Ord om “En skøn alder”

[Anmeldereksemplar modtaget fra Gads forlag]

Forventningerne var enorme, da jeg modtog Kiley Reids roman “En skøn alder”. Selvfølgelig fordi bogen lød spændende fra forlagets beskrivelse – en ung afroamerikansk forfatter skriver levende om racisme, anmelderne går amok – og fordi alle på Instagram lovpriste romanen. Det var særligt “Jeg kunne ikke lægge den fra mig”, der gik igen.

Truth be told har jeg haft lidt svært ved at holde gang i læsningen her på det sidste, fordi der har været meget andet, der har fyldt. En pageturner var, i den sammenhæng, lige hvad jeg manglede! Desværre synes jeg ikke “En skøn alder” levede 100% op til hypen.

Godt begyndt

“En skøn alder” starter ret fedt ud. Reid kaster med det samme læseren ind i den begivenhed, som bliver romanens omdrejningspunkt. Her møder vi Emira Tucker, en ung, afroamerikansk kvinde, som arbejder deltid som barnepige for en rig, hvid familie, til en fødselsdagsfest. Festen bliver afbrudt, da Emiras chef Alix ringer og beder hende passe datteren Briar. Der er opstået et nødstilfælde i familien, og Alix har brug for at få Briar ud af huset.

Emira tager Briar med i et supermarked forbeholdt de rige (og hvide forstås). Her stoppes de af en centervagt, som er overbevist om, at Emira har kidnappet Briar. De er tydeligvis ikke beslægtet, og Emira ligner ikke en babysitter i sit festtøj. Hun bliver tilbageholdt, og et større publikum samler sig omkring dem, herunder også en ung mand, Kelley, som filmer optrinet på sin telefon. Som læser får man virkeligt ondt i maven, når man læser episoden. Det er nemt at visualisere, hvordan en kvinde trænges op i en krog af centervagten og kunderne i butikken, og forestille sig hendes desperation, når hun prøver at overbevise dem om, at hun ikke har begået den forbrydelse, hun anklages for.

Ovenstående er et eksempel på, hvordan noget så uproblematisk som at gå i supermarkedet med det barn, man passer, kan blive problematisk, når man er minoritetsperson. På den måde bliver vi virkeligt gjort opmærksomme på vores privilegieblindhed. Det er virkeligt fedt, fordi det gør os klogere på, hvordan andre mennesker eksisterer i verden.

Det hvide perspektiv

Jeg synes desværre ikke, romanen holder den gode stil fra starten hele vejen igennem. Jeg undrer mig i særdeleshed over den plads, som de hvide karakterer gives i fortællingen. Selvom Emira udsættes for mistanken i supermarkedet i starten, deles synsvinklen nærmest ligeligt imellem hende og hendes chef Alix (måske fylder Alix’ perspektiv faktisk mere – det føles i hvert fald sådan.)

Det giver selvfølgelig god mening i den forstand, at man herigennem får forskellige perspektiver på samme sag. Det er også interessant at forstå, hvordan hvide vs. afroamerikanere forstår episoder, hvor en person udsættes for racisme.

Vi får også Alix’ refleksioner over race. Hun udvikler nærmest en besættelse (forelskelse?) i Emira ovenpå episoden i supermarkedet, som kan ses i forlængelse af et “white savior”-complex, som går år tilbage. Alix føler sig medskyldig i episoden, og gør sidenhen alt for at kompensere Emira for det. Hun forsøger også at redde hende fra Kelley, som hun med tiden indleder et forhold til. Alix er generelt bedrevidende på Emiras vegne. Hun forsøger at styre hendes liv både direkte og indirekte, også selvom hun ikke kender hende, og de knap nok har en relation. Om det handler om Emiras alder, klasse eller race, skal jeg ikke kunne sige – men nedern er det i hvert fald.

Under alle omstændigheder undrer jeg mig en smule over, at en hvid karakter nærmest er mere hovedperson i romanen, end den afroamerikanske kvinde, som er i centrum for den episode, som udløser den efterfølgende handling. Det virker nærmest kontraintuitivt i forhold til det, man får indtrykket af, Reid gerne vil med bogen.

Låner fra Hollywood

Romanen indeholder desuden en række irritationsmomenter for mig. De skyldes muligvis, at forfatteren har forsøgt at gøre romanen så tilgængelig som muligt for et bredt publikum. Det er vildt fedt, for alle kunne have godt af at blive klogere på racismens mekanismer, men det leder også til en række greb, som virkeligt ikke fungerer for mig.

Hun låner greb fra genrefilmen, som jeg finder en smule irriterende, fordi de stikker ud. Det forholder sig eksempelvis sådan, at Alix engang har været kærester med Kelley, som Emira sidenhen begynder at date. Det er endda Kelley, der tog Alix’ mødom (jaja den første gang er da noget særligt og alt det der, men seriøst. Det er så teen drama). Kelley og Alix’ forhold ender dårligt, blandt andet på grund af en episode, som også har racistiske undertoner (jeg skal nok lade være med at spoile). De to genforenes til Thanksgiving i et klassisk Emira-banker-på-døren-Alix-åbner-op-og-opdager-*chok*-at-Emiras-nye-kæreste-er-hendes-ekskæreste-Kelley-moment. Hollywood kunne ikke have gjort det bedre.

Derudover bliver jeg også undervejs bremset af, at jeg ret nemt kan gennemskue, at der er tale om en oversættelse. Det er særligt, når Emira og hendes veninder bruger slang (og måske endda slang, man typisk forbinder med afroamerikanere). Der gennemskuer man rimeligt tydeligt, hvad den oprindelige ordlyd ville have været – og det er jo ikke meningen med en oversættelse.

En vigtig roman

“En skøn alder” er en vigtig roman, som formidler racisme, klasse, køn og magt til et bredt publikum i en lettilgængelig, spændende fortælling. Den bruger desværre en række irriterende greb, som bremser læsning og leder opmærksomheden hen på Hollywood teen drama”.

//Birgitte

Ord om “Afløsning”

[Anmeldereksemplar modtaget fra forlaget Sidste Aarhundrede]

“Afløsning” af norske Tor Ulven, er hans eneste roman netop udkommet på forlaget Sidste Aarhundrede. Og roman er måske så meget sagt. Den er ganske rigtigt skrevet i prosaform, men bogen har også klare poetiske træk og har ikke som sådan et plot.

I “Afløsning” følger læseren skiftevis en række mænds bevidstheder, som om man så må sige afløser hinanden. Vi møder en ældre mand, et barn der netop er blevet opereret, en mand som stjæler brændevinsflasker i skoven for så at smadre dem, og en lam mand. De benævnes alle som ‘Du’ med undtagelse af den ældre mand, som vi møder i indledningen og slutningen. I starten var jeg forledt til at tro, at den ældre mand og barnet, som afløser ham, var den samme. At der var tale om en ældre mand, som så tilbage på sit yngre jeg, og som havde fjernet sig så meget fra ham, at han nu kunne tiltale ham ‘Du’. Jo længere jeg kom ind i bogen, blev jeg dog opmærksom på, at der er tale om forskellige personer, snarere end den samme i forskellige livsfaser. Det siger også noget om de menneskelige grundvilkår, alle karaktererne har tilfælles.

Bevidsthederne afløser hinanden

Du undrer dig måske over, hvorfor jeg siger bevidstheder og ikke fortællinger, så lad mig tage et øjeblik til at forklare det. I Ulvens prosa er bevidstheden eller refleksionen så central, at den nærmest får forrang over begivenhedsforløbet. I visse tilfælde er der ikke engang tale om et begivenhedsforløb men snarere om tankerækker. Subjektiviteten er således helt afgørende for, hvordan begivenhederne opleves. Et eksempel er når et tordenvejr binder fortællingen om to tider sammen i et ‘Du’s’ bevidsthed.

Og det er netop det, der er formålet med romanen. Som Ulven skriver hen imod slutningen, nemlig at producere et sjælemikroskop, som viser “det enkelte menneskes tanker, forhåbninger, lyster, sindstilstande, erindringer”

Eksistentiel sammenhæng

Som læser får man, på trods af subjektiviteten, aldrig et forhold til de forskellige karakterer, og deres, i mange tilfælde, triste skæbner. Det gør det svært at forbinde sig til dem, når de alle sammen hedder ‘Du’, og når de findes i så kort tid. Det er livsvilkår for menneskene i romanen og for virkelighedens mennesker. I stedet skal vi se de mange du’er, som repræsentanter for menneskeheden. De bindes sammen sprogligt, af konkrete fysiske genstande eller mentale tilstande (som fx beruselsen eller den fysiske ælde). Afløsningen er således også en glidende overgang, der er intern sammenhæng imellem karaktererne.

“Afløsning” beskæftiger sig med de store temaer: liv og død, tid, mening, eksistens, aldring, destruktion, kærlighed, angst. Den er i høj grad provokerende, netop fordi den tematiserer livets potentielle meningsløshed. Det får man jo lyst til at modbevise, for ikke at hensynke i absolut modløshed. Samtidig følger bogen en række triste skæbner, de destruktive og ældre mennesker, de ensomme og invalide. Men overraskende nok, er bogen faktisk også morsom i sin absurditet, som når der reflekteres over sjælens udødelighed med udgangspunkt i evolutionsteorien: “På nøjagtigt hvilket stadium er mennesket så blevet udødeligt? Vil for eksempel Homo sapiens neanderthalis krepere uguddommeligt og for altid som en hvilken som helst hyæne eller fladlus, mens Homo sapiens sapiens besidder en udødelig substans og vinder evigt liv?”

//Birgitte

Ord om månedens udfordring (september)

Denne måneds udfordring kommer fra Birgitte og går således:
“Læs to bøger simultant, som beskæftiger sig med samme tematik, og reflekter over, hvordan de hver især forholder sig til det givne emne.”
Jeg valgte at gå med Ansigterne af Tove Ditlevsen og The Bell Jar af Sylvia Plath – ræsonnementet bag dette valg kan I læse lige her.

Ansigterne (1968)
Der er så mange fantastiske bøger i verden, at jeg sjældent tillader mig selv at bruge tid på at genlæse. Denne gang gjorde jeg dog en undtagelse, og det var en god beslutning. Ansigterne er endnu bedre, end jeg huskede den!
Vi følger Lise Mundus, en midaldrende forfatter som lider af skizofreni, og bliver indlagt på psykiatrisk afdeling. Ved at følge hendes perspektiv, ser vi de rædsler hun oplever som virkelighed; hvordan hendes husholderske, mand og børn eksisterer i hospitalets rør og udluftningskanaler, hvad de siger til hende og hvilke skrækkelige ting, de gør ved hinanden. Det er en meget mørk bog, hvor Lise føler sig sikker på, at hun ikke fejler noget. Jo mere rask hun bliver for alle omkring hende, jo mere sindssyg føler hun sig.

The Bell Jar (1963)
I bogen følger vi 19-årige Esther Greenwood i tiden inden og mens hun får et mentalt sammenbrud. Hun føler sig mere og mere lukket inde af samfundets forventninger til hende angående fremtiden med mand og børn, og udvikler i denne sammenhæng en depression. Flere gange forsøger hun at slippe sig selv fri ved at skabe og ved at ville miste sin mødom, som ellers bliver omtalt som noget dyrebart, hun bør passe på.
Hendes ønske om at løsrive sig fra normerne bliver ikke taget godt imod, hvorfor det formentligt går så galt, som det gør.

Tanker
Begge romaner handler om den skabende kvindes mentale sammenbrud og er autobiografiske, skønlitterære værker. Mens Lise Mundus internaliserer sin frygt for ikke at være god nok i sit forfatterskab, støder Esther Greenwood hele tiden hovedet mod muren i sine omgivelser. De to kvinders sammenbrud bliver skabt af forventningerne til dem – Lises indre og Esthers ydre. Selvom de er udgivet meget tæt på hinanden, finder The Bell Jar sted i starten af 1950’erne, hvilket muligvis besvarer, hvorfor der er forskel på, hvor forventningspresset kommer fra.

Begge kvinder lider desuden af “impostor-syndrome”: de tror ikke på deres egne evner, og frygter konstant at blive afsløret for deres svindel. De er uden tvivl dygtige – Lise er en berømt forfatter, og Esther har vundet en måneds praktikophold på et modemagasin og desuden fået et stipendium til det college, hun går på. De modtager derfor begge to anerkendelse for deres talent, men denne positive del har de svært ved at tage ind. Alt det negative derimod får masser af plads, og vokser i dem som en afgrund.

Tiden op til sammenbruddet fylder en betydelig del af The Bell Jar, mens der i Ansigterne er større fokus på selve sygdommen. Årsagen er ikke det væsentlige for Tove Ditlevsen, hvor oplevelsen af sygdom og bedring er i fokus. For Sylvia Plath er det et forløb, en eskalering af hverdagen, indtil den ikke er andet end en glasklokke uden mulighed for at bevæge sig. Lise er fysisk fikseret af et bælte, Esther er mentalt fanget under en glasklokke. Kvinderne oplever restriktioner, både indre og ydre, og kampen for at opnå frihed er det højeste mål, de kan opnå.

//Caroline

Livelæsning: Ondskabens Hotel (del II)

For første del, klik her. Husk, spoilers ahead! Derudover vil jeg bare sige: velkommen til sidste del af Ondskabens Hotel.

S. 330
De skal væk fra det hotel, det er nu vedtaget. Jack skal have en snescooter til at virke, fordi de er komplet sneet inde, men jeg har en fornemmelse af, at han ender med at smadre den fordi han “mister besindelsen” som efterhånden er sket nogle gange.

S. 338
Okay han smadrede den ikke, men smed tændingsmagneten væk (hvad end det er). Han har forstået, at hotellet ikke vil dem det godt, men hans indre stemme bliver ved med at ville blive. Det er ikke en mulighed for ham at forlade det, selvom han begynder at blive klar over de mulige konsekvenser. Det psykologiske ved at følge ham blive gal, er ærligt det klammeste i bogen!

S. 350
Ved godt jeg sagde, at man fik en smule sympati med Jack på grund af hans baggrund, men jeg tager det hele i mig igen. Han råber af sin kone og sit barn, de verbale overgreb er så ubehagelige.

S. 351
OG NU SLOG JACK DANNY! Ej nej nej

S. 365
First, meget federe at læse om aftenen, når det er mørkt udenfor og med regn og blæst. Second – Tony, Dannys usynlige ven, siger, at han ikke må komme der mere. At han (whooo??) ikke vil lade ham komme. Er det Jack? Andre døde? Hvad foregår der??

S. 374
Nu er der snart hjælp at hente på hotellet, Danny har skinnet (something like that) til kokken Dick Hallorann, det er sgu smart, det skidt. Som en mobil med seriøs god forbindelse, uanset hvor man er. Det er lige, hvad de trænger til på hotellet!

S. 387
Det er selve hotellet, der ikke vil lade Tony komme. Det er også det, der får Jack til at gøre ting, som at fucke med snescooteren. Det besætter ham. Men ærligt, har ikke sympati for ham, bare fordi han bliver besat – han var også en led gut inden han kom hen på hotellet. Nej tak til Jack. Synes det er fint, hvis han ender med at dø (fiktionen gør mig åbenbart til en kynisk møgharpe).

S. 415
Den begynder at fucke seriøst med mig. Jack er ‘til fest’ på hotellet med tidligere gæster og ansatte. Han møder Grady, den tidligere opsynsmand, som dræbte sin familie og sig selv – men Grady siger, at Jack altid har været opsynsmand, at direktøren, værten, hotellet, ansatte dem samtidig. Der var noget i filmen med, at Jack ser sig selv på et billede på hotellet for mange år tilbage, hvor det ikke burde kunne lade sig gøre… Får Shutter Island vibes, ved ikke hvad der er rigtigt eller ej. (Den bog skal jeg seriøst også have læst!)

S. 430
Wendy kalder nervøst, “Jack?”, og jeg kan ikke lade være med at tænke på Titanic, hvor Rose piber efter en død Jack i vandet. Måske ikke en helt passende reference, men på den anden side – et storslået skib/hotel går ned, og Jack går med (det regner jeg i hvert fald med).

S. 450
Jack er kommet frem til, at han forstår sin voldelig, fordrukne far. At når han bankede moren, var det fordi det var nødvendigt, fordi hun var uforskammet. Kan han blive mere ækel nu?

S. 453
Grady, den gamle opsynsmand, har lukket Jack ud fra spisekammeret, hvor Wendy og Danny lukkede ham inde – og ikke bare ud, men ud til gin og en roque-kølle (som er noget ala en kroketkølle). Nu går det snart ned, jeg sveder.

S. 460
Hallorann, som er på vej op for at redde sin unge kammerat, har lige fået en racistisk svada i ansigtet fra hotellet, som helst vil holde ham væk. Det er altså lidt pres at læse!

S. 469
Har slet ikke tid til at skrive kommentarer, er så opslugt, men Jack jagter Wendy med en kølle, og har ramt hende to gange. Wendy til gengæld har lige hakket en køkkenkniv i lænden på ham! Jeg føler mig som en kommentator på en heftig slåskamp lige pt, men jeg er så meget inde i bogen, at jeg ikke når at tænke andet end “uh, wow, nejnejnej, shit”, og de kommentarer tænker jeg at spare jer for.

S. 477
Hallorann kæmper for at komme til hotellet, men bliver nu overfaldet af et af hækkedyrene! Det lyder lidt plat, når jeg skriver det her, men det er seriøst uhyggeligt. Nu kommer jeg bare til at tænke på, om det er ham, der i virkeligheden dør først? Same old med en farvet person, som eksisterer bare for at dø? Var det derfor, det var så vigtigt at vide, at han var sort? Please sig nej.

S. 482
Wendy har låst sig inde, Jack hamrer døren i stykker med roque-køllen. Er det ikke en ønske i filmen? Det er i hvert fald en økse på coveret af bogen. Synes egentligt en økse ville være bedre, måske fordi jeg ikke helt ved, hvad en roque-kølle er. Jeg kunne google det, men.. Det går nok. Og nå ja, Danny er væk.

S. 493
UNDSKYLD MIG, Tony er Danny ti år ud i fremtiden eller hvad!? Han bliver beskrevet sådan, og Danny hedder desuden Danny ANTHONY Torrence. Tidsforskydning, tidsrejse, underlig claivoyance? Jeg ved det ikke, men Doctor Sleep virker pludselig meget interessant!

S. 495
Tony siger desuden, at Danny vil huske, hvad hans far har glemt. Så kryptisk, fatter intet.

S. 502
Åh nej – vi har en ‘barnet taler til skurken, der inderst inde bare er en far’-scene. Køllen bliver sænket og den femårige taler fornuft ind i djævelen selv. Det gik lige så godt, men det bliver lidt for cute til mig.

S. 503
Jack smadrer sit eget ansigt med køllen, vi er tilbage i det groteske, gudskelov, det går jo ikke med Stephen King og cute ting.

S. 512
Kedlen i hotellets kælder er eksploderet, og den eneste døde er Jack! Tror sgu de andre når det!

S. 514
Okay nej, Hallorann er blevet besat og klar på at knuse dem med endnu en kølle, jeg var for hurtig.

S. 515
Nevermind, det gik hurtigt over, nu smutter de. What a rollercoaster!

S. 523
Done! Hallorann kom til sig selv, og de kom væk i god behold. Alt i alt et noget andet forløb, end jeg husker fra filmen. Har lyst til at se den igen, sådan er det altid efter en god bog.
Og så er Doktor Sleep lige kommet på Netflix, sååå…

//Caroline

Livelæsning: Ondskabens Hotel (del I)

Det er efterhånden længe siden vi præsenterede livelæsning som koncept på bloggen, men på grund af alt for mange spændende, nye udgivelser (who are we kidding, det er aldrig for mange<3) er vi først nået til det igen nu. Med vi mener jeg mig, Caroline. Hej. Husk, at indlægget indeholder spoilere, og ellers synes jeg bare, vi skal gå i gang:

S. 14
Genkender ting fra filmen, som jeg så for et par år siden, og bliver lige pludselig bevidst om, at jeg faktisk ikke kunne lide den. Fingers crossed, bøger plejer heldigvis at være bedre!

S. 19
Jack er ved at blive ansat til opsynsmand på Hotel Overlook vinteren over, og de diskuterer, hvor afskåret han vil være fra omverdenen i seks måneder. Så var vores lockdown og karantæne altså ikke så længe ved siden af.

S. 20
Jack beskriver snekuller: “Det er et slangord, der betegner den klaustrofobiske reaktion, der kan indtræffe, når folk er spærret inde sammen gennem længere tid. Klaustrofobien kommer til udtryk som afsky for de mennesker, man tilfældigvis er spærret inde sammen med. I ekstreme tilfælde kan det resultere i hallucinationer og voldshandlinger – man har eksempler på, at folk har begået mord over så ubetydelige ting som sveden mad eller en diskussion om, hvis tur det er til at vaske op.” Så er resten af romanen i sat op til at udfolde sig på bedste Stephen Kingsk vis. How does he do it?

S. 26
Okay, Jack har åbenbart været voldelig overfor sønnen Danny, det husker jeg intet om fra filmen!

S. 43
Barnet, Danny, kan på en eller anden måde læse tanker – men også opfange mere end det. Følelser, humør, fremtid, fordi? Se det er sgu svært at vise i en film, men endelig kommer jeg måske til at forstå, hvad ‘the shining’ faktisk er! Han har også en ven, Tony, som kun han kan se. Børn i gysere er så møguhyggelige.

S. 87
Danny vil holde øje med noget der hedder Dorm, som Tony har vist ham stå et sted på hotellet. Kan i huske det fra filmen? Dorm. Stakkels femårige unge!

S. 88
Wendy har nu flere gange sagt ‘flyt dig, flue’ til sin mand, når han er lidt sjofel. Er det en ting, man burde integrere i sit sprog?

S. 110
Hotellets kok, Dick Hallorann, siger, at Danny aldrig må gå ind på værelse 217, så fra nu af kommer jeg bare til at vente på, hvornår vi skal derind! Han skinner btw også, og siger, at Danny skinner mere end nogen anden, han nogensinde har mødt. Imponerende eller klamt? Vi ved allerede det kommer til at fucke med dem alle, så hælder mest til det sidste.

S. 116
De er alene vinteren over, og har fået et værelse at bo i – men hvorfor kan de ikke jo i præsidentsuiten, når der ikke er andre?? Det havde jeg gjort.

S. 117
Okay Danny ser indtørret blod overalt i soveværelset, så måske er præsidentsuiten alligevel ikke sagen.

S. 134
Årh, Jack fik selv tæv som barn, og jo flere tæv, jo mere ballade lavede han. Fra at kaste sten efter biler til at sparke en hund og slås hver gang, han kunne opfinde en årsag. Lige så dum, man synes han er, lige så stakkels er manden jo også. Hvordan er det lige, at King formår at skabe en form for sympati med en mand, der sparker hunde og brækker armen på sin søn? Jeg er sgu imponeret.

S. 140
Okay heller ikke SÅ meget sympati, manden har ingen selvindsigt men opfinder undskyldninger for alt det lort han laver. Stakkels Jack, men også ‘for helvede, Jack’.

S. 180
En læge har kigget på Danny, og snakker nu med forældrene – siger, at de vel godt er klar over, hvorfor Tony hedder Tony. Det er de, og er enige om at Danny selv må regne det ud. Hallo, hej, jeg er her også, jeg vil også vide det!

S. 202
Jack kigger i en scrapbog om hotellets historie, og de sidste 15 sider har handlet om, hvem der ejede det på hvilket tidspunkt. Lidt langtrukkent, bare lidt(!).

S. 205
Hallorann er mørk, og i bogen bruges n-ordet. Den er skrevet i en anden tid, og den kontekst skal selvfølgelig med, men det gør mig seriøst altid lidt uncomfortable at læse det, selv lydløst i hovedet.

S. 208
Så er vi ved værelse 217, kan faktisk mærke mit hjerte hamre. Hvis jeg gætter rigtigt, er det her bare en tease – vi står foran døren, Danny har nøglen i hånden, men han skal ikke derind endnu, man skal bare blive nervøs.

S. 209
(Jeg havde ret)

S. 253
Nu oplever Jack uhyggelige ting – blandt andet at planteskulpturerne bevæger sig. Han drikker ikke, men han tager en form for smertestillende, excedrin, og knaser dem i munden. Føj, overvej at tygge en panodil! Uanset hvad, så gør han det, og det fucker med ham (det, og så at hotellet er dæmonisk i sig selv). Hans søn kan håndtere det, men ham selv – not so much.

S. 255
Næste kapitel hedder ‘indenfor i nummer 217’, så nu bliver det klamt føler jeg. Er glad for at jeg læser i fuld dagslys, men har samtidig lidt lyst til en uhyggelig stemning med efterår og mørke. Lidt masochist er man vel.

S. 262
Der er en gammel, død dame i badekarret, og nu, hvor det begynder at blive virkelig klamt, står der “Hendes døde håndflader lavede prutlyde mod porcelænet.” Det fjernede lige al uhyggen med den sætning!

S. 282
Danny er kommet ud af værelse 217 med mærker om halsen, og Wendy er overbevist om, at det er Jack. De er jo ikke andre? Ad, ad, ad. Er kun halvvejs i bogen, og Wendy tænker allerede på at flygte med Danny. Hvis resten af bogen er et forsøg på at forlade hotellet, så føles det dog lidt som en lang flugt.

S. 286
Jack taler med Lloyd i hotelbaren. Der er bare ingen andre end dem, ingen Lloyd, ingen alkohol. Han er ved at blive gal, og galskaben er så godt skrevet!

S. 312
Møgharpe, se det er et heftigt skældsord at kalde nogen.

Desuden må dette være et godt sted at stoppe for nu – del II er oppe om et par dage, og I kan godt glæde jer!

//Caroline

Ord om Paradis først af Kristina Stoltz

[Anmeldereksemplar fra Gutkind]

Gammel kærestesorg er den værste slags
I Paradis først tager jeget, Kristina, til USA for at mødes med sin første store kærlighed, der nu skal giftes. De har ikke set hinanden i 17 år, og står nu pludselig overfor hinanden igen. Marlon er ikke, som Kristina husker ham, og så alligevel. Næsten endnu vigtigere end nutidssporet, selve besøget, er erindringerne om deres tidligere liv sammen op. Hvem de var sammen, hvad de gjorde ved hinanden, hvordan de taklede hverdagen, racismen, eskapismen og volden.

På den ene side ligner de hinanden, Kristina og Marlon. De ønsker sig paradis, de leder efter det i flere forskellige lande, men de flygter også ud af virkeligheden og ind i drømmene. På den anden side er Kristina – unge Kristina – naiv og ubekendt med racismens eksistens, mens Marlon har levet med sin mørke hud og alt, hvad det indebærer, hele sit liv. At forene disse to fungerer, indtil det ikke gør mere. Paradis er kun en mulighed, indtil slangen dukker op.

Potentialet i erindringen
Kristina Stoltz har skrevet en bog, der leger med erindringernes upålidelige oplevelser, der ikke eksisterer i sig selv, men som skabte tanker. Derfor vælter nutid og datid ind i hinanden, nogle gange i samme sætning, fordi den måde vi erindrer på, er flydende og uden grænser. Romanens nysgerrige sprog, det luftige og legende, gør læseoplevelsen næsten abstrakt.
Erindringerne ligger et sted mellem bevidsthed og drømmetilstand, det er et æterisk rum, hvor alting kan lade sig gøre. Nogle gange husker vi en samtale, som måske fandt sted til en fest, måske på en legeplads, måske i sengen – i erindringen har den muligvis eksisteret alle steder på én gang.

Det startede med Paradis
Paradis er en fortælling, et ønske, en drøm. Det er også sådan, forhold begynder. Lyserøde briller, den syvende himmel, alt er klichéer og lykke. Det samme er forventningen til fremtiden. “Så vidt jeg ved, er kærligheden altid en fortælling. På en måde fortælles den bagfra, mens den udspiller sig. […] Uden fortællingen har intet værdi. Uden fortællingen dør følelserne ligesom korallerne. På den måde opretholdes kærligheden gennem magi.”

Fortællingen kan dog ændre sig med tiden, og mens Kristina eksisterer i både nutid og datid, ser vi, hvordan den gør netop dette. Under skovbrændende i Californien, brænder byen Paradise ned, og dette fjerner helt symbolsk det Edens Have, som Kristina og Marlon i deres turbulente år som par, forsøgte at nå. Eskapismen er ikke længere en mulighed, og virkeligheden overskygger relationen i en grad, ingen af dem har oplevet før.

//Caroline

Ord om “Lamento”

[Anmeldereksemplar modtaget fra Grif]

“Lamento” er, som titlen antyder, en klagesang. Her beretter jegfortælleren om sin brændende (bogstaveligt talt!) forelskelse i sin nu eksmand, og tabet af kærligheden. Tilhøreren er parrets fælles datter.

Romanen står i høj grad på skuldrene af et bredt repertoire af kærlighedsfortællinger fra den græske mytologi, romantikken og kristendommen (to name a few). Den skriver sig også ud af dem, for jeget og eksmandens forhold er ikke som i fiktionen. Den er nok brændende, ja sågar vanvittig, i starten, men den falder også fra hinanden. Kærligheden er et script, der udspilles, og det kan sommetider være svært at kende forskel på virkeligheden og kunsten. Scriptsne (de forloves, bliver gift og får barn) er hele tiden en rejse mod det fælles liv – det attråede liv, ægteskabet med barn og fælles hjem – men kærlighedens flammer kvæles i hverdagen.

“Lamento” er klassisk i den forstand, at den tager et tema ‘kærlighed’ og en genre ‘klagesang’, som vi kender godt. Men romanen får alligevel et Nielsensk twist. Fortællingerne om kærlighed afvises som fortællinger (selvom jeget længes efter deres gyldighed). Samtidig er romanen præget af lange, snørklede sætninger, som vi kender det fra hende. Og så er hun ikke uden humor og et lille glimt i øjet. Som da hun ganske diskret, og for de indviede, skriver sig selv og sit eget forfatterskab ind i bogen.

Om den unge mand, Madame Nielsen engang var

Kender man en lille smule til Nielsens forfatterskab og hendes mange manifestationer og personaer, vil man kunne huske tiden før Madame Nielsen. Her gik hun på gaden som den hjemløse Claus Nielsen, som ganske vist havde hukommelsestab men intet CPR-nr. Der blev en større sag ud af det i aviserne, før det blev afsløret, og arbejdet blev sidenhen til biografien “Claus Beck-Nielsen. 1963-2001”.

I “Lamento” afsløres det, omend indirekte, at manden netop er Claus Beck-Nielsen, Nielsen før Madame Nielsen. Hun har da også selv skrevet, at manden i ægteskabet netop er den unge mand, hun engang selv var. At forelskelsen gjorde jeget og manden til incestuøse siametiske tvillinger får i den sammenhæng en lidt anden betydning.

//Birgitte

Ord om “Så tavsheden ikke længere kun er mellemrum i min tale”

[TW: seksuelle overgreb, vold, selvmord]

[Anmeldereksemplar modtaget fra forlaget Gladiator]

Ved første øjekast ligner Casper Havsers debutdigtsamling “Så tavsheden ikke længere kun er mellemrum i min tale” endnu en bog om klimaet. Omslaget prydes af en sort skov, på bagsiden står der blot “Om dyret, dyrene”, og digtene præsenteres af et uddrag af en tekst om, hvordan man skal avle på hunde fra Dansk Kennelklub. Her har vi det jo, tænkte jeg! Menneskets indgriben i naturen. Dyrevelfærd. Bæredygtighed. Min hjerne har sporet sig ind på tekstens centrale tematikker. Men det har den så ikke, for digtsamlingen handler ikke om klima, men snarere om incest og vold i de nære relationer, og de voldsomme konsekvenser, overgrebene har på jeget, der som barn udsættes for seksuelle overgreb af sin far.

Jeg kan ikke helt finde ud af, om Havser burde have foregrebet, at man som læser automatisk ville komme til at tænke på klimaet. For mig betød det i hvert fald et rimeligt dramatisk skifte, da overgrebene introduceres. Så afbryder man selvfølgelig sin læsning og går tilbage, men det betyder også, at bogens naturlige progressionen tilsidesættes en smule.

Det naturstridige

Digtsamlingen er en barsk beretning om et barn, der misbruges seksuelt af sin far, og de konsekvenser det har for jeget som barn. Det naturstridige, som også præsenteres i det indledende uddrag fra Dansk Kennelklub, består både i farens seksuelle misbrug, i jegets tidlige seksuelle debut, der tvinger ham til at blive voksen, men også det fuldstændigt fucked up forhold han får til, hvad kærlighed er.

Volden er noget der gives videre i arv fra far til søn. Faren udøver vold på jeget (ikke kun seksuelt), de går på jagt sammen, og jeget slår deres hund ihjel. Ved sidstnævnte begår han også vold på sig selv, for han deler navn med hunden og gør sig ulækker som en hund, for at faren skal lade ham være. Volden er både destruktion og trøst. Det er en trøst for jeget, at han kan begå selvmord. Børnene gøres stumme for at bevare familiehemmeligheden og familietraumet lægges, om man så må sige, i graven. I døden er jeget tilsvarende tavs.

Samtidig hænger volden uigenkaldeligt sammen med kærligheden: “kærlighed er sygdom / og kærlighed er smerte / og drab”. Selvom kærligheden associeres med vold og seksuelle overgreb, higer jeget efter det, imens han samtidig ønsker dødens befrielse. Det er et hårdtslående problem i digtsamlingen, og utroligt svært fordi det nærmest er umuligt at se sig ud af. Hvad jeget i digtsamlingen da også giver udtryk for.

Der er ikke meget håb at hente i den barske beretning. Og så alligevel. For selvom digtene tematiserer tavsheden, så taler jeget jo igennem digtene – og det er der alligevel et skud håb i, for hans historie er vigtig.

//Birgitte

Ord om Hedeselskabet

[Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof]

“Det lyder som en bog for dig,” skrev Birgitte til mig, og linkede til Malte Tellerups anden roman, Hedeselskabet. En idealistisk trio fra storbyen flytter til udkantsdanmark (mit hood), for at være selvforsynende, at leve i ét med naturen og at udleve hver deres kunstneriske drømme. Allerede dér kunne jeg identificere mig med trioen, og havde en oplevelse af, at deres skæbne var min skæbne.

I skovens dybe stille ro hersker kaos
I den første del af bogen er naturen idyllisk, den er grøn og frodig, næsten æterisk beskrevet, som et grønt paradis, og selvom der er bump på vejen i de unge kunstneres nye eksistens, er livet på landet overordnet set velfungerende. Det positive mindset hjælper med at holde fanen højt, lige indtil vejret vender, pengene fortsat er små og de relationer de har fået, begynder at falme. Det er svært at holde sig ovenvande, når alle i nærheden synker.

Selvom der er et ønske om at skabe noget nyt på heden, er det også lidt som om, den fungerer som kviksand; store bevægelser er farlige, og stilstand er at foretrække, selvom alle bliver hevet ned i sidste ende – det ser vi i form af naboens konkurs og lukningen af de mindre landbrug. De idealistiske unge fra byen er et symbol på en generation med ambitioner, håb og opgør med de gængse rammer, men den idealisme er endnu ikke nået de unge på heden, hvor tiden står stille. I sidste ende er spørgsmålet vel, hvor længe man kan leve på idealisme, når vand bliver til mudder?

Kampen for overlevelse i udkanten
Sproget er ikke bare jysk, det er bondsk, og samtalerne mellem byboernes slangprægede fraseringer og hedens sprog, der er overrepræsenteret af vokaler, er intet mindre end fantastisk at læse. Jeg er selv opvokset nær det område, Tobias og de andre bosætter sig i, og kender til det stærke fællesskab og ønsket om at bidrage til områdets overlevelse. Uanset hvor hårdt der kæmpes, er man ladt til sig selv i udkantsdanmark, og det er en kamp, der i løbet af bogen bliver mere og mere tydelig.

Jeg elskede romanen. Dog var der nogle få kapitler, to eller tre, som blev fortalt fra nabokonen Phuengs synspunkt. Det føltes meningsløst, der var ingen forløsning, ingen yderligere sammensmeltning, bare et par fragmenterede tekststykker, som romanen sagtens kunne have undværet. Når det er sagt, ramte resten plet. Den handler om ensomhed og fællesskab, naturen på godt og ondt, at være anderledes, håbefuld, at ville skabe, at møde modstand. Den handler om mig, mine venner, mine bekendte og min hede, og det skal den have tak for.

//Caroline

Ord om Mit arbejde

[Anmeldereksemplar fra Gyldendal]

Olga Ravns nye bog, Mit arbejde, er en form for mødremanifest; en opfordring til at fortælle den sande, komplekse og til tider skrækkelige sandhed om at blive mor. At være ærlig. Sårbar. Selvom mine egne børn endnu kun er en fremtidsforestilling, er mødrerollen en, jeg forhåbentligt får lov til at stifte bekendtskab med engang. Det gør dog ikke bogen mindre relevant for mig – bare det at kende en mor, er nok argument for at læse Mit arbejde.

A whole new world og flydende kaos

Der er mange begyndelser, mange fortsættelser og mange slutninger i romanen, hvoraf skabelse synes at være den røde tråd, der forbinder dem alle. Skabelse af et barn; af en bog; af et hjem; af en ny hverdag. Kvinden i bogen har fået en åbenbaring sammen med fødslen af sit barn, måske endda tidligere, da pamfletter om børn, graviditet og forældre, begyndte at dukke op. Det er en hård åbenbaring, der indebærer en ny forståelse af køn og identitet i en forandret verden, hvor alle har en holdning og forventning til, hvordan man skal tænke, handle og føle.

Bogen er på en gang et stort rod af genrer, tid og personer, men samtidig føles alt flydende. Det kaotiske er et præmis, det er symbolsk for forældreskabet, det er uundgåeligt. Det tætteste, jeg kan komme på at beskrive indholdet, er autobiografisk meta-prosa, hvor der er tale om et Jeg og en Anna, som både er den samme person, men som også ikke er det. De er på en måde adskilte individer, som har født samme barn. De passager, der er mest meta – teksterne jeg’et skriver til Anna – er mine absolutte yndlings. De illustrerer bogens opgør med forventninger (til prosaregler og struktur, men også forventninger til moderrollen) og dens undersøgende tilgang til jegets fragmenterede selv, på en utroligt kærlig måde.

Det eksistentielle og vasketøjet

Det gjorde ondt at læse bogen, for det er både en gave, men også et traume, at få et barn. “At føde et barn er også at føde et kommende lig, har du tænkt på det?”. Lige så mange eksistentielle og filosofiske tanker, det bringer med sig at skabe et menneske, lige så mange lavpraktiske ting følger også med, og bogen undersøger begge ekstremer af det abstrakte og det konkrete. Det er en stor bog med omfattende indhold, og jeg er endnu ikke kommet ind på psykisk sygdom, parforhold, købekultur og skriften som både anker og redningsvest. Det kommer jeg heller ikke til – hvordan skulle et enkelt blogindlæg kunne rumme refleksion over alt det på en gang? Mit hoved kan næsten ikke rumme det. Lad os i stedet tage snakken i en dm, og indtil da, så læs den. Det var vildt.

//Caroline

Ord om Min kinesiske farmor

[Anmeldereksemplar fra Grif]

Kender I det der med, at man får en bog stukket i hånden, som trækker på klassiske temaer, man kender til hudløshed, og så liiiige drejer dem, så man alligevel tænker hva faen? Sådan har jeg det med Lars Saabye Christensens nye roman “Min kinesiske farmor”.

“Jamen havde han så en kinesisk farmor?” spurgte min veninde mig, da jeg mødte hende tilfældigt på gaden i går efter et smuttur hjem til Caroline. Vi har læst sammen på universitetet, og hun kender til Saabye Christensen. Og nej, Saabye Christensen har ikke i bogstavelig forstand en kinesisk farmor – han er så hvid, som de kommer – men det kinesiske peger på romanens centrale temaer: dels farmoren og farfarens bosættelse i Hongkong i starten af 1900-tallet, da Hongkong, dels farmorens fortælling som et kinesisk æskesystem. Den er (i overført betydning) en kasse inden i en kasse, inden i en kasse osv. osv.

For at kende sig selv må man kende sin slægt i fem generationer

“Min kinesiske farmor” minder ved første øjekast mig om den klassiske autofiktive fortælling alá Karl Ove Knausgårds kæmpe værk “Min Kamp” (jeg erkender åbent, jeg gik i stå halvvejs igennem bind 1. sorry Knausi men du fangede mig ikke), som, ligesom “Min kinesiske farmor”, tager sit udgangspunkt i Karl Oves fars død. Hovedkarakteren er Karl Ove selv på samme måde som Lars Saabye Christensen også er en hovedkarakter i “Min kinesiske farmor”. I begyndelsen af romanen møder vi hovedkarakteren ved sin fars dødsleje, hvilket selvsagt sætter gang i en række refleksioner over vores eksistens i en verden, hvor tiden går, og hvor vi kun har et mikroskopisk tidsrum til at sætte vores præg på verden.

Selvom vi dør, sætter vi vores præg på eftertiden, og det er den hovedpersonen forfølger i romanen. For ifølge en kinesisk lærdom Lars’ farfar giver videre til Lars’ far, er det vigtigt “at forstå sig selv” for at kunne vide “hvor man kommer fra, helst fem generationer tilbage”. Det er altså vigtigt for Lars at forstå sin farmor, hvis han skal forstå sig selv. Og hun har ikke efterladt sig mange spor. Lars forsøger at nærme sig hende igennem billeder, interviews, breve og tilfældige film fra perioden, som er optaget i Hongkong. Problemet er bare, at han kun kan nærme sig hende indirekte. Hun har ikke efterladt sig nogen breve. Det eneste der er bevaret, er farfarens breve til hende, et interview han gav, da han blev pensioneret, og en nekrolog over ham. Det er kvindens lod i starten af 1900-tallet.

Men selvom farmoren aldrig kommer direkte til orde, spiller hun alligevel en central rolle i eftertiden. Hun har båret slægten i bogstavelig forstand, men det er også hende, der sår frøet til Lars’ forfatterskab. Hun giver ham en erindringsbog, da han er dreng, som han kan nedskrive sine erindringer i. Da det er barnets forundt at være uden fortid, skriver Lars i stedet de adresser ned, han leverer blomster på. Det bliver til et erindringskort, der også har haft kæmpe indflydelse på forfatterskabet.

Det kinesiske æskesystem

For at vende tilbage til det kinesiske æskesystem, synes jeg det er spændende, hvordan Saabye lader farmorens fortælling være en del af et større system. Hendes fortælling er ikke kun fortællingen om farmoren men også kvindekønnets historie, fortællingen om kolonisering, teknologihistorie, litteraturhistorie – og selvfølgelig en almenmenneskelig fortælling om liv, død, familie, erindring.

//Birgitte

Ord om Sortsyge

[Anmeldereksemplar fra Vild Maskine]

Har du set bogens forside? Hvis ikke, så prøv at google den. Det er vildt smukt. Forsiden matcher bogens indre, det fine, nøgne, sårbare, rå, feminine. Romanen er Cecilie Bødkers debut, men ligeså nysgerrige ordene er, ligeså erfaren føles skriften.

Polyamori skaber nye relationer, situationer, refleksioner
Bogen handler om Freja, der indgår i et polyamorøst forhold med den svenske August. Hans andre relationer, hans elskere, bliver en del af deres forhold, og Freja opsluges af jalousi – af sortsyge, som det hedder på svensk. Hun bliver optaget af de andre kvinder, og kæmper hele tiden en kamp for at være den bedste, samtidig med, at hun har forståelse for, at der ikke eksisterer nogen konkurrence, hvis ikke man selv skaber den.
Grundet det åbne forhold bliver de sammenflettede relationer, samtalerne, de moralske dilemmaer Freja havner i, meget anderledes og skaber en helt ny oplevelse. Den er relaterbar i sine følelser, men ny i sine kontekster; man forstår forelskelsen, jalousien, den masochistiske handling at sammenligne sig selv med andre, konkurrencen i altid at ville være den bedste, den smukkeste. De optræder bare på en ny måde, og med en eskalerende galskab, et vanvid, der ikke kan undviges.

Sammenligningens giftige kultur
Sortsygen viser sig fysisk, for Freja bliver syg af jalousien. Kiloene rasler af hende, hun tvivler på sig selv, sine relationer, alle de ord, der bliver sagt til hende. På et tidspunkt overvejer hun, om hun reelt er ved at blive sindssyg, og som læser eksisterer tvivlen også konstant.
Alt er rod – kærlighed, begær, lyst, og så rod igen. Og igen og igen. Cirkler af destruktiv adfærd, subtile magtkampe, det hele er ødelæggende, og samtidig er det velkendt. Når en person kalder dig “den smukkeste”, sætter vedkommende dig i konkurrence med hele din omverden. Den konkurrence bliver mere og mere indædt, selvom Freja konstant forsøger at stoppe den – men hvordan skal man stoppe en samfundsstruktur? En stereotyp fortælling om, hvad der er godt og smukt og rigtigt? Normalt?


Bogen er god – sådan rigtig god. Den er aktuel, den er moderne i sit udtryk med mails, beskeder og evige insta-stalking, men den tager også teknologien, ungdommen, forelskelsen og svigtene seriøst. Enhver følelse bliver ekstrem, følelserne er sygdommen, og det perspektiv er vanvittigt interessant.

//Caroline

Ord om “Hummerens skjold”

[Anmeldereksemplar modtaget fra forlaget]

Det er påfaldende, hvor mange gode! bøger, der bliver skrevet om familier lige i øjeblikket. Som om en bred vifte af forfattere er blevet enige om at skrive om slægtstraumet og de besværlige familierelationer med alt hvad de indebærer af skuffede forventninger, vild kærlighed og tab. I visse tilfælde kan de ses i en naturlig forlængelse af autofiktionsbølgen, som det fx er tilfældet med Malene Lei Rabens “Fruen”, Peter Øvig Knudsens “Min mor var besat”, Merethe Pryds Helles “Folkets Skønhed” og Cecilie Linds “Mit barn”, hvor familiefortællingen tager udgangspunkt i forfatterens egen familie. I andre tilfælde er der tale om ren fiktion, som med eksempelvis Maren Uthaugs slægtsromaner og Caroline Albertine Minors fine “Hummerens skjold”, som er i centrum for dette skriv.

Uanset om der er tale om rendyrket fiktion eller skønlitteratur baseret på forfatterens egne oplevelser, så er familien i centrum i de ovenstående bøger. Ikke overraskende, for der er et kæmpe dramatisk potentiale i de tætte relationer. Derfor er familiefortællinger da bestemt heller ikke noget nyt. Det nye er den hudløse ærlighed hvormed der fortælles – også om problemerne. Og den har et kæmpe potentiale til at røre mennesker dybt. Jeg var i hvert fald engageret i Minors bog.

At deale med ikke at leve op til den ideelle kernefamilie

I “Hummerens skjold” følger vi to familier, som ikke lever op til idealet om kernefamilien. Ea bor i San Francisco med sin kæreste Hector og hans datter fra et tidligere ægteskab Coco; Eas søster Sidsel bor alene i København med datteren Laura, som er resultatet af en kort affære med den på-det-tidspunkt-gifte Vicky. Ea og Sidsels bror Niels lever en nomadetilværelse men er i romanens nutid bosiddende i en ældrebolig med vennen Phillip. Ea, Sidsel og Niels’ forældre er begge døde og eksisterer som ånder, den clairvoyante Bee kommer i kontakt med. Bees familiesituation er også rodet, og kan ses som et sammenkog af de tre søskendes: Hun har datteren Fifi med en ukendt mand, som, ligesom Vicky, ikke kender til hende. Fifi bor ved sin mormor i forstaderne, imens Bee lever et flyvsk liv som clairvoyant/yogalærer. Hvor mormoren har overtaget moderrollen for Bee er det samme tilfældet med Ea, Niels og Sidsels moster Elisabeth, som overtog Niels, da forældrene døde.

Bogen handler i høj grad om, de følelser der opstår, når man ikke kan leve op til kernefamilie-idealet. Det handler også om behovet for at søge familierelationen, om nye begyndelser og om at opsøge det, der er svært og deale med det. Inddirekte handler “Hummerens skjold” også om sammenhørighed. Bees situation er et sammenkog af de tre søskendes, og det illustrerer, at man ikke er alene om sine familieproblemer, selvom det kan føles sådan. Slutteligt handler bogen om at skabe en forbindelse imellem mennesker på tværs af liv og død (Bees kontakt til Ea, Sidsel og Niels’ afdøde forældre) og geografi (Niels lytter til Bees datter Fifis ASMR-indhold på Youtube).

Min lille anke i den sammenhæng er, at jeg synes bogen bliver lidt for urealistisk i den måde, karaktererne er forbundne. Ea, som bor i USA, er klient hos Bee, som er klient hos Eas kæreste Hector, imens Niels, som bor i Danmark, har indirekte kontakt med Fifi. Jeg er med på, at sammenhængen er et resultat af den digitale tidsalder, og at overraskende sammenhænge kan opstå i den sammenhæng. Men det bliver sådan lidt for alt-går-op-i-en-højere-enhed, som man kender det fra de klassiske dannelsesromaner, og den synes jeg er lidt svær at købe.

Litteraturens potentiale

Jeg vil lige slutningsvis lave et lille shout out til bogens helt fantastiske start. Den er skrevet noget anderledes end den resterende del af romanen. Den er æterisk, spøgelsesagtig, imens resten er lettilgængeligt, hverdags-agtigt. Minor udnytter den mulighed litteraturen har til at ophæve skellet mellem levende og død, og lade de døde tale med sig selv og med de levende. Det synes jeg virkeligt er spændende i “Hummerens skjold” – og så er det helt på sin plads at give de døde taletid i en roman, der handler om slægternes gang.

//Birgitte

Ord om “Tritonus – en skærgårdsfortælling”

[Anmeldereksemplar fra Gutkind]

Casa Tritonus er det hus, Thomas Brander, den verdenskendte dirigent, får bygget i en finsk skærgård. Meningen er, at det skal være et storslået byggeri, men som huset bliver opført, mærker man, hvor absurd og unyttigt det hele er; en ensom betonklods med elevator mellem de tre etager og en rungende stilhed. Huset er et billede på Brander, måske også naboen Reidar Lindell, måske endda på alle midaldrende mænd – ambition, prestige og ensomhed konkurrerer uløseligt med hinanden.

Den skrøbelige maskulinitet

I løbet af romanen oplevede jeg omsorg overfor mændenes usikkerhed. De sætter konstant spørgsmålstegn ved, hvor sårbare de kan være overfor andre mænd, hvilke emojis man som mand må sende til en anden mand, hvilke uskrevne regler, de må følge, for ikke at gøre andre forlegne ved at søge en tæt relation til hinanden. Der er noget sørgmodigt over at se mændene bevæge sig rundt i maskulinitet, som om det var noget, der kunne gå i stykker, som om de kan miste den, hvis ikke de bevarer afstanden til hinanden og til deres følelser. Det er det, der er bogens egentlige omdrejningspunkt, og det giver en helt ny indsigt for mig som læser, en 26-årig kvinde. Samtidig er det dog lidt tungt at følge to ensomme, triste mænd gennem 400 sider, hvoraf den ene aldrig rigtigt formår at skabe sympati.

En musikalsk bog på et fremmed sprog

Kjell Westö skriver selvsikkert og flydende – og at dømme på den musikalske viden, der går igen igennem hele bogen, er han også utroligt musikalsk begavet (eller i hvert fald kæmpe dygtig til at researche!). Musik er Branders liv og levebrød, og den anden hovedkarakter, naboen Reidar Lindell, spiller også, så musik fylder selvsagt meget i romanen. Dog vil jeg gætte på, at en fjerdedel af romanen (hvis det kan gøre det) er tanker, refleksioner og handlinger, der har med musik at gøre. Og ikke hvilken som helst musik; klassisk musik, symfonier, orkestrets tekniske kunnen og mangler, forskellige fortolkninger af bestemte værker, om Mahler, Schubert, Brahm, Sibelius, Schöneberg – om så mange (for mig) ukendte ting, at sproget bliver fremmed. Det er som om bogen ikke er skrevet til mig, men til folk med kendskab til dette sprog, jeg føler mig på en eller anden måde glemt af forfatteren, overset, ikke dygtig nok til at forstå denne musikalske roman.

De moderne trusler anno 2020

Helt diskret rummer Tritonus en stor del af de farer og trusler, som dukker op i hverdagen. Det er både racisme, metoo, sorg, pandemier, ideologier, seksualitet, toksisk maskulinitet, sårbarhed, ensomhed og alderdom som bogen beskæftiger sig med, men uden at hænge fast i nogen af temaerne – de vikler sig naturligt ind i historien, sådan som de også gør i hverdagens levede liv. Det betyder også, at de hver især ikke nødvendigvis fylder i romanen; egentligt beskæftiger den sig primært med livet som ensom, midaldrende mand og de narrativer, vi gennem livet igen og igen må tilpasse om os selv.

Hvert emne blev varetaget delikat og med seriøsitet, hvilket jeg er meget taknemmelig for – det er måske der, bogen fortjener mest ros. Til gengæld bevæger bogen sig flygtigt videre, og vigtigheden af samtalerne om eksempelvis racisme og metoo kan godt forsvinde lidt i mængden af musik-information og Branders forvrængede, meget ophøjede selvbillede.

//Caroline

Ord om “10 minutter og 38 sekunder i denne sære verden”

[Anmeldereksemplar fra forlaget Grif]

Ret ofte løber der vand ud af mine øjne. Der skal ikke meget til; en filmtrailer, en reklame, en god tiktok. Alligevel er det sjældent, jeg græder over en bog. Det gjorde jeg denne gang. Flere gange. Elif Shafak skriver om de sidste øjeblikke af Leilas liv, som hun ligger myrdet i en container et sted i Istanbul. Man opdager hurtigt, at det ikke blot er Leilas død, der er tragisk – livet har vist sig at være en stor prøvelse i sig selv.

De fordømte
Sådan lyder navnet på et af kapitlerne, og det er sådan omverdenen ser på Leila og hendes venner, en broget flok, der ikke lever op til de forventninger, der pålægges dem. Leila, også kendt som Tequila-Leila, er sexarbejder, og det er noget nær det eneste, samfundet vedhæfter sig hos hende. Ikke hendes opvækst med de mange hemmeligheder, hendes loyale venskab, hendes ikke-dømmende syn på andre. Det blik, det helhedsbillede, sørger Elif Shafak dog for at skabe, og gennem det sidste stykke tid af Leilas ikke-levende, ikke-døde eksistens, følger vi episoder og brudstykker fra hendes liv i første del af bogen, Sindet.
I anden del af bogen har sindet forladt os, og vi følger nu Kroppen. Her er det Leilas fem venner, historien bliver fortalt fra, og jeg må indrømme, at jeg begyndte at savne Leila en smule. Til gengæld nød jeg sidste del, Sjælen, som er afslutningen på Leilas historie.

“Istanbul er, og har altid været, en she-city
Det er primært kvinder, vi følger i bogen, da det er kvinden, der bliver gjort til genstand for mange problemer; det er hende, der tænder mandens begær, hende, der bærer familiens ære, hende, der skal udvise overbærenhed, velvilje og underdanighed. Det er en ufrivillig rolle, kvinderne har fået tildelt, og de fordømte, Leila og hendes venner, har ikke tænkt sig at opfylde dem. En er uden religion, en har tilpasset sin fysiske krop til sin kønsidentitet, flere har solgt deres kroppe af nød eller tvang, men fælles er, at de overlever på trods.
Fordi vi allerede kender slutningen fra starten af – Leila er død og på vej til at forsvinde – er bogen tung, men med sammenhold, fællesskab, omsorg og loyalitet overfor hinanden, og med håbet, især håbet, kommer man igennem bogen. Den rørte mig meget, det var skønt at høre stemmerne fra folk, der ellers bliver tiet ihjel.

//Caroline