Ord om ”Jeg hedder Folkví”

[Anmeldereksemplar fra Forlaget Gutkind]

Begejstring, nervøsitet og forløsning – det var den rutsjebane jeg oplevede, da jeg så, at Maria Hesselager udgav sin debutroman hos Gutkind. Her er mine faktiske tanker:

  • Begejstring: Jeg kender Maria! Hun var min skrivementor på DTA, og hjalp mig til at færdiggøre min første roman, Carnivora. Hun er fagligt dygtig, en skøn formidler, velreflekteret og super intelligent – det kan kun blive godt! *Skriver straks for at få et anmeldereksemplar*
  • Nervøsitet: Vent, hvad nu hvis jeg ikke synes om bogen? Det er altid svært at skrive kritisk om bøger, der ikke falder i ens smag, så det bliver jo kæmpe svært, hvis det endda er en man kender! Fandme en dårlig idé, Caroline.
  • Forløsning: Are you kidding me, den er vitterligt fantastisk! Den minder om første del af Rosarium af Charlotte Weitze – som jeg ELSKEDE – og dertil tilsat et drys Vikings. Både dramatisk og poetisk, fyldt med store følelser, bedrag, forbudt kærlighed og mystik. Jeg er så glad!

Vi befinder os i Vikingetiden, og følger den unge Folkví og hendes bror Áslakr. Deres tætte forhold bliver sat på prøve, da Áslakr forlover sig, og Folkví sygner hen i jalousi og vrede. Romanens nutidsspor bliver suppleret fortidens hændelser, og hele tiden lærer vi de to søskende bedre at kende, mens tragedierne rammer dem hver især. Der er en stor distance mellem deres higen og realitet, begge kæmper de en kamp for at nedlægge den distance. Spørgsmålet er, om det er det værd – og om de nogensinde når det?

Jeg hedder Folkví er på mange måder en tragisk historie, men også en smuk en. Sproget er dragende, og hele bogen føles som et drømmespind, sommetider let og fint, andre gange tungt og kaotisk. Vi følger mørket i de to, mørket der lever i Folkví og kravler over i Áslakr. Både omgivelser og følelser er så simpelt og sikkert beskrevet, at de mindste ting får stor tyngde, ordene rummer en dybde, jeg sjældent oplever.

Specielt var Folkvís ikke altid særligt sympatiske væsen forunderligt, både i dets arrigskab og sårbarhed. Hendes usikkerhed i vølve-gerningen, hendes boblende glæde med dem hun elsker, hendes halvhjertede forsøg på at opretholde hierarkiet blandt de arbejdende, hendes store og altædende savn til dem, der forlader hende – de mange facetter gør hende til en vildt interessant karakter. Det gør romanen til et reelt drama, der manifesterer sig i krop og sjæl.

I bogens midte dukker Nornerne op, som en menneskelig opdeling mellem Folkví og Áslakrs historier. Deres opgave, at flette skæbnetråde, bliver præsenteret som et snørklet foretagende, og bogen er opbygget på samme måde: skæbnetråde af forskellige tider, erindringer, handlinger skaber et samlet værk, en helhed der er større end sine enkeltdele. Det der kan forekomme kaotisk på grund af menneskets sammenfiltrede historie, men leder alle i retning af enden.

Og selvom alt bevæger sig mod enden, stille men stødt, er intet som man forventer det.

//Caroline

Ord om “Rosarium” af Charlotte Weitze

[Anmeldereksemplar fra Gutkind]

Nogle af de nøgleord, der kan overtale mig til at læse en bog er magisk realisme, tvivlsomme karakterer og klima. “Rosarium” har alt dette – og mere til. Den er på alle måder eventyrlig, lige fra det yderste omslag med mørkegrønne blade og blomsterbørn, til dens inderste kerne af menneskets frygt og higen efter slægtskab med naturen.

Den er fin, den er grum, den er magisk og samtidig meget ærlig. Karaktererne er ofte mere tvivlsomme end elskværdige, moral er ikke et begreb, der vinder stort indpas, men den inderlighed, hver eneste karakter har med sig, gør dem utroligt fascinerende.

Det starter og slutter med naturen
Bogen er delt op i tre dele, hvor vi i alt møder seks, og /næsten/ endnu flere generationer. Det hele begynder i en skov med to mennesker, mand og kvinde, Bror og Søster,  en slags realistisk Paradisets Have. Hver eneste generation har en tilknytning til naturen, skoven, i større eller mindre grad, nogle gange ønsket, andre gange uønsket.

I første del følger vi Bror og Søster, der flygter fra krig og søger tilflugt i skoven, hvor især Søster knytter bånd til naturen. Anden del handler om Johanne, en forsker, som søger alt det, hun kan spejle sig i, i naturen. Tredje del handler om Marie og datteren Fine, som mærker naturens styrke og modstandskraft, når den bliver forsøgt holdt nede.

Undervejs møder vi grønne folk fra skoven og nonner der lever af sollys, vi observerer en blomsterfødsel og vandrer gennem en rosenjungle, vi sejler med lig der sætter skud og lærer om naturens fantastiske egenskaber.

Kommunikation med naturen
Der er en konstant søgen ind og ud af naturen. Rosen bliver manifestationen af naturens kraft, både i blomstens tiltrækkende skønhed og stilkens faretruende torne. Der er en utæmmet vildskab, som bølger frem – nogle kæntrer, mens andre blot får en hale og svømmer videre.

Jo tættere på naturen, karaktererne hver især kommer, jo længere væk fra det civile samfund forsvinder det. Generationshistorien bliver et pendul, der svinger mellem at være naturen og at observere naturen. Selvom det er en slægtsroman, der handler om familierelationerne, handler den lige så meget om menneskets relation til naturen. Dette er nok i virkeligheden også familierelation. Weitze taler naturens sag, men ikke som en prædiken – hun giver den blot taletid ved hjælp af karakterer, der lytter. Der er intet rigtigt eller forkert, der er blot oplevelse, følelse og handling. Nogle gange stemmer de overens, men som oftest ikke.

Jeg nød denne her bog på en måde, hvor jeg begyndte at læse langsommere for at få den til at vare længere. Bogen har på alle måder sat rod i mig, og hvis jeg begynder at skyde knopper i foråret, vil jeg bære dem stolt.

// Caroline

Ord om “Den jeg skulle blive”

[Anmeldereksemplar fra Gutkind]

Den fedeste litteratur, er den slags litteratur, hvor forfatteren formår at skrive så alle på en eller anden måde genkender sig selv eller den virkelighed, de er en del af, i den. Sådan havde jeg det, da jeg læste norske Geir Gulliksens roman “Den jeg skulle blive”, som netop er udkommet på forlaget Gutkind.

Gulliksens hovedkarakter og jeg-fortæller, Henning og jeg har ellers tilsyneladende ikke særligt meget tilfælles. Han er midaldrende, fraskilt for anden gang og far til to døtre, hvoraf han nærmest ingen kontakt har til den ældste, Synne. I løbet af romanens første sider mister han tilmed sit job på reklamebureauet som følge af en #metoo-sag. Hans fald er komplet. Han har intet tilbage af det, der gjorde ham til den, han var. Og hvilket bedre udgangspunkt for at undersøge netop det? Hvem han er, hvordan han er blevet sig selv – og hvem han bliver til, som tiden går. Jeg tror, de fleste stiller sig selv de her spørgsmål hele tiden. Vi genfortæller vigtige livsbegivenheder for os selv, for at skabe mening i fortællingen om os selv, den vi var, er og bliver.

Vi bliver til i relationen til andre

I Gulliksens roman bliver Henning til i mødet med andre, særligt de kvinder (og mænd), han er sammen med. Han giver kvinderne det, han tror, de vil have af ham. Han tilpasser sig datteren Synne for ikke at skubbe hende væk fra sig, selvom de politisk og værdimæssigt er hinandens diametrale modsætninger. Han performer i flere tilfælde den identitet eller rolle, som det forventes af ham. Han er ekstremt selvoptaget og selvbevidst, fordi han netop hele tiden reflekterer over, hvem han tror, den anden vil have, han er. Det ligger også i titlen, “Den jeg skulle blive”. Han er meget opmærksom på ikke at tage sig ud på en bestemt måde. Han vil fx ikke være en af de der midaldrende, enlige mænd, man ser i supermarkedet med en frysepizza og en sixpack. Så går han ned og køber en lidt for kort habit, som slet ikke falder i Synnes smag (talk about midtvejskrise).

Henning er sådan en hovedkarakter, som på en gang er ekstremt relatérbar (for hvor kan man godt genkende sig selv i det der med at føle, at man skal leve op til en bestemt rolle og mærke, hvordan andre også tilpasser sig en, og dermed bliver til i relationen til én). På den måde kan det også være svært at fornemme, hvad der er autentisk, og hvad der ikke er. Hvem er man, når man er alene i sin lejlighed fri af andres blikke? Måske er den person ret ligegyldig, måske findes vi kun, når vi er en del af andres liv. Når vi bliver set af andre. Blikket er et centralt motiv i teksten: Hennings blik på sig selv og på andre; andres blikke på Henning.

En problematisk hovedkarakter

Det er i relationsbeskrivelserne og i Hennings karakter, at vi finder romanens sande kvaliteter. Jeg synes virkeligt, at Henning er en fantastisk hovedkarakter. Han er så problematisk og på ingen måde likable 24/7. Han gør ret mange forfærdelige ting. Han begår mange fejl, særligt over for de mennesker, der er tæt på ham. Han føler sig udnyttet af andre flere gange i romanen men er på ingen måde bleg for selv at udnytte andre. Han er selvretfærdig og veluddannet. En mønsterbryder som tager afstand til det, hans mor (og dermed Synne) repræsenterer. En klassisk 1970’er hippie, som søger den absolutte frigørelse, uagtet hvad det får af konsekvenser for de personer, han er tæt på. Han repræsenterer også en velkommen nuancering af #metoo-bevægelsen. Både fordi man kan diskutere retfærdigheden i, at han mister sit job, fordi han har strøget en kunde over kinden, men også fordi Gulliksen så fint skildrer mandens frygt for uintentionelt at komme til at gøre noget, som overskrider andres grænser.

Geir Gulliksen har skrevet en fantastisk bog om nære relationer, om identitet og seksualitet. Man kan mene meget om fortælleren og hovedkarakteren, Henning, men det er en kæmpe kvalitet ved bogen. Det får os nemlig til at tænke os om og tage stilling til os selv og andre omkring os.

//Birgitte

Ord om “Præsensmaskine”

[Anmeldereksemplar fra Gutkind]

Jeg har ædt Gunhild Øyehaugs roman “Præsensmaskine” i et, for mit vedkommende, uhørt lyntempo. Min læselyst har på det seneste været kvalt af, at jeg har haft alt for travlt og dermed alt for lidt mentalt overskud til at læse, så det var en seriøs befrielse endelig at mærke den. Lysten til at læse og lysten til ikke at lægge bogen fra mig, at kigge utålmodigt på sidetallet (ikke højt nok) og uret (er der kun gået fem minutter siden sidst, jeg kiggede på uret?). Bare være i skriften, basically.

Da jeg sad der med Øyehaugs finurlige lille roman, er det første jeg tænkte, at vi nok havde at gøre med en roman, hvor narrativet ikke er det allervigtigste. Altså en bog der i langt højere grad er reflekterende, end den vil berette et egentligt handlingsforløb for os. En bog som emmer af kompleksitet, og som formår at tætpakke sine sider med mening til en sådan grad, at læseoplevelsen bliver så tung, at man nærmest brækker halsen på romanen. Sådan er det heldigvis ikke med “Præsensmaskine”.

Nutiden rummer fremtiden

I “Præsensmaskine” formår Øyehaug på ganske fin vis at kombinere det filosofisk reflekterende (om alt lige fra sprog til eksistens, religion, natur og kunst – puha!) med fortællingen. I romanen følger vi to hovedpersoner, den gravide Laura og hendes mor Anna. Med tiden spaltes kvindernes (og de andre karakterers) eksistens ud i forskellige versioner af deres liv. Eksperimentet minder mig om Paul Austers “4 3 2 1”, hvor hovedpersonen Archie ligeledes lever sit liv i forskellige versioner. Auster og Øyehaug har det tilfælles, at de begge undersøger de begivenheder, som ligger kimen til den, vi bliver. I “Præsensmaskine” spaltes karaktererne, når de læser et ord forkert i en bog. I Annas tilfælde er det ordet “trädgård”, som bliver til “tärdgård”. Da det sker, deles hun i to versioner af sig selv med to forskellige levede liv. I nutiden ligger der således flere potentialer for fremtid, og det er også sådan, jeg anskuer denne præsensmaskine, som giver navn til romanen. Altså at nutiden kan generere forskellige versioner af fremtiden afhængigt af, hvilke knapper vi skruer på. Det minder mig om idéen om tiden som ikke-lineær, der gennemsyrede Virginia Woolfs forfatterskab, hvor netop fremtid, fortid og nutid alle var præsente i netop nutiden.

En fortælling om menneskelige grundvilkår

“Præsensmaskine” rummer en større undersøgelse af sprog, kunst, eksistens, religion, natur og astronomi. Foruden fortællingen om Laura og Anna, tilføjer Øyehaug endnu et lag til teksten, nemlig en jeg-fortæller, som, ligesom Anna, er forfatter. Jeget nedskriver Anna og Lauras fortælling og har desuden muligheden for at intervenere i begivenhederne. Jeget fungerer som endnu en fordobling (eller spaltning) i teksten: ligesom Anna (og Gunhild Øyehaug) skriver hun en roman om sproget og sprogets potentiale til at forløse menneskets skabertrang. Idéen er, at når du læser forkert, skaber du en parallel verden, som ikke eksisterede forud for denne sproglige handling, og at du på den måde gør noget, som ellers kun er Gud forundt.

Ser man et øjeblik bort fra disse større diskussioner, er “Præsensmaskine” også bare en god (og til tider morsom!) fortælling om menneskelige relationer: om ensomhed, isolation, kærlighed, jalousi, lyst og om angst. Den fortælling formår Øyehaug at skabe samtidig med den større filosofiske diskussion, og det får i den grad teksten til at gå op i en højere enhed! Derfor: læs den hvis du ikke allerede har gjort det.

//Birgitte

Ord om “Året med 13 måneder”

[Anmeldereksemplar fra Gutkind]

Endelig (!) blev jeg færdig med Åsa Linderborgs “Året med 13 måneder”. Det har så også kun taget mig en god måneds tid. Ikke fordi bogen er dårlig, men fordi jeg har haft travlt og været utroligt ugidelig i forhold til at få læst. Jeg er lige begyndt i job og ved siden af læsning til jobbet, nye elever og kollegaer, har jeg bare ikke haft overskuddet.

Nuvel, nu er vi gået ind i anden lockdown, hvilket på besynderlig vis giver mig ny energi og overskud. Det er egentligt også meget passende, at forordet til bogen lige netop berører corona.

Dagbogsgenren

Jeg skal indrømme, at jeg har haft det en anelse ambivalent med genren ‘dagbog’. I bogen skildrer Åsa Linderborg sit liv fra september 2017 til oktober 2018 i dagbogsform. Diskussioner om presseetik, ytringsfrihed, politisk korrekthed, klasse og #metoo blander sig med hendes egne refleksioner over sin kærlighedsforhold, sine børn, aldring og ikke mindst hendes eget personlige ansvar i forbindelse med teaterdirektør Benny Fredrikssons selvmord.

Jeg kan egentligt godt lide idéen om, at vi kommer helt tæt på debattens hovedaktører og præsenteres for deres hele person. Linderborg er i bogen ikke kun repræsentant for en bestemt politisk fløj, hun er et menneske med et eget liv, fuld af kærlighed og sorg og ængstelse. Debattøren menneskeliggøres, hvilket er med til at menneskeliggøre debatten.

Når jeg så alligevel er skeptisk, er det fordi, jeg synes, at man med dagbogsprædikatet postulerer, at vi er så tæt på ‘virkeligheden’, som det kan lade sig gøre. Måske endda endnu tættere på end med autofiktionen, som trods alt er tydelig om sig selv som fiktion. Du kommer ikke tættere på et menneske end ved at kigge i deres dagbøger, selvom jeg selvfølgelig er med på, at skildringen af deres erfaringer er dybt subjektiv. Det hører med til genren, at det er vores egne personlige refleksioner over en given oplevelse.

Det er ret tydeligt, at der er tale om en fiktionalisering af dagbogens indhold. Linderborg redegør selv for det i efterordet. Derudover er det tydeligt, når der fiktionaliseres. Oplevelser dramatiseres, og der skrives replikker og forklares, hvad man ikke ville gøre, hvis der var tale om en dagbog. På trods af det, tror jeg godt nogle læsere kunne forledes til at tro, at en dagbog indeholder den skinbarlige sandhed. At her er tale om et regulært sandhedsvidne. Den slags skal man være varsom med særligt med debatter om #metoo og ytringsfrihed, som er så betændte.

Bogen som fiktion

Overvejende fungerer bogen rigtigt godt. Åsa Linderborg er en fremragende skribent, som formår at levendegøre sig selv på papiret. Derudover er bogen en vigtig politisk bog, som kan ses som et varsel om, hvor galt det kan gå, hvis særligt medierne ikke er varsomme med, hvad de publicerer. På den måde er “Året med 13 måneder” et vigtigt indspark i debatten. Det er jo uhyre vigtigt, at vi værner om retsprincipperne og presseetikken i en tid, hvor de i særdeleshed er under pres – og der tror jeg bestemt ikke coronaen hjælper.

(En mindre ting, hvis jeg lige skal svinge mig ned fra min høje hest til sidst: Jeg kunne godt have brugt, at der i mindre grad blev refereret til den svenske offentlighed. Nogle af personerne kender man da, fx Jan Guillou, Mathilda Gustavsson og Jean-Claude Arnault, men er du gal der er mange navne, der bliver slynget rundt med, som man ikke aner hvem er. Og hvad sker der seriøst for, at Åsa spiser så meget på restaurant? Er det det, det vil sige at være en del af kultureliten???)

//Birgitte

Ord om Paradis først af Kristina Stoltz

[Anmeldereksemplar fra Gutkind]

Gammel kærestesorg er den værste slags
I Paradis først tager jeget, Kristina, til USA for at mødes med sin første store kærlighed, der nu skal giftes. De har ikke set hinanden i 17 år, og står nu pludselig overfor hinanden igen. Marlon er ikke, som Kristina husker ham, og så alligevel. Næsten endnu vigtigere end nutidssporet, selve besøget, er erindringerne om deres tidligere liv sammen op. Hvem de var sammen, hvad de gjorde ved hinanden, hvordan de taklede hverdagen, racismen, eskapismen og volden.

På den ene side ligner de hinanden, Kristina og Marlon. De ønsker sig paradis, de leder efter det i flere forskellige lande, men de flygter også ud af virkeligheden og ind i drømmene. På den anden side er Kristina – unge Kristina – naiv og ubekendt med racismens eksistens, mens Marlon har levet med sin mørke hud og alt, hvad det indebærer, hele sit liv. At forene disse to fungerer, indtil det ikke gør mere. Paradis er kun en mulighed, indtil slangen dukker op.

Potentialet i erindringen
Kristina Stoltz har skrevet en bog, der leger med erindringernes upålidelige oplevelser, der ikke eksisterer i sig selv, men som skabte tanker. Derfor vælter nutid og datid ind i hinanden, nogle gange i samme sætning, fordi den måde vi erindrer på, er flydende og uden grænser. Romanens nysgerrige sprog, det luftige og legende, gør læseoplevelsen næsten abstrakt.
Erindringerne ligger et sted mellem bevidsthed og drømmetilstand, det er et æterisk rum, hvor alting kan lade sig gøre. Nogle gange husker vi en samtale, som måske fandt sted til en fest, måske på en legeplads, måske i sengen – i erindringen har den muligvis eksisteret alle steder på én gang.

Det startede med Paradis
Paradis er en fortælling, et ønske, en drøm. Det er også sådan, forhold begynder. Lyserøde briller, den syvende himmel, alt er klichéer og lykke. Det samme er forventningen til fremtiden. “Så vidt jeg ved, er kærligheden altid en fortælling. På en måde fortælles den bagfra, mens den udspiller sig. […] Uden fortællingen har intet værdi. Uden fortællingen dør følelserne ligesom korallerne. På den måde opretholdes kærligheden gennem magi.”

Fortællingen kan dog ændre sig med tiden, og mens Kristina eksisterer i både nutid og datid, ser vi, hvordan den gør netop dette. Under skovbrændende i Californien, brænder byen Paradise ned, og dette fjerner helt symbolsk det Edens Have, som Kristina og Marlon i deres turbulente år som par, forsøgte at nå. Eskapismen er ikke længere en mulighed, og virkeligheden overskygger relationen i en grad, ingen af dem har oplevet før.

//Caroline

Ord om “Hummerens skjold”

[Anmeldereksemplar modtaget fra forlaget]

Det er påfaldende, hvor mange gode! bøger, der bliver skrevet om familier lige i øjeblikket. Som om en bred vifte af forfattere er blevet enige om at skrive om slægtstraumet og de besværlige familierelationer med alt hvad de indebærer af skuffede forventninger, vild kærlighed og tab. I visse tilfælde kan de ses i en naturlig forlængelse af autofiktionsbølgen, som det fx er tilfældet med Malene Lei Rabens “Fruen”, Peter Øvig Knudsens “Min mor var besat”, Merethe Pryds Helles “Folkets Skønhed” og Cecilie Linds “Mit barn”, hvor familiefortællingen tager udgangspunkt i forfatterens egen familie. I andre tilfælde er der tale om ren fiktion, som med eksempelvis Maren Uthaugs slægtsromaner og Caroline Albertine Minors fine “Hummerens skjold”, som er i centrum for dette skriv.

Uanset om der er tale om rendyrket fiktion eller skønlitteratur baseret på forfatterens egne oplevelser, så er familien i centrum i de ovenstående bøger. Ikke overraskende, for der er et kæmpe dramatisk potentiale i de tætte relationer. Derfor er familiefortællinger da bestemt heller ikke noget nyt. Det nye er den hudløse ærlighed hvormed der fortælles – også om problemerne. Og den har et kæmpe potentiale til at røre mennesker dybt. Jeg var i hvert fald engageret i Minors bog.

At deale med ikke at leve op til den ideelle kernefamilie

I “Hummerens skjold” følger vi to familier, som ikke lever op til idealet om kernefamilien. Ea bor i San Francisco med sin kæreste Hector og hans datter fra et tidligere ægteskab Coco; Eas søster Sidsel bor alene i København med datteren Laura, som er resultatet af en kort affære med den på-det-tidspunkt-gifte Vicky. Ea og Sidsels bror Niels lever en nomadetilværelse men er i romanens nutid bosiddende i en ældrebolig med vennen Phillip. Ea, Sidsel og Niels’ forældre er begge døde og eksisterer som ånder, den clairvoyante Bee kommer i kontakt med. Bees familiesituation er også rodet, og kan ses som et sammenkog af de tre søskendes: Hun har datteren Fifi med en ukendt mand, som, ligesom Vicky, ikke kender til hende. Fifi bor ved sin mormor i forstaderne, imens Bee lever et flyvsk liv som clairvoyant/yogalærer. Hvor mormoren har overtaget moderrollen for Bee er det samme tilfældet med Ea, Niels og Sidsels moster Elisabeth, som overtog Niels, da forældrene døde.

Bogen handler i høj grad om, de følelser der opstår, når man ikke kan leve op til kernefamilie-idealet. Det handler også om behovet for at søge familierelationen, om nye begyndelser og om at opsøge det, der er svært og deale med det. Inddirekte handler “Hummerens skjold” også om sammenhørighed. Bees situation er et sammenkog af de tre søskendes, og det illustrerer, at man ikke er alene om sine familieproblemer, selvom det kan føles sådan. Slutteligt handler bogen om at skabe en forbindelse imellem mennesker på tværs af liv og død (Bees kontakt til Ea, Sidsel og Niels’ afdøde forældre) og geografi (Niels lytter til Bees datter Fifis ASMR-indhold på Youtube).

Min lille anke i den sammenhæng er, at jeg synes bogen bliver lidt for urealistisk i den måde, karaktererne er forbundne. Ea, som bor i USA, er klient hos Bee, som er klient hos Eas kæreste Hector, imens Niels, som bor i Danmark, har indirekte kontakt med Fifi. Jeg er med på, at sammenhængen er et resultat af den digitale tidsalder, og at overraskende sammenhænge kan opstå i den sammenhæng. Men det bliver sådan lidt for alt-går-op-i-en-højere-enhed, som man kender det fra de klassiske dannelsesromaner, og den synes jeg er lidt svær at købe.

Litteraturens potentiale

Jeg vil lige slutningsvis lave et lille shout out til bogens helt fantastiske start. Den er skrevet noget anderledes end den resterende del af romanen. Den er æterisk, spøgelsesagtig, imens resten er lettilgængeligt, hverdags-agtigt. Minor udnytter den mulighed litteraturen har til at ophæve skellet mellem levende og død, og lade de døde tale med sig selv og med de levende. Det synes jeg virkeligt er spændende i “Hummerens skjold” – og så er det helt på sin plads at give de døde taletid i en roman, der handler om slægternes gang.

//Birgitte

Ord om “Tritonus – en skærgårdsfortælling”

[Anmeldereksemplar fra Gutkind]

Casa Tritonus er det hus, Thomas Brander, den verdenskendte dirigent, får bygget i en finsk skærgård. Meningen er, at det skal være et storslået byggeri, men som huset bliver opført, mærker man, hvor absurd og unyttigt det hele er; en ensom betonklods med elevator mellem de tre etager og en rungende stilhed. Huset er et billede på Brander, måske også naboen Reidar Lindell, måske endda på alle midaldrende mænd – ambition, prestige og ensomhed konkurrerer uløseligt med hinanden.

Den skrøbelige maskulinitet

I løbet af romanen oplevede jeg omsorg overfor mændenes usikkerhed. De sætter konstant spørgsmålstegn ved, hvor sårbare de kan være overfor andre mænd, hvilke emojis man som mand må sende til en anden mand, hvilke uskrevne regler, de må følge, for ikke at gøre andre forlegne ved at søge en tæt relation til hinanden. Der er noget sørgmodigt over at se mændene bevæge sig rundt i maskulinitet, som om det var noget, der kunne gå i stykker, som om de kan miste den, hvis ikke de bevarer afstanden til hinanden og til deres følelser. Det er det, der er bogens egentlige omdrejningspunkt, og det giver en helt ny indsigt for mig som læser, en 26-årig kvinde. Samtidig er det dog lidt tungt at følge to ensomme, triste mænd gennem 400 sider, hvoraf den ene aldrig rigtigt formår at skabe sympati.

En musikalsk bog på et fremmed sprog

Kjell Westö skriver selvsikkert og flydende – og at dømme på den musikalske viden, der går igen igennem hele bogen, er han også utroligt musikalsk begavet (eller i hvert fald kæmpe dygtig til at researche!). Musik er Branders liv og levebrød, og den anden hovedkarakter, naboen Reidar Lindell, spiller også, så musik fylder selvsagt meget i romanen. Dog vil jeg gætte på, at en fjerdedel af romanen (hvis det kan gøre det) er tanker, refleksioner og handlinger, der har med musik at gøre. Og ikke hvilken som helst musik; klassisk musik, symfonier, orkestrets tekniske kunnen og mangler, forskellige fortolkninger af bestemte værker, om Mahler, Schubert, Brahm, Sibelius, Schöneberg – om så mange (for mig) ukendte ting, at sproget bliver fremmed. Det er som om bogen ikke er skrevet til mig, men til folk med kendskab til dette sprog, jeg føler mig på en eller anden måde glemt af forfatteren, overset, ikke dygtig nok til at forstå denne musikalske roman.

De moderne trusler anno 2020

Helt diskret rummer Tritonus en stor del af de farer og trusler, som dukker op i hverdagen. Det er både racisme, metoo, sorg, pandemier, ideologier, seksualitet, toksisk maskulinitet, sårbarhed, ensomhed og alderdom som bogen beskæftiger sig med, men uden at hænge fast i nogen af temaerne – de vikler sig naturligt ind i historien, sådan som de også gør i hverdagens levede liv. Det betyder også, at de hver især ikke nødvendigvis fylder i romanen; egentligt beskæftiger den sig primært med livet som ensom, midaldrende mand og de narrativer, vi gennem livet igen og igen må tilpasse om os selv.

Hvert emne blev varetaget delikat og med seriøsitet, hvilket jeg er meget taknemmelig for – det er måske der, bogen fortjener mest ros. Til gengæld bevæger bogen sig flygtigt videre, og vigtigheden af samtalerne om eksempelvis racisme og metoo kan godt forsvinde lidt i mængden af musik-information og Branders forvrængede, meget ophøjede selvbillede.

//Caroline