Ord om ”Intethedens Tegn”

[Anmeldereksemplar fra Forlaget Snepryd]

En ældgammel profeti er ved at blive opfyldt, og en snigmorder og en kejser skal nu afgøre menneskehedens fremtid. Intriguing? Meget.

Vi er ude i en fantasy-roman, men jeg kan ikke vurdere målgruppen: den er skrevet ret ungt, og jeg får helt klare Skammerens Datter-vibes. Snigmorderen Zynn og kejseren Palasander mødes, som profetien har forudsagt, og skal sammen blive enige om, hvad der skal ske med menneskeheden. Både Zynn og Palasander er tranzends; mennesker, der kan styre et bestemt aspekt af livet. Deres særlige evner gør dem magtfulde, hvorfor de nu sidder med denne beslutning.

Zynn er ikke overbevist om menneskets videre færd, og for at de to kan blive enige, skal Zynn dele sin historie.

Jeg håbede – forventede – at blive involveret i deres filosofiske tanker om menneskeheden, om bevidsthed, om livets værdi og intethedens potentiale. I virkeligheden er disse overvejelser langt mere subtile i romanen. Frem for de store diskussioner, er samtalen mere en monolog: Zynn deler sin historie med Palisander. Selvom historien, stederne, karaktererne er en velformet fantasy historie, så manglede den det filosofiske element, som jeg var blevet lovet. Der er action, moraler, forskellige religioner, kulturer, mystiske evner og twists, og i bund og grund et velfungerende plot og en spændende præmis.

Alligevel var jeg ikke udelukkende begejstret. Bogen er Zynns historiefortælling, og hvor dette er en god måde at sikre et specifikt narrativ, skabte det også en distance. Vi oplever ikke historien, vi får den forklaret. Frem for at have tillid til, at læseren nok skal forstå, bliver Zynns fortælling til Palasander en undskyldning for at udpensle dele af især kultur, religion og baggrund i den verden, vi befinder os i.

Bagsideteksten ender med ”For hvad vil det i det hele taget sige at være menneske – og er menneskeheden overhovedet værd at bevare?” Det er en vanvittigt interessant tanke, og jeg tror virkeligt der kunne komme en vild diskussion ud af det. Dog forblev diskussionen pakket godt ind, og frem for en hybrid mellem fantasy og filosofi, føltes det som en ganske almen fantasy-roman til en lidt yngre målgruppe end jeg selv.

Den kan helt sikkert noget, men mine forventninger og selve oplevelsen matchede bare ikke rigtigt. Dog vil jeg sige, at hvis man er til en solid gang ungdoms-fantasy med alle de klassiske elementer, så er Intethedens tegn et rigtig fint bud.

//Caroline

Ord om ”Jeg hedder Folkví”

[Anmeldereksemplar fra Forlaget Gutkind]

Begejstring, nervøsitet og forløsning – det var den rutsjebane jeg oplevede, da jeg så, at Maria Hesselager udgav sin debutroman hos Gutkind. Her er mine faktiske tanker:

  • Begejstring: Jeg kender Maria! Hun var min skrivementor på DTA, og hjalp mig til at færdiggøre min første roman, Carnivora. Hun er fagligt dygtig, en skøn formidler, velreflekteret og super intelligent – det kan kun blive godt! *Skriver straks for at få et anmeldereksemplar*
  • Nervøsitet: Vent, hvad nu hvis jeg ikke synes om bogen? Det er altid svært at skrive kritisk om bøger, der ikke falder i ens smag, så det bliver jo kæmpe svært, hvis det endda er en man kender! Fandme en dårlig idé, Caroline.
  • Forløsning: Are you kidding me, den er vitterligt fantastisk! Den minder om første del af Rosarium af Charlotte Weitze – som jeg ELSKEDE – og dertil tilsat et drys Vikings. Både dramatisk og poetisk, fyldt med store følelser, bedrag, forbudt kærlighed og mystik. Jeg er så glad!

Vi befinder os i Vikingetiden, og følger den unge Folkví og hendes bror Áslakr. Deres tætte forhold bliver sat på prøve, da Áslakr forlover sig, og Folkví sygner hen i jalousi og vrede. Romanens nutidsspor bliver suppleret fortidens hændelser, og hele tiden lærer vi de to søskende bedre at kende, mens tragedierne rammer dem hver især. Der er en stor distance mellem deres higen og realitet, begge kæmper de en kamp for at nedlægge den distance. Spørgsmålet er, om det er det værd – og om de nogensinde når det?

Jeg hedder Folkví er på mange måder en tragisk historie, men også en smuk en. Sproget er dragende, og hele bogen føles som et drømmespind, sommetider let og fint, andre gange tungt og kaotisk. Vi følger mørket i de to, mørket der lever i Folkví og kravler over i Áslakr. Både omgivelser og følelser er så simpelt og sikkert beskrevet, at de mindste ting får stor tyngde, ordene rummer en dybde, jeg sjældent oplever.

Specielt var Folkvís ikke altid særligt sympatiske væsen forunderligt, både i dets arrigskab og sårbarhed. Hendes usikkerhed i vølve-gerningen, hendes boblende glæde med dem hun elsker, hendes halvhjertede forsøg på at opretholde hierarkiet blandt de arbejdende, hendes store og altædende savn til dem, der forlader hende – de mange facetter gør hende til en vildt interessant karakter. Det gør romanen til et reelt drama, der manifesterer sig i krop og sjæl.

I bogens midte dukker Nornerne op, som en menneskelig opdeling mellem Folkví og Áslakrs historier. Deres opgave, at flette skæbnetråde, bliver præsenteret som et snørklet foretagende, og bogen er opbygget på samme måde: skæbnetråde af forskellige tider, erindringer, handlinger skaber et samlet værk, en helhed der er større end sine enkeltdele. Det der kan forekomme kaotisk på grund af menneskets sammenfiltrede historie, men leder alle i retning af enden.

Og selvom alt bevæger sig mod enden, stille men stødt, er intet som man forventer det.

//Caroline

Ord om “Pseudo”

[Anmeldereksemplar modtaget af forlaget Basilisk]

Jeg elskede at læse tegneserier som barn. Jeg slugte side op og side ned af jumbobøger, Valhalla-tegneserierne og anime-serier, som kunne lånes på bibliotekets børneafdeling. Så på et tidspunkt stoppede jeg med det. Måske fordi genren ganske enkelt ikke fandtes på voksenbiblioteket, som jeg overgik til, som tiden gik, og jeg blev ældre. Tegneserieformatet er noget, vi typisk forbinder med barndom, men over de seneste år har flere og flere fået øje på genrens potentiale, og de grafiske romaner bliver mere og mere udbredt – også til voksne. “Pseudo” af debutanten Mathilde Digmann er en sådan roman.

At læge sine sår

I bogen følger vi hovedkarakteren Cat, som prøver at samle sig sammen og komme videre efter bruddet med sin kæreste. Hun læger sine sår ved at kaste sig ud i det ene problematiske forhold med mænd, hun ikke rigtigt gider være sammen med, selvom hun prøver at få sig selv overbevist om det modsatte. Hun trives ikke på jobbet og bruger det meste af sin tid i en konstant hashtåge sammen med sin primære følgesvend, hendes kat. Så bliver nedsmeltningen vist ikke mere rockstjerne-dekadent. Bortset fra at Cats sammenbrud ikke er særligt sexet (uanset hvor mange nøgenbilleder, hun tager) men snarere tragisk. Som læser har man ondt af hende, når man ser hende fylde sit liv ud med stoffer og sex. Det gør hende ikke lykkelig, selvom hun så desperat gerne vil være det.

Den grafiske romans potentiale

Jeg synes, bogen fungerer rigtigt godt som grafisk roman. Billeder og tekst komplementerer hinanden virkeligt flot, og tegningerne, som i øvrigt ikke er farvelagte, illustrerer rigtigt fint Cats mentale tilstand. Jeg tror ikke, man skal underkende genrens potentiale for netop at skildre følelser, uanset hvor ekstreme de følelser er. Den har en måde at fortælle på, som er anderledes fra, hvad en almindelig roman ville kunne udtrykke. Og vi er aldrig i tvivl om, hvor skidt Cat har det, når vi ser hende portrætteret igennem hele romanen. Hendes mentale tilstande gestaltes nemlig så fint i Mathilde Digmanns tegninger.

Der er generelt gjort rigtigt meget ud af bogens visuelle udtryk. Det gælder selvfølgelig indholdet, men det gælder ikke mindst også bogens omslag, hvis blanke overflade fungerer som et spejl. Vi skal altså kunne spejle os i Cat, hendes tanker og følelser undervejs i bogen. Det er et grundvilkår for de fleste mennesker at miste, og de fleste vil kunne se sig selv i Cats afgrundsdybe sorg over tabet af forholdet, og hendes forsøg på at udfylde det tomrum, som ekskæresten efterlader. At være så desperat efter at finde en ny, at man affinder sig med hvem som helst og på den måde også overskrider sine egne grænser. Men Cat er også en hovedkarakter med meget ekstreme copingmekanismer, som jeg personligt har meget svært ved at genkende mig selv i. På den måde bliver hun en lidt utilgængelig hovedperson, som jeg har svært ved at connecte fuldstændigt med. Det betyder dog ikke, at hendes (og personer som hende) historie ikke er vigtig at fortælle. Det gør Mathilde Digmann med den grafiske roman “Pseudo”, som på mange måder er en visuelt smuk og barsk bog.

//Birgitte

Ord om “Rosarium” af Charlotte Weitze

[Anmeldereksemplar fra Gutkind]

Nogle af de nøgleord, der kan overtale mig til at læse en bog er magisk realisme, tvivlsomme karakterer og klima. “Rosarium” har alt dette – og mere til. Den er på alle måder eventyrlig, lige fra det yderste omslag med mørkegrønne blade og blomsterbørn, til dens inderste kerne af menneskets frygt og higen efter slægtskab med naturen.

Den er fin, den er grum, den er magisk og samtidig meget ærlig. Karaktererne er ofte mere tvivlsomme end elskværdige, moral er ikke et begreb, der vinder stort indpas, men den inderlighed, hver eneste karakter har med sig, gør dem utroligt fascinerende.

Det starter og slutter med naturen
Bogen er delt op i tre dele, hvor vi i alt møder seks, og /næsten/ endnu flere generationer. Det hele begynder i en skov med to mennesker, mand og kvinde, Bror og Søster,  en slags realistisk Paradisets Have. Hver eneste generation har en tilknytning til naturen, skoven, i større eller mindre grad, nogle gange ønsket, andre gange uønsket.

I første del følger vi Bror og Søster, der flygter fra krig og søger tilflugt i skoven, hvor især Søster knytter bånd til naturen. Anden del handler om Johanne, en forsker, som søger alt det, hun kan spejle sig i, i naturen. Tredje del handler om Marie og datteren Fine, som mærker naturens styrke og modstandskraft, når den bliver forsøgt holdt nede.

Undervejs møder vi grønne folk fra skoven og nonner der lever af sollys, vi observerer en blomsterfødsel og vandrer gennem en rosenjungle, vi sejler med lig der sætter skud og lærer om naturens fantastiske egenskaber.

Kommunikation med naturen
Der er en konstant søgen ind og ud af naturen. Rosen bliver manifestationen af naturens kraft, både i blomstens tiltrækkende skønhed og stilkens faretruende torne. Der er en utæmmet vildskab, som bølger frem – nogle kæntrer, mens andre blot får en hale og svømmer videre.

Jo tættere på naturen, karaktererne hver især kommer, jo længere væk fra det civile samfund forsvinder det. Generationshistorien bliver et pendul, der svinger mellem at være naturen og at observere naturen. Selvom det er en slægtsroman, der handler om familierelationerne, handler den lige så meget om menneskets relation til naturen. Dette er nok i virkeligheden også familierelation. Weitze taler naturens sag, men ikke som en prædiken – hun giver den blot taletid ved hjælp af karakterer, der lytter. Der er intet rigtigt eller forkert, der er blot oplevelse, følelse og handling. Nogle gange stemmer de overens, men som oftest ikke.

Jeg nød denne her bog på en måde, hvor jeg begyndte at læse langsommere for at få den til at vare længere. Bogen har på alle måder sat rod i mig, og hvis jeg begynder at skyde knopper i foråret, vil jeg bære dem stolt.

// Caroline

Ord om “Hvid”af Han Kang

[Anmeldereksemplar fra Rosinante]

Renhed. Uskyld. Stilhed. Det er nogle af de ord, jeg associerer med farven hvid.

Romanens fortæller associerer til konkrete ting. Salt. Sne. Modermælk. Ligklæde. Konkrete ting, som alligevel bærer andet og mere med sig.

Nogle gang er det let at anmelde en bog. Man kan beskrive dens handling, hovedperson, genre, tematikker. Det burde jeg måske også kunne med denne her – men jeg vil også gerne beskrive oplevelsen af at læse den. Hvordan var det? Hvad fik jeg med?

Det er svært med “Hvid”. Han Kang skriver vidunderligt, og det rammer mig et sted mellem smerte og fascination. Mine øjne blev igen og igen dækket af en hinde af vand, mens ordene kriblede ind under min hud. Under læsningen følte jeg, at jeg sad i en boble, hvor alt omkring mig blev dæmpet. Som udenfor i snevejr, når sneen på jorden absorberer lyden, og snefnuggene i luften svækker synet. Eller som i tåge, hvor alt mister sine skarpe konturer, detaljerne bliver væk, man kan kun fokusere på det, der er tættest på.

Sådan var det at læse “Hvid”.

Fortælleren bruger alt det hvide til at beskrive en søster, der aldrig blev til. Ikke rigtigt. Et tab over en eksistens, hun ikke har mødt, en eksistens, hvis død er betingelsen for fortællerens eget liv. Hvilken farve har tomhed?

Jeg ved ikke, om der er en reel handling i bogen. Der er minder og der er øjeblikke. Der er sorg.

Det er et af de mest abstrakte begreber, jeg kender – sorg. Den kan opstå så spontant, som døden kan indtræffe. Den bliver til over mennesker, vi aldrig når at møde, mennesker, der aldrig nåede at blive til. Den kan komme af svigt og afvisninger. Den er så ukendt og alligevel så omfattende, at den går gennem al materie, knogler, celler, kød. At bearbejde sorg gennem det hvide – renheden, uskylden, stilheden – det gør den på én gang konkret og åbner den op.

Giver den plads.

Man lever med den.

“Tiden er et klart markeret øjeblik – den yderste kant af en gennemsigtig klippe som hele tiden fornys når vi træder udenfor. Vi løfter foden i den yderste ende af den tid vi allerede har levet og træder et forsigtigt skridt fremad, uden vilje, uden at tøve tager vi et skridt frem med den anden fod og strækker den ud i den tomme luft. Ikke fordi vi er modige, men fordi vi ikke har andet valg.”

//Caroline

Ord om “Låst” af Anne Mette Kirk

[Anmeldereksemplar fra People’s Press]

I forhold til hvor glad jeg er for thriller og spænding, er det ret sjældent, jeg læser de genrer. Da “Låst” dukkede op i postkassen, tog jeg det altså som et tegn til at komme i gang – and yes, I was entertained.

Låst” er en selvstændig 2’er til bogen “Knust”, og fungerede så fint, selvom jeg ikke havde læst den første. I bogen følger vi opklaringen af et voldeligt overfald begået på en natklub i København, men ikke sammen med den sædvanlige temperamentsfulde kriminalbetjent, som drukner sine sorger i lidt for meget alkohol, efter konen har forladt ham (gudsketakoglov). Vi følger i stedet Marc, en aspiring kriminalbetjent, som “bare” har fået patruljetjansen, men for alt i verden ønsker at vise sit værd. Derudover skifter kapitlerne mellem både offer, pårørende og mistænkte, og vi får derfor et 360-graders kinda view på historien.

De forskellige karakterer har forskellige oplevelser fra overfaldet, og bærer rundt på hver deres hemmeligheder, som måske, måske ikke, kan være med til at opklare forbrydelsen. Som læser bliver man hele tiden fodret med ny information, og samtidig VED man, at det ikke er hele historien.

Idéen med de mange perspektiver er med til at give en helt anden tilgang til “kriminalromanen” og nuancerer ens billede af forløbet på en helt anden måde. Vi er ikke kun med i opklaringen, men forstår, hvordan det er at blive mistænkt, hvad de pårørende står midt i, og hvorfor hemmeligheder bliver skjult, men samtidigt er nødvendige at dele for at komme frem til en opklaring.

Dog bliver bogen også meget ambitiøs – vi skifter mellem intet mindre end syv karakterers synspunkter. Hver af disse har en baggrundshistorie, hemmeligheder og egen agenda. Der bliver ikke plads til at udfolde hver af disse personer ordentligt, og det ender med et galleri af halve personer, der ikke kommer helt ud over scenekanten. Intentionen er virkeligt fin, researchen er helt i top, men dialogen bliver forceret, hvorfor karaktererne kommer til at virke utroværdige og en lille smule flade. Vi vil ikke bare høre om dem – vi vil kende dem – og det synes jeg ikke, vi får helt lov til.

Alt i alt er “Låst” en lettilgængelig spændingsroman, der har alle de fede elementer fra krimien – forbrydelsen, de mistænkte, plottwists og selve opklaringen – og tilføjer derudover en mere nuanceret tilgang til karaktererne. Tempoet er højt, handlingen flydende og der er pirrende hemmeligheder fra start til slut. Selvom karaktererne ikke levede helt op til mine ønsker, så var jeg godt virkelig godt underholdt.

// Caroline

Livelæsning: Lolita (del I)

[Anmeldereksemplar fra Gyldendal]

Hermed livelæsning af en vaskeægte klassiker, nemlig Vladimir Nabokovs “Lolita”. Bogen er modtaget som anmeldereksemplar, og jeg har valgt at gå til den med en omgang livelæsning – dvs. live reaktioner fra læsningen. Der er nok at tage fat i, og derfor kommer der ikke den helt store indledning.

Disclaimer: Livelæsning indeholder altid spoilers.

S. 8
Forordet, er det et forord? Det skrives, som om Humbert Humbert er et ægte menneske, som om fortællingen er fakta og ikke fiktion, og jeg er forvirret allerede. Må lige Google. (Få minutter senere: Google siger fiktion, skønlitteratur, og så forordet må være fiktion i sig selv, idk) 

S. 11
HH starter med at sige, der var en pige før Lolita, som om hans kærlighed til barnet startede da han var på Lolitas alder (also, Lolita hedder rigtigt Dolores, så han har lige fundet på noget sexet til barnet, så er vi ligesom i gang). Det er fortalt som et manuskript skrevet til en jury i en kommende retssag. Det er overraskende, det anede jeg ikke. 

S. 17
HH var forelsket, de var begge 13, og begærerede begge to hinanden (åh, den unge seksualitet, faktisk semi cute), og ender tragisk, da hun (spoiler) dør kort efter de forsøger at knalde, men bliver forstyrret og må stoppe. Vladimir fortæller det lidt pænere, men alt i alt har jeg ondt af den tragiske kærlighed hos baby HH.

S. 23
HH søger jobs, hvor han kan tage til børnehjem og opdragelsesanstalter for at stirre på unge piger. Han mener, at der er kvinder mellem 9-14, som ikke er piger, men ‘nymfetter’, dæmoniske pigebørn, der søger ældre mænd. Ej han skal seriøst stoppe sig selv, føler jeg sidder med et ansigtsudtryk der er fyldt med væmmelse pt.

S. 26
Okay, fortællerens skriver både ‘jeg’ og ‘Humbert Humbert’ – er det den splittelse, der tales om i forordet? At hans pædo-jeg er HH, og han selv er en anden? Jeg er forvirret. Also, han er i gang med at opremse andre voksne mænd, der tænder på børn gennem historien, som om det skulle retfærdiggøre hans tanker. Det er lidt ambivalent om han er en pædofil, der prøver at styre sine lyster, i så fald er han jo god nok, det kan han ikke gøre for. Men al den snak om nymfetter… Jeg køber ikke fuld uskyldighed.

S. 30
Der er en kvinde, der snakker fransk til ham, og jeg burde måske oversætte det, men jeg orker ikke pt, så jeg gætter mig bare til hendes sætninger tbh. 

S. 34
HH gifter sig for at få styr på sine lyster. Nogle gange virker han som en mand der kæmper med sig selv, og i de øjeblikke føler jeg ømhed for ham. Tænk at skulle leve med så invaderende og umoralske tanker, det må være direkte skrækkeligt.

S. 47
HH har været indlagt på sanatorium grundet mentalt meltdown flere gange, og selvom han åbenbart finder stor begejstring i at vildlede psykiatere, så må det ikke være rart. Helt ærligt, manden kæmper jo med en forfærdelig seksualitet og har fantaseret om selvmord, hvis han skulle handle på det.

S. 56
“Hvorfor ophidser hendes måde at gå på mig i så afskyelig grad – hun er jo kun et barn, for pokker, et rent og skært barn?” HH er et menneske, som skammer sig og væmmes ved sig selv. Også selvom han forsøger at retfærdiggøre sine tanker til tider, selvom han fører dagbog over Lolitas færden, så er der en afsky over sig selv, som jeg på en underlig måde holder af. Og nå ja, han er blevet skilt fra første kone, og nu stødt ind i Lolitas mor (Charlotte), som giver ham logi. 

S. 59
Åh, hvor det skifter hurtigt. Dagbogen er en voksen mands savlende observationer af et barn, og det er ubehageligt at læse, når han hengiver sig til fantasien. Det er ikke særligt eksplicit, men det subtile er næsten værre: at han beundrer hendes tindinger, hendes nakke, hendes måde at gå på… Pyh.

S. 78
Uanfægtet, så er litteraturen eminent. Shit altså, Vladimir kan sgu skrive, kan han!

S. 87
HH kan slet ikke overskue, at Lolita bliver 15 om to år, for så er hun jo for gammel. Jeg magter ham ikke.

S. 92
Lolitas mor har skrevet et brev til HH, hvor hun tilstår sin kærlighed til ham, siger at hvis han bliver hos dem, skal det være for life, han skal være som en far for hendes lille pige. Græder lige lidt for mig selv.

S. 102
HH skal giftes med Lolitas mor, og det skal i avisen. HH fortæller i interviewet, at han havde et forhold til moren tretten år tidligere – antyder derfor, at han er Ls far. Dude, tf? Pædofili er ikke nok, incest skal der også til åbenbart.

S. 103
1) HH og Charlotte knalder hver aften, det er den daglige pligt, og det er sgu imponerende.
2) HH beskriver seancen som: “jeg glammede gennem underkrattet i mørke, forrådnede skove”. Bogen er tragisk, men der er også humor i den, thank god.

S. 108
HH drømmer om at fylde ‘sin slatne nymfette’ med sovepiller, og er begyndt at betragte hende som sit eget barn, ej nu holder det.

S. 129
Lolitas mor har fundet HH’s dagbog! Tænk at læse, hvordan ens mand har skrevet perversiteter OM ENS DATTER! Kuldegysninger!

S. 132
LOLITAS MOR ER DØD! Charlotte fandt ud af alt, var hidsig, skyndte sig ud af huset og blev kørt ned. Bum, gone. Det er så dramatisk!

S. 139
Øhmm, han har kun mødt familien for ti uger siden?? Det kan jo ikke passe… Vel?

S. 147
Jeg bliver oprigtigt dårlig, når HH taler om at “ligge dunkende ved siden af den lille, sovende pige”, fordi han har fået en masse stærke sovepiller. Folk tror i øvrigt på, at Lo er hans datter, og han er på vej til at hente hende fra den lejrskole, hun er på. Al min omsorg og empati for den manden er pist væk.

S. 152
Lolita kalder ham far, jeg græder og væmmes. Hun ved btw ikke, at moren er død, men tror, at hun er indlagt og skal opereres for et-eller-andet.

S. 153
Nu husker HH sig selv på, at “hun er kun et barn, hun er kun et barn.” Altså hvad fanden er det manden vil med hende? Pointen og problemet for ham er, at hun er et barn! 

S. 154
Lo kalder ham både far, og siger, at “vi er jo kærester”. Jeg er så uncomfortable!

S. 157
“[…] selvom han udmærket godt vidste, den snu, svulmende satan, at klokken ni, når hans forestilling begyndte, ville hun lille bevidstløs i hans arme.” Behøver jeg overhovedet sige noget?

S. 166
Han har drugget hende, hun er så træt, jeg bliver nødt til at få en pause fra at læse.

Livelæsning del II er oppe om et par dage (når det er oppe, kommer der et link lige HER). Hvad tænker I so far? Har I læst den? Lyst til at læse den? Helt generelt, hvordan har I det efter den omgang? Jeg blev sgu lidt presset til sidst.

// Caroline

Ord om “Inderligt”

[Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof]

Ord om “Inderligt”, eller inderlige ord af Margaret Atwood. Lad mig starte sådan her – jeg anede ikke, at denne powerwoman også skrev digte, men selvfølgelig gør hun det. “Inderligt” er hendes første digtsamling i over et årti, hvor indholdet er skrevet og samlet sammen fra 2008 til 2019. I den tid er verden blevet et mørkere sted, skriver Atwood i forordet. Hun er blevet ældre. Hun har mistet.
Alligevel er digtsamlingen ikke blot sorg og mørke. Den indeholder en blanding af håb og realistisk klarsyn, der fungerer virkelig fint.

“Der er flere fugle i disse digte end der plejede at være. Jeg ønsker mig endnu flere fugle i den næste digtsamling, hvis der kommer en; og jeg ønsker mig flere fugle i verden.”

Efter det meget smukke forord, kommer digtene. Samlingen er delt op i fem dele, som jeg har forsøgt at navngive:
Del I – Fortid
Del II – Køn og kvinder
Del III – Fremtid
Del IV – Klima
Del V – Alderdom og sorg

Der er noget absolut yndigt og fænomenalt makabert i Atwoods skriveri, det er svævende og det voldsomt jordnært. Som digtene om dyr, om edderkopperne i bogreolerne, hvor jeg på få sætninger føler omsorg for deres mange ben og sirlige spind. Især digtene om fremtid og klima ramte mig, fordi deres indhold er så altsigende og aktuelle.

“Vi måtte vide / hvordan sådanne fortællinger ender: / og hvorfor. / De ender i flammer / fordi det er det, vi vil have. / Vi vil have det sådan.” [I Flammer]

Digtsamlingen rummer den menneskelige natur som en selvdestruktiv force, viser vores forfærdelige sider, vores ødelæggelse, ansvarsfralæggelse, og vores sorg over netop dette. Den svindende natur, den kapitalistiske egoisme, mennesket som en del af naturen, mennesket som løsrevet fra naturen. Det er brutalt ærligt, og det gør ondt – men det er det, der fungerer så vidunderligt. Atwood adskiller ikke sig selv fra dette, hun hæver sig ikke og tager ikke afstand. Det falder tilbage på et fælles ansvar. Et fælles problem. Fælles løsning.

“Vi kan godt lide det sted hvor vi bliver reddet. / Vi kan godt lide det sted hvor vi bliver ødelagt. / Hvorfor føltes de så ens?” [Rumvæsnerne ankommer]

Jeg ville ønske, jeg havde flere kloge ord at dele, men digte er svære at omfavne på et enkelt post; i virkeligheden kunne jeg lave en anmeldelse af hvert enkelt digt, og det ville fylde mere end det her. Den bedste løsning må være at opleve den selv. Flyv ind i digtsamlingen med fuglene og undgå mikroplasten, sid på skulderen af en vis, ældre kvinde, og syng for børnene, åh børn, og den fremtid, de går i møde.

// Caroline

Ord om Hedeselskabet

[Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof]

“Det lyder som en bog for dig,” skrev Birgitte til mig, og linkede til Malte Tellerups anden roman, Hedeselskabet. En idealistisk trio fra storbyen flytter til udkantsdanmark (mit hood), for at være selvforsynende, at leve i ét med naturen og at udleve hver deres kunstneriske drømme. Allerede dér kunne jeg identificere mig med trioen, og havde en oplevelse af, at deres skæbne var min skæbne.

I skovens dybe stille ro hersker kaos
I den første del af bogen er naturen idyllisk, den er grøn og frodig, næsten æterisk beskrevet, som et grønt paradis, og selvom der er bump på vejen i de unge kunstneres nye eksistens, er livet på landet overordnet set velfungerende. Det positive mindset hjælper med at holde fanen højt, lige indtil vejret vender, pengene fortsat er små og de relationer de har fået, begynder at falme. Det er svært at holde sig ovenvande, når alle i nærheden synker.

Selvom der er et ønske om at skabe noget nyt på heden, er det også lidt som om, den fungerer som kviksand; store bevægelser er farlige, og stilstand er at foretrække, selvom alle bliver hevet ned i sidste ende – det ser vi i form af naboens konkurs og lukningen af de mindre landbrug. De idealistiske unge fra byen er et symbol på en generation med ambitioner, håb og opgør med de gængse rammer, men den idealisme er endnu ikke nået de unge på heden, hvor tiden står stille. I sidste ende er spørgsmålet vel, hvor længe man kan leve på idealisme, når vand bliver til mudder?

Kampen for overlevelse i udkanten
Sproget er ikke bare jysk, det er bondsk, og samtalerne mellem byboernes slangprægede fraseringer og hedens sprog, der er overrepræsenteret af vokaler, er intet mindre end fantastisk at læse. Jeg er selv opvokset nær det område, Tobias og de andre bosætter sig i, og kender til det stærke fællesskab og ønsket om at bidrage til områdets overlevelse. Uanset hvor hårdt der kæmpes, er man ladt til sig selv i udkantsdanmark, og det er en kamp, der i løbet af bogen bliver mere og mere tydelig.

Jeg elskede romanen. Dog var der nogle få kapitler, to eller tre, som blev fortalt fra nabokonen Phuengs synspunkt. Det føltes meningsløst, der var ingen forløsning, ingen yderligere sammensmeltning, bare et par fragmenterede tekststykker, som romanen sagtens kunne have undværet. Når det er sagt, ramte resten plet. Den handler om ensomhed og fællesskab, naturen på godt og ondt, at være anderledes, håbefuld, at ville skabe, at møde modstand. Den handler om mig, mine venner, mine bekendte og min hede, og det skal den have tak for.

//Caroline

Ord om Mit arbejde

[Anmeldereksemplar fra Gyldendal]

Olga Ravns nye bog, Mit arbejde, er en form for mødremanifest; en opfordring til at fortælle den sande, komplekse og til tider skrækkelige sandhed om at blive mor. At være ærlig. Sårbar. Selvom mine egne børn endnu kun er en fremtidsforestilling, er mødrerollen en, jeg forhåbentligt får lov til at stifte bekendtskab med engang. Det gør dog ikke bogen mindre relevant for mig – bare det at kende en mor, er nok argument for at læse Mit arbejde.

A whole new world og flydende kaos

Der er mange begyndelser, mange fortsættelser og mange slutninger i romanen, hvoraf skabelse synes at være den røde tråd, der forbinder dem alle. Skabelse af et barn; af en bog; af et hjem; af en ny hverdag. Kvinden i bogen har fået en åbenbaring sammen med fødslen af sit barn, måske endda tidligere, da pamfletter om børn, graviditet og forældre, begyndte at dukke op. Det er en hård åbenbaring, der indebærer en ny forståelse af køn og identitet i en forandret verden, hvor alle har en holdning og forventning til, hvordan man skal tænke, handle og føle.

Bogen er på en gang et stort rod af genrer, tid og personer, men samtidig føles alt flydende. Det kaotiske er et præmis, det er symbolsk for forældreskabet, det er uundgåeligt. Det tætteste, jeg kan komme på at beskrive indholdet, er autobiografisk meta-prosa, hvor der er tale om et Jeg og en Anna, som både er den samme person, men som også ikke er det. De er på en måde adskilte individer, som har født samme barn. De passager, der er mest meta – teksterne jeg’et skriver til Anna – er mine absolutte yndlings. De illustrerer bogens opgør med forventninger (til prosaregler og struktur, men også forventninger til moderrollen) og dens undersøgende tilgang til jegets fragmenterede selv, på en utroligt kærlig måde.

Det eksistentielle og vasketøjet

Det gjorde ondt at læse bogen, for det er både en gave, men også et traume, at få et barn. “At føde et barn er også at føde et kommende lig, har du tænkt på det?”. Lige så mange eksistentielle og filosofiske tanker, det bringer med sig at skabe et menneske, lige så mange lavpraktiske ting følger også med, og bogen undersøger begge ekstremer af det abstrakte og det konkrete. Det er en stor bog med omfattende indhold, og jeg er endnu ikke kommet ind på psykisk sygdom, parforhold, købekultur og skriften som både anker og redningsvest. Det kommer jeg heller ikke til – hvordan skulle et enkelt blogindlæg kunne rumme refleksion over alt det på en gang? Mit hoved kan næsten ikke rumme det. Lad os i stedet tage snakken i en dm, og indtil da, så læs den. Det var vildt.

//Caroline

Ord om “10 minutter og 38 sekunder i denne sære verden”

[Anmeldereksemplar fra forlaget Grif]

Ret ofte løber der vand ud af mine øjne. Der skal ikke meget til; en filmtrailer, en reklame, en god tiktok. Alligevel er det sjældent, jeg græder over en bog. Det gjorde jeg denne gang. Flere gange. Elif Shafak skriver om de sidste øjeblikke af Leilas liv, som hun ligger myrdet i en container et sted i Istanbul. Man opdager hurtigt, at det ikke blot er Leilas død, der er tragisk – livet har vist sig at være en stor prøvelse i sig selv.

De fordømte
Sådan lyder navnet på et af kapitlerne, og det er sådan omverdenen ser på Leila og hendes venner, en broget flok, der ikke lever op til de forventninger, der pålægges dem. Leila, også kendt som Tequila-Leila, er sexarbejder, og det er noget nær det eneste, samfundet vedhæfter sig hos hende. Ikke hendes opvækst med de mange hemmeligheder, hendes loyale venskab, hendes ikke-dømmende syn på andre. Det blik, det helhedsbillede, sørger Elif Shafak dog for at skabe, og gennem det sidste stykke tid af Leilas ikke-levende, ikke-døde eksistens, følger vi episoder og brudstykker fra hendes liv i første del af bogen, Sindet.
I anden del af bogen har sindet forladt os, og vi følger nu Kroppen. Her er det Leilas fem venner, historien bliver fortalt fra, og jeg må indrømme, at jeg begyndte at savne Leila en smule. Til gengæld nød jeg sidste del, Sjælen, som er afslutningen på Leilas historie.

“Istanbul er, og har altid været, en she-city
Det er primært kvinder, vi følger i bogen, da det er kvinden, der bliver gjort til genstand for mange problemer; det er hende, der tænder mandens begær, hende, der bærer familiens ære, hende, der skal udvise overbærenhed, velvilje og underdanighed. Det er en ufrivillig rolle, kvinderne har fået tildelt, og de fordømte, Leila og hendes venner, har ikke tænkt sig at opfylde dem. En er uden religion, en har tilpasset sin fysiske krop til sin kønsidentitet, flere har solgt deres kroppe af nød eller tvang, men fælles er, at de overlever på trods.
Fordi vi allerede kender slutningen fra starten af – Leila er død og på vej til at forsvinde – er bogen tung, men med sammenhold, fællesskab, omsorg og loyalitet overfor hinanden, og med håbet, især håbet, kommer man igennem bogen. Den rørte mig meget, det var skønt at høre stemmerne fra folk, der ellers bliver tiet ihjel.

//Caroline

Ord om Tre kvinder

[Anmeldereksemplar fra People’s Press]

Tre kvinder starter med et forord, hvor der bliver beskrevet, at denne bog ikke er fiktion – det er faktiske historier om virkelige kvinder.
Jeg går i gang med bogen, og undrer mig lidt over den beskrivelse. Starten føles alligevel som en skønlitterær roman, vi møder hurtigt en konflikt, og lærer personerne at kende og tingene udvikler sig derfra. Jo længere jeg kommer, jo mere giver forordet dog mening. Konflikten bliver ikke afklaret, der er ingen forløsning, bare liv, der efter endt læsning bliver ved.

Det farlige begær
Lisa Taddeo er journalist, og har fulgt tre kvinder i otte år; interviewet dem og deres nærmeste, læst deres beskeder, dagbøger, tilegnet sig al den viden om dem, hun kunne. Bogen handler om kvindeligt begær, manifesteret i tre liv. Begær, det er ikke et begreb jeg nogensinde har forholdt mig synderligt meget til, men wow. Smag lidt på ordet. Begær. Det er både intenst, hungrende, passioneret, det er utroligt voldsomt på en eller anden måde.

Det mærker man også hos både Maggie, Sloane og Lina, hvor hver af deres begær bliver udfoldet på papiret. En har haft et grænseoverskridende forhold til sin lærer, en anden har sex med andre for sin mands skyld, en tredje accepterer, at hun ikke bliver prioriteret, imens hun selv kompromitterer alt, for at være i en uligevægtig relation. Begæret er ikke hensynsfuldt, det viser sig, at det kan være en giftig følelse. Både at tilsidesætte begæret og at handle på det, begge dele har konsekvenser.

Ærlig og ikke-dømmende
Man fornemmer hurtigt, hvor ærlig fortællingen er. Der er ingen helte. Rigtigt og forkert er ikke trukket synligt op, for det er ikke det, bogen handler om – den handler en bevægelse, der ikke bliver dikteret af streger i sandet, men af livsomstændigheder, relationer, behov. Begær. Den handler om alt det, vi mangler, og søger andre steder. Om det vi higer efter, og de kompromisser vi indgår, for at glæde andre. Om de usikkerheder og grænser, der bliver overtrådt, og som man bagefter må forholde sig til.

Lisa Taddeo skriver fantastisk, så let kan det siges. Kvinderne fascinerede mig, og de virkelige hændelser gav mig mavepuster efter mavepuster. Bogen er på mange måder hård, men den skildrer virkeligheden. Det kan man mærke, når man sidder med den. Jeg kan mærke det nu, hvor jeg skriver om den. Den ramte noget i mig, i min kvindelighed eller mit begær, jeg ved det ikke – jeg ved bare, at jeg forstår. Jeg glæder mig og græder med de kvinder. Deres åbne sårbarhed gør, at jeg smider alle parader under læsningen, tager imod dem, også selvom jeg ikke altid er enige med dem. Det finder jeg meget smukt.

//Caroline

Ord om Fortællersken

[Anmeldereksemplar fra forlaget Apuleius Æsel]

Det er svært for mig at skrive om bøger, der ikke falder i min smag. Jeg har stor respekt for forfatterens arbejde, og jeg ved jo, at nogen synes om bogen, ellers var den aldrig blevet udgivet. Alligevel kan jeg blive helt frustreret over at læse en bog, der har en masse potentiale, og endda et virkelig fint sprog, men som bare ikke leverer. Sådan havde jeg det desværre med Fortællersken.
Forfatter Jørgen Stormgaard skriver flydende og roligt, og man fornemmer hurtigt, hvordan Karen Blixens forfatterskab har inspireret hans skrivestil – det gør også det fine, lidt gammeldags sprog til bogens bedste kvalitet.

Manglende fremdrift
Vi bliver knap introduceret for karaktererne Hans Emilling og Fortællersken, før hun insisterer på at lytte til hans historier og lære ham at kende derigennem. Vi ved ikke, hvad der gør netop Hans interessant – men håber selvfølgelig på, at fortællingerne kan gøre os kloge på det.
Herfra begynder romanen, som har en meget konsekvent form; ved starten af hvert kapitel mødes Hans og Fortællersken et nyt sted. De får noget mad, noget at drikke eller en smøg, og derefter begynder Hans at fortælle om en person eller en begivenhed i hans liv. Det foregår primært som en monolog, og når historien er fortalt til ende, forlader de to igen hinanden. Det hele bliver forudsigeligt og uvigtigt. Ved starten af hvert eneste kapitel håbede jeg på, at nu ville der ske noget nyt, men den eneste afveksling var menuen, placeringen og historiens overordnede indhold.

Mere referater end faktiske fortællinger
Frem for at dykke ned i hver af de fortællinger, hvert kapitel er dedikeret til, føles det som om, der er en vis distance til hver eneste historie. De bliver ikke præsenteret som faktiske fortællinger, men nærmere referater af fortællingerne selv. Vi hører om de overordnede begivenheder på en meget reflekteret måde fra en, som selv har lagt det bag sig, og nu bare observerer det udefra.
Derudover forbliver de to karakterer, Hans og Andrée, som Fortællersken hedder, på samme måde overfladiske og svære at relatere til. Deres fortællinger – selv den store afsløring til sidst, som man let kan gætte sig til fra første kapitel – giver aldrig den indsigt og dybde, som man fra starten af håber, at fortællingerne vil give.

Alt i alt oplevede jeg Fortællersken som en omstændelig bog med stor forudsigelighed og et meget langsommeligt tempo – det var desværre ikke en bog for mig, men forhåbentligt finder den frem til de læsere, der vil nyde den.

//Caroline

Ord om Bestikkelse

[Anmeldereksemplar fra Harpyie]

Bestikkelse er en roman af Steven Zultanski, som jeg slugte i løbet af en stille søndag. På samme måde, som med genreforvirringen hos Tine Høegs Tour de Chambre, der var skrevet i en meget minimalistisk prosaform, oplevede jeg tvivl om den egentlige genre i Bestikkelse.

Apropos sidste uges indlæg om Undtagelsen, som beskæftigede sig med ondskab i et psykologisk perspektiv, er denne bog en mere filosofisk måde, at betragte ondskab på. Jeget i bogen holder ondskab i sine hænder og betragter konceptet, ordet, handlingerne, der udgør begrebet. Han undersøger det ved selv at udleve det, hele tiden i en mere absurd grad; i form af tyveri, indbrud, stalking, mord og voldtægt, men også i form af kapitalisme, toksisk maskulinitet, white-privilege og lignende samfundsproblematikker. De meget konkrete ondskabsfulde handlinger bliver sidestillet med de mere abstrakte, som i sidste ender har samme resultat – eksempelvis undertrykkelse af minoritetsgrupper, voldtægtskultur og strukturel racisme.

Jeget ønsker hele tiden at blive værre, og leder samtidig efter den perfekte mængde af ondskab – som at bryde ind i et hjem for at lægge en kæde på gulvet og derefter forsvinde. Ikke for at gøre yderligere, men fordi manglen på afklaring skaber et uforløst, ubehageligt potentiale, som altid vil virke ufærdigt. Disse handlinger (og der er mange af disse!) viser også, at en handling ikke skal gøres til ende, inden den er skadelig. At tage fat i en tilfældig kvinde på gaden, at holde hende fast i et øjeblik, uden at gøre noget “der kunne være værre”, er allerede det værste man kan gøre. Potentialet eksisterer, skaden er sket.

At fortryde, ikke at ‘gøre ondskaben til ende’, er ikke nødvendigvis barmhjertigt. Det er bedre, end at gøre det færdigt, men det er værre, fordi man har skabt et potentiale, der ikke var der tidligere. Giver det mening? Det er jeg ikke sikker på, og i virkeligheden er jeg stadig ikke sikker på at have forstået alt bogens indhold. Den er utroligt intelligent – jeg kunne ikke lægge den fra mig, jeg var bange for at miste noget af den.

Det er et voldsomt værk, som jeg føler mig både fortryllet og forvirret af. Måske har jeg flere kloge ord at sige efter anden eller tredje læsning af bogen, lige nu er jeg bare fortumlet, indigneret, men allermest fascineret.

// Caroline

Ord om “Jeg ser dig”

[Anmeldereksemplar fra Byens Forlag]

Nogle gange går man i gang med en bog, på baggrund af de anmeldelser den har fået, og man sidder derfor med skyhøje forventninger fra starten. Måske er det et uretfærdigt udgangspunkt at begynde læsningen fra, men ikke desto mindre var det sådan, jeg startede på Jeg ser dig af Anne-Mette Sohn Jensen.
Instaanmeldelser sammenligner den med en moderne YA-udgave af George Orwells 1984 og Margaret Atwoods The Handmais Tale, og selvom jeg kan se parallellerne, levede den desværre ikke op til mine litterære forventninger.

Samfundsrelevant kritik og spændende plot
I Jeg ser dig følger vi Josinda, som er vokset op i Kelind, et land, der stræber efter perfektionisme, uanset omkostningerne. Yderligere er hendes far kansleren, der har skabt hele dette dystopiske overvågningssamfund. En dag kommer der dog (bogstavelig talt) en rids i Josindas forståelse for hendes omstændigheder, og snart begynder hemmelighederne at vælte frem. Under den perfekte facade er der en afgrund af løgne, som får konsekvenser for hele Kelinds befolkning.
Jeg elsker præmissen for bogen – faren ved overvågning, kontrol og censur; det at blive bevidst om problemerne, og at ville tage kampen op mod magthaverne. Med et dynamisk plot og en samfundsrelevant kritik, er der solid fremdrift i bogen, hvilket er skønt.

Romanen, der vil for meget
Dog er der mange litterære småting, der fjerner fokus fra det egentlige plot, og det forstyrrer læsningen.
Jeg ser dig vil lidt for mange ting, og når derfor ikke at gå i dybden med dem. Forelskelsen mellem River og Josinda føles forceret og unaturlig, og Nigel har et subplot, som ikke rigtigt giver mening for det resterende af bogen eller hans karakter. Derudover er samfundets forventning angående racerenhed afslappet nævnt flere steder i romanen, uden at dette emne overhovedet bliver behandlet. Disse ting har ikke nogen relevans for selve plottet, og tager derfor lidt luften af ballonen. Det gør også, at der ikke bliver plads til at udfolde vigtige karakterer som River, Benjamin og Miranda, som jeg tror havde været meget mere givende.

Bogen har så meget potentiale, og plottet i sig selv er egentligt ganske velfungerende; problemet er de omveje og vildspor, der aldrig bliver fulgt til dørs, og derfor kom til at påvirke hele læseoplevelsen for mig.

// Caroline