[Anmeldereksemplar fra Vild Maskine]
Forfatter: Ingvild Lothe
Antal sider: 111
Udgivelsesår: 2019
“De smukkeste piger tager altid livet af sig. Det er uundgåeligt og kræver ingen forklaring.”
“Havfruehjerte” er en digtsamling, men også mere end det: Det er ikke en samling af fragmenterede digte, men en sammenhængende, poetisk historie med handling, drama, karakterer. Det er et eventyr i mol, hvor liv og glæde går i stykker, og hvor man ikke er sikret en lykkelig slutning, hvor håbet kun eksisterer i teorien og virkeligheden gør ondt.
Jeget leder med længsel efter nogen at høre til hos, og finder det først hos Nord, senere Faderen, efterfølgende i det barn, der aldrig bliver. Hun er det modsatte af en sirene, hun er en vildfaren der kaster sig mod det, hun tolker som kærlighed, kun for at gå til grunde. Virkeligheden forvrænges af kærligheden, kærligheden forvrænges med tiden. Verden er er både en æterisk feberdrøm, hvor hvide heste og havfruebørn dukker op midt i alting, og et gotisk mareridt, hvor sorg og vold er så velkendte fænomener, at de føles trygge.
Grundelementerne – kærlighed, sorg, længsel og natur – fungerer utrolig godt i de eventyrlige klæder. Hvis man kunne lide Ingvild Lothes første digtsamling “Hvorfor er jeg så trist, når jeg er så sød?” kan man glæde sig over, at sprog, tematikker og kvalitet også følger med i “Havfruehjerte”. Den er til de, der bedre kan lide H. C. Andersens triste slutning på “Den lille havfrue” end Disneys udgave, og ærlig talt yes, yes please.
// Caroline
ord om _ 