Tag: tine høeg

Ord om “SULT”

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar fra Gutkind]

Forfatter: Tine Høeg
Antal sider: 430
Udgivelsesår: 2022

“Sult” er en bog om længslen efter at blive gravid og en fertilitetsbehandling der skaber afstand mellem jeget og kroppen, jeget og kæresten, jeget og verden. Det er en hybrid af urkraft og womanhood i moderne tid, biologiske brøl og instalife. Det brændende ønske om at formere sig, at smelte sammen med et andet menneske om at skabe et tredje, er så nærværende, at man bliver både forpustet og fortvivlet. Arbejdet for at få det smukke er grim og sorgfuld. Det biologiske bliver tilkoblet det kliniske – dét er i sig selv en form for nederlag for jeget Mia og hendes kæreste Emil. Det er en cyklus af håb og skuffelse, og måske netop derfor bliver denne cyklus nærmere til en spiral af større og større sult efter at skabe et barn. Imens bliver bogen skabt.

“jeg er gravid med ondskaben, den vokser i mig
hyler i livmoderen som en syg hund
og mit skræv er et gab
der vil flænse alle som nærmer sig”

Med bogen skabes både ejerskab og power i roller og titler, som ellers bliver negativt associeret; stedmoderen, frivilligt barnløse kvinder, ufrivilligt barnløse kvinder. De eksisterer i denne bog, det er deres bog, og de kan godt være stolte! Vi ser både et ønske om at please, og at virke okay, når man ikke er. Men vi ser også en erkendelse af at søge og kæmpe med næb og kløer for det, vi vil have. Kampen er både med og mod sig selv, med og mod kæresten, og der er hele tiden alt for meget på spil, hele tiden angst og frygt, hele tiden håbet.

Bogen er fyldt med kvinder der skal forholde sig til fertilitet og graviditet, om de vil eller ej, det er et præmis når man har en livmoder. Dertil får vi også glimt af mandens oplevelse, der af samfundet negligeres og af kvinden kan være svær at rumme; han er der, han oplever det hele, men oplevelsen er forskellig for dem. Dog er begge fyldt med smerte, det er blandt andet dér fællesskabet eksisterer.

“Hvem vil høre om det her?
det er usexet at være ufrivillig barnløs
det er døden
men jeg vil tage døden på som en krone”

Kunne skrive millioner af ord om “Sult”, om hvor rå den er, hvor vidunderligt sproget er. Hvor horroragtig og uhyggelig viben er, hvordan vanviddet på en måde udspringer af jegets oplevelser – og hvor forståeligt netop det er. Hvor dødsens alvorlig længslen efter at skabe et barn er. Hvor ubeskriveligt fascineret jeg er over Tine Høegs åbenlyse talent og power er. Dog vil jeg slutte med et wow og så lade bogen tale for sig selv.

// Caroline

Ord om LiteratureXchange: Tine Høeg

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Reklame, billetter modtaget af LiteratureXchange]

”Tour de chambre” er en kærlighedsroman og en kunstnerroman – sådan beskriver forfatter Tine Høeg sin smukke to’er. Den er skrevet med et ønske om at undersøge venskabet, som er den primære kærlighedsrelation i bogen, fordi den relation kan være lige så dyb og kompleks som den romantiske relation. Den er familiær, og værner man om den, kan den i lige så høj grad skabe en livspartner, som den gør det hos Asta og Maj i bogen.

I virkeligheden handler det om at gøre op med forventningerne, konstaterer Tine Høeg. Asta, hovedpersonen er i starten af trediverne, og alting er gået i stå. Det forventes, at hun snart finder sig en partner, at der er en bestemt måde at være voksen på, at have relationer på, men venskabet giver også kærlighed i ens liv. Der bliver ofte skrevet om overgangen fra barn – eller ung – til voksen, men hvorfor ikke kigge på hele det spænd, hvor man ér blevet voksen?

Det er der, dramaet for alvor går i gang, for der er noget på spil. Det er eksistentielle emner, der dukker op igen og igen, forfatteren nikker af sine egne ord. Der er ikke noget mål man kan nå i mål med, og jeg tænker, at det reelle slutmål vel er døden – først her stopper bevægelsen, først her stopper udviklingen og fremdriften. Man bliver ikke færdig. Voksenlivet er én lang organisk udvikling, og selvom Asta oplever, at alt er gået i stå, er det netop fordi der er så mange forventninger, hun forsøger at leve op til: at skrive den bog, hun har fortalt om, at finde den person, hun kan leve med og måske få børn med, hvis hun overhovedet skal have børn, og hvilken stor beslutning er det at skulle træffe allerede på første date?

”Jeg har ingen hæmninger i forhold til, hvad jeg skriver om,” smiler Tine Høeg. Om det kommer fra hendes følelser, oplevelser, observationer, det er ligegyldigt, hvis bare det bidrager til bogen. Det betyder ingenting, for alting forvandler sig til sit eget i den nye kontekst, i bogen, i det liv, der opstår på papiret. Det hele lyder magisk og organisk, og sådan var bogen også at læse.

Jeg får lyst til at læse den igen.

//Caroline