Ord om Øjets anatomi

[Anmeldereksemplar fra Lycius – Forlaget Gladiator]

Jeg forsøgte for nyligt at beskrive indholdet af “Øjets anatomi” til en ven, som herefter konstaterede: Det er en bog om en uempatisk og desperat hovedperson. Hvordan kan du holde det ud?

Svaret er faktisk simpelt; fordi bogen er meget mere end det. Hovedpersonen er mangelfuld på mange planer, hun er bitter og egoistisk, men hun er først og fremmest bange. Bogen er en poetisk beskrevet flugt fra en genetisk disposition, som jeget aldrig kan løbe fra, uanset hvor meget hun prøver. Eskapisme er dragende, men som oftest mere destruktivt end konstruktivt, og det ser vi her.

Kroppens svigt

Lad os træde et par skridt tilbage; for hvad handler bogen overhovedet om? “Øjets anatomi” er en debutroman af Tina Frank, om en kvinde, der langsomt er ved at miste synet. På én gang ønsker hun at gøre noget, at stoppe forværringen, at passe på det, der er tilbage, og samtidig flygter hun ud i verden i en søgen efter et andet liv. Hun svigter sine nære relationer, fordi hendes krop svigter hende. Det er ikke fair, men det er sådan, det er.

Hele situationen gør jeget sårbart, og der skal ikke meget til at slå hende omkuld, selvom hun forsøger at holde sig oprejst ved at finde kræfter i sin vrede. Der er bare ingen, der har fortalt hende, at man bruger meget mere energi på at være vred, og snart slipper kræfterne op. En beslutning skal tages.

Øjets anatomi som modpol til flugten

Den meget almene hverdag bliver et mareridt, og jo mere man forstår årsagerne, jo mere forstår man desperationen. Forfatter Tina Frank har skrevet en meget fin debut, hvor bitterheden dækker over sorg, og hvor behovet for at flygte kommer af den forværring af synet, der er ved at overhale psykens stabilitet. Ser man smerten bag vreden, så ser man også, at hovedpersonen er menneskelig, og det er kan jeg virkelig godt lide. Passagerne om øjets anatomi er en meget konkret måde jeget forsøger at forstå sin situation på, og det meget kropslige bliver en modpol til flugten, hvilket hele tiden skaber en balance; et ønske om at vide, og behov for at forsvinde. De to er svære at sammenholde, og netop derfor er situationen så svær at håndtere for det stakkels, vrede, usikre jeg.

// Caroline

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s