Ord om månedens udfordring: Læs noget russisk litteratur

Efter en kæmpestor litterær oplevelse med “Lolita” af Vladimir Nabokov, kastede jeg mig over endnu en af hans bøger; nemlig ”Pnin” fra 1952. Det var en blandet oplevelse. Bogen er meget anderledes end “Lolita”, om end man godt kan fornemme forfatterens overlegne litterære evner.

For mig lå ”Pnin” på grænsen mellem vanvittigt fascinerende og direkte kedelig. Nabokov er uden tvivl hamrende intelligent, og romanen kræver en del af sin læser. Man kan få nok så meget med, men nogle af tingene ryger direkte over hovedet på mig, og det er jeg desværre bevidst nok til at opfange. Jeg føler mig derfor ikke helt inviteret indenfor, men står lidt ved siden af og observerer, frem for at opleve.

Det, jeg forstår, er dog interessant. Timofey Pavlovich Pnin, bogens hovedperson, er eksilrusser og underviser på et amerikansk universitet. Han forsøger at passe ind på sin egen pninske måde, men formår hele tiden at leve i afstand til sine nye landsmænd. Der foregår konstant en mere eller mindre ubevidst latterliggørelse af Pnin og hans særegne person. Manden struggler – hans intellekt og engagement ift. at falde til, bliver ikke helt oversat korrekt. Frem for at se hans brave forsøg på at formulere sig ordentligt og give hans studerende så meget værdi som muligt, ser folk omkring ham kun de mislykkedes forsøg; accenten, sproglige fejl, fremmede kulturelle handlinger, de ikke forstår.

Jeg følte stor sympati for Pnin og hans kamp for at passe ind, på at vise sig fra sin bedste side, og alligevel blive set helt forbi. Hans baggrund er ikke bare anderledes, den er tung og dyster, og den vægt må han bære på, sammen med de uretfærdige fordomme han konstant møder.

Selvom det umiddelbart lyder skønt, var den lidt for svær til blot at nyde. Måske er det mit manglende læseoverskud, der spænder ben (og mere om det en anden dag), men jeg følte ikke, at vi helt mødte hinanden, bogen og jeg – vi ville to forskellige ting. Jeg er slet ikke i tvivl om, at den kan noget, men samtidig ramte den lidt forbi hos mig.

Læs den hvis du er til: Bøger der kræver noget af sin læser, et meget visuelt og intelligent sprog, og hovedpersoner, der er lidt stakkels og misforståede.

//Caroline

Ord om månedens udfordring: Februar

I denne måned fik jeg til opgave at læse en bog, der fik mig ud af coronahelvedet. Jeg grublede noget over dette, men jeg besluttede mig i sidste ende for, at universet skulle være så langt fra smittetal, pressemøder og sundhedskurver, som muligt. I sidste ende faldt valget på ingen ringere end “Peter Pan”, J.M. Barries klassiker fra 1906, som jeg har villet læse i noget tid. Nu skulle det altså være – Peter skulle redde mig!

Hvordan skriver man om Peter Pan?

Det er jo egentligt lidt besværligt at skrive om en bog, der er så kendt. De fleste kender Peter Pan i en eller anden skikkelse. Jeg har selv set Disney-versionen flere gange, end jeg har tal på, såvel som live-action versionen fra 2003, hvor Jason Isaacs (aka. Lucius Malfoy) spiller Captain Hook. Dette bliver derfor ikke et klassisk skriv, men er snarere brudt op i 10 ting jeg ikke vidste om “Peter Pan”, før jeg læste bogen.

  1. Neverland er alle børns drømmeland

    Det er åbenlyst, at man kan læse Neverland bogstaveligt og metaforisk. Det gør sig typisk gældende for eventyr- og fantasygenren, at de rummer begge muligheder. Neverland kan læses helt bogstaveligt, som et eventyrligt land, børnene Wendy, Michael og John rejser til, eller vi kan læse det, som et udtryk for børnenes fantasi. Selv synes jeg romanen lægger meget op til sidstnævnte, men Mrs. og Mrs. Darling og barnepigen Nanas sorg over børnenes forsvinden peger også på førstnævnte. Jeg har engang hørt en teori om, at Neverland skulle være et slags dødsrige. Det er trods alt kun et dødt barn, som slipper afsted med aldrig at bliver voksent, sådan som det er tilfældet med Peter og drengene på øen. Jeg synes dog ikke rigtigt, der er andet, der peger i den retning – og drengene /vokser/ jo også op med tiden.
  2. Bogen er ret sentimental i sin sproglige tone

    Man skal liiige ind i det, når man begynder at læse bogen. Der er det nærmest for puttenuttet og sukkersødt, og man kan virkeligt fornemme, at romanen er et barn af sin tid. Til gengæld fortælles romanen af en ukendt jeg-fortæller, som giver den et mundtligt præg, der minder om de klassiske folkeeventyr, hvilket fungerer rigtigt fint.
  3. Nana er faktisk en hund

    Familien Darlings barnepige er faktisk en hund i den oprindelige roman (jeg troede, måske Disney havde fundet på det på samme måde, som de har levendegjort statuerne i “Klokkeren fra Notre Dame”). De andre barnepiger er dog ikke så glade for at dele erhverv med en hund. Det forstår man på en måde godt.
  4. Familien Darling er fattige

    I Disney-versionen af filmen er der ingen tvivl om, at familien Darling tilhører det bedre borgerskab. Mrs. Darling er klædt smukt på og Mr. Darling render rundt og leder efter sine manchetknapper til sit kjolesæt i begyndelsen af filmen. I bogen er de til gengæld ret broke. Mr. Darling har ganske vist sin uddannelse, men familien har ikke råd til barnepige (det er derfor, de har Nana), og de to diskuterer, om de overhovedet har råd til et barn med deres indtægt.
  5. Det tager flere dage at komme til Neverland

    Børnene flyver i dagevis, før de endeligt lander på øen. Undervejs må de spise det, de fanger og sove på maven, imens de flyver (de får dog ikke lov at sove særligt længe, for Peter er et asshole, der holder dem vågne, fordi han synes, det er kedeligt at sove).
  6. Romanen er vildt sexistisk og racistisk

    Altså bevares jeg ved godt, at bogen er fra starten af 1900-tallet, og jeg forventer heller ikke, at deres moral skal matche vores anno 2021. Men seriøst. For det første behandler drengene og Peter Wendy ret dårligt. Hun laver ikke andet end at passe hus, lave mad og lappe deres huller i bukserne. Barrie taler også ret nedladende om piger og kvinders interesser (de har ingen! – udover at gå i hjemmet og passe hus selvfølgelig). Derudover er Peter ret nedern overfor Tinker Bell, hvis gardin han truer med at trække fra, så de andre kan se hende uden tøj på, hvis hun ikke gør, som han siger #metoo

    Hvad angår racismen: indianerne, som i øvrigt adlyder Peters mindste vink (selvfølgelig, eye roll), bliver skildret ret stereotypt. Derudover: hvad sker der for, at indianere er på linje med eventyrvæsener som feer og havfruer?
  7. Tinker Bell er ikke så nedern, som Disney gør hende til

    Ser vi lige bort fra, at Tinker Bell får drengene til at skyde Wendy (det er selvfølgelig også ret bad), så er hun faktisk ikke så slem, som Disney gør hende til. Det er i hvert fald ikke hende, som afslører deres skjulested for piraterne, sådan som det er tilfældet hos Disney.
  8. Bogen slutter med en ny generation af Darlings

    Bogen slutter ikke på børneværelset, hvor børnene tager afsked med Peter, men med Wendys datter, Jane, som tager afsted med Peter Pan. Sidenhen hører man om Janes datter, Margaret, og hvordan denne cirkel vil fortsætte, så længe der er børn til.
  9. Captain Hook er skolelærer

    Bogen skildrer egentligt Captain Hook relativt pænt. Han er smuk, belæst og en rigtig gentleman (han står langt over sit mandskab, som konstant omtales som hunde). Han er også skolelærer og tidligere elev på Eton, en drengeskole for overklassebørn. Det giver på den måde fremragende mening, at han er den primære antagonist, for han er nærmest Peters modsætning.
  10. Fun fact (har ikke noget med bogen at gøre dog)

    Når teaterstykket opføres spiller den samme skuespiller typisk rollen som Captain Hook såvel som Mr. Darling. Det giver jo egentligt god nok mening, hvis man anskuer det som duellen imellem far og fremtidig ægtemand. Her vinder ægtemanden selvfølgelig, for kvinden skal jo giftes, det er klart.

    Er der noget, du er blevet særligt overrasket over, efter at have læst bogen, som du ikke vidste i forvejen?

    //Birgitte

Ord om månedens udfordring (september)

Denne måneds udfordring kommer fra Birgitte og går således:
“Læs to bøger simultant, som beskæftiger sig med samme tematik, og reflekter over, hvordan de hver især forholder sig til det givne emne.”
Jeg valgte at gå med Ansigterne af Tove Ditlevsen og The Bell Jar af Sylvia Plath – ræsonnementet bag dette valg kan I læse lige her.

Ansigterne (1968)
Der er så mange fantastiske bøger i verden, at jeg sjældent tillader mig selv at bruge tid på at genlæse. Denne gang gjorde jeg dog en undtagelse, og det var en god beslutning. Ansigterne er endnu bedre, end jeg huskede den!
Vi følger Lise Mundus, en midaldrende forfatter som lider af skizofreni, og bliver indlagt på psykiatrisk afdeling. Ved at følge hendes perspektiv, ser vi de rædsler hun oplever som virkelighed; hvordan hendes husholderske, mand og børn eksisterer i hospitalets rør og udluftningskanaler, hvad de siger til hende og hvilke skrækkelige ting, de gør ved hinanden. Det er en meget mørk bog, hvor Lise føler sig sikker på, at hun ikke fejler noget. Jo mere rask hun bliver for alle omkring hende, jo mere sindssyg føler hun sig.

The Bell Jar (1963)
I bogen følger vi 19-årige Esther Greenwood i tiden inden og mens hun får et mentalt sammenbrud. Hun føler sig mere og mere lukket inde af samfundets forventninger til hende angående fremtiden med mand og børn, og udvikler i denne sammenhæng en depression. Flere gange forsøger hun at slippe sig selv fri ved at skabe og ved at ville miste sin mødom, som ellers bliver omtalt som noget dyrebart, hun bør passe på.
Hendes ønske om at løsrive sig fra normerne bliver ikke taget godt imod, hvorfor det formentligt går så galt, som det gør.

Tanker
Begge romaner handler om den skabende kvindes mentale sammenbrud og er autobiografiske, skønlitterære værker. Mens Lise Mundus internaliserer sin frygt for ikke at være god nok i sit forfatterskab, støder Esther Greenwood hele tiden hovedet mod muren i sine omgivelser. De to kvinders sammenbrud bliver skabt af forventningerne til dem – Lises indre og Esthers ydre. Selvom de er udgivet meget tæt på hinanden, finder The Bell Jar sted i starten af 1950’erne, hvilket muligvis besvarer, hvorfor der er forskel på, hvor forventningspresset kommer fra.

Begge kvinder lider desuden af “impostor-syndrome”: de tror ikke på deres egne evner, og frygter konstant at blive afsløret for deres svindel. De er uden tvivl dygtige – Lise er en berømt forfatter, og Esther har vundet en måneds praktikophold på et modemagasin og desuden fået et stipendium til det college, hun går på. De modtager derfor begge to anerkendelse for deres talent, men denne positive del har de svært ved at tage ind. Alt det negative derimod får masser af plads, og vokser i dem som en afgrund.

Tiden op til sammenbruddet fylder en betydelig del af The Bell Jar, mens der i Ansigterne er større fokus på selve sygdommen. Årsagen er ikke det væsentlige for Tove Ditlevsen, hvor oplevelsen af sygdom og bedring er i fokus. For Sylvia Plath er det et forløb, en eskalering af hverdagen, indtil den ikke er andet end en glasklokke uden mulighed for at bevæge sig. Lise er fysisk fikseret af et bælte, Esther er mentalt fanget under en glasklokke. Kvinderne oplever restriktioner, både indre og ydre, og kampen for at opnå frihed er det højeste mål, de kan opnå.

//Caroline

Ord om månedens udfordring (maj)

Maj er snart gået, og med det er det tid til en opsamling på månedens challenge. Birgitte gav mig opgaven “at læse en bog, jeg tidligere er begyndt på, men aldrig fik læst færdig”.


Cecilia Samartin – Salvadoreña (2009)
For nogle år siden læste jeg Drømmehjerte af samme forfatter, og jeg var helt forelsket. Det er sjældent jeg læser søde, bløde og romantiske bøger, men den var simpelthen så fin. Jeg købte La Peregrina bagefter, og var også meget glad for den. De to næste i den serie faldt dog mere og mere i kvalitet. Der havde jeg allerede købt to mere af hendes bøger, Kvinder i hvidt og Salvadoreña, men jeg blev mere og mere træt. Jeg kom lige over halvvejs i Salvadoreña, men så kunne jeg ikke mere. Ved kapitel 11 blev den stillet tilbage i reolen, og først nu har jeg fundet den frem igen.

Salvadoreña følger to spor; Ana i nutiden, som passer på sin dødssyge mand, og Anas erindringer over hendes liv. Den slår ned på vigtige steder – som da hendes landsby i El Salvador bliver udsat for en massakre, da hun bliver nonne, og da hun bliver ansat som barnepige hos familien Trellis. Der er aldrig nogen tvivl om, hvilke karakterer vi skal holde af, og hvilke vi skal tage os i agt for, og generelt er plottet ikke overraskende. Hvis man nyder en bog, hvor alting går som man forventer, og elsker en sød og uskyldig romance, så tror jeg på, at denne bog kan noget for dig. For mig blev det desværre en påmindelse om, hvorfor jeg havde lagt den fra mig fra starten. Jeg er ikke afskrækket fra at læse min sidste Cecilia Samartin-bog, Kvinder i hvidt, fordi jeg også har oplevet magien i hendes forfatterskab, men den var desværre ikke til stede lige her.

Det første ord, der dukker op, når jeg skal beskrive romanen, er from. Hele historien og de karakterer, man skulle holde med, var så fromme og uskyldige, at det blev kedeligt for mig. Det handler muligvis også om præferencer i forhold til genrer, for jeg havde det på samme måde med Little Women af Louisa May Alcott, som ellers er en kultklassiker. Selvom vi følger hele Anas liv, opleves alt efter massakren i landsbyen som værende stillestående – det vil sige fra side 59. Der er de bøger, man forsvinder i, som alt for hurtigt slutter – og så er der dem, man kæmper for at komme igennem; Salvadoreña ligger desværre i den sidste kategori for mig.

Det leder mig til et spørgsmål – for bør man læse de bøger færdig, man er gået i gang med? På den ene side virker det som spild af tid at læse en bog, man ikke finder glæde i, når der er så mange fantastiske bøger, der venter på at blive læst. På den anden side, så kan plot og karakterer udvikle sig, og man kan udfordre sig selv, ved at læse noget, man ellers ikke er så vild med. Min bedstemor kører med den taktik der hedder, at hvis man begynder at kede sig, så kan man lige bladre hen og læse slutningen – så ved man, om den er noget værd i sidste ende. Det er måske en lidt utraditionel tilgang, men om ikke andet, så ved man da, hvad man får.

// Caroline

Livelæsning: Fifty shades of Grey (Del II)

Dette er anden del af vores første livelæsning på bloggen. For at læse første del, klik her. Dette indlæg begynder i bogens midte, og rummer mine umiddelbare reaktioner under læsningen, samt en kort opsummering af oplevelsen. For en god ordens skyld må det nævnes, at indlægget indeholder spoilere.

275
Grey er med på at forsøge at have en eller anden form for forhold udenfor deres sub/dom perioder (jeg ved ærligt ikke, om jeg bruger de begreber rigtigt). Derudover har han også lige købt en bil til Anastasia. Men Ana, hun er hidsig.

277
‘Det kræver al min selvkontrol ikke at kneppe dig på motorhjelmen af bilen lige nu, bare for at demonstrere, at du er min, og hvis jeg har lyst til at købe en fucking bil til dig, så køber jeg en fucking bil til dig’. Er lidt vild med Grey på nuværende tidspunkt.

295
Kate, Anas veninde, er skiftevis kæmpe fan af Grey og hader ham. Sidst vi så hende, præsenterede hun Grey som Anas kæreste, og nu er hun gal på ham, og mener, at Ana har været helt fucked, siden hun mødte ham. Er der ingen karakterer, der er er bare lidt stabile?

303
Grey har spanket Ana, og hun er ked af det nu. Jeg fatter ikke helt hele det her smerte og kontrol-halløj, men det gør Ana selvfølgelig heller ikke. For at være ærlig, så er jeg virkeligt ovre denne her bog, og jeg har stadig over 200 sider tilbage…

304
Okay jeg er irriteret. Grey siger, at fordi Ana blev seksuelt opstemt af af blive spanket, så måtte hun jo kunne lide det. Den udtalelse er et kæmpe problem. Mænd kan også få erektioner og udløsning under seksuelle overgreb, men det betyder ikke, at det ikke er et overgreb. At sidestille fysisk seksuel opstemthed med consent er bare ikke helt sort og hvidt. Fatter godt, at bogen vil udforske BDSM, men shit den er ude på et sidespor nogle gange.

322
Der er blevet rullet latterligt meget med øjne på de sidste tyve sider.

354
Christians adoptivsøster Mia er åbenbart Alice fra Twilight. Broren Elliot er forresten Emmett. Sjovt nok også en adopteret søskendeflok. Anas forældre er også Bellas forældre. Jeg ved godt, at det er fanfiction, men det irriterer mig faktisk lidt, fordi alting er så uoriginalt at læse.

358
De drikker vin og champagne konstant og så igen.

367
Det er ækelt, at han bliver så vred, når han knepper hende. Det er ikke for hendes nydelse, det er for hans – det siger han direkte. Jeg er ikke fan.

396
Ana beskriver en kvinde i sidst trediverne, måske i fyrrerne, som en ‘ældre kvinde’. Øh.

426
Overvejer om den ville være bedre på engelsk. Meget lyder bedre på engelsk. ‘Baby’ i en dansk sætning er forfærdelig, og skatter lyder sarkastisk, hvilket jeg ikke tror, det er. Jeg kan ikke beskrive, hvor dårligt skrevet jeg synes den er. Overvejer at smide et par linjer ind i indlægget, så I kan se. På den positive side – jeg føler, at min egen roman ser meget bedre ud i lyset af denne her.

431
‘Har jeg et intimt forhold til Christian? Jeg har et seksuelt forhold til ham, og jeg forestiller mig, at der er meget mere at lære at kende på den front. Jeg ved, han er humørsyg kompliceret, sjov, kølig, varm… Gisp, manden er et omvandrende bundt af modsætninger’. Er det bare mig, eller kan I andre også se det?

435
Grey er en vanvittig stalker. Det står jeg ved. Nu har han fulgt efter hende til Georgia, selvom hun har bedt ham om at lade være, og han har fundet hende, fordi han kan spore hendes telefon. Alle røde lamper lyser, blinker, eksploderer! Hun er selvfølgelig lidt glad for det alligevel, for er der noget, denne her bog kan lære os, så er det, at når en kvinde siger nej, så mener hun det ikke rigtigt. River den snart i stykker.

447
Han har lige hevet en tampon ud af hende på en meget erotisk måde (??).

448
På den anden side er det meget rart med en mand, der ikke er generet af en smule blod.

460
Hun sover nøgen i hans seng med andendagsmenstruation. Det gør mig lidt nervøs.

461
Har aldrig hørt nogen beskrive fødder som ‘appetitligt nøgne’.

469
‘Uh, det var nyt. Hvorfor? Vel ikke på grund af mig! Det er afsløringernes dag i dag! Der må være noget i Savannah-vandet, der får de ellers så tilknappede mænd til at løsne op’. Igen, det her er skrivestilen.

485
Ved ikke, om jeg allerede har nævnt det, men de mailer utroligt meget i denne her bog. Det fylder en del, og på den måde kommer man hurtigere igennem de sider. Det er jeg ret glad for.

489
‘Jeg hører et nyt signal fra computeren. Jeg vil ikke se efter. Nej, bestemt ikke. Nej, jeg vil ikke se. Ha! Som det fjols, jeg er, kan jeg ikke modstå tiltrækningskraften fra Christian Greys ord.’ Sorry, jeg stopper nu. Jeg kan bare virkeligt ikke lide det.

499
Uanset hvad, så kan oralsex – cunnilingus, som jeg har lært, det hedder – altid et eller andet.

502
Ana remser op, hvad Grey har købt til hende: bil, telefon, computer og tøj. Men det er mere end det – han har købt tre førsteudgaver af nogle bestemte bøger (lidt pinligt, at jeg ikke selv kan nævne dem nu), har opgraderet hendes flybillet til første klasse frem og tilbage (formentlig inklusiv sædet ved siden af hende, så hun kunne sidde alene) og tøj – jamen han har fyldt et walk-in-closet op til hende. Kan godt lide ham lidt igen. Alle kan købes, I guess.

508
Vi er i ‘det røde smertekammer’ som Anastasia kalder legerummet. Under sexscenerne er det ren show don’t tell, hvilket giver dem en lille fordel i forhold til resten af bogen, hvor man langtfra altid er så heldig.

514
Jeg har lidt dårlig samvittighed over at tale dårligt om bogen, for jeg ved, at forfatteren har gjort sit ypperste (som spirende forfatter, ved jeg, at det er dybt sårbart), men den har uanfægtet givet hende stor succes. Så jeg vil lige give hende props for sexscenerne. De er intense og aktive, og de er knap så umodne som meget af det andet.

526
Grey har smækket Ana med et bælte, og hun er så gal. At han gerne vil have, at hun skal have ondt, det er fucked. Og jeg kan godt lide hende lige nu. En reel reaktion, endelig!

534
Okay, jeg anede faktisk ikke, hvordan den ville slutte – at Ana forlader Grey. På trods af de evindelige orgasmer i bogen, så mangler jeg på alle måder forløsning.


Opsummerende, så er alt ambivalent ved denne her bog. Den er ikke godt skrevet – det havde jeg selvfølgelig hørt, men kan nu kun bekræfte det. Skrivestilen føles umoden, og det er som om, den derfor skal vejes op af mere storslåede begreber og viden om klassisk musik, vin og litteratur. Det virker bare ikke efter hensigten. Karaktererne er som sådan tydelige, men de følger ikke deres egne karaktertræk halvdelen af tiden. Sammensætningen af karaktertræk ved en given person er også så modsatrettet, at de ikke bliver dybe, men meget usammenhængende. Kunne nok godt finde på at se en af filmene, fordi det er en hurtigere måde at få afklaring på, men jeg kan med sikkerhed kan sige, at jeg ikke får læst de to andre bind – det er der for mange andre gode bøger i verden til at kunne retfærdiggøre.


Jeg forstår til dels hypen – utroligt meget sex, og formentlig en del mere spicy end de fleste af os kender til det. På den anden side har jeg læst nogle af Kristina Stoltz’ noveller i samlingen Et kød, som jeg fandt langt mere erotiske, på trods af, hvor lidt de stemmer overens med almene seksuelle fantasier. På den anden side finder jeg romanen dybt problematisk i mange af dens udtalelser, og i det, at den romantiserer det ulige magtforhold der opstår mellem Grey og Ana (som også eksisterer i alle andre situationer end i sengen). Alt i alt utroligt undervældende læsning, på trods af, hvor stor succes den har haft.

// Caroline

Livelæsning: Fifty shades of Grey (Del I)

I dag er en spændende dag for bloggen. Der er ikke bare et, men hele TO nye koncepter; livelæsning og månedens udfordring. Livelæsning er en udgivelsesform, hvor de umiddelbare reaktioner under læsningen bliver skrevet ned (derfor vil disse indlæg indeholde spoilers). Månedens udfordring er en challenge, vi giver hinanden her på bloggen – og som I er meget velkomne til at deltage i. Fremover vil udfordringen komme på instagram, så I kan være med.

Denne måneds udfordring blev givet af Birgitte, og lyder således: Læs den mest hypede bog på din bogreol, som du endnu ikke har læst. Min første indskydelse var Fifty shades of Grey, og dermed blev dette indlæg til.

Side 12 (dvs. anden side af den faktiske roman)
Det er skrevet på samme litterære niveau, som de Mary Kate og Ashley bøger jeg læste, da jeg var 11. Jeg elskede de bøger, meeeeen..

16
Har mødt fem mennesker so far, alle perfekte og ubeskriveligt attraktive (lidt ensformigt tænker jeg umiddelbart, but what do I know)

22
Anastasia har som minimum rødmet 15 gange indtil nu.

36
Christian Grey smiler ved ‘at hans læber kruses opad i et skævt smil’. Undskyld mig, er det ikke Snapes måde at smile på? Han er også meeeget hemmelighedsfuld, Grey. Ja, med tre e’er i bogen.

40
Vi er virkeligt ude i det der ‘gudesmuk hovedperson, der ikke aner, at hun er endnu mere perfekt end alle de andre’ – her kommer Anastasias bejler nummer tre.

41
Nu har Ana indrømmet overfor sig selv, at hun godt kan lide Grey (hvem havde dog gættet det). De har mødt hinanden to gange, maks et par timer i alt, men hun har aldrig haft det sådan før. Det går stærkt, men der skal selvfølgelig også ske lidt.

46
Har ikke tal på, hvor mange gange Mr. Grey er beskrevet som en handsome mand allerede. Also, hvornår har en besidderisk, fremmed mand nogensinde været sexet? Hver gang et andet hankøn så meget som smiler til Anastasia, bliver Grey voldsomt jaloux.

59
Jeg ved ikke om det er fordi, jeg har hørt, at denne bog er en fanfiction over Twilight, men alle samtaler mellem Grey og Ana giver mig vilde Bella og Edward-vibes. Tro mig, jeg elskede Twilight, men der er en grund til, at jeg læste serien, da jeg var 14. Den voldsomme intensitet virker så forceret og underlig her. Måske er det også bare mere passende for en vampyr.

70
Grey har lige reddet Ana fra en af hendes andre bejlere, som i fuld tilstand er totalt klar på overgreb, så der får han selvfølgelig point. At han bagefter dømmer hende hårdt for at drikke for meget, det trækker ned igen.

72
Han har sporet hendes mobil, men hun synes det er fint. Ej, nej, nej. Manden er jo vanvittig. Føler det ville give mere mening, hvis det var en thriller med en psykostalker med magt og penge til at slette sine spor, og ikke en erotisk roman. Måske en type ala Patrick Bateman eller Grev Dracula (igen, vampyr). Meget usundt forhold vi er på vej ind i, og jeg ved simpelthen ikke, om det er en del af det erotiske.

78
‘Du udsatte dig selv for fare’ – er det det vi kalder det, når man oplever overgreb? Hvorfor er det lige at kvinder savler over denne her mand igen?? Den del er jeg ikke kommet til endnu.

81
Ana er lidt træt af, at Grey ikke har prøvet at knalde hende, mens hun var dybt bevidstløs af druk. River mig selv i håret pt.

84
Jeg har konstant kommentarer, men prøver at styre mig. Hader alle de ‘gisp’ der hele tiden kommer. Lige nu har de en ‘Bella og Edward ude i skoven, hvor løven forelsker sig i lammet’-scene, bare i Pretty Woman omgivelser (kæmpe lækker hotelsuite). Jeg har oprigtigt lige råbt ud i min stue, fordi jeg krummede så meget tæer og ikke kan holde det ud. Dyb vejrtrækning, jeg prøver at komme videre.

107
Grey elsker ikke, han ‘knepper hårdt’, og nu skal vi se hans legerum. Jeg håber virkeligt, at sexscenerne kan noget. Desuden går manden op i consent, hvilket jo er meget rart.

115
Rummet er, som man kunne forvente – rødt og læder overalt. De snakker om, ‘om han har været sådan her længe’, som om hans fetich er en sygdom. Oplever en blanding af, at læseren skal forstå BDSM som en ufarlig form for seksuel nydelse med consent, og samtidig er manden, der dyrker det, åbenbart farlig, og lyder som om han er syg. Lidt ambivalent.

117
Der er et sæt regler for Ana, hvis de skal knalde, og jeg tænker bare… Hvis man skriver under på, at man ‘vil gøre alt, der bliver pålagt, med velvillighed’, kan man så ikke ombestemme sig undervejs? Det med at skrive under på consent, det virker på nogle områder ikke så consentual. Jeg er så forvirret.

123
Nu skal de altså elske alligevel, for det går jo ikke, at Ana er jomfru, når hun skal til at være fast hus-submissiv sexpartner for Grey.

126
Not gonna lie, det er blevet ganske juicy. Halvdelen af sexsnakken er voldsomt forceret og ikke imponerende, den anden er god. Vi er ved at nærme os porno på skrift, og jeg føler mig som da jeg i 3. klasse ledte efter de sexede billeder i Valhalla tegneserierne. Please sig, at jeg ikke var den eneste.

127
Han skal til at slikke hende, og det er ret sexet, indtil han kalder hende ‘baby’. Det fungerer bare ikke. Ved ikke om det er oversættelsen, der fucker med stemningen, men det gjorde mig knastør. Desuden er det anden gang han går efter at kysse og slikke navlen. Navlen?

134
De har knaldet to gange, Grey har fået hende til at komme tre. Han er åbenbart meget dygtig, husker ikke min første gang som så orgasmisk og vild som hele det her foretagende. Elsker at han snakker imens. Hader at han siger baby. Det kommer vel an på, hvad man er til, men jo, det er so far den bedste del af bogen. Har ikke læst noget så eksplicit før, men der er noget i hele forventningen, at læsningen bliver pirrende. Udleverer jeg mig selv lige nu? Idk.

138
Mit feministhjerte er ikke helt fan af alt det der ‘han har taget min møddom, min jomfruhinde er sprunget, jeg har givet ham min møddom’ – der er intet at tage, ødelægge eller give. Stop så. I har knaldet og det var nice. Han ejer ikke en del af dig nu, Ana. Har dog på fornemmelsen, at han kinda ejer hende. Hvis ikke nu, så om lidt.

145
Hun beskriver hele tiden sit underliv som ‘dernede’, og det virker bare lidt barnligt. I det hele taget virker hun super umoden, bortset fra at hun ved alt om litteratur og musik, fordi alle i bogen er super kompetente til alt. Fik jeg nævnt, at Grey sad og spillede et arrangement af Bach, som oprindeligt var en obokoncert af Alessandro Marcello på sit flygel midt om natten?

148
De er i et badekar sammen, og han bruger en vaskeklud, han lige har hældt sæbe på, til at lege med hendes køn. Føler det er sådan, man får svamp, men hvad ved jeg.

156
Nå ja, de sprang alligevel over oralsex før, men nu har de begge fået. Føler det har været non-stop porno siden side 123, men nu kommer Greys mor, så jeg gætter på, at vi holder en pause.

165
Grey vil hele tiden have, at Ana spiser, men hun er aldrig sulten (efter mad) – jeg kan på ingen måde relatere. Derudover er han enten alvorlig og kalder hende miss Steele, eller er et glad legebarn, der vil kneppe hårdt i elevatorer, baby. Ana fatter intet, det gør jeg heller ikke. Det får ham ikke til at virke dyb som karakter, mere fragmenteret og usammenhængende. Der ledes op til at der kommer en eller anden forklaring engang, så jeg venter.

167
Der kom afsløringen, jeg havde forventet at vente noget længere. Hans mors veninde forførte ham, da han var 15, og brugte ham som submissiv i seks år. Ad en heks, det er voldsomt. Ved ikke om det ligefrem forklarer alt, men om ikke andet måske hans fetich og problem med almindelig sex og forhold.

176
Anas viiirkeligt gode ven, José (ham der med tvang ville kysse på hende, da hun var meget fuld) kræver at vide, om hun har knaldet Grey, og at hvis hun har, er det sikkert på grund af penge. Hun er lidt sur, men hun er også meget glad for ham. Godt med gode venner. Suk.

188
Legerummet var én ting – kontrakten mellem dem er på et helt andet niveau! For det første, ej et kedeligt kapitel so far – bortset fra Bilag 3, som jeg ikke forstår halvdelen af. For det andet – hold nu kæft, jeg gad ikke være den submissive! Folk skal gøre som de føler for, no judgement her, men hele den underkastelsesting gør intet sexet for mig. Jeg ville dø, hvis nogen ville indgå en aftale om, at de skulle bestemme over mig.

195
‘Ses, skatter’. Ad.

210
Virkeligt god sexscene, den kunne noget. Selvom Grey er en underlig sammensætning, så er han selvsikker og tager hvad han vil i sengen, og lige der er det dominante helt okay. (Igen, jeg sidder formentlig og udleverer mig selv lidt nu, men jeg går efter en ærlig og åben reaktion, så here you go).

225
Ingen mænd fatter et nej i denne her bog. Paul, beundrer nummer to, bliver ved med at invitere Ana ud, og selvom håb kan være cute, så er den der ‘jeg skal nok få dig engang’ utroligt ucharmerende.

226
Forresten! Ana har en ‘indre gudinde’ der reagerer på ting og sager i hendes liv, og det er som sådan fint – bortset fra, at det minder mig om Lizzie Mcguire, og igen får hele bogen til at virke meget… Ung.

244
Manden insisterer på, at det kun er dom/sub-sex der er måden for ham at have en relation til andre på, men de er opfører sig begge to som forelskede musser. Jeg gætter jo på, at de finder ud af en aftale, der på en eller anden måde gavner begge, men jeg synes ærlig talt at denne her relation er mærkelig. Ana enten stønner eller græder lige for tiden.

249
Ordet ‘uudgrundelig’ – som ikke er et ord, jeg personligt bruger helt vildt meget – er blevet anvendt som minimum 20 gange på nuværende tidspunkt.

250
Ana er så usikker og klynkende, det er til at blive sindssyg over. Der går to minutter, hvor han ikke svarer på en mail, og så vil han nok ikke have hende mere. Han søger ikke øjenkontakt med hende, når han skal give dimittenderne deres bevis, så nu er han ovre alt det, de havde sammen. Ej, stop.

Således så første halvdel af bogen ud for mig. Som I kan se, havde jeg en del at sige, og derfor kommer anden del af indlægget på lørdag. Indtil da må I meget gerne melde ind, om denne form for indlæg er underholdende at læse, og samtidig dele jeres egne tanker om bogen.

// Caroline