Ord om “Inderligt”

[Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof]

Ord om “Inderligt”, eller inderlige ord af Margaret Atwood. Lad mig starte sådan her – jeg anede ikke, at denne powerwoman også skrev digte, men selvfølgelig gør hun det. “Inderligt” er hendes første digtsamling i over et årti, hvor indholdet er skrevet og samlet sammen fra 2008 til 2019. I den tid er verden blevet et mørkere sted, skriver Atwood i forordet. Hun er blevet ældre. Hun har mistet.
Alligevel er digtsamlingen ikke blot sorg og mørke. Den indeholder en blanding af håb og realistisk klarsyn, der fungerer virkelig fint.

“Der er flere fugle i disse digte end der plejede at være. Jeg ønsker mig endnu flere fugle i den næste digtsamling, hvis der kommer en; og jeg ønsker mig flere fugle i verden.”

Efter det meget smukke forord, kommer digtene. Samlingen er delt op i fem dele, som jeg har forsøgt at navngive:
Del I – Fortid
Del II – Køn og kvinder
Del III – Fremtid
Del IV – Klima
Del V – Alderdom og sorg

Der er noget absolut yndigt og fænomenalt makabert i Atwoods skriveri, det er svævende og det voldsomt jordnært. Som digtene om dyr, om edderkopperne i bogreolerne, hvor jeg på få sætninger føler omsorg for deres mange ben og sirlige spind. Især digtene om fremtid og klima ramte mig, fordi deres indhold er så altsigende og aktuelle.

“Vi måtte vide / hvordan sådanne fortællinger ender: / og hvorfor. / De ender i flammer / fordi det er det, vi vil have. / Vi vil have det sådan.” [I Flammer]

Digtsamlingen rummer den menneskelige natur som en selvdestruktiv force, viser vores forfærdelige sider, vores ødelæggelse, ansvarsfralæggelse, og vores sorg over netop dette. Den svindende natur, den kapitalistiske egoisme, mennesket som en del af naturen, mennesket som løsrevet fra naturen. Det er brutalt ærligt, og det gør ondt – men det er det, der fungerer så vidunderligt. Atwood adskiller ikke sig selv fra dette, hun hæver sig ikke og tager ikke afstand. Det falder tilbage på et fælles ansvar. Et fælles problem. Fælles løsning.

“Vi kan godt lide det sted hvor vi bliver reddet. / Vi kan godt lide det sted hvor vi bliver ødelagt. / Hvorfor føltes de så ens?” [Rumvæsnerne ankommer]

Jeg ville ønske, jeg havde flere kloge ord at dele, men digte er svære at omfavne på et enkelt post; i virkeligheden kunne jeg lave en anmeldelse af hvert enkelt digt, og det ville fylde mere end det her. Den bedste løsning må være at opleve den selv. Flyv ind i digtsamlingen med fuglene og undgå mikroplasten, sid på skulderen af en vis, ældre kvinde, og syng for børnene, åh børn, og den fremtid, de går i møde.

// Caroline

Røverbruden af Margaret Atwood

Det eneste jeg tidligere har læst af Margaret Atwood, er den første tredjedel af Syndflodens år, en tyk og tung roman, som på det tidspunkt krævede mere opmærksomhed, end jeg kunne give den. Derfor gav jeg op og afleverede en på biblioteket efter 30 dage på mit natbord. Jeg forsøgte mig med Alias Grace på lydbog, men med så tekstmættet og indholdsrigt et sprog, havde jeg brug for selv at se ordene, og nåede derfor ikke engang en time ind.
Tredje gang er lykkens gang, hvorfor jeg i sidste uge satte jeg mig med Røverbruden, en stor, smuk bog på 592 sider, klar på min første fuldendte litterære Margaret Atwood-oplevelse.

Romanen handler om Tony, Charis og Roz, tre meget forskellige kvinder, som alle er blevet påvirket af den orkan af en vamp, som har raseret hver af deres liv. Zenia er død, lige indtil hun ikke er det længere, og pludselig skal de igen forholde sig til hende.
Jeg forventede, at romanen ville have Zenia, den manipulerende heks, som omdrejningspunkt, men det var ikke tilfældet. I stedet var størstedelen af romanen en gennemgang af hver af de tre kvinders liv, fra lang tid før Zenia hvirvlede forbi dem, til lang tid efter hun var forsvundet.

Her begyndte min konstante ambivalens for romanen. Frem for at alliere mig med de tre kvinder til kamp mod Zenia, bliver hver af de tre – Tony, Charis og Roz – irritationsmomenter. Lige så imponeret jeg er over, hvad de hver især er gået igennem, lige så frustreret bliver jeg over den mangel på handlekraft og integritet, som de konstant udviser. De sætter deres tåbelige mænd på piedestaler og lader sig selv træde på, fordi overbærenhed er den eneste dyd, de kender til. Selv når de engang imellem handler, gør de sig usynlige, for tænk hvis nogen kendte til deres holdninger og indre styrke?
Zenia er alt det, de ikke er; usympatisk, kynisk og beregnende. Efter at have lært de andre at kende, er hun en kærkommen djævlekvinde, som – på trods af hendes absolut vanvittige måde at valse igennem livet på – er den eneste kvinde i bogen, der har en dråbe selvværd.

Sådan var hele bogen for mig – konstant frustration over kvindernes mangel på handlekræft og behov for at sætte andre før sig selv. Og en endnu dybere frustration, fordi jeg kan genkende, hvordan dette næsten bliver et præmis for livet som kvinde: det forventes at man er kærlig, afventende og overbærende, altid.
Er man ikke det, er man enten hysterisk, sentimental eller aggressiv, og hvem orker sådan en kvinde? Tony, Charis og Roz gør som forventet, Zenia gør ikke. Derfor er der ingen – hverken mig eller romanens persongalleri – som helt kan hade hende, ikke uden et glimt af fascination.

Romanens sprog var til gengæld fantastisk – Atwood må være én stor ordbog, endnu mere end det, hun må være et helt leksikon. Så omfattende et sprogbrug, så indgående et kendskab til hver af de tre hovedpersoners baggrund, arbejdsliv og interesser, det var mildest talt imponerende.
Til gengæld, og jeg bliver desværre nødt til at knytte en kommentar hertil, så stødte jeg alt for ofte på oversatte sætninger, som ikke gav mening. Koffein stavet “kaffein” i første halvdel af bogen, “han har hørt om fyre, de har gjort behandlet sådan”, “så stavrer hun myldrer ned i køkkenet” og andre lignende ufuldstændige sætninger, er der simpelthen for mange af. I en bog med så overlegent et sprog, føles oversættelsen derfor som om den ikke kan bibeholde kvaliteten på det samme niveau, og det er ærgerligt.

Alt i alt en meget ambivalent bog, som jeg alligevel kan mærke, at jeg har svært ved at slippe helt.

[Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof]

// Caroline