Ord om Bestikkelse

[Anmeldereksemplar fra Harpyie]

Bestikkelse er en roman af Steven Zultanski, som jeg slugte i løbet af en stille søndag. På samme måde, som med genreforvirringen hos Tine Høegs Tour de Chambre, der var skrevet i en meget minimalistisk prosaform, oplevede jeg tvivl om den egentlige genre i Bestikkelse.

Apropos sidste uges indlæg om Undtagelsen, som beskæftigede sig med ondskab i et psykologisk perspektiv, er denne bog en mere filosofisk måde, at betragte ondskab på. Jeget i bogen holder ondskab i sine hænder og betragter konceptet, ordet, handlingerne, der udgør begrebet. Han undersøger det ved selv at udleve det, hele tiden i en mere absurd grad; i form af tyveri, indbrud, stalking, mord og voldtægt, men også i form af kapitalisme, toksisk maskulinitet, white-privilege og lignende samfundsproblematikker. De meget konkrete ondskabsfulde handlinger bliver sidestillet med de mere abstrakte, som i sidste ender har samme resultat – eksempelvis undertrykkelse af minoritetsgrupper, voldtægtskultur og strukturel racisme.

Jeget ønsker hele tiden at blive værre, og leder samtidig efter den perfekte mængde af ondskab – som at bryde ind i et hjem for at lægge en kæde på gulvet og derefter forsvinde. Ikke for at gøre yderligere, men fordi manglen på afklaring skaber et uforløst, ubehageligt potentiale, som altid vil virke ufærdigt. Disse handlinger (og der er mange af disse!) viser også, at en handling ikke skal gøres til ende, inden den er skadelig. At tage fat i en tilfældig kvinde på gaden, at holde hende fast i et øjeblik, uden at gøre noget “der kunne være værre”, er allerede det værste man kan gøre. Potentialet eksisterer, skaden er sket.

At fortryde, ikke at ‘gøre ondskaben til ende’, er ikke nødvendigvis barmhjertigt. Det er bedre, end at gøre det færdigt, men det er værre, fordi man har skabt et potentiale, der ikke var der tidligere. Giver det mening? Det er jeg ikke sikker på, og i virkeligheden er jeg stadig ikke sikker på at have forstået alt bogens indhold. Den er utroligt intelligent – jeg kunne ikke lægge den fra mig, jeg var bange for at miste noget af den.

Det er et voldsomt værk, som jeg føler mig både fortryllet og forvirret af. Måske har jeg flere kloge ord at sige efter anden eller tredje læsning af bogen, lige nu er jeg bare fortumlet, indigneret, men allermest fascineret.

// Caroline

Ord om Undtagelsen

Til de af jer, der ikke kender konceptet Månedens udfordring, er det kort fortalt, at vi her på Ord om_ skiftes til at give hinanden en læseudfordring. De af jer, der mangler inspiration til læsning, kan eventuelt påtage jer samme udfordring, eller finde inspiration i de tidligere udfordringer (se vores challenge-highlight på insta). Selvom det denne gang var Birgitte, der skulle tildele mig en udfordring, havde jeg selv et forslag, der blev taget pænt imod – nemlig “at læse en bog, der er aktuel på skærmen”. Jeg havde allerede en idé om, hvilken det skulle være; nemlig Christian Jungersens Undtagelsen.

Bogen
I romanen følger vi skiftevis Iben, Malene, Anne-Lise og senere Camilla, som alle arbejder sammen på Dansk Center for Information om Folkedrab. En dag modtager Malene og Iben hver en trusselmail, og nu begynder paranoiaen – for hvem har sendt dem? En af aktørerne i de folkedrab, de skriver om på centeret? Eller er det i virkeligheden en kollega?

Psykologiske thrillere er mit jam. Jeg elsker tvetydigheden, usikkerheden, den potentielle fare alle vegne. Dog skulle jeg lige et stykke ind i bogen, inden jeg blev helt fanget. Karakterer, deres baggrunde og holdninger blev til tider refereret mere, end de blev oplevet, og det fungerede ikke for mig. Dertil kom der meget information om forskellige folkedrab, som jeg i starten fandt irrelevant for plottet.
Jeg tog fejl. I virkeligheden udforsker bogen begrebet ondskab på en utrolig intelligent måde. I makroperspektiv undersøges folkedrab, i mikroperspektiv mobning på arbejdspladsen. Nogle af centerets artikler om “ondskabens psykologi” omhandler de faktorer, der leder folk til at handle mod deres moralske overbevisning, og disse faktorer ses i samme skala, når det omhandler kvindernes opførsel overfor hinanden på kontoret. Det er vildt ubehageligt at læse, men også vanvittigt fascinerende. Det eskalerer – selvfølgelig gør det det – og jeg var vild med det!

Bogen er en skønlitterær roman, men samtidig også en filosofisk udforskning af ondskaben i mennesket; om det er mere reglen end undtagelsen, at man handler i egen favør, uanset hvad konsekvensen end måtte være for andre. Romanen som værk var der delelementer af, jeg ikke var komplet hype over, men som helhed kan jeg ikke slippe den. I sit eget efterspil er den fantastisk.

Filmen:
Jeg kunne ikke lave et indlæg over “en bog, der er aktuel på skærmen”, uden at se selve adapteringen – en undskyldning for at gå i biografen, eller en dedikeret, hårdtarbejdende litteraturanmelder? Your call.
Filmen var god; den var faktisk rigtig god. Dog har jeg efterhånden lært, at man bør se filmen før man læser bogen; som oftest er bøgerne overlegne, og derfor undgår man skuffelsen ved at nedgradere til et filmisk værk efter det litterære. Filmen er en lille, kort appetizer, bogen er en treretters menu. Jeg gjorde det forkert denne gang.

Ikke at jeg blev skuffet, men jeg bliver altid usikker på andres vegne – forstår de overhovedet problematikkerne, eskaleringen, karaktererne, når halvdelen af bogen er røget i svinget i et forsøg på at holde filmen på under to timer? Min kæreste nikkede ja, bekræftede, at den var god, og vi blev ved med at diskutere begrebet ondskab, lige til vi lagde os til at sove. Filmen fanger det relevante og præsenterer karakterernes mørke historie på smukkeste vis. Alt i alt var det en meget veludført adaptation af bogen – som dog må siges at være filmen overlegen, som bøger jo næsten altid er.

//Caroline

Ord om “Jeg ser dig”

[Anmeldereksemplar fra Byens Forlag]

Nogle gange går man i gang med en bog, på baggrund af de anmeldelser den har fået, og man sidder derfor med skyhøje forventninger fra starten. Måske er det et uretfærdigt udgangspunkt at begynde læsningen fra, men ikke desto mindre var det sådan, jeg startede på Jeg ser dig af Anne-Mette Sohn Jensen.
Instaanmeldelser sammenligner den med en moderne YA-udgave af George Orwells 1984 og Margaret Atwoods The Handmais Tale, og selvom jeg kan se parallellerne, levede den desværre ikke op til mine litterære forventninger.

Samfundsrelevant kritik og spændende plot
I Jeg ser dig følger vi Josinda, som er vokset op i Kelind, et land, der stræber efter perfektionisme, uanset omkostningerne. Yderligere er hendes far kansleren, der har skabt hele dette dystopiske overvågningssamfund. En dag kommer der dog (bogstavelig talt) en rids i Josindas forståelse for hendes omstændigheder, og snart begynder hemmelighederne at vælte frem. Under den perfekte facade er der en afgrund af løgne, som får konsekvenser for hele Kelinds befolkning.
Jeg elsker præmissen for bogen – faren ved overvågning, kontrol og censur; det at blive bevidst om problemerne, og at ville tage kampen op mod magthaverne. Med et dynamisk plot og en samfundsrelevant kritik, er der solid fremdrift i bogen, hvilket er skønt.

Romanen, der vil for meget
Dog er der mange litterære småting, der fjerner fokus fra det egentlige plot, og det forstyrrer læsningen.
Jeg ser dig vil lidt for mange ting, og når derfor ikke at gå i dybden med dem. Forelskelsen mellem River og Josinda føles forceret og unaturlig, og Nigel har et subplot, som ikke rigtigt giver mening for det resterende af bogen eller hans karakter. Derudover er samfundets forventning angående racerenhed afslappet nævnt flere steder i romanen, uden at dette emne overhovedet bliver behandlet. Disse ting har ikke nogen relevans for selve plottet, og tager derfor lidt luften af ballonen. Det gør også, at der ikke bliver plads til at udfolde vigtige karakterer som River, Benjamin og Miranda, som jeg tror havde været meget mere givende.

Bogen har så meget potentiale, og plottet i sig selv er egentligt ganske velfungerende; problemet er de omveje og vildspor, der aldrig bliver fulgt til dørs, og derfor kom til at påvirke hele læseoplevelsen for mig.

// Caroline

Ord om Brak

[Anmeldereksemplar fra People’s Press]

Brak (at marken er lagt brak betyder, at den står udyrket hen)
af Caroline Livingstone, f. 1987, debuterede med romanen Nat i April i 2016.

Om Brak: Vi følger Christine og hendes familie i begivenhederne efter mormorens død. Christine rejser hjem til familiens gård og bliver igennem mødet med barndomshjemmet konfronteret med familiens fortællinger om sig selv og hinanden og om deres kollektive traumer.

Romanen er opdelt i to dele: Del 1 beskæftiger sig primært med mormorens bisættelse, imens del 2 undersøger Christines forhold til sine forældre, som glimrer underligt ved deres fravær i første halvdel af romanen.

Jeg ville ønske forholdet til Christines forældre fyldte mere i bogen. Faren, som primært optræder igennem postkort fra Rocky Mountains, er vildt spændende og minder lidt om de der ærkeamerikanske prepper-typer, som forbereder sig på apokalypsens snarlige komme. Selvom faren er på afstand fornemmer man også stadig en kærlighed der. Også Christines sorg over morens død, er vildt godt skrevet. Livingstone indfanger virkeligt barnets komplekse følelser over at miste sin mor på en præcis og følsom måde. Det er her, forfatteren viser, hvad hun kan. Det er ærgerligt, at vi skal halvvejs ind i bogen, før vi kommer dertil. Pointen har nok været, at Christine har fortrængt mindet om moren, og at det på bedste freudianske vis tager tid at nå ind til det. Men jeg tror godt, man kunne have overvundet det problem.

Romanen fokuserer på familien og deres kollektive erfaringer. Det fylder særligt i første del af bogen. Det fede ved den kollektive udforskning er, at Christine undervejs får udforsket erindringens natur, fx at vi alle husker forskelligt, vi fortolker, føjer til, glemmer detaljer etc. Samtidig forstår hun, at tingene måske ikke altid er, som hun oprindeligt troede, da hun var yngre. Det er en coming-of-age erfaring, som godt kan være barsk. Jeg ville ønske, at vi kom tættere på de forskellige familiemedlemmer, for jeg synes ikke rigtigt jeg kan mærke dem, selvom de er igennem nogle ret svære ting. Det er ærgerligt, når man tænker på, hvor godt den yngre Christine er skrevet.

Brak er skrevet i en rimeligt let prosa, som Livingstone prøver at bryde op med sammenligninger og metaforer, som er genkommende i formen “x er som x” eller slet og ret “x er x”. Et konkret eksempel kunne være “Hvad vi gør med de ting, vi efterlades med, er seletøjet, vi bruger til at give verden retning”. Årh hvor ville jeg ønske, at hun droppede de mange figurer af den art undervejs. De minder mig lidt for meget om noget, der kunne stå på en gajolpakke. Livingstone skriver i en letforståelig prosa, den skal ikke pyntes med halvdårlige metaforer.

Ord om: Inspiration til sommerlæsning

Frem for blot at vise vores egne sommer-TBR-lister frem, deler vi her vores boganmeldelser, som ligger spredt over både instagram og bloggen. Klik på hver titel, for at få en mere omfattende anmeldelse af bogen. Here we go:

Cocaïne af Aleksandr Skorobogatov: Meta, vanvid, hektisk. Læs den hvis du er til romaner som er fabulerende og absurde – og så skal du kunne holde tungen lige i munden!

Hvor intet bryder vinden af Leonora Christina Skov: Genre-mashup, spænding, mysterier. Læs den hvis du er til spændingsromaner. Den er måske særligt sjov, hvis man normalt er til krimier, for den kan godt lide at lege den er en krimi. I virkeligheden er den det – måske! – slet ikke.

Kløe af Fríða Ísberg: Fjerdebølgefeminisme, krise, fællesskab. Novellesamlingen er rimeligt lige til at læse, og minder mig lidt om en kvindelig version af Thomas Korsgaard, hvor hverdagens små episoder sættes under lup.

Månen over Øen af Anne-Marie Vedsøe Olesen: Dystopisk sci-fi, teknologiskepsis, virkelighed. Bogen kræver en del af sine læsere, når den undersøger, hvordan vi forstår vores virkelighed i en højteknologisk tidsalder.

On Earth we’re briefly gorgeous af Ocean Vuong: Poetisk, om forholdet mellem mor og søn, generationsroman. En fantastisk smuk brevroman, hvor Ocean Vuong virkeligt brillerer med et sprogligt overskud. En af de bedste bøger, jeg har læst i år.

Meter i Sekundet af Stine Pilgaard: Humoristisk, vestjysk, den kortsluttede samtale. Stine Pilgaard skriver klogt og morsomt om en ung kvinde, som kæmper med at finde sin plads i fællesskabet i Vestjylland. Og så er hun en mester i at veksle imellem genrer.

Falsk forår af Klaus Rifbjerg: Klasse-clash, fattig-firserne, moderskab. Efter den rige, ældre kvinde Elisabeth mister sin mand beslutter hun sig for at tage til Danmark for at generobre moderskabet over Tenna, som hun bortadopterede ved fødslen. En fin bog og et tidsbillede på 1980’erne.

En lykkelig slutning af Maren Uthaug: Død, slægtshistorie, kærlighed. En velskreven fortælling om en familie af bedemænd i syv generationer, som hele tiden efterlader dig sulten efter mere – både om familien og om dødens kulturhistorie.

Kød og fred af Anders Morgenthaler og Marie Louise Tüxen: Klimaroman, solidaritet og kampgejst. En underholdende bog om strikkeklubben, der går til ekstremer, for at sikre fremtidige generationer.

Tools for extinction med 18 forskellige bidragsydere: Pandemi, bekymring, fællesskab. En samling af tekster om everyday life under Covid19, og om den bølge af forandring, den har trukket med sig gennem hele verden. Her er både mange forskellige lande og genrer repræsenterede.

Tour de chambre af Tine Høeg: Skabertrang, venskab, kærlighed. Om behovet for og fascinationen af det, at skabe noget, men også om de relationer, der spiller ind i selve skabelsen. Uendeligt smuk roman.

Røverbruden af Margaret Atwood: Kvinder på godt og ondt, venskab, fjendskab. Tre kvinders liv er blevet raseret af vampen Zenia. Bogen udfolder deres egentlige relationer, hvor man ikke nødvendigvis finder de alliancer, man havde forventet.

Animal farm af George Orwell: Dystopi, magt, kontrol. Måske mest af alt en fabel om faren ved magtbegær og vigtigheden af viden.

Salvadoreña af Cecilia Samartin: Kærlighed, skæbne, flugt. Hvis du er til lettilgængelig romantik, hvor barske realiteter som krig og sygdom skaber en tyngde omkring kærlighedshistorien.

God læsning!

//Birgitte og Caroline

Cocaïne

[Anmeldereksemplar fra Forlaget Silkefyret]

Førstehåndsindtryk af bogen baseret på omslaget: Meget pink. Kokain (titlen Cocaïne) og kaniner får mig til at tænke på fest, fart, og hvileløshed. Og så tænker jeg selvfølgelig på det der med, at man kan bolle som kaniner. Det spiller meget godt sammen med den hektiske, hvileløshed som hører kokainen – og romanen! – til.

Handling:

Cocaïne følger primært et forfatterjeg kaldet jeg eller forfatteren (som ikke er helt identiske i den forstand at forfatteren også skaber jeget, men mere om det senere). Jeget/forfatteren følger vi over en periode i hans liv fra arbejdet med det, der bliver til ”Roman om kaniner” over hans rejse til Stockholm og hjem igen. I Stockholm skal han modtage Nobels Fredspris. Undervejs introduceres vi for en række personer i jegets liv, hans kone, søn, en familie bestående af Kurt, hans kone og datter samt jegets tabte kærlighed Nadja.

Når man ridser plottet op på den måde, lyder det relativt lige til, men det er det bestemt ikke. Der er masser af episoder undervejs, som er enten absurde eller slet ikke kan lade sig gøre. Tag bare følgende eksempel: Jeget introduceres for Det Svenske Akademis ældste medlem som er sengeliggende. Første gang vi møder ham parteres han og smides i en kødhakker. Anden gang er han levende og i et stykke men fodres med en portiers amputerede arm, som ligeledes køres igennem kødhakkeren.

I Cocäine blandes fiktion, virkelighed og drøm. Vi kan ikke altid kende forskel på, hvad der er hvad, men vi vænner os med tiden til de mange skift. Det mærkelige accepteres med tiden, og hen imod slutningen studser man ikke længere over de sære episoder, som i starten kunne være decideret forstyrrende for læsningen.

Den minder mig om:

For mig er Cocaïne metafiktion to the max – i hvert fald i starten. Vi følger jeget, som skriver på en roman og lader forskellige personer (hans kone, Nadja) læse med undervejs. Herigennem tematiserer Skorobogatov forholdet imellem læser og forfatter i skriveprocessen og efter udgivelsen. Her er læserne i stand til at pinpointe forfatterens logiske fejlslutninger og forholde sig kritisk til værket. Samtidig får hans skriverier, som han baserer på sit eget liv, konsekvenser for ham. Det kender vi fra autofiktionen, hvor man ofte ser at forfatteres familier bryder med dem, fordi de har skrevet noget, de nære relationer er uenige i eller ikke kan se sig selv i.

Jeg tænker også de mange absurde hændelser ind i denne kommentar på fiktionen. På et tidspunkt formår jeget at tænde en cigaret uden hverken cigaret eller tændstikker/lighter. Det kan selvsagt ikke ske i virkeligheden, men i fiktionen kan alt ske. Og jeg bliver faktisk provokeret af tekster, når de ikke giver mening. Jeg brugte de første sider på, at være irriteret over, at jegets barn havde sultet i en uge, fordi hans kone ikke kunne amme ham, når nu jeget bare kunne gå ned i kiosken og købe babymad. For mig er det faktisk en større udfordring end al den grafiske vold, som er til stede i bogen. Det at verden, som den er beskrevet i bogen, ikke giver mening. 

Ift. metafiktion vil jeg påpege, at selvom jeg synes, det er vigtigt at studere, hvordan bøger bliver til (det kan lære os en del om fortællinger generelt), så synes jeg, det bliver lige lovligt navlepillende og verdensfjernt – og meget 1990’er-agtigt

Kritik:

Det sjove ved metafiktion er jo, at det handler om fiktion – men det betyder ikke, at bogen ikke også siger noget om den verden, den beskriver eller i det mindste er skrevet i. Representation matters.

Når man udgiver et værk i oversættelse, skal man altid overveje det publikum, som modtager bogen. Det gør sig også gældende, når man genudgiver et historisk værk. I sidste tilfælde er spørgsmålet, hvorfor det giver mening at genudgive et værk som måske er 100 år gammelt eller ældre.

I Cocaïnes tilfælde kan jeg forstå, at man synes, det er interessant at udgive noget, der leger så radikalt med fortællingen, som Skorobogatov gør. Men jeg synes godt nok ikke repræsentationen af kvinder og LGBT-personer hører hjemme i DK.

Lad mig tage et grelt eksempel. I Stockholm møder jeget Sarah, som er forelsket i hende, og som han beslutter sig for at give en art medlidenhedsknald ”Du er en mand, og en mand må opføre sig som en mand”, som han påpeger. Herefter sker der noget, som han faktisk ikke har lyst til at fortælle, men han gør det alligevel. Han opdager, at Sarah er en mand, hvilket får ham til at freake ud som det kræves af ham som en ægte mande-mand. Han bevæger sig videre til at udspørge Sarah om hendes køn, men – og så sker der nemlig noget latterligt. Sarah fortæller at hun er et hunkønsvæsen, men at hun samtidig identificerer sig som en stol. Scenen spiller lige ind i en af de klassiske måder, transpersoner latterliggøres på: hvis du identificerer sig som [det modsatte køn], så identificerer jeg mig som en marsmand / et træ / en hund. Ærligt talt

Og jeg har ikke engang nævnt hvordan de få kvinder, som optræder i romanen, primært eksisterer som objekter for mandens begær, som små piger og som utro kærester/koner.

Hvem skal læse bogen: Den som elsker metafiktion og kan holde tungen lige i munden igennem Skorobogatovs mange fabulerende, absurde indfald, og som samtidig kan leve med de lidet flatterende skildringer af kvinder og LGBT-personer.

//Birgitte

Kød og Fred

En klimaroman
Når man er klimabevidst, kommer man unægtelig igennem en række følelser, som påvirkes af verden omkring en:
Frustration over verdens klimamæssige tilstand. Ønsket om at handle. Apatien der følger, når hver eneste handling alligevel synes ligegyldig og lille. Så en gnist af håb, et pust af støtte og en flamme af kampgejst.

Det er også sådan de har det i strikkeklubben, De Hårde Nåle. Efter ved et tilfælde at have set Before the flood af flotte Leonardo DiCaprio, begynder en ny virkelighed at trænge sig på, og strikkeklubben – med Annemette i spidsen – beslutter, at de må gøre noget. Deres klimaaktivisme vokser sig større og større, og med tiden også mere omfattende og farlig. Kvinderne, som ingen i øvrigt regner for noget, tager den ene risiko efter den anden, for at værne om planetens fremtid.

Revolutionen vælter ud af siderne
Der er enormt meget solidaritet og kærlighed i denne her bog, og jeg var vild med, hvordan det var mennesker, der ellers ikke har meget magt i samfundet – sosu-assistenten, den langtidssygemeldte og den demente, ældre dame – der fik lov til at tage kampen op i denne her bog. Et emne, der oftest kan føles tungt og besværligt, bliver her serveret med lethed og humor, og på en måde, hvor man efter sidste side føler sig stærk. Kampgejsten er smittet af gennem papiret.

Generelt er sproget flydende og let tilgængeligt, men engang imellem blev dialogen noget forceret. Det er især, når en karakter skal forsvare sine handlinger eller synspunkter, og det er ærgerligt. Romanen har en masse at byde på, både i sin underholdningsværdi og i sin samfundskritik. Etik og moral bliver spiseligt, og det er måske hele romanens force; at åbne op for en snak, der ellers kan være svær at tilgå.

En biased læser
Det er let for mig at sige, at bogen ikke bliver belærende, men jeg siger det også fra mit eget ståsted – en klimavegetar, som allerede har en knyttet hånd i vejret sammen med bogens forside. Reelt kan jeg ikke vide det. Til gengæld tror jeg, at alle, der bare er en smule klimabevidste, vil synes, at bogen er skøn.

Tak til Gyldendal for anmeldereksemplar.

//Caroline

Røverbruden af Margaret Atwood

Det eneste jeg tidligere har læst af Margaret Atwood, er den første tredjedel af Syndflodens år, en tyk og tung roman, som på det tidspunkt krævede mere opmærksomhed, end jeg kunne give den. Derfor gav jeg op og afleverede en på biblioteket efter 30 dage på mit natbord. Jeg forsøgte mig med Alias Grace på lydbog, men med så tekstmættet og indholdsrigt et sprog, havde jeg brug for selv at se ordene, og nåede derfor ikke engang en time ind.
Tredje gang er lykkens gang, hvorfor jeg i sidste uge satte jeg mig med Røverbruden, en stor, smuk bog på 592 sider, klar på min første fuldendte litterære Margaret Atwood-oplevelse.

Romanen handler om Tony, Charis og Roz, tre meget forskellige kvinder, som alle er blevet påvirket af den orkan af en vamp, som har raseret hver af deres liv. Zenia er død, lige indtil hun ikke er det længere, og pludselig skal de igen forholde sig til hende.
Jeg forventede, at romanen ville have Zenia, den manipulerende heks, som omdrejningspunkt, men det var ikke tilfældet. I stedet var størstedelen af romanen en gennemgang af hver af de tre kvinders liv, fra lang tid før Zenia hvirvlede forbi dem, til lang tid efter hun var forsvundet.

Her begyndte min konstante ambivalens for romanen. Frem for at alliere mig med de tre kvinder til kamp mod Zenia, bliver hver af de tre – Tony, Charis og Roz – irritationsmomenter. Lige så imponeret jeg er over, hvad de hver især er gået igennem, lige så frustreret bliver jeg over den mangel på handlekraft og integritet, som de konstant udviser. De sætter deres tåbelige mænd på piedestaler og lader sig selv træde på, fordi overbærenhed er den eneste dyd, de kender til. Selv når de engang imellem handler, gør de sig usynlige, for tænk hvis nogen kendte til deres holdninger og indre styrke?
Zenia er alt det, de ikke er; usympatisk, kynisk og beregnende. Efter at have lært de andre at kende, er hun en kærkommen djævlekvinde, som – på trods af hendes absolut vanvittige måde at valse igennem livet på – er den eneste kvinde i bogen, der har en dråbe selvværd.

Sådan var hele bogen for mig – konstant frustration over kvindernes mangel på handlekræft og behov for at sætte andre før sig selv. Og en endnu dybere frustration, fordi jeg kan genkende, hvordan dette næsten bliver et præmis for livet som kvinde: det forventes at man er kærlig, afventende og overbærende, altid.
Er man ikke det, er man enten hysterisk, sentimental eller aggressiv, og hvem orker sådan en kvinde? Tony, Charis og Roz gør som forventet, Zenia gør ikke. Derfor er der ingen – hverken mig eller romanens persongalleri – som helt kan hade hende, ikke uden et glimt af fascination.

Romanens sprog var til gengæld fantastisk – Atwood må være én stor ordbog, endnu mere end det, hun må være et helt leksikon. Så omfattende et sprogbrug, så indgående et kendskab til hver af de tre hovedpersoners baggrund, arbejdsliv og interesser, det var mildest talt imponerende.
Til gengæld, og jeg bliver desværre nødt til at knytte en kommentar hertil, så stødte jeg alt for ofte på oversatte sætninger, som ikke gav mening. Koffein stavet “kaffein” i første halvdel af bogen, “han har hørt om fyre, de har gjort behandlet sådan”, “så stavrer hun myldrer ned i køkkenet” og andre lignende ufuldstændige sætninger, er der simpelthen for mange af. I en bog med så overlegent et sprog, føles oversættelsen derfor som om den ikke kan bibeholde kvaliteten på det samme niveau, og det er ærgerligt.

Alt i alt en meget ambivalent bog, som jeg alligevel kan mærke, at jeg har svært ved at slippe helt.

[Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof]

// Caroline

Kløe af Fríða Ísberg

[Anmeldereksemplar fra Forlaget Torgard)

Læsningens udgangspunkt er aldrig neutralt. Læseren er ikke en clean slate klar til passivt at indoptage bogens indhold. Det gælder i første omgang det helt personlige: hvilken stemning er jeg i under læsningen, hvor læser jeg, hvilke andre bøger / film / tv-serier etc. er jeg optaget af og under coronakrisen særligt også hvilken situation udspiller sig nationalt og globalt. Det er ikke tilfældigt, at alle lige pludseligt læser Albert Camus’ Pesten og Angie Thomas’ The Hate U Give

I dette lille skriv tænker jeg at tage jer med i min læseoplevelse og fortælle om mit udgangspunkt for læsningen, hvad jeg oplevede undervejs, og hvad jeg tænker i skrivende stund.

Udgangspunktet

Lad mig starte med udgangspunktet for min læseoplevelse. Kløe er den første bog jeg læser af en islandsk forfatter. Eller lad mig korrigere: det er det første egentligt moderne stykke litteratur jeg læser. Jeg har selvfølgelig været tvangsindlagt til at læse sagaer på gymnasiet og studiet. Dertil kommer at jeg har sunget en række sange på islandsk (hvorfor jeg også har en god fornemmelse af sproget). I skrivende stund har jeg folkesangen ”Sá ég spóa” på hjernen, som jeg lærte på min første tur til Island i 2006. Jeg har været der to gange siden da helt tilfældigt. Det giver mig en følelse af noget familiært eller bekendt, som jeg tager med mig ind i min læsning. 

Ellers træder jeg ind i læsningen med følgende indtryk

  1. Bogen er insisterende rød (postkasserød faktisk) med gul og blå skrift og en brunlig cirkel under forfatterens navn. Min efterrationalisering er, at cirklen muligvis refererer til det kløhul kvinden i ”At undertrykke eller blive undertrykt” har i sine trusser
  2. At bogen jf. bagsideteksten handler om mennesker, der ”får fnat af deres samtids forventninger eller krav”. Her er det selvfølgelig denne kløe, irritationsmomentet men ikke den altoverskyggende smerte, som sættes i centrum – og seksualiteten som også er vigtig i Ísbergs tekster
  3. At Weekendavisen har skrevet det eneste problem med bogen er, at den ikke er ond nok. Det var det, der oprindeligt fangede mig – og jeg er tilbøjelig til at give dem ret, for karaktererne flipper aldrig ud for good

Kløe

Kløe er en efter min mening lang novellesamling med sine lige knap 200 sider, hvorfor jeg vil spare jer for at gennemgå dem hver og en (som jeg oprindeligt havde tænkt hæhæ). Jeg synes, teksterne taler bedst for sig selv, så lad mig i stedet gennemgå nogle af de mest centrale temaer. Det er også på det tematiske Ísberg virkeligt viser, at Kløe er en tekst til tiden.

Identitet, særligt i kategorien køn, seksualitet og alder.

Kløe lægger sig fint i forlængelse af den fjerdebølge feminisme, som særligt fokuserer på kvinder som seksuelle væsener med ret til at forfølge egen nydelse (uden at skulle slutshames) og kampen mod alle slags seksuelle overgreb i forbindelse med #Metoo. I den indledende novelle ”Lysekronen” belærer en svigerdatter sine svigerforældre om kvindens ret til orgasmen. Den nye frigørelsesbølge bliver særligt tydelig i generationsclashet imellem forældrene, deres søn og svigerdatter. I ”En dukke” onanerer en ung kvinde til sin kærestes pornofilm, selvom hun føler, hun ikke bør blive opstemt af filmen, fordi skuespilleren med al sandsynlighed er et offer for industrien. I ”Hjem” følger vi en kvinde som forbereder sig på at kunne forsvare sig selv mod en potentiel overfaldsmand på vej hjem fra en bytur.

Der er også noveller som tematiserer køn på en mere traditionel måde. I ”Havet” performer to kvinder forskellige kønsstereotyper fra populærkulturen, imens de gør sig klar til fest. I ”At undertrykke eller blive undertrykt” lever kvinden i et parforhold ikke op til idéen om den pæne kvinde. Hun tisser i badet, barberer sig ikke og har huller i sine trusser, hvor hun kan klø sig. Der er også noveller, som i høj grad forholder sig til forskellige aldersgrupper. I ”Præcis” forlader en mand sin ungdomsidealisme, i ”Fingre” plages to personer i slutningen af 20’erne af deres omgivelser, fordi de er ugifte og barnløse

Kriser i det sociale  

De nære relationer i familien, parforholdet og venskaberne, og de problemer der kan opstå her er også centrale i bogen. Konflikterne Ísberg behandler er små men repræsenterer typisk også noget meget større. I ”En dukke” præsenteres vi igennem pornofilmen for deres parforholds krise. I ”Syv” og ”Flugt” tematiseres konsekvenserne af dødsfald i den nære familie. I ”Syv” er sproget fragmenteret og tydeligt præget af hovedpersonens mentale tilstand, ligesom brorens død skjules for læseren indtil sidste side. Det samme gør sig gældende for hovedpersonen i ”Flugt”. Hun forsøger at flygte fra realiteten af tvillingebrorens død ved at skrive breve til ham og løbe frem og tilbage over gulvet i sin lejlighed. Der er også mere hverdagsagtige kriser i det sociale, som handler om, hvordan man forholder sig til gamle klassekammerater man møder tilfældigt i supermarkedet og behovet for at fremstå godt på de sociale medier.

Minder om Thomas Korsgaard

Kløe minder mig meget om Thomas Korsgaards novellesamling Tyverier (2019). Som hos Korsgaard gør sproget ikke det vilde nummer ud af sig selv. I stedet flyder det relativt enkelt og lige til med undtagelse af en enkelt novelle ”Syv”. Her matcher sprogets fragmenterede karakter meget fint den mentale tilstand, tekstens hovedkarakter befinder sig i. Både Korsgaards og Ísbergs tekster er eksempler på, at novellelæsning ikke nødvendigvis behøver at være et omstændeligt heldagsprojekt. Der er nogle forfattere som skriver noveller på en måde, hvor man bliver nødt til at dedikere oceaner af tid til at læse dem. Ikke fordi de nødvendigvis er omstændeligt skrevet, men fordi de er pakket med informationer særligt i kraft af en række referencer. Ísberg gør også brug af referencer, men jeg synes ikke det bremser læseoplevelsen. 

Ligesom Korsgaard zoomer Ísbergs tekster ind på en enkelt episode i karakterernes liv for herigennem at udstille større problemstillinger. Det er ofte situationer, som er pinlige på den der ondt-i-maven måde, måske fordi man godt kan genkende episoderne fra sig selv. Karaktererne i Kløe har kløe. Men kløen er symptom på større problemer, som vi kan udpakke, hvis blot vi graver lidt dybere. Det minder mig om et citat fra den kinesiske digter Lu Chi, som Inger Christensen var inspireret af. Han skrev at ”I en enkelt meter silke findes det uendelige verdensrum”.  

Det er det novellegenren (også) kan.

//Birgitte

Månen over Øen af Anne-Marie Vedsø Olesen

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof.

Jeg har længe været en sucker for skønlitteratur, der undersøger, hvordan vi forstår vores omverden og dermed skaber vores egen version af den. Efter min mening er det et af hovedargumenterne for overhovedet at beskæftige os med litteratur. Det giver en større indsigt i, hvordan andre mennesker tænker.

Da jeg så læste følgende sætning på bagsiden af Anne-Marie Vedsø Olesens Månen over Øen, ”Men hvilken verden er egentlig den virkeligelige verden? Hvordan kan vi overhovedet erfare den og tale sammen om den?” vidste jeg, at jeg straks måtte læse den.  

Det er helt klart spørgsmålet om, hvordan vi kan forstå virkeligheden, som er centralt i romanen. Før jeg vender tilbage til det, vil jeg dog bruge lidt tid på at beskrive den virkelighed, som er bogens:

En dystopisk sci-fi

Månen over Øen er på mange måder en klassisk sci-fi dystopi, som giver mig vibes både af TV-serierne Mr. Robot og Black Mirror samt bogserien The Hunger Games.

Vi befinder os i demokratiet Superesse år 2687 post Luna. Månen er ramt af en meteor, som fundamentalt har ændret menneskenes liv på Jorden. Den verden vi møder er groft sagt opdelt i tre: enklaverne, hvor menneskene bor (jeg forestiller mig dem som distrikterne i The Hunger Games, hvor hvert enkelt distrikt bidrager til fællesskabet ved at varetage en arbejdsopgave), Spøgelsesland (en art Det Vilde Vesten, hvor man lever på må og få uden for enklaverne), og Øen som er fuldstændigt renset for enklavernes teknologi.

Bogen præsenterer os for en overordnet problemstilling, som i øjeblikket er meget aktuel. Det handler om konsekvenserne af vores afhængighed af teknologien. Menneskene i Superesse lider af en nedarvet afhængighed af Supernettet. Supernettet kan bedst forklares som en smartphone, man enten bærer som visir eller får indopereret i sig, hvorigennem man konstant kan stimuleres. Fodres afhængigheden ikke med stimuli fra Supernettet har det fatale konsekvenser, medmindre man som hovedpersonen Hypatia er født uafhængig af Supernettet, eller man injiceres med et stof, som gør det muligt at leve uden i noget tid. Det er dog ikke alle, som tåler stoffet.

Teknologi-kritik

For at blive i genresporet er dystopien kendetegnet ved at forholde sig kritisk til vores samtid. Hypatia gør det muligt at rejse den kritik af vores teknologiske afhængighed – og herigennem afstand til naturen – fordi hendes perspektiv på virkeligheden afviger fra de andre karakterers. Det gælder Frans, 0som injicerer sig med stoffet, og Hypatias datter og mand som begge er afhængige.

Romanen romantiserer i vid udstrækning Øens oprindelige natur renset for enhver teknologisk indblanding. Trosretningen Domus Dei betegner den som en art fredfuldt, utilgængeligt Paradis. Det er dog ikke udelukkende entydigt, for Øen (som på mange måder er en tredje hovedkarakter) minder også om Supernettet. På den sameksisterer alle tider: gladiatorer og atombomber sidestilles i en og samme sætning. Den præsenterer også syner for Hypatia og Frans. De syner minder om Supernettets stimuli.

Problemet i bogen er således ikke udelukkende et spørgsmål om teknologi vs. natur. Problemet er, at menneskene, Hypatia inklusiv, er blevet berøvet muligheden for at erfare verden og tale om den sammen. Det isolerer dem fra hinanden, og den isolation må man erkende for at finde en vej ud. I den forstand slutter romanen, trods sit dystopiske islæt, håbefuldt (jeg skal nok lade være med at spoile).  

En krævende bog

Generelt er Månen over Øen en god bog med et til tider poetisk sprog, som retter en velfortjent kritik mod den teknologiske udviklings menneskelige konsekvenser. Det er også en roman, der kræver ekstremt meget af sine læsere sprogligt og med en lang række direkte og indirekte referencer til videnskaberne. Jeg skal da være ærlig at indrømme, at jeg ikke har fanget det hele, og det er meget muligt, at min læseoplevelse havde været en lidt anden, hvis jeg havde gidet at slå alle referencer op. Det vidner selvfølgelig om en forfatter, der er ekstremt vidende, men det kan også være en hæmsko for læseoplevelsen. Jeg synes også, bogen var en anelse kort (165 sider) til at udfolde et så omfattende univers, men jeg synes Vedsø Olesen kommer fint omkring det ved at forklare de mest gængse termer med små wikipedia-agtige afsnit (selvom det stadig tager noget tid lige at lande i romanens univers).

//Birgitte

Tools for extinction

Bogen Tools for extinction blev skabt lige så hurtigt som alting lukkede ned, da Covid-19 for alvor begyndte at bevæge sig gennem verden. Uanset hvem du er og hvor du er fra, så har vi alle sammen oplevet en verden før og efter corona. Derfor er denne bog blevet til – en bog med tekster fra 18 forfattere fra hele verden om den bølge af forandring, der har fulgt med. Om afstand og angst, forandring og fællesskab, omsorg og bekymringer. Om hvad denne ufrivillige og uhyggelige pause kan gøre ved sociale interaktioner, ensomhed, klimaet, fremtiden.

SPRING REPORT FROM DENMARK af Naja Marie Aidt.

Selvom foråret er på vej, fuglene synger og dagene bliver lysere, fornemmer man vinteren indeni. Himlen er smuk, øjnene våde. Der bygges rede, mens hjemmet forvandles til et fængsel. Naturen opfører sig som den plejer, selvom verden er komplet forandret. Teksten handler om den ambivalens, den indre og ydre konflikt der er opstået, grundet noget usynligt. Konstant er der savn til E i Madrid, M i Mumbai, H i Reykjavik, og alle de andre, der får tankerne til at vandre ud i verden.

Frygten er der også, men forsvinder ud af hænderne på forfatteren, væk fra København, væk fra Danmark, og bosætter sig ude i verden, hvor trygheden ikke kan finde hen. Til flygtningelejre, slumkvarterer, til fattige områder uden medicinsk sikkerhed.

Jeg læser det som en tekst, der har svært ved at finde ro i sin egen tryghed. Som stadig kan se fuglene på himlen og blomsterknopper på træerne, men som gør dette med sorg og skam og savn. Den bliver et stillbillede over de privilegier, der viser sig i en krisetid, det ulige samfund, der bliver synligt mellem forårets friske, grønne blade.

“The inequality as visible as the tiny virus is invisible”.

BOTTLE VERSUS BREAST af Olga Ravn.

Jeg læste denne tekst på dansk i Olga Ravns story for noget tid siden, og uden at være mor, uden nogensinde at have mærket et barn mod mit bryst, mærkede jeg naturens insisteren.
Normalt læser jeg bøger kronologisk, også novellesamlinger og digte, måske i et forsøg på at anerkende opsætningen, måske fordi det føles skræmmende at springe over noget, at miste det. Glemme det. Da jeg så, at denne tekst var en del af Tools for extinction, blev jeg dog nødt til at springe hen til den. Genlæsningens glæde er ikke en, jeg omfavner særlig ofte, men lige her greb den fat i mig.

Olga Ravns altid heksede selv formår at formidle det bånd, der er mellem menneske og natur (se bare hendes aktuelle projekt naturfarvning). I denne tekst er der både fokus på samhørigheden, men også på den afstand, vi selv skaber. Sutteflasken bliver selve distanceringen, både når barnet løsrives fra moren, men i lige så høj grad når mennesket løsriver sig fra naturen. Flasken er civilisation, brystet er natur. I amningen bliver moren alle mødre siden menneskets begyndelse, hun bliver ethvert pattedyr, hun er ét med sit barn, selvom det har forladt hendes skød.

Bogens tekster handler om udryddelse, og denne tekst indfanger det så poetisk og præcist som man kan komme det. Med flasken kommer civilisationen og i dette, distancen til naturen. Moderskabet bliver formidlet som et naturens nulpunkt, forudsætningen for den evige cyklus. Derfor ligger der i valget mellem bryst og flaske også et valg om, hvornår løsrivelsen fra naturen sætter ind.

“But after a night bottle he kicks off the duvet and chatters brightly in sleep, like something under water that just now left its egg.”

Det fælles bidrag

Bogen indeholder så meget fint, at det ikke gav mening at vælge endnu en tekst ud, som jeg ellers havde besluttet mig for. Jeg kunne ikke udvælge endnu en, for i valget eksisterer fravalget. I stedet er nedenstående citater fra nogle af bogens 18 tekster, i et forsøg på at opsummere indholdet, emnerne og forfatternes individuelle take på livet under en pandemi i 2020.

ASHAN – Vi Khi Nao
“I have just been self-quarantined in a world that has been self-quarantined for three decades, since the dawn of the internet.”

TRANSMISSION – Jean-Baptiste Del Amo
“A virus can be a revelation: it can reveal the limits of economic growth, of cynical profit seeking, of mechanisms of power in a capitalist system.”

THE DISPOSSESSED – Joanna Walsh
“Narratives belong to those left alive. But they’re told about what has ended.”

AFFINITY GROUP – Anna Zett
“They were joking, I guess, in the violent way that men from a majority group tend to joke when they feel insecure.”

EMPTY STREETS – Enrique Vila-Matas
“We never imagined it would come to this, but it has. And now, as we face the months ahead, all we can do it trust, somewhat naively, that, as always happens in extreme situations when everything is at stake, we will simply continue living and writing as if nothing have ever changed.”

DRAFT – Michael Salu
“There appears to be a permanence in things
but an impermanence in thinking.”

A PENNY IS A PENNY IS A PENNY – Jakuta Alikavazovic
“A penny is a penny is a penny, I say to myself, counting my coins. Nothing could be less true. A penny is everything but a penny – it’s what you make of it. It’s a sip of coffee for example. Or a moment of rest.”

LAST NIGHT I DREAMT I WAS MAKING A CONVINCING ARGUMENT FOR THE WORLD BEING A GOOD PLACE – Inger Wold Lund
“After an argument, a friend said that these days we spend more time stroking our fingers across screens than over each other’s skin.”

Tak til Lolli Editions for anmeldereksemplar.

//Caroline

Kirsten Birgit er tilbage ❤️

Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm og Rasmus Bruun fra Den Korte Radioavis på det nu hedengange Radio 24syv er tilbage. Denne gang er det med biografien Det har jeg altid sagt.

Før jeg går videre til bogen kommer lige en disclaimer: Jeg var die-hard fan af Den Korte Radioavis, da det kørte. Jeg hørte programmet hver dag, jeg har set teaterforestillingen Det skide show og har skrevet to eksamensopgaver om emnet. Når det er sagt, håber jeg, at dette skriv kommer til at fremstå sagligt og velargumenteret – og forhåbentligt ikke som en fangirls forblændede rablerier, jeg har i hvert fald gjort mig umage!

At sætte scenen

Jeg har altid været optaget af Den Korte Radioavis‘ placering et sted imellem virkelighed og fiktion. Kirsten Birgit er 100 % fiktiv, imens Rasmus Bruun spiller en fiktiv version af sig selv, som vi kender det fra Frank og Casper i Klovn. Der hvor det bliver særligt spændende er, når de fiktive karakterer ikke bliver i deres egen fiktive boble, men interagerer med vores virkelighed. Måske får de os til at ændre adfærd. Radioen blev eksempelvis kritiseret, da Kirsten Birgit mobiliserede sin troldehær i 2015 med det formål at få danskerne til at stemme nej til at blive en del af den fælles europæiske patentdomstol. Det traditionelle skel imellem fiktion/virkelighed var da for alvor udvisket!

Det lader sig selvsagt ikke gøre i bogmediet. Dels fordi bogen tager længere tid at skrive, dels fordi den er envejskommunikation fra én til mange. Selvom man med genrebetegnelsen ‘biografi’ signalerer, at der er tale om en fortælling med rod i virkeligheden, falder bogen hovedsageligt ind under 100% fiktion-kategorien. Handlingen er henlagt til en nær fremtid, år ca. 2030. Danmark er totalt forandret. Landet er blevet et totalitært islamisk styre med alt, hvad det indebærer af flerkoneri, censur, sharialov og dødsstraffe. Rasmus er konverteret og arbejder nu for Allahs Radio (forhenværende Danmarks Radio), imens Kirsten Birgit er i eksil på Birgit Ø.

Det er altid interessant med fremtidsdystopier, fordi de ofte kan udtrykke noget om vores samtids politiske klima. Jeg synes bare ikke, at scenariet altid er helt gennemarbejdet i Det har jeg altid sagt. Eksempelvis har både Abdel Aziz Mahmoud og Martin Krasnik ledende stillinger i medieland, og det tænker jeg umiddelbart virker usandsynligt, hvis vi har at gøre med et totalitært islamisk land. Derudover er der også noget underligt i, at Rasmus og Kirsten Birgit er så ekstremt optagede af den politiske situation anno 2020, når nu vi skal forestille os at være en 12-13 år fremme i tiden. Det svarer jo til, at vi i dag vil være overdrevent optaget af, hvad der skete i 2010. Jeg er godt med på, at vi ikke læser bogen for fremtidsrammen. Vi læser bogen, fordi vi elsker Kirsten Birgit og Rasmus (let’s face it, det her er jo en bog til hardcore fans og ikke alle mulige andre), men jeg mener godt, at man kunne have skrevet en god bog uden fremtidsrammen, hvor det stadig var plausibelt, at Kirsten var draget i eksil på Birgit Ø (De har trods alt talt om at skulle gemme sig i Morten Messerschmidts vinkælder, når revolutionen kommer).

En klassisk biografi

Biografien er egentligt meget klassisk i sin opbygning i skildringen af Kirstens liv. Vi starter i barndommen på Gården på Bakken med faren Jens Birgit. Vi kommer omkring tiden på Lilleskolen og sidenhen Aarhus Katedralskole og Journalisthøjskolen. Herefter følger karrieren først på Aarhus Stifttidende og sidenhen på DR, TV2 og som krigskorrespondent i Rwanda og Tjetjenien. Vi hører om Kirsten Birgits mange mænd, om hendes depressioner og om de mange mord, hun har begået i løbet af sit liv. Kirsten Birgit er på mange måder, som hun plejer, og det er et glædeligt gensyn med vores veninde, heltinde og gudinde-grevinde. Hun lyder fuldstændigt som hun plejer, med catch phrases som “Det har jeg altid sagt” og “Jeg var simpelthen så lækker”. Vi får gentaget historier, vi har hørt i årenes løb. Det drejer sig om mordet på Mr. Jackson i Rwanda, om Dirch Passers død og om det onanikursus i New York, der reddede Kirsten ud af depressionens klør. Samtidig får vi nye fortællinger om hendes dødfødte barn og om den første toiletbørste, hun nogensinde ejede. Det skinner virkeligt igennem, at Rasmus Bruun og Frederik Cilius har arbejdet med karaktererne i over fem år, for jeg hører Kirsten for mig, når de taler. Og så synes jeg noget af det mest komiske ved Den Korte Radioavis var, hvordan de altid tog fat i de mest random ting, og lod det være omdrejningspunktet for en historie, som det er tilfældet med toiletbørsten. Det har jeg altid syntes var noget af det mest underholdende ved programmet.

Kirsten Birgit er citat på citat

Den Korte Radioavis var i høj grad bygget på citater. De aktuelle nyheder blev formidlet videre blandt andet ved, at lade karaktererne citere dem igen og igen. Nogle gange vidste man med det samme hvad der blev refereret til, andre gange tog det tid, før man gættede det. Lad mig give et eksempel: Efter stormen Bodil var Ghita Nørbys have så ødelagt, at hun måtte genopbygge den. Det kom der en bog ud af, som hun var i Aftenshowet at fortælle om. I stedet for at bruge tiden på det, trak Ghita et udklip fra Politiken ud af sin lomme med overskriften “Hver anden vil spare på kunsten og kulturen”. Overskriften affødte spørgsmålene “Hvem er hver anden?” og “Har du noget tal på det?”, som hun blev ved med at køre i. Det samlede de op i Den Korte Radioavis, hvor Ghitas spørgsmål blev Kirsten Birgits spørgsmål.

Det har jeg altid sagt fortsætter ad det spor. Der er et utal af referencer til film, bøger og musik både direkte og skjulte, hvis plots er underligt identiske med Kirstens liv. Hendes tidlige liv minder mest af alt om en blanding af Emil fra Lønneberg og Hans Scherfigs Det Forsømte Forår. Samtidig minder nutidssporet mest af alt om en scene fra Bram Stokers Dracula. Hertil kommer de direkte referencer. Kirsten er overbevist om at have været en direkte inspiration til b.la. Anne Linnets “Glor på vinduer” og “Smuk og dejlig” og filmen Fight Club.

Referencerne gør ikke just Kirsten Birgit til en pålidelig fortæller. Tværtimod. Det er rimeligt usandsynligt, at hun skulle have inspireret så mange kendte sange og værker, og omvendt at hendes liv tilfældigvis er identisk med handlingsforløbet i en rækker bøger. Hun bliver også taget direkte i at lyve. Hun påstår, at den eneste løgn, hun har fortalt, var da hun udgav sig for at være den tyske journalist Natalia. På et andet tidspunkt indrømmer hun dog også, at hun har løjet om en affære med Leonard Cohen.

Alt for en god historie

Det er sjovt med Kirstens upålidelighed, for normalt vil jeg mene at det gør en kæmpe forskel at jeg ved, en fortæller lyver for mig. Men her gik det mig overhovedet ikke på, at Kirsten Birgits fortællinger overhovedet ikke er til at stole på. Jeg slugte dem råt og grinede mig hele vejen igennem bogen. Og det siger måske lidt om lysten til fortællingen: At vi er ligeglade med om ting hænger sammen – vi vil bare gerne have en underholdende historie – noget vi kan grine af – og det giver Det har jeg altid sagt os. Mere behøver vi ikke.

// Birgitte