[Anmeldereksemplar fra Gyldendal]
“De virale nyheder/ om skovbrande og smittetal/ er intet andet/ end naturens gang;/ at smitte altid/ stiger eksponentielt/ at også bakterier/ kan være klimaflygtninge.”
Pandemi part II
Dette er Caspar Erics anden digtsamling (digtroman?) med udgangspunkt i pandemien, og skæbnen ville det, at jeg begyndte den samme aften som Mette F’s seneste pressemøde (som i øvrigt bragte alt for meget deja vu med sig). Det lille øjeblik man holder vejret, idet “BREAKING” skriger i versaler fra skærmen. Usikkerheden der igen siver frem, krammene der igen skal vurderes og prioriteres.
Hvor pressemødet ikke var et særlig hyggeligt gensyn, var ordene det heldigvis. Potentiel sygdom har taget plads i alt; fra relationer til ferier til fester, osv. Når vi engang imellem ignorerer restriktioner og anbefalinger – både fordi vi gerne vil og fordi vi nogle gange bare glemmer dem – følger en ny form for skam. Når verden senere åbner op igen, og vi møder noget, der minder om den gamle hverdag, er det med bevidstheden om, at alt det velkendte pludselig føles fremmed.
Kæmpe vibe og ægte relatable
Gennem smuk og tilgængelig poesi krydret med pop-referencer ala Britney bitch beskrives alt fra corona, klimakrise og klassekamp. Jeg vil så gerne sige en masse klogt, men bogen siger det hele selv. Jeg har intet at tilføje. Det er en digtsamling, der fungerer som en reaktion-slash-en kommentar på samfundet lige nu og her, som rummer både al frygt, al vrede, al forglemmelse, al omsorg (og heldigvis for omsorgen!), og den er oprigtigt formidabel.
Det er ikke en bog der starter med et spørgsmål og kommer med et svar, den er famlende men det gør at den på en eller anden måde føles mere autentisk. Hvem aner noget som helst lige nu? Alle gør deres bedste, og vi kan gøre meget.
// Caroline
ord om _ 