Ord om “Rosarium” af Charlotte Weitze

[Anmeldereksemplar fra Gutkind]

Nogle af de nøgleord, der kan overtale mig til at læse en bog er magisk realisme, tvivlsomme karakterer og klima. “Rosarium” har alt dette – og mere til. Den er på alle måder eventyrlig, lige fra det yderste omslag med mørkegrønne blade og blomsterbørn, til dens inderste kerne af menneskets frygt og higen efter slægtskab med naturen.

Den er fin, den er grum, den er magisk og samtidig meget ærlig. Karaktererne er ofte mere tvivlsomme end elskværdige, moral er ikke et begreb, der vinder stort indpas, men den inderlighed, hver eneste karakter har med sig, gør dem utroligt fascinerende.

Det starter og slutter med naturen
Bogen er delt op i tre dele, hvor vi i alt møder seks, og /næsten/ endnu flere generationer. Det hele begynder i en skov med to mennesker, mand og kvinde, Bror og Søster,  en slags realistisk Paradisets Have. Hver eneste generation har en tilknytning til naturen, skoven, i større eller mindre grad, nogle gange ønsket, andre gange uønsket.

I første del følger vi Bror og Søster, der flygter fra krig og søger tilflugt i skoven, hvor især Søster knytter bånd til naturen. Anden del handler om Johanne, en forsker, som søger alt det, hun kan spejle sig i, i naturen. Tredje del handler om Marie og datteren Fine, som mærker naturens styrke og modstandskraft, når den bliver forsøgt holdt nede.

Undervejs møder vi grønne folk fra skoven og nonner der lever af sollys, vi observerer en blomsterfødsel og vandrer gennem en rosenjungle, vi sejler med lig der sætter skud og lærer om naturens fantastiske egenskaber.

Kommunikation med naturen
Der er en konstant søgen ind og ud af naturen. Rosen bliver manifestationen af naturens kraft, både i blomstens tiltrækkende skønhed og stilkens faretruende torne. Der er en utæmmet vildskab, som bølger frem – nogle kæntrer, mens andre blot får en hale og svømmer videre.

Jo tættere på naturen, karaktererne hver især kommer, jo længere væk fra det civile samfund forsvinder det. Generationshistorien bliver et pendul, der svinger mellem at være naturen og at observere naturen. Selvom det er en slægtsroman, der handler om familierelationerne, handler den lige så meget om menneskets relation til naturen. Dette er nok i virkeligheden også familierelation. Weitze taler naturens sag, men ikke som en prædiken – hun giver den blot taletid ved hjælp af karakterer, der lytter. Der er intet rigtigt eller forkert, der er blot oplevelse, følelse og handling. Nogle gange stemmer de overens, men som oftest ikke.

Jeg nød denne her bog på en måde, hvor jeg begyndte at læse langsommere for at få den til at vare længere. Bogen har på alle måder sat rod i mig, og hvis jeg begynder at skyde knopper i foråret, vil jeg bære dem stolt.

// Caroline

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s