Kirsten Birgit er tilbage ❤️

Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm og Rasmus Bruun fra Den Korte Radioavis på det nu hedengange Radio 24syv er tilbage. Denne gang er det med biografien Det har jeg altid sagt.

Før jeg går videre til bogen kommer lige en disclaimer: Jeg var die-hard fan af Den Korte Radioavis, da det kørte. Jeg hørte programmet hver dag, jeg har set teaterforestillingen Det skide show og har skrevet to eksamensopgaver om emnet. Når det er sagt, håber jeg, at dette skriv kommer til at fremstå sagligt og velargumenteret – og forhåbentligt ikke som en fangirls forblændede rablerier, jeg har i hvert fald gjort mig umage!

At sætte scenen

Jeg har altid været optaget af Den Korte Radioavis‘ placering et sted imellem virkelighed og fiktion. Kirsten Birgit er 100 % fiktiv, imens Rasmus Bruun spiller en fiktiv version af sig selv, som vi kender det fra Frank og Casper i Klovn. Der hvor det bliver særligt spændende er, når de fiktive karakterer ikke bliver i deres egen fiktive boble, men interagerer med vores virkelighed. Måske får de os til at ændre adfærd. Radioen blev eksempelvis kritiseret, da Kirsten Birgit mobiliserede sin troldehær i 2015 med det formål at få danskerne til at stemme nej til at blive en del af den fælles europæiske patentdomstol. Det traditionelle skel imellem fiktion/virkelighed var da for alvor udvisket!

Det lader sig selvsagt ikke gøre i bogmediet. Dels fordi bogen tager længere tid at skrive, dels fordi den er envejskommunikation fra én til mange. Selvom man med genrebetegnelsen ‘biografi’ signalerer, at der er tale om en fortælling med rod i virkeligheden, falder bogen hovedsageligt ind under 100% fiktion-kategorien. Handlingen er henlagt til en nær fremtid, år ca. 2030. Danmark er totalt forandret. Landet er blevet et totalitært islamisk styre med alt, hvad det indebærer af flerkoneri, censur, sharialov og dødsstraffe. Rasmus er konverteret og arbejder nu for Allahs Radio (forhenværende Danmarks Radio), imens Kirsten Birgit er i eksil på Birgit Ø.

Det er altid interessant med fremtidsdystopier, fordi de ofte kan udtrykke noget om vores samtids politiske klima. Jeg synes bare ikke, at scenariet altid er helt gennemarbejdet i Det har jeg altid sagt. Eksempelvis har både Abdel Aziz Mahmoud og Martin Krasnik ledende stillinger i medieland, og det tænker jeg umiddelbart virker usandsynligt, hvis vi har at gøre med et totalitært islamisk land. Derudover er der også noget underligt i, at Rasmus og Kirsten Birgit er så ekstremt optagede af den politiske situation anno 2020, når nu vi skal forestille os at være en 12-13 år fremme i tiden. Det svarer jo til, at vi i dag vil være overdrevent optaget af, hvad der skete i 2010. Jeg er godt med på, at vi ikke læser bogen for fremtidsrammen. Vi læser bogen, fordi vi elsker Kirsten Birgit og Rasmus (let’s face it, det her er jo en bog til hardcore fans og ikke alle mulige andre), men jeg mener godt, at man kunne have skrevet en god bog uden fremtidsrammen, hvor det stadig var plausibelt, at Kirsten var draget i eksil på Birgit Ø (De har trods alt talt om at skulle gemme sig i Morten Messerschmidts vinkælder, når revolutionen kommer).

En klassisk biografi

Biografien er egentligt meget klassisk i sin opbygning i skildringen af Kirstens liv. Vi starter i barndommen på Gården på Bakken med faren Jens Birgit. Vi kommer omkring tiden på Lilleskolen og sidenhen Aarhus Katedralskole og Journalisthøjskolen. Herefter følger karrieren først på Aarhus Stifttidende og sidenhen på DR, TV2 og som krigskorrespondent i Rwanda og Tjetjenien. Vi hører om Kirsten Birgits mange mænd, om hendes depressioner og om de mange mord, hun har begået i løbet af sit liv. Kirsten Birgit er på mange måder, som hun plejer, og det er et glædeligt gensyn med vores veninde, heltinde og gudinde-grevinde. Hun lyder fuldstændigt som hun plejer, med catch phrases som “Det har jeg altid sagt” og “Jeg var simpelthen så lækker”. Vi får gentaget historier, vi har hørt i årenes løb. Det drejer sig om mordet på Mr. Jackson i Rwanda, om Dirch Passers død og om det onanikursus i New York, der reddede Kirsten ud af depressionens klør. Samtidig får vi nye fortællinger om hendes dødfødte barn og om den første toiletbørste, hun nogensinde ejede. Det skinner virkeligt igennem, at Rasmus Bruun og Frederik Cilius har arbejdet med karaktererne i over fem år, for jeg hører Kirsten for mig, når de taler. Og så synes jeg noget af det mest komiske ved Den Korte Radioavis var, hvordan de altid tog fat i de mest random ting, og lod det være omdrejningspunktet for en historie, som det er tilfældet med toiletbørsten. Det har jeg altid syntes var noget af det mest underholdende ved programmet.

Kirsten Birgit er citat på citat

Den Korte Radioavis var i høj grad bygget på citater. De aktuelle nyheder blev formidlet videre blandt andet ved, at lade karaktererne citere dem igen og igen. Nogle gange vidste man med det samme hvad der blev refereret til, andre gange tog det tid, før man gættede det. Lad mig give et eksempel: Efter stormen Bodil var Ghita Nørbys have så ødelagt, at hun måtte genopbygge den. Det kom der en bog ud af, som hun var i Aftenshowet at fortælle om. I stedet for at bruge tiden på det, trak Ghita et udklip fra Politiken ud af sin lomme med overskriften “Hver anden vil spare på kunsten og kulturen”. Overskriften affødte spørgsmålene “Hvem er hver anden?” og “Har du noget tal på det?”, som hun blev ved med at køre i. Det samlede de op i Den Korte Radioavis, hvor Ghitas spørgsmål blev Kirsten Birgits spørgsmål.

Det har jeg altid sagt fortsætter ad det spor. Der er et utal af referencer til film, bøger og musik både direkte og skjulte, hvis plots er underligt identiske med Kirstens liv. Hendes tidlige liv minder mest af alt om en blanding af Emil fra Lønneberg og Hans Scherfigs Det Forsømte Forår. Samtidig minder nutidssporet mest af alt om en scene fra Bram Stokers Dracula. Hertil kommer de direkte referencer. Kirsten er overbevist om at have været en direkte inspiration til b.la. Anne Linnets “Glor på vinduer” og “Smuk og dejlig” og filmen Fight Club.

Referencerne gør ikke just Kirsten Birgit til en pålidelig fortæller. Tværtimod. Det er rimeligt usandsynligt, at hun skulle have inspireret så mange kendte sange og værker, og omvendt at hendes liv tilfældigvis er identisk med handlingsforløbet i en rækker bøger. Hun bliver også taget direkte i at lyve. Hun påstår, at den eneste løgn, hun har fortalt, var da hun udgav sig for at være den tyske journalist Natalia. På et andet tidspunkt indrømmer hun dog også, at hun har løjet om en affære med Leonard Cohen.

Alt for en god historie

Det er sjovt med Kirstens upålidelighed, for normalt vil jeg mene at det gør en kæmpe forskel at jeg ved, en fortæller lyver for mig. Men her gik det mig overhovedet ikke på, at Kirsten Birgits fortællinger overhovedet ikke er til at stole på. Jeg slugte dem råt og grinede mig hele vejen igennem bogen. Og det siger måske lidt om lysten til fortællingen: At vi er ligeglade med om ting hænger sammen – vi vil bare gerne have en underholdende historie – noget vi kan grine af – og det giver Det har jeg altid sagt os. Mere behøver vi ikke.

// Birgitte