Tag: poesi

Ord om “OMKRING FLODEN HAN”

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar fra Kronstork]

Forfatter: Park Yung Rang aka Joan Rang Christensen
Antal sider: 150
Udgivelsesår: 2022

Om man er til æselører i bøger eller ej, er der noget tilfredsstillende i at markere de sider, citater eller digte, der rammer noget. Derfor er det også imponerende med en digtsamling som denne, hvor hvert andet hjørne er bøjet, fordi jeg ville gemme ordene. Så fin er den.

“Omkring floden Han” er en digtsamling om adoption og Korea og krig, som alle i en eller anden grad er samme . De tre er skabt af hinanden, bevæger sig i samme takt. Krig i Korea fører til adoption, adoptionen er en krig, Korea er et ophav og en fremmed verden.

Ordene er smukke og hårde og rørende. Adoptionen som emne, som traume, som potentiale er vendt og udforsket på mange måder, men ofte med en bitter og melankolsk smerte. Der er et savn uden tilknytning, en søgen uden mål. Det skaber associationer til racisme, genetik, storpolitik, fetichisme, identitet og tilknytning. Hvem er man, når man er sit eget nulpunkt, når alt det, der kom før en er væk, som om det aldrig har været der?

På trods af savn og mangel, er der en insisteren på at være. Mange adopterede føler ikke, at de er blevet født, så jeget insisterer på at være blevet født. Hun insisterer på sine rødder, insisterer på at være både sig selv og være en form for forlængelse af et land, af ukendte slægtninge og af en kultur. Stemmen er ikke er ikke kun præget af melankoli, men også styrke.

Selvom vi både bevæger os gennem krig og idealisme, filosofi og historie, racisme og adoptionspjecer, så er emnerne så passende som perler på en snor, og belyser hele tiden samme grundelementer. Det passer sammen og fungerer vidunderligt, der er et flow mellem krig og opvækst der hænger uløseligt sammen.

“Omkring floden Han” er en af de fineste digtsamlinger, jeg har læst, og bør absolut ikke gå ubemærket hen.

//Caroline

Ord om KAMILLEKRATER

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar fra Copenhagen Storytellers]

Forfatter: Nanna Lundgaard Arbøl
Udgivelsesår: 2022
Antal sider: 84

Digte og prosatekster i et poetisk sprog om kærlighed og brud og savnsavnsavn. Kamille heler, jeget er forelsket i en kamillemand, men hvem skal hele hende, når han er væk?

Teksterne fungerer som en fortælling med et handlingsforløb, en såkaldt digtroman. Det poetiske sprog har det med at gøre alt lidt mere storslået, det indeholder ofte det inderste, det sårbare, det smertelige eller lykkeberuselsen, det er ekstremerne af følelser og tanker, der smøres ud over siderne, men i et fysisk let format der kan bære alt det tunge.
Denne lille støvgrønne bog bærer selv en masse tungt med sig. Først møder vi forelskelsen, siden bruddet, og herefter savnet, som ikke vil slippe sit tag. “Hjertet er en knytnæve, der bliver ved med at slå” – en sætning, der fint beskriver jegets oplevelser gennem fortællingen, får når der er hjerte er der smerte, og det er forbandelsen og fortryllelsen i hele oplevelsen.

“Kamillekrater” er en bog, der ligger lidt midt i alting. Den blæste mig ikke omkuld, men den var bestemt heller ikke dårlig. Den var bare. Den store forelskelse og sorgen i at give slip er billedlige og genkendelige, men til tider føles sproget anstrengt, som om det poetiske er en smule forceret. Jeg har læst bogen tre gange og ledt efter mere, fordi i digte er der altid mere, men uden helt store åbenbaringer. Digte er altid svære at beskrive, for mig er de på en måde mere subjektive end noget andet litteratur. Derfor tror jeg også at oplevelsen vil variere meget fra læser til læser.

Har man lyst til poesi-fortællingerne og hjertesavn og -sorg, så er “Kamillekrater” et udmærket bud. Desuden står den meget smukt i reolen med sin fine grønne farve og kamilleblomsterne.

//Caroline

Ord om “VI KAN GØRE MEGET” af Caspar Eric

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar fra Gyldendal] 

“De virale nyheder/ om skovbrande og smittetal/ er intet andet/ end naturens gang;/ at smitte altid/ stiger eksponentielt/ at også bakterier/ kan være klimaflygtninge.”

Pandemi part II
Dette er Caspar Erics anden digtsamling (digtroman?) med udgangspunkt i pandemien, og skæbnen ville det, at jeg begyndte den samme aften som Mette F’s seneste pressemøde (som i øvrigt bragte alt for meget deja vu med sig). Det lille øjeblik man holder vejret, idet “BREAKING” skriger i versaler fra skærmen. Usikkerheden der igen siver frem, krammene der igen skal vurderes og prioriteres.

Hvor pressemødet ikke var et særlig hyggeligt gensyn, var ordene det heldigvis. Potentiel sygdom har taget plads i alt; fra relationer til ferier til fester, osv. Når vi engang imellem ignorerer restriktioner og anbefalinger – både fordi vi gerne vil og fordi vi nogle gange bare glemmer dem – følger en ny form for skam. Når verden senere åbner op igen, og vi møder noget, der minder om den gamle hverdag, er det med bevidstheden om, at alt det velkendte pludselig føles fremmed.

Kæmpe vibe og ægte relatable
Gennem smuk og tilgængelig poesi krydret med pop-referencer ala Britney bitch beskrives alt fra corona, klimakrise og klassekamp. Jeg vil så gerne sige en masse klogt, men bogen siger det hele selv. Jeg har intet at tilføje. Det er en digtsamling, der fungerer som en reaktion-slash-en kommentar på samfundet lige nu og her, som rummer både al frygt, al vrede, al forglemmelse, al omsorg (og heldigvis for omsorgen!), og den er oprigtigt formidabel.

Det er ikke en bog der starter med et spørgsmål og kommer med et svar, den er famlende men det gør at den på en eller anden måde føles mere autentisk. Hvem aner noget som helst lige nu? Alle gør deres bedste, og vi kan gøre meget.

// Caroline

Ord om “Inderligt”

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof]

Ord om “Inderligt”, eller inderlige ord af Margaret Atwood. Lad mig starte sådan her – jeg anede ikke, at denne powerwoman også skrev digte, men selvfølgelig gør hun det. “Inderligt” er hendes første digtsamling i over et årti, hvor indholdet er skrevet og samlet sammen fra 2008 til 2019. I den tid er verden blevet et mørkere sted, skriver Atwood i forordet. Hun er blevet ældre. Hun har mistet.
Alligevel er digtsamlingen ikke blot sorg og mørke. Den indeholder en blanding af håb og realistisk klarsyn, der fungerer virkelig fint.

“Der er flere fugle i disse digte end der plejede at være. Jeg ønsker mig endnu flere fugle i den næste digtsamling, hvis der kommer en; og jeg ønsker mig flere fugle i verden.”

Efter det meget smukke forord, kommer digtene. Samlingen er delt op i fem dele, som jeg har forsøgt at navngive:
Del I – Fortid
Del II – Køn og kvinder
Del III – Fremtid
Del IV – Klima
Del V – Alderdom og sorg

Der er noget absolut yndigt og fænomenalt makabert i Atwoods skriveri, det er svævende og det voldsomt jordnært. Som digtene om dyr, om edderkopperne i bogreolerne, hvor jeg på få sætninger føler omsorg for deres mange ben og sirlige spind. Især digtene om fremtid og klima ramte mig, fordi deres indhold er så altsigende og aktuelle.

“Vi måtte vide / hvordan sådanne fortællinger ender: / og hvorfor. / De ender i flammer / fordi det er det, vi vil have. / Vi vil have det sådan.” [I Flammer]

Digtsamlingen rummer den menneskelige natur som en selvdestruktiv force, viser vores forfærdelige sider, vores ødelæggelse, ansvarsfralæggelse, og vores sorg over netop dette. Den svindende natur, den kapitalistiske egoisme, mennesket som en del af naturen, mennesket som løsrevet fra naturen. Det er brutalt ærligt, og det gør ondt – men det er det, der fungerer så vidunderligt. Atwood adskiller ikke sig selv fra dette, hun hæver sig ikke og tager ikke afstand. Det falder tilbage på et fælles ansvar. Et fælles problem. Fælles løsning.

“Vi kan godt lide det sted hvor vi bliver reddet. / Vi kan godt lide det sted hvor vi bliver ødelagt. / Hvorfor føltes de så ens?” [Rumvæsnerne ankommer]

Jeg ville ønske, jeg havde flere kloge ord at dele, men digte er svære at omfavne på et enkelt post; i virkeligheden kunne jeg lave en anmeldelse af hvert enkelt digt, og det ville fylde mere end det her. Den bedste løsning må være at opleve den selv. Flyv ind i digtsamlingen med fuglene og undgå mikroplasten, sid på skulderen af en vis, ældre kvinde, og syng for børnene, åh børn, og den fremtid, de går i møde.

// Caroline

Ord om “Jeg vil ikke tilbage – Digte fra dage med Covid-19”

~ Caroline ~ 3 kommentarer

[Anmeldereksemplar fra Gyldendal]

I løbet af 2020 har vi fået en ny normal, en hverdag, hvor fysisk intimitet og nærhed er blevet fremmedgjort. Man kan vænne sig til meget siger man, men tænk, at det skulle være så let at falde ind i hverdag fra en science fiction roman. Processen, overgangen fra et liv til et andet, fra et inden til et efter, er den, der bliver beskrevet i denne digtsamling. Enhver læser har dermed gennemlevet digtsamlingen, allerede inden den er læst, hvilket skaber et ret unikt afsæt.

Digtene tager udgangspunkt i digterjegets liv, eksistensen midt i en pandemi. Overraskelsen, angsten, glemsomheden, den forandrede måde vi pludselig lever et liv på. En fare, der påvirker os alle, er også med til at skabe fællesskab, og den fælles frygt bliver dermed også til fælles omsorg, til samfundssind. Mørket og lyset kommer fra én og samme kilde, og individet passer ikke længere blot på sig selv – vi passer på hinanden.

“At verden hænger sammen / er ikke noget nyt, / men det plejer ikke / at holde mig vågen om natten.” [Dag 1]

Digtsamlingen starter derfor med et chok, og forsøger herefter at tilpasse sig. Eller, måske forsøger den ikke, måske sker det helt naturligt. Frygten fortager lidt efter lidt, som smittetallene igen begynder at falde, og med det, gør omsorgen også. Selvom det føles, som om verden går i stå, så er det ikke tilfældet. Politik og kapitalisme tager aldrig en pause, ej heller racisme og aktivisme. De emner, der supplerer pandemien, er ikke værre eller bedre, eller også er de lige netop det.

Jeg genkendte livet på siderne, der fungerede som et flashback, som en genafspilning af de første 80 vanvittige dage i Danmark. Som en tidslomme, en tåge, hvor tid har fået en ny betydning – hvor man ikke tæller ugedage men smitteantal. Den nye digtsamling føltes derfor som en bekendt, en ven, og det var rart på trods af vores fællesnævner. Jeg nød på én gang afstanden og det, at være tilbage, hvor underligt det end lyder – men det er dét, Caspar Erics “Jeg vil ikke tilbage” kan.

// Caroline

Ord om “Som var en solstråle fanget i en spejlsal”

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar fra Forlaget Forår]

Jeg har i lang tid været lidt berøringsangst i forbindelse med poesi. Mange gange har jeg haft oplevelsen af, at jeg ikke forstår, hvad der står skrevet, og derfor giver det mig ingenting. Men der er jo ikke nødvendigvis det, det handler om, er det vel?
Det handler om, hvorvidt det berør en. Hvorvidt ordene på papiret rammer plet på den ene eller den anden måde. Det gjorde ordene i denne lille digtsamling af Jacob Lassen. Eller, store – hæftet er faktisk ret stort, trods de sparsomme ord indeni.

Digtene følger jeget i en naturlig progression over flere årstider, og handler om de nære relationer. Især forholdet til den demente morfar og brødrene fik ram på mig. Her et digt om brødrene:

“Altid har mine brødre hængt over mig / som et underligt optræk til uvejr / men hver gang jeg er blevet bedt om at beskrive dem / er det eneste jeg har kunnet komme på at sige / at de er runde og gule / og lyser for bestandig”

Selvom jeget har svært ved at finde sin plads i verden, er der så stor en hengivenhed i digtene. Verden er for abstrakt at forstå, kærligheden er også, men selv uden at forstå den, eksisterer den alligevel. Den eksistens skaber både nysgerrighed og kynisme, for hvad skal det til for? Hvorfor klynge sig til en, der hedder Åse, når man er ved at dø? Hvorfor ikke? Det kan ikke besvares, det er ukonkret og det er frustrerende.

Jeg får lyst til at skrive indforstået om digtene, måske fordi jeg føler mig indviet i noget. Noget med at Maja bliver nødt til at lytte, at alle burde have sig en Nina, og at blodige barneben er en forudsætning for en lykkelig barndom. Det skal jeg nok lade være med – i hvert fald ikke mere end det her.
Måske var tårerne i mine øjne fordi min egen families Morfar forsvandt i år, tænk at det var i år, det er et meget langt år. Måske er det bare en meget fin digtsamling. Jeg ved det ikke, for jeg ved ikke noget om lyrik, men jeg kunne i hvert fald virkelig godt lide det.

// Caroline