Min notesbog fik i lørdags endnu mere indhold, da vi deltog i Vild med ORD på Godsbanen i Aarhus. Birgitte – min bedre bloghalvdel – og jeg havde aftalt, at vi blev nødt til at opsummere dele af programmet i form af indlæg, hvorfor vi skiftedes til henholdsvis nyde og hastigt lytte/skrive/undre/reflektere over de samtaler og interviews, vi overværede. Dette er derfor mine tildelte, som indebærer Kristian Bang Foss, Maren Uthaug og Thomas Korsgaard.

Kristian Bang Foss (med Puk Qvortrup)
Vi sidder på rækker med øjnene mod den sorte plads, der agerer scene. Som for at forberede mig, har jeg læst Døden kører Audi, den af hans bøger, der ikke var en skør reservationskø på, og som befandt sig på eReolen. Den var god. Birgitte har snakket meget pænt om Frank vender hjem, den nyeste af hans romaner, og jeg er ærgerlig over, at jeg ikke har nået at læse den.
“Peter Øvig Knudsen sidder skråt foran dig,” siger Birgitte stille, og jeg kigger på forfatterens baghoved. Det har været en joke for os hele dagen, at jeg ikke aner, hvordan forfatterne ser ud. Men nu kommer Kristian Bang Foss ind på scenen, og jeg kan godt genkende hans fysiske jeg fra det ene billede, jeg har set af ham. Puk Qvortrup, som skal interviewe ham, er ny for mig. De når knap nok at sætte sig, før man mærker den gode stemning mellem dem.

Kristian Bang Foss (det virker underligt, at skrive hele navnet hele tiden, men endnu mere underligt bare at skrive Kristian) er en sjov mand. Selvfølgelig er han det, der er humor i hans måde at skrive på, men jeg er alligevel overrasket over, hvor fint det oversættes ud i virkeligheden.

Først taler de to om navnet på bogen, Frank vender hjem, og Kristian Bang Foss kan godt se, at han spoiler hele bogen – for Frank ender jo faktisk med at vende hjem. Spørgsmålet er så, siger Puk Qvortrup, hvad vender han hjem til? Forfatteren overvejede en zombieapokalypse. Om det er en reel overvejelse eller en joke, det aner jeg ikke, for hans hoved er idérigt, og han taler så uskyldigt og nysgerrigt om det.
Der er en indforståethed mellem den del af publikum, som har læst bogen. Puk Qvortrup når ikke andet end at nævne rævesovs, før de indviede kommer med små fnysegrin – vi andre skal høre mere af samtalen, før vi kan deltage. Det giver mig endnu mere lyst til at få fat i Frank. Frank, som er en blå firkant, og som med sine mønter på forsiden skinner, når lyset rammer rigtigt.

‘Danmark er ikke et klasseløst samfund’. Kristian Bang Foss siger, at det er den banale konstatering, han har beskæftiget sig meget med igennem bogen. Det viser sig i de små ting, som i Franks spørgen efter rævesovs til gravvad laks, eller måske til røget laks, jeg husker ikke forklaringen, og jeg er ikke i den samfundsklasse, som automatisk ved det. Uanset hvad, så kender Frank ikke kotumen, og Franks kæreste og hendes overklassefamilie er overbærende overfor hans uvidenhed. Kristian Bang Foss lægger mærke til de ting, han tænker selv over, at han i Aarhus bliver spurgt om han vil have hvidløgsdressing i sin rullekebab, hvor der i København er en konsensus om, at de kun kan få creme fraiche dressing i. Jeg ved ikke, hvad det siger om hverken Aarhus eller København, men det er alligevel en konstatering; sådan er det der, og sådan er det her.

På et tidspunkt erklærer han, at han “skriver det han ved – der er ikke meget mellem linjerne”. De undrer mig, og jeg er ikke sikker på, at det er rigtigt. Er rævesovsen ikke netop et eksempel på det? Der er skrevet rævesovs, men i virkeligheden står der ‘uvidenhed og klassedeling’. Det tænker jeg over, indtil samtalen er slut. Der opdager jeg, at jeg virkelig godt kan lide Kristian Bang Foss, og at jeg glæder mig til at møde Frank.

Maren Uthaug og Thomas Korsgaard
“De kommer der,” siger Birgitte, og jeg kan mærke et irrationelt sus i maven. Dem kan jeg genkende, for dem følger jeg på instagram med stor entusiasme. Måske er det derfor, jeg lige nu er mere spændt – jeg har kendskab til dem som personer, ikke kun som navne på en bøger. En pinlig indrømmelse kommer over mig, at jeg kun har læst en enkelt udgivelse mellem dem; Maren Uthaugs Og sådan blev det. Alligevel er jeg spændt og ser lyserødt. De to skal have en samtale, og de skal drikke vin imens. De skal hygge sig, og vi andre observerer helt casual. Bortset fra, at Maren Uthaug kommenterer på, at det er akavet. Og selvfølgelig er det det. Observationen gør det umuligt bare at have en samtale med en god ven. De kender hinanden så godt, at et interview vil være kunstigt, fordi de kender alle svarene på forhånd.

Derfor kommer fiskebowlen på bordet. Måske er det ikke en fiskebowle, hvorfor skulle de have sådan en stående på Godsbanen (og så alligevel, det er Godsbanen). Måske en punchbowl. Uanset hvad, så bliver bunden af den fyldt med papirstrimler, hvor Maren Uthaug og Thomas Korsgaard har skrevet spørgsmål på. Det er tilfældige spørgsmål, ikke nødvendigvis forfatterrelaterede, men omhandlende yndlingsemojis og hvad, de bruger penge på (svar: pænt stel og Baileys).

Der er en enkelt fra publikum, som er verbal om, at hun ikke bryder sig om det, og at vi (ja, vi, hun hiver os alle med i sætningen) vil have noget andet. Selvom jeg også gerne vil kende til deres bøger, skriveteknikker og liv som forfattere, så giver det mig en lille klump i maven. Da et par stykker vælger at gå fra lokalet, vokser den. Først bliver de to på scenen usikre. De kigger på hinanden, spørger os, hvad vi vil høre. Det er en underlig situation.

Så tager de et valg. De snakker videre, for sådan her er deres koncept. Når der kommer et skriverelateret spørgsmål, forholder de sig ekstra meget til det, og ellers dykker de ned i oplevelser. De taler om, hvad der er pinligt, og netop det spørgsmål, får deres samtale til at give mening. Thomas Korsgaard fortæller om sit alter ego Connie Kam Filtenborg, og Maren Uthaug (aka Vulva) om sin hang til at tegne penisser og give sig selv nye navne hos Joe and the juice. De kører begge to med Bølle Bobs filosofi om, at man kun har det sjov, man selv laver, hvilket skaber en tendens til at ville underholde – om ikke andet, så i hvert fald sig selv. Med en hang til ligegyldige, hvide løgne og forkærlighed til pinlige situationer, så giver det også en forståelse for deres forfatterskab; at underholde via fiktive historier, at skabe karakterer, der gør dumme, pinlige ting, og et behov for at holde med dem, der ellers ikke får meget kærlighed.

Og der sidder de så selv og gør deres dumme, pinlige ting. Det er let og fint og jeg holder med dem, ligesom jeg plejer.

// Caroline