Tag: peoples press

Ord om “Konvertitten”

~ Caroline ~ 1 kommentar

[Anmeldereksemplar modtaget af People’s Press]

Jeg kan lige så godt sige det som det er, jeg er en HUND efter historiske film og serier. Jeg labber det i mig som var det ren fløde (den med 38% selvklart), og det er nærmest uanset, om der er tale om klassisk Jane Austen-filmatisering, gangster-serien “Peaky Blinders” (se den for æstetikken for wow) eller den aktuelle HBO-serie “It’s a Sin” om 80’ernes AIDS-epidemi. Af en eller anden grund er min historiebegejstring aldrig slået igennem på skrift. Måske skyldes det, at historiske bøger ikke på samme måde appellerer til det fulde sanseapparat, som “Peaky Blinders” fx gør så mesterligt. Måske skyldes det, at historisk skønlitteratur har et blakket ry på linje med lægeromaner og dårlige krimier. Der bliver ganske enkelt ikke skrevet gode historiske romaner, hvis man da måske ser bort fra Mich Vraas trilogi om De Dansk Vestindiske Øer, og nå ja, selvfølgelig også Stolz’ “Cahun” om Claude Cahun (1894-1954) og Hørslevs “Dyrets år”, endnu engang om Marie Grubbe. De to sidstnævnte undslipper dog dette historisk-fiktion-label, fordi forfatterne er dem, de er. De har jo også skrevet andet ‘rigtig’ litteratur.

Men så læste jeg “Konvertitten”

Nuvel. Så dumpede belgiske Stefan Hertmans “Konvertitten” ind af min brevsprække, og jeg blev alligevel fanget af bagsideteksten og det smukke sort-hvide cover. Selvom min interesse blev vakt af omslaget, skulle jeg dog kæmpe for at bibeholde opmærksomheden de første 120 sider (en tredjedel af bogen!), og jeg nåede at frygte for, hvad der måtte komme. Der er ikke noget værre end at skulle tvinge sig igennem en bog, man ikke umiddelbart føler for. Hertmans redegør ellers relativt tidligt for den kontekst, bogen udspiller sig i. Vi møder vores hovedpersonerne, den katolsk-fødte-nu-jødiske-konvertit Hamoutal og hendes mand David i 1090’erne, efter de er flygtet fra Hamoutals familie, som vil stoppe deres forbindelse. Det er en vildt spændende periode, fordi spændingerne imellem de to religioner lurer lige under overfladen. De første 100 sider formår dog slet ikke at formidle dette på en spændende måde. Fokus er på Hamoutals spirende forelskelse i David og hendes bevægelse væk fra familien og mod ham. Det er en klassisk “Romeo og Julie”-fortælling og af den årsag også pinagtigt forudsigelig. Vi kommer aldrig rigtigt helt tæt på de purunge elskende, hvis historie fortælles af en nutidig jeg-fortæller, som rejser i deres fodspor. Et fuldstændigt unødvendigt spor, som efter min opfattelse ikke rigtigt tilfører fortællingen vildt meget, måske udover til sidst, hvor man hører om nogle af de arkæologiske fund, som dokumenterer Hamoutals historie (hvilket i øvrigt er mega spændende(!!!))

Man skal desværre en tredjedel ind i bogen, før det begynder at blive rigtigt godt – men så bliver det faktisk også godt! Hamoutal og David flygter fra hendes familie og ender i bjerglandsbyen Monieux. Her etablerer de sig for efterfølgende at blive frarevet det hele, da en gruppe korsriddere ankommer til byen og kræver alt, hvad de ejer. En brutal begivenhed, som har en kæmpe dramatisk kvalitet, og som samtidig for alvor sætter gang i handlingen. Og fra da af bliver det for alvor spændende at følge Hamoutal på hendes farefulde færd i verden. Jeg synes også, vi kommer væsentligt tættere på hende som voksen sammenlignet med i starten af bogen. Vi får i højere grad en forståelse for hendes motivation, situation og følelser. For mig er det ekstremt vigtigt, når jeg læser, at jeg, udover at få serveret en velskrevet historie, som vækker min læselyst, også føler, at jeg faktisk kan mærke og forstå de karakterer, jeg præsenteres for. Det er en utrolig vigtig del af læseoplevelsen, fordi det også typisk er igennem karaktererne, at vi for alvor oplever bogens (og derigennem vores egen) virkelighed.

Læs den hvis: Du skal læse Stefan Hertmans “Konvertitten”, hvis du er til historisk fiktion, som på én gang giver dig et spændende indblik i korstogenes konsekvenser for almindelige mennesker i 1000-tallets Frankrig såvel som indsigt i, hvad det vil sige at være ung jødisk kvinde og konvertit på det tidspunkt. Væbn dig dog med tålmodighed, for det bliver først for alvor godt efter de første 120 sider.

//Birgitte

Ord om Tre kvinder

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar fra People’s Press]

Tre kvinder starter med et forord, hvor der bliver beskrevet, at denne bog ikke er fiktion – det er faktiske historier om virkelige kvinder.
Jeg går i gang med bogen, og undrer mig lidt over den beskrivelse. Starten føles alligevel som en skønlitterær roman, vi møder hurtigt en konflikt, og lærer personerne at kende og tingene udvikler sig derfra. Jo længere jeg kommer, jo mere giver forordet dog mening. Konflikten bliver ikke afklaret, der er ingen forløsning, bare liv, der efter endt læsning bliver ved.

Det farlige begær
Lisa Taddeo er journalist, og har fulgt tre kvinder i otte år; interviewet dem og deres nærmeste, læst deres beskeder, dagbøger, tilegnet sig al den viden om dem, hun kunne. Bogen handler om kvindeligt begær, manifesteret i tre liv. Begær, det er ikke et begreb jeg nogensinde har forholdt mig synderligt meget til, men wow. Smag lidt på ordet. Begær. Det er både intenst, hungrende, passioneret, det er utroligt voldsomt på en eller anden måde.

Det mærker man også hos både Maggie, Sloane og Lina, hvor hver af deres begær bliver udfoldet på papiret. En har haft et grænseoverskridende forhold til sin lærer, en anden har sex med andre for sin mands skyld, en tredje accepterer, at hun ikke bliver prioriteret, imens hun selv kompromitterer alt, for at være i en uligevægtig relation. Begæret er ikke hensynsfuldt, det viser sig, at det kan være en giftig følelse. Både at tilsidesætte begæret og at handle på det, begge dele har konsekvenser.

Ærlig og ikke-dømmende
Man fornemmer hurtigt, hvor ærlig fortællingen er. Der er ingen helte. Rigtigt og forkert er ikke trukket synligt op, for det er ikke det, bogen handler om – den handler en bevægelse, der ikke bliver dikteret af streger i sandet, men af livsomstændigheder, relationer, behov. Begær. Den handler om alt det, vi mangler, og søger andre steder. Om det vi higer efter, og de kompromisser vi indgår, for at glæde andre. Om de usikkerheder og grænser, der bliver overtrådt, og som man bagefter må forholde sig til.

Lisa Taddeo skriver fantastisk, så let kan det siges. Kvinderne fascinerede mig, og de virkelige hændelser gav mig mavepuster efter mavepuster. Bogen er på mange måder hård, men den skildrer virkeligheden. Det kan man mærke, når man sidder med den. Jeg kan mærke det nu, hvor jeg skriver om den. Den ramte noget i mig, i min kvindelighed eller mit begær, jeg ved det ikke – jeg ved bare, at jeg forstår. Jeg glæder mig og græder med de kvinder. Deres åbne sårbarhed gør, at jeg smider alle parader under læsningen, tager imod dem, også selvom jeg ikke altid er enige med dem. Det finder jeg meget smukt.

//Caroline

Ord om Brak

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar fra People’s Press]

Brak (at marken er lagt brak betyder, at den står udyrket hen)
af Caroline Livingstone, f. 1987, debuterede med romanen Nat i April i 2016.

Om Brak: Vi følger Christine og hendes familie i begivenhederne efter mormorens død. Christine rejser hjem til familiens gård og bliver igennem mødet med barndomshjemmet konfronteret med familiens fortællinger om sig selv og hinanden og om deres kollektive traumer.

Romanen er opdelt i to dele: Del 1 beskæftiger sig primært med mormorens bisættelse, imens del 2 undersøger Christines forhold til sine forældre, som glimrer underligt ved deres fravær i første halvdel af romanen.

Jeg ville ønske forholdet til Christines forældre fyldte mere i bogen. Faren, som primært optræder igennem postkort fra Rocky Mountains, er vildt spændende og minder lidt om de der ærkeamerikanske prepper-typer, som forbereder sig på apokalypsens snarlige komme. Selvom faren er på afstand fornemmer man også stadig en kærlighed der. Også Christines sorg over morens død, er vildt godt skrevet. Livingstone indfanger virkeligt barnets komplekse følelser over at miste sin mor på en præcis og følsom måde. Det er her, forfatteren viser, hvad hun kan. Det er ærgerligt, at vi skal halvvejs ind i bogen, før vi kommer dertil. Pointen har nok været, at Christine har fortrængt mindet om moren, og at det på bedste freudianske vis tager tid at nå ind til det. Men jeg tror godt, man kunne have overvundet det problem.

Romanen fokuserer på familien og deres kollektive erfaringer. Det fylder særligt i første del af bogen. Det fede ved den kollektive udforskning er, at Christine undervejs får udforsket erindringens natur, fx at vi alle husker forskelligt, vi fortolker, føjer til, glemmer detaljer etc. Samtidig forstår hun, at tingene måske ikke altid er, som hun oprindeligt troede, da hun var yngre. Det er en coming-of-age erfaring, som godt kan være barsk. Jeg ville ønske, at vi kom tættere på de forskellige familiemedlemmer, for jeg synes ikke rigtigt jeg kan mærke dem, selvom de er igennem nogle ret svære ting. Det er ærgerligt, når man tænker på, hvor godt den yngre Christine er skrevet.

Brak er skrevet i en rimeligt let prosa, som Livingstone prøver at bryde op med sammenligninger og metaforer, som er genkommende i formen “x er som x” eller slet og ret “x er x”. Et konkret eksempel kunne være “Hvad vi gør med de ting, vi efterlades med, er seletøjet, vi bruger til at give verden retning”. Årh hvor ville jeg ønske, at hun droppede de mange figurer af den art undervejs. De minder mig lidt for meget om noget, der kunne stå på en gajolpakke. Livingstone skriver i en letforståelig prosa, den skal ikke pyntes med halvdårlige metaforer.