Ord om “Rosarium” af Charlotte Weitze

[Anmeldereksemplar fra Gutkind]

Nogle af de nøgleord, der kan overtale mig til at læse en bog er magisk realisme, tvivlsomme karakterer og klima. “Rosarium” har alt dette – og mere til. Den er på alle måder eventyrlig, lige fra det yderste omslag med mørkegrønne blade og blomsterbørn, til dens inderste kerne af menneskets frygt og higen efter slægtskab med naturen.

Den er fin, den er grum, den er magisk og samtidig meget ærlig. Karaktererne er ofte mere tvivlsomme end elskværdige, moral er ikke et begreb, der vinder stort indpas, men den inderlighed, hver eneste karakter har med sig, gør dem utroligt fascinerende.

Det starter og slutter med naturen
Bogen er delt op i tre dele, hvor vi i alt møder seks, og /næsten/ endnu flere generationer. Det hele begynder i en skov med to mennesker, mand og kvinde, Bror og Søster,  en slags realistisk Paradisets Have. Hver eneste generation har en tilknytning til naturen, skoven, i større eller mindre grad, nogle gange ønsket, andre gange uønsket.

I første del følger vi Bror og Søster, der flygter fra krig og søger tilflugt i skoven, hvor især Søster knytter bånd til naturen. Anden del handler om Johanne, en forsker, som søger alt det, hun kan spejle sig i, i naturen. Tredje del handler om Marie og datteren Fine, som mærker naturens styrke og modstandskraft, når den bliver forsøgt holdt nede.

Undervejs møder vi grønne folk fra skoven og nonner der lever af sollys, vi observerer en blomsterfødsel og vandrer gennem en rosenjungle, vi sejler med lig der sætter skud og lærer om naturens fantastiske egenskaber.

Kommunikation med naturen
Der er en konstant søgen ind og ud af naturen. Rosen bliver manifestationen af naturens kraft, både i blomstens tiltrækkende skønhed og stilkens faretruende torne. Der er en utæmmet vildskab, som bølger frem – nogle kæntrer, mens andre blot får en hale og svømmer videre.

Jo tættere på naturen, karaktererne hver især kommer, jo længere væk fra det civile samfund forsvinder det. Generationshistorien bliver et pendul, der svinger mellem at være naturen og at observere naturen. Selvom det er en slægtsroman, der handler om familierelationerne, handler den lige så meget om menneskets relation til naturen. Dette er nok i virkeligheden også familierelation. Weitze taler naturens sag, men ikke som en prædiken – hun giver den blot taletid ved hjælp af karakterer, der lytter. Der er intet rigtigt eller forkert, der er blot oplevelse, følelse og handling. Nogle gange stemmer de overens, men som oftest ikke.

Jeg nød denne her bog på en måde, hvor jeg begyndte at læse langsommere for at få den til at vare længere. Bogen har på alle måder sat rod i mig, og hvis jeg begynder at skyde knopper i foråret, vil jeg bære dem stolt.

// Caroline

Ord om “Til verdens ende”

[Anmeldereksemplar fra Gads Forlag]

Charlotte McCounaghys første roman er ikke bare smuk udenpå, men særdeles også indeni. Det er klimafiktion, såkaldt cli-fi, som ikke blot skaber en spændende fortælling, men en bog, der tager stilling.
Den spiller på alle de problematikker, vi kender nu, og kører dem ud i en parallelverden, hvor masseudryddelsen er så langt, at selv fugle er et sjældent syn. Verden ligner den vi kender, og alligevel er den kun en skygge af sig selv. Dyrene er væk. De få, der er tilbage, er ikke sikret nogen fremtid.

Man versus nature
I bogen følger vi Franny, som har besluttet sig for at følge nogle af de sidste havterner fra Grønland til Antarktis på det, der kan være deres sidste træk. Efter at have overtalt kaptajnen på en fiskekutter til at tage hende med, bliver mere og mere af hendes mystiske fortid og vilde natur opdaget. Formålet med rejsen er uklar, hun skriver breve til sin mand, som aldrig bliver sendt, og hun går i søvne på et skib midt i Atlanterhavet.
Man får fornemmelsen af, at Franny er mere natur end menneske. Der er mere passion end rationalitet i enhver af hendes handlinger, og frem for at være en frelst klima-helgen, ser vi desperation og rastløshed.

Havets dybe bevidsthed
Naturen bliver således et symbol på mennesket – og måske også omvendt. Frannys fortid har mange lag, og hendes sind bliver udforsket fra første til sidste side. Den konstante plads til glemte erindringer og nye erfaringer, vekslen mellem fortid og nutid, skaber en dynamik, hvor man som læser hele tiden får lov til at dykke dybere.

Der er plads til nuancerne, og med tiden lærer både Franny og læseren hendes omverden at kende på nye måder. Klimaproblemerne er ikke kun problematiske for natur og dyr, men også for mennesket, der må tilpasse sig dem. Frustrationen er ringe i vandet, og selvom bogen på mange måder er storslået, skaber dybden en velfungerende balance. Romanen rummer så meget kærlighed til verden, så meget omsorg, så meget håb, og det berør mig, fordi det er så universelt, det er så dybt og så råt.

// Caroline

Kød og Fred

En klimaroman
Når man er klimabevidst, kommer man unægtelig igennem en række følelser, som påvirkes af verden omkring en:
Frustration over verdens klimamæssige tilstand. Ønsket om at handle. Apatien der følger, når hver eneste handling alligevel synes ligegyldig og lille. Så en gnist af håb, et pust af støtte og en flamme af kampgejst.

Det er også sådan de har det i strikkeklubben, De Hårde Nåle. Efter ved et tilfælde at have set Before the flood af flotte Leonardo DiCaprio, begynder en ny virkelighed at trænge sig på, og strikkeklubben – med Annemette i spidsen – beslutter, at de må gøre noget. Deres klimaaktivisme vokser sig større og større, og med tiden også mere omfattende og farlig. Kvinderne, som ingen i øvrigt regner for noget, tager den ene risiko efter den anden, for at værne om planetens fremtid.

Revolutionen vælter ud af siderne
Der er enormt meget solidaritet og kærlighed i denne her bog, og jeg var vild med, hvordan det var mennesker, der ellers ikke har meget magt i samfundet – sosu-assistenten, den langtidssygemeldte og den demente, ældre dame – der fik lov til at tage kampen op i denne her bog. Et emne, der oftest kan føles tungt og besværligt, bliver her serveret med lethed og humor, og på en måde, hvor man efter sidste side føler sig stærk. Kampgejsten er smittet af gennem papiret.

Generelt er sproget flydende og let tilgængeligt, men engang imellem blev dialogen noget forceret. Det er især, når en karakter skal forsvare sine handlinger eller synspunkter, og det er ærgerligt. Romanen har en masse at byde på, både i sin underholdningsværdi og i sin samfundskritik. Etik og moral bliver spiseligt, og det er måske hele romanens force; at åbne op for en snak, der ellers kan være svær at tilgå.

En biased læser
Det er let for mig at sige, at bogen ikke bliver belærende, men jeg siger det også fra mit eget ståsted – en klimavegetar, som allerede har en knyttet hånd i vejret sammen med bogens forside. Reelt kan jeg ikke vide det. Til gengæld tror jeg, at alle, der bare er en smule klimabevidste, vil synes, at bogen er skøn.

Tak til Gyldendal for anmeldereksemplar.

//Caroline