“De virale nyheder/ om skovbrande og smittetal/ er intet andet/ end naturens gang;/ at smitte altid/ stiger eksponentielt/ at også bakterier/ kan være klimaflygtninge.”
Pandemi part II Dette er Caspar Ericsanden digtsamling (digtroman?) med udgangspunkt i pandemien, og skæbnen ville det, at jeg begyndte den samme aften som Mette F’s seneste pressemøde (som i øvrigt bragte alt for meget deja vu med sig). Det lille øjeblik man holder vejret, idet “BREAKING” skriger i versaler fra skærmen. Usikkerheden der igen siver frem, krammene der igen skal vurderes og prioriteres.
Hvor pressemødet ikke var et særlig hyggeligt gensyn, var ordene det heldigvis. Potentiel sygdom har taget plads i alt; fra relationer til ferier til fester, osv. Når vi engang imellem ignorerer restriktioner og anbefalinger – både fordi vi gerne vil og fordi vi nogle gange bare glemmer dem – følger en ny form for skam. Når verden senere åbner op igen, og vi møder noget, der minder om den gamle hverdag, er det med bevidstheden om, at alt det velkendte pludselig føles fremmed.
Kæmpe vibe og ægte relatable Gennem smuk og tilgængelig poesi krydret med pop-referencer ala Britney bitch beskrives alt fra corona, klimakrise og klassekamp. Jeg vil så gerne sige en masse klogt, men bogen siger det hele selv. Jeg har intet at tilføje. Det er en digtsamling, der fungerer som en reaktion-slash-en kommentar på samfundet lige nu og her, som rummer både al frygt, al vrede, al forglemmelse, al omsorg (og heldigvis for omsorgen!), og den er oprigtigt formidabel.
Det er ikke en bog der starter med et spørgsmål og kommer med et svar, den er famlende men det gør at den på en eller anden måde føles mere autentisk. Hvem aner noget som helst lige nu? Alle gør deres bedste, og vi kan gøre meget.
Det er de færreste som kan skrive, som Svend Åge Madsen. Helt eminent, skarpt, drilsk, humoristisk og ekstremt klogt. Han væver filosofi og videnskab sammen med gode fortællinger, som giver læseren lyst til at blive ved med at læse-læse-læse (!), lige til man når sidste side.
En eksperimenterende roman om eksperimenter
I “Fremtidsspejl” (2020) møder vi kronofysikeren Sverre Jun, som i begyndelsen forelsker sig i to kvinder, som han møder tilfældigt mere eller mindre samtidig. Det er jo et dilemma, for Sverre Jun må vælge imellem de to. I stedet for bare at date de to kvinder samtidig, som et almindeligt menneske, bygger han en maskine, som kan forudse de to kvinders udvikling over tid. Hvilken af de to kvinder vil han passe bedst med, når der er gået to – fem og ti år?
Sideløbende med Sverre Juns eksperimenter påbegyndes et psykologisk eksperiment, hvis mål det er dels at helbrede deprimerede personer, dels at optimere personligheden hos patienten. I begge tilfælde er idéen, at man påfører patienten elektrochok, hvilket giver dem et øjeblik af hukommelsestab. I det øjeblik kan man fortælle depressionen væk eller tilføre personligheden nuancer. I tilfældet med den deprimerede giver man patienten en anden livshistorie, hvilket helbreder dem for sygdommen. Eksperimentet finder vi også i “Enden på tragedie”, Svend Åge Madsens roman fra 2019. Det er et klassisk Madsensk træk, at hans fortællinger altid hænger sammen. Enten fordi karaktererne og miljøerne går igen, eller fordi det altid er de samme temaer, som udfoldes på ny. I “Fremtidsspejl” bliver dette endnu mere tydeligt. Mere om det om et øjeblik.
De to videnskabelige eksperimenter udfoldes ikke i Århus, som ellers er typisk for Madsen, men i en lille by Nøjrup. Byen kan vel bedst beskrives som et kommunistisk paradis. Penge eksisterer ikke, og alt der produceres tilhører fællesskabet. Man arbejder, fordi det har en funktion at arbejde, ikke fordi det giver status, magt og penge. Nøjrups identitet bygger på en fortælling, hvilket er endnu et klassisk madsensk tema, nemlig: hvad er fortællingens potentiale?
Det litterære eksperiment
Jeg synes i forvejen det er vildt, hvordan Svend Åge Madsen skaber sammenhæng på tværs af sine romaner. Det betyder ikke, at man skal have læst samtlige af hans bøger for at kunne forstå den nyeste. Men det er imponerende, hvordan han, igennem flere årtier, har opbygget et helt univers. I “Fremtidsspejl” bliver dette endnu mere tydeligt end i de andre romaner. I forgængeren “Enden på tragedie” kunne man genkende en række karakterer, steder og temaer, som gik igen fra hans andre bøger. Det er sjældent, man får en Madsen-bog uden en Adam d’Eden eller Mikkel Deden. Det er en lille indforstået treat til den, som før har læst Madsen, og som måske betragter den nyeste bog som en fortsættelse af de diskussioner, som er gået forud for. I “Fremtidsspejl” refererer Madsen imidlertid direkte til sine tidligere værker igennem et slutnotesystem. Refererer han til noget, han har skrevet om i sine tidligere romaner, laver han med andre ord en reference, som man kan bladre om og finde bagest i romanen.
For mig personligt fungerede dette træk slet ikke. Selvom jeg har læst flere af Madsens romaner, var der mange af referencerne, der ikke sagde mig noget. Derudover synes jeg, det var utroligt forstyrrende, at man hele tiden skulle have sin læsning afbrudt, fordi der kom en reference, man skulle bladre om bagest i bogen for at finde. Til sidst gav jeg op og stoppede helt med at forholde mig til slutnoterne. Det er et valg, som Madsen delvist blåstempler “de der er nysgerrige [kan] kigge bagi. De der er ligeglade finder sikkert selv ud af uanfægtet at læse videre”. Jeg tror udgangspunktet for tanken er, at alle fortællinger hænger sammen, eller i det mindste står på skuldrene af hinanden. På den måde er de udviklinger af hinanden. Madsen ville ikke kunne have skrevet “Fremtidsspejl”, før han havde skrevet “Enden på Tragedie”. I tillæg hertil er noget af det fede ved Madsens romaner også, at oplevelsen af dem netop bliver individuelle, fordi det vil være forskelligt, hvor mange referencer læseren fanger. Det er netop det, Mithya (en af karaktererne), kommenterer på i midten af romanen:
“et univers hvor hver deltager kunne finde sin indfaldsvinkel, sit oplevelsesrum, generere sine egne fortællinger. Til forskel fra hovedløse skyd-og-udryd-historier, der ikke danner mange tanker i hovedet”
Vi starter hvor vi slap i del I (som I kan læse her) – på et hotelværelse, hvor Humbert Humbert (en granvoksen mand) har drugget Lolita (hans 12-årig steddatter), med den intention at… Well, det har han aldrig helt sagt, men det kræver ikke meget at tænke sig til.
S. 167 HH er sikker på, at han skåner hendes uskyld, hvis han ‘kun’ handler, når hun er helt væk.
S. 174 Sovepillerne virker ikke som de skal, og fordi Lolita ikke sover så tungt, tør HH ikke handle!! Sejr!
S. 179 Nevermind, HH beskriver dem som ‘teknisk set et elskende par’ og mener, at det var Lolita der forførte ham, er BARN. ARGH! Tror i øvrigt ikke han er så flot, som han hele tiden husker læseren på.
S. 187 Lo var ikke jomfru, og det ærgrer ækle HH, som har et forskruet forhold til ‘jomfruelighed’ og seksualitet.
S. 204 Lo ved nu, at hendes mor er død, og HH beskriver, hvordan Lo ikke har andre muligheder end ham. Alligevel mener han selvfølgelig, at hun gerne vil ham, det er mere bare for at state the obvious om hendes situation. For helvede altså.
S. 215 Mænd kigger efter Lolita, andre mænd, voksne mænd, og HH mener, at hun opsøger deres blikke. Det sender mig direkte tilbage til da jeg selv var tretten (ish), og udmærket godt kunne mærke upassende blikke fra alt for voksne, sultne, mænd. Et lystende blik er aldrig ‘bare’ et blik, og den der ‘hun vil det gerne’-attitude gør mig seriøst rasende.
S. 222 Han tager ofte morgenkaffe med op på værelset, men giver hende det først, når ‘hun har gjort sin morgenpligt’, seriøst jeg får så ondt i maven.
S. 228 Lo græder, som hun så ofte gør (wonder why!), og HH ler bare lykkeligt. Han er bare rendyrket ondskab uden nogen selvbevidsthed og situationsfornemmelse nu.
S. 234 HH forestiller sig, at han enten vil af med Lo, når hun bliver for gammel (aka voksen og faktisk klar til en seksuel relation til en anden voksen) ELLER vil gøre hende gravid, lave sin egen nymfette med hendes skønne gener. Jeg ved seriøst ikke engang hvad jeg skal sige mere.
S. 249 Lolita får lommepenge for at ‘opfylde sine basale forpligtelser’ (jeg græder), så han betaler hende simpelthen for seksuelle ydelser. I det mindste får hun presset prisen godt op, get that cash you poor thing.
S. 276 Der er stadig franske sætninger ind imellem, og jeg oversætter dem stadig ikke. Gætter mig ofte til en oversættelse, men somme tider (som nu) er sætningerne lidt lange. Oh well.
S. 297 HH er sikker på, at nogen følger efter dem. Husker hans tid på sanatorier, og overvejer, om han er ved at blive gal og paranoid.
S. 335 Lo er syg og på hospitalet, HH vil hen til hende. Men! Hun er blevet udskrevet, ”hendes onkel Gustave” har hentet hende. Men er det ikke HH’s onkel fra et-eller-andet-sted i Europa? Hvad foregår der?
S. 350 “Når jeg psykoanalyserer dette digt [et digt HH selv har skrevet], konstaterer jeg, at det er et mesterværk fra en galnings hånd.” Galning, så absolut, derudover er han komplet delusional. Han kører rundt efter Lo, leder efter spor fra en gådespredende gerningsmand, men tror ærlig talt, at det foregår i hans eget hoved.
S. 362 Så vidt jeg kan regne mig frem til, er det nu over to år siden Lo forsvandt, men nu er er der et brev fra hende! Hun er 17 år, gift, gravid og mangler penge, det er den eneste grund til, hun skriver. Åh sødeste musse!
S. 368 HAN HAR FUNDET LOLITA!
S. 373 Lolita er gift med en mand, som slet ikke tog hende med dengang – i stedet var det Clare Quilty der forfulgte dem, en manuskriptforfatter som Lo mødte på pigeskolen, og som vi flere gange har hørt nævnt.
S. 378 Lo elskede Clare, men hun nægtede at deltage i hans børnepornografiske orgie, så han smed hende ud. HVAD ER DER MED DE MÆND?? (Also 2020 bliver nævnt, og det er så random, at jeg lige må skrive det ned.)
S. 380 HH giver Lo penge. Hun spurgte efter 400 dollars, han giver 4000. Han beder hende om at tage med sig, hun afslår, han græder så hjerteskærende, jeg bliver seriøst helt grådkvalt wth. Det er bare så tragisk alt sammen!
S. 389 HH ser tingene udefra nu, afstanden gør ham godt, han skammer sig, ved han har misbrugt Lo, han var ignorant, men vidste somme tider godt, hvad han gjorde ved hende, og det var et helvede. Ømheden, som jeg indimellem nærede for ham fra starten af, er lidt tilbage kan jeg mærke. Han er smuttet derfra igen.
S. 398 HH vil deadass slå Quilty ihjel nu (manden der hapsede Lolita fra hospitalet), men han skal jo også foretage sig et eller andet i den sidste del af bogen.
S. 405 Quilty siger “‘jeg er også selv glad for børn’ sagde han, ‘og nogle af min bedste venner er fædre’. JEG HAR LYST TIL AT RÅBE, HVAD ER DET FOR EN INDSTILLING, DET ER DET MEST VANVITTIGE ARGUMENT NOGENSINDE, LAD NU VÆRE!
S. 413 Det er en absurd kamp mellem Quilty og HH der indeholder klaverspil, casual snak og flyvende kugler. HH må allerede have ramt Quilty mange gange efterhånden.
S. 416 Quilty er død, og HH har det sjovt nok ikke bedre.
S. 421 Sidste side af den faktiske roman, og jeg føler mig helt ussel over at blive sært rørt. Den gjorde ondt og ondt og ondt.
Helt kort (for det her indlæg er allerede langt), må jeg bare sige: wow. Jeg er så uendeligt glad for, at det var denne her bog, jeg valgte at kaste mig over. Ja, indholdet er foruroligende, men litteraturen er helt fantastisk. Jeg får flere gange en smule sympati for den forfærdelige Humbert Humbert, (og her er min indre psykolog selvfølgelig ret obs) fordi han går rundt med en forfærdelig byrde, som han ikke har valgt. Den del kan man forstå. Så er der alle de valg, han aktivt tager, og selvom jeg til tider sad med ondt i maven eller blev så gal, at jeg havde svært ved at nye litteraturen til fulde, så er det en af de bedste bøger, jeg nogensinde har læst. Kæmpe anbefaling herfra!
Hermed livelæsning af en vaskeægte klassiker, nemlig Vladimir Nabokovs “Lolita”. Bogen er modtaget som anmeldereksemplar, og jeg har valgt at gå til den med en omgang livelæsning – dvs. live reaktioner fra læsningen. Der er nok at tage fat i, og derfor kommer der ikke den helt store indledning.
Disclaimer: Livelæsning indeholder altid spoilers.
S. 8 Forordet, er det et forord? Det skrives, som om Humbert Humbert er et ægte menneske, som om fortællingen er fakta og ikke fiktion, og jeg er forvirret allerede. Må lige Google. (Få minutter senere: Google siger fiktion, skønlitteratur, og så forordet må være fiktion i sig selv, idk)
S. 11 HH starter med at sige, der var en pige før Lolita, som om hans kærlighed til barnet startede da han var på Lolitas alder (also, Lolita hedder rigtigt Dolores, så han har lige fundet på noget sexet til barnet, så er vi ligesom i gang). Det er fortalt som et manuskript skrevet til en jury i en kommende retssag. Det er overraskende, det anede jeg ikke.
S. 17 HH var forelsket, de var begge 13, og begærerede begge to hinanden (åh, den unge seksualitet, faktisk semi cute), og ender tragisk, da hun (spoiler) dør kort efter de forsøger at knalde, men bliver forstyrret og må stoppe. Vladimir fortæller det lidt pænere, men alt i alt har jeg ondt af den tragiske kærlighed hos baby HH.
S. 23 HH søger jobs, hvor han kan tage til børnehjem og opdragelsesanstalter for at stirre på unge piger. Han mener, at der er kvinder mellem 9-14, som ikke er piger, men ‘nymfetter’, dæmoniske pigebørn, der søger ældre mænd. Ej han skal seriøst stoppe sig selv, føler jeg sidder med et ansigtsudtryk der er fyldt med væmmelse pt.
S. 26 Okay, fortællerens skriver både ‘jeg’ og ‘Humbert Humbert’ – er det den splittelse, der tales om i forordet? At hans pædo-jeg er HH, og han selv er en anden? Jeg er forvirret. Also, han er i gang med at opremse andre voksne mænd, der tænder på børn gennem historien, som om det skulle retfærdiggøre hans tanker. Det er lidt ambivalent om han er en pædofil, der prøver at styre sine lyster, i så fald er han jo god nok, det kan han ikke gøre for. Men al den snak om nymfetter… Jeg køber ikke fuld uskyldighed.
S. 30 Der er en kvinde, der snakker fransk til ham, og jeg burde måske oversætte det, men jeg orker ikke pt, så jeg gætter mig bare til hendes sætninger tbh.
S. 34 HH gifter sig for at få styr på sine lyster. Nogle gange virker han som en mand der kæmper med sig selv, og i de øjeblikke føler jeg ømhed for ham. Tænk at skulle leve med så invaderende og umoralske tanker, det må være direkte skrækkeligt.
S. 47 HH har været indlagt på sanatorium grundet mentalt meltdown flere gange, og selvom han åbenbart finder stor begejstring i at vildlede psykiatere, så må det ikke være rart. Helt ærligt, manden kæmper jo med en forfærdelig seksualitet og har fantaseret om selvmord, hvis han skulle handle på det.
S. 56 “Hvorfor ophidser hendes måde at gå på mig i så afskyelig grad – hun er jo kun et barn, for pokker, et rent og skært barn?” HH er et menneske, som skammer sig og væmmes ved sig selv. Også selvom han forsøger at retfærdiggøre sine tanker til tider, selvom han fører dagbog over Lolitas færden, så er der en afsky over sig selv, som jeg på en underlig måde holder af. Og nå ja, han er blevet skilt fra første kone, og nu stødt ind i Lolitas mor (Charlotte), som giver ham logi.
S. 59 Åh, hvor det skifter hurtigt. Dagbogen er en voksen mands savlende observationer af et barn, og det er ubehageligt at læse, når han hengiver sig til fantasien. Det er ikke særligt eksplicit, men det subtile er næsten værre: at han beundrer hendes tindinger, hendes nakke, hendes måde at gå på… Pyh.
S. 78 Uanfægtet, så er litteraturen eminent. Shit altså, Vladimir kan sgu skrive, kan han!
S. 87 HH kan slet ikke overskue, at Lolita bliver 15 om to år, for så er hun jo for gammel. Jeg magter ham ikke.
S. 92 Lolitas mor har skrevet et brev til HH, hvor hun tilstår sin kærlighed til ham, siger at hvis han bliver hos dem, skal det være for life, han skal være som en far for hendes lille pige. Græder lige lidt for mig selv.
S. 102 HH skal giftes med Lolitas mor, og det skal i avisen. HH fortæller i interviewet, at han havde et forhold til moren tretten år tidligere – antyder derfor, at han er Ls far. Dude, tf? Pædofili er ikke nok, incest skal der også til åbenbart.
S. 103 1) HH og Charlotte knalder hver aften, det er den daglige pligt, og det er sgu imponerende. 2) HH beskriver seancen som: “jeg glammede gennem underkrattet i mørke, forrådnede skove”. Bogen er tragisk, men der er også humor i den, thank god.
S. 108 HH drømmer om at fylde ‘sin slatne nymfette’ med sovepiller, og er begyndt at betragte hende som sit eget barn, ej nu holder det.
S. 129 Lolitas mor har fundet HH’s dagbog! Tænk at læse, hvordan ens mand har skrevet perversiteter OM ENS DATTER! Kuldegysninger!
S. 132 LOLITAS MOR ER DØD! Charlotte fandt ud af alt, var hidsig, skyndte sig ud af huset og blev kørt ned. Bum, gone. Det er så dramatisk!
S. 139 Øhmm, han har kun mødt familien for ti uger siden?? Det kan jo ikke passe… Vel?
S. 147 Jeg bliver oprigtigt dårlig, når HH taler om at “ligge dunkende ved siden af den lille, sovende pige”, fordi han har fået en masse stærke sovepiller. Folk tror i øvrigt på, at Lo er hans datter, og han er på vej til at hente hende fra den lejrskole, hun er på. Al min omsorg og empati for den manden er pist væk.
S. 152 Lolita kalder ham far, jeg græder og væmmes. Hun ved btw ikke, at moren er død, men tror, at hun er indlagt og skal opereres for et-eller-andet.
S. 153 Nu husker HH sig selv på, at “hun er kun et barn, hun er kun et barn.” Altså hvad fanden er det manden vil med hende? Pointen og problemet for ham er, at hun er et barn!
S. 154 Lo kalder ham både far, og siger, at “vi er jo kærester”. Jeg er så uncomfortable!
S. 157 “[…] selvom han udmærket godt vidste, den snu, svulmende satan, at klokken ni, når hans forestilling begyndte, ville hun lille bevidstløs i hans arme.” Behøver jeg overhovedet sige noget?
S. 166 Han har drugget hende, hun er så træt, jeg bliver nødt til at få en pause fra at læse.
Livelæsning del II er oppe om et par dage (når det er oppe, kommer der et link lige HER). Hvad tænker I so far? Har I læst den? Lyst til at læse den? Helt generelt, hvordan har I det efter den omgang? Jeg blev sgu lidt presset til sidst.
“Når jeg har tårer i øjnene her til aften, er det så fordi du er død, eller fordi jeg er i live?”
Sådan begynder “De uadskillelige” – med en dedikation fra Simone de Beauvoir til hendes elskede veninde Zaza, de to virkelige kvinder, bogens karakterer Andrée og Sylvie er baseret på. Dedikationen forudsiger, at de uadskillelige vil blive adskilt, og gør dermed, at læsningen påbegyndes med bevidstheden om den kommende sorg.
Tilpasningens bedrøvelse Bogen er essentielt set Sylvies øjne, tanker, oplevelser af Andrée, fra de mødes som ni-årige, til bogens slutning kort inden Andrées 22-års fødselsdag. Meget hurtigt bliver de to piger netop det – uadskillelige – og vi fornemmer, at Sylvies kærlighed til Andrée er større end til noget andet menneske. Hengivenheden udvikler sig med alderen, og gennem jalousi, sorg og dedikation udvikler venskabet sig også.
Det er mere end en historie om kærlighed og venskab mellem to kvinder; det er også en historie om at tilpasse sig samfundets normer og de forventninger, man pålægges. Andrée er selvstændig, hun er nysgerrig, hun føler og tænker, men hun skal tæmmes. Religionen og den dominerende mor bliver de største modstykker til Andrées passion, som hun med al sin kraft forsøger at holde inde. Sylvie ser til med foragt og angst – hendes eget liv involverer hverken troen eller den finere klasse. Hun har den frihed, som Andrée længes efter, men ikke kan få del i.
Det “at tilpasse sig” er pludselig et trist begreb. I bogen ser vi det i den måde, Andrée undertrykker sig selv på – sine visioner, egenskaber, lyster, sin kærlighed. Hun forsøger at leve op til eksterne forventninger, hvilket resulterer i, at hun hele tiden mister dele af den nysgerrige og vilde ni-årige pige, der ikke lod sig begrænse.
Jean-Paul Satre og Elena Ferrante Sylvie observerer hver eneste ændring i Andrée, men hendes kærlighed afviger ikke et eneste sekund. Den hengivenhed mellem de to piger, er så ren og fin, at jeg ikke kunne undgå at blive rørt. At Simone de Beauvoirs mand, Jean-Paul Satre, ikke havde det på samme måde over manuskriptet, er over min forstand. Måske var det autobiografiske take på hans hustrus kærlighed til en anden kvinde for meget for ham, måske var 1954 bare ikke #woke nok.
Det ærlige venskab mellem de to piger, deres udvikling fra børn til unge kvinder og Sylvies betagelse af veninden, minder mig om Elena Ferrantes Napoli-romaner – og det er kun en god ting. De tager begge to de unge piger seriøst; de viser deres dybde, ønsker, skuffelser og forbudte hemmeligheder.
“De uadskillelige” handler om at være kvinde, om passion, forfald og forelskelse. Den er mere end fin. Tilbage sidder jeg nu med tristhed og taknemmelighed. Av mit hjerte.
I løbet af 2020 har vi fået en ny normal, en hverdag, hvor fysisk intimitet og nærhed er blevet fremmedgjort. Man kan vænne sig til meget siger man, men tænk, at det skulle være så let at falde ind i hverdag fra en science fiction roman. Processen, overgangen fra et liv til et andet, fra et inden til et efter, er den, der bliver beskrevet i denne digtsamling. Enhver læser har dermed gennemlevet digtsamlingen, allerede inden den er læst, hvilket skaber et ret unikt afsæt.
Digtene tager udgangspunkt i digterjegets liv, eksistensen midt i en pandemi. Overraskelsen, angsten, glemsomheden, den forandrede måde vi pludselig lever et liv på. En fare, der påvirker os alle, er også med til at skabe fællesskab, og den fælles frygt bliver dermed også til fælles omsorg, til samfundssind. Mørket og lyset kommer fra én og samme kilde, og individet passer ikke længere blot på sig selv – vi passer på hinanden.
“At verden hænger sammen / er ikke noget nyt, / men det plejer ikke / at holde mig vågen om natten.” [Dag 1]
Digtsamlingen starter derfor med et chok, og forsøger herefter at tilpasse sig. Eller, måske forsøger den ikke, måske sker det helt naturligt. Frygten fortager lidt efter lidt, som smittetallene igen begynder at falde, og med det, gør omsorgen også. Selvom det føles, som om verden går i stå, så er det ikke tilfældet. Politik og kapitalisme tager aldrig en pause, ej heller racisme og aktivisme. De emner, der supplerer pandemien, er ikke værre eller bedre, eller også er de lige netop det.
Jeg genkendte livet på siderne, der fungerede som et flashback, som en genafspilning af de første 80 vanvittige dage i Danmark. Som en tidslomme, en tåge, hvor tid har fået en ny betydning – hvor man ikke tæller ugedage men smitteantal. Den nye digtsamling føltes derfor som en bekendt, en ven, og det var rart på trods af vores fællesnævner. Jeg nød på én gang afstanden og det, at være tilbage, hvor underligt det end lyder – men det er dét, Caspar Erics “Jeg vil ikke tilbage” kan.
Olga Ravns nye bog, Mit arbejde, er en form for mødremanifest; en opfordring til at fortælle den sande, komplekse og til tider skrækkelige sandhed om at blive mor. At være ærlig. Sårbar. Selvom mine egne børn endnu kun er en fremtidsforestilling, er mødrerollen en, jeg forhåbentligt får lov til at stifte bekendtskab med engang. Det gør dog ikke bogen mindre relevant for mig – bare det at kende en mor, er nok argument for at læse Mit arbejde.
A whole new world og flydende kaos
Der er mange begyndelser, mange fortsættelser og mange slutninger i romanen, hvoraf skabelse synes at være den røde tråd, der forbinder dem alle. Skabelse af et barn; af en bog; af et hjem; af en ny hverdag. Kvinden i bogen har fået en åbenbaring sammen med fødslen af sit barn, måske endda tidligere, da pamfletter om børn, graviditet og forældre, begyndte at dukke op. Det er en hård åbenbaring, der indebærer en ny forståelse af køn og identitet i en forandret verden, hvor alle har en holdning og forventning til, hvordan man skal tænke, handle og føle.
Bogen er på en gang et stort rod af genrer, tid og personer, men samtidig føles alt flydende. Det kaotiske er et præmis, det er symbolsk for forældreskabet, det er uundgåeligt. Det tætteste, jeg kan komme på at beskrive indholdet, er autobiografisk meta-prosa, hvor der er tale om et Jeg og en Anna, som både er den samme person, men som også ikke er det. De er på en måde adskilte individer, som har født samme barn. De passager, der er mest meta – teksterne jeg’et skriver til Anna – er mine absolutte yndlings. De illustrerer bogens opgør med forventninger (til prosaregler og struktur, men også forventninger til moderrollen) og dens undersøgende tilgang til jegets fragmenterede selv, på en utroligt kærlig måde.
Det eksistentielle og vasketøjet
Det gjorde ondt at læse bogen, for det er både en gave, men også et traume, at få et barn. “At føde et barn er også at føde et kommende lig, har du tænkt på det?”. Lige så mange eksistentielle og filosofiske tanker, det bringer med sig at skabe et menneske, lige så mange lavpraktiske ting følger også med, og bogen undersøger begge ekstremer af det abstrakte og det konkrete. Det er en stor bog med omfattende indhold, og jeg er endnu ikke kommet ind på psykisk sygdom, parforhold, købekultur og skriften som både anker og redningsvest. Det kommer jeg heller ikke til – hvordan skulle et enkelt blogindlæg kunne rumme refleksion over alt det på en gang? Mit hoved kan næsten ikke rumme det. Lad os i stedet tage snakken i en dm, og indtil da, så læs den. Det var vildt.
En klimaroman Når man er klimabevidst, kommer man unægtelig igennem en række følelser, som påvirkes af verden omkring en: Frustration over verdens klimamæssige tilstand. Ønsket om at handle. Apatien der følger, når hver eneste handling alligevel synes ligegyldig og lille. Så en gnist af håb, et pust af støtte og en flamme af kampgejst.
Det er også sådan de har det i strikkeklubben, De Hårde Nåle. Efter ved et tilfælde at have set Before the flood af flotte Leonardo DiCaprio, begynder en ny virkelighed at trænge sig på, og strikkeklubben – med Annemette i spidsen – beslutter, at de må gøre noget. Deres klimaaktivisme vokser sig større og større, og med tiden også mere omfattende og farlig. Kvinderne, som ingen i øvrigt regner for noget, tager den ene risiko efter den anden, for at værne om planetens fremtid.
Revolutionen vælter ud af siderne Der er enormt meget solidaritet og kærlighed i denne her bog, og jeg var vild med, hvordan det var mennesker, der ellers ikke har meget magt i samfundet – sosu-assistenten, den langtidssygemeldte og den demente, ældre dame – der fik lov til at tage kampen op i denne her bog. Et emne, der oftest kan føles tungt og besværligt, bliver her serveret med lethed og humor, og på en måde, hvor man efter sidste side føler sig stærk. Kampgejsten er smittet af gennem papiret.
Generelt er sproget flydende og let tilgængeligt, men engang imellem blev dialogen noget forceret. Det er især, når en karakter skal forsvare sine handlinger eller synspunkter, og det er ærgerligt. Romanen har en masse at byde på, både i sin underholdningsværdi og i sin samfundskritik. Etik og moral bliver spiseligt, og det er måske hele romanens force; at åbne op for en snak, der ellers kan være svær at tilgå.
En biased læser Det er let for mig at sige, at bogen ikke bliver belærende, men jeg siger det også fra mit eget ståsted – en klimavegetar, som allerede har en knyttet hånd i vejret sammen med bogens forside. Reelt kan jeg ikke vide det. Til gengæld tror jeg, at alle, der bare er en smule klimabevidste, vil synes, at bogen er skøn.
Bossen har talt, og det betyder endnu længere tid derhjemme. Bøgerne kan meget – men man kan også gå lidt død i at stirre på hvide sider med sorte tegn, selvom vi elsker de støvede hardbacks. Har du brug for noget andet? Frygt ej, kære læser – der er mange, der har din ryg i disse tider! Der er et hav af digitale aktiviteter og online content, der bliver bragt direkte til dig, hvor end dit safe-space er. For at du ikke skal gå glip af godterne, har vi her listet de bedste muligheder op. Så er det bare at slå til!
Forfattermorgen med Gyldendal Hver morgen fra 8.30-9 har du mulighed for at se en ny forfatter blive interviewet af Mikkel Fønsby. Det hele foregår på Facebook, hvor Gyldendal sender live, og det er et skønt samlingssted, hvor man kan sidde som publikum med kaffe i hånden og benene op på bordet. Har du ikke tid, eller vil du se nogle af de ældre interviews, så bliver de alle sammen gemt og er tilgængelige lige her.
Forfatteraften med Gyldendal Ikke nok med de daglige interviews, så bliver der på samme måde afholdt højtlæsning. Alle hverdage kl. 20.30 bliver der delt en video med et nyt kapitel. Hver uge er det en ny bog og oplæser. Der er noget fantastisk i at blive læst for, og selvom det er længe siden, vi fik læst godnathistorier højt, så er det en perfekt mulighed nu, for igen at nyde omsorgen fra en andens læsende stemme. Klik her for at få adgang til oplæsningen – både de nye og gamle.
NaNoWriMo – #stayhomewrimo Nogle af jer kender måske til NaNoWriMo – National Novel Writing Month – som bliver afholdt i november. I forbindelse med, at vi er mange, som nu er hjemme, har de udviklet et nyt tiltag, nemlig #stayhomewrimo. Formålet med dette er at igangsætte og vedholde ens kreativitet, samt at deltage i et fællesskab (med god afstand). Her kan man følge de checklister, der bliver lavet, hvor der både er taget hensyn til ens mentale, kreative, sociale og fysiske velvære. Du kan melde dig til lige her, og læse mere om #stayhomewrimo her.
Månedens udfordring – Ord om_ Nogle gange er det uoverskueligt at tage et valg om, hvilken bog man skal læse. Skulle det være gået din snude forbi, så kører vi hver måned en læseudfordring her på Ord om_. Vi skiftes til at give hinanden en læseudfordring; denne måned er det for eksempel Birgitte, der skal læse den mest forårsagtige bog, hun har. Har du lyst til at deltage i udfordringen, så hop over på vores instagram, hvor der altid er gode anbefalinger og inspiration til læsningen.
Gensyn med Romeo og Julie og Alice i Eventyrland Der er ikke noget mere magisk end en aften i Det Kongelige Teater med røven solidt plantet i det røde plyssæde, imens du lader kunstnerne tage dig med til Verona, Eventyrland eller Napoli. Selvom landets teaterscener er lukket ned på ubestemt tid, behøver du ikke glip af dit teaterfix, for Det Kongelige Teater bringer ud. På KGL Xtra kan du streame et udvalg af opsætninger fx Romeo og Julie på Skuespilhuset og Alice i Eventyrland med Den Kongelige Ballet. Jeg ved i hvert tilfælde godt, hvad jeg skal bruge min påske på!
Coronamonologerne ogDagbog fra Covid-19 Kunstnerne er særligt relevante i disse tider, hvor vi har brug for, at der bliver sat ord på de erfaringer, vi alle gør os i øjeblikket. Det gør Teater Republique med Coronamonologerneog Caspar Eric og Knud Romer med Dagbog fra Covid-19 på Podimo. I førstnævnte har en række forfattere (b.la. Thomas Korsgaard, Madame Nielsen, Christina Hagen og Pia Juul) skrevet en monolog, som en skuespiller opfører fra sit hjem. Monologerne er optaget med computer eller telefon af skuespillerne selv og mimer således, hvordan vi er i kontakt med hinanden i disse dage.
Dagbog fra Covid-19 startede som et dagligt digt på Caspar Erics instagram og er nu blevet til en serie på Podimo, hvor Knud Romer har overtaget efter Eric.
Norsken, svensken og dansken Norsken, svensken og dansken stikker måske lidt ud her, men jeg tænkte alligevel, jeg ville slå et slag for denne skandinaviske podcast. Her behandler danske Hassan Preisler, svenske Åsa Linderborg og norske Hilde Sandvik aktuelle kulturelle og politiske emner fra deres respektive nationale perspektiver. Det er interessant at følge med i, hvad der rører sig i vores nabolande og også opdage, hvor forskellige vi faktisk er. Og så er det en glimrende måde at få opøvet sit svensk og norsk – Vet ikke med dere, men jag gillar! Programmet kan høres på DR.
Den Korte Coronavis, Påbehørig afstand af sandheden og mememagerne Selvom det er en alvorlig tid, hvor menigmand ikke skal lege ekspert, synes jeg alligevel det er vigtigt, at vi har satiren til at stille kritisk spørgsmålstegn ved de politiske beslutninger, der bliver til under dække af lægefaglige vurderinger. Kirsten Birgit og Rasmus Bruun er genopstået med Den Korte Coronavis (juhu!) og fortsætter, hvor de slap med knivskarp satire og kritisk analyse af høj kvalitet. Samtidig er Jonatan Spangs ugentlige talkshow genopstået som På behørig afstand af sandheden, hvor Spang sætter spot på ugens aktuelle begivenheder. Den Korte Coronavis kan høres, hvor du normalt henter din podcast, imens På behørig afstand af sandheden kan streames på DR. Er man ikke til disse formater men til satire, kan man gå på Instagram from Facebook og tjekke Mememagerietsandenprofil ud!
Hvor optakten til nytårsaften handler om at se tilbage på året der gik (og i dette tilfælde årtiet), retter man i januar linsen mod det, der kommer. På Ord om_ ser jeg med årets første post frem imod den kommende tid med bøger, jeg glæder mig særligt til.
Athena Farrokhzad: I rörelse (2019, Albert Bonniers förlag)
Athena Farrokhzad (f. 1983) er svensk forfatter med iransk baggrund. Hun debuterede i 2013 med digtsamlingen Vitsvit, som skildrer hvidhed, racisme, magtstrukturer, identitetssplittelse, familie og revolution. Samtidig bærer den, med reference til holocaust, en dyster profeti om islamofobiens konsekvenser. I Danmark blev hun sammenlignet med Yahya Hassan, som debuterede cirka samtidig med digtsamlingen YAHYA HASSAN. Farrokhzad er imidlertid langt fra Hassan, hvis digte hun kritiserede i det svenske Aftonbladet for at bære ved til det indvandrerkritiske bål (Du kan læse kommentaren her: https://www.aftonbladet.se/kultur/bokrecensioner/a/1kWGjB/hans-raseri-hyllas-av-danska-rasister). Man kan være enig eller uenig i Farrokhzads politiske analyser. Hendes første digtsamling var utroligt barsk og smukt skrevet med et omslag, man bogstaveligt talt kunne spejle sig i. Af den grund glæder jeg mig også til at læse hendes nyeste bog I rörelse (oversat. ”i bevægelse”), som i den grad har noget at leve op til.
Louisa May Alcott: Little Women (1868, Read & Co. Books)
Louisa May Alcotts roman Little Women (da. Pigebørn) er en klassiker, jeg ikke har fået læst endnu. Med Greta Gerwigs nyeste filmatisering, som kommer i biografen til marts, er der dog ikke længere nogen vej uden om. Romanen er henlagt til den amerikanske borgerkrig og følger de fire søstre Meg, Jo, Beth og Amy i overgangen fra barndom til voksenliv. Jeg har længe kendt til bogen. Mest fra det afsnit af Friends, hvor Joey og Rachel bytter bøger. Joey begejstres over det, han tror, er en lesbisk romance i romanen. Gerwigs filmatisering har vækket min begejstring. Mest på grund af castet ærligt talt: Saoirse Ronan, Timothée Chalamet (elsker elsker elsker begge), Meryl Streep, Laura Dern, Emma Watson. Jeg elskede Ladybird (instrueret af Gerwig med Ronan og Chalamet i centrale roller), og jeg får lidt samme vibe fra Little Women, selvom der er langt fra Californiens stegende hede i start 00’erne til 1860’ernes pæne borgerlige hjem. Og så elsker jeg period dramas absurd meget. Ved ikke hvad der sker for det
Svend Aage Madsen: Enden på tragedie (2019, Gyldendal)
Okay full disclosure: jeg er faktisk i gang med at læse Enden på tragedie og havde lyst til at nævne det hæhæ. Enden på tragedie er en fremtidsfortælling, som følger Jonathan Tidebon, en specialeskrivende litteraturstuderende, som tager et hormon for at få direkte adgang til andre personers historier. Som altid med Svend Aage Madsen er plottet spændende, teksten finurligt og intelligent skrevet. En real headscratcher TM. Samtidig er historien sat i det klassiske Svend Aage Madsen-univers. Handlingen udspiller sig som altid i Aarhus med karakterer og fænomener, som går igen fra hans andre bøger (det er imidlertid ikke et problem, hvis du ikke har læst andet Madsen). I øjeblikket er jeg i gang med at finde ud af, hvordan jeg skal læse bogen. Den er inddelt i to med referencer til små korte historier bagest i bogen, som man kan vælge at springe frem til, når man møder dem i fortællingen, eller man kan læse dem, når man er færdig. Jeg er ikke sikker på, der er én rigtig måde at gøre det på.
Adda Djørup: Bulgakovs Kat (2020, Rosinante)
Jeg skrev speciale om Adda Djørup, og det er sjældent. man møder en forfatter, som mestrer sine genrer og sit sprog så godt. Hun er ekstremt opmærksom på den sproglige detalje og på at skabe scenarier, som man nærmest kan træde ind i som læser. Jeg glæder mig derfor også til at se, hvad hun har fundet på med hendes nyeste roman Bulgakovs kat, som udkommer i midten af januar.
Paul Auster: Samtaler med fremmede (2020, Lindhart & Ringhof)
Samtaler med fremmede er en oversættelse af Austers Talking to strangers fra 2018. Auster har over de sidste årtier slået sig fast som en af de største nulevende amerikanske forfattere med b.la. New York-trilogien City of Glass. Også hans seneste roman 4321 om fire forskellige versioner af den samme hovedkarakter Fergus’ liv kan anbefales (om end den er møglang!). Samtaler med fremmede er samling af vidt forskellige tekster skrevet over de sidste 50 år. De giver derfor et vigtigt indblik i Austers virke. Bogen udkommer d. 4. marts.
Asta Olivia Nordenhof: Scandinavian Star. Del 1 – Penge på lommen (2020, ukendt)
Asta Olivia Nordenhof er for mig en af 10’ernes dygtigste og mest distinkte forfatterstemmer. Hun debuterede med romanen et ansigt til emily (2011) og har sidenhen udgivet digtsamlingen det nemme og det ensomme (2013) om kærlighed, skrøbelighed og savn. Virkeligt stærke tekster. Alene grundet Asta Olivias skrivetalent, kan jeg ikke vente med at få fingrene i bogen – selvom jeg har absolut ingen idé om, hvad den handler om (gætter dog på det har noget med det forliste Scandinavian Star at gøre).
ord om _ 