Ord om “Til verdens ende”

[Anmeldereksemplar fra Gads Forlag]

Charlotte McCounaghys første roman er ikke bare smuk udenpå, men særdeles også indeni. Det er klimafiktion, såkaldt cli-fi, som ikke blot skaber en spændende fortælling, men en bog, der tager stilling.
Den spiller på alle de problematikker, vi kender nu, og kører dem ud i en parallelverden, hvor masseudryddelsen er så langt, at selv fugle er et sjældent syn. Verden ligner den vi kender, og alligevel er den kun en skygge af sig selv. Dyrene er væk. De få, der er tilbage, er ikke sikret nogen fremtid.

Man versus nature
I bogen følger vi Franny, som har besluttet sig for at følge nogle af de sidste havterner fra Grønland til Antarktis på det, der kan være deres sidste træk. Efter at have overtalt kaptajnen på en fiskekutter til at tage hende med, bliver mere og mere af hendes mystiske fortid og vilde natur opdaget. Formålet med rejsen er uklar, hun skriver breve til sin mand, som aldrig bliver sendt, og hun går i søvne på et skib midt i Atlanterhavet.
Man får fornemmelsen af, at Franny er mere natur end menneske. Der er mere passion end rationalitet i enhver af hendes handlinger, og frem for at være en frelst klima-helgen, ser vi desperation og rastløshed.

Havets dybe bevidsthed
Naturen bliver således et symbol på mennesket – og måske også omvendt. Frannys fortid har mange lag, og hendes sind bliver udforsket fra første til sidste side. Den konstante plads til glemte erindringer og nye erfaringer, vekslen mellem fortid og nutid, skaber en dynamik, hvor man som læser hele tiden får lov til at dykke dybere.

Der er plads til nuancerne, og med tiden lærer både Franny og læseren hendes omverden at kende på nye måder. Klimaproblemerne er ikke kun problematiske for natur og dyr, men også for mennesket, der må tilpasse sig dem. Frustrationen er ringe i vandet, og selvom bogen på mange måder er storslået, skaber dybden en velfungerende balance. Romanen rummer så meget kærlighed til verden, så meget omsorg, så meget håb, og det berør mig, fordi det er så universelt, det er så dybt og så råt.

// Caroline

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s