Tag: roman

Om Ocean Vuongs “On Earth we’re briefly gorgeous”

~ Caroline ~ 1 kommentar

DEN. HER. BOG. seriøst. Selvom det her indlæg eksisterer, synes jeg virkeligt, man skal læse bogen.

Ocean Vuongs sprog skal opleves first hand. Med sin poetiske brevroman indfanger han læseren fra første færd med et billede, der er fuldstændigt vanvittigt godt formuleret: en buk der hænger udstoppet på væggen, og jegets mor som spejles i dets døde øjne. Tre centrale temaer præsenteres hermed: Moren, døden og blikket.

Den kortsluttede brevroman

Romanen er udformet som et brev fra jeget til sin mor og falder dermed ind under genren brevroman. Lad os lige dvæle lidt ved det, for jeg tænker ikke, det er helt tilfældigt. Brevromanen var særligt populær i 1700-1800-tallet blandt kvindelige læsere. I romanerne kunne kvinderne være hovedperson i deres egen fortælling, hvilket var nyt. Det er interessant for Ocean Vuong i forhold til genren. Han vil fortælle de marginaliseredes historie: den vietnamesiske flygtning, gule kroppe (hans ord), brune kroppe; queer kroppe, fattige kroppe. Samtidig er formen problematisk, fordi moren ikke taler det sprog, brevet skrives på. Kommunikationen er allerede kortsluttet fra starten.

Det hele starter med litteraturkritikeren Roland Barthes’ Sorgens Dagbog. Bogen indeholder dagbogsnotater fra hver dag op til et år efter Barthes’ mors død. Men jeget vil ikke skrive om moren, som hun var, men som hun er nu. Brevet rummer hermed også et håb om, at hun en dag vil forstå.

At skrive de marginaliserede frem

I On Earth We’re Briefly Gorgeous repræsenterer sproget både en afstand og et håb. Ord går tabt, lader sig ikke oversætte, har dobbelte betydninger, er umulige at få over sine læber. Sproget er en afstand imellem jeget og moren. Jeget bemestrer et formfuldent engelsk, imens moren knap taler sproget. De taler begge vietnamesisk men på et utilstrækkeligt niveau, fordi moren måtte droppe ud af skolen i en tidlig alder da den brændte ned.

På trods af det finder mor og søn en måde at kommunikere på, om end denne er ordløs. Fosteret ligner et komma, påpeger Vuong et sted. Ikke et punktum, en endegyldig afslutning, men en fortsættelse. Sproget er iboende i forholdet imellem mor og søn. Samtidig er morens navngivning af barnet “Little Dog” en beskyttelse, fordi de onde ånder kun bortfører børn, hvis navne bærer en skønhed i sig.

Sproget er også mulighed for at skrive de marginaliserede frem og fortælle deres historie.

“I never wanted to build a “body of work”, but to preserve these, our bodies, breathing and unaccounted for, inside the work”

At være forfatter er en måde, hvorpå man kan holde de marginaliserede i live og fortælle deres historie. Det er en måde at få den privilegerede til at forstå: “I’m worried they will get us before they get us“. Der er mindre sandsynlighed for altødelæggende krige, hvis blot vi forstår hinanden.

Poetik og politik

Teksten er i højere grad poetisk end politisk, men for Ocean Vuong kan de to ting ikke skilles ad. Visse litteraturtyper, påpeger han, vil mene at den gode tekst ikke er politisk, men forener folk ved at vise universelle sandheder. For Vuong gælder det, at man ikke kan adskille kunsten og kunsteren “As if the first chair was hammered into existence without considering the human form”

Idéen Vuong sætter sig imod stammer dog fra en tid, hvor de litterære kredse primært bestod af hvide mænd. I den sammenhæng er det nemmere at tale om almenmenneskelige erfaringer. Men jeg synes også, der var noget meget almenmenneskeligt ved romanen. Når Vietnamkrigen og sprogbarriererne skildres, tænker jeg både på den måde Yahya Hassan viser livet imellem to kulturer og efterkrigstiden i Danmark. Det er meget langt fra Vuongs erfaringer, men det er et fællesskab nontheless.

At insistere på skønheden

Skønheden er også vigtig i romanen. Den hænger sammen med synet. Om noget er smukt kan man kun vurdere ved at se på det, og at se er at fordoble eller genskabe det. Og man genskaber altid smukke ting, fordi man vil eje det eller bevare det. Jegets bedstemor Lan gør det, når hun fortæller historier. Ocean Vuong gør det, når han fortæller sine karakterers historie.

Skønheden er en måde hvorpå, man kan sikre sig overlevelsen. Jeget insisterer på skønheden, som sejrer over døden og krigens rædsler. Den eksisterer i poesien og i sproget. Mormoren giver sig navnet Lan, efter orkidéen og giver jegets mor navnet Rose. I navnene er skønheden:

“All this time I told myself we were born from war – but I was wrong. We were born from beauty. Let no one mistake us for the fruit of violence – but that violence, having passed through the fruit, failed to spoil it“

I den sammenhæng er mine primære anke imod bogen, at den vold karaktererne oplever på egen krop er for æstetisk. Uanset om det handler om død, vold, krig, den udhungrede krop eller de mange stoffer jeget og vennen Trevor tager undervejs. Skæbnerne for de mange karakterer er fuldstændigt forfærdelige, og jeg synes nogle gange, teksten er lidt for dekadent heroin-chic til et punkt, hvor destruktionen accepteres fordi den er æstetisk. Måske fordi Vuong hele tiden insisterer på skønheden.

Teksten findes også i dansk oversættelse “Vi er kortvarigt smukke her på jorden” af Caspar Eric, hvis man hellere vil læse den på dansk.

//Birgitte

Meter i Sekundet af Stine Pilgaard

~ Caroline ~ 1 kommentar

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget Gutkind.

I virkeligheden er der noget vildt tidstypisk ved Stine Pilgaards tredje roman Meter i Sekundet. Her introduceres vi for hovedpersonen jeget, som flytter med sin kæreste og deres etårige søn til den vestjyske by Velling, da kæresten får job på en højskole. Jeget kæmper med at finde sin plads i det lille samfund. Hun er ikke en del af højskolen som sådan. Hun er bare sin kærestes påhæng. Samtidig mestrer hun ikke den vestjyske samtale, hvor kortfattethed er key, og alle taler i afbrudte sætninger og faste vendinger.

Ingen skriver som Stine Pilgaard

En hovedperson der kæmper med sit liv i de små byer, hvor ingen er i stand til at føre en samtale: tjek. En skrigende unge, der ikke vil sove om natten og forældre der morer sig med fantasier om hævn ud i fremtiden for at illustrere, at 1) det at være forældre ikke er en dans på roser 2) at forældre også er mennesker. Temaerne er genkendelige, men ingen skriver som Stine Pilgaard.

I Meter i Sekundet demonstrerer hun virkeligt sin sproglige kunnen. Hun er en fantastisk dygtig observatør, som skildrer hverdagens små og store problemer med sproglig præcision og humoristisk sans. Man griner faktisk højt, når man læser bogen – og det sker altså sjældent for mig! Samtidig mestrer Pilgaard de forskellige genrer, når hun ubesværet veksler imellem sangtekster, brevkasse og prosa. Prosaen er fuldstændigt renset for poesien, som til gengæld får sin plads i de atypiske brevkassesvar og i sangene. Romanen handler i høj grad om genrer. Jeget beundrer Anders Agger, fordi han er dygtig til at samtale med mange forskellige mennesker i forskellige samtalegenrer. Brevkassen og sangteksterne demonstrerer på finurlig vis, hvordan poesiens former rummer svar på livets spørgsmål, som ellers ikke er tilgængelige for os.

Samtalesorg og samtaleskam

Det er sproget og dets underkategorier, der er i centrum i romanen. Både glæden ved sønnens begyndende sprog men også den ensomhed, der opstår, når man er ude af stand til at kommunikere med de personer, man er tæt på. I bogen kaldes det så fint for “samtalesorg”.

Jeget har det svært med den vestjyske jargon. Hun har svært ved at fange nuancerne og de faste vendingers underliggende betydninger, som altid forblive usagte. Tavsheden er særligt svær at afkode. Vestjyder taler ganske enkelt mindre, end hun er vant til, og hun har svært ved at finde ud af, hvilken betydning den har for hendes spirende venskaber. Den er ildevarslende og utryg. Jeg er selv fra Vestjylland, faktisk fra en af små byer hun nævner, og jeg kan 100 % genkende portrætteringen. Men som en insider vil jeg også tillade mig at vende den rundt. Jeg synes ligesom Pilgaards hovedperson, at den mellemmenneskelige stilhed kan være ubehagelig. Den kan opleves som en social falliterklæring, som det er tilfældet for jeget i romanen. For mig personligt føler jeg det sommetider som en personlig falliterklæring. At man ganske enkelt ikke er interessant nok til at holde en endeløs, stimulerende samtale gående. Hvis Pilgaards personer oplever samtalesorg, så lider jeg af samtaleskam. I modsætning til mange andre romaner, som også handler om provinsens kommunikative kortslutning, er romanen ikke fordømmende overfor de umælende landsbyboere. De er formet af det landskab de er en del af – og de er gode nok. Det dulmer samtaleskammen.

Samtalen findes

Og samtalen etableres alligevel på sin egen forunderlige vis, om end denne samtale ikke er storbyens. Måske fordi mennesker trenger mennesker, som de ville sige i Skam.

Jeget oplever på en gang at stå uden for, men finder også et fællesskab og en funktion i Velling. Hun besvarer breve i lokalavisens brevkasse, bliver et fast inventar ved den lokale køreskole og indgår på en mærkelig måde i fællesskabet på højskolen, ved sønnens dagpleje og med sine nye venner Krisser fra mødregruppen og Sebastian, som er påhæng ligesom jeget. Pilgaards hovedkarakter rummer både fællesskab og ensomhed. De to ting kan godt være til stede samtidig, og det er der noget forfriskende i.

//Birgitte

Om at skrive en bog #2

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

Vi er kommet dertil i denne føljeton, hvor jeg er færdig med romanen. Jeg har flyttet rundt på kapitler (det er noget forfærdeligt rod at gøre, dugodegud), rettet, læst igennem, og endnu længere end det – jeg har sendt manuskriptet af sted. Sommerfuglene stormer stadig rundt indeni mig.
Måske skal vi gå et skridt tilbage og se på, hvad der skal til (udover et færdigt manuskript), inden man sender det ud. Hvad er et følgebrev, hvem skal man sende til, og hvad så nu?

Helt konkret er der de praktiske ting ved at sende en bog ud i verden. Først og fremmest forventes der, at man vedhæfter et følgebrev eller en synopsis, når man sender sit manuskript til et forlag. Her præsenterer man romanen (genre, målgruppe, plot, protagonist og baggrund for historien) samt sig selv helt kort. Hvis nogen skulle være i tvivl, så er det en ret besværlig opgave. Det er basically et forsøg på at sælge sig selv og sin bog på en halv til en hel side. Det er det første forlaget møder, når du kontakter dem, og derfor føles det ret vigtigt – det har det i hvert fald gjort for mig.
Jeg gjorde tre ting, for at få mere styr på følgebrevet. 1) Jeg lyttede til Bogskaberiets podcastafsnit “Find dit forlag”, hvor de blandt andet taler om at skrive et følgebrev. 2) Jeg skrev en kladde, som jeg delte med min skrivegruppe, der gav mig feedback. 3) Jeg tilpassede følgebrevet, og sendte det til min skrivementor fra Dansk Talentakademi, som hjalp med at få de sidste detaljer på plads.

Når man har styr på manuskript og følgebrev, så er der faktisk ikke rigtigt andet at gøre, end at få sendt af sted (og det er her mine ben bliver til gele). Jeg har forsøgt at gå mere praktisk til værks, for ikke at blive alt for investeret (as if). Derfor har jeg researchet på diverse forlag, for at få kendskab til både dem og deres udgivelsesprofil. Herefter har jeg rangeret hvert forlag fra et til tre, alt efter, hvem jeg helst vil udgives hos. Jeg har derfor tre grupperinger med tre-fire forlag under hver rang pt.
Jeg sender allerførst manuskriptet til de forlag, der ligger i første gruppering. Det betyder, at jeg sender til flere ad gangen, og det ved jeg godt, at der er delte meninger om den slags. Forlagene skriver ofte, at de helst ser, at man kun sender til ét forlag ad gangen, og det er på alle måder for at stille sig selv i den bedste position muligt. Der er op til tre måneders svartid per forlag (plus-minus), og det betyder altså, at hvis man kun sender til ét ad gangen, og det først er forlag nummer 15 der antager en, så kan det tage rigtig, rigtig lang tid. Forestil dig at være arbejdsløs, og kun måtte sende én ansøgning af gangen, fordi du hver gang skal vente på at få et svar. Det ville være håbløst! Derfor har jeg valgt at gøre det på denne måde.

Jeg sidder nu her, en uge efter at have sendt min roman af sted for første gang, og kan mærke, hvordan det stadig kribler i mig, når jeg tænker på det. Det var med bankende hjerte, jeg trykkede ‘send’ – selv til mine eksaminer på uni har jeg ikke været så nervøs. Ærefrygt, et ord jeg nok aldrig rigtig har brugt, er det mest sigende for situationen. Tankerne svinger som et pendul fra “så god er den heller ikke, måske er den helt væk, hvorfor skulle de nogensinde ville udgive den?” til “ærlig talt, det kunne godt blive en international bestseller, og hvad hvis de vil filmatisere den?”. Ikke bare fra dag til dag, nogle gange fra minut til minut.
Jeg har fået råd om at glemme bogen på grund af den lange svartid (som i sig selv er ren tortur) og bare begynde på noget nyt.

Noget nyt? Jeg føler, at jeg har løbet et maraton, og endelig er jeg færdig. Mine ben syrer, jeg skal overveje hvert eneste skridt, for ikke at falde sammen, og nu bliver jeg bedt om at løbe videre. Det er ikke fordi, jeg ikke har lyst – men jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal få mine ben til at virke igen. Hvordan slipper jeg karaktererne, den verden, det plot, jeg har brugt al min energi på, til fordel for noget, der ikke eksisterer endnu? Det er det næste skridt, og det er overraskende svært. Men det er her jeg står pt. – med et færdigt manuskript, der er ude og lede efter sin plads i verden, og et hoved, der er alt for tomt og stille. I hvert fald i et øjeblik endnu.

// Caroline