Ord om LiteratureXchange: Caspar Eric

[Reklame, billetter modtaget af LiteratureXchange]

”Jeg begyndte at skrive af en akuthed,” siger Caspar Eric, og på en eller anden måde forstår jeg ham. Han fortsætter, for han har meget at sige, samtalen er naturlig, selvom vi sidder en lille sal og observerer. ”Hvem skriver først en bog om Covid19?” blev der spurgt på diverse forfatterforums, som en joke om, hvem der kan skrive om noget så ligetil, noget der pludselig er dagligdag, noget man ikke kan se retrospekt og reflekteret på, men aktuelt lever igennem.

Det blev næsten en konkurrence, Caspar Eric forstår ikke, hvorfor det skulle være mindre fint at skrive om nuet. Det er, som om der er en frygt for, at skrive noget, der bliver outdated på et tidspunkt, men det er ikke det centrale. ”Litteraturen skal hjælpe os med at huske,” siger han, og fortsætter med at tale om, hvordan politikerne allerede har glemt deres praise af sygeplejerskerne nu, hvor de fleste har stemt nej til ny overenskomst. Jeg nikker og tænker at det private er politisk, at dagligdagen er politisk, at kroppen er politisk, og at digtsamlingen ”Jeg vil ikke tilbage” i den grad er politisk.

Det er samtalen også et godt stykke tid, Caspar Eric taler hurtigt, han er passioneret.

Hvad er det, vi ikke vil tilbage til, jamen primært automatismerne“, siger han, det er især det, den tvetydige titel refererer til. Vi skal huske, vi skal være bevidste, vi skal være kritiske. Digtsamlingen, ligesom det meste andet i hans forfatterskab, er tilgængeligt, dagligdags, og rækker alligevel fra det personlige ud i det samfundsmæssige. Han konstaterer, at der er brug for litteraturen, den langsomme beretning, den der tager tid at skabe og læse, især nu, hvor det går så hurtigt online. Vi har lært at det er vigtigt, at alle har en stemme, men nu hvor stemmerne råber løs på Facebook, er det så stadig så værdifuldt som det var i teorien?

Der er mange spørgsmål, knap så mange svar, og det er sådan det er at skrive midt i orkanens øje, når der ikke er en afstand med bagklogskab, når man skriver fra forvirringen. Det er dét, Caspar Eric gør, og det er fungerer. Det hæver ikke teksterne over læseren, det skaber en bog i øjenhøjde, og det er vel det, vi alle sammen ønsker. At blive set, mødt, at genkende.

//Caroline

Ord om “Jeg vil ikke tilbage – Digte fra dage med Covid-19”

[Anmeldereksemplar fra Gyldendal]

I løbet af 2020 har vi fået en ny normal, en hverdag, hvor fysisk intimitet og nærhed er blevet fremmedgjort. Man kan vænne sig til meget siger man, men tænk, at det skulle være så let at falde ind i hverdag fra en science fiction roman. Processen, overgangen fra et liv til et andet, fra et inden til et efter, er den, der bliver beskrevet i denne digtsamling. Enhver læser har dermed gennemlevet digtsamlingen, allerede inden den er læst, hvilket skaber et ret unikt afsæt.

Digtene tager udgangspunkt i digterjegets liv, eksistensen midt i en pandemi. Overraskelsen, angsten, glemsomheden, den forandrede måde vi pludselig lever et liv på. En fare, der påvirker os alle, er også med til at skabe fællesskab, og den fælles frygt bliver dermed også til fælles omsorg, til samfundssind. Mørket og lyset kommer fra én og samme kilde, og individet passer ikke længere blot på sig selv – vi passer på hinanden.

“At verden hænger sammen / er ikke noget nyt, / men det plejer ikke / at holde mig vågen om natten.” [Dag 1]

Digtsamlingen starter derfor med et chok, og forsøger herefter at tilpasse sig. Eller, måske forsøger den ikke, måske sker det helt naturligt. Frygten fortager lidt efter lidt, som smittetallene igen begynder at falde, og med det, gør omsorgen også. Selvom det føles, som om verden går i stå, så er det ikke tilfældet. Politik og kapitalisme tager aldrig en pause, ej heller racisme og aktivisme. De emner, der supplerer pandemien, er ikke værre eller bedre, eller også er de lige netop det.

Jeg genkendte livet på siderne, der fungerede som et flashback, som en genafspilning af de første 80 vanvittige dage i Danmark. Som en tidslomme, en tåge, hvor tid har fået en ny betydning – hvor man ikke tæller ugedage men smitteantal. Den nye digtsamling føltes derfor som en bekendt, en ven, og det var rart på trods af vores fællesnævner. Jeg nød på én gang afstanden og det, at være tilbage, hvor underligt det end lyder – men det er dét, Caspar Erics “Jeg vil ikke tilbage” kan.

// Caroline

Tools for extinction

Bogen Tools for extinction blev skabt lige så hurtigt som alting lukkede ned, da Covid-19 for alvor begyndte at bevæge sig gennem verden. Uanset hvem du er og hvor du er fra, så har vi alle sammen oplevet en verden før og efter corona. Derfor er denne bog blevet til – en bog med tekster fra 18 forfattere fra hele verden om den bølge af forandring, der har fulgt med. Om afstand og angst, forandring og fællesskab, omsorg og bekymringer. Om hvad denne ufrivillige og uhyggelige pause kan gøre ved sociale interaktioner, ensomhed, klimaet, fremtiden.

SPRING REPORT FROM DENMARK af Naja Marie Aidt.

Selvom foråret er på vej, fuglene synger og dagene bliver lysere, fornemmer man vinteren indeni. Himlen er smuk, øjnene våde. Der bygges rede, mens hjemmet forvandles til et fængsel. Naturen opfører sig som den plejer, selvom verden er komplet forandret. Teksten handler om den ambivalens, den indre og ydre konflikt der er opstået, grundet noget usynligt. Konstant er der savn til E i Madrid, M i Mumbai, H i Reykjavik, og alle de andre, der får tankerne til at vandre ud i verden.

Frygten er der også, men forsvinder ud af hænderne på forfatteren, væk fra København, væk fra Danmark, og bosætter sig ude i verden, hvor trygheden ikke kan finde hen. Til flygtningelejre, slumkvarterer, til fattige områder uden medicinsk sikkerhed.

Jeg læser det som en tekst, der har svært ved at finde ro i sin egen tryghed. Som stadig kan se fuglene på himlen og blomsterknopper på træerne, men som gør dette med sorg og skam og savn. Den bliver et stillbillede over de privilegier, der viser sig i en krisetid, det ulige samfund, der bliver synligt mellem forårets friske, grønne blade.

“The inequality as visible as the tiny virus is invisible”.

BOTTLE VERSUS BREAST af Olga Ravn.

Jeg læste denne tekst på dansk i Olga Ravns story for noget tid siden, og uden at være mor, uden nogensinde at have mærket et barn mod mit bryst, mærkede jeg naturens insisteren.
Normalt læser jeg bøger kronologisk, også novellesamlinger og digte, måske i et forsøg på at anerkende opsætningen, måske fordi det føles skræmmende at springe over noget, at miste det. Glemme det. Da jeg så, at denne tekst var en del af Tools for extinction, blev jeg dog nødt til at springe hen til den. Genlæsningens glæde er ikke en, jeg omfavner særlig ofte, men lige her greb den fat i mig.

Olga Ravns altid heksede selv formår at formidle det bånd, der er mellem menneske og natur (se bare hendes aktuelle projekt naturfarvning). I denne tekst er der både fokus på samhørigheden, men også på den afstand, vi selv skaber. Sutteflasken bliver selve distanceringen, både når barnet løsrives fra moren, men i lige så høj grad når mennesket løsriver sig fra naturen. Flasken er civilisation, brystet er natur. I amningen bliver moren alle mødre siden menneskets begyndelse, hun bliver ethvert pattedyr, hun er ét med sit barn, selvom det har forladt hendes skød.

Bogens tekster handler om udryddelse, og denne tekst indfanger det så poetisk og præcist som man kan komme det. Med flasken kommer civilisationen og i dette, distancen til naturen. Moderskabet bliver formidlet som et naturens nulpunkt, forudsætningen for den evige cyklus. Derfor ligger der i valget mellem bryst og flaske også et valg om, hvornår løsrivelsen fra naturen sætter ind.

“But after a night bottle he kicks off the duvet and chatters brightly in sleep, like something under water that just now left its egg.”

Det fælles bidrag

Bogen indeholder så meget fint, at det ikke gav mening at vælge endnu en tekst ud, som jeg ellers havde besluttet mig for. Jeg kunne ikke udvælge endnu en, for i valget eksisterer fravalget. I stedet er nedenstående citater fra nogle af bogens 18 tekster, i et forsøg på at opsummere indholdet, emnerne og forfatternes individuelle take på livet under en pandemi i 2020.

ASHAN – Vi Khi Nao
“I have just been self-quarantined in a world that has been self-quarantined for three decades, since the dawn of the internet.”

TRANSMISSION – Jean-Baptiste Del Amo
“A virus can be a revelation: it can reveal the limits of economic growth, of cynical profit seeking, of mechanisms of power in a capitalist system.”

THE DISPOSSESSED – Joanna Walsh
“Narratives belong to those left alive. But they’re told about what has ended.”

AFFINITY GROUP – Anna Zett
“They were joking, I guess, in the violent way that men from a majority group tend to joke when they feel insecure.”

EMPTY STREETS – Enrique Vila-Matas
“We never imagined it would come to this, but it has. And now, as we face the months ahead, all we can do it trust, somewhat naively, that, as always happens in extreme situations when everything is at stake, we will simply continue living and writing as if nothing have ever changed.”

DRAFT – Michael Salu
“There appears to be a permanence in things
but an impermanence in thinking.”

A PENNY IS A PENNY IS A PENNY – Jakuta Alikavazovic
“A penny is a penny is a penny, I say to myself, counting my coins. Nothing could be less true. A penny is everything but a penny – it’s what you make of it. It’s a sip of coffee for example. Or a moment of rest.”

LAST NIGHT I DREAMT I WAS MAKING A CONVINCING ARGUMENT FOR THE WORLD BEING A GOOD PLACE – Inger Wold Lund
“After an argument, a friend said that these days we spend more time stroking our fingers across screens than over each other’s skin.”

Tak til Lolli Editions for anmeldereksemplar.

//Caroline