Tag: digtsamling

Ord om “HAVFRUEHJERTE”

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar fra Vild Maskine]

Forfatter: Ingvild Lothe
Antal sider: 111
Udgivelsesår: 2019

“De smukkeste piger tager altid livet af sig. Det er uundgåeligt og kræver ingen forklaring.”

“Havfruehjerte” er en digtsamling, men også mere end det: Det er ikke en samling af fragmenterede digte, men en sammenhængende, poetisk historie med handling, drama, karakterer. Det er et eventyr i mol, hvor liv og glæde går i stykker, og hvor man ikke er sikret en lykkelig slutning, hvor håbet kun eksisterer i teorien og virkeligheden gør ondt.

Jeget leder med længsel efter nogen at høre til hos, og finder det først hos Nord, senere Faderen, efterfølgende i det barn, der aldrig bliver. Hun er det modsatte af en sirene, hun er en vildfaren der kaster sig mod det, hun tolker som kærlighed, kun for at gå til grunde. Virkeligheden forvrænges af kærligheden, kærligheden forvrænges med tiden. Verden er er både en æterisk feberdrøm, hvor hvide heste og havfruebørn dukker op midt i alting, og et gotisk mareridt, hvor sorg og vold er så velkendte fænomener, at de føles trygge.

Grundelementerne – kærlighed, sorg, længsel og natur – fungerer utrolig godt i de eventyrlige klæder. Hvis man kunne lide Ingvild Lothes første digtsamling “Hvorfor er jeg så trist, når jeg er så sød?” kan man glæde sig over, at sprog, tematikker og kvalitet også følger med i “Havfruehjerte”. Den er til de, der bedre kan lide H. C. Andersens triste slutning på “Den lille havfrue” end Disneys udgave, og ærlig talt yes, yes please.

// Caroline

Ord om “OMKRING FLODEN HAN”

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar fra Kronstork]

Forfatter: Park Yung Rang aka Joan Rang Christensen
Antal sider: 150
Udgivelsesår: 2022

Om man er til æselører i bøger eller ej, er der noget tilfredsstillende i at markere de sider, citater eller digte, der rammer noget. Derfor er det også imponerende med en digtsamling som denne, hvor hvert andet hjørne er bøjet, fordi jeg ville gemme ordene. Så fin er den.

“Omkring floden Han” er en digtsamling om adoption og Korea og krig, som alle i en eller anden grad er samme . De tre er skabt af hinanden, bevæger sig i samme takt. Krig i Korea fører til adoption, adoptionen er en krig, Korea er et ophav og en fremmed verden.

Ordene er smukke og hårde og rørende. Adoptionen som emne, som traume, som potentiale er vendt og udforsket på mange måder, men ofte med en bitter og melankolsk smerte. Der er et savn uden tilknytning, en søgen uden mål. Det skaber associationer til racisme, genetik, storpolitik, fetichisme, identitet og tilknytning. Hvem er man, når man er sit eget nulpunkt, når alt det, der kom før en er væk, som om det aldrig har været der?

På trods af savn og mangel, er der en insisteren på at være. Mange adopterede føler ikke, at de er blevet født, så jeget insisterer på at være blevet født. Hun insisterer på sine rødder, insisterer på at være både sig selv og være en form for forlængelse af et land, af ukendte slægtninge og af en kultur. Stemmen er ikke er ikke kun præget af melankoli, men også styrke.

Selvom vi både bevæger os gennem krig og idealisme, filosofi og historie, racisme og adoptionspjecer, så er emnerne så passende som perler på en snor, og belyser hele tiden samme grundelementer. Det passer sammen og fungerer vidunderligt, der er et flow mellem krig og opvækst der hænger uløseligt sammen.

“Omkring floden Han” er en af de fineste digtsamlinger, jeg har læst, og bør absolut ikke gå ubemærket hen.

//Caroline

Ord om “VI KAN GØRE MEGET” af Caspar Eric

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar fra Gyldendal] 

“De virale nyheder/ om skovbrande og smittetal/ er intet andet/ end naturens gang;/ at smitte altid/ stiger eksponentielt/ at også bakterier/ kan være klimaflygtninge.”

Pandemi part II
Dette er Caspar Erics anden digtsamling (digtroman?) med udgangspunkt i pandemien, og skæbnen ville det, at jeg begyndte den samme aften som Mette F’s seneste pressemøde (som i øvrigt bragte alt for meget deja vu med sig). Det lille øjeblik man holder vejret, idet “BREAKING” skriger i versaler fra skærmen. Usikkerheden der igen siver frem, krammene der igen skal vurderes og prioriteres.

Hvor pressemødet ikke var et særlig hyggeligt gensyn, var ordene det heldigvis. Potentiel sygdom har taget plads i alt; fra relationer til ferier til fester, osv. Når vi engang imellem ignorerer restriktioner og anbefalinger – både fordi vi gerne vil og fordi vi nogle gange bare glemmer dem – følger en ny form for skam. Når verden senere åbner op igen, og vi møder noget, der minder om den gamle hverdag, er det med bevidstheden om, at alt det velkendte pludselig føles fremmed.

Kæmpe vibe og ægte relatable
Gennem smuk og tilgængelig poesi krydret med pop-referencer ala Britney bitch beskrives alt fra corona, klimakrise og klassekamp. Jeg vil så gerne sige en masse klogt, men bogen siger det hele selv. Jeg har intet at tilføje. Det er en digtsamling, der fungerer som en reaktion-slash-en kommentar på samfundet lige nu og her, som rummer både al frygt, al vrede, al forglemmelse, al omsorg (og heldigvis for omsorgen!), og den er oprigtigt formidabel.

Det er ikke en bog der starter med et spørgsmål og kommer med et svar, den er famlende men det gør at den på en eller anden måde føles mere autentisk. Hvem aner noget som helst lige nu? Alle gør deres bedste, og vi kan gøre meget.

// Caroline

Ord om “Inderligt”

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof]

Ord om “Inderligt”, eller inderlige ord af Margaret Atwood. Lad mig starte sådan her – jeg anede ikke, at denne powerwoman også skrev digte, men selvfølgelig gør hun det. “Inderligt” er hendes første digtsamling i over et årti, hvor indholdet er skrevet og samlet sammen fra 2008 til 2019. I den tid er verden blevet et mørkere sted, skriver Atwood i forordet. Hun er blevet ældre. Hun har mistet.
Alligevel er digtsamlingen ikke blot sorg og mørke. Den indeholder en blanding af håb og realistisk klarsyn, der fungerer virkelig fint.

“Der er flere fugle i disse digte end der plejede at være. Jeg ønsker mig endnu flere fugle i den næste digtsamling, hvis der kommer en; og jeg ønsker mig flere fugle i verden.”

Efter det meget smukke forord, kommer digtene. Samlingen er delt op i fem dele, som jeg har forsøgt at navngive:
Del I – Fortid
Del II – Køn og kvinder
Del III – Fremtid
Del IV – Klima
Del V – Alderdom og sorg

Der er noget absolut yndigt og fænomenalt makabert i Atwoods skriveri, det er svævende og det voldsomt jordnært. Som digtene om dyr, om edderkopperne i bogreolerne, hvor jeg på få sætninger føler omsorg for deres mange ben og sirlige spind. Især digtene om fremtid og klima ramte mig, fordi deres indhold er så altsigende og aktuelle.

“Vi måtte vide / hvordan sådanne fortællinger ender: / og hvorfor. / De ender i flammer / fordi det er det, vi vil have. / Vi vil have det sådan.” [I Flammer]

Digtsamlingen rummer den menneskelige natur som en selvdestruktiv force, viser vores forfærdelige sider, vores ødelæggelse, ansvarsfralæggelse, og vores sorg over netop dette. Den svindende natur, den kapitalistiske egoisme, mennesket som en del af naturen, mennesket som løsrevet fra naturen. Det er brutalt ærligt, og det gør ondt – men det er det, der fungerer så vidunderligt. Atwood adskiller ikke sig selv fra dette, hun hæver sig ikke og tager ikke afstand. Det falder tilbage på et fælles ansvar. Et fælles problem. Fælles løsning.

“Vi kan godt lide det sted hvor vi bliver reddet. / Vi kan godt lide det sted hvor vi bliver ødelagt. / Hvorfor føltes de så ens?” [Rumvæsnerne ankommer]

Jeg ville ønske, jeg havde flere kloge ord at dele, men digte er svære at omfavne på et enkelt post; i virkeligheden kunne jeg lave en anmeldelse af hvert enkelt digt, og det ville fylde mere end det her. Den bedste løsning må være at opleve den selv. Flyv ind i digtsamlingen med fuglene og undgå mikroplasten, sid på skulderen af en vis, ældre kvinde, og syng for børnene, åh børn, og den fremtid, de går i møde.

// Caroline