Ord om “HEX”

[Anmeldereksemplar fra Grønningen1]

First off, “HEX” minder mig om bogen “Hvid magi for tøser” i en voksen udgave (please sig at andre var lige så obsessed som mig). Det er en helt basal introduktion til heksegerningen og dens redskaber, ritualer, intentioner og energiarbejdet. Og så alligevel – for eksempel bliver det aldrig italesat, hvorfor der konsekvent bliver skrevet ‘hex’ frem for ‘heks’.
“Al magt til kussen” er bogens slagord, og det er et fantastisk udgangspunkt for den feministiske heksebog.

Bogen starter ud med en kort gennemgang af den historiske og religiøse kvindeundertrykkelse, som på et tidspunkt har manifesteret sig i heksejagt. Dertil kommer en hyldest til kvinders styrke, der både består i sårbarhed, følelsesliv, menstruation og lyst. Der er fokus på ‘det andet køn’, som på en eller anden måde her bliver omtalt som det primære. Søsterskabet og den kvindelige energi er det absolutte centrum, og det er svært ikke at blive begejstret for den feminine fejring.

Denne ellers moderne introduktion til hekselife er dog knap så moderne, som jeg havde håbet. Bogen taler ind i feminisme, men gør det med et binært og heteronormativt sprog. For eksempel beskrives en heks konsekvent som en kvinde, der finder sig en mand, og dertil har en hex en livmoder, hun menstruerer og kan skabe liv. Jeg forstår og elsker den fejring af kvinden, som bogen er, men også kan se en del kvinder blive tabt i denne fortælling om, hvad en kvinde er og kan.
Dertil kommer et helt afsnit om at forhekse “rivalinder” aka de skrækkelige kvinder, der vil tage vores mænd. Det kommer til at klinge lidt hult efter den fine hyldest til kvinder og søsterskab først i bogen. Jeg siger ikke, at der ikke er skrækkelige mennesker, og at de ikke sagtens kan være kvinder. Det virker bare ikke som det mest oplagte valg at fokusere på som et af de relativt få emner indenfor spells og magi, bogen behandler – heller ikke selvom hexen skal være unapologetic og embrace sine mørke sider.

Højdepunkterne er helt sikkert viden om redskaber, planteliv og ritualer, der er skrevet som små opskrifter med en konkret fremgangsmåde (bortset fra en opfordring til at snyde menstruationsblod i sin elskedes vin uden consent). Jeg har markeret planternes egenskaber, månefaser, årlige heksesabbatter og naturritualer, som jeg helt sikkert vil kigge ind i igen og igen. Det er de øjeblikke, hvor man virkeligt forstår tilknytningen til naturen, til det større, til alt det udenom os, og det fungerer utroligt godt.
Derudover er bogens illustrationer beyond gorgeous og man burde vitterligt lave plakater med hver enkelt af dem.

Jeg ville virkeligt gerne elske hele bogen, men det var en blandet oplevelse. Noget af den er så fint, styrkende og brugbart, mens sprog og tilgang nogle gange virker forældet på en måde, der kommer til at undergrave sine egne pointer. Either way, jeg tror vi har brug for mere feministisk hekselitteratur i verden, og derfor (både til forfattere og forlag): Keep it coming!

//Caroline

Ord om KAMILLEKRATER

[Anmeldereksemplar fra Copenhagen Storytellers]

Forfatter: Nanna Lundgaard Arbøl
Udgivelsesår: 2022
Antal sider: 84

Digte og prosatekster i et poetisk sprog om kærlighed og brud og savnsavnsavn. Kamille heler, jeget er forelsket i en kamillemand, men hvem skal hele hende, når han er væk?

Teksterne fungerer som en fortælling med et handlingsforløb, en såkaldt digtroman. Det poetiske sprog har det med at gøre alt lidt mere storslået, det indeholder ofte det inderste, det sårbare, det smertelige eller lykkeberuselsen, det er ekstremerne af følelser og tanker, der smøres ud over siderne, men i et fysisk let format der kan bære alt det tunge.
Denne lille støvgrønne bog bærer selv en masse tungt med sig. Først møder vi forelskelsen, siden bruddet, og herefter savnet, som ikke vil slippe sit tag. “Hjertet er en knytnæve, der bliver ved med at slå” – en sætning, der fint beskriver jegets oplevelser gennem fortællingen, får når der er hjerte er der smerte, og det er forbandelsen og fortryllelsen i hele oplevelsen.

“Kamillekrater” er en bog, der ligger lidt midt i alting. Den blæste mig ikke omkuld, men den var bestemt heller ikke dårlig. Den var bare. Den store forelskelse og sorgen i at give slip er billedlige og genkendelige, men til tider føles sproget anstrengt, som om det poetiske er en smule forceret. Jeg har læst bogen tre gange og ledt efter mere, fordi i digte er der altid mere, men uden helt store åbenbaringer. Digte er altid svære at beskrive, for mig er de på en måde mere subjektive end noget andet litteratur. Derfor tror jeg også at oplevelsen vil variere meget fra læser til læser.

Har man lyst til poesi-fortællingerne og hjertesavn og -sorg, så er “Kamillekrater” et udmærket bud. Desuden står den meget smukt i reolen med sin fine grønne farve og kamilleblomsterne.

//Caroline

Ord om THE TIME TRAVELER’S WIFE

Forfatter: Audrey Niffenegger
Udgivelsesår: 2005
Antal sider: 519

Hands down – det her er min nye yndlingsbog. Altså, sammen med alle mine andre yndlingsbøger. Men shit, den ramte mig! Jeg smilede som en tosse og hulkegræd under læsning, og på trods af, at min kæreste ikke læser, havde vi en timelang diskussion om præmissen for tidsrejser i bogen.

Jeg læser ikke særligt ofte romance, da genren ofte kan blive meget forudsigelig og lidt for cheesy til mig. Men denne her sci-fi romance er alt, hvad jeg har brug for: Clare og Henry mødes da Clare er 6 år og Henry er 36 år, og bliver gift når Clare er 22 år og Henry er 30 år. Clares første møde med Henry, er ikke Henrys første møde med Clare, og Henrys første møde med Clare er ikke Clares første møde med Henry. Det er forvirrende at forklare, men helt fantastisk at opleve.
Henry har en gen-sygdom, det betyder, at han ufrivilligt rejser i tiden. Clare på 6 møder ham derfor for første gang, da han som 36-årig lander i engen ved hendes forældres hus – på dette tidspunkt i hans nutid har han været gift med Clare i seks år. Hele tiden kommer vi ud for situationer, hvor dynamikken ændrer sig, og hvor den ene har erindringer, som den anden endnu ikke har oplevet.

Det er sci-fi for folk, der ikke er til sci-fi og romance til folk, der ikke er til romance. Både kærlighed og tidsrejser bliver introduceret på en meget delikat og troværdig måde, så man bliver suget direkte ind i det, og opdager det først, når man opdager, at man smiler til siderne.
Clare og Henrys historie er den vildeste kærlighedshistorie, jeg har læst. Det er en roman om længsel og savn, om bekymringer og store udfordringer, og om kærlighed, der overskygger alt, og gør det hele værd at gå igennem. Den gjorde mig lykkelig og gav mig ondt i hjertet, og jeg kan kun anbefale den.

// Caroline

Ord om “DET FÆLLES BEDSTE”

[Anmeldereksemplar fra Harpyie]

Forfatter: Selma Rosenfeldt-Olsen
Udgivelsesår:2022
Antal sider: 15
7

“- Jeg troede altid, man forstod sin søster, siger Judith.
– Nej, man tilgiver hende bare lige meget hvad.”

Jeg er conflicted. Det er langt lettere at skrive anmeldelser af bøger, når man er enten meget begejstret eller meget det modsatte, end når man er i tvivl. Men altså – jeg er i tvivl. Den korte roman foregår i Tyskland i 40-50-60’erne, hvor vi følger to søstre og en mulig tredje søster. Fælles for dem er, at de hver især forlader det de kender til fordel for det ukendte, i håbet om at finde et sted at høre til.

Jeg flød gennem bogen og var meget investeret i søsterskab og akademi, og glædede mig til at finde ud af, hvad formålet med det var. Hvad er et Element og et Redskab, hvem er Gudfar – en frelser eller en Humbert Humbert-type? Hvorfor alle de mottoer og børnelege? What is the purpose?

I virkeligheden er legene, reglerne, søsterskab og akademi nok alle et udtryk for fællesskaber og forsøg på at passe ind. Men for at være helt ærlig, så skuffede det mig lidt, at finde ud af, at der ikke var noget højere formål/manifest/dybere årsag med akademi og lege: at det “bare” var for at finde fælles fodfæste. Som jeg skriver det her, kan jeg godt se, at det i sig selv lyder virkelig fint at imitere omverdenen på måder, der kan inkludere dem, der ellers ikke passer ind. Der var bare noget i leveringen, der skabte en forventning om noget andet og noget mere. Giver det mening?

Anywho, fordi jeg ikke ved, hvad jeg ellers skal sige, kommer her en liste over de ting der begejstrede mig, og de ting der tabte mig:

+ Sproget var nice. Skrivestilen var (især hos Lora) meget nøgtern og konstaterende, store ting blev fortalt ganske simpelt, og det underspillede var formidabelt.

+ Søstrene Lora og Manni er sammen en fin enhed, men er også to mere eller mindre dysfunktionelle sjæle, der har svært ved at være mor, kone, menneske. Selv fysisk distance mellem dem fjerner ikke søsterbåndet, som i sig selv er defineret af både kærlighed og magt.

+ Børnenes lege, som imiterer samfundet omkring dem i al deres makabre absurditeter. Var grotesk og ækelt og spændende – også selvom det undrede mig, at legene forblev så stor en del af voksenlivet.

Der var så mange ting i spil, som jeg ikke fik svar på. Det endte med at føles som løse ender, måske fordi jeg netop var så investeret i akademiet og Gudfar, men aldrig fik den dybere forståelse for deres eksistens og formål.

Alt det med togene. I don’t get it. Kunne heller ikke læse siderne (tak for hjælpen i dm!)

Jeg var komplet opslugt fra start, men jo mere jeg nærmede mig slutningen, jo mere skulle jeg kæmpe for at holde fast. Jeg følte mig på en eller anden måde lidt tabt – som om det fællesskab, der hele tiden bliver søgt og savnet ikke nødvendigvis inkluderede mig og min forståelse.

//Caroline

Ord om “SUPER”

[Anmeldereksemplar fra Forlaget Republik]

Forfatter: Marie-Louise Hansen
Udgivelsesår: 2020
Antal sider: 388

First look og det taktile
Man kan ikke tale om “Super”, uden at se forbi de vilde valg der er taget for den trykte bog (se den på insta her). Omslaget er blødt og mat, der er en flap om siderne der gør, at når den er lukket, er den en lyserød firkant. Siderne er glittet papir, der føles fantastisk at glide fingrene henad, men som skaber genskin når man læser under stærkt lys. Teksten er comic sans, og det får alt i mig til at stritte. På den måde er den både smuk og skrækkelig, seriøs og komisk allerede inden læsningen er begyndt.

Forvirring og #triggerwarning – vægtfokus
Første halvdel af romanen var mildest talt en stor forvirring. Bagsideteksten gav heller ikke megen info. Kort og godt, “Super” er en kollektiv roman; mange fortællere, mange perspektiver. De første tre – måske fire? – perspektiver var uden rigtig kontekst til hinanden, og jeg fangede ikke skiftet mellem karakterer før forvirringen var total. Jeg vidste simpelthen ikke, hvem jeg fulgte, og da teksterne er fragmenterede tanker og scener, der pendulerer frem og tilbage, havde jeg som nyankommen læser til denne verden virkeligt svært ved at følge med.

De første karakterer havde uforbeholdent meget fokus på vægt og krop, fedme som et problem og det slanke som et mål, og emnet fylder også hos de resterende personer (om end mere diskret end det eksplicitte i de første dele). Siderne er spækket med selvlede ved at spise, sejr ved at lade være, styrke i tyndhed, konstante diæter eller ædegilder. Med et kritisk blik ser man tydeligt, hvordan alle disse perspektiver fremstilles som problematiske, men det er meget voldsomt, ulækkert og hadsk beskrevet, og derfor var det ikke just behageligt at bevæge sig igennem første halvdel.

Anden halvdel – kontekst, sammenhæng og relationer.
Halvvejs i bogen oplevede jeg et temposkift, måske fordi karaktererne var knap så fanatiske, måske fordi fokus på sex og vægt bliver mindre eksplicit og sproget mere tilgængeligt – det i sig selv hjalp med at løfte den tåge, første del var indhyllet i. Der er mere kontekst, mere sammenhængskraft, mindre desperation, og relationerne begynder at blive tydeligere. Karaktererne er, om end en smule karikerede, langt lettere at forstå og følge, og endelig begyndte jeg at kunne fokusere på sproget.

Anden halvdel var en langt bedre oplevelse, og gjorde mere indtryk end alt det groteske i første del, der føltes mere som provokation end faktisk sproglig virkning. Hvis man kan udholde fokus på vægt, og hvis man er til det ulækre (tænk Dr. Pimple Popper, men med vægt og sex), så kan det være, at bogen er til dig.

//Caroline

Ord om ”DEN PERFEKTE MOR”

[Anmeldereksemplar fra Falco]

Velkommen til endnu et debuterende forlag: Forlaget Falco! “Den perfekte mor” af Aimee Molloy er en af de to første udgivelser på forlaget, og er hentet direkte fra New York Times bestsellerlister. Very exciting!

Mommy-thriller for alle pengene
Der er tale om en mødregruppe-thriller: En bunke NY-mums mødes med deres gravide maver, senere babyer, og en dag bliver en af børnene kidnappet. ’Hvem, hvad, hvorfor’ går straks i gang, og vi følger tre af mødrenes ønske om at bidrage i eftersøgningen, mens den fjerde mor er meget kryptisk.

Hvor plottet selvfølgelig giver anledning til ”who did it”-konspirationer og psykologisk drama, var selve indholdet utroligt præget af en anden form for uhygge: moderskabet. Udskamning, velmenende råd og vanvittige forventninger til deres rolle som mødre fylder kvindernes liv, og gør dem utilstrækkelige i alt, hvad de ellers foretager sig, om det er job, familie, relationer eller bare det, at passe på sig selv. Den del er næsten det mest uhyggelige.

Det er også den del, der fylder mest. Kidnapningen er i høj grad settingen, hvor vi bliver introduceret til kvindernes udfordringer som mødre i et samfund, der ønsker at de skal fejle (ærligt, sådan virker det). Man forstår godt, at de er ved at kløjes i life. Kvinderne har hver deres definition af, hvad den perfekte mor er, hvilket allerede her siger noget om konceptet (hint: it’s not real). Sammen med egen skam kommer samfundets løftede finger, og der seriøst pres fra alle sider.

Noget om at være i og udenfor målgruppen
Når man ikke er mor (aka mig), er alle de udfordringer forståelige, men også lidt langt væk. Jeg bliver ikke hamrende fanget af udfordringer med at amme, eller behovet for mødregruppens støtte. De allerbedste forfattere formår dette: at skrive, så man bliver fuldstændigt involveret, uanset hvor fremmed karakterer og situationer er. Det oplevede jeg ikke helt her.

Although! Hvis man befinder sig i moderskabets vanvid, så tror jeg, at denne her bog er ret vild at læse – at man kan genkende sig selv, udfordringer, forventninger og det pres der eksisterer parallelt med rollen. Der er kæmpe paranoia omkring hvornår man gør det godt, og om godt nogensinde er nok.

Bogen er underholdende – men jeg tror den rammer endnu mere plet hos andre end lige mig.

//Caroline

Ord om “VI KAN GØRE MEGET” af Caspar Eric

[Anmeldereksemplar fra Gyldendal

“De virale nyheder/ om skovbrande og smittetal/ er intet andet/ end naturens gang;/ at smitte altid/ stiger eksponentielt/ at også bakterier/ kan være klimaflygtninge.”

Pandemi part II
Dette er Caspar Erics anden digtsamling (digtroman?) med udgangspunkt i pandemien, og skæbnen ville det, at jeg begyndte den samme aften som Mette F’s seneste pressemøde (som i øvrigt bragte alt for meget deja vu med sig). Det lille øjeblik man holder vejret, idet “BREAKING” skriger i versaler fra skærmen. Usikkerheden der igen siver frem, krammene der igen skal vurderes og prioriteres.

Hvor pressemødet ikke var et særlig hyggeligt gensyn, var ordene det heldigvis. Potentiel sygdom har taget plads i alt; fra relationer til ferier til fester, osv. Når vi engang imellem ignorerer restriktioner og anbefalinger – både fordi vi gerne vil og fordi vi nogle gange bare glemmer dem – følger en ny form for skam. Når verden senere åbner op igen, og vi møder noget, der minder om den gamle hverdag, er det med bevidstheden om, at alt det velkendte pludselig føles fremmed.

Kæmpe vibe og ægte relatable
Gennem smuk og tilgængelig poesi krydret med pop-referencer ala Britney bitch beskrives alt fra corona, klimakrise og klassekamp. Jeg vil så gerne sige en masse klogt, men bogen siger det hele selv. Jeg har intet at tilføje. Det er en digtsamling, der fungerer som en reaktion-slash-en kommentar på samfundet lige nu og her, som rummer både al frygt, al vrede, al forglemmelse, al omsorg (og heldigvis for omsorgen!), og den er oprigtigt formidabel.

Det er ikke en bog der starter med et spørgsmål og kommer med et svar, den er famlende men det gør at den på en eller anden måde føles mere autentisk. Hvem aner noget som helst lige nu? Alle gør deres bedste, og vi kan gøre meget.

// Caroline

Ord om “Blå toner”

[Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof]

Når en roman formår at få etiske spørgsmål flettet ind i en bog på en flydende, naturlig måde, så løfter plottet sig flere niveauer. Og når plottet i forvejen er godt – så er der altså tale om en ret fantastisk bog. “Blå toner” er mit første møde med videnskabskrimien, og min skepsis til genren inden jeg gik i gang, tager jeg komplet i mig igen!

Etik, medicin og kapitalisme

I “Blå toner” er et middel mod klinisk sorg ved at blive udviklet, og effekten bliver forsket i på Århus Universitet. Intentionen med prædikamentet er at hjælpe mennesker med sorgdiagnosen Prolonged Grief Disorder til at få det bedre. Selvom medicin kan være en fantastisk hjælp, er selve medicinindustrien også en magtfuld spiller i et kapitalistisk samfund, og det bliver hurtigt tydeligt i romanen. Der er meget på spil, både i form af ønsket om at hjælpe mennesker, de økonomiske incitamenter og selvfølgelig de personlige agendaer alle involverede måtte have.

Det hele udspiller sig gennem to psykologistuderendes specialeskrivning, en psykologs undersøgelse af prædikamentet og skaberens udvikling af medicinen Callocain. Det giver helt vildt god mening at få flere perspektiver på – og her har vi alt fra sorgramte, medicinkritikere, forskere og brugere af medicin; alle med hver deres baggrund og motiv. Det skaber muligheden for at forstå alle facetter af medicinen, både behovet og frygten for den.

Autentisk historie og flydende

Selvom det lyder som en stor mundfuld med store etiske og filosofiske spørgsmål gennem medicinindustriens interne og eksterne perspektiver, bliver de etiske udfordringer sat i en overraskende realistisk kontekst med meget fine karakterer. Jeg blev igen og igen overrasket over, hvor autentisk hele historien føltes, og hvor sandsynlige både situationer og motiver der skildres. Man tror virkeligt på historien. Derudover var sproget overbevisende og flydende, og bidrog kun til en virkeligt god læseoplevelse!

Det bliver helt sikkert en af mine faste anbefalinger.

//Caroline

Ord om “Gå til grunde” af Daniel Boysen

[Anmeldereksemplar fra Jensen&Dalgaard]

Ved bogens titel står der “Roman i stykker” – men det er mere end det. Det er drømme i stykker, hjerter i stykker, tårer på kinderne, sorg og afsavn. Jeg læste ikke mere end de første to sider, før mine øjne var våde, og tårerne flød ned ad mine kinder.

Fertilitetsbehandlingens vanvid

En mand og en kvinde mødes, de forelsker sig, de vil formere sig – skabe en sammensmeltning af dem. De vil lave et væsen af deres eget kød og blod, og de vil få nye roller i livet. Men de mister. Og de mister igen. Vi følger faren – for han er en far, selvom barnet, børnene, ikke eksisterer i fysisk forstand. Hans rolle i fertilitetsbehandlingen er tæt på ikke-eksisterende. Han leverer sæd og han venter. I hjemmet er de, Manden og Kvinden, fælles om processen, men i øjeblikket de rammer hospitalet, forsvinder Mandens vigtighed, hans deltagelse, hans bidrag og emotionelle respons tages ikke i betragtning som Kvindens.

Manden bliver underkendt for sin rolle som Far, fertilitetsprocessen bliver underkendt som en oprigtig sorg. Det hele beskrives lyrisk og poetisk, og sproget passer uendelig fint til den sorgfulde tone.

Muligheden for genkendelse i en ukendt situation

Bogen handler om ufrivillig barnløshed, og er ikke et emne, jeg egentligt har beskæftiget mig med – hverken i litteraturen eller i mit eget liv. Alligevel er den længsel efter at formere sig, at skabe et barn, at miste og miste og miste så nærværende i romanen. Der er en art af indvielse i et meget intimt rum, og selvom jeg ikke kender det rum på forhånd, er det slet ikke så fremmed som man skulle tro. Faren bliver glemt, moren er et skaberinstrument, og med to streger på en pind er forældreskabet sat i værk – det forsvinder ikke, selvom barnet gør. Der må være langt flere usynlige forældre rundt omkring, end man forestiller sig, og med bogen bliver de set. Det føles rart.

//Caroline

Ord om ”Intethedens Tegn”

[Anmeldereksemplar fra Forlaget Snepryd]

En ældgammel profeti er ved at blive opfyldt, og en snigmorder og en kejser skal nu afgøre menneskehedens fremtid. Intriguing? Meget.

Vi er ude i en fantasy-roman, men jeg kan ikke vurdere målgruppen: den er skrevet ret ungt, og jeg får helt klare Skammerens Datter-vibes. Snigmorderen Zynn og kejseren Palasander mødes, som profetien har forudsagt, og skal sammen blive enige om, hvad der skal ske med menneskeheden. Både Zynn og Palasander er tranzends; mennesker, der kan styre et bestemt aspekt af livet. Deres særlige evner gør dem magtfulde, hvorfor de nu sidder med denne beslutning.

Zynn er ikke overbevist om menneskets videre færd, og for at de to kan blive enige, skal Zynn dele sin historie.

Jeg håbede – forventede – at blive involveret i deres filosofiske tanker om menneskeheden, om bevidsthed, om livets værdi og intethedens potentiale. I virkeligheden er disse overvejelser langt mere subtile i romanen. Frem for de store diskussioner, er samtalen mere en monolog: Zynn deler sin historie med Palisander. Selvom historien, stederne, karaktererne er en velformet fantasy historie, så manglede den det filosofiske element, som jeg var blevet lovet. Der er action, moraler, forskellige religioner, kulturer, mystiske evner og twists, og i bund og grund et velfungerende plot og en spændende præmis.

Alligevel var jeg ikke udelukkende begejstret. Bogen er Zynns historiefortælling, og hvor dette er en god måde at sikre et specifikt narrativ, skabte det også en distance. Vi oplever ikke historien, vi får den forklaret. Frem for at have tillid til, at læseren nok skal forstå, bliver Zynns fortælling til Palasander en undskyldning for at udpensle dele af især kultur, religion og baggrund i den verden, vi befinder os i.

Bagsideteksten ender med ”For hvad vil det i det hele taget sige at være menneske – og er menneskeheden overhovedet værd at bevare?” Det er en vanvittigt interessant tanke, og jeg tror virkeligt der kunne komme en vild diskussion ud af det. Dog forblev diskussionen pakket godt ind, og frem for en hybrid mellem fantasy og filosofi, føltes det som en ganske almen fantasy-roman til en lidt yngre målgruppe end jeg selv.

Den kan helt sikkert noget, men mine forventninger og selve oplevelsen matchede bare ikke rigtigt. Dog vil jeg sige, at hvis man er til en solid gang ungdoms-fantasy med alle de klassiske elementer, så er Intethedens tegn et rigtig fint bud.

//Caroline

Ord om ”Jeg hedder Folkví”

[Anmeldereksemplar fra Forlaget Gutkind]

Begejstring, nervøsitet og forløsning – det var den rutsjebane jeg oplevede, da jeg så, at Maria Hesselager udgav sin debutroman hos Gutkind. Her er mine faktiske tanker:

  • Begejstring: Jeg kender Maria! Hun var min skrivementor på DTA, og hjalp mig til at færdiggøre min første roman, Carnivora. Hun er fagligt dygtig, en skøn formidler, velreflekteret og super intelligent – det kan kun blive godt! *Skriver straks for at få et anmeldereksemplar*
  • Nervøsitet: Vent, hvad nu hvis jeg ikke synes om bogen? Det er altid svært at skrive kritisk om bøger, der ikke falder i ens smag, så det bliver jo kæmpe svært, hvis det endda er en man kender! Fandme en dårlig idé, Caroline.
  • Forløsning: Are you kidding me, den er vitterligt fantastisk! Den minder om første del af Rosarium af Charlotte Weitze – som jeg ELSKEDE – og dertil tilsat et drys Vikings. Både dramatisk og poetisk, fyldt med store følelser, bedrag, forbudt kærlighed og mystik. Jeg er så glad!

Vi befinder os i Vikingetiden, og følger den unge Folkví og hendes bror Áslakr. Deres tætte forhold bliver sat på prøve, da Áslakr forlover sig, og Folkví sygner hen i jalousi og vrede. Romanens nutidsspor bliver suppleret fortidens hændelser, og hele tiden lærer vi de to søskende bedre at kende, mens tragedierne rammer dem hver især. Der er en stor distance mellem deres higen og realitet, begge kæmper de en kamp for at nedlægge den distance. Spørgsmålet er, om det er det værd – og om de nogensinde når det?

Jeg hedder Folkví er på mange måder en tragisk historie, men også en smuk en. Sproget er dragende, og hele bogen føles som et drømmespind, sommetider let og fint, andre gange tungt og kaotisk. Vi følger mørket i de to, mørket der lever i Folkví og kravler over i Áslakr. Både omgivelser og følelser er så simpelt og sikkert beskrevet, at de mindste ting får stor tyngde, ordene rummer en dybde, jeg sjældent oplever.

Specielt var Folkvís ikke altid særligt sympatiske væsen forunderligt, både i dets arrigskab og sårbarhed. Hendes usikkerhed i vølve-gerningen, hendes boblende glæde med dem hun elsker, hendes halvhjertede forsøg på at opretholde hierarkiet blandt de arbejdende, hendes store og altædende savn til dem, der forlader hende – de mange facetter gør hende til en vildt interessant karakter. Det gør romanen til et reelt drama, der manifesterer sig i krop og sjæl.

I bogens midte dukker Nornerne op, som en menneskelig opdeling mellem Folkví og Áslakrs historier. Deres opgave, at flette skæbnetråde, bliver præsenteret som et snørklet foretagende, og bogen er opbygget på samme måde: skæbnetråde af forskellige tider, erindringer, handlinger skaber et samlet værk, en helhed der er større end sine enkeltdele. Det der kan forekomme kaotisk på grund af menneskets sammenfiltrede historie, men leder alle i retning af enden.

Og selvom alt bevæger sig mod enden, stille men stødt, er intet som man forventer det.

//Caroline

Ord om “Pseudo”

[Anmeldereksemplar modtaget af forlaget Basilisk]

Jeg elskede at læse tegneserier som barn. Jeg slugte side op og side ned af jumbobøger, Valhalla-tegneserierne og anime-serier, som kunne lånes på bibliotekets børneafdeling. Så på et tidspunkt stoppede jeg med det. Måske fordi genren ganske enkelt ikke fandtes på voksenbiblioteket, som jeg overgik til, som tiden gik, og jeg blev ældre. Tegneserieformatet er noget, vi typisk forbinder med barndom, men over de seneste år har flere og flere fået øje på genrens potentiale, og de grafiske romaner bliver mere og mere udbredt – også til voksne. “Pseudo” af debutanten Mathilde Digmann er en sådan roman.

At læge sine sår

I bogen følger vi hovedkarakteren Cat, som prøver at samle sig sammen og komme videre efter bruddet med sin kæreste. Hun læger sine sår ved at kaste sig ud i det ene problematiske forhold med mænd, hun ikke rigtigt gider være sammen med, selvom hun prøver at få sig selv overbevist om det modsatte. Hun trives ikke på jobbet og bruger det meste af sin tid i en konstant hashtåge sammen med sin primære følgesvend, hendes kat. Så bliver nedsmeltningen vist ikke mere rockstjerne-dekadent. Bortset fra at Cats sammenbrud ikke er særligt sexet (uanset hvor mange nøgenbilleder, hun tager) men snarere tragisk. Som læser har man ondt af hende, når man ser hende fylde sit liv ud med stoffer og sex. Det gør hende ikke lykkelig, selvom hun så desperat gerne vil være det.

Den grafiske romans potentiale

Jeg synes, bogen fungerer rigtigt godt som grafisk roman. Billeder og tekst komplementerer hinanden virkeligt flot, og tegningerne, som i øvrigt ikke er farvelagte, illustrerer rigtigt fint Cats mentale tilstand. Jeg tror ikke, man skal underkende genrens potentiale for netop at skildre følelser, uanset hvor ekstreme de følelser er. Den har en måde at fortælle på, som er anderledes fra, hvad en almindelig roman ville kunne udtrykke. Og vi er aldrig i tvivl om, hvor skidt Cat har det, når vi ser hende portrætteret igennem hele romanen. Hendes mentale tilstande gestaltes nemlig så fint i Mathilde Digmanns tegninger.

Der er generelt gjort rigtigt meget ud af bogens visuelle udtryk. Det gælder selvfølgelig indholdet, men det gælder ikke mindst også bogens omslag, hvis blanke overflade fungerer som et spejl. Vi skal altså kunne spejle os i Cat, hendes tanker og følelser undervejs i bogen. Det er et grundvilkår for de fleste mennesker at miste, og de fleste vil kunne se sig selv i Cats afgrundsdybe sorg over tabet af forholdet, og hendes forsøg på at udfylde det tomrum, som ekskæresten efterlader. At være så desperat efter at finde en ny, at man affinder sig med hvem som helst og på den måde også overskrider sine egne grænser. Men Cat er også en hovedkarakter med meget ekstreme copingmekanismer, som jeg personligt har meget svært ved at genkende mig selv i. På den måde bliver hun en lidt utilgængelig hovedperson, som jeg har svært ved at connecte fuldstændigt med. Det betyder dog ikke, at hendes (og personer som hende) historie ikke er vigtig at fortælle. Det gør Mathilde Digmann med den grafiske roman “Pseudo”, som på mange måder er en visuelt smuk og barsk bog.

//Birgitte

Ord om “Rosarium” af Charlotte Weitze

[Anmeldereksemplar fra Gutkind]

Nogle af de nøgleord, der kan overtale mig til at læse en bog er magisk realisme, tvivlsomme karakterer og klima. “Rosarium” har alt dette – og mere til. Den er på alle måder eventyrlig, lige fra det yderste omslag med mørkegrønne blade og blomsterbørn, til dens inderste kerne af menneskets frygt og higen efter slægtskab med naturen.

Den er fin, den er grum, den er magisk og samtidig meget ærlig. Karaktererne er ofte mere tvivlsomme end elskværdige, moral er ikke et begreb, der vinder stort indpas, men den inderlighed, hver eneste karakter har med sig, gør dem utroligt fascinerende.

Det starter og slutter med naturen
Bogen er delt op i tre dele, hvor vi i alt møder seks, og /næsten/ endnu flere generationer. Det hele begynder i en skov med to mennesker, mand og kvinde, Bror og Søster,  en slags realistisk Paradisets Have. Hver eneste generation har en tilknytning til naturen, skoven, i større eller mindre grad, nogle gange ønsket, andre gange uønsket.

I første del følger vi Bror og Søster, der flygter fra krig og søger tilflugt i skoven, hvor især Søster knytter bånd til naturen. Anden del handler om Johanne, en forsker, som søger alt det, hun kan spejle sig i, i naturen. Tredje del handler om Marie og datteren Fine, som mærker naturens styrke og modstandskraft, når den bliver forsøgt holdt nede.

Undervejs møder vi grønne folk fra skoven og nonner der lever af sollys, vi observerer en blomsterfødsel og vandrer gennem en rosenjungle, vi sejler med lig der sætter skud og lærer om naturens fantastiske egenskaber.

Kommunikation med naturen
Der er en konstant søgen ind og ud af naturen. Rosen bliver manifestationen af naturens kraft, både i blomstens tiltrækkende skønhed og stilkens faretruende torne. Der er en utæmmet vildskab, som bølger frem – nogle kæntrer, mens andre blot får en hale og svømmer videre.

Jo tættere på naturen, karaktererne hver især kommer, jo længere væk fra det civile samfund forsvinder det. Generationshistorien bliver et pendul, der svinger mellem at være naturen og at observere naturen. Selvom det er en slægtsroman, der handler om familierelationerne, handler den lige så meget om menneskets relation til naturen. Dette er nok i virkeligheden også familierelation. Weitze taler naturens sag, men ikke som en prædiken – hun giver den blot taletid ved hjælp af karakterer, der lytter. Der er intet rigtigt eller forkert, der er blot oplevelse, følelse og handling. Nogle gange stemmer de overens, men som oftest ikke.

Jeg nød denne her bog på en måde, hvor jeg begyndte at læse langsommere for at få den til at vare længere. Bogen har på alle måder sat rod i mig, og hvis jeg begynder at skyde knopper i foråret, vil jeg bære dem stolt.

// Caroline

Ord om “Hvid”af Han Kang

[Anmeldereksemplar fra Rosinante]

Renhed. Uskyld. Stilhed. Det er nogle af de ord, jeg associerer med farven hvid.

Romanens fortæller associerer til konkrete ting. Salt. Sne. Modermælk. Ligklæde. Konkrete ting, som alligevel bærer andet og mere med sig.

Nogle gang er det let at anmelde en bog. Man kan beskrive dens handling, hovedperson, genre, tematikker. Det burde jeg måske også kunne med denne her – men jeg vil også gerne beskrive oplevelsen af at læse den. Hvordan var det? Hvad fik jeg med?

Det er svært med “Hvid”. Han Kang skriver vidunderligt, og det rammer mig et sted mellem smerte og fascination. Mine øjne blev igen og igen dækket af en hinde af vand, mens ordene kriblede ind under min hud. Under læsningen følte jeg, at jeg sad i en boble, hvor alt omkring mig blev dæmpet. Som udenfor i snevejr, når sneen på jorden absorberer lyden, og snefnuggene i luften svækker synet. Eller som i tåge, hvor alt mister sine skarpe konturer, detaljerne bliver væk, man kan kun fokusere på det, der er tættest på.

Sådan var det at læse “Hvid”.

Fortælleren bruger alt det hvide til at beskrive en søster, der aldrig blev til. Ikke rigtigt. Et tab over en eksistens, hun ikke har mødt, en eksistens, hvis død er betingelsen for fortællerens eget liv. Hvilken farve har tomhed?

Jeg ved ikke, om der er en reel handling i bogen. Der er minder og der er øjeblikke. Der er sorg.

Det er et af de mest abstrakte begreber, jeg kender – sorg. Den kan opstå så spontant, som døden kan indtræffe. Den bliver til over mennesker, vi aldrig når at møde, mennesker, der aldrig nåede at blive til. Den kan komme af svigt og afvisninger. Den er så ukendt og alligevel så omfattende, at den går gennem al materie, knogler, celler, kød. At bearbejde sorg gennem det hvide – renheden, uskylden, stilheden – det gør den på én gang konkret og åbner den op.

Giver den plads.

Man lever med den.

“Tiden er et klart markeret øjeblik – den yderste kant af en gennemsigtig klippe som hele tiden fornys når vi træder udenfor. Vi løfter foden i den yderste ende af den tid vi allerede har levet og træder et forsigtigt skridt fremad, uden vilje, uden at tøve tager vi et skridt frem med den anden fod og strækker den ud i den tomme luft. Ikke fordi vi er modige, men fordi vi ikke har andet valg.”

//Caroline

Ord om “Låst” af Anne Mette Kirk

[Anmeldereksemplar fra People’s Press]

I forhold til hvor glad jeg er for thriller og spænding, er det ret sjældent, jeg læser de genrer. Da “Låst” dukkede op i postkassen, tog jeg det altså som et tegn til at komme i gang – and yes, I was entertained.

Låst” er en selvstændig 2’er til bogen “Knust”, og fungerede så fint, selvom jeg ikke havde læst den første. I bogen følger vi opklaringen af et voldeligt overfald begået på en natklub i København, men ikke sammen med den sædvanlige temperamentsfulde kriminalbetjent, som drukner sine sorger i lidt for meget alkohol, efter konen har forladt ham (gudsketakoglov). Vi følger i stedet Marc, en aspiring kriminalbetjent, som “bare” har fået patruljetjansen, men for alt i verden ønsker at vise sit værd. Derudover skifter kapitlerne mellem både offer, pårørende og mistænkte, og vi får derfor et 360-graders kinda view på historien.

De forskellige karakterer har forskellige oplevelser fra overfaldet, og bærer rundt på hver deres hemmeligheder, som måske, måske ikke, kan være med til at opklare forbrydelsen. Som læser bliver man hele tiden fodret med ny information, og samtidig VED man, at det ikke er hele historien.

Idéen med de mange perspektiver er med til at give en helt anden tilgang til “kriminalromanen” og nuancerer ens billede af forløbet på en helt anden måde. Vi er ikke kun med i opklaringen, men forstår, hvordan det er at blive mistænkt, hvad de pårørende står midt i, og hvorfor hemmeligheder bliver skjult, men samtidigt er nødvendige at dele for at komme frem til en opklaring.

Dog bliver bogen også meget ambitiøs – vi skifter mellem intet mindre end syv karakterers synspunkter. Hver af disse har en baggrundshistorie, hemmeligheder og egen agenda. Der bliver ikke plads til at udfolde hver af disse personer ordentligt, og det ender med et galleri af halve personer, der ikke kommer helt ud over scenekanten. Intentionen er virkeligt fin, researchen er helt i top, men dialogen bliver forceret, hvorfor karaktererne kommer til at virke utroværdige og en lille smule flade. Vi vil ikke bare høre om dem – vi vil kende dem – og det synes jeg ikke, vi får helt lov til.

Alt i alt er “Låst” en lettilgængelig spændingsroman, der har alle de fede elementer fra krimien – forbrydelsen, de mistænkte, plottwists og selve opklaringen – og tilføjer derudover en mere nuanceret tilgang til karaktererne. Tempoet er højt, handlingen flydende og der er pirrende hemmeligheder fra start til slut. Selvom karaktererne ikke levede helt op til mine ønsker, så var jeg godt virkelig godt underholdt.

// Caroline