Forfatter: Valdemar Holst
Forlag: Baggaardsbaroner
Udgivelsesår: 1938, genudgivelse 2020
Antal sider: 225
Klassikere er en spændende race – når bøger forbliver relevante på tværs af tid, må det være fordi, de virkeligt kan noget. Min oplevelse er dog, at det ikke altid er sandheden. Nogle gange husker vi dem, fordi det bør man, ikke fordi kvaliteten er der. Sådan havde jeg det med “Dr. Jekyll og Mr. Hyde”, og glædede mig til at blive hevet ind i selvets splittelse til to individer og et tiltagende vanvid; Det var én stor skuffelse. Sproget var kedeligt, historien noget hastværk, og karaktererne heftigt karikerede.
Med ”Manden der tænkte ting” fik jeg alt det, jeg havde håbet på i Dr. Jekyll og Mr. Hyde: Mysticisme, det eskalerende vanvid, desperation, fascination. Et splittet menneske med en ægte dobbeltgænger i klassikerklæder, og som alligevel blev ved med at få mig til at tænke på Bossen og Bumsen. ”Manden der tænkte ting” er skrevet i 1938, men føles stadig moderne i sin eksistens. Og det er vel det, en klassiker skal kunne.
Hvad handler den så om? Sorry, jeg kommer til det nu: Kemikeren Boutard arbejder med psykoanalyse, og har lært sig selv at tænke det frem ved at danne en bevidst hallucination. Han vender synsprocessen om, og påvirker stoffet udenfor sig selv. Han “forvandler telepatisk psykisk energi til materiel energi”. Han vil have den unge, dygtige læge Francis til at udføre en hjerneoperation på ham, for at få ham til at fremkalde liv, ikke kun genstande. Lægen afslår, og Boutard tænker en ny Francis frem – en dobbeltgænger. Han er det eneste levende, Boutard kan skabe, og Francis ser, hvordan den nye Francis hurtigt overtager hans liv.
Jeg køber præmissen totalt, og selvom dramaet er stort (gud, hvor de råber og brøler meget, når de taler) og personerne karikerede, så fungerer det. Mysticismen og horror-elementet i disse på én gang fascinerende og morbide evner fangede mig, fordi årsagen bliver præsenteret underligt overbevisende med udgangspunkt i forklaringer om atomer, vibrationer og menneskets synsproces. På sin vis er slutningen ikke overraskende, men det bliver serveret på en måde, hvor man hellere vil læse sig til det end tænke sig til det. Hvis man har lyst til at give sig i kast med klassikere, så er denne glemte perle et utroligt godt bud. Tak til Baronerne for at finde glemt kvalitetslitteratur frem.
//Caroline
ord om _ 