Ord om ”Man skulle nok have været der”

[Anmeldereksemplar af Lindhardt og Ringhof]

Handlingen satte sig i min krop som skiftevise smil og krummen tæer. ”Man skulle nok have været der” er en tragikomisk, socialrealistisk roman, der er så velfungerende, at knuden i maven kan mærkes længe efter læsning. Tue kommer fra en dysfunktionel familie i Vestjylland, men er nu landet i København i et forsøg på at komme væk, få afstand, at blomstre. Selvom han ikke har meget fysisk bagage med sig, slæber han sin mentale og emotionelle bagage med sig, som en lænke om benet.

Tue har ikke fået meget hjælp hjemmefra, men en ting har han lært; at overleve. Selv som driftende hjemløs i København, uden fast løn og med manglende sociale kompetencer, gør han det, der skal til. Dermed ikke sagt, at hans strategier er velfungerende – det er de faktisk sjældent. Han er ikke et menneske, man ubetinget holder af, men han er et menneske, man holder med. Hans jagt efter omsorg gør ham så desperat, at alle midler bliver taget i brug. Det er netop dét, der gør det hele så tragisk: Alt hvad han gør for at opnå accept, er det, der gør det svært for andre at acceptere ham.

De sociale klasseskel bliver brutalt tydelige, fordi Tues udgangspunkt er så langt væk fra det, han møder. Han er kun et barn på 17 år, har ingen penge, intet hjem, intet tilhørsforhold. Dertil spøger hans opvækst, og dermed hans uhensigtsmæssige coping-mekanismer i alt, hvad han foretager sig.

Romanen er lettilgængelig og humoristisk, og samtidig en af de mest dybe og tunge tragedier, jeg er stødt på. Jeg kender Tue’r, er opvokset med flere af dem, og det er vi nok mange der er. Derfor er bøgerne om Tue så vanvittigt vigtige – de giver en indsigt i et ressourcesvagt livsvilkår, og en forståelse for, hvad dårlige valg kan udspringe af. Niveauet fra de to tidligere bøger om Tue bliver holdt fuldstændig ubesværet, og selvom dette er en selvstændig tre’er, vil jeg anbefale af læse de to andre først, for at lære Tue rigtigt at kende, og fange de fine referencer til de tidligere bøger.

Det er en af de bøger, jeg kan anbefale til alle: Dem der lever i dysfunktionaliteten, dem der står ved siden af, og dem, der aldrig har mødt den. Thomas Korsgaard skriver helt fantastisk, og jeg vil helt sikkert vende tilbage til Tue igen og igen.

//Caroline

Ord om ”Intethedens Tegn”

[Anmeldereksemplar fra Forlaget Snepryd]

En ældgammel profeti er ved at blive opfyldt, og en snigmorder og en kejser skal nu afgøre menneskehedens fremtid. Intriguing? Meget.

Vi er ude i en fantasy-roman, men jeg kan ikke vurdere målgruppen: den er skrevet ret ungt, og jeg får helt klare Skammerens Datter-vibes. Snigmorderen Zynn og kejseren Palasander mødes, som profetien har forudsagt, og skal sammen blive enige om, hvad der skal ske med menneskeheden. Både Zynn og Palasander er tranzends; mennesker, der kan styre et bestemt aspekt af livet. Deres særlige evner gør dem magtfulde, hvorfor de nu sidder med denne beslutning.

Zynn er ikke overbevist om menneskets videre færd, og for at de to kan blive enige, skal Zynn dele sin historie.

Jeg håbede – forventede – at blive involveret i deres filosofiske tanker om menneskeheden, om bevidsthed, om livets værdi og intethedens potentiale. I virkeligheden er disse overvejelser langt mere subtile i romanen. Frem for de store diskussioner, er samtalen mere en monolog: Zynn deler sin historie med Palisander. Selvom historien, stederne, karaktererne er en velformet fantasy historie, så manglede den det filosofiske element, som jeg var blevet lovet. Der er action, moraler, forskellige religioner, kulturer, mystiske evner og twists, og i bund og grund et velfungerende plot og en spændende præmis.

Alligevel var jeg ikke udelukkende begejstret. Bogen er Zynns historiefortælling, og hvor dette er en god måde at sikre et specifikt narrativ, skabte det også en distance. Vi oplever ikke historien, vi får den forklaret. Frem for at have tillid til, at læseren nok skal forstå, bliver Zynns fortælling til Palasander en undskyldning for at udpensle dele af især kultur, religion og baggrund i den verden, vi befinder os i.

Bagsideteksten ender med ”For hvad vil det i det hele taget sige at være menneske – og er menneskeheden overhovedet værd at bevare?” Det er en vanvittigt interessant tanke, og jeg tror virkeligt der kunne komme en vild diskussion ud af det. Dog forblev diskussionen pakket godt ind, og frem for en hybrid mellem fantasy og filosofi, føltes det som en ganske almen fantasy-roman til en lidt yngre målgruppe end jeg selv.

Den kan helt sikkert noget, men mine forventninger og selve oplevelsen matchede bare ikke rigtigt. Dog vil jeg sige, at hvis man er til en solid gang ungdoms-fantasy med alle de klassiske elementer, så er Intethedens tegn et rigtig fint bud.

//Caroline

Ord om “Adam i Paradis”

[Anmeldereksemplar modtaget fra Lindhardt og Ringhof]

Forleden var jeg ude at gå med min veninde Natasja på Nordre Kirkegård i Aarhus. Om foråret er det et af de smukkeste steder i byen, for blomsterne står i fuldt flor, og man bliver mødt af en farveeksplosion af rød, grøn, gul, lilla, orange, hvid i det øjeblik, man går igennem kirkegårdens sorte port. Jeg fortalte hende, at det mindede mig om en bog, jeg var i gang med at læse, Adam i Paradis hed den, skrevet af forfatter Rakel Haslund-Gjerrild. Bogen var endnu ikke udkommet på forlaget, men jeg var allerede fuldstændigt opslugt af den.

Sanseeksplosion

Man kan ikke tale om en decideret handling i Adam i Paradis. Det er i det hele taget en meget utraditionel roman, som springer frem og tilbage imellem historiske kilder og fiktion; tid (start 1900-tallet) og sted (København og Italien). Romanens konstant er hovedkarakteren maleren Kristian Zahrtmann (1843-1917), hvis liv vi følger igennem hans kunstværker. Samtidig er Sædelighedsskandalen 1906-1907, hvor en række mænd blev dømt for deres seksualitet i København, også central for handlingen og for Zahrtmanns liv.

At Haslund-Gjerrild tager udgangspunkt i kunstnerens malerier, kan man virkeligt mærke på skriften. Bogen er en sanseeksplosion, og det er tydeligt, at forfatteren har forsøgt at oversætte Zahrtmanns sans for det visuelle til romankunst. Det vrimler med mættede synsindtryk, blomster og farver. Det er lige før, det er kunsten, som er tekstens egentlige hovedperson og ikke kunstneren Zahrtmann selv. Haslund-Gjerrilds smukke beskrivelser vækker i den grad mindelser om J.P. Jacobsen, som skriver så klart og detaljeret om naturen. En anden association, jeg får, er den franske film Portræt af en kvinde i flammer (2019) af Céline Sciamma. Filmen handler, ligesom Adam i Paradis, om en maler, og fortællingen opleves igennem malerens sans for det visuelle. Det er virkeligt en visuelt smuk film på samme måde som Adam i Paradis er det. Hvor er det i grunden vildt, at man kan opnå det med ord.

En del af en tendens

Med romanen skriver Haslund-Gjerrild sig ind i en tendens, hvor historiens marginaliserede – kvinder, farvede, LGBT+-personer – pludseligt gives en stemme, som ikke var dem forundt på deres levetid. Fra et menneskeligt perspektiv er det et sympatisk projekt. Samtidig sætter det den historiske udvikling for de marginaliserede, LGBT+-personer i dette tilfælde, i perspektiv. Vi er kommet langt i kampen for ligestilling imellem køn og seksualiteter, men det er en dynamisk proces. Det er ikke lang tid siden, homoseksualitet var ulovligt og moralsk forkasteligt. Det er en påmindelse om, at ligestillingen ikke er naturligt givent, men noget vi skal kæmpe for. Nødvendigheden af det budskab forstærkes af Haslund-Gjerrilds sammenblanding af faktiske kilder og fiktion. Hun skriver nemlig breve og avisartikler ind i teksten undervejs. Det underbygger den fiktive skildring af den historiske kontekst men bidrager samtidig med en række forskellige stemmer, som ufiltreret får lov til at komme til orde. Da jeg først opdagede dem, troede jeg, de ville være forstyrrende for læsningen. Tværtimod nuancerer de billedet af Zahrtmann og perioden og giver læseren mulighed for selv at tage aktivt stilling. Til datidens begivenheder og ikke mindst til, hvordan vi lever livet nu.

//Birgitte

Ord om ”Jeg hedder Folkví”

[Anmeldereksemplar fra Forlaget Gutkind]

Begejstring, nervøsitet og forløsning – det var den rutsjebane jeg oplevede, da jeg så, at Maria Hesselager udgav sin debutroman hos Gutkind. Her er mine faktiske tanker:

  • Begejstring: Jeg kender Maria! Hun var min skrivementor på DTA, og hjalp mig til at færdiggøre min første roman, Carnivora. Hun er fagligt dygtig, en skøn formidler, velreflekteret og super intelligent – det kan kun blive godt! *Skriver straks for at få et anmeldereksemplar*
  • Nervøsitet: Vent, hvad nu hvis jeg ikke synes om bogen? Det er altid svært at skrive kritisk om bøger, der ikke falder i ens smag, så det bliver jo kæmpe svært, hvis det endda er en man kender! Fandme en dårlig idé, Caroline.
  • Forløsning: Are you kidding me, den er vitterligt fantastisk! Den minder om første del af Rosarium af Charlotte Weitze – som jeg ELSKEDE – og dertil tilsat et drys Vikings. Både dramatisk og poetisk, fyldt med store følelser, bedrag, forbudt kærlighed og mystik. Jeg er så glad!

Vi befinder os i Vikingetiden, og følger den unge Folkví og hendes bror Áslakr. Deres tætte forhold bliver sat på prøve, da Áslakr forlover sig, og Folkví sygner hen i jalousi og vrede. Romanens nutidsspor bliver suppleret fortidens hændelser, og hele tiden lærer vi de to søskende bedre at kende, mens tragedierne rammer dem hver især. Der er en stor distance mellem deres higen og realitet, begge kæmper de en kamp for at nedlægge den distance. Spørgsmålet er, om det er det værd – og om de nogensinde når det?

Jeg hedder Folkví er på mange måder en tragisk historie, men også en smuk en. Sproget er dragende, og hele bogen føles som et drømmespind, sommetider let og fint, andre gange tungt og kaotisk. Vi følger mørket i de to, mørket der lever i Folkví og kravler over i Áslakr. Både omgivelser og følelser er så simpelt og sikkert beskrevet, at de mindste ting får stor tyngde, ordene rummer en dybde, jeg sjældent oplever.

Specielt var Folkvís ikke altid særligt sympatiske væsen forunderligt, både i dets arrigskab og sårbarhed. Hendes usikkerhed i vølve-gerningen, hendes boblende glæde med dem hun elsker, hendes halvhjertede forsøg på at opretholde hierarkiet blandt de arbejdende, hendes store og altædende savn til dem, der forlader hende – de mange facetter gør hende til en vildt interessant karakter. Det gør romanen til et reelt drama, der manifesterer sig i krop og sjæl.

I bogens midte dukker Nornerne op, som en menneskelig opdeling mellem Folkví og Áslakrs historier. Deres opgave, at flette skæbnetråde, bliver præsenteret som et snørklet foretagende, og bogen er opbygget på samme måde: skæbnetråde af forskellige tider, erindringer, handlinger skaber et samlet værk, en helhed der er større end sine enkeltdele. Det der kan forekomme kaotisk på grund af menneskets sammenfiltrede historie, men leder alle i retning af enden.

Og selvom alt bevæger sig mod enden, stille men stødt, er intet som man forventer det.

//Caroline

Ord om “Hvis vi ikke taler om det”

[Anmeldereksemplar modtaget fra Politikens Forlag]

Jeg var KÆMPE FAN af Den, der lever stille, Leonora Christina Skovs bestsellerroman fra 2018, da den udkom. Leonora Christina Skov formåede, hvad jeg stadig mener er de færreste forundt, at skrive i et sprog, man som læser glider ubesværet igennem, samtidig med, at hun skriver store almenmenneskelige følelser frem. Det er nok også derfor, bogen blev så stor en succes, som den blev. Den taler om oplevelser, de fleste kan nikke genkendende til i et sprog, de fleste kan forstå. For mit vedkommende følte jeg, der blev sat ord på oplevelser og tanker, jeg havde haft, men som aldrig var blevet italesat før. Jeg følte et kæmpe fællesskab med hovedkarakteren, som jeg kunne spejle mig i. Jeg var ikke alene med mine oplevelser. Dem delte jeg med Leonora og mange andre, der læste hendes bog.

Nu er hun tilbage med opfølgeren, Hvis vi ikke taler om det. Bogen lægger sig i direkte forlængelse af den første. Vi møder Leonora under sin foredragsturné med Den, der lever stille, og dykker efterfølgende ned i det, Leonora kalder sit andet store udspring: nemlig, at springe ud som forfatter.

At blive til som forfatter

Ligesom i forgængeren springer vi imellem erindringsscener fra barndom, ungdom og voksenliv og et nutidsspor, hvor forfatteren reflekterer over skriveprocessen, og de valg der træffes, når man nedfælder sine egne oplevelser i romanformen. Den åbenhed fungerer rigtigt godt, for vi er efterhånden så bekendte med genren, at vi alligevel godt ved, at det ikke er ~*~ den objektive sandhedTM (den findes ikke). Der giver det noget, at komme helt tæt på hendes overvejelser. Hvor svært det kan være, at gennemleve perioder i sit liv og skrive om dem og selvfølgelig også, hvorfor det er vigtigt.

Hvis vi ikke taler om det har ikke samme bredde appel som forgængeren. Fokus er i for høj grad på Leonoras vej ind i forlagsbranchen. Det er en klassisk fortælling om social mobilitet og om at satse på sine drømme, hvor hårdt arbejde det er undervejs, og hvor lykkeligt det er, når det går godt. Jeg tror ikke, at det er alle mennesker, der nødvendigvis vil kunne forholde sig til skildringen af den københavnske kulturelite eller nødvendigvis er interesseret i branchen som sådan. Billedet af Leonora er også noget mere mudret end i den første bog. For mig personligt er det ikke et problem. Jeg synes, det gør hende mere menneskelig, når hun skildrer sine egne mørke sider (som når hun fx er irriterende optaget af, hvad andre mennesker tænker om hende, og hvorvidt de synes, hun er interessant eller ej). Det er også frustrerende, når hendes arbejdsmoral og pligtopfyldenhed nærmest leder til, at hun arbejder sig halvt i stykker. Successen er et privilegium, men den er samtidig hård at være i. Det er meget tydeligt i bogen.

Titlens løfte

Leonora Christina Skov vil have os til at tale om det, der er svært. Hvis ikke vil det få konsekvenser for os. Det fik konsekvenser for hendes mor, som aldrig dannede nogen tætte relationer, måske med undtagelse af Leonoras far, før det var for sent. Det er en påmindelse om at turde at tage bladet fra munden og tale – for kun på den måde kan vi leve autentisk som os selv og danne stærke relationer til andre.

//Birgitte

Ord om “Pseudo”

[Anmeldereksemplar modtaget af forlaget Basilisk]

Jeg elskede at læse tegneserier som barn. Jeg slugte side op og side ned af jumbobøger, Valhalla-tegneserierne og anime-serier, som kunne lånes på bibliotekets børneafdeling. Så på et tidspunkt stoppede jeg med det. Måske fordi genren ganske enkelt ikke fandtes på voksenbiblioteket, som jeg overgik til, som tiden gik, og jeg blev ældre. Tegneserieformatet er noget, vi typisk forbinder med barndom, men over de seneste år har flere og flere fået øje på genrens potentiale, og de grafiske romaner bliver mere og mere udbredt – også til voksne. “Pseudo” af debutanten Mathilde Digmann er en sådan roman.

At læge sine sår

I bogen følger vi hovedkarakteren Cat, som prøver at samle sig sammen og komme videre efter bruddet med sin kæreste. Hun læger sine sår ved at kaste sig ud i det ene problematiske forhold med mænd, hun ikke rigtigt gider være sammen med, selvom hun prøver at få sig selv overbevist om det modsatte. Hun trives ikke på jobbet og bruger det meste af sin tid i en konstant hashtåge sammen med sin primære følgesvend, hendes kat. Så bliver nedsmeltningen vist ikke mere rockstjerne-dekadent. Bortset fra at Cats sammenbrud ikke er særligt sexet (uanset hvor mange nøgenbilleder, hun tager) men snarere tragisk. Som læser har man ondt af hende, når man ser hende fylde sit liv ud med stoffer og sex. Det gør hende ikke lykkelig, selvom hun så desperat gerne vil være det.

Den grafiske romans potentiale

Jeg synes, bogen fungerer rigtigt godt som grafisk roman. Billeder og tekst komplementerer hinanden virkeligt flot, og tegningerne, som i øvrigt ikke er farvelagte, illustrerer rigtigt fint Cats mentale tilstand. Jeg tror ikke, man skal underkende genrens potentiale for netop at skildre følelser, uanset hvor ekstreme de følelser er. Den har en måde at fortælle på, som er anderledes fra, hvad en almindelig roman ville kunne udtrykke. Og vi er aldrig i tvivl om, hvor skidt Cat har det, når vi ser hende portrætteret igennem hele romanen. Hendes mentale tilstande gestaltes nemlig så fint i Mathilde Digmanns tegninger.

Der er generelt gjort rigtigt meget ud af bogens visuelle udtryk. Det gælder selvfølgelig indholdet, men det gælder ikke mindst også bogens omslag, hvis blanke overflade fungerer som et spejl. Vi skal altså kunne spejle os i Cat, hendes tanker og følelser undervejs i bogen. Det er et grundvilkår for de fleste mennesker at miste, og de fleste vil kunne se sig selv i Cats afgrundsdybe sorg over tabet af forholdet, og hendes forsøg på at udfylde det tomrum, som ekskæresten efterlader. At være så desperat efter at finde en ny, at man affinder sig med hvem som helst og på den måde også overskrider sine egne grænser. Men Cat er også en hovedkarakter med meget ekstreme copingmekanismer, som jeg personligt har meget svært ved at genkende mig selv i. På den måde bliver hun en lidt utilgængelig hovedperson, som jeg har svært ved at connecte fuldstændigt med. Det betyder dog ikke, at hendes (og personer som hende) historie ikke er vigtig at fortælle. Det gør Mathilde Digmann med den grafiske roman “Pseudo”, som på mange måder er en visuelt smuk og barsk bog.

//Birgitte

Ord om “SCUM Manifest” af Valerie Solanas

[Anmeldereksemplar fra Forlaget Grif]

Læsningen af “SCUM Manifest” (‘Society for Cutting Up Men’) satte flere ting i gang i mig, nogle gode, andre mindre gode. Dens bramfri (og satiriske) måde at observere og reflektere over manden på som køn, går nemlig lige i mine usikkerheder som feminist.

“Feminister er ekstremister, de hader mænd, de vil undertrykke mænd, de tror de er mænd overlegne, de er psykopater.” Jeg har mødt alle disse påstande, og ved godt, at det er direkte vanvid. Samtidig er det underligt at læse en bog, der – ganske vist med humor – netop argumenterer for, at manden bør udryddes. Noget ved det gør mig utryg. Når jeg læser det, og hvis jeg endda nyder det, bliver de ovenstående påstande så mere rigtige?

Selvfølgelig ikke. Bogen er både humoristisk, men den er også dybt tragisk. Jeg læser dens kritik af mænd som en parodi på den retorik der igen og igen er blevet anvendt mod kvinder igennem historien: som ynkelige, ikke-selvstændige, hysteriske væsner, der ikke bør tages seriøst og som man ikke bør lytte på. Det er på en gang sjovt at se de overdrivelser, som Solanas skriver ud i ekstremer, men samtidig også ubehageligt at se, hvor absurde tilskrivninger man kan lave til et helt køn. Det gør mig mere vred på kvinders vegne, og jeg ønsker på ingen måde det samme for mænd. Jeg elsker mænd. Men jeg hader dem også.

Alt for meget kognitiv dissonans – for hvad betyder det, når jeg siger, at jeg hader mænd? Hvad betyder det, når Solanas siger, at vi skal slå mændene ihjel?

Begrebet ‘mænd’ er mere symbolsk end det er bogstaveligt. Der bliver flere gange skrevet, at det ikke er en kamp mellem mænd og kvinder. Alligevel bliver de to køn konstant sat op mod hinanden (yes, den er ren binær og ikke inkluderende like that). ‘Manden’ bliver reelt en manifestationen af patriarkatet. I stedet for at læse “manden”; kunne man læse “toxic maskulinity”, og stadig få det samme ud af bogen – måske endda mere. Frem for at gå efter at udrydde manden som køn, går bogen efter at udrydde de giftige maskuline tendenser og de undertrykkende strukturer som vores samfund er bygget op af.

Da det gik op for mig, at bogen kunne læses sådan, føltes det som en forløsning. Min usikkerhed og dårlige samvittighed forsvandt. Pludselig kunne jeg relatere til bogen, til Solanas, til det Utopia, hun beskriver. Den bevidsthed tror jeg er god at have med, når man læser bogen – også selvom Sanne Søndergaards forord i sig selv er meget meget fint.

// Caroline

Ord om “Rosarium” af Charlotte Weitze

[Anmeldereksemplar fra Gutkind]

Nogle af de nøgleord, der kan overtale mig til at læse en bog er magisk realisme, tvivlsomme karakterer og klima. “Rosarium” har alt dette – og mere til. Den er på alle måder eventyrlig, lige fra det yderste omslag med mørkegrønne blade og blomsterbørn, til dens inderste kerne af menneskets frygt og higen efter slægtskab med naturen.

Den er fin, den er grum, den er magisk og samtidig meget ærlig. Karaktererne er ofte mere tvivlsomme end elskværdige, moral er ikke et begreb, der vinder stort indpas, men den inderlighed, hver eneste karakter har med sig, gør dem utroligt fascinerende.

Det starter og slutter med naturen
Bogen er delt op i tre dele, hvor vi i alt møder seks, og /næsten/ endnu flere generationer. Det hele begynder i en skov med to mennesker, mand og kvinde, Bror og Søster,  en slags realistisk Paradisets Have. Hver eneste generation har en tilknytning til naturen, skoven, i større eller mindre grad, nogle gange ønsket, andre gange uønsket.

I første del følger vi Bror og Søster, der flygter fra krig og søger tilflugt i skoven, hvor især Søster knytter bånd til naturen. Anden del handler om Johanne, en forsker, som søger alt det, hun kan spejle sig i, i naturen. Tredje del handler om Marie og datteren Fine, som mærker naturens styrke og modstandskraft, når den bliver forsøgt holdt nede.

Undervejs møder vi grønne folk fra skoven og nonner der lever af sollys, vi observerer en blomsterfødsel og vandrer gennem en rosenjungle, vi sejler med lig der sætter skud og lærer om naturens fantastiske egenskaber.

Kommunikation med naturen
Der er en konstant søgen ind og ud af naturen. Rosen bliver manifestationen af naturens kraft, både i blomstens tiltrækkende skønhed og stilkens faretruende torne. Der er en utæmmet vildskab, som bølger frem – nogle kæntrer, mens andre blot får en hale og svømmer videre.

Jo tættere på naturen, karaktererne hver især kommer, jo længere væk fra det civile samfund forsvinder det. Generationshistorien bliver et pendul, der svinger mellem at være naturen og at observere naturen. Selvom det er en slægtsroman, der handler om familierelationerne, handler den lige så meget om menneskets relation til naturen. Dette er nok i virkeligheden også familierelation. Weitze taler naturens sag, men ikke som en prædiken – hun giver den blot taletid ved hjælp af karakterer, der lytter. Der er intet rigtigt eller forkert, der er blot oplevelse, følelse og handling. Nogle gange stemmer de overens, men som oftest ikke.

Jeg nød denne her bog på en måde, hvor jeg begyndte at læse langsommere for at få den til at vare længere. Bogen har på alle måder sat rod i mig, og hvis jeg begynder at skyde knopper i foråret, vil jeg bære dem stolt.

// Caroline

Ord om “Hvid”af Han Kang

[Anmeldereksemplar fra Rosinante]

Renhed. Uskyld. Stilhed. Det er nogle af de ord, jeg associerer med farven hvid.

Romanens fortæller associerer til konkrete ting. Salt. Sne. Modermælk. Ligklæde. Konkrete ting, som alligevel bærer andet og mere med sig.

Nogle gang er det let at anmelde en bog. Man kan beskrive dens handling, hovedperson, genre, tematikker. Det burde jeg måske også kunne med denne her – men jeg vil også gerne beskrive oplevelsen af at læse den. Hvordan var det? Hvad fik jeg med?

Det er svært med “Hvid”. Han Kang skriver vidunderligt, og det rammer mig et sted mellem smerte og fascination. Mine øjne blev igen og igen dækket af en hinde af vand, mens ordene kriblede ind under min hud. Under læsningen følte jeg, at jeg sad i en boble, hvor alt omkring mig blev dæmpet. Som udenfor i snevejr, når sneen på jorden absorberer lyden, og snefnuggene i luften svækker synet. Eller som i tåge, hvor alt mister sine skarpe konturer, detaljerne bliver væk, man kan kun fokusere på det, der er tættest på.

Sådan var det at læse “Hvid”.

Fortælleren bruger alt det hvide til at beskrive en søster, der aldrig blev til. Ikke rigtigt. Et tab over en eksistens, hun ikke har mødt, en eksistens, hvis død er betingelsen for fortællerens eget liv. Hvilken farve har tomhed?

Jeg ved ikke, om der er en reel handling i bogen. Der er minder og der er øjeblikke. Der er sorg.

Det er et af de mest abstrakte begreber, jeg kender – sorg. Den kan opstå så spontant, som døden kan indtræffe. Den bliver til over mennesker, vi aldrig når at møde, mennesker, der aldrig nåede at blive til. Den kan komme af svigt og afvisninger. Den er så ukendt og alligevel så omfattende, at den går gennem al materie, knogler, celler, kød. At bearbejde sorg gennem det hvide – renheden, uskylden, stilheden – det gør den på én gang konkret og åbner den op.

Giver den plads.

Man lever med den.

“Tiden er et klart markeret øjeblik – den yderste kant af en gennemsigtig klippe som hele tiden fornys når vi træder udenfor. Vi løfter foden i den yderste ende af den tid vi allerede har levet og træder et forsigtigt skridt fremad, uden vilje, uden at tøve tager vi et skridt frem med den anden fod og strækker den ud i den tomme luft. Ikke fordi vi er modige, men fordi vi ikke har andet valg.”

//Caroline

Ord om “Låst” af Anne Mette Kirk

[Anmeldereksemplar fra People’s Press]

I forhold til hvor glad jeg er for thriller og spænding, er det ret sjældent, jeg læser de genrer. Da “Låst” dukkede op i postkassen, tog jeg det altså som et tegn til at komme i gang – and yes, I was entertained.

Låst” er en selvstændig 2’er til bogen “Knust”, og fungerede så fint, selvom jeg ikke havde læst den første. I bogen følger vi opklaringen af et voldeligt overfald begået på en natklub i København, men ikke sammen med den sædvanlige temperamentsfulde kriminalbetjent, som drukner sine sorger i lidt for meget alkohol, efter konen har forladt ham (gudsketakoglov). Vi følger i stedet Marc, en aspiring kriminalbetjent, som “bare” har fået patruljetjansen, men for alt i verden ønsker at vise sit værd. Derudover skifter kapitlerne mellem både offer, pårørende og mistænkte, og vi får derfor et 360-graders kinda view på historien.

De forskellige karakterer har forskellige oplevelser fra overfaldet, og bærer rundt på hver deres hemmeligheder, som måske, måske ikke, kan være med til at opklare forbrydelsen. Som læser bliver man hele tiden fodret med ny information, og samtidig VED man, at det ikke er hele historien.

Idéen med de mange perspektiver er med til at give en helt anden tilgang til “kriminalromanen” og nuancerer ens billede af forløbet på en helt anden måde. Vi er ikke kun med i opklaringen, men forstår, hvordan det er at blive mistænkt, hvad de pårørende står midt i, og hvorfor hemmeligheder bliver skjult, men samtidigt er nødvendige at dele for at komme frem til en opklaring.

Dog bliver bogen også meget ambitiøs – vi skifter mellem intet mindre end syv karakterers synspunkter. Hver af disse har en baggrundshistorie, hemmeligheder og egen agenda. Der bliver ikke plads til at udfolde hver af disse personer ordentligt, og det ender med et galleri af halve personer, der ikke kommer helt ud over scenekanten. Intentionen er virkeligt fin, researchen er helt i top, men dialogen bliver forceret, hvorfor karaktererne kommer til at virke utroværdige og en lille smule flade. Vi vil ikke bare høre om dem – vi vil kende dem – og det synes jeg ikke, vi får helt lov til.

Alt i alt er “Låst” en lettilgængelig spændingsroman, der har alle de fede elementer fra krimien – forbrydelsen, de mistænkte, plottwists og selve opklaringen – og tilføjer derudover en mere nuanceret tilgang til karaktererne. Tempoet er højt, handlingen flydende og der er pirrende hemmeligheder fra start til slut. Selvom karaktererne ikke levede helt op til mine ønsker, så var jeg godt virkelig godt underholdt.

// Caroline

Ord om “1984”

[Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof]

Jeg blev beyond excited, da jeg så, at George Orwells “1984” var blevet nyoversat for første gang siden den oprindelige fra 1949. Ikke så meget fordi jeg havde tænkt, at den trængte til det (selvom, det gjorde den altså alligevel), men mere fordi det var en undskyldning for at genlæse den. Also, overvej hvor smuk den er!

Big Brother is watching
Inden jeg læste bogen første gang, anede jeg ikke, at det var her “Big Brother” stammede fra. “1984” er nemlig – til jer, der ikke kender den – en sci-fi om en verden med konstant overvågning. I denne fremtid befinder vi os i Oceanien, en af de tre verdensstater, hvor ikke bare adfærd bliver kontrolleret; magthaverne ønsker at kontrollere alt, dette værende både tid og tanker.

Man kan da ikke styre tanker, tænker du så. Nu skal du høre: Tankepolitiet holder øje med de mindste reaktioner, fortalelser, ansigtsforbrydelser (når man laver en grimasse out loud, som afslører, hvad man reelt mener). Monitorer ser og lytter til alt, hvad du laver, både i hjemmet og på arbejdet. Det mindste tegn på, at du betvivler magten, så er du ude. Og med ude menes der, at du fordufter. Du eksisterede aldrig. Ingen vedkender sig din eksistens – det er sådan de styrer tiden.

“Den, der kontrollerer fortiden, kontrollerer fremtiden”
Dét er hele taktikken. Winston Smith, vores hovedperson arbejder på Ministeriet for Sandhed, også kaldet Minisand på nysprog. Her handler alt om løgnen, den nye sandhed. Winstons opgave er, at omskrive fortiden. Lad os sige, at et vigtigt medlem af Partiet fordufter på grund af en tankeforbrydelse – så skal vedkommende slettes. Winston finder alle gamle dokumenter, hvor vedkommende er omtalt, og skriver dem om, så denne aldrig har eksisteret.

Hvis der ikke er noget bevis – hvis al erindring kun er i hovedet, og Partiet samtidig påstår noget andet, hvis alle magthaverne konstaterer, at der er en anden sandhed, hvor længe holder man så fast?

Sandhed og fiktion
Der er så meget at berette om denne her bog, både fordi jeg gerne vil introducere den vanvittige verden, men også fordi parallellerne til nutiden er direkte skræmmende. Et samfund med stigende overvågning og magthavere, der har tendens til at finde på egne sandheder, og kalde virkeligheden for “fake news”. Det lyder absurd når man læser det, men kigger men ud i verden, er det ikke så langt fra det, der sker lige nu. Sandheden er fiktion. Selv de dokumenter Winston omskriver, er med stor sandsynlighed blevet omskrevet utallige gange inden.

Behovet for at gøre oprør – at stole på sine følelser, sine tanker, sine erindringer – er nærværende hele tiden, men det er også livsfarligt. Det er en kamp, blot at få lov til at tænke frit. Hvis ikke det er klaustrofobisk og mareridtsfremkaldende, så ved jeg ikke noget som helst. Jeg kunne blive ved om denne her bog (men jeg skal nok lade være). Lad os diskuter i kommentaren, på insta, i vores DM – idc, jeg synes bare den er vanvittig.

// Caroline

Ord om “Det samme og noget helt andet”

[Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag]

Et sted i “Det samme og noget helt andet” siger 2019-versionen af jeg-fortælleren, at “Det samme og noget helt andet” er den bog, hun ville ønske, hun kunne have læst, da hun var i sine 20’ere. Det forstærker min følelse af, at bogen er skrevet til netop mig.

Før jeg dykker ned i min egen personlige læseoplevelse, skal vi dog lige have præmissen for bogen på plads. Romanen følger to versioner af jeget, det yngre jeg i start-midt 20’erne og det ældre jeg, som nedskriver sine erindringer. Begge jeg’er er fiktionaliserede versioner af forfatteren Katrine Marie Guldagers eget liv. Det er 50% auto, 50% fiktion, som jeget påpeger et sted. Bogen begynder med to tragedier. Jegets veninde Anne bliver skudt i Nicaragua, og hendes far omkommer i en togulykke. De to tab, særligt tabet af faren, er dominerende for alt andet i jegets liv: hendes følelsesmæssige udvikling, forholdet til familien og vennerne og den spirende forfatterkarriere: jegets optagelse på Forfatterskolen og udgivelse af debutdigtene. Alt dette fiktionaliseres, nedskrives og (i sidste ende om end dette er uden for romanen) publiceres af det ældre jeg, og som i Leonora Christina Skovs umådeligt populære “Den, der lever stille”, får vi det ældre jegs refleksioner over, hvordan det er at skulle gennemleve traumet på ny og give det en offentlig stemme. Det er selvsagt enormt smertefuldt for jeget, men det er en nødvendighed. Teksten er ikke 100% navlepilleri og skamløs selvoptagethed forklædt som romankunst. Den personlige fortælling er nødvendig, den er relevant og genkendelig. Og det /er/ kunst. Katrine Marie Guldagers små passager er enkle men utroligt præcise i sin måde at skrive de to jegers følelser og refleksioner frem på. De er usigeligt rammende.

Min personlige læseoplevelse

Og så er vi så fremme ved min egen personlige læseoplevelse. Jeg kan på mange måder genkende mig selv (2021-versionen) i den yngre version af jeget. Både fordi jeg, ligesom alle andre unge, er søgende efter en identitet og et ståsted, som skal definere mig som mig selv. Og fordi jeg, ligesom alle andre i min generation, er optaget af mig selv og mit eget indre følelsesliv – og alle andres. Ikke kun fordi det påvirker mig, men også fordi der igennem følelseslivet er et kæmpe potentiale for fællesskab og solidaritet, hvilket Guldager illustrerer så fint i sin bog.

Jeg blev særligt berørt af jegets forhold til familien, og den enorme sorg, hun følte, i kølvandet på sin fars død. Jeg så mig selv i beskrivelserne og føler min desillusion bekræftet: familier er mudrede, forgængelige og komplekse. Det fremkalder også den sorg, jeg følte, da min egen far var dødeligt syg med corona i foråret. Og hvordan det kommer til at blive, når ens forældre engang ikke er her mere. Den rodløshed, vrede og splittelse, som er tilbage. Men selvfølgelig også, at livet går videre uanset. At nye fællesskaber og familier opstår. Formål med at være til. At skrive bøger fx

Grænserne viskes ud

“Det samme og noget helt andet” udvisker grænsen imellem fiktion og virkelighed, imellem læser og værk. Bogen får mig til at reflektere over liv, død, familie og erindring. Samtidig kan jeg ikke undlade at drage paralleller imellem mine egne oplevelser, og dem, som bliver beskrevet i romanen. Det forstærker tekstens virkning på mig. Før i tiden vil man have afvist det som en affektiv fejlslutning, men når man bare læser litteraturen for den gode læseoplevelse (og ikke for en kold, akademisk dissekering af indholdet), er det jo netop det, god litteratur kan. Vække genklang, følelse; berøre.

//Birgitte

Ord om “Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer?”

[Anmeldereksemplar modtaget fra forlaget Basilisk]

Hvor begynder man i sin anmeldelse af en så totalt crazy og lollet bog som “Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer?” af Ida Marie Hede? Romanen er på én gang spændende science fiction, en regulær page-turner, hvor vi hele tiden pirres til at læse videre og videre, og samtidig utroligt sprogbevidst og poetisk-weird. De to ting behøver selvfølgelig ikke udelukke hinanden men gør det desværre ofte. Det er heldigvis ikke tilfældet med “Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer?” (i øvrigt karakteristisk/sjovt, at hun giver romanen en undertitel “eller”, sådan som vi kender det fra klassiske romaner, og så samtidig inkluderer ordet “fuckfingre” i samme vending)

Kvindeliv

I romanen følger vi en kvindelig jeg-fortæller, der sammen med sin mand, har bosat sig i Den usikre og megalomane Landsby. Landsbyen er et klassisk dystopisk helvede (tænk The Handmaids Tale men uden den grafiske vold, som udføres på kvindens krop). Kontrollen gennemsyrer landsbyens samfund, det er det megalomanien består i. Kvindens evne til reproduktion tjekkes dagligt, de overvåges konstant, og deres bevægelsesfrihed indskrænkes desuden af en angst for at blive overfaldet om aftenen, hvilket myndighederne taler op. Kvinden bindes derudover til hjemmet i en evighedsbarsel, som hun selvfølgelig tager, imens børnenes far arbejder. Jeget passiveres hermed af hverdagens trivialitet og trummerum. Hun lulles i søvn af middelklassetilværelsen: barnegråd, gåture og liderlighed. Landsbyen får hende til at glemme verdens kriser. At forholde sig til dem er et brud på den konformitet, som hersker i landsbyen.

Det betyder dog ikke, at jeget sidder for evigt fast. I løbet af romanen møder hun tre nye veninder, Hjerteskam, Kødskam og Røvskam. De er landsbyens modstandsbevægelse, et fællesskab baseret på skam og krop. Venskabet rækker ud over kernefamiliens sump af bleer og kasseroller, men det bliver aldrig rigtigt klart, hvad modstanden består i. Det er muligvis dette fællesskab imellem kvinder, hvis eneste formål er kærligheden. Den er et mål i sig selv og står i modsætning til reproduktionen – og fællesskabet lader sig gøre på trods af den skam, der ellers kunne distancere kvinderne fra hinanden.

Litteraturens unikke mulighed

“Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer?” er endnu et eksempel på den nyeste litteraturs skildring af moderskabet. Det kender vi fra b.la. Cecilie Lind og Olga Ravn. Samtidig trækker den på sci-fi genren, på bøger som “The Handmaid’s Tale” og “The Scarlet Letter”. Kendetegnet for genren er dens politiske kritik. Jeg synes dog ikke, “Suget” er mest interessant for dens kritik. Dens problematisering af køn, klima, økonomisk ulighed og kapitalisme er efterhånden gamle travere i samfundsdebatten, og jeg tog mig selv i at tænke “Ja, what’s new?” adskillige gange.

Men en roman er ikke et debatindlæg. I stedet har den en unik mulighed for at skildre eksisterende problemstillinger på en anden måde, end kronikken fx kan. Ida Marie Hede brillerer i særdeleshed i fortællingen om jeget og i sproget, som er helt hendes eget. Sprogligt blander hun det alvorsfulde med det crazy, fjollede (jeget har så mange, hun ikke har tal på dem) og det poetiske med det hverdagslige. Hun skruer op for tendenser, vi i forvejen ser i vores samfund og udstiller dem i fortællingen – og det er det, den gode sci-fi kan.

//Birgitte

Ord om Velvet Morning

[Anmeldereksemplar fra Brændpunkt]

Det er ikke kun omslaget, der imiterer en lavalampe – bogens indre gør det samme; der er ikke noget mål, ikke nogen retning, bare løsrevne brudstykker af en helhed, der forsøger at leve deres eget liv, før de igen bliver opslugt af det resterende lyserøde materie. Silke forsøger at løsrive sig, samtidig med hun igen og igen oplever, hvor afhængig hun er af andre. Hun opsluges af rastløshed, men hun er langt fra den eneste. Aida, Silkes nye veninde, kæmper endnu mere, hun eksisterer i ekstremerne, der essentielt set er hendes tryghedszone.

Velvet morning mindede mig om filmen Ladybird. Det er en coming of age historie om ikke bare en enkelt pige, men en gruppe af mennesker, der stiller spørgsmålstegn til det samfund, de lever i. Hvad sker der, hvis man ikke følger konventionerne, normerne, forventningerne? Det er hele tiden det, karaktererne udforsker. Bogen er én lang stemning, en oplevelse af Camden i 1995, med al den vildskab og kaos ungdommen bringer til bordet, af frygt for tomgang og ensformighed. Det er derfor paradoksalt, at deres evindelige fester og grænseoverskridende adfærd bliver deres egen tomgang, et hamsterhjul, som de sidder mere og mere fast i.

Trine Bøhm skriver meget smukt – hvor jeg først mente, at der var en tand for mange karakterer og beskrivelser, lod jeg mig lidt efter lidt rive med af dem, og nød virkeligt det levende sprog. Fuldskab, skævhed, effekten af utallige stoffer var litterært hamrende fint, og selvom frustrationen over de unges manglende forhold til konsekvenser somme tider drev mig til vanvid, så var det også sigende for deres perspektiv – antiautoritære, antikapitalistiske idealister med en idé om, at det er bedst at live wild, die young.

Selvom idealismen manifesterer sig i en kaotisk tilgang til livet, er der interessante tanker bag, og flere gange har jeg sat streger under Aidas ytringer, der ofte er ret så fine, omend en smule dystre.

“Det er der livet er i al sin enkelthed, én lang opløsning. Vi desintegrerer i slow motion og bilder os selv ind, at vi er udødelige. Vi lever og ånder vores egen død. Det er et faktum.” – Aida om glitrende støvfnug, der danser i sollyset fra vinduet.

Selvom mange af 90’er referencerne røg over hovedet på mig, og selvom en del af karaktererne forblev flygtige bekendtskaber, sidder jeg tilbage med en nostalgisk følelse. Der er noget fint ved det smukke, rolige sprog, og den hektiske, spontane hverdag, der på én gang ikke matcher, og alligevel forstærker hinanden med deres kontrast.

// Caroline

Ord om “Inderligt”

[Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof]

Ord om “Inderligt”, eller inderlige ord af Margaret Atwood. Lad mig starte sådan her – jeg anede ikke, at denne powerwoman også skrev digte, men selvfølgelig gør hun det. “Inderligt” er hendes første digtsamling i over et årti, hvor indholdet er skrevet og samlet sammen fra 2008 til 2019. I den tid er verden blevet et mørkere sted, skriver Atwood i forordet. Hun er blevet ældre. Hun har mistet.
Alligevel er digtsamlingen ikke blot sorg og mørke. Den indeholder en blanding af håb og realistisk klarsyn, der fungerer virkelig fint.

“Der er flere fugle i disse digte end der plejede at være. Jeg ønsker mig endnu flere fugle i den næste digtsamling, hvis der kommer en; og jeg ønsker mig flere fugle i verden.”

Efter det meget smukke forord, kommer digtene. Samlingen er delt op i fem dele, som jeg har forsøgt at navngive:
Del I – Fortid
Del II – Køn og kvinder
Del III – Fremtid
Del IV – Klima
Del V – Alderdom og sorg

Der er noget absolut yndigt og fænomenalt makabert i Atwoods skriveri, det er svævende og det voldsomt jordnært. Som digtene om dyr, om edderkopperne i bogreolerne, hvor jeg på få sætninger føler omsorg for deres mange ben og sirlige spind. Især digtene om fremtid og klima ramte mig, fordi deres indhold er så altsigende og aktuelle.

“Vi måtte vide / hvordan sådanne fortællinger ender: / og hvorfor. / De ender i flammer / fordi det er det, vi vil have. / Vi vil have det sådan.” [I Flammer]

Digtsamlingen rummer den menneskelige natur som en selvdestruktiv force, viser vores forfærdelige sider, vores ødelæggelse, ansvarsfralæggelse, og vores sorg over netop dette. Den svindende natur, den kapitalistiske egoisme, mennesket som en del af naturen, mennesket som løsrevet fra naturen. Det er brutalt ærligt, og det gør ondt – men det er det, der fungerer så vidunderligt. Atwood adskiller ikke sig selv fra dette, hun hæver sig ikke og tager ikke afstand. Det falder tilbage på et fælles ansvar. Et fælles problem. Fælles løsning.

“Vi kan godt lide det sted hvor vi bliver reddet. / Vi kan godt lide det sted hvor vi bliver ødelagt. / Hvorfor føltes de så ens?” [Rumvæsnerne ankommer]

Jeg ville ønske, jeg havde flere kloge ord at dele, men digte er svære at omfavne på et enkelt post; i virkeligheden kunne jeg lave en anmeldelse af hvert enkelt digt, og det ville fylde mere end det her. Den bedste løsning må være at opleve den selv. Flyv ind i digtsamlingen med fuglene og undgå mikroplasten, sid på skulderen af en vis, ældre kvinde, og syng for børnene, åh børn, og den fremtid, de går i møde.

// Caroline