Efter en kæmpestor litterær oplevelse med “Lolita” af Vladimir Nabokov, kastede jeg mig over endnu en af hans bøger; nemlig ”Pnin” fra 1952. Det var en blandet oplevelse. Bogen er meget anderledes end “Lolita”, om end man godt kan fornemme forfatterens overlegne litterære evner.
For mig lå ”Pnin” på grænsen mellem vanvittigt fascinerende og direkte kedelig. Nabokov er uden tvivl hamrende intelligent, og romanen kræver en del af sin læser. Man kan få nok så meget med, men nogle af tingene ryger direkte over hovedet på mig, og det er jeg desværre bevidst nok til at opfange. Jeg føler mig derfor ikke helt inviteret indenfor, men står lidt ved siden af og observerer, frem for at opleve.
Det, jeg forstår, er dog interessant. Timofey Pavlovich Pnin, bogens hovedperson, er eksilrusser og underviser på et amerikansk universitet. Han forsøger at passe ind på sin egen pninske måde, men formår hele tiden at leve i afstand til sine nye landsmænd. Der foregår konstant en mere eller mindre ubevidst latterliggørelse af Pnin og hans særegne person. Manden struggler – hans intellekt og engagement ift. at falde til, bliver ikke helt oversat korrekt. Frem for at se hans brave forsøg på at formulere sig ordentligt og give hans studerende så meget værdi som muligt, ser folk omkring ham kun de mislykkedes forsøg; accenten, sproglige fejl, fremmede kulturelle handlinger, de ikke forstår.
Jeg følte stor sympati for Pnin og hans kamp for at passe ind, på at vise sig fra sin bedste side, og alligevel blive set helt forbi. Hans baggrund er ikke bare anderledes, den er tung og dyster, og den vægt må han bære på, sammen med de uretfærdige fordomme han konstant møder.
Selvom det umiddelbart lyder skønt, var den lidt for svær til blot at nyde. Måske er det mit manglende læseoverskud, der spænder ben (og mere om det en anden dag), men jeg følte ikke, at vi helt mødte hinanden, bogen og jeg – vi ville to forskellige ting. Jeg er slet ikke i tvivl om, at den kan noget, men samtidig ramte den lidt forbi hos mig.
Læs den hvis du er til: Bøger der kræver noget af sin læser, et meget visuelt og intelligent sprog, og hovedpersoner, der er lidt stakkels og misforståede.
Vi starter hvor vi slap i del I (som I kan læse her) – på et hotelværelse, hvor Humbert Humbert (en granvoksen mand) har drugget Lolita (hans 12-årig steddatter), med den intention at… Well, det har han aldrig helt sagt, men det kræver ikke meget at tænke sig til.
S. 167 HH er sikker på, at han skåner hendes uskyld, hvis han ‘kun’ handler, når hun er helt væk.
S. 174 Sovepillerne virker ikke som de skal, og fordi Lolita ikke sover så tungt, tør HH ikke handle!! Sejr!
S. 179 Nevermind, HH beskriver dem som ‘teknisk set et elskende par’ og mener, at det var Lolita der forførte ham, er BARN. ARGH! Tror i øvrigt ikke han er så flot, som han hele tiden husker læseren på.
S. 187 Lo var ikke jomfru, og det ærgrer ækle HH, som har et forskruet forhold til ‘jomfruelighed’ og seksualitet.
S. 204 Lo ved nu, at hendes mor er død, og HH beskriver, hvordan Lo ikke har andre muligheder end ham. Alligevel mener han selvfølgelig, at hun gerne vil ham, det er mere bare for at state the obvious om hendes situation. For helvede altså.
S. 215 Mænd kigger efter Lolita, andre mænd, voksne mænd, og HH mener, at hun opsøger deres blikke. Det sender mig direkte tilbage til da jeg selv var tretten (ish), og udmærket godt kunne mærke upassende blikke fra alt for voksne, sultne, mænd. Et lystende blik er aldrig ‘bare’ et blik, og den der ‘hun vil det gerne’-attitude gør mig seriøst rasende.
S. 222 Han tager ofte morgenkaffe med op på værelset, men giver hende det først, når ‘hun har gjort sin morgenpligt’, seriøst jeg får så ondt i maven.
S. 228 Lo græder, som hun så ofte gør (wonder why!), og HH ler bare lykkeligt. Han er bare rendyrket ondskab uden nogen selvbevidsthed og situationsfornemmelse nu.
S. 234 HH forestiller sig, at han enten vil af med Lo, når hun bliver for gammel (aka voksen og faktisk klar til en seksuel relation til en anden voksen) ELLER vil gøre hende gravid, lave sin egen nymfette med hendes skønne gener. Jeg ved seriøst ikke engang hvad jeg skal sige mere.
S. 249 Lolita får lommepenge for at ‘opfylde sine basale forpligtelser’ (jeg græder), så han betaler hende simpelthen for seksuelle ydelser. I det mindste får hun presset prisen godt op, get that cash you poor thing.
S. 276 Der er stadig franske sætninger ind imellem, og jeg oversætter dem stadig ikke. Gætter mig ofte til en oversættelse, men somme tider (som nu) er sætningerne lidt lange. Oh well.
S. 297 HH er sikker på, at nogen følger efter dem. Husker hans tid på sanatorier, og overvejer, om han er ved at blive gal og paranoid.
S. 335 Lo er syg og på hospitalet, HH vil hen til hende. Men! Hun er blevet udskrevet, ”hendes onkel Gustave” har hentet hende. Men er det ikke HH’s onkel fra et-eller-andet-sted i Europa? Hvad foregår der?
S. 350 “Når jeg psykoanalyserer dette digt [et digt HH selv har skrevet], konstaterer jeg, at det er et mesterværk fra en galnings hånd.” Galning, så absolut, derudover er han komplet delusional. Han kører rundt efter Lo, leder efter spor fra en gådespredende gerningsmand, men tror ærlig talt, at det foregår i hans eget hoved.
S. 362 Så vidt jeg kan regne mig frem til, er det nu over to år siden Lo forsvandt, men nu er er der et brev fra hende! Hun er 17 år, gift, gravid og mangler penge, det er den eneste grund til, hun skriver. Åh sødeste musse!
S. 368 HAN HAR FUNDET LOLITA!
S. 373 Lolita er gift med en mand, som slet ikke tog hende med dengang – i stedet var det Clare Quilty der forfulgte dem, en manuskriptforfatter som Lo mødte på pigeskolen, og som vi flere gange har hørt nævnt.
S. 378 Lo elskede Clare, men hun nægtede at deltage i hans børnepornografiske orgie, så han smed hende ud. HVAD ER DER MED DE MÆND?? (Also 2020 bliver nævnt, og det er så random, at jeg lige må skrive det ned.)
S. 380 HH giver Lo penge. Hun spurgte efter 400 dollars, han giver 4000. Han beder hende om at tage med sig, hun afslår, han græder så hjerteskærende, jeg bliver seriøst helt grådkvalt wth. Det er bare så tragisk alt sammen!
S. 389 HH ser tingene udefra nu, afstanden gør ham godt, han skammer sig, ved han har misbrugt Lo, han var ignorant, men vidste somme tider godt, hvad han gjorde ved hende, og det var et helvede. Ømheden, som jeg indimellem nærede for ham fra starten af, er lidt tilbage kan jeg mærke. Han er smuttet derfra igen.
S. 398 HH vil deadass slå Quilty ihjel nu (manden der hapsede Lolita fra hospitalet), men han skal jo også foretage sig et eller andet i den sidste del af bogen.
S. 405 Quilty siger “‘jeg er også selv glad for børn’ sagde han, ‘og nogle af min bedste venner er fædre’. JEG HAR LYST TIL AT RÅBE, HVAD ER DET FOR EN INDSTILLING, DET ER DET MEST VANVITTIGE ARGUMENT NOGENSINDE, LAD NU VÆRE!
S. 413 Det er en absurd kamp mellem Quilty og HH der indeholder klaverspil, casual snak og flyvende kugler. HH må allerede have ramt Quilty mange gange efterhånden.
S. 416 Quilty er død, og HH har det sjovt nok ikke bedre.
S. 421 Sidste side af den faktiske roman, og jeg føler mig helt ussel over at blive sært rørt. Den gjorde ondt og ondt og ondt.
Helt kort (for det her indlæg er allerede langt), må jeg bare sige: wow. Jeg er så uendeligt glad for, at det var denne her bog, jeg valgte at kaste mig over. Ja, indholdet er foruroligende, men litteraturen er helt fantastisk. Jeg får flere gange en smule sympati for den forfærdelige Humbert Humbert, (og her er min indre psykolog selvfølgelig ret obs) fordi han går rundt med en forfærdelig byrde, som han ikke har valgt. Den del kan man forstå. Så er der alle de valg, han aktivt tager, og selvom jeg til tider sad med ondt i maven eller blev så gal, at jeg havde svært ved at nye litteraturen til fulde, så er det en af de bedste bøger, jeg nogensinde har læst. Kæmpe anbefaling herfra!
Hermed livelæsning af en vaskeægte klassiker, nemlig Vladimir Nabokovs “Lolita”. Bogen er modtaget som anmeldereksemplar, og jeg har valgt at gå til den med en omgang livelæsning – dvs. live reaktioner fra læsningen. Der er nok at tage fat i, og derfor kommer der ikke den helt store indledning.
Disclaimer: Livelæsning indeholder altid spoilers.
S. 8 Forordet, er det et forord? Det skrives, som om Humbert Humbert er et ægte menneske, som om fortællingen er fakta og ikke fiktion, og jeg er forvirret allerede. Må lige Google. (Få minutter senere: Google siger fiktion, skønlitteratur, og så forordet må være fiktion i sig selv, idk)
S. 11 HH starter med at sige, der var en pige før Lolita, som om hans kærlighed til barnet startede da han var på Lolitas alder (also, Lolita hedder rigtigt Dolores, så han har lige fundet på noget sexet til barnet, så er vi ligesom i gang). Det er fortalt som et manuskript skrevet til en jury i en kommende retssag. Det er overraskende, det anede jeg ikke.
S. 17 HH var forelsket, de var begge 13, og begærerede begge to hinanden (åh, den unge seksualitet, faktisk semi cute), og ender tragisk, da hun (spoiler) dør kort efter de forsøger at knalde, men bliver forstyrret og må stoppe. Vladimir fortæller det lidt pænere, men alt i alt har jeg ondt af den tragiske kærlighed hos baby HH.
S. 23 HH søger jobs, hvor han kan tage til børnehjem og opdragelsesanstalter for at stirre på unge piger. Han mener, at der er kvinder mellem 9-14, som ikke er piger, men ‘nymfetter’, dæmoniske pigebørn, der søger ældre mænd. Ej han skal seriøst stoppe sig selv, føler jeg sidder med et ansigtsudtryk der er fyldt med væmmelse pt.
S. 26 Okay, fortællerens skriver både ‘jeg’ og ‘Humbert Humbert’ – er det den splittelse, der tales om i forordet? At hans pædo-jeg er HH, og han selv er en anden? Jeg er forvirret. Also, han er i gang med at opremse andre voksne mænd, der tænder på børn gennem historien, som om det skulle retfærdiggøre hans tanker. Det er lidt ambivalent om han er en pædofil, der prøver at styre sine lyster, i så fald er han jo god nok, det kan han ikke gøre for. Men al den snak om nymfetter… Jeg køber ikke fuld uskyldighed.
S. 30 Der er en kvinde, der snakker fransk til ham, og jeg burde måske oversætte det, men jeg orker ikke pt, så jeg gætter mig bare til hendes sætninger tbh.
S. 34 HH gifter sig for at få styr på sine lyster. Nogle gange virker han som en mand der kæmper med sig selv, og i de øjeblikke føler jeg ømhed for ham. Tænk at skulle leve med så invaderende og umoralske tanker, det må være direkte skrækkeligt.
S. 47 HH har været indlagt på sanatorium grundet mentalt meltdown flere gange, og selvom han åbenbart finder stor begejstring i at vildlede psykiatere, så må det ikke være rart. Helt ærligt, manden kæmper jo med en forfærdelig seksualitet og har fantaseret om selvmord, hvis han skulle handle på det.
S. 56 “Hvorfor ophidser hendes måde at gå på mig i så afskyelig grad – hun er jo kun et barn, for pokker, et rent og skært barn?” HH er et menneske, som skammer sig og væmmes ved sig selv. Også selvom han forsøger at retfærdiggøre sine tanker til tider, selvom han fører dagbog over Lolitas færden, så er der en afsky over sig selv, som jeg på en underlig måde holder af. Og nå ja, han er blevet skilt fra første kone, og nu stødt ind i Lolitas mor (Charlotte), som giver ham logi.
S. 59 Åh, hvor det skifter hurtigt. Dagbogen er en voksen mands savlende observationer af et barn, og det er ubehageligt at læse, når han hengiver sig til fantasien. Det er ikke særligt eksplicit, men det subtile er næsten værre: at han beundrer hendes tindinger, hendes nakke, hendes måde at gå på… Pyh.
S. 78 Uanfægtet, så er litteraturen eminent. Shit altså, Vladimir kan sgu skrive, kan han!
S. 87 HH kan slet ikke overskue, at Lolita bliver 15 om to år, for så er hun jo for gammel. Jeg magter ham ikke.
S. 92 Lolitas mor har skrevet et brev til HH, hvor hun tilstår sin kærlighed til ham, siger at hvis han bliver hos dem, skal det være for life, han skal være som en far for hendes lille pige. Græder lige lidt for mig selv.
S. 102 HH skal giftes med Lolitas mor, og det skal i avisen. HH fortæller i interviewet, at han havde et forhold til moren tretten år tidligere – antyder derfor, at han er Ls far. Dude, tf? Pædofili er ikke nok, incest skal der også til åbenbart.
S. 103 1) HH og Charlotte knalder hver aften, det er den daglige pligt, og det er sgu imponerende. 2) HH beskriver seancen som: “jeg glammede gennem underkrattet i mørke, forrådnede skove”. Bogen er tragisk, men der er også humor i den, thank god.
S. 108 HH drømmer om at fylde ‘sin slatne nymfette’ med sovepiller, og er begyndt at betragte hende som sit eget barn, ej nu holder det.
S. 129 Lolitas mor har fundet HH’s dagbog! Tænk at læse, hvordan ens mand har skrevet perversiteter OM ENS DATTER! Kuldegysninger!
S. 132 LOLITAS MOR ER DØD! Charlotte fandt ud af alt, var hidsig, skyndte sig ud af huset og blev kørt ned. Bum, gone. Det er så dramatisk!
S. 139 Øhmm, han har kun mødt familien for ti uger siden?? Det kan jo ikke passe… Vel?
S. 147 Jeg bliver oprigtigt dårlig, når HH taler om at “ligge dunkende ved siden af den lille, sovende pige”, fordi han har fået en masse stærke sovepiller. Folk tror i øvrigt på, at Lo er hans datter, og han er på vej til at hente hende fra den lejrskole, hun er på. Al min omsorg og empati for den manden er pist væk.
S. 152 Lolita kalder ham far, jeg græder og væmmes. Hun ved btw ikke, at moren er død, men tror, at hun er indlagt og skal opereres for et-eller-andet.
S. 153 Nu husker HH sig selv på, at “hun er kun et barn, hun er kun et barn.” Altså hvad fanden er det manden vil med hende? Pointen og problemet for ham er, at hun er et barn!
S. 154 Lo kalder ham både far, og siger, at “vi er jo kærester”. Jeg er så uncomfortable!
S. 157 “[…] selvom han udmærket godt vidste, den snu, svulmende satan, at klokken ni, når hans forestilling begyndte, ville hun lille bevidstløs i hans arme.” Behøver jeg overhovedet sige noget?
S. 166 Han har drugget hende, hun er så træt, jeg bliver nødt til at få en pause fra at læse.
Livelæsning del II er oppe om et par dage (når det er oppe, kommer der et link lige HER). Hvad tænker I so far? Har I læst den? Lyst til at læse den? Helt generelt, hvordan har I det efter den omgang? Jeg blev sgu lidt presset til sidst.
ord om _ 