
[Reklame, billetter modtaget af Bogforum]
På instagram blev det til nogle mere sentimentale ord om Bogforum (se her), og derfor prøver jeg lige igen. Denne her læsemusse havde aldrig været til Bogforum før i år, og derfor kommer der lige en evaluering af hele baduljen:
Forlag og stande
Som sagt har jeg aldrig været på Bogforum før, og vidste ikke, hvad jeg skulle forvente. Udover at Bella Center er en kæmpe labyrint (what, der var stort!), var det faktisk virkelig fint delt op, når man lige fik styr på sagerne. Både store og små stande var imponerende; mest af alt var jeg vild med Gutkind, som også deltog for første gang, og havde formået at skabe et æstetisk lækkert og vildt hyggeligt rum. Overall var der både plads til de helt store og de helt små, og fælles var, at alle havde gjort deres områder helt til deres egne.
Hvor flere af de store stande (læs: Gyldendal og Lindhardt & Ringhof) var super smukke og indbydende, var de også meget tæt befolkede. Det betød, at jeg flere gange søgte mod de mindre områder. Mikroforlagene var på den måde mere tilgængelige, og gemte på tusinder af perler. Omvendt kunne man også søge helt væk fra standene – der var både spiseområder, loungeområder og førstesalen var dejligt rolig uden særlig meget kø til hverken toiletter eller kaffe (win!).
Interviews
Jeg havde tusinde planer, og nåede en brøkdel af dem. Men hvilken brøkdel! Uden at nævne dem alle (for shit, der var fart på!), kommer en lille opsummering af de bedste:
- Fine Gråbøl (vinder af Debutantprisen 2021, kæmpe tillykke!) i samtale om “Ungeenheden”, som jeg absolut elskede. Har tidligere skullet lavet et interview med hende, men livet kom i vejen, og det var dejligt endeligt at høre hendes egne ord om bogen.
- Olga Ravn om bogen “Min barsel”. Jeg er en kæmpe Olga Ravn-fangirl, og havde glædet mig sådan til hende. Elsker hendes take på life, og fascinationen og nysgerrigheden på det mørke, det grumme. Der er en power i at rumme det, og det kunne man også mærke i samtalen.
- Stine Pilgaard og Hella Joof om “Meter i sekundet”. Ej men jeg elsker de to, Stine Pilgaard har været min yndlings siden 2012, hvor jeg læste “Min mor siger” og hørte hende fortælle om den. Der er en umiddelbarhed ved hende, og en insisteren på at komme dybere, at kommunikere, at forstå.
- Charlotte Weitze, Cecilie Eken og Siri Ranva Hjelm Jacobsen om planter i litteraturen. Jeg blev helt rørt over samtalen, der handlede om altings forbundenhed, planternes realiteter som lyder komplet magiske og hvordan døden ikke er noget at frygte.
Møder med mennesker
Det her punkt er nok det mest overvældende for mig – det er første gang jeg rigtigt har været ude og møde mine bogmennesker. Og med mine mener jeg de folk, jeg dagligt skriver med, læser hos, samarbejder med, anmelder bøger for, mennesker der kan noget med litteraturen, og som jeg på en eller anden måde har en relation til. Endelig blev den relation også irl.
Det var overvældende, både fordi de jo fascinerer mig, og så fordi de også kender mig tilbage (kan man overhovedet sige det?). Jeg er blæst bagover af det fællesskab der eksisterer i litteraturen, jeg har aldrig mødt det på denne her skala. Læsning, som kunne være en meget ensom interesse, er det fuldstændigt modsatte. Jeg er på én gang helt drænet, og vil samtidig bare have meremeremere.
Købte bøger
Otte bøger til mig, tre til julegave, og to anmeldereksemplarer blev det til – det er nu mandag kl. 13.57, og jeg har allerede læst de første to. Selvom det var svært at prioritere mellem alle dem, jeg gerne ville have med mig (der var en naturlig limit med både bankkonto og plads i kufferten), fordelte jeg mig bredt over både store og små forlag med mine køb:
- Lysets jord af Rolf Sparre Johansson, Harpyie
- Vølvens vej af Anne-Marie Vedsø Olesen, Lindhart & Ringhof
- Dafnesyndromet af Siri Ranva Hjelm Jacobsen, Lindhart & Ringhof
- Vi er efterkommere af de hekse I ikke fik brændt af Véronique Ovaldé, Etcetera
- Kirke af Madeline Miller, Grønningen1
- Manden der tænkte ting af Valdemar Holst, Baggaardsbaroner
- De søvnløse af Kim Leine, Gyldendal
- Min barsel af Olga Ravn, Gyldendal
Overall
Alt i alt var det en helt vanvittig oplevelse at være til Bogforum. Der er noget vildt i at samles på tværs af alle de ting vi ellers mødes over – baggrund, arbejde, at bo tæt på hinanden, alder, livsomstændigheder – at vi i stedet er fælles om en interesse, en passion. Litteraturen rummer uendeligt potentiale, og det at kunne mødes lige i midten af det potentiale, at diskutere den, forelske os i den, inspireres af den; det er Bogforum.
Kæmpe tak for denne her weekend. Det var magisk.
// Caroline
One thought on “Ord om Bogforum 2021”