Tag: socialrealisme

Ord om LiteratureXchange: Thomas Korsgaard

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Reklame, billetter modtaget af LiteratureXchange]

Der var mange, der troede, at Tue var reddet, da han stod af på Valby station i bogen ”En dag vil vi grine af det”. Men han er jo ikke reddet, han er forudsætningsløs, og derfor måtte den tredje bog, ”Man skulle nok have været der” skabes. Thomas Korsgaard er på den måde et meget empatisk menneske, han vil ikke efterlade Tue uden noget, han vil hjælpe ham lidt på vej, ikke nødvendigvis redde ham, men skubbe lidt til ham.

Der er to oplæsninger undervejs, begge giver mig glasøjne, det er som at gennemleve romanen igen, og den var hård. Sjov, men tragisk. Let men tung. ”For Tue er et hjem en fiktion. Selv barndomshjemmet er ikke et hjem, der findes ikke et hjem,” siger Thomas Korsgaard. Jeg tænker på, at han er lidt som Tues storebror, en fætter, en pædagog i klubben, der viser den omsorg, andre fratager ham.

For Tue er jo ikke et særlig skønt menneske, han gør mange dumme ting. Kun dumme ting? ”Maden kommer før moralen” citerer forfatteren fra bogen “Laser og pjalter” af Bertolt Brecht, som passer godt til Tues omstændigheder. Først overlevelse, så alt det andet.

Jeg kan ikke lade være med at række hånden op. ”Tue er jo VIRKELIGT god til at læse mennesker – men han er også VIREKLIGT dårlig til at læse mennesker. Hvad er det, han kan og ikke kan?” Der bliver tænkt et øjeblik. Thomas Korsgaard svarer, at romanen handler om et menneske, der er ved at lære normalen at kende, han har aldrig levet i den, kun observeret den, når det var muligt. Han bruger de ting han har lært i overlevelsen, han klamrer sig til andre mennesker, men han er stadig udenforstående; han kan hægte sig på, men han kan ikke blive en del af de mennesker, han befinder sig omkring. Det, han bærer med sig fra sin traumatiske fortid, er det, der holder ham på afstand i nutiden.

”Hvordan har du det?” Det er et spørgsmål fra salen til forfatteren, som smiler og takker. Han har det virkelig godt. Han ser glad ud. Det vidner om en relation mellem forfatteren og læserne, at der i hvert fald ikke er en afstand her, der er en relation. Han skriver kærlige hilsner i bøgerne efter arrangementet (også i alle de tre, jeg grådigt har taget med), og gør det med taknemmelighed. Han er et meget fint menneske at komme forbi.

//Caroline

Ord om ”Man skulle nok have været der” af Thomas Korsgaard

~ Caroline ~ 1 kommentar

[Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof]

Handlingen satte sig i min krop som skiftevise smil og krummen tæer. ”Man skulle nok have været der” er en tragikomisk, socialrealistisk roman, der er så velfungerende, at knuden i maven kan mærkes længe efter læsning. Tue kommer fra en dysfunktionel familie i Vestjylland, men er nu landet i København i et forsøg på at komme væk, få afstand, at blomstre. Selvom han ikke har meget fysisk bagage med sig, slæber han sin mentale og emotionelle bagage med sig, som en lænke om benet.

Tue har ikke fået meget hjælp hjemmefra, men en ting har han lært; at overleve. Selv som driftende hjemløs i København, uden fast løn og med manglende sociale kompetencer, gør han det, der skal til. Dermed ikke sagt, at hans strategier er velfungerende – det er de faktisk sjældent. Han er ikke et menneske, man ubetinget holder af, men han er et menneske, man holder med. Hans jagt efter omsorg gør ham så desperat, at alle midler bliver taget i brug. Det er netop dét, der gør det hele så tragisk: Alt hvad han gør for at opnå accept, er det, der gør det svært for andre at acceptere ham.

De sociale klasseskel bliver brutalt tydelige, fordi Tues udgangspunkt er så langt væk fra det, han møder. Han er kun et barn på 17 år, har ingen penge, intet hjem, intet tilhørsforhold. Dertil spøger hans opvækst, og dermed hans uhensigtsmæssige coping-mekanismer i alt, hvad han foretager sig.

Romanen er lettilgængelig og humoristisk, og samtidig en af de mest dybe og tunge tragedier, jeg er stødt på. Jeg kender Tue’r, er opvokset med flere af dem, og det er vi nok mange der er. Derfor er bøgerne om Tue så vanvittigt vigtige – de giver en indsigt i et ressourcesvagt livsvilkår, og en forståelse for, hvad dårlige valg kan udspringe af. Niveauet fra de to tidligere bøger om Tue bliver holdt fuldstændig ubesværet, og selvom dette er en selvstændig tre’er, vil jeg anbefale af læse de to andre først, for at lære Tue rigtigt at kende, og fange de fine referencer til de tidligere bøger.

Det er en af de bøger, jeg kan anbefale til alle: Dem der lever i dysfunktionaliteten, dem der står ved siden af, og dem, der aldrig har mødt den. Thomas Korsgaard skriver helt fantastisk, og jeg vil helt sikkert vende tilbage til Tue igen og igen.

//Caroline