så er denne glemte perle et utroligt godt bud. Tak til Baronerne for at finde glemt kvalitetslitteratur frem.

//Caroline

Ord om “SUPER”

[Anmeldereksemplar fra Forlaget Republik]

Forfatter: Marie-Louise Hansen
Udgivelsesår: 2020
Antal sider: 388

First look og det taktile
Man kan ikke tale om “Super”, uden at se forbi de vilde valg der er taget for den trykte bog (se den på insta her). Omslaget er blødt og mat, der er en flap om siderne der gør, at når den er lukket, er den en lyserød firkant. Siderne er glittet papir, der føles fantastisk at glide fingrene henad, men som skaber genskin når man læser under stærkt lys. Teksten er comic sans, og det får alt i mig til at stritte. På den måde er den både smuk og skrækkelig, seriøs og komisk allerede inden læsningen er begyndt.

Forvirring og #triggerwarning – vægtfokus
Første halvdel af romanen var mildest talt en stor forvirring. Bagsideteksten gav heller ikke megen info. Kort og godt, “Super” er en kollektiv roman; mange fortællere, mange perspektiver. De første tre – måske fire? – perspektiver var uden rigtig kontekst til hinanden, og jeg fangede ikke skiftet mellem karakterer før forvirringen var total. Jeg vidste simpelthen ikke, hvem jeg fulgte, og da teksterne er fragmenterede tanker og scener, der pendulerer frem og tilbage, havde jeg som nyankommen læser til denne verden virkeligt svært ved at følge med.

De første karakterer havde uforbeholdent meget fokus på vægt og krop, fedme som et problem og det slanke som et mål, og emnet fylder også hos de resterende personer (om end mere diskret end det eksplicitte i de første dele). Siderne er spækket med selvlede ved at spise, sejr ved at lade være, styrke i tyndhed, konstante diæter eller ædegilder. Med et kritisk blik ser man tydeligt, hvordan alle disse perspektiver fremstilles som problematiske, men det er meget voldsomt, ulækkert og hadsk beskrevet, og derfor var det ikke just behageligt at bevæge sig igennem første halvdel.

Anden halvdel – kontekst, sammenhæng og relationer.
Halvvejs i bogen oplevede jeg et temposkift, måske fordi karaktererne var knap så fanatiske, måske fordi fokus på sex og vægt bliver mindre eksplicit og sproget mere tilgængeligt – det i sig selv hjalp med at løfte den tåge, første del var indhyllet i. Der er mere kontekst, mere sammenhængskraft, mindre desperation, og relationerne begynder at blive tydeligere. Karaktererne er, om end en smule karikerede, langt lettere at forstå og følge, og endelig begyndte jeg at kunne fokusere på sproget.

Anden halvdel var en langt bedre oplevelse, og gjorde mere indtryk end alt det groteske i første del, der føltes mere som provokation end faktisk sproglig virkning. Hvis man kan udholde fokus på vægt, og hvis man er til det ulækre (tænk Dr. Pimple Popper, men med vægt og sex), så kan det være, at bogen er til dig.

//Caroline

Ord om “TAVS DISKO”

[Anmeldereksemplar fra Vild Maskine]

Forfatter: Shosha Fiorrie Raymond
Udgivelsesår: 2021
Antal sider: 197

Hvorfor er der ikke noget ord for et venne-breakup?

Venskab som fængsel og som frihed
“Tavs disko” handler om et tæt og langvarigt venskab, der er ved at gå i opløsning. Blake og Zelda er vokset op sammen, de har udviklet sig med hinanden som spejl, og selvom de er forskellige – og altid har været det – er der en symbiose mellem de to, en relation der er tættere end venskab, anderledes end søstre. Der er også en uligevægt i venskabet, den har måske altid været der, men den bliver tydeligere og er ikke længere kun god.

Der er en bog om at blive voksen, om at blive sit eget menneske på godt og ondt. Om at lede efter sin egen kerne blandt folk, der kender sig selv utroligt godt. Om at fokusere på de store ting som klima, kriser og planetens forfald, som fylder meget for Zelda, og om de små, nære ting som egne behov, relationer og seksualitet, som Blake struggler med. Venskabet mellem Blake og Zelda er båret af nærhed, både fysisk og mentalt, og selvom det skaber tryghed, bliver det også klaustrofobisk og svært at vokse op og blive til sit eget menneske.

At blive voksen i 2021
Jeg slugte bogen, og var virkeligt glad for den. Med wokeness og klima-passion falder romanen godt ind i life i 2021. Sproget er let og tilgængeligt med fine ting både på og mellem linjerne. Blakes famlen i begyndelsen af voksenlivet er så genkendelig, og på en gang tragisk og komisk, fordi man altid søger efter svar, der ikke eksisterer. Been there, still doing that tbh.

Jeg elsker billedet af et silent disco, hvor man kan vælge, hvad man vil høre, eller man kan tilpasse sig andres lyd – man vælger hvilket univers man vil eksistere i. Dét er et stort valg. Det er også et valg der i lang tid er på autopilot for Blake, der trænger til, og samtidig ikke har lyst til, at løsrive sig. Har lyst til at kramme hende. Og Zelda.

Kan absolut anbefale. Synes den er hammerfin.

// Caroline