Tag: sci-fi

Ord om THE TIME TRAVELER’S WIFE

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

Forfatter: Audrey Niffenegger
Udgivelsesår: 2005
Antal sider: 519

Hands down – det her er min nye yndlingsbog. Altså, sammen med alle mine andre yndlingsbøger. Men shit, den ramte mig! Jeg smilede som en tosse og hulkegræd under læsning, og på trods af, at min kæreste ikke læser, havde vi en timelang diskussion om præmissen for tidsrejser i bogen.

Jeg læser ikke særligt ofte romance, da genren ofte kan blive meget forudsigelig og lidt for cheesy til mig. Men denne her sci-fi romance er alt, hvad jeg har brug for: Clare og Henry mødes da Clare er 6 år og Henry er 36 år, og bliver gift når Clare er 22 år og Henry er 30 år. Clares første møde med Henry, er ikke Henrys første møde med Clare, og Henrys første møde med Clare er ikke Clares første møde med Henry. Det er forvirrende at forklare, men helt fantastisk at opleve.
Henry har en gen-sygdom, det betyder, at han ufrivilligt rejser i tiden. Clare på 6 møder ham derfor for første gang, da han som 36-årig lander i engen ved hendes forældres hus – på dette tidspunkt i hans nutid har han været gift med Clare i seks år. Hele tiden kommer vi ud for situationer, hvor dynamikken ændrer sig, og hvor den ene har erindringer, som den anden endnu ikke har oplevet.

Det er sci-fi for folk, der ikke er til sci-fi og romance til folk, der ikke er til romance. Både kærlighed og tidsrejser bliver introduceret på en meget delikat og troværdig måde, så man bliver suget direkte ind i det, og opdager det først, når man opdager, at man smiler til siderne.
Clare og Henrys historie er den vildeste kærlighedshistorie, jeg har læst. Det er en roman om længsel og savn, om bekymringer og store udfordringer, og om kærlighed, der overskygger alt, og gør det hele værd at gå igennem. Den gjorde mig lykkelig og gav mig ondt i hjertet, og jeg kan kun anbefale den.

// Caroline

Ord om “1984”

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof]

Jeg blev beyond excited, da jeg så, at George Orwells “1984” var blevet nyoversat for første gang siden den oprindelige fra 1949. Ikke så meget fordi jeg havde tænkt, at den trængte til det (selvom, det gjorde den altså alligevel), men mere fordi det var en undskyldning for at genlæse den. Also, overvej hvor smuk den er!

Big Brother is watching
Inden jeg læste bogen første gang, anede jeg ikke, at det var her “Big Brother” stammede fra. “1984” er nemlig – til jer, der ikke kender den – en sci-fi om en verden med konstant overvågning. I denne fremtid befinder vi os i Oceanien, en af de tre verdensstater, hvor ikke bare adfærd bliver kontrolleret; magthaverne ønsker at kontrollere alt, dette værende både tid og tanker.

Man kan da ikke styre tanker, tænker du så. Nu skal du høre: Tankepolitiet holder øje med de mindste reaktioner, fortalelser, ansigtsforbrydelser (når man laver en grimasse out loud, som afslører, hvad man reelt mener). Monitorer ser og lytter til alt, hvad du laver, både i hjemmet og på arbejdet. Det mindste tegn på, at du betvivler magten, så er du ude. Og med ude menes der, at du fordufter. Du eksisterede aldrig. Ingen vedkender sig din eksistens – det er sådan de styrer tiden.

“Den, der kontrollerer fortiden, kontrollerer fremtiden”
Dét er hele taktikken. Winston Smith, vores hovedperson arbejder på Ministeriet for Sandhed, også kaldet Minisand på nysprog. Her handler alt om løgnen, den nye sandhed. Winstons opgave er, at omskrive fortiden. Lad os sige, at et vigtigt medlem af Partiet fordufter på grund af en tankeforbrydelse – så skal vedkommende slettes. Winston finder alle gamle dokumenter, hvor vedkommende er omtalt, og skriver dem om, så denne aldrig har eksisteret.

Hvis der ikke er noget bevis – hvis al erindring kun er i hovedet, og Partiet samtidig påstår noget andet, hvis alle magthaverne konstaterer, at der er en anden sandhed, hvor længe holder man så fast?

Sandhed og fiktion
Der er så meget at berette om denne her bog, både fordi jeg gerne vil introducere den vanvittige verden, men også fordi parallellerne til nutiden er direkte skræmmende. Et samfund med stigende overvågning og magthavere, der har tendens til at finde på egne sandheder, og kalde virkeligheden for “fake news”. Det lyder absurd når man læser det, men kigger men ud i verden, er det ikke så langt fra det, der sker lige nu. Sandheden er fiktion. Selv de dokumenter Winston omskriver, er med stor sandsynlighed blevet omskrevet utallige gange inden.

Behovet for at gøre oprør – at stole på sine følelser, sine tanker, sine erindringer – er nærværende hele tiden, men det er også livsfarligt. Det er en kamp, blot at få lov til at tænke frit. Hvis ikke det er klaustrofobisk og mareridtsfremkaldende, så ved jeg ikke noget som helst. Jeg kunne blive ved om denne her bog (men jeg skal nok lade være). Lad os diskuter i kommentaren, på insta, i vores DM – idc, jeg synes bare den er vanvittig.

// Caroline

Ord om “Jeg ser dig”

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar fra Byens Forlag]

Nogle gange går man i gang med en bog, på baggrund af de anmeldelser den har fået, og man sidder derfor med skyhøje forventninger fra starten. Måske er det et uretfærdigt udgangspunkt at begynde læsningen fra, men ikke desto mindre var det sådan, jeg startede på Jeg ser dig af Anne-Mette Sohn Jensen.
Instaanmeldelser sammenligner den med en moderne YA-udgave af George Orwells 1984 og Margaret Atwoods The Handmais Tale, og selvom jeg kan se parallellerne, levede den desværre ikke op til mine litterære forventninger.

Samfundsrelevant kritik og spændende plot
I Jeg ser dig følger vi Josinda, som er vokset op i Kelind, et land, der stræber efter perfektionisme, uanset omkostningerne. Yderligere er hendes far kansleren, der har skabt hele dette dystopiske overvågningssamfund. En dag kommer der dog (bogstavelig talt) en rids i Josindas forståelse for hendes omstændigheder, og snart begynder hemmelighederne at vælte frem. Under den perfekte facade er der en afgrund af løgne, som får konsekvenser for hele Kelinds befolkning.
Jeg elsker præmissen for bogen – faren ved overvågning, kontrol og censur; det at blive bevidst om problemerne, og at ville tage kampen op mod magthaverne. Med et dynamisk plot og en samfundsrelevant kritik, er der solid fremdrift i bogen, hvilket er skønt.

Romanen, der vil for meget
Dog er der mange litterære småting, der fjerner fokus fra det egentlige plot, og det forstyrrer læsningen.
Jeg ser dig vil lidt for mange ting, og når derfor ikke at gå i dybden med dem. Forelskelsen mellem River og Josinda føles forceret og unaturlig, og Nigel har et subplot, som ikke rigtigt giver mening for det resterende af bogen eller hans karakter. Derudover er samfundets forventning angående racerenhed afslappet nævnt flere steder i romanen, uden at dette emne overhovedet bliver behandlet. Disse ting har ikke nogen relevans for selve plottet, og tager derfor lidt luften af ballonen. Det gør også, at der ikke bliver plads til at udfolde vigtige karakterer som River, Benjamin og Miranda, som jeg tror havde været meget mere givende.

Bogen har så meget potentiale, og plottet i sig selv er egentligt ganske velfungerende; problemet er de omveje og vildspor, der aldrig bliver fulgt til dørs, og derfor kom til at påvirke hele læseoplevelsen for mig.

// Caroline