Tag: moderskab

Ord om “SULT”

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar fra Gutkind]

Forfatter: Tine Høeg
Antal sider: 430
Udgivelsesår: 2022

“Sult” er en bog om længslen efter at blive gravid og en fertilitetsbehandling der skaber afstand mellem jeget og kroppen, jeget og kæresten, jeget og verden. Det er en hybrid af urkraft og womanhood i moderne tid, biologiske brøl og instalife. Det brændende ønske om at formere sig, at smelte sammen med et andet menneske om at skabe et tredje, er så nærværende, at man bliver både forpustet og fortvivlet. Arbejdet for at få det smukke er grim og sorgfuld. Det biologiske bliver tilkoblet det kliniske – dét er i sig selv en form for nederlag for jeget Mia og hendes kæreste Emil. Det er en cyklus af håb og skuffelse, og måske netop derfor bliver denne cyklus nærmere til en spiral af større og større sult efter at skabe et barn. Imens bliver bogen skabt.

“jeg er gravid med ondskaben, den vokser i mig
hyler i livmoderen som en syg hund
og mit skræv er et gab
der vil flænse alle som nærmer sig”

Med bogen skabes både ejerskab og power i roller og titler, som ellers bliver negativt associeret; stedmoderen, frivilligt barnløse kvinder, ufrivilligt barnløse kvinder. De eksisterer i denne bog, det er deres bog, og de kan godt være stolte! Vi ser både et ønske om at please, og at virke okay, når man ikke er. Men vi ser også en erkendelse af at søge og kæmpe med næb og kløer for det, vi vil have. Kampen er både med og mod sig selv, med og mod kæresten, og der er hele tiden alt for meget på spil, hele tiden angst og frygt, hele tiden håbet.

Bogen er fyldt med kvinder der skal forholde sig til fertilitet og graviditet, om de vil eller ej, det er et præmis når man har en livmoder. Dertil får vi også glimt af mandens oplevelse, der af samfundet negligeres og af kvinden kan være svær at rumme; han er der, han oplever det hele, men oplevelsen er forskellig for dem. Dog er begge fyldt med smerte, det er blandt andet dér fællesskabet eksisterer.

“Hvem vil høre om det her?
det er usexet at være ufrivillig barnløs
det er døden
men jeg vil tage døden på som en krone”

Kunne skrive millioner af ord om “Sult”, om hvor rå den er, hvor vidunderligt sproget er. Hvor horroragtig og uhyggelig viben er, hvordan vanviddet på en måde udspringer af jegets oplevelser – og hvor forståeligt netop det er. Hvor dødsens alvorlig længslen efter at skabe et barn er. Hvor ubeskriveligt fascineret jeg er over Tine Høegs åbenlyse talent og power er. Dog vil jeg slutte med et wow og så lade bogen tale for sig selv.

// Caroline

Ord om ”DEN PERFEKTE MOR”

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar fra Falco]

Velkommen til endnu et debuterende forlag: Forlaget Falco! “Den perfekte mor” af Aimee Molloy er en af de to første udgivelser på forlaget, og er hentet direkte fra New York Times bestsellerlister. Very exciting!

Mommy-thriller for alle pengene
Der er tale om en mødregruppe-thriller: En bunke NY-mums mødes med deres gravide maver, senere babyer, og en dag bliver en af børnene kidnappet. ’Hvem, hvad, hvorfor’ går straks i gang, og vi følger tre af mødrenes ønske om at bidrage i eftersøgningen, mens den fjerde mor er meget kryptisk.

Hvor plottet selvfølgelig giver anledning til ”who did it”-konspirationer og psykologisk drama, var selve indholdet utroligt præget af en anden form for uhygge: moderskabet. Udskamning, velmenende råd og vanvittige forventninger til deres rolle som mødre fylder kvindernes liv, og gør dem utilstrækkelige i alt, hvad de ellers foretager sig, om det er job, familie, relationer eller bare det, at passe på sig selv. Den del er næsten det mest uhyggelige.

Det er også den del, der fylder mest. Kidnapningen er i høj grad settingen, hvor vi bliver introduceret til kvindernes udfordringer som mødre i et samfund, der ønsker at de skal fejle (ærligt, sådan virker det). Man forstår godt, at de er ved at kløjes i life. Kvinderne har hver deres definition af, hvad den perfekte mor er, hvilket allerede her siger noget om konceptet (hint: it’s not real). Sammen med egen skam kommer samfundets løftede finger, og der seriøst pres fra alle sider.

Noget om at være i og udenfor målgruppen
Når man ikke er mor (aka mig), er alle de udfordringer forståelige, men også lidt langt væk. Jeg bliver ikke hamrende fanget af udfordringer med at amme, eller behovet for mødregruppens støtte. De allerbedste forfattere formår dette: at skrive, så man bliver fuldstændigt involveret, uanset hvor fremmed karakterer og situationer er. Det oplevede jeg ikke helt her.

Although! Hvis man befinder sig i moderskabets vanvid, så tror jeg, at denne her bog er ret vild at læse – at man kan genkende sig selv, udfordringer, forventninger og det pres der eksisterer parallelt med rollen. Der er kæmpe paranoia omkring hvornår man gør det godt, og om godt nogensinde er nok.

Bogen er underholdende – men jeg tror den rammer endnu mere plet hos andre end lige mig.

//Caroline

Ord om Mit arbejde

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar fra Gyldendal]

Olga Ravns nye bog, Mit arbejde, er en form for mødremanifest; en opfordring til at fortælle den sande, komplekse og til tider skrækkelige sandhed om at blive mor. At være ærlig. Sårbar. Selvom mine egne børn endnu kun er en fremtidsforestilling, er mødrerollen en, jeg forhåbentligt får lov til at stifte bekendtskab med engang. Det gør dog ikke bogen mindre relevant for mig – bare det at kende en mor, er nok argument for at læse Mit arbejde.

A whole new world og flydende kaos

Der er mange begyndelser, mange fortsættelser og mange slutninger i romanen, hvoraf skabelse synes at være den røde tråd, der forbinder dem alle. Skabelse af et barn; af en bog; af et hjem; af en ny hverdag. Kvinden i bogen har fået en åbenbaring sammen med fødslen af sit barn, måske endda tidligere, da pamfletter om børn, graviditet og forældre, begyndte at dukke op. Det er en hård åbenbaring, der indebærer en ny forståelse af køn og identitet i en forandret verden, hvor alle har en holdning og forventning til, hvordan man skal tænke, handle og føle.

Bogen er på en gang et stort rod af genrer, tid og personer, men samtidig føles alt flydende. Det kaotiske er et præmis, det er symbolsk for forældreskabet, det er uundgåeligt. Det tætteste, jeg kan komme på at beskrive indholdet, er autobiografisk meta-prosa, hvor der er tale om et Jeg og en Anna, som både er den samme person, men som også ikke er det. De er på en måde adskilte individer, som har født samme barn. De passager, der er mest meta – teksterne jeg’et skriver til Anna – er mine absolutte yndlings. De illustrerer bogens opgør med forventninger (til prosaregler og struktur, men også forventninger til moderrollen) og dens undersøgende tilgang til jegets fragmenterede selv, på en utroligt kærlig måde.

Det eksistentielle og vasketøjet

Det gjorde ondt at læse bogen, for det er både en gave, men også et traume, at få et barn. “At føde et barn er også at føde et kommende lig, har du tænkt på det?”. Lige så mange eksistentielle og filosofiske tanker, det bringer med sig at skabe et menneske, lige så mange lavpraktiske ting følger også med, og bogen undersøger begge ekstremer af det abstrakte og det konkrete. Det er en stor bog med omfattende indhold, og jeg er endnu ikke kommet ind på psykisk sygdom, parforhold, købekultur og skriften som både anker og redningsvest. Det kommer jeg heller ikke til – hvordan skulle et enkelt blogindlæg kunne rumme refleksion over alt det på en gang? Mit hoved kan næsten ikke rumme det. Lad os i stedet tage snakken i en dm, og indtil da, så læs den. Det var vildt.

//Caroline