Ord om “LYSETS DATTER”

[Anmeldereksemplar fra Superlux]

Forfatter: Louise H. A. Trankjær
Udgivelsesår: 2020
Antal sider: 422

Kort og godt – jeg er ikke den rette læser til “Lysets datter”. Mine forventninger og ønsker til denne fantasy matchede simpelthen ikke indholdet. Jeg vil derfor gennemgå tre ting – plot, karakterer og sprog – og prøve at markere, hvordan de hver især bidrog til romanen på godt og ondt, for der er helt sikkert læsere, der til de ting, som ikke rammer plet hos mig.

Først, plot. Vi befinder os i en verden af Lys og Mørke – det er både i form af magi, væsner og intentioner. Vi følger Enilia, Lysets datter, som leder efter sin bror, der er taget af sted for at deltage i den store krig. Hun holder ikke ud, at han har forladt hende, ikke bare fysisk, men også i hjertet, hvor de ellers kan kommunikere på tværs af fysisk distance og uden ord. De to er skjulte børn af Kong Calras, ainatunariernes konge, hvor broren Elior er ainatunari, og Enilia er halvt ainatunari, halvt menneske – en jani. Begge er de en del af en profeti, der skal sikre Laru (deres verden) mod det mørke.

Jeg er helt klar på en god profeti, men jeg oplever faktisk at konflikten ikke er særlig tydelig: Mørket kommer, og der skal være krig. Mørket kan overtage folks sind. Mere ved jeg faktisk ikke, om den store krig og det onde. I stedet ved jeg utroligt meget om Enilias love life, som de fleste kapitler centrerer sig om.

Derfor: Karakterer, herunder Enilia, vores main character. Det starter godt ud! Hun er en selvstændig kvinde på 23, der i trods og sorg rider ud efter sin bror – hun savner ham, hun vil passe på ham, og hun har brug for ham. De to har et utroligt tæt søskendeforhold, og måske har jeg læst for meget incestuøs litteratur (“Jeg heddder Folkví”, “Rosarium” og “Kafka på stranden” to name a few), eller også er jeg bare ikke god til hele “lys vs. mørke” idéen. Jeg forventede en voksenbog, hvor det godt kunne fungere, og i hvert fald håbede jeg på noget, der kunne bryde med de enten fuldkomment gode eller onde – den har jeg svært ved at købe. Derfor var tilbageblikket på side 397-399 også min yndlingsscene – i et øjeblik får man fornemmelsen af, at Elior og Enilia ikke er bare er gode, men kontrollerende, ubehagelige, magtsyge. Det er kun et glimt, og den tanke bliver ikke forfulgt yderligere, men gid den gjorde.

Trods sine 23 år, opfører Enilia sig generelt mere som en ung teenager; tvær og trodsig, hvis ikke fjantet og fjalet. Derfor har jeg som læser svært ved at forstå, hvorfor voksne mænd falder for hende på stribe. De synes hun er betagende smuk, modig og intelligent. Smuk er jeg med på, modig yes, men intelligent – nej. Hun er dumdristig, bliver distraheret af intet mindre end tre hankøn på sin vej, og tror at gud og hver mand hader hende fordi hun er jani, uanset hvor meget de ellers erklærer hende deres troskab og kærlighed. Problemet er ikke, at hun har de dårlige traits – problemet er, at hun bliver beskrevet på én måde, men hendes adfærd er en helt anden. Der er noget, der ikke stemmer, og det stikker ud under læsningen.

Dog er det nice med en kvindelig fantasyhelt, der ikke kører hele den der jomfruelige tilgang. Enilia har en fortid med mænd, og det er forfriskende. Hun har ikke bare følelser men også lyster, og det er sådan set mere autentisk på den måde – jeg tror langt mere på begær ved første blik end kærlighed.

Udover Enilia møder vi et hav af karakterer, og desværre også så mange, at jeg aldrig når at blive investeret i størstedelen af dem. Det går meget hurtigt, og bogen vil for meget til at det hele kan lykkes.

Til sidst – sproget. Isoleret set var sproget faktisk virkelig fint. Mange sætninger er poetiske, der er et flot billedsprog, og man fornemmer en meget smuk verden. Laru er natur, skønhed og lys – og dermed er det også et dejligt sted at befinde sig. Scenerne med fejring og fest er søde; hele den vibrerende glæde og de tætte relationer er til at røre og føle på.

Så hvis man er til kærlighedsdrama i en fantasy-setting – og hvis man ikke forventer en voksen fantasy, men en YA-bog med lidt spice (et par peachy sex-scener her og der, som jeg tbh selv ville have elsket som 14-årig), så er kan den helt sikkert noget.

Det var bare ikke for mig.

// Caroline

Ord om boggaver til jul

[Reklame: Indlægget er skrevet i samarbejde med Tales og indeholder affiliate links]

Min ønskeseddel til jul er basically 80% bøger (som om jeg ikke allerede har nok ulæste stående på hylderne *hosthost*) Med mange gode læseoplevelser, vil jeg her dele mine boganbefalinger (både nye og gamle bøger), så julegaveindkøbene bliver lidt lettere. Derudover er der både tips til billiger bøger og en rabatkode længere nede i indlægget, så keep up!

Til klimaaktivisten

  • Rosarium. En slægtshistorie der blander mennesker og natur fra fortid til fremtid.
  • Til verdens ende. En naturelsker følger de sidste havterner mod deres måske sidste træk i en verden der er i langsomt forfald.
  • Kød og fred. En humoristisk roman om behovet for at gøre noget ved den klimasituation, vi står i.

Til den klassiske læser

  • Bleg ild. Første danske oversættelse af en af Nabokovs store (og tunge) værker.
  • 1984. Om et overvågningssamfund, om magt og om modstand
  • De uadskillelige. En roman om venskab og om at vokse op blandt andres forventninger og egne drømme.

Til poeten

Til den uerfarne læser

Bøgerne kan alle købes på Tales. Med premium medlemskab kan du få rabatter på både bøger, spil og kulturoplevelser, én gange gratis fragt i måneden, og derudover adgang til alle lydbøger i appen. Du kan prøve i 14 dage gratis og få købt julegaverne (og de har dag til dag levering, WIN for typer som mig, der kan være lidt sent ude!).

Derudover har Tales fikset en rabatkode til jer, som giver 20% rabat på hele dit medlemskab! Brug koden ORD20 i feltet “Kampagnekode” når du opretter dig, og få medlemskabet til kun 79 kr. i måneden, fra nu og for evigt.

Håber det er en hjælp!

//Caroline

Ord om “Sfinx”

[Anmeldereksemplar fra Gutkind]

Forfatter: Daniel Dalgaard
Udgivelsesår: 2021
Antal sider: 409

Det svære i relationer
Hvis ikke sproget var så let, ville “Sfinx” være meget tung. Det er den måske alligevel, men en med en tyngde, jeg godt kunne bære. Mislykkede relationer føles som kernen af bogen, ønsket om at høre til, hvad enten man er albino med tyskklingende navn på Bornholm under 2. Verdenskrig, eller man er en 1,90 meter høj, ung kvinde på tracking i Sydøstasien i 2004.

På mange måder er deres historier forskellige; Jan  skubbes ud af en skrabet fuglerede, Thea flygter fra sine trygge rammer – men begge mangler de noget, nogen, sig selv. Jan har levet et langt, tragisk liv, han sidder lam og stum i en rullestol i Thailand, Thea har hele livet foran sig uden at ane, hvad hun skal gøre ved den. Måske skabe noget, måske lave kunst, måske finde venner, måske en kæreste. Hele tiden forholder de sig ikke kun til sig selv, men til andre mennesker; forældre, søskende, venner, kolleger, fremmede, og de relationer er for mig kernen af fortællingen. Det er her, Daniel Dalgaard, gør det fantastisk.

Der er grader af dysfunktionalitet og af distance, alle relationerne føltes autentiske, ærlige på en måde. For mig bar de historien, bevægelsen gennem plottet, det var dem, der ramte mig.

Læseoplevelsen
Ærlig snak: Det krævede tilvænning at læse de lange sætninger med sparsom tegnsætning og poetiske finesser. Det var en smule forstyrrende i starten, men hurtigt sank jeg ned i sproget, som jeg herefter satte meget stor pris på. Det fungerede både på Bornholm og i Asien, i 1940’erne og 2004.

Mange stemmer fik i løbet af bogen lov til at bidrage med hvert deres perspektiv, deres oplevelser, og selvom det ikke er en kollektiv roman, var alle stemmerne – uanset hvor meget eller hvor lidt plads de fik – dybe og hele. Det er en bog med hele mennesker med hele historier, også når de ikke bliver afsluttet, som jeg på en måde lidt manglede. Måske er det i virkeligheden præmissen – ufuldendte mennesker med ufuldendte historier. Det er på en måde også meget smukt.

//Caroline

Ord om ”DEN PERFEKTE MOR”

[Anmeldereksemplar fra Falco]

Velkommen til endnu et debuterende forlag: Forlaget Falco! “Den perfekte mor” af Aimee Molloy er en af de to første udgivelser på forlaget, og er hentet direkte fra New York Times bestsellerlister. Very exciting!

Mommy-thriller for alle pengene
Der er tale om en mødregruppe-thriller: En bunke NY-mums mødes med deres gravide maver, senere babyer, og en dag bliver en af børnene kidnappet. ’Hvem, hvad, hvorfor’ går straks i gang, og vi følger tre af mødrenes ønske om at bidrage i eftersøgningen, mens den fjerde mor er meget kryptisk.

Hvor plottet selvfølgelig giver anledning til ”who did it”-konspirationer og psykologisk drama, var selve indholdet utroligt præget af en anden form for uhygge: moderskabet. Udskamning, velmenende råd og vanvittige forventninger til deres rolle som mødre fylder kvindernes liv, og gør dem utilstrækkelige i alt, hvad de ellers foretager sig, om det er job, familie, relationer eller bare det, at passe på sig selv. Den del er næsten det mest uhyggelige.

Det er også den del, der fylder mest. Kidnapningen er i høj grad settingen, hvor vi bliver introduceret til kvindernes udfordringer som mødre i et samfund, der ønsker at de skal fejle (ærligt, sådan virker det). Man forstår godt, at de er ved at kløjes i life. Kvinderne har hver deres definition af, hvad den perfekte mor er, hvilket allerede her siger noget om konceptet (hint: it’s not real). Sammen med egen skam kommer samfundets løftede finger, og der seriøst pres fra alle sider.

Noget om at være i og udenfor målgruppen
Når man ikke er mor (aka mig), er alle de udfordringer forståelige, men også lidt langt væk. Jeg bliver ikke hamrende fanget af udfordringer med at amme, eller behovet for mødregruppens støtte. De allerbedste forfattere formår dette: at skrive, så man bliver fuldstændigt involveret, uanset hvor fremmed karakterer og situationer er. Det oplevede jeg ikke helt her.

Although! Hvis man befinder sig i moderskabets vanvid, så tror jeg, at denne her bog er ret vild at læse – at man kan genkende sig selv, udfordringer, forventninger og det pres der eksisterer parallelt med rollen. Der er kæmpe paranoia omkring hvornår man gør det godt, og om godt nogensinde er nok.

Bogen er underholdende – men jeg tror den rammer endnu mere plet hos andre end lige mig.

//Caroline

Ord om “VI KAN GØRE MEGET” af Caspar Eric

[Anmeldereksemplar fra Gyldendal

“De virale nyheder/ om skovbrande og smittetal/ er intet andet/ end naturens gang;/ at smitte altid/ stiger eksponentielt/ at også bakterier/ kan være klimaflygtninge.”

Pandemi part II
Dette er Caspar Erics anden digtsamling (digtroman?) med udgangspunkt i pandemien, og skæbnen ville det, at jeg begyndte den samme aften som Mette F’s seneste pressemøde (som i øvrigt bragte alt for meget deja vu med sig). Det lille øjeblik man holder vejret, idet “BREAKING” skriger i versaler fra skærmen. Usikkerheden der igen siver frem, krammene der igen skal vurderes og prioriteres.

Hvor pressemødet ikke var et særlig hyggeligt gensyn, var ordene det heldigvis. Potentiel sygdom har taget plads i alt; fra relationer til ferier til fester, osv. Når vi engang imellem ignorerer restriktioner og anbefalinger – både fordi vi gerne vil og fordi vi nogle gange bare glemmer dem – følger en ny form for skam. Når verden senere åbner op igen, og vi møder noget, der minder om den gamle hverdag, er det med bevidstheden om, at alt det velkendte pludselig føles fremmed.

Kæmpe vibe og ægte relatable
Gennem smuk og tilgængelig poesi krydret med pop-referencer ala Britney bitch beskrives alt fra corona, klimakrise og klassekamp. Jeg vil så gerne sige en masse klogt, men bogen siger det hele selv. Jeg har intet at tilføje. Det er en digtsamling, der fungerer som en reaktion-slash-en kommentar på samfundet lige nu og her, som rummer både al frygt, al vrede, al forglemmelse, al omsorg (og heldigvis for omsorgen!), og den er oprigtigt formidabel.

Det er ikke en bog der starter med et spørgsmål og kommer med et svar, den er famlende men det gør at den på en eller anden måde føles mere autentisk. Hvem aner noget som helst lige nu? Alle gør deres bedste, og vi kan gøre meget.

// Caroline

Ord om “ÅKVINDEN” af Zara Palmquist

[Anmeldereksemplar fra Forlaget Futurum]

En teaterroman – what a concept! Jeg har kun en enkelt gang læst en bog i manuskript-form (SKAM Sæson I, hamrende godt), og var virkeligt begejstret for at skulle læse i det format igen.

Ondskab og frygt i evig spiral
En by rammes af tragedie på tragedie, da flere børn først forsvinder, herefter findes døde, druknede, mishandlede. Borgerne er bange, selvfølgelig er de det, og med angsten følger indbildte skygger. Åkvinden bevæger sig rundt blandt borgerne, som isolerer sig og vender sig mod hinanden. Alle har så travlt med hinanden, at ingen ser den groteske leg, børnene drages ind i.

“Åkvinden” er en historie om ondskab og frygt – om hvordan de to er bundet sammen, hvordan de er hønen og ægget, hvordan de er ringe i vandet, der spreder sig med enhver bevægelse. På den ene side har vi den grusomme, mytiske skikkelse, den direkte ondskab mod børnene – det fysiske og konkrete. På den anden side har vi de handlinger, der er baseret på frygt, og som i langt højere grad er den psykologiske, mentale ondskab, den utilsigtede. Det var vildt at sidde med en bog, hvor begge dele kæmpede om at blive mest skrækkelig.

Alt det usagte på godt og ondt
Fordi det er et manuskript, er der meget usagt – karaktererne kan virke kolde og mangle noget dybde. Vi møder dem i handling, i dialog, vi kigger ikke indeni karaktererne på nogen måde; vi ser kun det, de i en eller anden grad vælger at afsløre. Karaktererne forblev meget skikkelser frem for hele mennesker, men måske er det en del af pointen: De hedder trods alt blot “Borgmester”, “Borger 1-22”, “En mor” og “I et parforhold 1 og 2”. Det skaber en distance til karaktererne, men gør dem på en eller anden måde også meget generiske. Det bliver tydeligt at disse karakterer kunne være hvem som helst, og det i sig selv gør for mig historien endnu mere uhyggelig.

Er man til uhygge og mystik, sagnvæsner og mord, eksperimenterende formater og det groteske, så er “Åkvinden” et godt bud. Bogen er desuden vanvittigt smuk, og derudover den første udgivelsen af Forlaget Futurum – det er en udgivelse, de godt kan være stolte af.

//Caroline

Ord om Bogforum 2021

[Reklame, billetter modtaget af Bogforum]

På instagram blev det til nogle mere sentimentale ord om Bogforum (se her), og derfor prøver jeg lige igen. Denne her læsemusse havde aldrig været til Bogforum før i år, og derfor kommer der lige en evaluering af hele baduljen:

Forlag og stande
Som sagt har jeg aldrig været på Bogforum før, og vidste ikke, hvad jeg skulle forvente. Udover at Bella Center er en kæmpe labyrint (what, der var stort!), var det faktisk virkelig fint delt op, når man lige fik styr på sagerne. Både store og små stande var imponerende; mest af alt var jeg vild med Gutkind, som også deltog for første gang, og havde formået at skabe et æstetisk lækkert og vildt hyggeligt rum. Overall var der både plads til de helt store og de helt små, og fælles var, at alle havde gjort deres områder helt til deres egne.

Hvor flere af de store stande (læs: Gyldendal og Lindhardt & Ringhof) var super smukke og indbydende, var de også meget tæt befolkede. Det betød, at jeg flere gange søgte mod de mindre områder. Mikroforlagene var på den måde mere tilgængelige, og gemte på tusinder af perler. Omvendt kunne man også søge helt væk fra standene – der var både spiseområder, loungeområder og førstesalen var dejligt rolig uden særlig meget kø til hverken toiletter eller kaffe (win!).

Interviews
Jeg havde tusinde planer, og nåede en brøkdel af dem. Men hvilken brøkdel! Uden at nævne dem alle (for shit, der var fart på!), kommer en lille opsummering af de bedste:

  • Fine Gråbøl (vinder af Debutantprisen 2021, kæmpe tillykke!) i samtale om “Ungeenheden”, som jeg absolut elskede. Har tidligere skullet lavet et interview med hende, men livet kom i vejen, og det var dejligt endeligt at høre hendes egne ord om bogen.
  • Olga Ravn om bogen “Min barsel”. Jeg er en kæmpe Olga Ravn-fangirl, og havde glædet mig sådan til hende. Elsker hendes take på life, og fascinationen og nysgerrigheden på det mørke, det grumme. Der er en power i at rumme det, og det kunne man også mærke i samtalen.
  • Stine Pilgaard og Hella Joof om “Meter i sekundet”. Ej men jeg elsker de to, Stine Pilgaard har været min yndlings siden 2012, hvor jeg læste “Min mor siger” og hørte hende fortælle om den. Der er en umiddelbarhed ved hende, og en insisteren på at komme dybere, at kommunikere, at forstå.
  • Charlotte Weitze, Cecilie Eken og Siri Ranva Hjelm Jacobsen om planter i litteraturen. Jeg blev helt rørt over samtalen, der handlede om altings forbundenhed, planternes realiteter som lyder komplet magiske og hvordan døden ikke er noget at frygte.

Møder med mennesker
Det her punkt er nok det mest overvældende for mig – det er første gang jeg rigtigt har været ude og møde mine bogmennesker. Og med mine mener jeg de folk, jeg dagligt skriver med, læser hos, samarbejder med, anmelder bøger for, mennesker der kan noget med litteraturen, og som jeg på en eller anden måde har en relation til. Endelig blev den relation også irl.

Det var overvældende, både fordi de jo fascinerer mig, og så fordi de også kender mig tilbage (kan man overhovedet sige det?). Jeg er blæst bagover af det fællesskab der eksisterer i litteraturen, jeg har aldrig mødt det på denne her skala. Læsning, som kunne være en meget ensom interesse, er det fuldstændigt modsatte. Jeg er på én gang helt drænet, og vil samtidig bare have meremeremere.

Købte bøger
Otte bøger til mig, tre til julegave, og to anmeldereksemplarer blev det til – det er nu mandag kl. 13.57, og jeg har allerede læst de første to. Selvom det var svært at prioritere mellem alle dem, jeg gerne ville have med mig (der var en naturlig limit med både bankkonto og plads i kufferten), fordelte jeg mig bredt over både store og små forlag med mine køb:

Overall
Alt i alt var det en helt vanvittig oplevelse at være til Bogforum. Der er noget vildt i at samles på tværs af alle de ting vi ellers mødes over – baggrund, arbejde, at bo tæt på hinanden, alder, livsomstændigheder – at vi i stedet er fælles om en interesse, en passion. Litteraturen rummer uendeligt potentiale, og det at kunne mødes lige i midten af det potentiale, at diskutere den, forelske os i den, inspireres af den; det er Bogforum.

Kæmpe tak for denne her weekend. Det var magisk.

// Caroline

Ord om “Blå toner”

[Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof]

Når en roman formår at få etiske spørgsmål flettet ind i en bog på en flydende, naturlig måde, så løfter plottet sig flere niveauer. Og når plottet i forvejen er godt – så er der altså tale om en ret fantastisk bog. “Blå toner” er mit første møde med videnskabskrimien, og min skepsis til genren inden jeg gik i gang, tager jeg komplet i mig igen!

Etik, medicin og kapitalisme

I “Blå toner” er et middel mod klinisk sorg ved at blive udviklet, og effekten bliver forsket i på Århus Universitet. Intentionen med prædikamentet er at hjælpe mennesker med sorgdiagnosen Prolonged Grief Disorder til at få det bedre. Selvom medicin kan være en fantastisk hjælp, er selve medicinindustrien også en magtfuld spiller i et kapitalistisk samfund, og det bliver hurtigt tydeligt i romanen. Der er meget på spil, både i form af ønsket om at hjælpe mennesker, de økonomiske incitamenter og selvfølgelig de personlige agendaer alle involverede måtte have.

Det hele udspiller sig gennem to psykologistuderendes specialeskrivning, en psykologs undersøgelse af prædikamentet og skaberens udvikling af medicinen Callocain. Det giver helt vildt god mening at få flere perspektiver på – og her har vi alt fra sorgramte, medicinkritikere, forskere og brugere af medicin; alle med hver deres baggrund og motiv. Det skaber muligheden for at forstå alle facetter af medicinen, både behovet og frygten for den.

Autentisk historie og flydende

Selvom det lyder som en stor mundfuld med store etiske og filosofiske spørgsmål gennem medicinindustriens interne og eksterne perspektiver, bliver de etiske udfordringer sat i en overraskende realistisk kontekst med meget fine karakterer. Jeg blev igen og igen overrasket over, hvor autentisk hele historien føltes, og hvor sandsynlige både situationer og motiver der skildres. Man tror virkeligt på historien. Derudover var sproget overbevisende og flydende, og bidrog kun til en virkeligt god læseoplevelse!

Det bliver helt sikkert en af mine faste anbefalinger.

//Caroline

Ord om “Gå til grunde” af Daniel Boysen

[Anmeldereksemplar fra Jensen&Dalgaard]

Ved bogens titel står der “Roman i stykker” – men det er mere end det. Det er drømme i stykker, hjerter i stykker, tårer på kinderne, sorg og afsavn. Jeg læste ikke mere end de første to sider, før mine øjne var våde, og tårerne flød ned ad mine kinder.

Fertilitetsbehandlingens vanvid

En mand og en kvinde mødes, de forelsker sig, de vil formere sig – skabe en sammensmeltning af dem. De vil lave et væsen af deres eget kød og blod, og de vil få nye roller i livet. Men de mister. Og de mister igen. Vi følger faren – for han er en far, selvom barnet, børnene, ikke eksisterer i fysisk forstand. Hans rolle i fertilitetsbehandlingen er tæt på ikke-eksisterende. Han leverer sæd og han venter. I hjemmet er de, Manden og Kvinden, fælles om processen, men i øjeblikket de rammer hospitalet, forsvinder Mandens vigtighed, hans deltagelse, hans bidrag og emotionelle respons tages ikke i betragtning som Kvindens.

Manden bliver underkendt for sin rolle som Far, fertilitetsprocessen bliver underkendt som en oprigtig sorg. Det hele beskrives lyrisk og poetisk, og sproget passer uendelig fint til den sorgfulde tone.

Muligheden for genkendelse i en ukendt situation

Bogen handler om ufrivillig barnløshed, og er ikke et emne, jeg egentligt har beskæftiget mig med – hverken i litteraturen eller i mit eget liv. Alligevel er den længsel efter at formere sig, at skabe et barn, at miste og miste og miste så nærværende i romanen. Der er en art af indvielse i et meget intimt rum, og selvom jeg ikke kender det rum på forhånd, er det slet ikke så fremmed som man skulle tro. Faren bliver glemt, moren er et skaberinstrument, og med to streger på en pind er forældreskabet sat i værk – det forsvinder ikke, selvom barnet gør. Der må være langt flere usynlige forældre rundt omkring, end man forestiller sig, og med bogen bliver de set. Det føles rart.

//Caroline

Ord om LiteratureXchange: Leonora Christina Skov

[Reklame, billetter modtaget af LiteratureXchange]

Sidste arrangement for mit vedkommende var med Leonora Christina Skov, og jeg glædede mig meget. For som så mange andre ser jeg virkeligt mig selv i hendes seneste to romaner Den, der lever stille og den selvstændige fortsættelse Hvis vi ikke taler om det. Jeg synes klart bedst om Den, der lever stille, som for mig er en meget almen fortælling om at blive sig selv og om ønsket om accept og kærlighed. Selvom Hvis vi ikke taler om det fortsætter i samme spor, blev den på nogle punkter lidt for indspist. Jeg mente med andre ord, at den primært ville appellere til folk, der af den ene eller anden grund var interesseret i insiderviden fra den københavnske kulturelite (læs: forlagsbranchen).

Den opfattelse fik Leonora Christina Skov rokket ved. Hvis vi ikke taler om det er, ifølge Leonora Christina Skov, en bog om klasse og om Leonoras rejse fra middelklassefamilien i Helsinge til universitetsmiljøet og forlagsbranchen i København. Her erfarede hun, hvordan netværk var altafgørende for, hvilke studiejobs, man fik, og hvordan man nogle gange var begrænset i sin adgang til bestemte litterære værker, hvis ikke man havde et familiemedlem, som man kunne låne af. Hun fortæller også om, hvordan hendes medstuderende allerede i starten af studiet vidste, hvordan man skulle gebærde sig på universitetet. De havde allerede læst de rigtige bøger, og de vidste, hvordan man skulle diskutere på den helt rigtige måde. Samtidig var man ubeskyttet, når man som ung, håbefuld forfatteraspirant indtrådte på kontorerne ved indflydelsesrige forlæggere. Hun fortæller også om, hvordan farens egen sociale opstigen fra arbejderklasse til middelklasse prægede hele hendes barndom. Hun skal arbejde hårdt og få sig en ordentlig uddannelse (det var litteraturvidenskab, som Leonora læste, bestemt ikke!) for at kunne klare sig godt i livet.

I Hvis vi ikke taler om det indgår der flere levende personer, end det var tilfældet med Den der lever stille. Selvom Leonora Christina Skov insisterer på, at man har ret til sin egen historie og sit eget stof, medfører det alligevel en række etiske overvejelser i forhold til, hvad man kan skrive om andre mennesker. Hun skærer andres problemer fra, hvis de ikke er centrale for romanens hovedspor og forsøger ellers at fremlægge scenerne så objektivt som muligt uden egne fortolkninger. Når man er dygtig til at skrive har man en kæmpe magt, og det skal man være sig bevidst. Men som Leonora Christina Skov også påpeger, hvis man vil have en helgenkåring i romanerne, så må man også tage og opføre sig ordentligt.

//Birgitte

Ord om LiteratureXchange: Ida Marie Hede og Caspar Eric

[Reklame, billetter modtaget af LiteratureXchange]

Det var virkeligt mærkeligt at være tilbage i Nobelauditoriet på Aarhus Universitet, hvor jeg har tilbragt så uendeligt (!) mange timer under mit studie. Det føles som en menneskealder siden her to år senere. Denne gang var anledningen dog ikke to timers støvet sætningsanalyse men en samtale imellem forfatterne Ida Marie Hede (Suget eller vasker du vores fuckfingre med dine tårer?) og Caspar Eric (Jeg vil ikke tilbage). Hovedtemaet for samtalen, som blev modereret af Katherine Diez, var forældreskabet og skildringen heraf i den nyeste danske litteratur.

Aftenen startede med, at de to forfattere fik lov til at læse op af deres nyeste bøger, Ida Marie Hedes crazy Suget, som hun kalder en parodi på Margaret Atwoods The Handmaid’s Tale og Caspar Erics digtsamling Jeg vil ikke tilbage om coronakrisens første måneder. Suget handler i høj grad om det komplicerede moderskab. Hovedkarakteren nærmest begraves i børn og lortebleer, og hendes fertilitet monitoreres af et velfungerende bureaukrati i Den Usikre og Megalomane Landsby. Koblingen imellem forældreskabstematikken og Erics digtsamling Jeg vil ikke tilbage, hvor vi ganske vist får nogle skildringer af sønnens relation til sin far, synes dog mere søgt. Det havde været mere oplagt at tale om Alt, hvad du ejer, som handler om et pars spontane abort. Det er ikke fordi, bogen slet ikke bliver nævnt, men det føltes meget kort og overfladisk, noget der lige skulle afvikles før pausen, og der åbnes op for spørgsmål.

Ida Marie Hedes moderskabsskildring er anderledes fra tidligere tiders, fordi moderskabet i Suget ikke er indadvendt og privat men snarere udadvendt. Hun skildrer det paradoksale i at ville være politisk aktiv og bekæmpe et system, man selv er en del af, og som man også forsøger at lykkes i som mor.

Caspar Eric taler om det fædrende fællesskab, og hvordan faderskabet kan være en mulighed for at komme tættere på sin egen far. Samtidig handler Erics Alt, hvad du ejer om et faderskab, som aldrig blev, og hvor svært det er at finde ord for det, der ikke er. Hos Eric er der et tomrum, som man kan insistere på, uden at tomrummet eller traumet bliver produktivt.

//Birgitte

Ord om LiteratureXchange: Stine Pilgaard og Alberte Winding

[Reklame, billetter modtaget af LiteratureXchange]

END-E-LIG. Endelig oprandt dagen, hvor vi kunne tage ud og mødes med hinanden og lytte til kloge mennesker fortælle om deres bøger. Det var nærmest som om, coronaen var en saga blot (men også kun som om, for som Jay Gatsby erfarer i The Great Gatsby, så kan vi ikke udviske fortiden, og der var da også afstandskrav, krav om coronapas og afspritning, hvis vi skulle deltage).

Vores første arrangement på årets LiteratureXchange var med Stine Pilgaard og Alberte Winding og bar titlen “Fiktion og sangtekster”. Samtalen, som blev modereret af Lotte Kirkeby, tog udgangspunkt i deres forfatterskaber. De to har det tilfælles, at de udover at skrive romaner også begge skriver sange. Det var det, samtalen drejede sig om: på hvilken måde adskiller sangskrivningen sig fra romanskrivningen? Hvad er det, de to genrer kan hver for sig og i samspil med hinanden?

Vi fik hurtigt stadfæstet den primære forskel imellem prosa og sang, nemlig musikken. Musikken er en afgørende del af sangskrivningen. Den vil også fortælle noget. En violinstemme kan give et ekstra lag til teksten, som ikke allerede eksisterer i den selv. Ordrene kan bekræfte melodien eller de kan stå i modsætning hertil. En væsentlig forskel på Alberte Winding og Stine Pilgaard er, at Pilgaard ikke komponerer. Hun skriver altid sine sange til eksisterende melodier. Hun fortæller, hvordan hun var særligt udfordret, da hun skulle skrive sønnens fødselsdagssang “Efterårssang uden blæst”, som indgår i hendes seneste roman Meter i Sekundet. Hun troede først, hun skulle skrive sangen på “Se, nu stiger solen”, en meget smuk og håbefuld melodi, men opdagede sidenhen, at melodien var for optimistisk, hvorfor hun valgte den vuggende og melankolske “Sov sødt barnlille”. For Alberte ligger ordene gemt i musikken.

Sangen rummer derudover et helt særligt potentiale for fællesskab. Vi synger sammen, og for Alberte gælder det også, at sangskrivningen er en fælles proces. Andre kan tage ejerskab over ens sange, og man kan høre dem synge dem sammen. Pilgaard påpeger, hvordan det for hende kommer tættere på, når hun hører sine sange sunget, end hvis hun går forbi en læser i toget. Og så kan prosa og sang to forskellige ting. Hvor sangen er en bouillonterning, kort, intens og følelsesfuld, kan prosaen rumme hverdagens små dramaer, som når Pilgaards hovedperson irriteres over en overfyldt skraldespand.

//Birgitte

Ord om LiteratureXchange: Tine Høeg

[Reklame, billetter modtaget af LiteratureXchange]

”Tour de chambre” er en kærlighedsroman og en kunstnerroman – sådan beskriver forfatter Tine Høeg sin smukke to’er. Den er skrevet med et ønske om at undersøge venskabet, som er den primære kærlighedsrelation i bogen, fordi den relation kan være lige så dyb og kompleks som den romantiske relation. Den er familiær, og værner man om den, kan den i lige så høj grad skabe en livspartner, som den gør det hos Asta og Maj i bogen.

I virkeligheden handler det om at gøre op med forventningerne, konstaterer Tine Høeg. Asta, hovedpersonen er i starten af trediverne, og alting er gået i stå. Det forventes, at hun snart finder sig en partner, at der er en bestemt måde at være voksen på, at have relationer på, men venskabet giver også kærlighed i ens liv. Der bliver ofte skrevet om overgangen fra barn – eller ung – til voksen, men hvorfor ikke kigge på hele det spænd, hvor man ér blevet voksen?

Det er der, dramaet for alvor går i gang, for der er noget på spil. Det er eksistentielle emner, der dukker op igen og igen, forfatteren nikker af sine egne ord. Der er ikke noget mål man kan nå i mål med, og jeg tænker, at det reelle slutmål vel er døden – først her stopper bevægelsen, først her stopper udviklingen og fremdriften. Man bliver ikke færdig. Voksenlivet er én lang organisk udvikling, og selvom Asta oplever, at alt er gået i stå, er det netop fordi der er så mange forventninger, hun forsøger at leve op til: at skrive den bog, hun har fortalt om, at finde den person, hun kan leve med og måske få børn med, hvis hun overhovedet skal have børn, og hvilken stor beslutning er det at skulle træffe allerede på første date?

”Jeg har ingen hæmninger i forhold til, hvad jeg skriver om,” smiler Tine Høeg. Om det kommer fra hendes følelser, oplevelser, observationer, det er ligegyldigt, hvis bare det bidrager til bogen. Det betyder ingenting, for alting forvandler sig til sit eget i den nye kontekst, i bogen, i det liv, der opstår på papiret. Det hele lyder magisk og organisk, og sådan var bogen også at læse.

Jeg får lyst til at læse den igen.

//Caroline

Ord om LiteratureXchange: Thomas Korsgaard

[Reklame, billetter modtaget af LiteratureXchange]

Der var mange, der troede, at Tue var reddet, da han stod af på Valby station i bogen ”En dag vil vi grine af det”. Men han er jo ikke reddet, han er forudsætningsløs, og derfor måtte den tredje bog, ”Man skulle nok have været der” skabes. Thomas Korsgaard er på den måde et meget empatisk menneske, han vil ikke efterlade Tue uden noget, han vil hjælpe ham lidt på vej, ikke nødvendigvis redde ham, men skubbe lidt til ham.

Der er to oplæsninger undervejs, begge giver mig glasøjne, det er som at gennemleve romanen igen, og den var hård. Sjov, men tragisk. Let men tung. ”For Tue er et hjem en fiktion. Selv barndomshjemmet er ikke et hjem, der findes ikke et hjem,” siger Thomas Korsgaard. Jeg tænker på, at han er lidt som Tues storebror, en fætter, en pædagog i klubben, der viser den omsorg, andre fratager ham.

For Tue er jo ikke et særlig skønt menneske, han gør mange dumme ting. Kun dumme ting? ”Maden kommer før moralen” citerer forfatteren fra bogen “Laser og pjalter” af Bertolt Brecht, som passer godt til Tues omstændigheder. Først overlevelse, så alt det andet.

Jeg kan ikke lade være med at række hånden op. ”Tue er jo VIRKELIGT god til at læse mennesker – men han er også VIREKLIGT dårlig til at læse mennesker. Hvad er det, han kan og ikke kan?” Der bliver tænkt et øjeblik. Thomas Korsgaard svarer, at romanen handler om et menneske, der er ved at lære normalen at kende, han har aldrig levet i den, kun observeret den, når det var muligt. Han bruger de ting han har lært i overlevelsen, han klamrer sig til andre mennesker, men han er stadig udenforstående; han kan hægte sig på, men han kan ikke blive en del af de mennesker, han befinder sig omkring. Det, han bærer med sig fra sin traumatiske fortid, er det, der holder ham på afstand i nutiden.

”Hvordan har du det?” Det er et spørgsmål fra salen til forfatteren, som smiler og takker. Han har det virkelig godt. Han ser glad ud. Det vidner om en relation mellem forfatteren og læserne, at der i hvert fald ikke er en afstand her, der er en relation. Han skriver kærlige hilsner i bøgerne efter arrangementet (også i alle de tre, jeg grådigt har taget med), og gør det med taknemmelighed. Han er et meget fint menneske at komme forbi.

//Caroline

Ord om LiteratureXchange: Caspar Eric

[Reklame, billetter modtaget af LiteratureXchange]

”Jeg begyndte at skrive af en akuthed,” siger Caspar Eric, og på en eller anden måde forstår jeg ham. Han fortsætter, for han har meget at sige, samtalen er naturlig, selvom vi sidder en lille sal og observerer. ”Hvem skriver først en bog om Covid19?” blev der spurgt på diverse forfatterforums, som en joke om, hvem der kan skrive om noget så ligetil, noget der pludselig er dagligdag, noget man ikke kan se retrospekt og reflekteret på, men aktuelt lever igennem.

Det blev næsten en konkurrence, Caspar Eric forstår ikke, hvorfor det skulle være mindre fint at skrive om nuet. Det er, som om der er en frygt for, at skrive noget, der bliver outdated på et tidspunkt, men det er ikke det centrale. ”Litteraturen skal hjælpe os med at huske,” siger han, og fortsætter med at tale om, hvordan politikerne allerede har glemt deres praise af sygeplejerskerne nu, hvor de fleste har stemt nej til ny overenskomst. Jeg nikker og tænker at det private er politisk, at dagligdagen er politisk, at kroppen er politisk, og at digtsamlingen ”Jeg vil ikke tilbage” i den grad er politisk.

Det er samtalen også et godt stykke tid, Caspar Eric taler hurtigt, han er passioneret.

Hvad er det, vi ikke vil tilbage til, jamen primært automatismerne“, siger han, det er især det, den tvetydige titel refererer til. Vi skal huske, vi skal være bevidste, vi skal være kritiske. Digtsamlingen, ligesom det meste andet i hans forfatterskab, er tilgængeligt, dagligdags, og rækker alligevel fra det personlige ud i det samfundsmæssige. Han konstaterer, at der er brug for litteraturen, den langsomme beretning, den der tager tid at skabe og læse, især nu, hvor det går så hurtigt online. Vi har lært at det er vigtigt, at alle har en stemme, men nu hvor stemmerne råber løs på Facebook, er det så stadig så værdifuldt som det var i teorien?

Der er mange spørgsmål, knap så mange svar, og det er sådan det er at skrive midt i orkanens øje, når der ikke er en afstand med bagklogskab, når man skriver fra forvirringen. Det er dét, Caspar Eric gør, og det er fungerer. Det hæver ikke teksterne over læseren, det skaber en bog i øjenhøjde, og det er vel det, vi alle sammen ønsker. At blive set, mødt, at genkende.

//Caroline