[Anmeldereksemplar fra Forlaget Forår]
Jeg har i lang tid været lidt berøringsangst i forbindelse med poesi. Mange gange har jeg haft oplevelsen af, at jeg ikke forstår, hvad der står skrevet, og derfor giver det mig ingenting. Men der er jo ikke nødvendigvis det, det handler om, er det vel?
Det handler om, hvorvidt det berør en. Hvorvidt ordene på papiret rammer plet på den ene eller den anden måde. Det gjorde ordene i denne lille digtsamling af Jacob Lassen. Eller, store – hæftet er faktisk ret stort, trods de sparsomme ord indeni.
Digtene følger jeget i en naturlig progression over flere årstider, og handler om de nære relationer. Især forholdet til den demente morfar og brødrene fik ram på mig. Her et digt om brødrene:
“Altid har mine brødre hængt over mig / som et underligt optræk til uvejr / men hver gang jeg er blevet bedt om at beskrive dem / er det eneste jeg har kunnet komme på at sige / at de er runde og gule / og lyser for bestandig”
Selvom jeget har svært ved at finde sin plads i verden, er der så stor en hengivenhed i digtene. Verden er for abstrakt at forstå, kærligheden er også, men selv uden at forstå den, eksisterer den alligevel. Den eksistens skaber både nysgerrighed og kynisme, for hvad skal det til for? Hvorfor klynge sig til en, der hedder Åse, når man er ved at dø? Hvorfor ikke? Det kan ikke besvares, det er ukonkret og det er frustrerende.
Jeg får lyst til at skrive indforstået om digtene, måske fordi jeg føler mig indviet i noget. Noget med at Maja bliver nødt til at lytte, at alle burde have sig en Nina, og at blodige barneben er en forudsætning for en lykkelig barndom. Det skal jeg nok lade være med – i hvert fald ikke mere end det her.
Måske var tårerne i mine øjne fordi min egen families Morfar forsvandt i år, tænk at det var i år, det er et meget langt år. Måske er det bare en meget fin digtsamling. Jeg ved det ikke, for jeg ved ikke noget om lyrik, men jeg kunne i hvert fald virkelig godt lide det.
// Caroline
ord om _ 