Ord om “MAN FORSVINDER IKKE BARE”

[Anmeldereksemplar fra Jensen & Dalgaard]

Forfatter: Anna Dyhr
Antal sider: 231
Udgivelsesår: 2022

Om aftenen d. 20. december kommer to betjente hjem til Anna, og fortæller hende, at hendes mor er fundet død i sin lejlighed. Den mor, som Anna for to år siden har brudt kontakten med, fordi det var for smertefuldt at være i relationen. Det betyder bare ikke, at det er mindre smertefuldt at være i sorgen.

“Man forsvinder ikke bare” er en dagbogsroman som bevæger sig gennem tiden fra betjentenes besøg og til efter begravelsen to uger efter. Det er en hård bog at læse; den er tung af kompliceret sorg. Lige fra en barndom i et parallelsamfund, hvor økonomien og omsorgen ikke altid rakte langt, til en nutid, hvor døden er ensom og livet som efterladt lige så ensomt. Det viser sig tydeligt, at sorgen ikke er ny – den har eksisteret i mange år, et helt liv, hvor moren ofte har manglet, når det betød allermest. Alligevel elsker man, gennem smerte og svigt, så elsker man.

“Jeg tænker, at sorgens sprog ikke er minimalistisk eller stramt. At disse noter snarere er ekspressionistiske.”  

Sorgen er præmissen for teksten, ikke blot i indhold og udvikling, men i sproget. Al tekst er enten meget konkret fysisk handling eller tankestrømme på tankestrømme på tankestrømme. Der er ingen mening, man prøver at skabe det, men mister tråden igen og igen. Man gentager sig selv, glemmer tiden, man forstår ikke rigtigt, hvad der foregår. Bogen er skrevet direkte fra den tåge, og sådan er den også at læse.

Det gør det også til en meget tung bog – den er ikke nødvendigvis skarp og præcis, den er følende og flydende, som sorgbølgerne der hamrer ind mod en sagesløs krop igen og igen, indtil det ganske langsomt begynder at stilne af. Dog indfanger den sorgen på en rå og autentisk måde, hvor både alt det smukke, men også alt det grimme og hårde og ubehagelige har plads. Det er sårbart og smertefuldt; hvilket gavmildt indblik!

// Caroline

Ord om “Hvid”af Han Kang

[Anmeldereksemplar fra Rosinante]

Renhed. Uskyld. Stilhed. Det er nogle af de ord, jeg associerer med farven hvid.

Romanens fortæller associerer til konkrete ting. Salt. Sne. Modermælk. Ligklæde. Konkrete ting, som alligevel bærer andet og mere med sig.

Nogle gang er det let at anmelde en bog. Man kan beskrive dens handling, hovedperson, genre, tematikker. Det burde jeg måske også kunne med denne her – men jeg vil også gerne beskrive oplevelsen af at læse den. Hvordan var det? Hvad fik jeg med?

Det er svært med “Hvid”. Han Kang skriver vidunderligt, og det rammer mig et sted mellem smerte og fascination. Mine øjne blev igen og igen dækket af en hinde af vand, mens ordene kriblede ind under min hud. Under læsningen følte jeg, at jeg sad i en boble, hvor alt omkring mig blev dæmpet. Som udenfor i snevejr, når sneen på jorden absorberer lyden, og snefnuggene i luften svækker synet. Eller som i tåge, hvor alt mister sine skarpe konturer, detaljerne bliver væk, man kan kun fokusere på det, der er tættest på.

Sådan var det at læse “Hvid”.

Fortælleren bruger alt det hvide til at beskrive en søster, der aldrig blev til. Ikke rigtigt. Et tab over en eksistens, hun ikke har mødt, en eksistens, hvis død er betingelsen for fortællerens eget liv. Hvilken farve har tomhed?

Jeg ved ikke, om der er en reel handling i bogen. Der er minder og der er øjeblikke. Der er sorg.

Det er et af de mest abstrakte begreber, jeg kender – sorg. Den kan opstå så spontant, som døden kan indtræffe. Den bliver til over mennesker, vi aldrig når at møde, mennesker, der aldrig nåede at blive til. Den kan komme af svigt og afvisninger. Den er så ukendt og alligevel så omfattende, at den går gennem al materie, knogler, celler, kød. At bearbejde sorg gennem det hvide – renheden, uskylden, stilheden – det gør den på én gang konkret og åbner den op.

Giver den plads.

Man lever med den.

“Tiden er et klart markeret øjeblik – den yderste kant af en gennemsigtig klippe som hele tiden fornys når vi træder udenfor. Vi løfter foden i den yderste ende af den tid vi allerede har levet og træder et forsigtigt skridt fremad, uden vilje, uden at tøve tager vi et skridt frem med den anden fod og strækker den ud i den tomme luft. Ikke fordi vi er modige, men fordi vi ikke har andet valg.”

//Caroline