Livelæsning: Fifty shades of Grey (Del II)

Dette er anden del af vores første livelæsning på bloggen. For at læse første del, klik her. Dette indlæg begynder i bogens midte, og rummer mine umiddelbare reaktioner under læsningen, samt en kort opsummering af oplevelsen. For en god ordens skyld må det nævnes, at indlægget indeholder spoilere.

275
Grey er med på at forsøge at have et eller anden form for forhold udenfor deres sub/dom perioder (jeg ved ærligt ikke, om jeg bruger de begreber rigtigt). Derudover har han også lige købt en bil til Anastasia. Men Ana, hun er hidsig.

277
‘Det kræver al min selvkontrol ikke at kneppe dig på motorhjelmen af bilen lige nu, bare for at demonstrere, at du er min, og hvis jeg har lyst til at købe en fucking bil til dig, så køber jeg en fucking bil til dig’. Er lidt vild med Grey på nuværende tidspunkt.

295
Kate, Anas veninde, er skiftevis kæmpe fan af Grey og hader ham. Sidst vi så hende, præsenterede hun Grey som Anas kæreste, og nu er hun gal på ham, og mener, at Ana har været helt fucked, siden hun mødte ham. Er der ingen karakterer, der er er bare lidt stabile?

303
Grey har spanket Ana, og hun er ked af det nu. Jeg fatter ikke helt hele det her smerte og kontrol-halløj, men det gør Ana selvfølgelig heller ikke. For at være ærlig, så er jeg virkeligt ovre denne her bog, og jeg har stadig over 200 sider tilbage…

304
Okay jeg er irriteret. Grey siger, at fordi Ana blev seksuelt opstemt af af blive spanket, så måtte hun jo kunne lide det. Den udtalelse er et kæmpe problem. Mænd kan også få erektioner og udløsning under seksuelle overgreb, men det betyder ikke, at det ikke er et overgreb. At sidestille fysisk seksuel opstemthed med consent er bare ikke helt sort og hvidt. Fatter godt, at bogen vil udforske BDSM, men shit den er ude på et sidespor nogle gange.

322
Der er blevet rullet latterligt meget med øjne på de sidste tyve sider.

354
Christians adoptivsøster Mia er åbenbart Alice fra Twilight. Broren Elliot er forresten Emmett. Sjovt nok også en adopteret søskendeflok. Anas forældre er også Bellas forældre. Jeg ved godt, at det er fanfiction, men det irriterer mig faktisk lidt, fordi alting er så uoriginalt at læse.

358
De drikker vin og champagne konstant og så igen.

367
Det er ækelt, at han bliver så vred, når han knepper hende. Det er ikke for hendes nydelse, det er for hans – det siger han direkte. Jeg er ikke fan.

396
Ana beskriver en kvinde i sidst trediverne, måske i fyrrerne, som en ‘ældre kvinde’. Øh.

426
Overvejer om den ville være bedre på engelsk. Meget lyder bedre på engelsk. ‘Baby’ i en dansk sætning er forfærdelig, og skatter lyder sarkastisk, hvilket jeg ikke tror, det er. Jeg kan ikke beskrive, hvor dårligt skrevet jeg synes den er. Overvejer at smide et par linjer ind i indlægget, så I kan se. På den positive side – jeg føler, at min egen roman ser meget bedre ud i lyset af denne her.

431
‘Har jeg et intimt forhold til Christian? Jeg har et seksuelt forhold til ham, og jeg forestiller mig, at der er meget mere at lære at kende på den front. Jeg ved, han er humørsyg kompliceret, sjov, kølig, varm… Gisp, manden er et omvandrende bundt af modsætninger’. Er det bare mig, eller kan I andre også se det?

435
Grey er en vanvittig stalker. Det står jeg ved. Nu har han fulgt efter hende til Georgia, selvom hun har bedt ham om at lade være, og han har fundet hende, fordi han kan spore hendes telefon. Alle røde lamper lyser, blinker, eksploderer! Hun er selvfølgelig lidt glad for det alligevel, for er der noget, denne her bog kan lære os, så er det, at når en kvinde siger nej, så mener hun det ikke rigtigt. River den snart i stykker.

447
Han har lige hevet en tampon ud af hende på en meget erotisk måde (??).

448
På den anden side er det meget rart med en mand, der ikke er generet af en smule blod.

460
Hun sover nøgen i hans seng med andendagsmenstruation. Det gør mig lidt nervøs.

461
Har aldrig hørt nogen beskrive fødder som ‘appetitligt nøgne’.

469
‘Uh, det var nyt. Hvorfor? Vel ikke på grund af mig! Det er afsløringernes dag i dag! Der må være noget i Savannah-vandet, der får de ellers så tilknappede mænd til at løsne op’. Igen, det her er skrivestilen.

485
Ved ikke, om jeg allerede har nævnt det, men de mailer utroligt meget i denne her bog. Det fylder en del, og på den måde kommer man hurtigere igennem de sider. Det er jeg ret glad for.

489
‘Jeg hører et nyt signal fra computeren. Jeg vil ikke se efter. Nej, bestemt ikke. Nej, jeg vil ikke se. Ha! Som det fjols, jeg er, kan jeg ikke modstå tiltrækningskraften fra Christian Greys ord.’ Sorry, jeg stopper nu. Jeg kan bare virkeligt ikke lide det.

499
Uanset hvad, så kan oralsex – cunnilingus, som jeg har lært, det hedder – altid et eller andet.

502
Ana remser op, hvad Grey har købt til hende: bil, telefon, computer og tøj. Men det er mere end det – han har købt tre førsteudgaver af nogle bestemte bøger (lidt pinligt, at jeg ikke selv kan nævne dem nu), har opgraderet hendes flybillet til første klasse frem og tilbage (formentlig inklusiv sædet ved siden af hende, så hun kunne sidde alene) og tøj – jamen han har fyldt et walk-in-closet op til hende. Kan godt lide ham lidt igen. Alle kan købes, I guess.

508
Vi er i ‘det røde smertekammer’ som Anastasia kalder legerummet. Under sexscenerne er det ren show don’t tell, hvilket giver dem en lille fordel i forhold til resten af bogen, hvor man langtfra altid er så heldig.

514
Jeg har lidt dårlig samvittighed over at tale dårligt om bogen, for jeg ved, at forfatteren har gjort sit ypperste (som spirende forfatter, ved jeg, at det er dybt sårbart), men den har uanfægtet givet hende stor succes. Så jeg vil lige give hende props for sexscenerne. De er intense og aktive, og de er knap så umodne som meget af det andet.

526
Grey har smækket Ana med et bælte, og hun er så gal. At han gerne vil have, at hun skal have ondt, det er fucked. Og jeg kan godt lide hende lige nu. En reel reaktion, endelig!

534
Okay, jeg anede faktisk ikke, hvordan den ville slutte – at Ana forlader Grey. På trods af de evindelige orgasmer i bogen, så mangler jeg på alle måder forløsning.


Opsummerende, så er alt ambivalent ved denne her bog. Den er ikke godt skrevet – det havde jeg selvfølgelig hørt, men kan nu kun bekræfte det. Skrivestilen føles umoden, og det er som om, den derfor skal vejes op af mere storslåede begreber og viden om klassisk musik, vin og litteratur. Det virker bare ikke efter hensigten. Karaktererne er som sådan tydelige, men de følger ikke deres egne karaktertræk halvdelen af tiden. Sammensætningen af karaktertræk ved en given person er også så modsatrettet, at de ikke bliver dybe, men meget usammenhængende. Kunne nok godt finde på at se en af filmene, fordi det er en hurtigere måde at få afklaring på, men jeg kan med sikkerhed kan sige, at jeg ikke får læst de to andre bind – det er der for mange andre gode bøger i verden til at kunne retfærdiggøre.
Jeg forstår til dels hypen – utroligt meget sex, og formentlig en del mere spicy end de fleste af os kender til det. På den anden side har jeg læst nogle af Kristina Stoltz’ noveller i samlingen Et kød, som jeg fandt langt mere erotiske, på trods af, hvor lidt de stemmer overens med almene seksuelle fantasier. På den anden side finder jeg romanen dybt problematisk i mange af dens udtalelser, og i det, at den romantiserer det ulige magtforhold der opstår mellem Grey og Ana (som også eksisterer i alle andre situationer end i sengen). Alt i alt utroligt undervældende læsning, på trods af, hvor stor succes den har haft.

// Caroline

Live-læsning: Fifty shades of Grey (Del I)

I dag er en spændende dag for bloggen. Der er ikke bare et, men hele TO nye koncepter; livelæsning og månedens udfordring. Livelæsning er en udgivelsesform, hvor de umiddelbare reaktioner under læsningen bliver skrevet ned (derfor vil disse indlæg indeholde spoilers). Månedens udfordring er en challenge, vi giver hinanden her på bloggen – og som I er meget velkomne til at deltage i. Fremover vil udfordringen komme på instagram, så I kan være med.

Denne måneds udfordring blev givet af Birgitte, og lyder således: Læs den mest hypede bog på din bogreol, som du endnu ikke har læst. Min første indskydelse var Fifty shades of Grey, og dermed blev dette indlæg til.

Side 12 (dvs. anden side af den faktiske roman)
Det er skrevet på samme litterære niveau, som de Mary Kate og Ashley bøger jeg læste, da jeg var 11. Jeg elskede de bøger, meeeeen..

16
Har mødt fem mennesker so far, alle perfekte og ubeskriveligt attraktive (lidt ensformigt tænker jeg umiddelbart, but what do I know)

22
Anastasia har som minimum rødmet 15 gange indtil nu.

36
Christian Grey smiler ved ‘at hans læber kruses opad i et skævt smil’. Undskyld mig, er det ikke Snapes måde at smile på? Han er også meeeget hemmelighedsfuld, Grey. Ja, med tre e’er i bogen.

40
Vi er virkeligt ude i det der ‘gudesmuk hovedperson, der ikke aner, at hun er endnu mere perfekt end alle de andre’ – her kommer Anastasias bejler nummer tre.

41
Nu har Ana indrømmet overfor sig selv, at hun godt kan lide Grey (hvem havde dog gættet det). De har mødt hinanden to gange, maks et par timer i alt, men hun har aldrig haft det sådan før. Det går stærkt, men der skal selvfølgelig også ske lidt.

46
Har ikke tal på, hvor mange gange Mr. Grey er beskrevet som en handsome mand allerede. Also, hvornår har en besidderisk, fremmed mand nogensinde været sexet? Hver gang et andet hankøn så meget som smiler til Anastasia, bliver Grey voldsomt jaloux.

59
Jeg ved ikke om det er fordi, jeg har hørt, at denne bog er en fanfiction over Twilight, men alle samtaler mellem Grey og Ana giver mig vilde Bella og Edward-vibes. Tro mig, jeg elskede Twilight, men der er en grund til, at jeg læste serien, da jeg var 14. Den voldsomme intensitet virker så forceret og underlig her. Måske er det også bare mere passende for en vampyr.

70
Grey har lige reddet Ana fra en af hendes andre bejlere, som i fuld tilstand er totalt klar på overgreb, så der får han selvfølgelig point. At han bagefter dømmer hende hårdt for at drikke for meget, det trækker ned igen.

72
Han har sporet hendes mobil, men hun synes det er fint. Ej, nej, nej. Manden er jo vanvittig. Føler det ville give mere mening, hvis det var en thriller med en psykostalker med magt og penge til at slette sine spor, og ikke en erotisk roman. Måske en type ala Patrick Bateman eller Grev Dracula (igen, vampyr). Meget usundt forhold vi er på vej ind i, og jeg ved simpelthen ikke, om det er en del af det erotiske.

78
‘Du udsatte dig selv for fare’ – er det det vi kalder det, når man oplever overgreb? Hvorfor er det lige at kvinder savler over denne her mand igen?? Den del er jeg ikke kommet til endnu.

81
Ana er lidt træt af, at Grey ikke har prøvet at knalde hende, mens hun var dybt bevidstløs af druk. River mig selv i håret pt.

84
Jeg har konstant kommentarer, men prøver at styre mig. Hader alle de ‘gisp’ der hele tiden kommer. Lige nu har de en ‘Bella og Edward ude i skoven, hvor løven forelsker sig i lammet’-scene, bare i Pretty Woman omgivelser (kæmpe lækker hotelsuite). Jeg har oprigtigt lige råbt ud i min stue, fordi jeg krummede så meget tæer og ikke kan holde det ud. Dyb vejrtrækning, jeg prøver at komme videre.

107
Grey elsker ikke, han ‘knepper hårdt’, og nu skal vi se hans legerum. Jeg håber virkeligt, at sexscenerne kan noget. Desuden går manden op i consent, hvilket jo er meget rart.

115
Rummet er, som man kunne forvente – rødt og læder overalt. De snakker om, ‘om han har været sådan her længe’, som om hans fetich er en sygdom. Oplever en blanding af, at læseren skal forstå BDSM som en ufarlig form for seksuel nydelse med consent, og samtidig er manden, der dyrker det, åbenbart farlig, og lyder som om han er syg. Lidt ambivalent.

117
Der er et sæt regler for Ana, hvis de skal knalde, og jeg tænker bare… Hvis man skriver under på, at man ‘vil gøre alt, der bliver pålagt, med velvillighed’, kan man så ikke ombestemme sig undervejs? Det med at skrive under på consent, det virker på nogle områder ikke så consentual. Jeg er så forvirret.

123
Nu skal de altså elske alligevel, for det går jo ikke, at Ana er jomfru, når hun skal til at være fast hus-submissiv sexpartner for Grey.

126
Not gonna lie, det er blevet ganske juicy. Halvdelen af sexsnakken er voldsomt forceret og ikke imponerende, den anden er god. Vi er ved at nærme os porno på skrift, og jeg føler mig som da jeg i 3. klasse ledte efter de sexede billeder i Valhalla tegneserierne. Please sig, at jeg ikke var den eneste.

127
Han skal til at slikke hende, og det er ret sexet, indtil han kalder hende ‘baby’. Det fungerer bare ikke. Ved ikke om det er oversættelsen, der fucker med stemningen, men det gjorde mig knastør. Desuden er det anden gang han går efter at kysse og slikke navlen. Navlen?

134
De har knaldet to gange, Grey har fået hende til at komme tre. Han er åbenbart meget dygtig, husker ikke min første gang som så orgasmisk og vild som hele det her foretagende. Elsker at han snakker imens. Hader at han siger baby. Det kommer vel an på, hvad man er til, men jo, det er so far den bedste del af bogen. Har ikke læst noget så eksplicit før, men der er noget i hele forventningen, at læsningen bliver pirrende. Udleverer jeg mig selv lige nu? Idk.

138
Mit feministhjerte er ikke helt fan af alt det der ‘han har taget min møddom, min jomfruhinde er sprunget, jeg har givet ham min møddom’ – der er intet at tage, ødelægge eller give. Stop så. I har knaldet og det var nice. Han ejer ikke en del af dig nu, Ana. Har dog på fornemmelsen, at han kinda ejer hende. Hvis ikke nu, så om lidt.

145
Hun beskriver hele tiden sit underliv som ‘dernede’, og det virker bare lidt barnligt. I det hele tiden virker hun super umoden, bortset fra at hun ved alt om litteratur og musik, fordi alle i bogen er super kompetente til alt. Fik jeg nævnt, at Grey sad og spillede et arrangement af Bach, som oprindeligt var en obokoncert af Alessandro Marcello på sit flygel midt om natten?

148
De er i et badekar sammen, og han bruger en vaskeklud, han lige har hældt sæbe på, til at lege med hendes køn. Føler det er sådan, man får svamp, men hvad ved jeg.

156
Nå ja, de sprang alligevel over oralsex før, men nu har de begge fået. Føler det har været non-stop porno siden side 123, men nu kommer Greys mor, så jeg gætter på, at vi holder en pause.

165
Grey vil hele tiden have, at Ana spiser, men hun er aldrig sulten (efter mad) – jeg kan på ingen måde relatere. Derudover er han enten alvorlig og kalder hende miss Steele, eller er et glad legebarn, der vil kneppe hårdt i elevatorer, baby. Ana fatter intet, det gør jeg heller ikke. Det får ham ikke til at virke dyb som karakter, mere fragmenteret og usammenhængende. Der ledes op til at der kommer en eller anden forklaring engang, så jeg venter.

167
Der kom afsløringen, jeg havde forventet at vente noget længere. Hans mors veninde forførte ham, da han var 15, og brugte ham som submissiv i seks år. Ad en heks, det er voldsomt. Ved ikke om det ligefrem forklarer alt, men om ikke andet måske hans fetich og problem med almindelig sex og forhold.

176
Anas viiirkeligt gode ven, José (ham der med tvang ville kysse på hende, da hun var meget fuld) kræver at vide, om hun har knaldet Grey, og at hvis hun har, er det sikkert på grund af penge. Hun er lidt sur, men hun er også meget glad for ham. Godt med gode venner. Suk.

188
Legerummet var én ting – kontrakten mellem dem er på et helt andet niveau! For det første, ej et kedeligt kapitel so far – bortset fra Bilag 3, som jeg ikke forstår halvdelen af. For det andet – hold nu kæft, jeg gad ikke være den submissive! Folk skal gøre som de føler for, no judgement her, men hele den underkastelsesting gør intet sexet for mig. Jeg ville dø, hvis nogen ville indgå en aftale om, at de skulle bestemme over mig.

195
‘Ses, skatter’. Ad.

210
Virkeligt god sexscene, den kunne noget. Selvom Grey er en underlig sammensætning, så er han selvsikker og tager hvad han vil i sengen, og lige der er det dominante helt okay. (Igen, jeg sidder formentlig og udleverer mig selv lidt nu, men en jeg går efter en ærlig og åben reaktion, så here you go).

225
Ingen mænd fatter et nej i denne her bog. Paul, beundrer nummer to, bliver ved med at invitere Ana ud, og selvom håb kan være cute, så er den der ‘jeg skal nok få dig engang’ utroligt ucharmerende.

226
Forresten! Ana har en ‘indre gudinde’ der reagerer på ting og sager i hendes liv, og det er som sådan fint – bortset fra, at det minder mig om Lizzie Mcguire, og igen får hele bogen til at virke meget… Ung.

244
Manden insisterer på, at det kun er dom/sub-sex der er måden for ham, at have en relation til andre på, men de er opfører sig begge to som forelskede musser. Jeg gætter jo på, at de finder ud af en aftale, der på en eller anden måde gavner begge, men jeg synes ærlig talt at denne her relation er mærkelig. Ana enten stønner eller græder lige for tiden.

249
Ordet ‘uudgrundelig’ – som ikke er et ord, jeg personligt bruger helt vildt meget – er blevet anvendt som minimum 20 gange på nuværende tidspunkt.

250
Ana er så usikker og klynkende, det er til at blive sindssyg over. Der går to minutter, hvor han ikke svarer på en mail, og så vil han nok ikke have hende mere. Han søger ikke øjenkontakt med hende, når han skal give dimittenderne deres bevis, så nu er han ovre alt det, de havde sammen. Ej, stop.

Således så første halvdel af bogen ud for mig. Som I kan se, havde jeg en del at sige, og derfor kommer anden del af indlægget på lørdag. Indtil da må I meget gerne melde ind, om denne form for indlæg er underholdende at læse, og samtidig dele jeres egne tanker om bogen.

// Caroline

Hvad bøgerne har lært os

Verden er vild, og måske også lidt for vild i øjeblikket. Eskapismen er en værdsat redning, og bøgerne trækker måske lidt mere end de plejer. Tiden kalder på fordybelse. På Ord om_ har vi hver især lavet en liste over nogle af de ting, bøgerne har lært os i de sidste to ugers tid. Skulle du, kære læser, have tilføjelser, må du endelig melde ind.

Caroline har lært:

  • At bøger både kan være en overspringshandling i sig selv, men også kan lede til overspringshandlinger. I hvert fald hvis de ikke bliver læst af lyst, men af pligt (Birgitte har udfordret mig til at læse den mest hypede bog på min bogreol, som jeg endnu ikke havde læst, og det er en hård omgang). Mere om det i næste uge, hvor jeg har opdateret et indlæg ‘live fra læsningen’ med alle mine reaktioner på bogen
  • At næste gang jeg bliver udfordret, så tænker jeg mig lidt mere om, og går ikke med den første, den bedste
  • At jeg ikke ville kunne klare at være den submissive i et BDSM forhold. Ingen skal bestemme over mig, og det påvirker muligvis også min tiltrækning af bogen
  • At en flogger er en form for flerhalet, kort pisk, på trods af, at det minder mig mere om en lille, grøn slimbold (jaja, det er Flubber, jeg ved det godt, but still)
  • At jeg går meget op i det skrivetekniske, når jeg læser. I hvert fald hvis det ikke er i orden
  • At cunnilingus betyder oral seksuel stimulering af kvindens kønsorganer, og fellatio betyder oral seksuel stimulering af mandens kønsorganer. Så altså, oralsex, bare kønsbestemt. Gætter forresten på, at flere af jer (forhåbenlig) har gættet, hvilken bog der er blevet valgt i månedens udfordring. Min googlehistorik ser ret kinky ud lige for tiden
  • At lydbøger gør alle opgaver sjovere – her tænker jeg blandt andet vasketøj, opvask, støvsugning, gåture og lignende. Det er virkeligt et pro-tip til kedelige opgaver! Kan i øvrigt anbefale Hvis der skulle komme et menneske forbi af Thomas Korsgaard, som jeg hører nu, og som kan lånes på eReolen. Lydbøger, der er læst op af forfatteren selv, er bare lidt federe
  • At jeg godt kan være i gang med flere bøger af gangen – men at det helst skal være i forskellige formater. En lydbog og en fysisk bog fungerer godt, ellers har jeg en tendens til at glemme den ene (Det europæiske forår, jeg kommer snart tilbage til dig)

Birgitte har lært:

  • At det er svært at koncentrere sig om at læse, når overboen dropper jordens mest monotone beat, der går direkte igennem gulvet i vores lejlighed, som er bygget før bassen var opfundet
  • At man altid regner med at nå at læse flere bøger, end man egentligt når pga. dovenskab og træthed i hovedet
  • At jeg troede jeg kunne lytte til Maren Uthaugs Hvor der er fugle samtidig med at jeg opbyggede mit forbryderdynasti i Sims 4 (spoiler alert: det kunne jeg ikke)
  • Dagens life hack: De fleste af os har ekstra meget tid til at læse i disse dage, men hvis man har brug for at indoptage litteraturen på en mere tidsøkonomisk måde kan man høre DRs podcastserie Klassikere Genfortalt. Her fortæller forskellige forfattere om klassiske værker som fx Pontoppidans Lykke-Per, Leonora Christina Ulfeldts Jammers Minde og Jeppe Aakjærs Rugens Sange

Om Sense and Sensibility af Jane Austen

  • At kvinder godt kan have bukserne på i ægteskabet, selvom vi skriver 1800-tallet, som det er tilfældet da Fanny Dashwood overtaler sin mand John til at beholde hele arven for sig selv, selvom han egentligt har lovet sin afdøde far at tage sig af sine søstre Elinor, Marianne og Margaret og farens enke
  • At Austens bøger ser ud til at være bygget på mere eller mindre samme formel: Vi følger en gruppe af søstre, som er forvist til et liv i fattigdom, når deres mandlige slægtninge dør, hvis ikke de gifter sig. Pigerne bliver naturligvis afsat til sidst (så don’t you worry!) til respektable mænd med store formuer. Det er selvfølgelig først efter, vi har været igennem en række obligatoriske plotpoints: Den mand, Mr. Willoughby som Marianne først forelsker sig i, viser sig slet ikke at være det værd selvom han er smuk og veluddannet (skal man jo være for at være noget). Hun ender med at gifte sig med Colonel Brandon, som i en del af bogen er ude af varmen, dels fordi han er gammel (35!), dels fordi man tror han har et uægte barn i London. Han bliver selvfølgelig renset og får til sidst hans hjertes udkårne. Det samme er tilfældet med Elinors mand, Edward som i en periode er forlovet med den mindre smukke, fornuftige og uddannede Lucy Steele. Vi får bundet sløjfer på alle prominente karakterer som mere eller mindre får hinanden til sidst. Det er sådan en 1800-tals plotting, hvor tingene skal gå op i en højere enhed, fordi sådan hænger den gudsgivne verdensorden nu engang sammen

Om Alt nu af Patrick Sølberg

  • At det er hårdt at komme igennem et værk, hvis det ikke er lyst men pligt, der driver værket
  • At man kan snyde sig til en gratis togbillet ved at sidde på toilettet med ulåst dør, så konduktøren tror der er frit, når vedkommende går forbi

Kirsten Birgit er tilbage ❤️

Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm og Rasmus Bruun fra Den Korte Radioavis på det nu hedengange Radio 24syv er tilbage. Denne gang er det med biografien Det har jeg altid sagt.

Før jeg går videre til bogen kommer lige en disclaimer: Jeg var die-hard fan af Den Korte Radioavis, da det kørte. Jeg hørte programmet hver dag, jeg har set teaterforestillingen Det skide show og har skrevet to eksamensopgaver om emnet. Når det er sagt, håber jeg, at dette skriv kommer til at fremstå sagligt og velargumenteret – og forhåbentligt ikke som en fangirls forblændede rablerier, jeg har i hvert fald gjort mig umage!

At sætte scenen

Jeg har altid været optaget af Den Korte Radioavis‘ placering et sted imellem virkelighed og fiktion. Kirsten Birgit er 100 % fiktiv, imens Rasmus Bruun spiller en fiktiv version af sig selv, som vi kender det fra Frank og Casper i Klovn. Der hvor det bliver særligt spændende er, når de fiktive karakterer ikke bliver i deres egen fiktive boble, men interagerer med vores virkelighed. Måske får de os til at ændre adfærd. Radioen blev eksempelvis kritiseret, da Kirsten Birgit mobiliserede sin troldehær i 2015 med det formål at få danskerne til at stemme nej til at blive en del af den fælles europæiske patentdomstol. Det traditionelle skel imellem fiktion/virkelighed var da for alvor udvisket!

Det lader sig selvsagt ikke gøre i bogmediet. Dels fordi bogen tager længere tid at skrive, dels fordi den er envejskommunikation fra én til mange. Selvom man med genrebetegnelsen ‘biografi’ signalerer, at der er tale om en fortælling med rod i virkeligheden, falder bogen hovedsageligt ind under 100% fiktion-kategorien. Handlingen er henlagt til en nær fremtid, år ca. 2030. Danmark er totalt forandret. Landet er blevet et totalitært islamisk styre med alt, hvad det indebærer af flerkoneri, censur, sharialov og dødsstraffe. Rasmus er konverteret og arbejder nu for Allahs Radio (forhenværende Danmarks Radio), imens Kirsten Birgit er i eksil på Birgit Ø.

Det er altid interessant med fremtidsdystopier, fordi de ofte kan udtrykke noget om vores samtids politiske klima. Jeg synes bare ikke, at scenariet altid er helt gennemarbejdet i Det har jeg altid sagt. Eksempelvis har både Abdel Aziz Mahmoud og Martin Krasnik ledende stillinger i medieland, og det tænker jeg umiddelbart virker usandsynligt, hvis vi har at gøre med et totalitært islamisk land. Derudover er der også noget underligt i, at Rasmus og Kirsten Birgit er så ekstremt optagede af den politiske situation anno 2020, når nu vi skal forestille os at være en 12-13 år fremme i tiden. Det svarer jo til, at vi i dag vil være overdrevent optaget af, hvad der skete i 2010. Jeg er godt med på, at vi ikke læser bogen for fremtidsrammen. Vi læser bogen, fordi vi elsker Kirsten Birgit og Rasmus (let’s face it, det her er jo en bog til hardcore fans og ikke alle mulige andre), men jeg mener godt, at man kunne have skrevet en god bog uden fremtidsrammen, hvor det stadig var plausibelt, at Kirsten var draget i eksil på Birgit Ø (De har trods alt talt om at skulle gemme sig i Morten Messerschmidts vinkælder, når revolutionen kommer).

En klassisk biografi

Biografien er egentligt meget klassisk i sin opbygning i skildringen af Kirstens liv. Vi starter i barndommen på Gården på Bakken med faren Jens Birgit. Vi kommer omkring tiden på Lilleskolen og sidenhen Aarhus Katedralskole og Journalisthøjskolen. Herefter følger karrieren først på Aarhus Stifttidende og sidenhen på DR, TV2 og som krigskorrespondent i Rwanda og Tjetjenien. Vi hører om Kirsten Birgits mange mænd, om hendes depressioner og om de mange mord, hun har begået i løbet af sit liv. Kirsten Birgit er på mange måder, som hun plejer, og det er et glædeligt gensyn med vores veninde, heltinde og gudinde-grevinde. Hun lyder fuldstændigt som hun plejer, med catch phrases som “Det har jeg altid sagt” og “Jeg var simpelthen så lækker”. Vi får gentaget historier, vi har hørt i årenes løb. Det drejer sig om mordet på Mr. Jackson i Rwanda, om Dirch Passers død og om det onanikursus i New York, der reddede Kirsten ud af depressionens klør. Samtidig får vi nye fortællinger om hendes dødfødte barn og om den første toiletbørste, hun nogensinde ejede. Det skinner virkeligt igennem, at Rasmus Bruun og Frederik Cilius har arbejdet med karaktererne i over fem år, for jeg hører Kirsten for mig, når de taler. Og så synes jeg noget af det mest komiske ved Den Korte Radioavis var, hvordan de altid tog fat i de mest random ting, og lod det være omdrejningspunktet for en historie, som det er tilfældet med toiletbørsten. Det har jeg altid syntes var noget af det mest underholdende ved programmet.

Kirsten Birgit er citat på citat

Den Korte Radioavis var i høj grad bygget på citater. De aktuelle nyheder blev formidlet videre blandt andet ved, at lade karaktererne citere dem igen og igen. Nogle gange vidste man med det samme hvad der blev refereret til, andre gange tog det tid, før man gættede det. Lad mig give et eksempel: Efter stormen Bodil var Ghita Nørbys have så ødelagt, at hun måtte genopbygge den. Det kom der en bog ud af, som hun var i Aftenshowet at fortælle om. I stedet for at bruge tiden på det, trak Ghita et udklip fra Politiken ud af sin lomme med overskriften “Hver anden vil spare på kunsten og kulturen”. Overskriften affødte spørgsmålene “Hvem er hver anden?” og “Har du noget tal på det?”, som hun blev ved med at køre i. Det samlede de op i Den Korte Radioavis, hvor Ghitas spørgsmål blev Kirsten Birgits spørgsmål.

Det har jeg altid sagt fortsætter ad det spor. Der er et utal af referencer til film, bøger og musik både direkte og skjulte, hvis plots er underligt identiske med Kirstens liv. Hendes tidlige liv minder mest af alt om en blanding af Emil fra Lønneberg og Hans Scherfigs Det Forsømte Forår. Samtidig minder nutidssporet mest af alt om en scene fra Bram Stokers Dracula. Hertil kommer de direkte referencer. Kirsten er overbevist om at have været en direkte inspiration til b.la. Anne Linnets “Glor på vinduer” og “Smuk og dejlig” og filmen Fight Club.

Referencerne gør ikke just Kirsten Birgit til en pålidelig fortæller. Tværtimod. Det er rimeligt usandsynligt, at hun skulle have inspireret så mange kendte sange og værker, og omvendt at hendes liv tilfældigvis er identisk med handlingsforløbet i en rækker bøger. Hun bliver også taget direkte i at lyve. Hun påstår, at den eneste løgn, hun har fortalt, var da hun udgav sig for at være den tyske journalist Natalia. På et andet tidspunkt indrømmer hun dog også, at hun har løjet om en affære med Leonard Cohen.

Alt for en god historie

Det er sjovt med Kirstens upålidelighed, for normalt vil jeg mene at det gør en kæmpe forskel at jeg ved, en fortæller lyver for mig. Men her gik det mig overhovedet ikke på, at Kirsten Birgits fortællinger overhovedet ikke er til at stole på. Jeg slugte dem råt og grinede mig hele vejen igennem bogen. Og det siger måske lidt om lysten til fortællingen: At vi er ligeglade med om ting hænger sammen – vi vil bare gerne have en underholdende historie – noget vi kan grine af – og det giver Det har jeg altid sagt os. Mere behøver vi ikke.

// Birgitte

Om at snyde med lydbøger

Jeg er i øjeblikket i gang med årets ottende bog, og jeg er meget stolt over det. Nogle af jer vil synes, at det er mange, andre vil sikkert være langt foran, men her husker jeg mig selv på, at den eneste man må sammenligne sig med, er sig selv.

Kigger man tilbage på de sidste mange, mange, mange år, vil otte bøge nok være det, jeg nåede igennem i løbet af tolv måneder – hvis jeg var god. Jeg kan godt lide at læse, det har jeg altid kunnet, men jeg har ofte været dårlig til at vælge det. Undskyldninger, I ved. Det var faktisk også et af mine nytårsforsæt; at læse mere. Det er det eneste forsæt, der går godt, men det gør mig ingenting. At der i marts overhovedet er et eneste forsæt, der stadig bliver overholdt, det er i sig selv ret vildt.

En af grundene til, at jeg er kommet igennem så mange bøger, er på grund af lydbøgerne. De har halvdelen af æren for, hvor mange bøger, jeg har slugt. Jeg troede ærlig talt ikke, at jeg var lydbogstypen (som om der er en type). Samtidig er jeg dog en af de personer, der gerne har høretelefoner i ørene størstedelen af dagen, om jeg går, er med bussen, vasker op, laver mad, vander planter, you get the drill. Så hvorfor skulle jeg ikke kunne lide lydbøger? Der var et par muligheder; 1) jeg ville skulle koncentrere mig for meget, sammenlignet med når jeg hører musik eller podcasts, 2) oplæseren kunne have en irriterende stemme eller måde at læse højt på og 3) jeg anede ikke, om der overhovedet var nogle bøger, jeg ville synes om at få læst højt.

Jeg prøvede alligevel. Først med Og sådan blev det, dernæst Døden kører Audi (som jeg flere gange fik kaldt Døden kører Ferrari, potato, tomato), så Pigebørn og sidst Hver morgen kryber jeg op af havet. Jeg slugte dem. Jeg vænnede mig til den ene irriterende fortæller, jeg stødte på, og kan ikke engang nu sige, hvorfor han var irriterende. Jeg er omvendt, konverteret, hvad end vi skal kalde det – jeg elsker lydbøger. Jeg føler mig produktiv OG underholdt, og er det ikke det, vi alle sammen ønsker af livet?

Til gengæld føler jeg også lidt, at jeg snyder. Den anden dag talte jeg med en veninde om Pigebørn (som kommer i biografen om meget snart, og som jeg hungrer efter at se), og fik sagt, at “den har jeg netop læst”. Så tøvede jeg. For havde jeg reelt det? Ikke helt, vel? Oplæseren har læst den – jeg har bare lyttet. Jeg kender handlingen fra ende til anden, alle steder, alle karakterer, alle ord, og alligevel føler jeg, at jeg har snydt og ladt en anden gøre arbejdet for mig.

Det her er ikke et indlæg med en færdiggjort refleksion eller en intelligent pointe til slut – det er oprigtigt bare sådan jeg har det. En sværm af tanker og en lille smule dårlig samvittighed somehow. Måske sidder I med det samme, måske er det komplet urelaterbart, but there it is. Jeg stopper ikke med at høre lydbøger (eller, lige nu holder jeg pause, men det er fordi den nye opdatering på eReolen fucker med Android, og jeg venter utålmodigt på, at det bliver fikset), men jeg tænker lidt over, hvordan jeg formulerer det, når jeg fortæller om de bøger, jeg har hørt. Giver det på nogen måde mening? Er jeg alene med det? Meld gerne ind, hvis I har gjort jer nogle tanker om samme emne, så jeg ikke føler mig totalt forkert. Og indtil da vil jeg læse (ægte læse) i Det europæiske forår af Kasper Colling Nielsen lige her i sofaen.

// Caroline

#vmoaarhus – Line Jensen og Amalie Langballe

Det er vist gået de færrestes næse forbi, at Caroline og jeg var til litteraturfestivallen ‘Vild Med Ord’ i weekenden, som vi var så heldige at få billetter til #reklame. Vi har i hvert fald hygget os med at spamme story på Instagram med alt og intet – ikke mindst på live-video feat. den selvopfundne leg “spot forfatteren” (fordi det sjove ved bøger er, at man ikke nødvendigvis ved, hvordan forfatteren ser ud). I det her indlæg vil jeg recappe to af de talks vi var til med hhv. Line Jensen (forfatter til bøgerne Det store regnestykke og Hver dag starter det forfra) og Amalie Langballe (forfatter til forsvindingsnumre)

Line Jensen: Moderens sårbarhed

Jeg skal indrømme, jeg ikke kendte så meget til Line Jensen, da jeg satte mig klar med notesbog og kuglepen. Hendes navn kom op, da jeg skrev en artikelserie til Heartbeats om forfatteren på Instagram, hvor flere forfattere anbefalede hendes profil linejensen_illu, men ellers havde jeg ingen anelse om, hvem hun var. Moderator Camilla Pejtersen fra Kristian F. Møller boghandlen fik ellers nævnt, som noget af det første, at der nærmest er en kultdyrkelse omkring Line Jensen og hendes tegninger (så meget for at være opdateret).

Hun er uddannet grafisk designer og arbejder med både illustration og tekst. Forfatterskabet startede på Instagram og er (indtil videre) blevet til to bogudgivelser. Da Line Jensen var på barsel, ønskede hun at udnytte tiden til at blive bedre til at tegne. Hun ville lave en ny tegning til Instagram hver dag med scener fra hverdagen. Det blev til den helt særlige skæve tegnestil, som er karakteristisk for Line Jensen er kendt for i dag. Stilen opstod tilfældigt, imens hun var for barsel. Der var ikke tid til at lave skitser. Hun tegnede imens hun ammede, til tider med venstre hånd og i mørke rum. Og så havde hun fundet sin stil.

Tegningerne affødte en dybfølt respons fra adskillige kvinder. Line Jensen fortæller, hvordan flere kvinder henvendte sig til hende og fortalte, at de følte sig set i hendes tegninger. Samtidig var der flere, der takkede hende for at være ærlig omkring de uskønne sider af moderskabet. Og det var hele tiden meningen at tegningerne skulle fungere som det, Line Jensen beskriver som et “omvendt Instagram-filter”, for hvis det skal være interessant for andre end ens venner og familie, er man nødt til at vise det, der er svært. Det drejer sig blandt andet om sårbarheden og usikkerheden. Og så er det vigtigt for hende at bevare troværdigheden og ægtheden i de erfaringer, hun formidler.

Det betyder dog ikke, at Line Jensen ikke har noget filter. Nu da hun har fået en større platform med mange aktive følgere, er hun også mere påpasselig med, hvad hun lægger ud. Samtidig er der også sket en udvikling i hendes families liv, som gør at hun i højere grad må tage hensyn. Hendes børn er ikke længere babyer men små personer, hvis privatliv man skal tage hensyn til.

Mor i litteraturen

Mor i litteraturen fylder en del for tiden, og moderrollen er særligt op til debat. Både fordi forfattere som Cecilie Lind, Maja Lucas og Dy Plambeck skriver om at være mor, men også fordi forfattere gør op med sine egne mødre i deres bøger. Det drejer sig om forfattere som Peter Øvig Knudsen, som selv var til stede på ‘Vild med Ord’, norske Niels Fredrik Dahl, Malene Lei Rabens og Leonora Christina Skov (der er uden tvivl flere).

For Line Jensen er det vigtigt at sætte spot på den usikkerhed og tvivl, som er forbundet med moderskabet, og som alle mødre rummer. Hun fortæller, hvordan det er meget forskellige kvinder, der føler sig genkendt i tegningerne. De oplever alle sammen, at moderskabet kan være en udfordring, og at man hele tiden må forsøge sig frem for at se, hvad der virker. Med tegningerne kan man slippe masken og indrømme sine usikkerheder. Det kan være vanskeligt, fordi det er Line Jensens erfaring, at der er en tendens til at udskamme mødre, som indrømmer, at moderskabet kan være svært. Og thank God for modige kvinder, der tør tage bladet fra munden og berette om sine usikkerheder, siger jeg bare.

Amalie Langballe: at forsvinde fra sorgen

Amalie Langballe har skrevet en fin debutbog forsvindingsnumre om hovedpersonen Agnes’ sorg efter morens død. Jeg havde ikke læst bogen, før arrangementet, men jeg købte den på ‘Vild med Ord’ og slugte de godt 200 sider virkeligt hurtigt. Amalie Langballe skriver virkelig Agnes’ sorg frem på en måde, som føles stærkt af læseren, og som vidner om en usigelig smerte og sårbarhed. Jeg er særligt vild med fuglemotivet, som går igen i bogen. Agnes kigger på fugle og er særligt optaget af den uddøde gejrfugl. Motivet minder mig om Blichers trækfugle i “Sig nærmer tiden”, et billede på livets ophør og forgængelighed. Samtidig er jeg vild med bogomslaget, som bogstaveligt talt er skarpskåret. Min hardbacks kanter er ikke rundet af. Man kan bogstaveligt talt skære sig på bogen, som man kan tage del i Agnes’ hjerteskærende sorg. Hvis man skal problematisere noget i bogen, er det måske mest romantiseringen af smerten hos Agnes og Josef, den triste rigmand, som Agnes og vennen Ofir flytter ind med i Israel, og som Langballe beskriver som en Gatsby-karakter (med reference til Fitzgeralds The Great Gatsby). Jeg selv får associationer til Michael Strunges digt “Natmaskinen” og hans forkomne englebørn. Agnes, Josef og Ofir tager stoffer, dyrker sex, kører for stærkt og smadrer sig selv hensynsløst. Og de er selvfølgelig dybt ulykkelige og tragiske skikkelser, men man bliver på en måde draget af vanviddet, som med så mange andre tragiske og tillokkende skikkelser før dem.

Når jeg mest skriver om mine egne observationer forbundet med at læse bogen, skyldes det ikke, at Amalie Langballe ikke sagde nogle interessante ting på ‘Vild med Ord’ om sorgen, som samtalen mellem hende og moderator Karoline Kjær Hansen centrerede sig om. Langballe talte fint om den sorg, Agnes oplever i romanen. Om hvordan sorgen skaber afstand til virkeligheden, og hvordan man kan forsøge at forsvinde fra sin sorg (som Agnes gør i bogen) for ikke at skulle konfrontere den. At forsvinde er et centralt tema i bogen. Moren forsvinder, og Agnes leder. Hun har svært ved at forlige sig med, at noget er væk for evigt, hvorfor hun også tager til Norge for at lede efter den uddøde gejrfugl.

Langballe fortæller også om arbejdet med bogen, som er baseret på hendes egne oplevelser med at miste sin mor. Hun fortæller, hvordan skrivningen var en måde at holde moren og minderne om hende i live. Minderne vendte tilbage i skrivningen af bogen, hvor Agnes gennemlever det Langballe betegner som et “destillat” af hendes egen værste sorg. Jeg synes desværre, at Karoline Kjær Hansen var alt for optaget af overlappet mellem Agnes og Amalie. Det fik en stor indflydelse på de spørgsmål, der blev stillet til forfatteren. Der blev ved flere lejligheder spurgt ind til, hvor stor en del af bogen var selvbiografisk, hvor store overlap der var imellem Agnes’ og Amalies sorg herunder også de erfaringer, hun og hovedpersonen har gjort sig, når det kommer til at leve med sorgen. Jeg synes ikke biografiske læsninger altid er uinteressante. Det havde været uhørt at læse Yahya Hassans digtsamling uden at skele til forfatteren og forfatterens baggrund. Men jeg syntes ærligt talt, at det var både irrelevant og en lille smule upassende at bede forfatteren om at udlevere sine private følelser og erfaringer om tabet af moren (Ja det er på trods af, at hun skriver om det i en roman, for der ER forskel). Jeg ville under alle omstændigheder hellere have hørt om den gode bog, som Langballe har skrevet. Men altså, what do I know.

//Birgitte

#vmoaarhus – Kristian Bang Foss, Maren Uthaug og Thomas Korsgaard

Min notesbog fik i lørdags endnu mere indhold, da vi deltog i Vild med ORD på Godsbanen i Aarhus. Birgitte – min bedre bloghalvdel – og jeg havde aftalt, at vi blev nødt til at opsummere dele af programmet i form af indlæg, hvorfor vi skiftedes til henholdsvis nyde og hastigt lytte/skrive/undre/reflektere over de samtaler og interviews, vi overværede. Dette er derfor mine tildelte, som indebærer Kristian Bang Foss, Maren Uthaug og Thomas Korsgaard.

Kristian Bang Foss (med Puk Qvortrup)
Vi sidder på rækker med øjnene mod den sorte plads, der agerer scene. Som for at forberede mig, har jeg læst Døden kører Audi, den af hans bøger, der ikke var en skør reservationskø på, og som befandt sig på eReolen. Den var god. Birgitte har snakket meget pænt om Frank vender hjem, den nyeste af hans romaner, og jeg er ærgerlig over, at jeg ikke har nået at læse den.
“Peter Øvig Knudsen sidder skråt foran dig,” siger Birgitte stille, og jeg kigger på forfatterens baghoved. Det har været en joke for os hele dagen, at jeg ikke aner, hvordan forfatterne ser ud. Men nu kommer Kristian Bang Foss ind på scenen, og jeg kan godt genkende hans fysiske jeg fra det ene billede, jeg har set af ham. Puk Qvortrup, som skal interviewe ham, er ny for mig. De når knap nok at sætte sig, før man mærker den gode stemning mellem dem.

Kristian Bang Foss (det virker underligt, at skrive hele navnet hele tiden, men endnu mere underligt bare at skrive Kristian) er en sjov mand. Selvfølgelig er han det, der er humor i hans måde at skrive på, men jeg er alligevel overrasket over, hvor fint det oversættes ud i virkeligheden.

Først taler de to om navnet på bogen, Frank vender hjem, og Kristian Bang Foss kan godt se, at han spoiler hele bogen – for Frank ender jo faktisk med at vende hjem. Spørgsmålet er så, siger Puk Qvortrup, hvad vender han hjem til? Forfatteren overvejede en zombieapokalypse. Om det er en reel overvejelse eller en joke, det aner jeg ikke, for hans hoved er idérigt, og han taler så uskyldigt og nysgerrigt om det.
Der er en indforståethed mellem den del af publikum, som har læst bogen. Puk Qvortrup når ikke andet end at nævne rævesovs, før de indviede kommer med små fnysegrin – vi andre skal høre mere af samtalen, før vi kan deltage. Det giver mig endnu mere lyst til at få fat i Frank. Frank, som er en blå firkant, og som med sine mønter på forsiden skinner, når lyset rammer rigtigt.

‘Danmark er ikke et klasseløst samfund’. Kristian Bang Foss siger, at det er den banale konstatering, han har beskæftiget sig meget med igennem bogen. Det viser sig i de små ting, som i Franks spørgen efter rævesovs til gravvad laks, eller måske til røget laks, jeg husker ikke forklaringen, og jeg er ikke i den samfundsklasse, som automatisk ved det. Uanset hvad, så kender Frank ikke kotumen, og Franks kæreste og hendes overklassefamilie er overbærende overfor hans uvidenhed. Kristian Bang Foss lægger mærke til de ting, han tænker selv over, at han i Aarhus bliver spurgt om han vil have hvidløgsdressing i sin rullekebab, hvor der i København er en konsensus om, at de kun kan få creme fraiche dressing i. Jeg ved ikke, hvad det siger om hverken Aarhus eller København, men det er alligevel en konstatering; sådan er det der, og sådan er det her.

På et tidspunkt erklærer han, at han “skriver det han ved – der er ikke meget mellem linjerne”. De undrer mig, og jeg er ikke sikker på, at det er rigtigt. Er rævesovsen ikke netop et eksempel på det? Der er skrevet rævesovs, men i virkeligheden står der ‘uvidenhed og klassedeling’. Det tænker jeg over, indtil samtalen er slut. Der opdager jeg, at jeg virkelig godt kan lide Kristian Bang Foss, og at jeg glæder mig til at møde Frank.

Maren Uthaug og Thomas Korsgaard
“De kommer der,” siger Birgitte, og jeg kan mærke et irrationelt sus i maven. Dem kan jeg genkende, for dem følger jeg på instagram med stor entusiasme. Måske er det derfor, jeg lige nu er mere spændt – jeg har kendskab til dem som personer, ikke kun som navne på en bøger. En pinlig indrømmelse kommer over mig, at jeg kun har læst en enkelt udgivelse mellem dem; Maren Uthaugs Og sådan blev det. Alligevel er jeg spændt og ser lyserødt. De to skal have en samtale, og de skal drikke vin imens. De skal hygge sig, og vi andre observerer helt casual. Bortset fra, at Maren Uthaug kommenterer på, at det er akavet. Og selvfølgelig er det det. Observationen gør det umuligt bare at have en samtale med en god ven. De kender hinanden så godt, at et interview vil være kunstigt, fordi de kender alle svarene på forhånd.

Derfor kommer fiskebowlen på bordet. Måske er det ikke en fiskebowle, hvorfor skulle de have sådan en stående på Godsbanen (og så alligevel, det er Godsbanen). Måske en punchbowl. Uanset hvad, så bliver bunden af den fyldt med papirstrimler, hvor Maren Uthaug og Thomas Korsgaard har skrevet spørgsmål på. Det er tilfældige spørgsmål, ikke nødvendigvis forfatterrelaterede, men omhandlende yndlingsemojis og hvad, de bruger penge på (svar: pænt stel og Baileys).

Der er en enkelt fra publikum, som er verbal om, at hun ikke bryder sig om det, og at vi (ja, vi, hun hiver os alle med i sætningen) vil have noget andet. Selvom jeg også gerne vil kende til deres bøger, skriveteknikker og liv som forfattere, så giver det mig en lille klump i maven. Da et par stykker vælger at gå fra lokalet, vokser den. Først bliver de to på scenen usikre. De kigger på hinanden, spørger os, hvad vi vil høre. Det er en underlig situation.

Så tager de et valg. De snakker videre, for sådan her er deres koncept. Når der kommer et skriverelateret spørgsmål, forholder de sig ekstra meget til det, og ellers dykker de ned i oplevelser. De taler om, hvad der er pinligt, og netop det spørgsmål, får deres samtale til at give mening. Thomas Korsgaard fortæller om sit alter ego Connie Kam Filtenborg, og Maren Uthaug (aka Vulva) om sin hang til at tegne penisser og give sig selv nye navne hos Joe and the juice. De kører begge to med Bølle Bobs filosofi om, at man kun har det sjov, man selv laver, hvilket skaber en tendens til at ville underholde – om ikke andet, så i hvert fald sig selv. Med en hang til ligegyldige, hvide løgne og forkærlighed til pinlige situationer, så giver det også en forståelse for deres forfatterskab; at underholde via fiktive historier, at skabe karakterer, der gør dumme, pinlige ting, og et behov for at holde med dem, der ellers ikke får meget kærlighed.

Og der sidder de så selv og gør deres dumme, pinlige ting. Det er let og fint og jeg holder med dem, ligesom jeg plejer.

// Caroline