
[Anmeldereksemplar fra People’s Press]
I forhold til hvor glad jeg er for thriller og spænding, er det ret sjældent, jeg læser de genrer. Da “Låst” dukkede op i postkassen, tog jeg det altså som et tegn til at komme i gang – and yes, I was entertained.
“Låst” er en selvstændig 2’er til bogen “Knust”, og fungerede så fint, selvom jeg ikke havde læst den første. I bogen følger vi opklaringen af et voldeligt overfald begået på en natklub i København, men ikke sammen med den sædvanlige temperamentsfulde kriminalbetjent, som drukner sine sorger i lidt for meget alkohol, efter konen har forladt ham (gudsketakoglov). Vi følger i stedet Marc, en aspiring kriminalbetjent, som “bare” har fået patruljetjansen, men for alt i verden ønsker at vise sit værd. Derudover skifter kapitlerne mellem både offer, pårørende og mistænkte, og vi får derfor et 360-graders kinda view på historien.
De forskellige karakterer har forskellige oplevelser fra overfaldet, og bærer rundt på hver deres hemmeligheder, som måske, måske ikke, kan være med til at opklare forbrydelsen. Som læser bliver man hele tiden fodret med ny information, og samtidig VED man, at det ikke er hele historien.
Idéen med de mange perspektiver er med til at give en helt anden tilgang til “kriminalromanen” og nuancerer ens billede af forløbet på en helt anden måde. Vi er ikke kun med i opklaringen, men forstår, hvordan det er at blive mistænkt, hvad de pårørende står midt i, og hvorfor hemmeligheder bliver skjult, men samtidigt er nødvendige at dele for at komme frem til en opklaring.
Dog bliver bogen også meget ambitiøs – vi skifter mellem intet mindre end syv karakterers synspunkter. Hver af disse har en baggrundshistorie, hemmeligheder og egen agenda. Der bliver ikke plads til at udfolde hver af disse personer ordentligt, og det ender med et galleri af halve personer, der ikke kommer helt ud over scenekanten. Intentionen er virkeligt fin, researchen er helt i top, men dialogen bliver forceret, hvorfor karaktererne kommer til at virke utroværdige og en lille smule flade. Vi vil ikke bare høre om dem – vi vil kende dem – og det synes jeg ikke, vi får helt lov til.
Alt i alt er “Låst” en lettilgængelig spændingsroman, der har alle de fede elementer fra krimien – forbrydelsen, de mistænkte, plottwists og selve opklaringen – og tilføjer derudover en mere nuanceret tilgang til karaktererne. Tempoet er højt, handlingen flydende og der er pirrende hemmeligheder fra start til slut. Selvom karaktererne ikke levede helt op til mine ønsker, så var jeg godt virkelig godt underholdt.
// Caroline