Ord om LiteratureXchange: Leonora Christina Skov

[Reklame, billetter modtaget af LiteratureXchange]

Sidste arrangement for mit vedkommende var med Leonora Christina Skov, og jeg glædede mig meget. For som så mange andre ser jeg virkeligt mig selv i hendes seneste to romaner Den, der lever stille og den selvstændige fortsættelse Hvis vi ikke taler om det. Jeg synes klart bedst om Den, der lever stille, som for mig er en meget almen fortælling om at blive sig selv og om ønsket om accept og kærlighed. Selvom Hvis vi ikke taler om det fortsætter i samme spor, blev den på nogle punkter lidt for indspist. Jeg mente med andre ord, at den primært ville appellere til folk, der af den ene eller anden grund var interesseret i insiderviden fra den københavnske kulturelite (læs: forlagsbranchen).

Den opfattelse fik Leonora Christina Skov rokket ved. Hvis vi ikke taler om det er, ifølge Leonora Christina Skov, en bog om klasse og om Leonoras rejse fra middelklassefamilien i Helsinge til universitetsmiljøet og forlagsbranchen i København. Her erfarede hun, hvordan netværk var altafgørende for, hvilke studiejobs, man fik, og hvordan man nogle gange var begrænset i sin adgang til bestemte litterære værker, hvis ikke man havde et familiemedlem, som man kunne låne af. Hun fortæller også om, hvordan hendes medstuderende allerede i starten af studiet vidste, hvordan man skulle gebærde sig på universitetet. De havde allerede læst de rigtige bøger, og de vidste, hvordan man skulle diskutere på den helt rigtige måde. Samtidig var man ubeskyttet, når man som ung, håbefuld forfatteraspirant indtrådte på kontorerne ved indflydelsesrige forlæggere. Hun fortæller også om, hvordan farens egen sociale opstigen fra arbejderklasse til middelklasse prægede hele hendes barndom. Hun skal arbejde hårdt og få sig en ordentlig uddannelse (det var litteraturvidenskab, som Leonora læste, bestemt ikke!) for at kunne klare sig godt i livet.

I Hvis vi ikke taler om det indgår der flere levende personer, end det var tilfældet med Den der lever stille. Selvom Leonora Christina Skov insisterer på, at man har ret til sin egen historie og sit eget stof, medfører det alligevel en række etiske overvejelser i forhold til, hvad man kan skrive om andre mennesker. Hun skærer andres problemer fra, hvis de ikke er centrale for romanens hovedspor og forsøger ellers at fremlægge scenerne så objektivt som muligt uden egne fortolkninger. Når man er dygtig til at skrive har man en kæmpe magt, og det skal man være sig bevidst. Men som Leonora Christina Skov også påpeger, hvis man vil have en helgenkåring i romanerne, så må man også tage og opføre sig ordentligt.

//Birgitte

Ord om “Hvis vi ikke taler om det”

[Anmeldereksemplar modtaget fra Politikens Forlag]

Jeg var KÆMPE FAN af Den, der lever stille, Leonora Christina Skovs bestsellerroman fra 2018, da den udkom. Leonora Christina Skov formåede, hvad jeg stadig mener er de færreste forundt, at skrive i et sprog, man som læser glider ubesværet igennem, samtidig med, at hun skriver store almenmenneskelige følelser frem. Det er nok også derfor, bogen blev så stor en succes, som den blev. Den taler om oplevelser, de fleste kan nikke genkendende til i et sprog, de fleste kan forstå. For mit vedkommende følte jeg, der blev sat ord på oplevelser og tanker, jeg havde haft, men som aldrig var blevet italesat før. Jeg følte et kæmpe fællesskab med hovedkarakteren, som jeg kunne spejle mig i. Jeg var ikke alene med mine oplevelser. Dem delte jeg med Leonora og mange andre, der læste hendes bog.

Nu er hun tilbage med opfølgeren, Hvis vi ikke taler om det. Bogen lægger sig i direkte forlængelse af den første. Vi møder Leonora under sin foredragsturné med Den, der lever stille, og dykker efterfølgende ned i det, Leonora kalder sit andet store udspring: nemlig, at springe ud som forfatter.

At blive til som forfatter

Ligesom i forgængeren springer vi imellem erindringsscener fra barndom, ungdom og voksenliv og et nutidsspor, hvor forfatteren reflekterer over skriveprocessen, og de valg der træffes, når man nedfælder sine egne oplevelser i romanformen. Den åbenhed fungerer rigtigt godt, for vi er efterhånden så bekendte med genren, at vi alligevel godt ved, at det ikke er ~*~ den objektive sandhedTM (den findes ikke). Der giver det noget, at komme helt tæt på hendes overvejelser. Hvor svært det kan være, at gennemleve perioder i sit liv og skrive om dem og selvfølgelig også, hvorfor det er vigtigt.

Hvis vi ikke taler om det har ikke samme bredde appel som forgængeren. Fokus er i for høj grad på Leonoras vej ind i forlagsbranchen. Det er en klassisk fortælling om social mobilitet og om at satse på sine drømme, hvor hårdt arbejde det er undervejs, og hvor lykkeligt det er, når det går godt. Jeg tror ikke, at det er alle mennesker, der nødvendigvis vil kunne forholde sig til skildringen af den københavnske kulturelite eller nødvendigvis er interesseret i branchen som sådan. Billedet af Leonora er også noget mere mudret end i den første bog. For mig personligt er det ikke et problem. Jeg synes, det gør hende mere menneskelig, når hun skildrer sine egne mørke sider (som når hun fx er irriterende optaget af, hvad andre mennesker tænker om hende, og hvorvidt de synes, hun er interessant eller ej). Det er også frustrerende, når hendes arbejdsmoral og pligtopfyldenhed nærmest leder til, at hun arbejder sig halvt i stykker. Successen er et privilegium, men den er samtidig hård at være i. Det er meget tydeligt i bogen.

Titlens løfte

Leonora Christina Skov vil have os til at tale om det, der er svært. Hvis ikke vil det få konsekvenser for os. Det fik konsekvenser for hendes mor, som aldrig dannede nogen tætte relationer, måske med undtagelse af Leonoras far, før det var for sent. Det er en påmindelse om at turde at tage bladet fra munden og tale – for kun på den måde kan vi leve autentisk som os selv og danne stærke relationer til andre.

//Birgitte

Ord om “Det samme og noget helt andet”

[Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag]

Et sted i “Det samme og noget helt andet” siger 2019-versionen af jeg-fortælleren, at “Det samme og noget helt andet” er den bog, hun ville ønske, hun kunne have læst, da hun var i sine 20’ere. Det forstærker min følelse af, at bogen er skrevet til netop mig.

Før jeg dykker ned i min egen personlige læseoplevelse, skal vi dog lige have præmissen for bogen på plads. Romanen følger to versioner af jeget, det yngre jeg i start-midt 20’erne og det ældre jeg, som nedskriver sine erindringer. Begge jeg’er er fiktionaliserede versioner af forfatteren Katrine Marie Guldagers eget liv. Det er 50% auto, 50% fiktion, som jeget påpeger et sted. Bogen begynder med to tragedier. Jegets veninde Anne bliver skudt i Nicaragua, og hendes far omkommer i en togulykke. De to tab, særligt tabet af faren, er dominerende for alt andet i jegets liv: hendes følelsesmæssige udvikling, forholdet til familien og vennerne og den spirende forfatterkarriere: jegets optagelse på Forfatterskolen og udgivelse af debutdigtene. Alt dette fiktionaliseres, nedskrives og (i sidste ende om end dette er uden for romanen) publiceres af det ældre jeg, og som i Leonora Christina Skovs umådeligt populære “Den, der lever stille”, får vi det ældre jegs refleksioner over, hvordan det er at skulle gennemleve traumet på ny og give det en offentlig stemme. Det er selvsagt enormt smertefuldt for jeget, men det er en nødvendighed. Teksten er ikke 100% navlepilleri og skamløs selvoptagethed forklædt som romankunst. Den personlige fortælling er nødvendig, den er relevant og genkendelig. Og det /er/ kunst. Katrine Marie Guldagers små passager er enkle men utroligt præcise i sin måde at skrive de to jegers følelser og refleksioner frem på. De er usigeligt rammende.

Min personlige læseoplevelse

Og så er vi så fremme ved min egen personlige læseoplevelse. Jeg kan på mange måder genkende mig selv (2021-versionen) i den yngre version af jeget. Både fordi jeg, ligesom alle andre unge, er søgende efter en identitet og et ståsted, som skal definere mig som mig selv. Og fordi jeg, ligesom alle andre i min generation, er optaget af mig selv og mit eget indre følelsesliv – og alle andres. Ikke kun fordi det påvirker mig, men også fordi der igennem følelseslivet er et kæmpe potentiale for fællesskab og solidaritet, hvilket Guldager illustrerer så fint i sin bog.

Jeg blev særligt berørt af jegets forhold til familien, og den enorme sorg, hun følte, i kølvandet på sin fars død. Jeg så mig selv i beskrivelserne og føler min desillusion bekræftet: familier er mudrede, forgængelige og komplekse. Det fremkalder også den sorg, jeg følte, da min egen far var dødeligt syg med corona i foråret. Og hvordan det kommer til at blive, når ens forældre engang ikke er her mere. Den rodløshed, vrede og splittelse, som er tilbage. Men selvfølgelig også, at livet går videre uanset. At nye fællesskaber og familier opstår. Formål med at være til. At skrive bøger fx

Grænserne viskes ud

“Det samme og noget helt andet” udvisker grænsen imellem fiktion og virkelighed, imellem læser og værk. Bogen får mig til at reflektere over liv, død, familie og erindring. Samtidig kan jeg ikke undlade at drage paralleller imellem mine egne oplevelser, og dem, som bliver beskrevet i romanen. Det forstærker tekstens virkning på mig. Før i tiden vil man have afvist det som en affektiv fejlslutning, men når man bare læser litteraturen for den gode læseoplevelse (og ikke for en kold, akademisk dissekering af indholdet), er det jo netop det, god litteratur kan. Vække genklang, følelse; berøre.

//Birgitte

Hvor intet bryder vinden

Månedens udfordring: Juni

Caroline har i denne måned udfordret mig til at læse en genre, jeg normalt ikke ville læse. Jeg var omkring lidt forskellige idéer, men valgte i sidste ende Leonora Christina Skovs Hvor intet bryder vinden, som længe har stået og pyntet på min bogreol.

Argumentet for at vælge bogen til udfordringen var, at jeg gerne ville læse en krimi. Romanen var en del af et valgfrit pensum, da jeg havde et fag om krimigenren på universitetet. Den spiller helt klart også op til vores forventninger til krimien. I bogen får syv kreative danskere og akademikere et rejseophold på øen Stormø, hvor de hver især kan arbejde på deres forskellige projekter, men – og nu citerer jeg bagsideteksten ”Stemningen [på øen] bliver hurtigt anspændt, og da en af dem forsvinder i skoven, og en anden falder i døden, indser resten, at noget er helt galt. Er der en morder iblandt dem? Og hvem er næste offer?”

Bagsideteksten får mig til med det samme at tænke krimi, selvom der egentligt ikke står nogen steder, at Hvor intet bryder vinden er en krimi. I nedenstående dykker jeg lidt ned i, hvordan man kan kategorisere romanen som krimi – og hvordan man på en måde ikke kan

(Nedenstående indeholder spoilers)

Krimielementer

Der er ingen tvivl om, at romanen indeholder krimielementer. Hvor intet bryder vinden er nærmest bygget op på Agatha Christies En af os er morderen fra 1939. I Christies roman får ti personer tildelt et ophold på en øde ø ud for Englands kyst. Her anklages de af en ukendt stemme for et mord, de hver især skulle have begået. På øen bliver gæsterne dræbt en efter en, og de overlevende begynder herefter at gå på opdagelse, mistænke hinanden og stille spørgsmål. I Christies roman får vi til sidst morderens tilståelse i en flaskepost.

Hvor intet bryder vinden er en moderniseret version af Christies roman. Handlingen er henlagt til en fiktiv ø ud for Esbjergs kyst. Ligesom i En af os er morderen inviteres gæsterne til et ophold på øen for derefter at forsvinde en efter en. I Christies roman dropper hun en række hints til karaktererne om deres snarlige endeligt igennem ti små porcelænsfigurer, som smadres en efter en som karaktererne forsvinder. I Skovs roman er figurerne repræsenteret i de fajance hunde, som findes på hvert værelse. Vi får også information om, hvorfor karaktererne er på øen. Hos Christie anklager en ukendt stemme gæsterne for at have begået et mord, hos Skov er anklagen mere diskret. Hun lader et reb falde fra loftet som henvisning til to dødsfald, som har fundet sted forud for opholdet.

Hvor intet bryder vinden minder om det klassiske mordmysterie alá Agatha Christie, men der er også væsentlige forskelle. Hvis vi skal gå helt i genre-mode, er krimien defineret ved at handle om opklaringen af en mordsag. Det er altså ikke nok, at der sker et mord, det skal også opklares, og den opklaring skal være central for bogens plot. Jeg vil vove at påstå, at ingen af dødsfaldene i Skovs bog bliver opklaret, heller ikke selvom vi får en skriftlig tilståelse til sidst. Tilståelsen afslører identiteten på den person, som har invitereret dem til øen og forklarer hvorfor gæsterne blev inviteret, det er alt.

En gotisk spøgelsesfortælling

Skovs roman giver også vibe af den gotiske fortælling. Den gotiske fortælling viser en eller flere karakterers subjektive oplevelse af en række begivenheder. Den oplevelse er præget af manglende orden, forfald, undergang og uløselighed.

Lad os se nærmere på det:

Det subjektive: i romanen skifter vi hele tiden imellem de forskellige karakterers perspektiver. Det skiftende perspektiv hjælper os med at kunne stykke sammen, hvordan personerne er forbundet med hinanden. Skiftet bidrager med en fragmenteret feeling, som også er kendetegnende for den gotiske fortælling. Det fragmentariske og subjektive er også til stede i nogle ufærdige tekster en af gæsterne arbejder på og i tilståelsesbrevet.

Forfald: Forfaldet i den gotiske fortælling kan vise sig i form af fysisk, mentalt og moralsk forfald. I Hvor intet bryder vinden viser det fysiske og mentale forfald sig igennem dødsfaldene og Joachims (en af gæsterne) depression, som han behandler med lykkepiller. Det moralske forfald er repræsenteret i den måde gæsterne, hver især har behandlet Marcella Storm (no spoilers).  

Undergang: Det som gør gotikkens fortælling uhyggelig er fortællerens (eller hovedkarakterens) følelse af, at vedkommendes tilintetgørelse er nær, og at der ikke er noget at gøre ved det. Døden er selvfølgelig et eksempel på denne tilintetgørelse, og den er til stede over det hele: Poul Erik spekulerer over, hvordan man kan dø på øen, og folk forsvinder. En af gæsterne Anne arbejder desuden på et projekt, hvor hun skaber Sodoma og Gomorra i papir (Sodoma og Gomorra var to byer i Biblen, som blev tilintetgjort af Gud for deres synder).

Uløselighed: I Hvor intet bryder vinden er enden nær, og der er intet de kan gøre ved det. Det er ikke til at slippe væk fra øen, hvor der hverken er mobilsignal eller mulighed for at komme ved færgen væk. Nogle af karaktererne finder desuden en kirkegård med gravsten med deres egne navne på. En anden ting ved uløseligheden er desuden, at man står tilbage som læser med en række spørgsmål, man aldrig får besvaret. Det ville man aldrig se i en klassisk krimi som Agatha Christie, hvor alle sporene samles i sidste ende.

Hvor intet bryder vinden er en god bog, men altså jeg må også bare konstatere, at jeg failede min challenge lidt, hvis målet var at læse en krimi   

//Birgitte