Ord om FORVENTNINGER TIL 2022

Allerførst et kæmpe varmt og kærligt tak fordi I følger med. Uanset om I primært er med på insta, om I mest bare ser på billeder eller læser alle tekster og anmeldelser, uanset om I nogensinde læser det, jeg anbefaler, så tak fordi I er her. Det kan mærkes, og det gør bookstagram og litteraturformidling langt sjovere ens hvis jeg bare skrev for mig selv. ❤

Tilbageblik: 2021
Ord om_ trådte ind i 2021 med to personer, og forlader året med kun én bag rettet. Det var fedt at have en partner in crime, men det er også ret specielt bare at være mig. På en måde føler jeg mig endnu mere synonym med bloggen, end jeg tidligere har gjort.

Det blev også året med mit første Bogforum, hvor jeg for endelig mødte de bogmennesker, jeg kun kender fra profilnavne og instabilleder. Bogbloggere, forlag, forfattere og læsere – et kæmpestort fællesskab, som jeg både kendte til, og som samtidig var komplet nyt og vidunderligt. Det var full on paradis, og jeg var komplet ristet bagefter.

Ord om dækkede LitX, samarbejdede med store og små forlag, havde fokus på debutanter med konceptet #ordomdebutanter, blev inviteret på forlagsbesøg og har fået samarbejder, der giver flere muligheder for bloggen. Jeg er glad og stolt, og tror på endnu mere arbejde med ord i 2022. Derfor:

Fremtiden: 2022
Jeg har tre konkrete nytårsforsæt til bloggen, og lad os ærlig talt hoppe direkte ind i det!

1. Flere af de store bøger
Siden jeg begyndte på bloggen, har jeg læst langt mere end nogensinde før. I 2019 læste jeg 7 bøger, i 2020 læste jeg 64 bøger og i 2021 har jeg læst 56 bøger. Jeg har villet nå så meget så muligt, med fokus på så mange som muligt. Næste år vil jeg hoppe ind i noget af det, jeg har udskudt længe, og tage fat i de større bøger på reolen, fx:

  • Et lille liv af Hanya Yanagihara
  • Ringenes herre trilogien af Tolkien (tænker også livelæsning med i hvert fald den første!)
  • Hærværk af Tom Kristensen
  • Den hemmelige historie af Donna Tartt
  • Bjørneby af Fredrik Backmann (som både Bibliotekat og Bogdokter har anbefalet noget så grusomt!)

2. En bogudgivelse
Jeg havde et dejligt møde med nogle søde bogfolk lige efter jul. De havde læst min første roman, og vil gerne hjælpe den ud i verden(!!!!). Der er ikke en underskrevet kontrakt endnu, så tør ikke sige for meget af frygt for at jinxe noget – men jeg tør godt sige, at vi i fællesskab regner med en bogudgivelse i 2022. Deler mere så snart jeg kan!

3. Mere BTS (behind the scenes, ikke K-pop)
I forlængelse af ovenstående punkt, kommer jeg formentligt og forhåbentligt til at bruge tid på at skrive/redigere mere, og jeg vil gerne inddrage jer i den proces. Jeg elsker at følge med i podcastet Bogskaberiet, og synes at 60 uger til udgivelse var fantastisk. Med andre ord vil jeg gerne åbne det rum, både bag om bloggen, men ikke mindst også bag om udgivelsen af en bog. (Gad godt selv lave et podcast om det, men det er også meget oveni fuldtidsarbejde, bogblog og romanudgivelse. Hvad siger I?)

Alt i alt – jeg tror at 2022 bliver sprød. Unrelated til bloggen, så skal jeg også giftes, så det kan sgu ikke gå helt galt!

//Caroline

Ord om “MANDEN DER TÆNKTE TING”

Forfatter: Valdemar Holst
Forlag: Baggaardsbaroner
Udgivelsesår: 1938, genudgivelse 2020
Antal sider: 225

Klassikere er en spændende race – når bøger forbliver relevante på tværs af tid, må det være fordi, de virkeligt kan noget. Min oplevelse er dog, at det ikke altid er sandheden. Nogle gange husker vi dem, fordi det bør man, ikke fordi kvaliteten er der. Sådan havde jeg det med “Dr. Jekyll og Mr. Hyde”, og glædede mig til at blive hevet ind i selvets splittelse til to individer og et tiltagende vanvid; Det var én stor skuffelse. Sproget var kedeligt, historien noget hastværk, og karaktererne heftigt karikerede.

Med ”Manden der tænkte ting” fik jeg alt det, jeg havde håbet på i Dr. Jekyll og Mr. Hyde: Mysticisme, det eskalerende vanvid, desperation, fascination. Et splittet menneske med en ægte dobbeltgænger i klassikerklæder, og som alligevel blev ved med at få mig til at tænke på Bossen og Bumsen. ”Manden der tænkte ting” er skrevet i 1938, men føles stadig moderne i sin eksistens. Og det er vel det, en klassiker skal kunne.

Hvad handler den så om? Sorry, jeg kommer til det nu: Kemikeren Boutard arbejder med psykoanalyse, og har lært sig selv at tænke det frem ved at danne en bevidst hallucination. Han vender synsprocessen om, og påvirker stoffet udenfor sig selv. Han “forvandler telepatisk psykisk energi til materiel energi”. Han vil have den unge, dygtige læge Francis til at udføre en hjerneoperation på ham, for at få ham til at fremkalde liv, ikke kun genstande. Lægen afslår, og Boutard tænker en ny Francis frem – en dobbeltgænger. Han er det eneste levende, Boutard kan skabe, og Francis ser, hvordan den nye Francis hurtigt overtager hans liv.

Jeg køber præmissen totalt, og selvom dramaet er stort (gud, hvor de råber og brøler meget, når de taler) og personerne karikerede, så fungerer det. Mysticismen og horror-elementet i disse på én gang fascinerende og morbide evner fangede mig, fordi årsagen bliver præsenteret underligt overbevisende med udgangspunkt i forklaringer om atomer, vibrationer og menneskets synsproces. På sin vis er slutningen ikke overraskende, men det bliver serveret på en måde, hvor man hellere vil læse sig til det end tænke sig til det. Hvis man har lyst til at give sig i kast med klassikere, så er denne glemte perle et utroligt godt bud. Tak til Baronerne for at finde glemt kvalitetslitteratur frem.

//Caroline

Ord om “SUPER”

[Anmeldereksemplar fra Forlaget Republik]

Forfatter: Marie-Louise Hansen
Udgivelsesår: 2020
Antal sider: 388

First look og det taktile
Man kan ikke tale om “Super”, uden at se forbi de vilde valg der er taget for den trykte bog (se den på insta her). Omslaget er blødt og mat, der er en flap om siderne der gør, at når den er lukket, er den en lyserød firkant. Siderne er glittet papir, der føles fantastisk at glide fingrene henad, men som skaber genskin når man læser under stærkt lys. Teksten er comic sans, og det får alt i mig til at stritte. På den måde er den både smuk og skrækkelig, seriøs og komisk allerede inden læsningen er begyndt.

Forvirring og #triggerwarning – vægtfokus
Første halvdel af romanen var mildest talt en stor forvirring. Bagsideteksten gav heller ikke megen info. Kort og godt, “Super” er en kollektiv roman; mange fortællere, mange perspektiver. De første tre – måske fire? – perspektiver var uden rigtig kontekst til hinanden, og jeg fangede ikke skiftet mellem karakterer før forvirringen var total. Jeg vidste simpelthen ikke, hvem jeg fulgte, og da teksterne er fragmenterede tanker og scener, der pendulerer frem og tilbage, havde jeg som nyankommen læser til denne verden virkeligt svært ved at følge med.

De første karakterer havde uforbeholdent meget fokus på vægt og krop, fedme som et problem og det slanke som et mål, og emnet fylder også hos de resterende personer (om end mere diskret end det eksplicitte i de første dele). Siderne er spækket med selvlede ved at spise, sejr ved at lade være, styrke i tyndhed, konstante diæter eller ædegilder. Med et kritisk blik ser man tydeligt, hvordan alle disse perspektiver fremstilles som problematiske, men det er meget voldsomt, ulækkert og hadsk beskrevet, og derfor var det ikke just behageligt at bevæge sig igennem første halvdel.

Anden halvdel – kontekst, sammenhæng og relationer.
Halvvejs i bogen oplevede jeg et temposkift, måske fordi karaktererne var knap så fanatiske, måske fordi fokus på sex og vægt bliver mindre eksplicit og sproget mere tilgængeligt – det i sig selv hjalp med at løfte den tåge, første del var indhyllet i. Der er mere kontekst, mere sammenhængskraft, mindre desperation, og relationerne begynder at blive tydeligere. Karaktererne er, om end en smule karikerede, langt lettere at forstå og følge, og endelig begyndte jeg at kunne fokusere på sproget.

Anden halvdel var en langt bedre oplevelse, og gjorde mere indtryk end alt det groteske i første del, der føltes mere som provokation end faktisk sproglig virkning. Hvis man kan udholde fokus på vægt, og hvis man er til det ulækre (tænk Dr. Pimple Popper, men med vægt og sex), så kan det være, at bogen er til dig.

//Caroline

Ord om “TAVS DISKO”

[Anmeldereksemplar fra Vild Maskine]

Forfatter: Shosha Fiorrie Raymond
Udgivelsesår: 2021
Antal sider: 197

Hvorfor er der ikke noget ord for et venne-breakup?

Venskab som fængsel og som frihed
“Tavs disko” handler om et tæt og langvarigt venskab, der er ved at gå i opløsning. Blake og Zelda er vokset op sammen, de har udviklet sig med hinanden som spejl, og selvom de er forskellige – og altid har været det – er der en symbiose mellem de to, en relation der er tættere end venskab, anderledes end søstre. Der er også en uligevægt i venskabet, den har måske altid været der, men den bliver tydeligere og er ikke længere kun god.

Der er en bog om at blive voksen, om at blive sit eget menneske på godt og ondt. Om at lede efter sin egen kerne blandt folk, der kender sig selv utroligt godt. Om at fokusere på de store ting som klima, kriser og planetens forfald, som fylder meget for Zelda, og om de små, nære ting som egne behov, relationer og seksualitet, som Blake struggler med. Venskabet mellem Blake og Zelda er båret af nærhed, både fysisk og mentalt, og selvom det skaber tryghed, bliver det også klaustrofobisk og svært at vokse op og blive til sit eget menneske.

At blive voksen i 2021
Jeg slugte bogen, og var virkeligt glad for den. Med wokeness og klima-passion falder romanen godt ind i life i 2021. Sproget er let og tilgængeligt med fine ting både på og mellem linjerne. Blakes famlen i begyndelsen af voksenlivet er så genkendelig, og på en gang tragisk og komisk, fordi man altid søger efter svar, der ikke eksisterer. Been there, still doing that tbh.

Jeg elsker billedet af et silent disco, hvor man kan vælge, hvad man vil høre, eller man kan tilpasse sig andres lyd – man vælger hvilket univers man vil eksistere i. Dét er et stort valg. Det er også et valg der i lang tid er på autopilot for Blake, der trænger til, og samtidig ikke har lyst til, at løsrive sig. Har lyst til at kramme hende. Og Zelda.

Kan absolut anbefale. Synes den er hammerfin.

// Caroline

Ord om “LYSETS DATTER”

[Anmeldereksemplar fra Superlux]

Forfatter: Louise H. A. Trankjær
Udgivelsesår: 2020
Antal sider: 422

Kort og godt – jeg er ikke den rette læser til “Lysets datter”. Mine forventninger og ønsker til denne fantasy matchede simpelthen ikke indholdet. Jeg vil derfor gennemgå tre ting – plot, karakterer og sprog – og prøve at markere, hvordan de hver især bidrog til romanen på godt og ondt, for der er helt sikkert læsere, der til de ting, som ikke rammer plet hos mig.

Først, plot. Vi befinder os i en verden af Lys og Mørke – det er både i form af magi, væsner og intentioner. Vi følger Enilia, Lysets datter, som leder efter sin bror, der er taget af sted for at deltage i den store krig. Hun holder ikke ud, at han har forladt hende, ikke bare fysisk, men også i hjertet, hvor de ellers kan kommunikere på tværs af fysisk distance og uden ord. De to er skjulte børn af Kong Calras, ainatunariernes konge, hvor broren Elior er ainatunari, og Enilia er halvt ainatunari, halvt menneske – en jani. Begge er de en del af en profeti, der skal sikre Laru (deres verden) mod det mørke.

Jeg er helt klar på en god profeti, men jeg oplever faktisk at konflikten ikke er særlig tydelig: Mørket kommer, og der skal være krig. Mørket kan overtage folks sind. Mere ved jeg faktisk ikke, om den store krig og det onde. I stedet ved jeg utroligt meget om Enilias love life, som de fleste kapitler centrerer sig om.

Derfor: Karakterer, herunder Enilia, vores main character. Det starter godt ud! Hun er en selvstændig kvinde på 23, der i trods og sorg rider ud efter sin bror – hun savner ham, hun vil passe på ham, og hun har brug for ham. De to har et utroligt tæt søskendeforhold, og måske har jeg læst for meget incestuøs litteratur (“Jeg heddder Folkví”, “Rosarium” og “Kafka på stranden” to name a few), eller også er jeg bare ikke god til hele “lys vs. mørke” idéen. Jeg forventede en voksenbog, hvor det godt kunne fungere, og i hvert fald håbede jeg på noget, der kunne bryde med de enten fuldkomment gode eller onde – den har jeg svært ved at købe. Derfor var tilbageblikket på side 397-399 også min yndlingsscene – i et øjeblik får man fornemmelsen af, at Elior og Enilia ikke er bare er gode, men kontrollerende, ubehagelige, magtsyge. Det er kun et glimt, og den tanke bliver ikke forfulgt yderligere, men gid den gjorde.

Trods sine 23 år, opfører Enilia sig generelt mere som en ung teenager; tvær og trodsig, hvis ikke fjantet og fjalet. Derfor har jeg som læser svært ved at forstå, hvorfor voksne mænd falder for hende på stribe. De synes hun er betagende smuk, modig og intelligent. Smuk er jeg med på, modig yes, men intelligent – nej. Hun er dumdristig, bliver distraheret af intet mindre end tre hankøn på sin vej, og tror at gud og hver mand hader hende fordi hun er jani, uanset hvor meget de ellers erklærer hende deres troskab og kærlighed. Problemet er ikke, at hun har de dårlige traits – problemet er, at hun bliver beskrevet på én måde, men hendes adfærd er en helt anden. Der er noget, der ikke stemmer, og det stikker ud under læsningen.

Dog er det nice med en kvindelig fantasyhelt, der ikke kører hele den der jomfruelige tilgang. Enilia har en fortid med mænd, og det er forfriskende. Hun har ikke bare følelser men også lyster, og det er sådan set mere autentisk på den måde – jeg tror langt mere på begær ved første blik end kærlighed.

Udover Enilia møder vi et hav af karakterer, og desværre også så mange, at jeg aldrig når at blive investeret i størstedelen af dem. Det går meget hurtigt, og bogen vil for meget til at det hele kan lykkes.

Til sidst – sproget. Isoleret set var sproget faktisk virkelig fint. Mange sætninger er poetiske, der er et flot billedsprog, og man fornemmer en meget smuk verden. Laru er natur, skønhed og lys – og dermed er det også et dejligt sted at befinde sig. Scenerne med fejring og fest er søde; hele den vibrerende glæde og de tætte relationer er til at røre og føle på.

Så hvis man er til kærlighedsdrama i en fantasy-setting – og hvis man ikke forventer en voksen fantasy, men en YA-bog med lidt spice (et par peachy sex-scener her og der, som jeg tbh selv ville have elsket som 14-årig), så er kan den helt sikkert noget.

Det var bare ikke for mig.

// Caroline

Ord om boggaver til jul

[Reklame: Indlægget er skrevet i samarbejde med Tales og indeholder affiliate links]

Min ønskeseddel til jul er basically 80% bøger (som om jeg ikke allerede har nok ulæste stående på hylderne *hosthost*) Med mange gode læseoplevelser, vil jeg her dele mine boganbefalinger (både nye og gamle bøger), så julegaveindkøbene bliver lidt lettere. Derudover er der både tips til billiger bøger og en rabatkode længere nede i indlægget, så keep up!

Til klimaaktivisten

  • Rosarium. En slægtshistorie der blander mennesker og natur fra fortid til fremtid.
  • Til verdens ende. En naturelsker følger de sidste havterner mod deres måske sidste træk i en verden der er i langsomt forfald.
  • Kød og fred. En humoristisk roman om behovet for at gøre noget ved den klimasituation, vi står i.

Til den klassiske læser

  • Bleg ild. Første danske oversættelse af en af Nabokovs store (og tunge) værker.
  • 1984. Om et overvågningssamfund, om magt og om modstand
  • De uadskillelige. En roman om venskab og om at vokse op blandt andres forventninger og egne drømme.

Til poeten

Til den uerfarne læser

Bøgerne kan alle købes på Tales. Med premium medlemskab kan du få rabatter på både bøger, spil og kulturoplevelser, én gange gratis fragt i måneden, og derudover adgang til alle lydbøger i appen. Du kan prøve i 14 dage gratis og få købt julegaverne (og de har dag til dag levering, WIN for typer som mig, der kan være lidt sent ude!).

Derudover har Tales fikset en rabatkode til jer, som giver 20% rabat på hele dit medlemskab! Brug koden ORD20 i feltet “Kampagnekode” når du opretter dig, og få medlemskabet til kun 79 kr. i måneden, fra nu og for evigt.

Håber det er en hjælp!

//Caroline

Ord om “Sfinx”

[Anmeldereksemplar fra Gutkind]

Forfatter: Daniel Dalgaard
Udgivelsesår: 2021
Antal sider: 409

Det svære i relationer
Hvis ikke sproget var så let, ville “Sfinx” være meget tung. Det er den måske alligevel, men en med en tyngde, jeg godt kunne bære. Mislykkede relationer føles som kernen af bogen, ønsket om at høre til, hvad enten man er albino med tyskklingende navn på Bornholm under 2. Verdenskrig, eller man er en 1,90 meter høj, ung kvinde på tracking i Sydøstasien i 2004.

På mange måder er deres historier forskellige; Jan  skubbes ud af en skrabet fuglerede, Thea flygter fra sine trygge rammer – men begge mangler de noget, nogen, sig selv. Jan har levet et langt, tragisk liv, han sidder lam og stum i en rullestol i Thailand, Thea har hele livet foran sig uden at ane, hvad hun skal gøre ved den. Måske skabe noget, måske lave kunst, måske finde venner, måske en kæreste. Hele tiden forholder de sig ikke kun til sig selv, men til andre mennesker; forældre, søskende, venner, kolleger, fremmede, og de relationer er for mig kernen af fortællingen. Det er her, Daniel Dalgaard, gør det fantastisk.

Der er grader af dysfunktionalitet og af distance, alle relationerne føltes autentiske, ærlige på en måde. For mig bar de historien, bevægelsen gennem plottet, det var dem, der ramte mig.

Læseoplevelsen
Ærlig snak: Det krævede tilvænning at læse de lange sætninger med sparsom tegnsætning og poetiske finesser. Det var en smule forstyrrende i starten, men hurtigt sank jeg ned i sproget, som jeg herefter satte meget stor pris på. Det fungerede både på Bornholm og i Asien, i 1940’erne og 2004.

Mange stemmer fik i løbet af bogen lov til at bidrage med hvert deres perspektiv, deres oplevelser, og selvom det ikke er en kollektiv roman, var alle stemmerne – uanset hvor meget eller hvor lidt plads de fik – dybe og hele. Det er en bog med hele mennesker med hele historier, også når de ikke bliver afsluttet, som jeg på en måde lidt manglede. Måske er det i virkeligheden præmissen – ufuldendte mennesker med ufuldendte historier. Det er på en måde også meget smukt.

//Caroline

Ord om ”DEN PERFEKTE MOR”

[Anmeldereksemplar fra Falco]

Velkommen til endnu et debuterende forlag: Forlaget Falco! “Den perfekte mor” af Aimee Molloy er en af de to første udgivelser på forlaget, og er hentet direkte fra New York Times bestsellerlister. Very exciting!

Mommy-thriller for alle pengene
Der er tale om en mødregruppe-thriller: En bunke NY-mums mødes med deres gravide maver, senere babyer, og en dag bliver en af børnene kidnappet. ’Hvem, hvad, hvorfor’ går straks i gang, og vi følger tre af mødrenes ønske om at bidrage i eftersøgningen, mens den fjerde mor er meget kryptisk.

Hvor plottet selvfølgelig giver anledning til ”who did it”-konspirationer og psykologisk drama, var selve indholdet utroligt præget af en anden form for uhygge: moderskabet. Udskamning, velmenende råd og vanvittige forventninger til deres rolle som mødre fylder kvindernes liv, og gør dem utilstrækkelige i alt, hvad de ellers foretager sig, om det er job, familie, relationer eller bare det, at passe på sig selv. Den del er næsten det mest uhyggelige.

Det er også den del, der fylder mest. Kidnapningen er i høj grad settingen, hvor vi bliver introduceret til kvindernes udfordringer som mødre i et samfund, der ønsker at de skal fejle (ærligt, sådan virker det). Man forstår godt, at de er ved at kløjes i life. Kvinderne har hver deres definition af, hvad den perfekte mor er, hvilket allerede her siger noget om konceptet (hint: it’s not real). Sammen med egen skam kommer samfundets løftede finger, og der seriøst pres fra alle sider.

Noget om at være i og udenfor målgruppen
Når man ikke er mor (aka mig), er alle de udfordringer forståelige, men også lidt langt væk. Jeg bliver ikke hamrende fanget af udfordringer med at amme, eller behovet for mødregruppens støtte. De allerbedste forfattere formår dette: at skrive, så man bliver fuldstændigt involveret, uanset hvor fremmed karakterer og situationer er. Det oplevede jeg ikke helt her.

Although! Hvis man befinder sig i moderskabets vanvid, så tror jeg, at denne her bog er ret vild at læse – at man kan genkende sig selv, udfordringer, forventninger og det pres der eksisterer parallelt med rollen. Der er kæmpe paranoia omkring hvornår man gør det godt, og om godt nogensinde er nok.

Bogen er underholdende – men jeg tror den rammer endnu mere plet hos andre end lige mig.

//Caroline

Ord om “VI KAN GØRE MEGET” af Caspar Eric

[Anmeldereksemplar fra Gyldendal

“De virale nyheder/ om skovbrande og smittetal/ er intet andet/ end naturens gang;/ at smitte altid/ stiger eksponentielt/ at også bakterier/ kan være klimaflygtninge.”

Pandemi part II
Dette er Caspar Erics anden digtsamling (digtroman?) med udgangspunkt i pandemien, og skæbnen ville det, at jeg begyndte den samme aften som Mette F’s seneste pressemøde (som i øvrigt bragte alt for meget deja vu med sig). Det lille øjeblik man holder vejret, idet “BREAKING” skriger i versaler fra skærmen. Usikkerheden der igen siver frem, krammene der igen skal vurderes og prioriteres.

Hvor pressemødet ikke var et særlig hyggeligt gensyn, var ordene det heldigvis. Potentiel sygdom har taget plads i alt; fra relationer til ferier til fester, osv. Når vi engang imellem ignorerer restriktioner og anbefalinger – både fordi vi gerne vil og fordi vi nogle gange bare glemmer dem – følger en ny form for skam. Når verden senere åbner op igen, og vi møder noget, der minder om den gamle hverdag, er det med bevidstheden om, at alt det velkendte pludselig føles fremmed.

Kæmpe vibe og ægte relatable
Gennem smuk og tilgængelig poesi krydret med pop-referencer ala Britney bitch beskrives alt fra corona, klimakrise og klassekamp. Jeg vil så gerne sige en masse klogt, men bogen siger det hele selv. Jeg har intet at tilføje. Det er en digtsamling, der fungerer som en reaktion-slash-en kommentar på samfundet lige nu og her, som rummer både al frygt, al vrede, al forglemmelse, al omsorg (og heldigvis for omsorgen!), og den er oprigtigt formidabel.

Det er ikke en bog der starter med et spørgsmål og kommer med et svar, den er famlende men det gør at den på en eller anden måde føles mere autentisk. Hvem aner noget som helst lige nu? Alle gør deres bedste, og vi kan gøre meget.

// Caroline

Ord om “ÅKVINDEN” af Zara Palmquist

[Anmeldereksemplar fra Forlaget Futurum]

En teaterroman – what a concept! Jeg har kun en enkelt gang læst en bog i manuskript-form (SKAM Sæson I, hamrende godt), og var virkeligt begejstret for at skulle læse i det format igen.

Ondskab og frygt i evig spiral
En by rammes af tragedie på tragedie, da flere børn først forsvinder, herefter findes døde, druknede, mishandlede. Borgerne er bange, selvfølgelig er de det, og med angsten følger indbildte skygger. Åkvinden bevæger sig rundt blandt borgerne, som isolerer sig og vender sig mod hinanden. Alle har så travlt med hinanden, at ingen ser den groteske leg, børnene drages ind i.

“Åkvinden” er en historie om ondskab og frygt – om hvordan de to er bundet sammen, hvordan de er hønen og ægget, hvordan de er ringe i vandet, der spreder sig med enhver bevægelse. På den ene side har vi den grusomme, mytiske skikkelse, den direkte ondskab mod børnene – det fysiske og konkrete. På den anden side har vi de handlinger, der er baseret på frygt, og som i langt højere grad er den psykologiske, mentale ondskab, den utilsigtede. Det var vildt at sidde med en bog, hvor begge dele kæmpede om at blive mest skrækkelig.

Alt det usagte på godt og ondt
Fordi det er et manuskript, er der meget usagt – karaktererne kan virke kolde og mangle noget dybde. Vi møder dem i handling, i dialog, vi kigger ikke indeni karaktererne på nogen måde; vi ser kun det, de i en eller anden grad vælger at afsløre. Karaktererne forblev meget skikkelser frem for hele mennesker, men måske er det en del af pointen: De hedder trods alt blot “Borgmester”, “Borger 1-22”, “En mor” og “I et parforhold 1 og 2”. Det skaber en distance til karaktererne, men gør dem på en eller anden måde også meget generiske. Det bliver tydeligt at disse karakterer kunne være hvem som helst, og det i sig selv gør for mig historien endnu mere uhyggelig.

Er man til uhygge og mystik, sagnvæsner og mord, eksperimenterende formater og det groteske, så er “Åkvinden” et godt bud. Bogen er desuden vanvittigt smuk, og derudover den første udgivelsen af Forlaget Futurum – det er en udgivelse, de godt kan være stolte af.

//Caroline

Ord om “Blå toner”

[Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof]

Når en roman formår at få etiske spørgsmål flettet ind i en bog på en flydende, naturlig måde, så løfter plottet sig flere niveauer. Og når plottet i forvejen er godt – så er der altså tale om en ret fantastisk bog. “Blå toner” er mit første møde med videnskabskrimien, og min skepsis til genren inden jeg gik i gang, tager jeg komplet i mig igen!

Etik, medicin og kapitalisme

I “Blå toner” er et middel mod klinisk sorg ved at blive udviklet, og effekten bliver forsket i på Århus Universitet. Intentionen med prædikamentet er at hjælpe mennesker med sorgdiagnosen Prolonged Grief Disorder til at få det bedre. Selvom medicin kan være en fantastisk hjælp, er selve medicinindustrien også en magtfuld spiller i et kapitalistisk samfund, og det bliver hurtigt tydeligt i romanen. Der er meget på spil, både i form af ønsket om at hjælpe mennesker, de økonomiske incitamenter og selvfølgelig de personlige agendaer alle involverede måtte have.

Det hele udspiller sig gennem to psykologistuderendes specialeskrivning, en psykologs undersøgelse af prædikamentet og skaberens udvikling af medicinen Callocain. Det giver helt vildt god mening at få flere perspektiver på – og her har vi alt fra sorgramte, medicinkritikere, forskere og brugere af medicin; alle med hver deres baggrund og motiv. Det skaber muligheden for at forstå alle facetter af medicinen, både behovet og frygten for den.

Autentisk historie og flydende

Selvom det lyder som en stor mundfuld med store etiske og filosofiske spørgsmål gennem medicinindustriens interne og eksterne perspektiver, bliver de etiske udfordringer sat i en overraskende realistisk kontekst med meget fine karakterer. Jeg blev igen og igen overrasket over, hvor autentisk hele historien føltes, og hvor sandsynlige både situationer og motiver der skildres. Man tror virkeligt på historien. Derudover var sproget overbevisende og flydende, og bidrog kun til en virkeligt god læseoplevelse!

Det bliver helt sikkert en af mine faste anbefalinger.

//Caroline

Ord om “Gå til grunde” af Daniel Boysen

[Anmeldereksemplar fra Jensen&Dalgaard]

Ved bogens titel står der “Roman i stykker” – men det er mere end det. Det er drømme i stykker, hjerter i stykker, tårer på kinderne, sorg og afsavn. Jeg læste ikke mere end de første to sider, før mine øjne var våde, og tårerne flød ned ad mine kinder.

Fertilitetsbehandlingens vanvid

En mand og en kvinde mødes, de forelsker sig, de vil formere sig – skabe en sammensmeltning af dem. De vil lave et væsen af deres eget kød og blod, og de vil få nye roller i livet. Men de mister. Og de mister igen. Vi følger faren – for han er en far, selvom barnet, børnene, ikke eksisterer i fysisk forstand. Hans rolle i fertilitetsbehandlingen er tæt på ikke-eksisterende. Han leverer sæd og han venter. I hjemmet er de, Manden og Kvinden, fælles om processen, men i øjeblikket de rammer hospitalet, forsvinder Mandens vigtighed, hans deltagelse, hans bidrag og emotionelle respons tages ikke i betragtning som Kvindens.

Manden bliver underkendt for sin rolle som Far, fertilitetsprocessen bliver underkendt som en oprigtig sorg. Det hele beskrives lyrisk og poetisk, og sproget passer uendelig fint til den sorgfulde tone.

Muligheden for genkendelse i en ukendt situation

Bogen handler om ufrivillig barnløshed, og er ikke et emne, jeg egentligt har beskæftiget mig med – hverken i litteraturen eller i mit eget liv. Alligevel er den længsel efter at formere sig, at skabe et barn, at miste og miste og miste så nærværende i romanen. Der er en art af indvielse i et meget intimt rum, og selvom jeg ikke kender det rum på forhånd, er det slet ikke så fremmed som man skulle tro. Faren bliver glemt, moren er et skaberinstrument, og med to streger på en pind er forældreskabet sat i værk – det forsvinder ikke, selvom barnet gør. Der må være langt flere usynlige forældre rundt omkring, end man forestiller sig, og med bogen bliver de set. Det føles rart.

//Caroline

Ord om ”Man skulle nok have været der” af Thomas Korsgaard

[Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof]

Handlingen satte sig i min krop som skiftevise smil og krummen tæer. ”Man skulle nok have været der” er en tragikomisk, socialrealistisk roman, der er så velfungerende, at knuden i maven kan mærkes længe efter læsning. Tue kommer fra en dysfunktionel familie i Vestjylland, men er nu landet i København i et forsøg på at komme væk, få afstand, at blomstre. Selvom han ikke har meget fysisk bagage med sig, slæber han sin mentale og emotionelle bagage med sig, som en lænke om benet.

Tue har ikke fået meget hjælp hjemmefra, men en ting har han lært; at overleve. Selv som driftende hjemløs i København, uden fast løn og med manglende sociale kompetencer, gør han det, der skal til. Dermed ikke sagt, at hans strategier er velfungerende – det er de faktisk sjældent. Han er ikke et menneske, man ubetinget holder af, men han er et menneske, man holder med. Hans jagt efter omsorg gør ham så desperat, at alle midler bliver taget i brug. Det er netop dét, der gør det hele så tragisk: Alt hvad han gør for at opnå accept, er det, der gør det svært for andre at acceptere ham.

De sociale klasseskel bliver brutalt tydelige, fordi Tues udgangspunkt er så langt væk fra det, han møder. Han er kun et barn på 17 år, har ingen penge, intet hjem, intet tilhørsforhold. Dertil spøger hans opvækst, og dermed hans uhensigtsmæssige coping-mekanismer i alt, hvad han foretager sig.

Romanen er lettilgængelig og humoristisk, og samtidig en af de mest dybe og tunge tragedier, jeg er stødt på. Jeg kender Tue’r, er opvokset med flere af dem, og det er vi nok mange der er. Derfor er bøgerne om Tue så vanvittigt vigtige – de giver en indsigt i et ressourcesvagt livsvilkår, og en forståelse for, hvad dårlige valg kan udspringe af. Niveauet fra de to tidligere bøger om Tue bliver holdt fuldstændig ubesværet, og selvom dette er en selvstændig tre’er, vil jeg anbefale af læse de to andre først, for at lære Tue rigtigt at kende, og fange de fine referencer til de tidligere bøger.

Det er en af de bøger, jeg kan anbefale til alle: Dem der lever i dysfunktionaliteten, dem der står ved siden af, og dem, der aldrig har mødt den. Thomas Korsgaard skriver helt fantastisk, og jeg vil helt sikkert vende tilbage til Tue igen og igen.

//Caroline

Ord om ”Intethedens Tegn”

[Anmeldereksemplar fra Forlaget Snepryd]

En ældgammel profeti er ved at blive opfyldt, og en snigmorder og en kejser skal nu afgøre menneskehedens fremtid. Intriguing? Meget.

Vi er ude i en fantasy-roman, men jeg kan ikke vurdere målgruppen: den er skrevet ret ungt, og jeg får helt klare Skammerens Datter-vibes. Snigmorderen Zynn og kejseren Palasander mødes, som profetien har forudsagt, og skal sammen blive enige om, hvad der skal ske med menneskeheden. Både Zynn og Palasander er tranzends; mennesker, der kan styre et bestemt aspekt af livet. Deres særlige evner gør dem magtfulde, hvorfor de nu sidder med denne beslutning.

Zynn er ikke overbevist om menneskets videre færd, og for at de to kan blive enige, skal Zynn dele sin historie.

Jeg håbede – forventede – at blive involveret i deres filosofiske tanker om menneskeheden, om bevidsthed, om livets værdi og intethedens potentiale. I virkeligheden er disse overvejelser langt mere subtile i romanen. Frem for de store diskussioner, er samtalen mere en monolog: Zynn deler sin historie med Palisander. Selvom historien, stederne, karaktererne er en velformet fantasy historie, så manglede den det filosofiske element, som jeg var blevet lovet. Der er action, moraler, forskellige religioner, kulturer, mystiske evner og twists, og i bund og grund et velfungerende plot og en spændende præmis.

Alligevel var jeg ikke udelukkende begejstret. Bogen er Zynns historiefortælling, og hvor dette er en god måde at sikre et specifikt narrativ, skabte det også en distance. Vi oplever ikke historien, vi får den forklaret. Frem for at have tillid til, at læseren nok skal forstå, bliver Zynns fortælling til Palasander en undskyldning for at udpensle dele af især kultur, religion og baggrund i den verden, vi befinder os i.

Bagsideteksten ender med ”For hvad vil det i det hele taget sige at være menneske – og er menneskeheden overhovedet værd at bevare?” Det er en vanvittigt interessant tanke, og jeg tror virkeligt der kunne komme en vild diskussion ud af det. Dog forblev diskussionen pakket godt ind, og frem for en hybrid mellem fantasy og filosofi, føltes det som en ganske almen fantasy-roman til en lidt yngre målgruppe end jeg selv.

Den kan helt sikkert noget, men mine forventninger og selve oplevelsen matchede bare ikke rigtigt. Dog vil jeg sige, at hvis man er til en solid gang ungdoms-fantasy med alle de klassiske elementer, så er Intethedens tegn et rigtig fint bud.

//Caroline

Ord om “Adam i Paradis”

[Anmeldereksemplar modtaget fra Lindhardt og Ringhof]

Forleden var jeg ude at gå med min veninde Natasja på Nordre Kirkegård i Aarhus. Om foråret er det et af de smukkeste steder i byen, for blomsterne står i fuldt flor, og man bliver mødt af en farveeksplosion af rød, grøn, gul, lilla, orange, hvid i det øjeblik, man går igennem kirkegårdens sorte port. Jeg fortalte hende, at det mindede mig om en bog, jeg var i gang med at læse, Adam i Paradis hed den, skrevet af forfatter Rakel Haslund-Gjerrild. Bogen var endnu ikke udkommet på forlaget, men jeg var allerede fuldstændigt opslugt af den.

Sanseeksplosion

Man kan ikke tale om en decideret handling i Adam i Paradis. Det er i det hele taget en meget utraditionel roman, som springer frem og tilbage imellem historiske kilder og fiktion; tid (start 1900-tallet) og sted (København og Italien). Romanens konstant er hovedkarakteren maleren Kristian Zahrtmann (1843-1917), hvis liv vi følger igennem hans kunstværker. Samtidig er Sædelighedsskandalen 1906-1907, hvor en række mænd blev dømt for deres seksualitet i København, også central for handlingen og for Zahrtmanns liv.

At Haslund-Gjerrild tager udgangspunkt i kunstnerens malerier, kan man virkeligt mærke på skriften. Bogen er en sanseeksplosion, og det er tydeligt, at forfatteren har forsøgt at oversætte Zahrtmanns sans for det visuelle til romankunst. Det vrimler med mættede synsindtryk, blomster og farver. Det er lige før, det er kunsten, som er tekstens egentlige hovedperson og ikke kunstneren Zahrtmann selv. Haslund-Gjerrilds smukke beskrivelser vækker i den grad mindelser om J.P. Jacobsen, som skriver så klart og detaljeret om naturen. En anden association, jeg får, er den franske film Portræt af en kvinde i flammer (2019) af Céline Sciamma. Filmen handler, ligesom Adam i Paradis, om en maler, og fortællingen opleves igennem malerens sans for det visuelle. Det er virkeligt en visuelt smuk film på samme måde som Adam i Paradis er det. Hvor er det i grunden vildt, at man kan opnå det med ord.

En del af en tendens

Med romanen skriver Haslund-Gjerrild sig ind i en tendens, hvor historiens marginaliserede – kvinder, farvede, LGBT+-personer – pludseligt gives en stemme, som ikke var dem forundt på deres levetid. Fra et menneskeligt perspektiv er det et sympatisk projekt. Samtidig sætter det den historiske udvikling for de marginaliserede, LGBT+-personer i dette tilfælde, i perspektiv. Vi er kommet langt i kampen for ligestilling imellem køn og seksualiteter, men det er en dynamisk proces. Det er ikke lang tid siden, homoseksualitet var ulovligt og moralsk forkasteligt. Det er en påmindelse om, at ligestillingen ikke er naturligt givent, men noget vi skal kæmpe for. Nødvendigheden af det budskab forstærkes af Haslund-Gjerrilds sammenblanding af faktiske kilder og fiktion. Hun skriver nemlig breve og avisartikler ind i teksten undervejs. Det underbygger den fiktive skildring af den historiske kontekst men bidrager samtidig med en række forskellige stemmer, som ufiltreret får lov til at komme til orde. Da jeg først opdagede dem, troede jeg, de ville være forstyrrende for læsningen. Tværtimod nuancerer de billedet af Zahrtmann og perioden og giver læseren mulighed for selv at tage aktivt stilling. Til datidens begivenheder og ikke mindst til, hvordan vi lever livet nu.

//Birgitte