Tag: roman

Ord om “DET FÆLLES BEDSTE”

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar fra Harpyie]

Forfatter: Selma Rosenfeldt-Olsen
Udgivelsesår:2022
Antal sider: 157

“- Jeg troede altid, man forstod sin søster, siger Judith.
– Nej, man tilgiver hende bare lige meget hvad.”

Jeg er conflicted. Det er langt lettere at skrive anmeldelser af bøger, når man er enten meget begejstret eller meget det modsatte, end når man er i tvivl. Men altså – jeg er i tvivl. Den korte roman foregår i Tyskland i 40-50-60’erne, hvor vi følger to søstre og en mulig tredje søster. Fælles for dem er, at de hver især forlader det de kender til fordel for det ukendte, i håbet om at finde et sted at høre til.

Jeg flød gennem bogen og var meget investeret i søsterskab og akademi, og glædede mig til at finde ud af, hvad formålet med det var. Hvad er et Element og et Redskab, hvem er Gudfar – en frelser eller en Humbert Humbert-type? Hvorfor alle de mottoer og børnelege? What is the purpose?

I virkeligheden er legene, reglerne, søsterskab og akademi nok alle et udtryk for fællesskaber og forsøg på at passe ind. Men for at være helt ærlig, så skuffede det mig lidt, at finde ud af, at der ikke var noget højere formål/manifest/dybere årsag med akademi og lege: at det “bare” var for at finde fælles fodfæste. Som jeg skriver det her, kan jeg godt se, at det i sig selv lyder virkelig fint at imitere omverdenen på måder, der kan inkludere dem, der ellers ikke passer ind. Der var bare noget i leveringen, der skabte en forventning om noget andet og noget mere. Giver det mening?

Anywho, fordi jeg ikke ved, hvad jeg ellers skal sige, kommer her en liste over de ting der begejstrede mig, og de ting der tabte mig:

+ Sproget var nice. Skrivestilen var (især hos Lora) meget nøgtern og konstaterende, store ting blev fortalt ganske simpelt, og det underspillede var formidabelt.

+ Søstrene Lora og Manni er sammen en fin enhed, men er også to mere eller mindre dysfunktionelle sjæle, der har svært ved at være mor, kone, menneske. Selv fysisk distance mellem dem fjerner ikke søsterbåndet, som i sig selv er defineret af både kærlighed og magt.

+ Børnenes lege, som imiterer samfundet omkring dem i al deres makabre absurditeter. Var grotesk og ækelt og spændende – også selvom det undrede mig, at legene forblev så stor en del af voksenlivet.

– Der var så mange ting i spil, som jeg ikke fik svar på. Det endte med at føles som løse ender, måske fordi jeg netop var så investeret i akademiet og Gudfar, men aldrig fik den dybere forståelse for deres eksistens og formål.

– Alt det med togene. I don’t get it. Kunne heller ikke læse siderne (tak for hjælpen i dm!)

Jeg var komplet opslugt fra start, men jo mere jeg nærmede mig slutningen, jo mere skulle jeg kæmpe for at holde fast. Jeg følte mig på en eller anden måde lidt tabt – som om det fællesskab, der hele tiden bliver søgt og savnet ikke nødvendigvis inkluderede mig og min forståelse.

//Caroline

Ord om “SUPER”

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar fra Forlaget Republik]

Forfatter: Marie-Louise Hansen
Udgivelsesår: 2020
Antal sider: 388

First look og det taktile
Man kan ikke tale om “Super”, uden at se forbi de vilde valg der er taget for den trykte bog (se den på insta her). Omslaget er blødt og mat, der er en flap om siderne der gør, at når den er lukket, er den en lyserød firkant. Siderne er glittet papir, der føles fantastisk at glide fingrene henad, men som skaber genskin når man læser under stærkt lys. Teksten er comic sans, og det får alt i mig til at stritte. På den måde er den både smuk og skrækkelig, seriøs og komisk allerede inden læsningen er begyndt.

Forvirring og #triggerwarning – vægtfokus
Første halvdel af romanen var mildest talt en stor forvirring. Bagsideteksten gav heller ikke megen info. Kort og godt, “Super” er en kollektiv roman; mange fortællere, mange perspektiver. De første tre – måske fire? – perspektiver var uden rigtig kontekst til hinanden, og jeg fangede ikke skiftet mellem karakterer før forvirringen var total. Jeg vidste simpelthen ikke, hvem jeg fulgte, og da teksterne er fragmenterede tanker og scener, der pendulerer frem og tilbage, havde jeg som nyankommen læser til denne verden virkeligt svært ved at følge med.

De første karakterer havde uforbeholdent meget fokus på vægt og krop, fedme som et problem og det slanke som et mål, og emnet fylder også hos de resterende personer (om end mere diskret end det eksplicitte i de første dele). Siderne er spækket med selvlede ved at spise, sejr ved at lade være, styrke i tyndhed, konstante diæter eller ædegilder. Med et kritisk blik ser man tydeligt, hvordan alle disse perspektiver fremstilles som problematiske, men det er meget voldsomt, ulækkert og hadsk beskrevet, og derfor var det ikke just behageligt at bevæge sig igennem første halvdel.

Anden halvdel – kontekst, sammenhæng og relationer.
Halvvejs i bogen oplevede jeg et temposkift, måske fordi karaktererne var knap så fanatiske, måske fordi fokus på sex og vægt bliver mindre eksplicit og sproget mere tilgængeligt – det i sig selv hjalp med at løfte den tåge, første del var indhyllet i. Der er mere kontekst, mere sammenhængskraft, mindre desperation, og relationerne begynder at blive tydeligere. Karaktererne er, om end en smule karikerede, langt lettere at forstå og følge, og endelig begyndte jeg at kunne fokusere på sproget.

Anden halvdel var en langt bedre oplevelse, og gjorde mere indtryk end alt det groteske i første del, der føltes mere som provokation end faktisk sproglig virkning. Hvis man kan udholde fokus på vægt, og hvis man er til det ulækre (tænk Dr. Pimple Popper, men med vægt og sex), så kan det være, at bogen er til dig.

//Caroline

Ord om “ÅKVINDEN” af Zara Palmquist

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar fra Forlaget Futurum]

En teaterroman – what a concept! Jeg har kun en enkelt gang læst en bog i manuskript-form (SKAM Sæson I, hamrende godt), og var virkeligt begejstret for at skulle læse i det format igen.

Ondskab og frygt i evig spiral
En by rammes af tragedie på tragedie, da flere børn først forsvinder, herefter findes døde, druknede, mishandlede. Borgerne er bange, selvfølgelig er de det, og med angsten følger indbildte skygger. Åkvinden bevæger sig rundt blandt borgerne, som isolerer sig og vender sig mod hinanden. Alle har så travlt med hinanden, at ingen ser den groteske leg, børnene drages ind i.

“Åkvinden” er en historie om ondskab og frygt – om hvordan de to er bundet sammen, hvordan de er hønen og ægget, hvordan de er ringe i vandet, der spreder sig med enhver bevægelse. På den ene side har vi den grusomme, mytiske skikkelse, den direkte ondskab mod børnene – det fysiske og konkrete. På den anden side har vi de handlinger, der er baseret på frygt, og som i langt højere grad er den psykologiske, mentale ondskab, den utilsigtede. Det var vildt at sidde med en bog, hvor begge dele kæmpede om at blive mest skrækkelig.

Alt det usagte på godt og ondt
Fordi det er et manuskript, er der meget usagt – karaktererne kan virke kolde og mangle noget dybde. Vi møder dem i handling, i dialog, vi kigger ikke indeni karaktererne på nogen måde; vi ser kun det, de i en eller anden grad vælger at afsløre. Karaktererne forblev meget skikkelser frem for hele mennesker, men måske er det en del af pointen: De hedder trods alt blot “Borgmester”, “Borger 1-22”, “En mor” og “I et parforhold 1 og 2”. Det skaber en distance til karaktererne, men gør dem på en eller anden måde også meget generiske. Det bliver tydeligt at disse karakterer kunne være hvem som helst, og det i sig selv gør for mig historien endnu mere uhyggelig.

Er man til uhygge og mystik, sagnvæsner og mord, eksperimenterende formater og det groteske, så er “Åkvinden” et godt bud. Bogen er desuden vanvittigt smuk, og derudover den første udgivelsen af Forlaget Futurum – det er en udgivelse, de godt kan være stolte af.

//Caroline

Ord om “Blå toner”

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof]

Når en roman formår at få etiske spørgsmål flettet ind i en bog på en flydende, naturlig måde, så løfter plottet sig flere niveauer. Og når plottet i forvejen er godt – så er der altså tale om en ret fantastisk bog. “Blå toner” er mit første møde med videnskabskrimien, og min skepsis til genren inden jeg gik i gang, tager jeg komplet i mig igen!

Etik, medicin og kapitalisme

I “Blå toner” er et middel mod klinisk sorg ved at blive udviklet, og effekten bliver forsket i på Århus Universitet. Intentionen med prædikamentet er at hjælpe mennesker med sorgdiagnosen Prolonged Grief Disorder til at få det bedre. Selvom medicin kan være en fantastisk hjælp, er selve medicinindustrien også en magtfuld spiller i et kapitalistisk samfund, og det bliver hurtigt tydeligt i romanen. Der er meget på spil, både i form af ønsket om at hjælpe mennesker, de økonomiske incitamenter og selvfølgelig de personlige agendaer alle involverede måtte have.

Det hele udspiller sig gennem to psykologistuderendes specialeskrivning, en psykologs undersøgelse af prædikamentet og skaberens udvikling af medicinen Callocain. Det giver helt vildt god mening at få flere perspektiver på – og her har vi alt fra sorgramte, medicinkritikere, forskere og brugere af medicin; alle med hver deres baggrund og motiv. Det skaber muligheden for at forstå alle facetter af medicinen, både behovet og frygten for den.

Autentisk historie og flydende

Selvom det lyder som en stor mundfuld med store etiske og filosofiske spørgsmål gennem medicinindustriens interne og eksterne perspektiver, bliver de etiske udfordringer sat i en overraskende realistisk kontekst med meget fine karakterer. Jeg blev igen og igen overrasket over, hvor autentisk hele historien føltes, og hvor sandsynlige både situationer og motiver der skildres. Man tror virkeligt på historien. Derudover var sproget overbevisende og flydende, og bidrog kun til en virkeligt god læseoplevelse!

Det bliver helt sikkert en af mine faste anbefalinger.

//Caroline

Ord om “Gå til grunde” af Daniel Boysen

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar fra Jensen&Dalgaard]

Ved bogens titel står der “Roman i stykker” – men det er mere end det. Det er drømme i stykker, hjerter i stykker, tårer på kinderne, sorg og afsavn. Jeg læste ikke mere end de første to sider, før mine øjne var våde, og tårerne flød ned ad mine kinder.

Fertilitetsbehandlingens vanvid

En mand og en kvinde mødes, de forelsker sig, de vil formere sig – skabe en sammensmeltning af dem. De vil lave et væsen af deres eget kød og blod, og de vil få nye roller i livet. Men de mister. Og de mister igen. Vi følger faren – for han er en far, selvom barnet, børnene, ikke eksisterer i fysisk forstand. Hans rolle i fertilitetsbehandlingen er tæt på ikke-eksisterende. Han leverer sæd og han venter. I hjemmet er de, Manden og Kvinden, fælles om processen, men i øjeblikket de rammer hospitalet, forsvinder Mandens vigtighed, hans deltagelse, hans bidrag og emotionelle respons tages ikke i betragtning som Kvindens.

Manden bliver underkendt for sin rolle som Far, fertilitetsprocessen bliver underkendt som en oprigtig sorg. Det hele beskrives lyrisk og poetisk, og sproget passer uendelig fint til den sorgfulde tone.

Muligheden for genkendelse i en ukendt situation

Bogen handler om ufrivillig barnløshed, og er ikke et emne, jeg egentligt har beskæftiget mig med – hverken i litteraturen eller i mit eget liv. Alligevel er den længsel efter at formere sig, at skabe et barn, at miste og miste og miste så nærværende i romanen. Der er en art af indvielse i et meget intimt rum, og selvom jeg ikke kender det rum på forhånd, er det slet ikke så fremmed som man skulle tro. Faren bliver glemt, moren er et skaberinstrument, og med to streger på en pind er forældreskabet sat i værk – det forsvinder ikke, selvom barnet gør. Der må være langt flere usynlige forældre rundt omkring, end man forestiller sig, og med bogen bliver de set. Det føles rart.

//Caroline

Ord om LiteratureXchange: Leonora Christina Skov

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Reklame, billetter modtaget af LiteratureXchange]

Sidste arrangement for mit vedkommende var med Leonora Christina Skov, og jeg glædede mig meget. For som så mange andre ser jeg virkeligt mig selv i hendes seneste to romaner Den, der lever stille og den selvstændige fortsættelse Hvis vi ikke taler om det. Jeg synes klart bedst om Den, der lever stille, som for mig er en meget almen fortælling om at blive sig selv og om ønsket om accept og kærlighed. Selvom Hvis vi ikke taler om det fortsætter i samme spor, blev den på nogle punkter lidt for indspist. Jeg mente med andre ord, at den primært ville appellere til folk, der af den ene eller anden grund var interesseret i insiderviden fra den københavnske kulturelite (læs: forlagsbranchen).

Den opfattelse fik Leonora Christina Skov rokket ved. Hvis vi ikke taler om det er, ifølge Leonora Christina Skov, en bog om klasse og om Leonoras rejse fra middelklassefamilien i Helsinge til universitetsmiljøet og forlagsbranchen i København. Her erfarede hun, hvordan netværk var altafgørende for, hvilke studiejobs, man fik, og hvordan man nogle gange var begrænset i sin adgang til bestemte litterære værker, hvis ikke man havde et familiemedlem, som man kunne låne af. Hun fortæller også om, hvordan hendes medstuderende allerede i starten af studiet vidste, hvordan man skulle gebærde sig på universitetet. De havde allerede læst de rigtige bøger, og de vidste, hvordan man skulle diskutere på den helt rigtige måde. Samtidig var man ubeskyttet, når man som ung, håbefuld forfatteraspirant indtrådte på kontorerne ved indflydelsesrige forlæggere. Hun fortæller også om, hvordan farens egen sociale opstigen fra arbejderklasse til middelklasse prægede hele hendes barndom. Hun skal arbejde hårdt og få sig en ordentlig uddannelse (det var litteraturvidenskab, som Leonora læste, bestemt ikke!) for at kunne klare sig godt i livet.

I Hvis vi ikke taler om det indgår der flere levende personer, end det var tilfældet med Den der lever stille. Selvom Leonora Christina Skov insisterer på, at man har ret til sin egen historie og sit eget stof, medfører det alligevel en række etiske overvejelser i forhold til, hvad man kan skrive om andre mennesker. Hun skærer andres problemer fra, hvis de ikke er centrale for romanens hovedspor og forsøger ellers at fremlægge scenerne så objektivt som muligt uden egne fortolkninger. Når man er dygtig til at skrive har man en kæmpe magt, og det skal man være sig bevidst. Men som Leonora Christina Skov også påpeger, hvis man vil have en helgenkåring i romanerne, så må man også tage og opføre sig ordentligt.

//Birgitte

Ord om LiteratureXchange: Stine Pilgaard og Alberte Winding

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Reklame, billetter modtaget af LiteratureXchange]

END-E-LIG. Endelig oprandt dagen, hvor vi kunne tage ud og mødes med hinanden og lytte til kloge mennesker fortælle om deres bøger. Det var nærmest som om, coronaen var en saga blot (men også kun som om, for som Jay Gatsby erfarer i The Great Gatsby, så kan vi ikke udviske fortiden, og der var da også afstandskrav, krav om coronapas og afspritning, hvis vi skulle deltage).

Vores første arrangement på årets LiteratureXchange var med Stine Pilgaard og Alberte Winding og bar titlen “Fiktion og sangtekster”. Samtalen, som blev modereret af Lotte Kirkeby, tog udgangspunkt i deres forfatterskaber. De to har det tilfælles, at de udover at skrive romaner også begge skriver sange. Det var det, samtalen drejede sig om: på hvilken måde adskiller sangskrivningen sig fra romanskrivningen? Hvad er det, de to genrer kan hver for sig og i samspil med hinanden?

Vi fik hurtigt stadfæstet den primære forskel imellem prosa og sang, nemlig musikken. Musikken er en afgørende del af sangskrivningen. Den vil også fortælle noget. En violinstemme kan give et ekstra lag til teksten, som ikke allerede eksisterer i den selv. Ordrene kan bekræfte melodien eller de kan stå i modsætning hertil. En væsentlig forskel på Alberte Winding og Stine Pilgaard er, at Pilgaard ikke komponerer. Hun skriver altid sine sange til eksisterende melodier. Hun fortæller, hvordan hun var særligt udfordret, da hun skulle skrive sønnens fødselsdagssang “Efterårssang uden blæst”, som indgår i hendes seneste roman Meter i Sekundet. Hun troede først, hun skulle skrive sangen på “Se, nu stiger solen”, en meget smuk og håbefuld melodi, men opdagede sidenhen, at melodien var for optimistisk, hvorfor hun valgte den vuggende og melankolske “Sov sødt barnlille”. For Alberte ligger ordene gemt i musikken.

Sangen rummer derudover et helt særligt potentiale for fællesskab. Vi synger sammen, og for Alberte gælder det også, at sangskrivningen er en fælles proces. Andre kan tage ejerskab over ens sange, og man kan høre dem synge dem sammen. Pilgaard påpeger, hvordan det for hende kommer tættere på, når hun hører sine sange sunget, end hvis hun går forbi en læser i toget. Og så kan prosa og sang to forskellige ting. Hvor sangen er en bouillonterning, kort, intens og følelsesfuld, kan prosaen rumme hverdagens små dramaer, som når Pilgaards hovedperson irriteres over en overfyldt skraldespand.

//Birgitte

Ord om “Hvis vi ikke taler om det”

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar modtaget fra Politikens Forlag]

Jeg var KÆMPE FAN af Den, der lever stille, Leonora Christina Skovs bestsellerroman fra 2018, da den udkom. Leonora Christina Skov formåede, hvad jeg stadig mener er de færreste forundt, at skrive i et sprog, man som læser glider ubesværet igennem, samtidig med, at hun skriver store almenmenneskelige følelser frem. Det er nok også derfor, bogen blev så stor en succes, som den blev. Den taler om oplevelser, de fleste kan nikke genkendende til i et sprog, de fleste kan forstå. For mit vedkommende følte jeg, der blev sat ord på oplevelser og tanker, jeg havde haft, men som aldrig var blevet italesat før. Jeg følte et kæmpe fællesskab med hovedkarakteren, som jeg kunne spejle mig i. Jeg var ikke alene med mine oplevelser. Dem delte jeg med Leonora og mange andre, der læste hendes bog.

Nu er hun tilbage med opfølgeren, Hvis vi ikke taler om det. Bogen lægger sig i direkte forlængelse af den første. Vi møder Leonora under sin foredragsturné med Den, der lever stille, og dykker efterfølgende ned i det, Leonora kalder sit andet store udspring: nemlig, at springe ud som forfatter.

At blive til som forfatter

Ligesom i forgængeren springer vi imellem erindringsscener fra barndom, ungdom og voksenliv og et nutidsspor, hvor forfatteren reflekterer over skriveprocessen, og de valg der træffes, når man nedfælder sine egne oplevelser i romanformen. Den åbenhed fungerer rigtigt godt, for vi er efterhånden så bekendte med genren, at vi alligevel godt ved, at det ikke er ~*~ den objektive sandhedTM (den findes ikke). Der giver det noget, at komme helt tæt på hendes overvejelser. Hvor svært det kan være, at gennemleve perioder i sit liv og skrive om dem og selvfølgelig også, hvorfor det er vigtigt.

Hvis vi ikke taler om det har ikke samme bredde appel som forgængeren. Fokus er i for høj grad på Leonoras vej ind i forlagsbranchen. Det er en klassisk fortælling om social mobilitet og om at satse på sine drømme, hvor hårdt arbejde det er undervejs, og hvor lykkeligt det er, når det går godt. Jeg tror ikke, at det er alle mennesker, der nødvendigvis vil kunne forholde sig til skildringen af den københavnske kulturelite eller nødvendigvis er interesseret i branchen som sådan. Billedet af Leonora er også noget mere mudret end i den første bog. For mig personligt er det ikke et problem. Jeg synes, det gør hende mere menneskelig, når hun skildrer sine egne mørke sider (som når hun fx er irriterende optaget af, hvad andre mennesker tænker om hende, og hvorvidt de synes, hun er interessant eller ej). Det er også frustrerende, når hendes arbejdsmoral og pligtopfyldenhed nærmest leder til, at hun arbejder sig halvt i stykker. Successen er et privilegium, men den er samtidig hård at være i. Det er meget tydeligt i bogen.

Titlens løfte

Leonora Christina Skov vil have os til at tale om det, der er svært. Hvis ikke vil det få konsekvenser for os. Det fik konsekvenser for hendes mor, som aldrig dannede nogen tætte relationer, måske med undtagelse af Leonoras far, før det var for sent. Det er en påmindelse om at turde at tage bladet fra munden og tale – for kun på den måde kan vi leve autentisk som os selv og danne stærke relationer til andre.

//Birgitte

Ord om “Pseudo”

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar modtaget af forlaget Basilisk]

Jeg elskede at læse tegneserier som barn. Jeg slugte side op og side ned af jumbobøger, Valhalla-tegneserierne og anime-serier, som kunne lånes på bibliotekets børneafdeling. Så på et tidspunkt stoppede jeg med det. Måske fordi genren ganske enkelt ikke fandtes på voksenbiblioteket, som jeg overgik til, som tiden gik, og jeg blev ældre. Tegneserieformatet er noget, vi typisk forbinder med barndom, men over de seneste år har flere og flere fået øje på genrens potentiale, og de grafiske romaner bliver mere og mere udbredt – også til voksne. “Pseudo” af debutanten Mathilde Digmann er en sådan roman.

At læge sine sår

I bogen følger vi hovedkarakteren Cat, som prøver at samle sig sammen og komme videre efter bruddet med sin kæreste. Hun læger sine sår ved at kaste sig ud i det ene problematiske forhold med mænd, hun ikke rigtigt gider være sammen med, selvom hun prøver at få sig selv overbevist om det modsatte. Hun trives ikke på jobbet og bruger det meste af sin tid i en konstant hashtåge sammen med sin primære følgesvend, hendes kat. Så bliver nedsmeltningen vist ikke mere rockstjerne-dekadent. Bortset fra at Cats sammenbrud ikke er særligt sexet (uanset hvor mange nøgenbilleder, hun tager) men snarere tragisk. Som læser har man ondt af hende, når man ser hende fylde sit liv ud med stoffer og sex. Det gør hende ikke lykkelig, selvom hun så desperat gerne vil være det.

Den grafiske romans potentiale

Jeg synes, bogen fungerer rigtigt godt som grafisk roman. Billeder og tekst komplementerer hinanden virkeligt flot, og tegningerne, som i øvrigt ikke er farvelagte, illustrerer rigtigt fint Cats mentale tilstand. Jeg tror ikke, man skal underkende genrens potentiale for netop at skildre følelser, uanset hvor ekstreme de følelser er. Den har en måde at fortælle på, som er anderledes fra, hvad en almindelig roman ville kunne udtrykke. Og vi er aldrig i tvivl om, hvor skidt Cat har det, når vi ser hende portrætteret igennem hele romanen. Hendes mentale tilstande gestaltes nemlig så fint i Mathilde Digmanns tegninger.

Der er generelt gjort rigtigt meget ud af bogens visuelle udtryk. Det gælder selvfølgelig indholdet, men det gælder ikke mindst også bogens omslag, hvis blanke overflade fungerer som et spejl. Vi skal altså kunne spejle os i Cat, hendes tanker og følelser undervejs i bogen. Det er et grundvilkår for de fleste mennesker at miste, og de fleste vil kunne se sig selv i Cats afgrundsdybe sorg over tabet af forholdet, og hendes forsøg på at udfylde det tomrum, som ekskæresten efterlader. At være så desperat efter at finde en ny, at man affinder sig med hvem som helst og på den måde også overskrider sine egne grænser. Men Cat er også en hovedkarakter med meget ekstreme copingmekanismer, som jeg personligt har meget svært ved at genkende mig selv i. På den måde bliver hun en lidt utilgængelig hovedperson, som jeg har svært ved at connecte fuldstændigt med. Det betyder dog ikke, at hendes (og personer som hende) historie ikke er vigtig at fortælle. Det gør Mathilde Digmann med den grafiske roman “Pseudo”, som på mange måder er en visuelt smuk og barsk bog.

//Birgitte

Ord om månedens udfordring: Februar

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

I denne måned fik jeg til opgave at læse en bog, der fik mig ud af coronahelvedet. Jeg grublede noget over dette, men jeg besluttede mig i sidste ende for, at universet skulle være så langt fra smittetal, pressemøder og sundhedskurver, som muligt. I sidste ende faldt valget på ingen ringere end “Peter Pan”, J.M. Barries klassiker fra 1906, som jeg har villet læse i noget tid. Nu skulle det altså være – Peter skulle redde mig!

Hvordan skriver man om Peter Pan?

Det er jo egentligt lidt besværligt at skrive om en bog, der er så kendt. De fleste kender Peter Pan i en eller anden skikkelse. Jeg har selv set Disney-versionen flere gange, end jeg har tal på, såvel som live-action versionen fra 2003, hvor Jason Isaacs (aka. Lucius Malfoy) spiller Captain Hook. Dette bliver derfor ikke et klassisk skriv, men er snarere brudt op i 10 ting jeg ikke vidste om “Peter Pan”, før jeg læste bogen.

  1. Neverland er alle børns drømmeland

    Det er åbenlyst, at man kan læse Neverland bogstaveligt og metaforisk. Det gør sig typisk gældende for eventyr- og fantasygenren, at de rummer begge muligheder. Neverland kan læses helt bogstaveligt, som et eventyrligt land, børnene Wendy, Michael og John rejser til, eller vi kan læse det, som et udtryk for børnenes fantasi. Selv synes jeg romanen lægger meget op til sidstnævnte, men Mrs. og Mrs. Darling og barnepigen Nanas sorg over børnenes forsvinden peger også på førstnævnte. Jeg har engang hørt en teori om, at Neverland skulle være et slags dødsrige. Det er trods alt kun et dødt barn, som slipper afsted med aldrig at bliver voksent, sådan som det er tilfældet med Peter og drengene på øen. Jeg synes dog ikke rigtigt, der er andet, der peger i den retning – og drengene /vokser/ jo også op med tiden.
  2. Bogen er ret sentimental i sin sproglige tone

    Man skal liiige ind i det, når man begynder at læse bogen. Der er det nærmest for puttenuttet og sukkersødt, og man kan virkeligt fornemme, at romanen er et barn af sin tid. Til gengæld fortælles romanen af en ukendt jeg-fortæller, som giver den et mundtligt præg, der minder om de klassiske folkeeventyr, hvilket fungerer rigtigt fint.
  3. Nana er faktisk en hund

    Familien Darlings barnepige er faktisk en hund i den oprindelige roman (jeg troede, måske Disney havde fundet på det på samme måde, som de har levendegjort statuerne i “Klokkeren fra Notre Dame”). De andre barnepiger er dog ikke så glade for at dele erhverv med en hund. Det forstår man på en måde godt.
  4. Familien Darling er fattige

    I Disney-versionen af filmen er der ingen tvivl om, at familien Darling tilhører det bedre borgerskab. Mrs. Darling er klædt smukt på og Mr. Darling render rundt og leder efter sine manchetknapper til sit kjolesæt i begyndelsen af filmen. I bogen er de til gengæld ret broke. Mr. Darling har ganske vist sin uddannelse, men familien har ikke råd til barnepige (det er derfor, de har Nana), og de to diskuterer, om de overhovedet har råd til et barn med deres indtægt.
  5. Det tager flere dage at komme til Neverland

    Børnene flyver i dagevis, før de endeligt lander på øen. Undervejs må de spise det, de fanger og sove på maven, imens de flyver (de får dog ikke lov at sove særligt længe, for Peter er et asshole, der holder dem vågne, fordi han synes, det er kedeligt at sove).
  6. Romanen er vildt sexistisk og racistisk

    Altså bevares jeg ved godt, at bogen er fra starten af 1900-tallet, og jeg forventer heller ikke, at deres moral skal matche vores anno 2021. Men seriøst. For det første behandler drengene og Peter Wendy ret dårligt. Hun laver ikke andet end at passe hus, lave mad og lappe deres huller i bukserne. Barrie taler også ret nedladende om piger og kvinders interesser (de har ingen! – udover at gå i hjemmet og passe hus selvfølgelig). Derudover er Peter ret nedern overfor Tinker Bell, hvis gardin han truer med at trække fra, så de andre kan se hende uden tøj på, hvis hun ikke gør, som han siger #metoo

    Hvad angår racismen: indianerne, som i øvrigt adlyder Peters mindste vink (selvfølgelig, eye roll), bliver skildret ret stereotypt. Derudover: hvad sker der for, at indianere er på linje med eventyrvæsener som feer og havfruer?
  7. Tinker Bell er ikke så nedern, som Disney gør hende til

    Ser vi lige bort fra, at Tinker Bell får drengene til at skyde Wendy (det er selvfølgelig også ret bad), så er hun faktisk ikke så slem, som Disney gør hende til. Det er i hvert fald ikke hende, som afslører deres skjulested for piraterne, sådan som det er tilfældet hos Disney.
  8. Bogen slutter med en ny generation af Darlings

    Bogen slutter ikke på børneværelset, hvor børnene tager afsked med Peter, men med Wendys datter, Jane, som tager afsted med Peter Pan. Sidenhen hører man om Janes datter, Margaret, og hvordan denne cirkel vil fortsætte, så længe der er børn til.
  9. Captain Hook er skolelærer

    Bogen skildrer egentligt Captain Hook relativt pænt. Han er smuk, belæst og en rigtig gentleman (han står langt over sit mandskab, som konstant omtales som hunde). Han er også skolelærer og tidligere elev på Eton, en drengeskole for overklassebørn. Det giver på den måde fremragende mening, at han er den primære antagonist, for han er nærmest Peters modsætning.
  10. Fun fact (har ikke noget med bogen at gøre dog)

    Når teaterstykket opføres spiller den samme skuespiller typisk rollen som Captain Hook såvel som Mr. Darling. Det giver jo egentligt god nok mening, hvis man anskuer det som duellen imellem far og fremtidig ægtemand. Her vinder ægtemanden selvfølgelig, for kvinden skal jo giftes, det er klart.

    Er der noget, du er blevet særligt overrasket over, efter at have læst bogen, som du ikke vidste i forvejen?

    //Birgitte

Ord om “Den jeg skulle blive”

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar fra Gutkind]

Den fedeste litteratur, er den slags litteratur, hvor forfatteren formår at skrive så alle på en eller anden måde genkender sig selv eller den virkelighed, de er en del af, i den. Sådan havde jeg det, da jeg læste norske Geir Gulliksens roman “Den jeg skulle blive”, som netop er udkommet på forlaget Gutkind.

Gulliksens hovedkarakter og jeg-fortæller, Henning og jeg har ellers tilsyneladende ikke særligt meget tilfælles. Han er midaldrende, fraskilt for anden gang og far til to døtre, hvoraf han nærmest ingen kontakt har til den ældste, Synne. I løbet af romanens første sider mister han tilmed sit job på reklamebureauet som følge af en #metoo-sag. Hans fald er komplet. Han har intet tilbage af det, der gjorde ham til den, han var. Og hvilket bedre udgangspunkt for at undersøge netop det? Hvem han er, hvordan han er blevet sig selv – og hvem han bliver til, som tiden går. Jeg tror, de fleste stiller sig selv de her spørgsmål hele tiden. Vi genfortæller vigtige livsbegivenheder for os selv, for at skabe mening i fortællingen om os selv, den vi var, er og bliver.

Vi bliver til i relationen til andre

I Gulliksens roman bliver Henning til i mødet med andre, særligt de kvinder (og mænd), han er sammen med. Han giver kvinderne det, han tror, de vil have af ham. Han tilpasser sig datteren Synne for ikke at skubbe hende væk fra sig, selvom de politisk og værdimæssigt er hinandens diametrale modsætninger. Han performer i flere tilfælde den identitet eller rolle, som det forventes af ham. Han er ekstremt selvoptaget og selvbevidst, fordi han netop hele tiden reflekterer over, hvem han tror, den anden vil have, han er. Det ligger også i titlen, “Den jeg skulle blive”. Han er meget opmærksom på ikke at tage sig ud på en bestemt måde. Han vil fx ikke være en af de der midaldrende, enlige mænd, man ser i supermarkedet med en frysepizza og en sixpack. Så går han ned og køber en lidt for kort habit, som slet ikke falder i Synnes smag (talk about midtvejskrise).

Henning er sådan en hovedkarakter, som på en gang er ekstremt relatérbar (for hvor kan man godt genkende sig selv i det der med at føle, at man skal leve op til en bestemt rolle og mærke, hvordan andre også tilpasser sig en, og dermed bliver til i relationen til én). På den måde kan det også være svært at fornemme, hvad der er autentisk, og hvad der ikke er. Hvem er man, når man er alene i sin lejlighed fri af andres blikke? Måske er den person ret ligegyldig, måske findes vi kun, når vi er en del af andres liv. Når vi bliver set af andre. Blikket er et centralt motiv i teksten: Hennings blik på sig selv og på andre; andres blikke på Henning.

En problematisk hovedkarakter

Det er i relationsbeskrivelserne og i Hennings karakter, at vi finder romanens sande kvaliteter. Jeg synes virkeligt, at Henning er en fantastisk hovedkarakter. Han er så problematisk og på ingen måde likable 24/7. Han gør ret mange forfærdelige ting. Han begår mange fejl, særligt over for de mennesker, der er tæt på ham. Han føler sig udnyttet af andre flere gange i romanen men er på ingen måde bleg for selv at udnytte andre. Han er selvretfærdig og veluddannet. En mønsterbryder som tager afstand til det, hans mor (og dermed Synne) repræsenterer. En klassisk 1970’er hippie, som søger den absolutte frigørelse, uagtet hvad det får af konsekvenser for de personer, han er tæt på. Han repræsenterer også en velkommen nuancering af #metoo-bevægelsen. Både fordi man kan diskutere retfærdigheden i, at han mister sit job, fordi han har strøget en kunde over kinden, men også fordi Gulliksen så fint skildrer mandens frygt for uintentionelt at komme til at gøre noget, som overskrider andres grænser.

Geir Gulliksen har skrevet en fantastisk bog om nære relationer, om identitet og seksualitet. Man kan mene meget om fortælleren og hovedkarakteren, Henning, men det er en kæmpe kvalitet ved bogen. Det får os nemlig til at tænke os om og tage stilling til os selv og andre omkring os.

//Birgitte

Ord om “Fremtidsspejl”

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

Det er de færreste som kan skrive, som Svend Åge Madsen. Helt eminent, skarpt, drilsk, humoristisk og ekstremt klogt. Han væver filosofi og videnskab sammen med gode fortællinger, som giver læseren lyst til at blive ved med at læse-læse-læse (!), lige til man når sidste side.

En eksperimenterende roman om eksperimenter

I “Fremtidsspejl” (2020) møder vi kronofysikeren Sverre Jun, som i begyndelsen forelsker sig i to kvinder, som han møder tilfældigt mere eller mindre samtidig. Det er jo et dilemma, for Sverre Jun må vælge imellem de to. I stedet for bare at date de to kvinder samtidig, som et almindeligt menneske, bygger han en maskine, som kan forudse de to kvinders udvikling over tid. Hvilken af de to kvinder vil han passe bedst med, når der er gået to – fem og ti år?

Sideløbende med Sverre Juns eksperimenter påbegyndes et psykologisk eksperiment, hvis mål det er dels at helbrede deprimerede personer, dels at optimere personligheden hos patienten. I begge tilfælde er idéen, at man påfører patienten elektrochok, hvilket giver dem et øjeblik af hukommelsestab. I det øjeblik kan man fortælle depressionen væk eller tilføre personligheden nuancer. I tilfældet med den deprimerede giver man patienten en anden livshistorie, hvilket helbreder dem for sygdommen. Eksperimentet finder vi også i “Enden på tragedie”, Svend Åge Madsens roman fra 2019. Det er et klassisk Madsensk træk, at hans fortællinger altid hænger sammen. Enten fordi karaktererne og miljøerne går igen, eller fordi det altid er de samme temaer, som udfoldes på ny. I “Fremtidsspejl” bliver dette endnu mere tydeligt. Mere om det om et øjeblik.

De to videnskabelige eksperimenter udfoldes ikke i Århus, som ellers er typisk for Madsen, men i en lille by Nøjrup. Byen kan vel bedst beskrives som et kommunistisk paradis. Penge eksisterer ikke, og alt der produceres tilhører fællesskabet. Man arbejder, fordi det har en funktion at arbejde, ikke fordi det giver status, magt og penge. Nøjrups identitet bygger på en fortælling, hvilket er endnu et klassisk madsensk tema, nemlig: hvad er fortællingens potentiale?

Det litterære eksperiment

Jeg synes i forvejen det er vildt, hvordan Svend Åge Madsen skaber sammenhæng på tværs af sine romaner. Det betyder ikke, at man skal have læst samtlige af hans bøger for at kunne forstå den nyeste. Men det er imponerende, hvordan han, igennem flere årtier, har opbygget et helt univers. I “Fremtidsspejl” bliver dette endnu mere tydeligt end i de andre romaner. I forgængeren “Enden på tragedie” kunne man genkende en række karakterer, steder og temaer, som gik igen fra hans andre bøger. Det er sjældent, man får en Madsen-bog uden en Adam d’Eden eller Mikkel Deden. Det er en lille indforstået treat til den, som før har læst Madsen, og som måske betragter den nyeste bog som en fortsættelse af de diskussioner, som er gået forud for. I “Fremtidsspejl” refererer Madsen imidlertid direkte til sine tidligere værker igennem et slutnotesystem. Refererer han til noget, han har skrevet om i sine tidligere romaner, laver han med andre ord en reference, som man kan bladre om og finde bagest i romanen.

For mig personligt fungerede dette træk slet ikke. Selvom jeg har læst flere af Madsens romaner, var der mange af referencerne, der ikke sagde mig noget. Derudover synes jeg, det var utroligt forstyrrende, at man hele tiden skulle have sin læsning afbrudt, fordi der kom en reference, man skulle bladre om bagest i bogen for at finde. Til sidst gav jeg op og stoppede helt med at forholde mig til slutnoterne. Det er et valg, som Madsen delvist blåstempler “de der er nysgerrige [kan] kigge bagi. De der er ligeglade finder sikkert selv ud af uanfægtet at læse videre”. Jeg tror udgangspunktet for tanken er, at alle fortællinger hænger sammen, eller i det mindste står på skuldrene af hinanden. På den måde er de udviklinger af hinanden. Madsen ville ikke kunne have skrevet “Fremtidsspejl”, før han havde skrevet “Enden på Tragedie”. I tillæg hertil er noget af det fede ved Madsens romaner også, at oplevelsen af dem netop bliver individuelle, fordi det vil være forskelligt, hvor mange referencer læseren fanger. Det er netop det, Mithya (en af karaktererne), kommenterer på i midten af romanen:

“et univers hvor hver deltager kunne finde sin indfaldsvinkel, sit oplevelsesrum, generere sine egne fortællinger. Til forskel fra hovedløse skyd-og-udryd-historier, der ikke danner mange tanker i hovedet”

//Birgitte

Ord om Velvet Morning

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar fra Brændpunkt]

Det er ikke kun omslaget, der imiterer en lavalampe – bogens indre gør det samme; der er ikke noget mål, ikke nogen retning, bare løsrevne brudstykker af en helhed, der forsøger at leve deres eget liv, før de igen bliver opslugt af det resterende lyserøde materie. Silke forsøger at løsrive sig, samtidig med hun igen og igen oplever, hvor afhængig hun er af andre. Hun opsluges af rastløshed, men hun er langt fra den eneste. Aida, Silkes nye veninde, kæmper endnu mere, hun eksisterer i ekstremerne, der essentielt set er hendes tryghedszone.

Velvet morning mindede mig om filmen Ladybird. Det er en coming of age historie om ikke bare en enkelt pige, men en gruppe af mennesker, der stiller spørgsmålstegn til det samfund, de lever i. Hvad sker der, hvis man ikke følger konventionerne, normerne, forventningerne? Det er hele tiden det, karaktererne udforsker. Bogen er én lang stemning, en oplevelse af Camden i 1995, med al den vildskab og kaos ungdommen bringer til bordet, af frygt for tomgang og ensformighed. Det er derfor paradoksalt, at deres evindelige fester og grænseoverskridende adfærd bliver deres egen tomgang, et hamsterhjul, som de sidder mere og mere fast i.

Trine Bøhm skriver meget smukt – hvor jeg først mente, at der var en tand for mange karakterer og beskrivelser, lod jeg mig lidt efter lidt rive med af dem, og nød virkeligt det levende sprog. Fuldskab, skævhed, effekten af utallige stoffer var litterært hamrende fint, og selvom frustrationen over de unges manglende forhold til konsekvenser somme tider drev mig til vanvid, så var det også sigende for deres perspektiv – antiautoritære, antikapitalistiske idealister med en idé om, at det er bedst at live wild, die young.

Selvom idealismen manifesterer sig i en kaotisk tilgang til livet, er der interessante tanker bag, og flere gange har jeg sat streger under Aidas ytringer, der ofte er ret så fine, omend en smule dystre.

“Det er der livet er i al sin enkelthed, én lang opløsning. Vi desintegrerer i slow motion og bilder os selv ind, at vi er udødelige. Vi lever og ånder vores egen død. Det er et faktum.” – Aida om glitrende støvfnug, der danser i sollyset fra vinduet.

Selvom mange af 90’er referencerne røg over hovedet på mig, og selvom en del af karaktererne forblev flygtige bekendtskaber, sidder jeg tilbage med en nostalgisk følelse. Der er noget fint ved det smukke, rolige sprog, og den hektiske, spontane hverdag, der på én gang ikke matcher, og alligevel forstærker hinanden med deres kontrast.

// Caroline

Ord om Månedens Udfordring i Oktober

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

I dag er det den 31. oktober. Det er Halloween med alt, hvad det indebærer af falmende orange blade, græskarudskæringer og (ved lov påbudte) masker. Jeg har primært tænkt mig at fejre dagen i dag med to ting, nemlig æbleskiver og dette indlæg – selvfølgelig.

I denne måned har det været min tur til at blive udfordret, og hvad er mere oplagt end at læse en bog med Halloween-tema – og at poste om det på Halloween? Valget faldt ikke på din typiske Halloween klassiker alá Stephen King, Mary Shelley eller Bram Stoker. Jeg hader nemlig gys og gru, hvorfor jeg i stedet udså mig svenske Pär Lagerkvists “Dvärgen”. Den findes også på dansk med den ikke så overraskende titel “Dværgen”, så der er ingen undskyldning for ikke at læse denne lille, djævelske roman.

Hvorfor “Dvärgen”?: “Dvärgen” handler om den menneskelige ondskab inkarneret i hovedpersonen og jegfortælleren, Dværgen. Bogen skildrer død, massedestruktion og had – groft sagt alt det gyselige og ulækre ved at være menneske. Og hvilke temaer er mere oplagte at undersøge i lyset af Halloween end dem, som skildres i Dvärgen?

Kort om bogens handling: Romanens handling udspiller sig ved et italiensk hof under renæssancen og fortælles af en unavngiven dværg, som siden han kvalte dværgen Josafat, har været den eneste dværg ved hoffet. Volden er således til stede fra første side.

En god del af romanens første halvdel bliver brugt på at fortælle om de mennesker, som færdes ved hoffet, om skik og brug, og om dværgens tanker om menneskene. Dværgen anser nemlig sig selv som en ældgammel og ædel race, han er altså ikke selv menneske. Det giver ham en unik position til at kunne beskue folkene ved hoffet ude fra. Han foragter stort set alle med undtagelse af den pragtige og maskuline fyrste og ser i særdeleshed ned på kærligheden og svaghed.

Hvor der ikke sker overvældende meget i første halvdel af bogen, går tingene til gengæld ned i sidste halvdel. Fyrsten og hans folk (dværgen inklusiv) drager i krig, og de igangsætter et blodbad ved en fest, der ellers skulle hylde forsoningen imellem de stridende parter, Fyrsten og il Toro. Herefter følger belejring, hungersnød og pest. Hændelser som dværgen mestendels skildrer med nådesløshed og foragt. Han besynger den rå maskulinitet, volden og destruktionen og har kun foragt til overs for kærligheden og freden, som han ikke forstår, og som han mestendels ser som udtryk for menneskelige laster og lyster.

Et sted i bogen, som fik mit hjerte til at banke hurtigt: I dværgens skildring af fredsfesten, var det rimeligt tydeligt for mig, at katastrofen ville indtræffe. Ligesom når man ser en film, og man betragter trafikulykken, som langsomt folder sig ud for sine øjne. Under fredsfesten i “Dvärgen” sad jeg tilsvarende og bed negle, for jeg vidste bare, at jeg snart ville være vidne en nedslagtning. Det skyldes muligvis, at jeg har set for meget “Game of Thrones”, og det vibede ret meget af red wedding. Det skyldes muligvis også, at man som læser har meget svært ved at stole på dværgen. Man finder sidenhen ud af, at han skriver begivenhederne ned i sin notesbog, efter de har fundet sted, og man ved bare, på det tidspunkt i bogen, at han er lidt for glad for krig, til at berette ‘begejstret’ om en fredsforening, som forløb helt, som den skulle.

Udvalgte citater: Jeg havde oprindeligt bare tænkt, at I skulle have et enkelt, men i stedet får I to korte. Det første tjener til en forståelse af relationen imellem mennesker og dværgen (ifl. dværgen), den sidste tjener til en forståelse af dværgens kærlighed til vold:

1: “Jag har märkt att jag ibland inger skräck. Men vad människorna blir rädda för är sig själva. De tror att det är jag som skrämmar dem, men det är dvärgen inom dem […] De blir rädda, för de vet inte om att de har en annan varelse inne i sig. […] När ingenting syns över ytan är de inte rädda […] De går omkring högresta och oberörda, med sina släta ansikten, som inte uttrycker någonting som helst. Men det finns alltid inom dem någonting annat, som de inte låtsas om”

Med andre ord: dværgen er en fysisk manifestation af den menneskelige ondskab, som findes i alle mennesker, men som man forsøger at skjule.

2: (sagt i forbindelse med den effekt regn har på soldaterne) “Skådespelets spänning upphör att göra sig gällande och glansen går liksom av det hela, allt det bländande och eggande som är förbundet med ett krigsföretag”.

Krigen og volden er altså også en performance, hvor soldaterne indtager bestemte roller. Noget man kan betragte og underholdes af

//Birgitte

Ord om “Afløsning”

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar modtaget fra forlaget Sidste Aarhundrede]

“Afløsning” af norske Tor Ulven, er hans eneste roman netop udkommet på forlaget Sidste Aarhundrede. Og roman er måske så meget sagt. Den er ganske rigtigt skrevet i prosaform, men bogen har også klare poetiske træk og har ikke som sådan et plot.

I “Afløsning” følger læseren skiftevis en række mænds bevidstheder, som om man så må sige afløser hinanden. Vi møder en ældre mand, et barn der netop er blevet opereret, en mand som stjæler brændevinsflasker i skoven for så at smadre dem, og en lam mand. De benævnes alle som ‘Du’ med undtagelse af den ældre mand, som vi møder i indledningen og slutningen. I starten var jeg forledt til at tro, at den ældre mand og barnet, som afløser ham, var den samme. At der var tale om en ældre mand, som så tilbage på sit yngre jeg, og som havde fjernet sig så meget fra ham, at han nu kunne tiltale ham ‘Du’. Jo længere jeg kom ind i bogen, blev jeg dog opmærksom på, at der er tale om forskellige personer, snarere end den samme i forskellige livsfaser. Det siger også noget om de menneskelige grundvilkår, alle karaktererne har tilfælles.

Bevidsthederne afløser hinanden

Du undrer dig måske over, hvorfor jeg siger bevidstheder og ikke fortællinger, så lad mig tage et øjeblik til at forklare det. I Ulvens prosa er bevidstheden eller refleksionen så central, at den nærmest får forrang over begivenhedsforløbet. I visse tilfælde er der ikke engang tale om et begivenhedsforløb men snarere om tankerækker. Subjektiviteten er således helt afgørende for, hvordan begivenhederne opleves. Et eksempel er når et tordenvejr binder fortællingen om to tider sammen i et ‘Du’s’ bevidsthed.

Og det er netop det, der er formålet med romanen. Som Ulven skriver hen imod slutningen, nemlig at producere et sjælemikroskop, som viser “det enkelte menneskes tanker, forhåbninger, lyster, sindstilstande, erindringer”

Eksistentiel sammenhæng

Som læser får man, på trods af subjektiviteten, aldrig et forhold til de forskellige karakterer, og deres, i mange tilfælde, triste skæbner. Det gør det svært at forbinde sig til dem, når de alle sammen hedder ‘Du’, og når de findes i så kort tid. Det er livsvilkår for menneskene i romanen og for virkelighedens mennesker. I stedet skal vi se de mange du’er, som repræsentanter for menneskeheden. De bindes sammen sprogligt, af konkrete fysiske genstande eller mentale tilstande (som fx beruselsen eller den fysiske ælde). Afløsningen er således også en glidende overgang, der er intern sammenhæng imellem karaktererne.

“Afløsning” beskæftiger sig med de store temaer: liv og død, tid, mening, eksistens, aldring, destruktion, kærlighed, angst. Den er i høj grad provokerende, netop fordi den tematiserer livets potentielle meningsløshed. Det får man jo lyst til at modbevise, for ikke at hensynke i absolut modløshed. Samtidig følger bogen en række triste skæbner, de destruktive og ældre mennesker, de ensomme og invalide. Men overraskende nok, er bogen faktisk også morsom i sin absurditet, som når der reflekteres over sjælens udødelighed med udgangspunkt i evolutionsteorien: “På nøjagtigt hvilket stadium er mennesket så blevet udødeligt? Vil for eksempel Homo sapiens neanderthalis krepere uguddommeligt og for altid som en hvilken som helst hyæne eller fladlus, mens Homo sapiens sapiens besidder en udødelig substans og vinder evigt liv?”

//Birgitte