[Anmeldereksemplar fra Forlaget Grif]
Læsningen af “SCUM Manifest” (‘Society for Cutting Up Men’) satte flere ting i gang i mig, nogle gode, andre mindre gode. Dens bramfri (og satiriske) måde at observere og reflektere over manden på som køn, går nemlig lige i mine usikkerheder som feminist.
“Feminister er ekstremister, de hader mænd, de vil undertrykke mænd, de tror de er mænd overlegne, de er psykopater.” Jeg har mødt alle disse påstande, og ved godt, at det er direkte vanvid. Samtidig er det underligt at læse en bog, der – ganske vist med humor – netop argumenterer for, at manden bør udryddes. Noget ved det gør mig utryg. Når jeg læser det, og hvis jeg endda nyder det, bliver de ovenstående påstande så mere rigtige?
Selvfølgelig ikke. Bogen er både humoristisk, men den er også dybt tragisk. Jeg læser dens kritik af mænd som en parodi på den retorik der igen og igen er blevet anvendt mod kvinder igennem historien: som ynkelige, ikke-selvstændige, hysteriske væsner, der ikke bør tages seriøst og som man ikke bør lytte på. Det er på en gang sjovt at se de overdrivelser, som Solanas skriver ud i ekstremer, men samtidig også ubehageligt at se, hvor absurde tilskrivninger man kan lave til et helt køn. Det gør mig mere vred på kvinders vegne, og jeg ønsker på ingen måde det samme for mænd. Jeg elsker mænd. Men jeg hader dem også.
Alt for meget kognitiv dissonans – for hvad betyder det, når jeg siger, at jeg hader mænd? Hvad betyder det, når Solanas siger, at vi skal slå mændene ihjel?
Begrebet ‘mænd’ er mere symbolsk end det er bogstaveligt. Der bliver flere gange skrevet, at det ikke er en kamp mellem mænd og kvinder. Alligevel bliver de to køn konstant sat op mod hinanden (yes, den er ren binær og ikke inkluderende like that). ‘Manden’ bliver reelt en manifestationen af patriarkatet. I stedet for at læse “manden”; kunne man læse “toxic maskulinity”, og stadig få det samme ud af bogen – måske endda mere. Frem for at gå efter at udrydde manden som køn, går bogen efter at udrydde de giftige maskuline tendenser og de undertrykkende strukturer som vores samfund er bygget op af.
Da det gik op for mig, at bogen kunne læses sådan, føltes det som en forløsning. Min usikkerhed og dårlige samvittighed forsvandt. Pludselig kunne jeg relatere til bogen, til Solanas, til det Utopia, hun beskriver. Den bevidsthed tror jeg er god at have med, når man læser bogen – også selvom Sanne Søndergaards forord i sig selv er meget meget fint.
// Caroline
ord om _ 