Ord om “Hvid”af Han Kang

[Anmeldereksemplar fra Rosinante]

Renhed. Uskyld. Stilhed. Det er nogle af de ord, jeg associerer med farven hvid.

Romanens fortæller associerer til konkrete ting. Salt. Sne. Modermælk. Ligklæde. Konkrete ting, som alligevel bærer andet og mere med sig.

Nogle gang er det let at anmelde en bog. Man kan beskrive dens handling, hovedperson, genre, tematikker. Det burde jeg måske også kunne med denne her – men jeg vil også gerne beskrive oplevelsen af at læse den. Hvordan var det? Hvad fik jeg med?

Det er svært med “Hvid”. Han Kang skriver vidunderligt, og det rammer mig et sted mellem smerte og fascination. Mine øjne blev igen og igen dækket af en hinde af vand, mens ordene kriblede ind under min hud. Under læsningen følte jeg, at jeg sad i en boble, hvor alt omkring mig blev dæmpet. Som udenfor i snevejr, når sneen på jorden absorberer lyden, og snefnuggene i luften svækker synet. Eller som i tåge, hvor alt mister sine skarpe konturer, detaljerne bliver væk, man kan kun fokusere på det, der er tættest på.

Sådan var det at læse “Hvid”.

Fortælleren bruger alt det hvide til at beskrive en søster, der aldrig blev til. Ikke rigtigt. Et tab over en eksistens, hun ikke har mødt, en eksistens, hvis død er betingelsen for fortællerens eget liv. Hvilken farve har tomhed?

Jeg ved ikke, om der er en reel handling i bogen. Der er minder og der er øjeblikke. Der er sorg.

Det er et af de mest abstrakte begreber, jeg kender – sorg. Den kan opstå så spontant, som døden kan indtræffe. Den bliver til over mennesker, vi aldrig når at møde, mennesker, der aldrig nåede at blive til. Den kan komme af svigt og afvisninger. Den er så ukendt og alligevel så omfattende, at den går gennem al materie, knogler, celler, kød. At bearbejde sorg gennem det hvide – renheden, uskylden, stilheden – det gør den på én gang konkret og åbner den op.

Giver den plads.

Man lever med den.

“Tiden er et klart markeret øjeblik – den yderste kant af en gennemsigtig klippe som hele tiden fornys når vi træder udenfor. Vi løfter foden i den yderste ende af den tid vi allerede har levet og træder et forsigtigt skridt fremad, uden vilje, uden at tøve tager vi et skridt frem med den anden fod og strækker den ud i den tomme luft. Ikke fordi vi er modige, men fordi vi ikke har andet valg.”

//Caroline

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s