Ord om “Adam i Paradis”

[Anmeldereksemplar modtaget fra Lindhardt og Ringhof]

Forleden var jeg ude at gå med min veninde Natasja på Nordre Kirkegård i Aarhus. Om foråret er det et af de smukkeste steder i byen, for blomsterne står i fuldt flor, og man bliver mødt af en farveeksplosion af rød, grøn, gul, lilla, orange, hvid i det øjeblik, man går igennem kirkegårdens sorte port. Jeg fortalte hende, at det mindede mig om en bog, jeg var i gang med at læse, Adam i Paradis hed den, skrevet af forfatter Rakel Haslund-Gjerrild. Bogen var endnu ikke udkommet på forlaget, men jeg var allerede fuldstændigt opslugt af den.

Sanseeksplosion

Man kan ikke tale om en decideret handling i Adam i Paradis. Det er i det hele taget en meget utraditionel roman, som springer frem og tilbage imellem historiske kilder og fiktion; tid (start 1900-tallet) og sted (København og Italien). Romanens konstant er hovedkarakteren maleren Kristian Zahrtmann (1843-1917), hvis liv vi følger igennem hans kunstværker. Samtidig er Sædelighedsskandalen 1906-1907, hvor en række mænd blev dømt for deres seksualitet i København, også central for handlingen og for Zahrtmanns liv.

At Haslund-Gjerrild tager udgangspunkt i kunstnerens malerier, kan man virkeligt mærke på skriften. Bogen er en sanseeksplosion, og det er tydeligt, at forfatteren har forsøgt at oversætte Zahrtmanns sans for det visuelle til romankunst. Det vrimler med mættede synsindtryk, blomster og farver. Det er lige før, det er kunsten, som er tekstens egentlige hovedperson og ikke kunstneren Zahrtmann selv. Haslund-Gjerrilds smukke beskrivelser vækker i den grad mindelser om J.P. Jacobsen, som skriver så klart og detaljeret om naturen. En anden association, jeg får, er den franske film Portræt af en kvinde i flammer (2019) af Céline Sciamma. Filmen handler, ligesom Adam i Paradis, om en maler, og fortællingen opleves igennem malerens sans for det visuelle. Det er virkeligt en visuelt smuk film på samme måde som Adam i Paradis er det. Hvor er det i grunden vildt, at man kan opnå det med ord.

En del af en tendens

Med romanen skriver Haslund-Gjerrild sig ind i en tendens, hvor historiens marginaliserede – kvinder, farvede, LGBT+-personer – pludseligt gives en stemme, som ikke var dem forundt på deres levetid. Fra et menneskeligt perspektiv er det et sympatisk projekt. Samtidig sætter det den historiske udvikling for de marginaliserede, LGBT+-personer i dette tilfælde, i perspektiv. Vi er kommet langt i kampen for ligestilling imellem køn og seksualiteter, men det er en dynamisk proces. Det er ikke lang tid siden, homoseksualitet var ulovligt og moralsk forkasteligt. Det er en påmindelse om, at ligestillingen ikke er naturligt givent, men noget vi skal kæmpe for. Nødvendigheden af det budskab forstærkes af Haslund-Gjerrilds sammenblanding af faktiske kilder og fiktion. Hun skriver nemlig breve og avisartikler ind i teksten undervejs. Det underbygger den fiktive skildring af den historiske kontekst men bidrager samtidig med en række forskellige stemmer, som ufiltreret får lov til at komme til orde. Da jeg først opdagede dem, troede jeg, de ville være forstyrrende for læsningen. Tværtimod nuancerer de billedet af Zahrtmann og perioden og giver læseren mulighed for selv at tage aktivt stilling. Til datidens begivenheder og ikke mindst til, hvordan vi lever livet nu.

//Birgitte

Ord om ”Jeg hedder Folkví”

[Anmeldereksemplar fra Forlaget Gutkind]

Begejstring, nervøsitet og forløsning – det var den rutsjebane jeg oplevede, da jeg så, at Maria Hesselager udgav sin debutroman hos Gutkind. Her er mine faktiske tanker:

  • Begejstring: Jeg kender Maria! Hun var min skrivementor på DTA, og hjalp mig til at færdiggøre min første roman, Carnivora. Hun er fagligt dygtig, en skøn formidler, velreflekteret og super intelligent – det kan kun blive godt! *Skriver straks for at få et anmeldereksemplar*
  • Nervøsitet: Vent, hvad nu hvis jeg ikke synes om bogen? Det er altid svært at skrive kritisk om bøger, der ikke falder i ens smag, så det bliver jo kæmpe svært, hvis det endda er en man kender! Fandme en dårlig idé, Caroline.
  • Forløsning: Are you kidding me, den er vitterligt fantastisk! Den minder om første del af Rosarium af Charlotte Weitze – som jeg ELSKEDE – og dertil tilsat et drys Vikings. Både dramatisk og poetisk, fyldt med store følelser, bedrag, forbudt kærlighed og mystik. Jeg er så glad!

Vi befinder os i Vikingetiden, og følger den unge Folkví og hendes bror Áslakr. Deres tætte forhold bliver sat på prøve, da Áslakr forlover sig, og Folkví sygner hen i jalousi og vrede. Romanens nutidsspor bliver suppleret fortidens hændelser, og hele tiden lærer vi de to søskende bedre at kende, mens tragedierne rammer dem hver især. Der er en stor distance mellem deres higen og realitet, begge kæmper de en kamp for at nedlægge den distance. Spørgsmålet er, om det er det værd – og om de nogensinde når det?

Jeg hedder Folkví er på mange måder en tragisk historie, men også en smuk en. Sproget er dragende, og hele bogen føles som et drømmespind, sommetider let og fint, andre gange tungt og kaotisk. Vi følger mørket i de to, mørket der lever i Folkví og kravler over i Áslakr. Både omgivelser og følelser er så simpelt og sikkert beskrevet, at de mindste ting får stor tyngde, ordene rummer en dybde, jeg sjældent oplever.

Specielt var Folkvís ikke altid særligt sympatiske væsen forunderligt, både i dets arrigskab og sårbarhed. Hendes usikkerhed i vølve-gerningen, hendes boblende glæde med dem hun elsker, hendes halvhjertede forsøg på at opretholde hierarkiet blandt de arbejdende, hendes store og altædende savn til dem, der forlader hende – de mange facetter gør hende til en vildt interessant karakter. Det gør romanen til et reelt drama, der manifesterer sig i krop og sjæl.

I bogens midte dukker Nornerne op, som en menneskelig opdeling mellem Folkví og Áslakrs historier. Deres opgave, at flette skæbnetråde, bliver præsenteret som et snørklet foretagende, og bogen er opbygget på samme måde: skæbnetråde af forskellige tider, erindringer, handlinger skaber et samlet værk, en helhed der er større end sine enkeltdele. Det der kan forekomme kaotisk på grund af menneskets sammenfiltrede historie, men leder alle i retning af enden.

Og selvom alt bevæger sig mod enden, stille men stødt, er intet som man forventer det.

//Caroline

Ord om “Hvis vi ikke taler om det”

[Anmeldereksemplar modtaget fra Politikens Forlag]

Jeg var KÆMPE FAN af Den, der lever stille, Leonora Christina Skovs bestsellerroman fra 2018, da den udkom. Leonora Christina Skov formåede, hvad jeg stadig mener er de færreste forundt, at skrive i et sprog, man som læser glider ubesværet igennem, samtidig med, at hun skriver store almenmenneskelige følelser frem. Det er nok også derfor, bogen blev så stor en succes, som den blev. Den taler om oplevelser, de fleste kan nikke genkendende til i et sprog, de fleste kan forstå. For mit vedkommende følte jeg, der blev sat ord på oplevelser og tanker, jeg havde haft, men som aldrig var blevet italesat før. Jeg følte et kæmpe fællesskab med hovedkarakteren, som jeg kunne spejle mig i. Jeg var ikke alene med mine oplevelser. Dem delte jeg med Leonora og mange andre, der læste hendes bog.

Nu er hun tilbage med opfølgeren, Hvis vi ikke taler om det. Bogen lægger sig i direkte forlængelse af den første. Vi møder Leonora under sin foredragsturné med Den, der lever stille, og dykker efterfølgende ned i det, Leonora kalder sit andet store udspring: nemlig, at springe ud som forfatter.

At blive til som forfatter

Ligesom i forgængeren springer vi imellem erindringsscener fra barndom, ungdom og voksenliv og et nutidsspor, hvor forfatteren reflekterer over skriveprocessen, og de valg der træffes, når man nedfælder sine egne oplevelser i romanformen. Den åbenhed fungerer rigtigt godt, for vi er efterhånden så bekendte med genren, at vi alligevel godt ved, at det ikke er ~*~ den objektive sandhedTM (den findes ikke). Der giver det noget, at komme helt tæt på hendes overvejelser. Hvor svært det kan være, at gennemleve perioder i sit liv og skrive om dem og selvfølgelig også, hvorfor det er vigtigt.

Hvis vi ikke taler om det har ikke samme bredde appel som forgængeren. Fokus er i for høj grad på Leonoras vej ind i forlagsbranchen. Det er en klassisk fortælling om social mobilitet og om at satse på sine drømme, hvor hårdt arbejde det er undervejs, og hvor lykkeligt det er, når det går godt. Jeg tror ikke, at det er alle mennesker, der nødvendigvis vil kunne forholde sig til skildringen af den københavnske kulturelite eller nødvendigvis er interesseret i branchen som sådan. Billedet af Leonora er også noget mere mudret end i den første bog. For mig personligt er det ikke et problem. Jeg synes, det gør hende mere menneskelig, når hun skildrer sine egne mørke sider (som når hun fx er irriterende optaget af, hvad andre mennesker tænker om hende, og hvorvidt de synes, hun er interessant eller ej). Det er også frustrerende, når hendes arbejdsmoral og pligtopfyldenhed nærmest leder til, at hun arbejder sig halvt i stykker. Successen er et privilegium, men den er samtidig hård at være i. Det er meget tydeligt i bogen.

Titlens løfte

Leonora Christina Skov vil have os til at tale om det, der er svært. Hvis ikke vil det få konsekvenser for os. Det fik konsekvenser for hendes mor, som aldrig dannede nogen tætte relationer, måske med undtagelse af Leonoras far, før det var for sent. Det er en påmindelse om at turde at tage bladet fra munden og tale – for kun på den måde kan vi leve autentisk som os selv og danne stærke relationer til andre.

//Birgitte

Ord om “Pseudo”

[Anmeldereksemplar modtaget af forlaget Basilisk]

Jeg elskede at læse tegneserier som barn. Jeg slugte side op og side ned af jumbobøger, Valhalla-tegneserierne og anime-serier, som kunne lånes på bibliotekets børneafdeling. Så på et tidspunkt stoppede jeg med det. Måske fordi genren ganske enkelt ikke fandtes på voksenbiblioteket, som jeg overgik til, som tiden gik, og jeg blev ældre. Tegneserieformatet er noget, vi typisk forbinder med barndom, men over de seneste år har flere og flere fået øje på genrens potentiale, og de grafiske romaner bliver mere og mere udbredt – også til voksne. “Pseudo” af debutanten Mathilde Digmann er en sådan roman.

At læge sine sår

I bogen følger vi hovedkarakteren Cat, som prøver at samle sig sammen og komme videre efter bruddet med sin kæreste. Hun læger sine sår ved at kaste sig ud i det ene problematiske forhold med mænd, hun ikke rigtigt gider være sammen med, selvom hun prøver at få sig selv overbevist om det modsatte. Hun trives ikke på jobbet og bruger det meste af sin tid i en konstant hashtåge sammen med sin primære følgesvend, hendes kat. Så bliver nedsmeltningen vist ikke mere rockstjerne-dekadent. Bortset fra at Cats sammenbrud ikke er særligt sexet (uanset hvor mange nøgenbilleder, hun tager) men snarere tragisk. Som læser har man ondt af hende, når man ser hende fylde sit liv ud med stoffer og sex. Det gør hende ikke lykkelig, selvom hun så desperat gerne vil være det.

Den grafiske romans potentiale

Jeg synes, bogen fungerer rigtigt godt som grafisk roman. Billeder og tekst komplementerer hinanden virkeligt flot, og tegningerne, som i øvrigt ikke er farvelagte, illustrerer rigtigt fint Cats mentale tilstand. Jeg tror ikke, man skal underkende genrens potentiale for netop at skildre følelser, uanset hvor ekstreme de følelser er. Den har en måde at fortælle på, som er anderledes fra, hvad en almindelig roman ville kunne udtrykke. Og vi er aldrig i tvivl om, hvor skidt Cat har det, når vi ser hende portrætteret igennem hele romanen. Hendes mentale tilstande gestaltes nemlig så fint i Mathilde Digmanns tegninger.

Der er generelt gjort rigtigt meget ud af bogens visuelle udtryk. Det gælder selvfølgelig indholdet, men det gælder ikke mindst også bogens omslag, hvis blanke overflade fungerer som et spejl. Vi skal altså kunne spejle os i Cat, hendes tanker og følelser undervejs i bogen. Det er et grundvilkår for de fleste mennesker at miste, og de fleste vil kunne se sig selv i Cats afgrundsdybe sorg over tabet af forholdet, og hendes forsøg på at udfylde det tomrum, som ekskæresten efterlader. At være så desperat efter at finde en ny, at man affinder sig med hvem som helst og på den måde også overskrider sine egne grænser. Men Cat er også en hovedkarakter med meget ekstreme copingmekanismer, som jeg personligt har meget svært ved at genkende mig selv i. På den måde bliver hun en lidt utilgængelig hovedperson, som jeg har svært ved at connecte fuldstændigt med. Det betyder dog ikke, at hendes (og personer som hende) historie ikke er vigtig at fortælle. Det gør Mathilde Digmann med den grafiske roman “Pseudo”, som på mange måder er en visuelt smuk og barsk bog.

//Birgitte

Ord om månedens udfordring: Læs noget russisk litteratur

Efter en kæmpestor litterær oplevelse med “Lolita” af Vladimir Nabokov, kastede jeg mig over endnu en af hans bøger; nemlig ”Pnin” fra 1952. Det var en blandet oplevelse. Bogen er meget anderledes end “Lolita”, om end man godt kan fornemme forfatterens overlegne litterære evner.

For mig lå ”Pnin” på grænsen mellem vanvittigt fascinerende og direkte kedelig. Nabokov er uden tvivl hamrende intelligent, og romanen kræver en del af sin læser. Man kan få nok så meget med, men nogle af tingene ryger direkte over hovedet på mig, og det er jeg desværre bevidst nok til at opfange. Jeg føler mig derfor ikke helt inviteret indenfor, men står lidt ved siden af og observerer, frem for at opleve.

Det, jeg forstår, er dog interessant. Timofey Pavlovich Pnin, bogens hovedperson, er eksilrusser og underviser på et amerikansk universitet. Han forsøger at passe ind på sin egen pninske måde, men formår hele tiden at leve i afstand til sine nye landsmænd. Der foregår konstant en mere eller mindre ubevidst latterliggørelse af Pnin og hans særegne person. Manden struggler – hans intellekt og engagement ift. at falde til, bliver ikke helt oversat korrekt. Frem for at se hans brave forsøg på at formulere sig ordentligt og give hans studerende så meget værdi som muligt, ser folk omkring ham kun de mislykkedes forsøg; accenten, sproglige fejl, fremmede kulturelle handlinger, de ikke forstår.

Jeg følte stor sympati for Pnin og hans kamp for at passe ind, på at vise sig fra sin bedste side, og alligevel blive set helt forbi. Hans baggrund er ikke bare anderledes, den er tung og dyster, og den vægt må han bære på, sammen med de uretfærdige fordomme han konstant møder.

Selvom det umiddelbart lyder skønt, var den lidt for svær til blot at nyde. Måske er det mit manglende læseoverskud, der spænder ben (og mere om det en anden dag), men jeg følte ikke, at vi helt mødte hinanden, bogen og jeg – vi ville to forskellige ting. Jeg er slet ikke i tvivl om, at den kan noget, men samtidig ramte den lidt forbi hos mig.

Læs den hvis du er til: Bøger der kræver noget af sin læser, et meget visuelt og intelligent sprog, og hovedpersoner, der er lidt stakkels og misforståede.

//Caroline

Ord om “SCUM Manifest” af Valerie Solanas

[Anmeldereksemplar fra Forlaget Grif]

Læsningen af “SCUM Manifest” (‘Society for Cutting Up Men’) satte flere ting i gang i mig, nogle gode, andre mindre gode. Dens bramfri (og satiriske) måde at observere og reflektere over manden på som køn, går nemlig lige i mine usikkerheder som feminist.

“Feminister er ekstremister, de hader mænd, de vil undertrykke mænd, de tror de er mænd overlegne, de er psykopater.” Jeg har mødt alle disse påstande, og ved godt, at det er direkte vanvid. Samtidig er det underligt at læse en bog, der – ganske vist med humor – netop argumenterer for, at manden bør udryddes. Noget ved det gør mig utryg. Når jeg læser det, og hvis jeg endda nyder det, bliver de ovenstående påstande så mere rigtige?

Selvfølgelig ikke. Bogen er både humoristisk, men den er også dybt tragisk. Jeg læser dens kritik af mænd som en parodi på den retorik der igen og igen er blevet anvendt mod kvinder igennem historien: som ynkelige, ikke-selvstændige, hysteriske væsner, der ikke bør tages seriøst og som man ikke bør lytte på. Det er på en gang sjovt at se de overdrivelser, som Solanas skriver ud i ekstremer, men samtidig også ubehageligt at se, hvor absurde tilskrivninger man kan lave til et helt køn. Det gør mig mere vred på kvinders vegne, og jeg ønsker på ingen måde det samme for mænd. Jeg elsker mænd. Men jeg hader dem også.

Alt for meget kognitiv dissonans – for hvad betyder det, når jeg siger, at jeg hader mænd? Hvad betyder det, når Solanas siger, at vi skal slå mændene ihjel?

Begrebet ‘mænd’ er mere symbolsk end det er bogstaveligt. Der bliver flere gange skrevet, at det ikke er en kamp mellem mænd og kvinder. Alligevel bliver de to køn konstant sat op mod hinanden (yes, den er ren binær og ikke inkluderende like that). ‘Manden’ bliver reelt en manifestationen af patriarkatet. I stedet for at læse “manden”; kunne man læse “toxic maskulinity”, og stadig få det samme ud af bogen – måske endda mere. Frem for at gå efter at udrydde manden som køn, går bogen efter at udrydde de giftige maskuline tendenser og de undertrykkende strukturer som vores samfund er bygget op af.

Da det gik op for mig, at bogen kunne læses sådan, føltes det som en forløsning. Min usikkerhed og dårlige samvittighed forsvandt. Pludselig kunne jeg relatere til bogen, til Solanas, til det Utopia, hun beskriver. Den bevidsthed tror jeg er god at have med, når man læser bogen – også selvom Sanne Søndergaards forord i sig selv er meget meget fint.

// Caroline

Ord om “Rosarium” af Charlotte Weitze

[Anmeldereksemplar fra Gutkind]

Nogle af de nøgleord, der kan overtale mig til at læse en bog er magisk realisme, tvivlsomme karakterer og klima. “Rosarium” har alt dette – og mere til. Den er på alle måder eventyrlig, lige fra det yderste omslag med mørkegrønne blade og blomsterbørn, til dens inderste kerne af menneskets frygt og higen efter slægtskab med naturen.

Den er fin, den er grum, den er magisk og samtidig meget ærlig. Karaktererne er ofte mere tvivlsomme end elskværdige, moral er ikke et begreb, der vinder stort indpas, men den inderlighed, hver eneste karakter har med sig, gør dem utroligt fascinerende.

Det starter og slutter med naturen
Bogen er delt op i tre dele, hvor vi i alt møder seks, og /næsten/ endnu flere generationer. Det hele begynder i en skov med to mennesker, mand og kvinde, Bror og Søster,  en slags realistisk Paradisets Have. Hver eneste generation har en tilknytning til naturen, skoven, i større eller mindre grad, nogle gange ønsket, andre gange uønsket.

I første del følger vi Bror og Søster, der flygter fra krig og søger tilflugt i skoven, hvor især Søster knytter bånd til naturen. Anden del handler om Johanne, en forsker, som søger alt det, hun kan spejle sig i, i naturen. Tredje del handler om Marie og datteren Fine, som mærker naturens styrke og modstandskraft, når den bliver forsøgt holdt nede.

Undervejs møder vi grønne folk fra skoven og nonner der lever af sollys, vi observerer en blomsterfødsel og vandrer gennem en rosenjungle, vi sejler med lig der sætter skud og lærer om naturens fantastiske egenskaber.

Kommunikation med naturen
Der er en konstant søgen ind og ud af naturen. Rosen bliver manifestationen af naturens kraft, både i blomstens tiltrækkende skønhed og stilkens faretruende torne. Der er en utæmmet vildskab, som bølger frem – nogle kæntrer, mens andre blot får en hale og svømmer videre.

Jo tættere på naturen, karaktererne hver især kommer, jo længere væk fra det civile samfund forsvinder det. Generationshistorien bliver et pendul, der svinger mellem at være naturen og at observere naturen. Selvom det er en slægtsroman, der handler om familierelationerne, handler den lige så meget om menneskets relation til naturen. Dette er nok i virkeligheden også familierelation. Weitze taler naturens sag, men ikke som en prædiken – hun giver den blot taletid ved hjælp af karakterer, der lytter. Der er intet rigtigt eller forkert, der er blot oplevelse, følelse og handling. Nogle gange stemmer de overens, men som oftest ikke.

Jeg nød denne her bog på en måde, hvor jeg begyndte at læse langsommere for at få den til at vare længere. Bogen har på alle måder sat rod i mig, og hvis jeg begynder at skyde knopper i foråret, vil jeg bære dem stolt.

// Caroline

Ord om månedens udfordring: Februar

I denne måned fik jeg til opgave at læse en bog, der fik mig ud af coronahelvedet. Jeg grublede noget over dette, men jeg besluttede mig i sidste ende for, at universet skulle være så langt fra smittetal, pressemøder og sundhedskurver, som muligt. I sidste ende faldt valget på ingen ringere end “Peter Pan”, J.M. Barries klassiker fra 1906, som jeg har villet læse i noget tid. Nu skulle det altså være – Peter skulle redde mig!

Hvordan skriver man om Peter Pan?

Det er jo egentligt lidt besværligt at skrive om en bog, der er så kendt. De fleste kender Peter Pan i en eller anden skikkelse. Jeg har selv set Disney-versionen flere gange, end jeg har tal på, såvel som live-action versionen fra 2003, hvor Jason Isaacs (aka. Lucius Malfoy) spiller Captain Hook. Dette bliver derfor ikke et klassisk skriv, men er snarere brudt op i 10 ting jeg ikke vidste om “Peter Pan”, før jeg læste bogen.

  1. Neverland er alle børns drømmeland

    Det er åbenlyst, at man kan læse Neverland bogstaveligt og metaforisk. Det gør sig typisk gældende for eventyr- og fantasygenren, at de rummer begge muligheder. Neverland kan læses helt bogstaveligt, som et eventyrligt land, børnene Wendy, Michael og John rejser til, eller vi kan læse det, som et udtryk for børnenes fantasi. Selv synes jeg romanen lægger meget op til sidstnævnte, men Mrs. og Mrs. Darling og barnepigen Nanas sorg over børnenes forsvinden peger også på førstnævnte. Jeg har engang hørt en teori om, at Neverland skulle være et slags dødsrige. Det er trods alt kun et dødt barn, som slipper afsted med aldrig at bliver voksent, sådan som det er tilfældet med Peter og drengene på øen. Jeg synes dog ikke rigtigt, der er andet, der peger i den retning – og drengene /vokser/ jo også op med tiden.
  2. Bogen er ret sentimental i sin sproglige tone

    Man skal liiige ind i det, når man begynder at læse bogen. Der er det nærmest for puttenuttet og sukkersødt, og man kan virkeligt fornemme, at romanen er et barn af sin tid. Til gengæld fortælles romanen af en ukendt jeg-fortæller, som giver den et mundtligt præg, der minder om de klassiske folkeeventyr, hvilket fungerer rigtigt fint.
  3. Nana er faktisk en hund

    Familien Darlings barnepige er faktisk en hund i den oprindelige roman (jeg troede, måske Disney havde fundet på det på samme måde, som de har levendegjort statuerne i “Klokkeren fra Notre Dame”). De andre barnepiger er dog ikke så glade for at dele erhverv med en hund. Det forstår man på en måde godt.
  4. Familien Darling er fattige

    I Disney-versionen af filmen er der ingen tvivl om, at familien Darling tilhører det bedre borgerskab. Mrs. Darling er klædt smukt på og Mr. Darling render rundt og leder efter sine manchetknapper til sit kjolesæt i begyndelsen af filmen. I bogen er de til gengæld ret broke. Mr. Darling har ganske vist sin uddannelse, men familien har ikke råd til barnepige (det er derfor, de har Nana), og de to diskuterer, om de overhovedet har råd til et barn med deres indtægt.
  5. Det tager flere dage at komme til Neverland

    Børnene flyver i dagevis, før de endeligt lander på øen. Undervejs må de spise det, de fanger og sove på maven, imens de flyver (de får dog ikke lov at sove særligt længe, for Peter er et asshole, der holder dem vågne, fordi han synes, det er kedeligt at sove).
  6. Romanen er vildt sexistisk og racistisk

    Altså bevares jeg ved godt, at bogen er fra starten af 1900-tallet, og jeg forventer heller ikke, at deres moral skal matche vores anno 2021. Men seriøst. For det første behandler drengene og Peter Wendy ret dårligt. Hun laver ikke andet end at passe hus, lave mad og lappe deres huller i bukserne. Barrie taler også ret nedladende om piger og kvinders interesser (de har ingen! – udover at gå i hjemmet og passe hus selvfølgelig). Derudover er Peter ret nedern overfor Tinker Bell, hvis gardin han truer med at trække fra, så de andre kan se hende uden tøj på, hvis hun ikke gør, som han siger #metoo

    Hvad angår racismen: indianerne, som i øvrigt adlyder Peters mindste vink (selvfølgelig, eye roll), bliver skildret ret stereotypt. Derudover: hvad sker der for, at indianere er på linje med eventyrvæsener som feer og havfruer?
  7. Tinker Bell er ikke så nedern, som Disney gør hende til

    Ser vi lige bort fra, at Tinker Bell får drengene til at skyde Wendy (det er selvfølgelig også ret bad), så er hun faktisk ikke så slem, som Disney gør hende til. Det er i hvert fald ikke hende, som afslører deres skjulested for piraterne, sådan som det er tilfældet hos Disney.
  8. Bogen slutter med en ny generation af Darlings

    Bogen slutter ikke på børneværelset, hvor børnene tager afsked med Peter, men med Wendys datter, Jane, som tager afsted med Peter Pan. Sidenhen hører man om Janes datter, Margaret, og hvordan denne cirkel vil fortsætte, så længe der er børn til.
  9. Captain Hook er skolelærer

    Bogen skildrer egentligt Captain Hook relativt pænt. Han er smuk, belæst og en rigtig gentleman (han står langt over sit mandskab, som konstant omtales som hunde). Han er også skolelærer og tidligere elev på Eton, en drengeskole for overklassebørn. Det giver på den måde fremragende mening, at han er den primære antagonist, for han er nærmest Peters modsætning.
  10. Fun fact (har ikke noget med bogen at gøre dog)

    Når teaterstykket opføres spiller den samme skuespiller typisk rollen som Captain Hook såvel som Mr. Darling. Det giver jo egentligt god nok mening, hvis man anskuer det som duellen imellem far og fremtidig ægtemand. Her vinder ægtemanden selvfølgelig, for kvinden skal jo giftes, det er klart.

    Er der noget, du er blevet særligt overrasket over, efter at have læst bogen, som du ikke vidste i forvejen?

    //Birgitte

Ord om “Konvertitten”

[Anmeldereksemplar modtaget af People’s Press]

Jeg kan lige så godt sige det som det er, jeg er en HUND efter historiske film og serier. Jeg labber det i mig som var det ren fløde (den med 38% selvklart), og det er nærmest uanset, om der er tale om klassisk Jane Austen-filmatisering, gangster-serien “Peaky Blinders” (se den for æstetikken for wow) eller den aktuelle HBO-serie “It’s a Sin” om 80’ernes AIDS-epidemi. Af en eller anden grund er min historiebegejstring aldrig slået igennem på skrift. Måske skyldes det, at historiske bøger ikke på samme måde appellerer til det fulde sanseapparat, som “Peaky Blinders” fx gør så mesterligt. Måske skyldes det, at historisk skønlitteratur har et blakket ry på linje med lægeromaner og dårlige krimier. Der bliver ganske enkelt ikke skrevet gode historiske romaner, hvis man da måske ser bort fra Mich Vraas trilogi om De Dansk Vestindiske Øer, og nå ja, selvfølgelig også Stolz’ “Cahun” om Claude Cahun (1894-1954) og Hørslevs “Dyrets år”, endnu engang om Marie Grubbe. De to sidstnævnte undslipper dog dette historisk-fiktion-label, fordi forfatterne er dem, de er. De har jo også skrevet andet ‘rigtig’ litteratur.

Men så læste jeg “Konvertitten”

Nuvel. Så dumpede belgiske Stefan Hertmans “Konvertitten” ind af min brevsprække, og jeg blev alligevel fanget af bagsideteksten og det smukke sort-hvide cover. Selvom min interesse blev vakt af omslaget, skulle jeg dog kæmpe for at bibeholde opmærksomheden de første 120 sider (en tredjedel af bogen!), og jeg nåede at frygte for, hvad der måtte komme. Der er ikke noget værre end at skulle tvinge sig igennem en bog, man ikke umiddelbart føler for. Hertmans redegør ellers relativt tidligt for den kontekst, bogen udspiller sig i. Vi møder vores hovedpersonerne, den katolsk-fødte-nu-jødiske-konvertit Hamoutal og hendes mand David i 1090’erne, efter de er flygtet fra Hamoutals familie, som vil stoppe deres forbindelse. Det er en vildt spændende periode, fordi spændingerne imellem de to religioner lurer lige under overfladen. De første 100 sider formår dog slet ikke at formidle dette på en spændende måde. Fokus er på Hamoutals spirende forelskelse i David og hendes bevægelse væk fra familien og mod ham. Det er en klassisk “Romeo og Julie”-fortælling og af den årsag også pinagtigt forudsigelig. Vi kommer aldrig rigtigt helt tæt på de purunge elskende, hvis historie fortælles af en nutidig jeg-fortæller, som rejser i deres fodspor. Et fuldstændigt unødvendigt spor, som efter min opfattelse ikke rigtigt tilfører fortællingen vildt meget, måske udover til sidst, hvor man hører om nogle af de arkæologiske fund, som dokumenterer Hamoutals historie (hvilket i øvrigt er mega spændende(!!!))

Man skal desværre en tredjedel ind i bogen, før det begynder at blive rigtigt godt – men så bliver det faktisk også godt! Hamoutal og David flygter fra hendes familie og ender i bjerglandsbyen Monieux. Her etablerer de sig for efterfølgende at blive frarevet det hele, da en gruppe korsriddere ankommer til byen og kræver alt, hvad de ejer. En brutal begivenhed, som har en kæmpe dramatisk kvalitet, og som samtidig for alvor sætter gang i handlingen. Og fra da af bliver det for alvor spændende at følge Hamoutal på hendes farefulde færd i verden. Jeg synes også, vi kommer væsentligt tættere på hende som voksen sammenlignet med i starten af bogen. Vi får i højere grad en forståelse for hendes motivation, situation og følelser. For mig er det ekstremt vigtigt, når jeg læser, at jeg, udover at få serveret en velskrevet historie, som vækker min læselyst, også føler, at jeg faktisk kan mærke og forstå de karakterer, jeg præsenteres for. Det er en utrolig vigtig del af læseoplevelsen, fordi det også typisk er igennem karaktererne, at vi for alvor oplever bogens (og derigennem vores egen) virkelighed.

Læs den hvis: Du skal læse Stefan Hertmans “Konvertitten”, hvis du er til historisk fiktion, som på én gang giver dig et spændende indblik i korstogenes konsekvenser for almindelige mennesker i 1000-tallets Frankrig såvel som indsigt i, hvad det vil sige at være ung jødisk kvinde og konvertit på det tidspunkt. Væbn dig dog med tålmodighed, for det bliver først for alvor godt efter de første 120 sider.

//Birgitte

Ord om readathon #læsmeddenrettehylde

I dag har Den Rette Hylde planlagt et readathon, og både Birgitte og jeg (Caroline) har besluttet os for at deltage. Et readathon er en slags maratonlæsning, hvor man læser så meget som muligt i 24 timer. Egentligt starter det officielt kl. 13, men jeg ville bare gerne læse fra jeg vågnede, og fik Sissel og Rebeccas blessing til at gå i gang, når det passede mig. Jeg har derfor læst siden klokken 8 – klokken er nu 11.11 – og jeg har besluttet mig for at lave dette blogindlæg, som hele tiden bliver opdateret i løbet af døgnet.

Første halve time:
Hørte lydbog imens jeg blev rensede hud, tog makeup på og gjorde mig klar til dagen.

Time 0,5-3:
Er startet ud med “Rum” af Emma Donaghue, og er vild med den indtil videre! Har læst 81 sider so far, og indimellem spist morgenmad med min kæreste, dvs. en læsepause på næsten 40 minutter.
Bogen er fortalt fra en 5-årigs perspektiv om hans liv i Rum, som er hele hans verden. Han er født og opvokset der sammen med sin mor, og kender ikke til andet. Vi forstår dog, at Rum er fangeskab; at Han holder dem lukket inde, og at den verden, Jack kender til, er en fortælling, Moren har givet ham.

Time 5:
Er halvvejs i “Rum”, og jeg tudbrøler. Shit altså. Troede jeg ville være færdig med bogen omkring kl. 14 (den er 13 nu), men har både spist, skrevet blogindlæg og set lidt Live fra Den Rette Hylde. Readathonet går officielt i gang nu, glæder mig til at følge med i de andres læsning!

Time 7:
Er lige kommet hjem fra en gåtur og har spist frokost. Mangler 100 sider i “Rum” og knap 2 timer af “Monster” af Patrick Ness, som jeg hører på lydbog.

Time 9:
Er lige blevet færdig med “Rum” – det var de første 340 sider. Den var hjerteskærende og jeg græd flere gange undervejs. Sikke en god og velskrevet bog! Kæmpe anbefaling herfra! Er en lille smule uimponeret over mit læsetempo, hvilket er fjollet – har stadig mange timer at gøre med. Klokken er næsten 17, og jeg vil i gang med at lave noget aftensmad med en lydbog i ørene.

Time 11:
Okay nej, jeg gik i stedet i gang med at læse “Intet” af Janne Teller, og er lige blevet færdig. Jeg har haft lyst til at genlæse den siden 9. klasse, hvor jeg læste den første gang. Den er så god! Måske endda bedre, end jeg huskede den.
Så NU går jeg i gang med aftensmaden (klokken er 19.10), og imens vil jeg høre lydbog.

Time 13:
Jeg er over halvvejs nu, men er begyndt at få lidt ondt i hovedet. Er ret sikker på at et halvmaraton generelt ville være mere konstruktivt, fordi jeg med garanti kommer til at læse sløvere og sløvere. Anywho, jeg mangler stadig 40 minutter af “Monster”, men vil gå i gang med næste fysiske bog; “Sønden for grænsen og vesten for solen” af Haruki Murakami. Har mest lyst til at smide mig på sofaen med min kæreste (uden bog), synes jeg har været god, men vil også gerne gøre mit bedste i det her readathon, og der er halvvejs bare ikke nok. Klokken er 21.07 og nu vil jeg videre.

Time 15:
Kører åbenbart med to-timers intervaller her, det er ikke med vilje, det sker bare. Har læst de første 80 af 200 sider af Murakami. Er meget træt, har lige taget en powernap på 13 minutter, og det var oprigtigt fantastisk. Nu laver jeg lidt kakao med kaffe, og så kører jeg på igen. Har stadig næste ni timer igen, det er lidt (for) uoverskueligt. Kæmper.

Time 18:
Er lige blevet færdig med Murakami – tempoet er ikke så højt, men det er stabilt. Selvom bogen var meget stille, var der noget dragende ved den. Den er ikke så magisk og mystisk som mange andre af hans bøger – eller jo, måske, men mere diskret. Klokken er 2.58 og jeg går i gang med “Min mor siger” af Stine Pilgaard. Har fem timer endnu, men er seriøst allerede meget stolt af, at jeg har været i gang så længe!
Har læst 659 sider indtil nu + hørt lydbog i måske et par timer. Synes ikke det lyder af så meget, men jeg ved ikke, hvad det er for en åndssvag konkurrence jeg kører med mig selv. Er træt. Den powernap tidligere og kakao/kaffe-ting fungerede så godt, men er ved at falde lidt sammen igen.

Time 20:
Jeg er færdig. Ikke med “Min mor siger”, men med kroppen. Har læst den første fjerdedel, og nu tumler jeg rundt i ord og sætninger og læser det hele mange gange. Klokken er 4.15. Jeg prøvede med en powernap igen, men har mest bare ondt i hovedet og øjnene og jeg er bare træt. Føler jeg har gjort det godt. Ville på den ene side gerne læse alle 24 timer, på den anden side føles søvnen vigtigere lige nu.
Kunne sove en time og så prøve igen, men… Ej. Slut. Jeg afslutter det her indlæg ordentligt i morgen. Eller, senere i dag er det vel.

Wrap-up
Jeg læste officielt i lige over 20 timer, og fortryder ikke et øjeblik, at jeg gik i seng, da jeg gjorde – det var tiltrængt. Vågnede igen klokken 11, så har fungeret fint i dag, hvilket alligevel er rart.
Lad os lige samle op på alt det, jeg kom igennem:

  • “Rum” af Emma Donoghue – 340 sider
  • “Intet” af Janne Teller – 116 sider
  • “Sønden for grænsen og vesten for solen” af Haruki Murakami – 203 sider
  • “Min mor siger” af Stine Pilgaard – 45 sider
  • “Monster” af Patrick Ness – 2 timer og 40 minutter

Det er i alt 704 sider + 2 timer og 40 minutter. Jeg fik læst tre nye bøger og genlæst halvanden (ish), så alt i alt er jeg altså mega tilfreds. Det var virkelig sjovt at være med, men må også sige, at næste gang kunne jeg godt finde på at være med i bare 12 timer, og ikke 24. I de første timer er man stadig frisk, klar, og læsetempoet holder sig fint oppe – i de sidste timer begynder hjernen at føles lidt som grød, hvis man da overhovedet holder sig vågen. Hurra for en skøn læseweekend!

// Caroline

Ord om “Hvid”af Han Kang

[Anmeldereksemplar fra Rosinante]

Renhed. Uskyld. Stilhed. Det er nogle af de ord, jeg associerer med farven hvid.

Romanens fortæller associerer til konkrete ting. Salt. Sne. Modermælk. Ligklæde. Konkrete ting, som alligevel bærer andet og mere med sig.

Nogle gang er det let at anmelde en bog. Man kan beskrive dens handling, hovedperson, genre, tematikker. Det burde jeg måske også kunne med denne her – men jeg vil også gerne beskrive oplevelsen af at læse den. Hvordan var det? Hvad fik jeg med?

Det er svært med “Hvid”. Han Kang skriver vidunderligt, og det rammer mig et sted mellem smerte og fascination. Mine øjne blev igen og igen dækket af en hinde af vand, mens ordene kriblede ind under min hud. Under læsningen følte jeg, at jeg sad i en boble, hvor alt omkring mig blev dæmpet. Som udenfor i snevejr, når sneen på jorden absorberer lyden, og snefnuggene i luften svækker synet. Eller som i tåge, hvor alt mister sine skarpe konturer, detaljerne bliver væk, man kan kun fokusere på det, der er tættest på.

Sådan var det at læse “Hvid”.

Fortælleren bruger alt det hvide til at beskrive en søster, der aldrig blev til. Ikke rigtigt. Et tab over en eksistens, hun ikke har mødt, en eksistens, hvis død er betingelsen for fortællerens eget liv. Hvilken farve har tomhed?

Jeg ved ikke, om der er en reel handling i bogen. Der er minder og der er øjeblikke. Der er sorg.

Det er et af de mest abstrakte begreber, jeg kender – sorg. Den kan opstå så spontant, som døden kan indtræffe. Den bliver til over mennesker, vi aldrig når at møde, mennesker, der aldrig nåede at blive til. Den kan komme af svigt og afvisninger. Den er så ukendt og alligevel så omfattende, at den går gennem al materie, knogler, celler, kød. At bearbejde sorg gennem det hvide – renheden, uskylden, stilheden – det gør den på én gang konkret og åbner den op.

Giver den plads.

Man lever med den.

“Tiden er et klart markeret øjeblik – den yderste kant af en gennemsigtig klippe som hele tiden fornys når vi træder udenfor. Vi løfter foden i den yderste ende af den tid vi allerede har levet og træder et forsigtigt skridt fremad, uden vilje, uden at tøve tager vi et skridt frem med den anden fod og strækker den ud i den tomme luft. Ikke fordi vi er modige, men fordi vi ikke har andet valg.”

//Caroline

Ord om “Låst” af Anne Mette Kirk

[Anmeldereksemplar fra People’s Press]

I forhold til hvor glad jeg er for thriller og spænding, er det ret sjældent, jeg læser de genrer. Da “Låst” dukkede op i postkassen, tog jeg det altså som et tegn til at komme i gang – and yes, I was entertained.

Låst” er en selvstændig 2’er til bogen “Knust”, og fungerede så fint, selvom jeg ikke havde læst den første. I bogen følger vi opklaringen af et voldeligt overfald begået på en natklub i København, men ikke sammen med den sædvanlige temperamentsfulde kriminalbetjent, som drukner sine sorger i lidt for meget alkohol, efter konen har forladt ham (gudsketakoglov). Vi følger i stedet Marc, en aspiring kriminalbetjent, som “bare” har fået patruljetjansen, men for alt i verden ønsker at vise sit værd. Derudover skifter kapitlerne mellem både offer, pårørende og mistænkte, og vi får derfor et 360-graders kinda view på historien.

De forskellige karakterer har forskellige oplevelser fra overfaldet, og bærer rundt på hver deres hemmeligheder, som måske, måske ikke, kan være med til at opklare forbrydelsen. Som læser bliver man hele tiden fodret med ny information, og samtidig VED man, at det ikke er hele historien.

Idéen med de mange perspektiver er med til at give en helt anden tilgang til “kriminalromanen” og nuancerer ens billede af forløbet på en helt anden måde. Vi er ikke kun med i opklaringen, men forstår, hvordan det er at blive mistænkt, hvad de pårørende står midt i, og hvorfor hemmeligheder bliver skjult, men samtidigt er nødvendige at dele for at komme frem til en opklaring.

Dog bliver bogen også meget ambitiøs – vi skifter mellem intet mindre end syv karakterers synspunkter. Hver af disse har en baggrundshistorie, hemmeligheder og egen agenda. Der bliver ikke plads til at udfolde hver af disse personer ordentligt, og det ender med et galleri af halve personer, der ikke kommer helt ud over scenekanten. Intentionen er virkeligt fin, researchen er helt i top, men dialogen bliver forceret, hvorfor karaktererne kommer til at virke utroværdige og en lille smule flade. Vi vil ikke bare høre om dem – vi vil kende dem – og det synes jeg ikke, vi får helt lov til.

Alt i alt er “Låst” en lettilgængelig spændingsroman, der har alle de fede elementer fra krimien – forbrydelsen, de mistænkte, plottwists og selve opklaringen – og tilføjer derudover en mere nuanceret tilgang til karaktererne. Tempoet er højt, handlingen flydende og der er pirrende hemmeligheder fra start til slut. Selvom karaktererne ikke levede helt op til mine ønsker, så var jeg godt virkelig godt underholdt.

// Caroline

Ord om “Den jeg skulle blive”

[Anmeldereksemplar fra Gutkind]

Den fedeste litteratur, er den slags litteratur, hvor forfatteren formår at skrive så alle på en eller anden måde genkender sig selv eller den virkelighed, de er en del af, i den. Sådan havde jeg det, da jeg læste norske Geir Gulliksens roman “Den jeg skulle blive”, som netop er udkommet på forlaget Gutkind.

Gulliksens hovedkarakter og jeg-fortæller, Henning og jeg har ellers tilsyneladende ikke særligt meget tilfælles. Han er midaldrende, fraskilt for anden gang og far til to døtre, hvoraf han nærmest ingen kontakt har til den ældste, Synne. I løbet af romanens første sider mister han tilmed sit job på reklamebureauet som følge af en #metoo-sag. Hans fald er komplet. Han har intet tilbage af det, der gjorde ham til den, han var. Og hvilket bedre udgangspunkt for at undersøge netop det? Hvem han er, hvordan han er blevet sig selv – og hvem han bliver til, som tiden går. Jeg tror, de fleste stiller sig selv de her spørgsmål hele tiden. Vi genfortæller vigtige livsbegivenheder for os selv, for at skabe mening i fortællingen om os selv, den vi var, er og bliver.

Vi bliver til i relationen til andre

I Gulliksens roman bliver Henning til i mødet med andre, særligt de kvinder (og mænd), han er sammen med. Han giver kvinderne det, han tror, de vil have af ham. Han tilpasser sig datteren Synne for ikke at skubbe hende væk fra sig, selvom de politisk og værdimæssigt er hinandens diametrale modsætninger. Han performer i flere tilfælde den identitet eller rolle, som det forventes af ham. Han er ekstremt selvoptaget og selvbevidst, fordi han netop hele tiden reflekterer over, hvem han tror, den anden vil have, han er. Det ligger også i titlen, “Den jeg skulle blive”. Han er meget opmærksom på ikke at tage sig ud på en bestemt måde. Han vil fx ikke være en af de der midaldrende, enlige mænd, man ser i supermarkedet med en frysepizza og en sixpack. Så går han ned og køber en lidt for kort habit, som slet ikke falder i Synnes smag (talk about midtvejskrise).

Henning er sådan en hovedkarakter, som på en gang er ekstremt relatérbar (for hvor kan man godt genkende sig selv i det der med at føle, at man skal leve op til en bestemt rolle og mærke, hvordan andre også tilpasser sig en, og dermed bliver til i relationen til én). På den måde kan det også være svært at fornemme, hvad der er autentisk, og hvad der ikke er. Hvem er man, når man er alene i sin lejlighed fri af andres blikke? Måske er den person ret ligegyldig, måske findes vi kun, når vi er en del af andres liv. Når vi bliver set af andre. Blikket er et centralt motiv i teksten: Hennings blik på sig selv og på andre; andres blikke på Henning.

En problematisk hovedkarakter

Det er i relationsbeskrivelserne og i Hennings karakter, at vi finder romanens sande kvaliteter. Jeg synes virkeligt, at Henning er en fantastisk hovedkarakter. Han er så problematisk og på ingen måde likable 24/7. Han gør ret mange forfærdelige ting. Han begår mange fejl, særligt over for de mennesker, der er tæt på ham. Han føler sig udnyttet af andre flere gange i romanen men er på ingen måde bleg for selv at udnytte andre. Han er selvretfærdig og veluddannet. En mønsterbryder som tager afstand til det, hans mor (og dermed Synne) repræsenterer. En klassisk 1970’er hippie, som søger den absolutte frigørelse, uagtet hvad det får af konsekvenser for de personer, han er tæt på. Han repræsenterer også en velkommen nuancering af #metoo-bevægelsen. Både fordi man kan diskutere retfærdigheden i, at han mister sit job, fordi han har strøget en kunde over kinden, men også fordi Gulliksen så fint skildrer mandens frygt for uintentionelt at komme til at gøre noget, som overskrider andres grænser.

Geir Gulliksen har skrevet en fantastisk bog om nære relationer, om identitet og seksualitet. Man kan mene meget om fortælleren og hovedkarakteren, Henning, men det er en kæmpe kvalitet ved bogen. Det får os nemlig til at tænke os om og tage stilling til os selv og andre omkring os.

//Birgitte

Ord om “Fremtidsspejl”

Det er de færreste som kan skrive, som Svend Åge Madsen. Helt eminent, skarpt, drilsk, humoristisk og ekstremt klogt. Han væver filosofi og videnskab sammen med gode fortællinger, som giver læseren lyst til at blive ved med at læse-læse-læse (!), lige til man når sidste side.

En eksperimenterende roman om eksperimenter

I “Fremtidsspejl” (2020) møder vi kronofysikeren Sverre Jun, som i begyndelsen forelsker sig i to kvinder, som han møder tilfældigt mere eller mindre samtidig. Det er jo et dilemma, for Sverre Jun må vælge imellem de to. I stedet for bare at date de to kvinder samtidig, som et almindeligt menneske, bygger han en maskine, som kan forudse de to kvinders udvikling over tid. Hvilken af de to kvinder vil han passe bedst med, når der er gået to – fem og ti år?

Sideløbende med Sverre Juns eksperimenter påbegyndes et psykologisk eksperiment, hvis mål det er dels at helbrede deprimerede personer, dels at optimere personligheden hos patienten. I begge tilfælde er idéen, at man påfører patienten elektrochok, hvilket giver dem et øjeblik af hukommelsestab. I det øjeblik kan man fortælle depressionen væk eller tilføre personligheden nuancer. I tilfældet med den deprimerede giver man patienten en anden livshistorie, hvilket helbreder dem for sygdommen. Eksperimentet finder vi også i “Enden på tragedie”, Svend Åge Madsens roman fra 2019. Det er et klassisk Madsensk træk, at hans fortællinger altid hænger sammen. Enten fordi karaktererne og miljøerne går igen, eller fordi det altid er de samme temaer, som udfoldes på ny. I “Fremtidsspejl” bliver dette endnu mere tydeligt. Mere om det om et øjeblik.

De to videnskabelige eksperimenter udfoldes ikke i Århus, som ellers er typisk for Madsen, men i en lille by Nøjrup. Byen kan vel bedst beskrives som et kommunistisk paradis. Penge eksisterer ikke, og alt der produceres tilhører fællesskabet. Man arbejder, fordi det har en funktion at arbejde, ikke fordi det giver status, magt og penge. Nøjrups identitet bygger på en fortælling, hvilket er endnu et klassisk madsensk tema, nemlig: hvad er fortællingens potentiale?

Det litterære eksperiment

Jeg synes i forvejen det er vildt, hvordan Svend Åge Madsen skaber sammenhæng på tværs af sine romaner. Det betyder ikke, at man skal have læst samtlige af hans bøger for at kunne forstå den nyeste. Men det er imponerende, hvordan han, igennem flere årtier, har opbygget et helt univers. I “Fremtidsspejl” bliver dette endnu mere tydeligt end i de andre romaner. I forgængeren “Enden på tragedie” kunne man genkende en række karakterer, steder og temaer, som gik igen fra hans andre bøger. Det er sjældent, man får en Madsen-bog uden en Adam d’Eden eller Mikkel Deden. Det er en lille indforstået treat til den, som før har læst Madsen, og som måske betragter den nyeste bog som en fortsættelse af de diskussioner, som er gået forud for. I “Fremtidsspejl” refererer Madsen imidlertid direkte til sine tidligere værker igennem et slutnotesystem. Refererer han til noget, han har skrevet om i sine tidligere romaner, laver han med andre ord en reference, som man kan bladre om og finde bagest i romanen.

For mig personligt fungerede dette træk slet ikke. Selvom jeg har læst flere af Madsens romaner, var der mange af referencerne, der ikke sagde mig noget. Derudover synes jeg, det var utroligt forstyrrende, at man hele tiden skulle have sin læsning afbrudt, fordi der kom en reference, man skulle bladre om bagest i bogen for at finde. Til sidst gav jeg op og stoppede helt med at forholde mig til slutnoterne. Det er et valg, som Madsen delvist blåstempler “de der er nysgerrige [kan] kigge bagi. De der er ligeglade finder sikkert selv ud af uanfægtet at læse videre”. Jeg tror udgangspunktet for tanken er, at alle fortællinger hænger sammen, eller i det mindste står på skuldrene af hinanden. På den måde er de udviklinger af hinanden. Madsen ville ikke kunne have skrevet “Fremtidsspejl”, før han havde skrevet “Enden på Tragedie”. I tillæg hertil er noget af det fede ved Madsens romaner også, at oplevelsen af dem netop bliver individuelle, fordi det vil være forskelligt, hvor mange referencer læseren fanger. Det er netop det, Mithya (en af karaktererne), kommenterer på i midten af romanen:

“et univers hvor hver deltager kunne finde sin indfaldsvinkel, sit oplevelsesrum, generere sine egne fortællinger. Til forskel fra hovedløse skyd-og-udryd-historier, der ikke danner mange tanker i hovedet”

//Birgitte

Ord om månedens udfordring (januar)

Birgitte udfordrede mig i starten af måneden til at læse en ukendt bog af en kendt forfatter. Hvilken fabelagtig udfordring! Jeg var så klar på at gå på jagt på et bibliotek, på at finde en støvet bog i skyggen af store titler, som aldrig har fået den credit, den fortjente. Men ak og ve, bibliotekerne er forjættet land, og min egen bogreol måtte agere jagtmark. Den skuffede dog ikke – det gør den aldrig, jeg forguder det møbel med al dens indhold – for pludselig dukkede Svend Åge Madsen op.

Jeg har hørt ham læse op på Løve’s Bog- og vincafé (jeg savner det sted!), men ellers har jeg aldrig stiftet bekendtskab med hans ord. Går det imod præmissen? SÅM (et kælenavn B og jeg har døbt ham) er dog kendt, uanset om jeg har læst ham eller ej, og derfor valgte jeg altså denne bog, “Den ugudelige Farce”, som månedens udfordring.

Fyldt med humor og absurditeter vakler hovedpersonen Jesper rundt i en forvrænget verden, hvor alle muligheder er åbne – bogstavelig talt. Jesper bliver nemlig, efter at have slået hovedet, forudseende. Når han står overfor et valg, dette kan være at svare ‘ja’ eller ‘nej’ på et enkelt spørgsmål, splitter han ud og gennemlever to sideløbende handlinger; den version, hvor han siger ‘ja’, og den version, hvor han siger ‘nej’. Efter at have set de to muligheder, kan han så vælge, hvilken af dem, han vil gøre brug af.

Med tiden bliver mulighederne flere end to, splittelserne bliver dominerende for Jespers liv, og han mindes situationer der ikke er sket, og mennesker, han ikke har mødt. Derudover sætter han spørgsmålstegn til de højere magter, som… Ja, her faldt jeg lidt fra. De højere magter er nemlig nogle… træer? Uanset hvem, hvad og hvordan, så var der en nysgerrighed til historien, en åbenhed, en filosofisk eksperimenteren, som slugte mig råt, eller jeg slugte den, og det fungerede.

Det havde selvfølgelig været interessant at kigge på bogen sammenlignet med andet fra SÅM’s forfatterskab, men den indsigt har jeg desværre ikke. Dog må jeg sige, at den levede op til alt, hvad jeg nogensinde har hørt om hans bøger. Det er ligetil og alligevel overraskende, nemt at læse, men kræver stadig stor tankevirksomhed fra sin læser. Jeg nåede at grine og græde flere gange over de kun 186 sider (havde kæmpe pms, men stadig), så ordene fandt ind.

Alt i alt er jeg glad. Udfordringen er jeg dog ikke færdig med – det var et sjovt take på et forfatterskab, at finde en bog, der ikke altid bliver talt om, som ikke altid bliver set.

// Caroline