[Anmeldereksemplar fra Forlaget Snepryd]

En ældgammel profeti er ved at blive opfyldt, og en snigmorder og en kejser skal nu afgøre menneskehedens fremtid. Intriguing? Meget.

Vi er ude i en fantasy-roman, men jeg kan ikke vurdere målgruppen: den er skrevet ret ungt, og jeg får helt klare Skammerens Datter-vibes. Snigmorderen Zynn og kejseren Palasander mødes, som profetien har forudsagt, og skal sammen blive enige om, hvad der skal ske med menneskeheden. Både Zynn og Palasander er tranzends; mennesker, der kan styre et bestemt aspekt af livet. Deres særlige evner gør dem magtfulde, hvorfor de nu sidder med denne beslutning.

Zynn er ikke overbevist om menneskets videre færd, og for at de to kan blive enige, skal Zynn dele sin historie.

Jeg håbede – forventede – at blive involveret i deres filosofiske tanker om menneskeheden, om bevidsthed, om livets værdi og intethedens potentiale. I virkeligheden er disse overvejelser langt mere subtile i romanen. Frem for de store diskussioner, er samtalen mere en monolog: Zynn deler sin historie med Palisander. Selvom historien, stederne, karaktererne er en velformet fantasy historie, så manglede den det filosofiske element, som jeg var blevet lovet. Der er action, moraler, forskellige religioner, kulturer, mystiske evner og twists, og i bund og grund et velfungerende plot og en spændende præmis.

Alligevel var jeg ikke udelukkende begejstret. Bogen er Zynns historiefortælling, og hvor dette er en god måde at sikre et specifikt narrativ, skabte det også en distance. Vi oplever ikke historien, vi får den forklaret. Frem for at have tillid til, at læseren nok skal forstå, bliver Zynns fortælling til Palasander en undskyldning for at udpensle dele af især kultur, religion og baggrund i den verden, vi befinder os i.

Bagsideteksten ender med ”For hvad vil det i det hele taget sige at være menneske – og er menneskeheden overhovedet værd at bevare?” Det er en vanvittigt interessant tanke, og jeg tror virkeligt der kunne komme en vild diskussion ud af det. Dog forblev diskussionen pakket godt ind, og frem for en hybrid mellem fantasy og filosofi, føltes det som en ganske almen fantasy-roman til en lidt yngre målgruppe end jeg selv.

Den kan helt sikkert noget, men mine forventninger og selve oplevelsen matchede bare ikke rigtigt. Dog vil jeg sige, at hvis man er til en solid gang ungdoms-fantasy med alle de klassiske elementer, så er Intethedens tegn et rigtig fint bud.

//Caroline