9 velfungerende lydbøger

[Indlægget er skrevet i samarbejde med Lydbogormen]

POV: Du er en travl læser, som ikke har tid til at sidde tre timer hver eneste dag med hovedet i en bog, og din TBR vokser sig større dag for dag. Hvad gør du?

  1. Læser knap 10 minutter hver uge, når der ikke er arbejde / børn / vasketøj / kørsel / whatever else der kræver din tid?
  2. Dropper bøgerne helt, når du nu alligevel ikke kan komme igennem dem?
  3. Hører lydbøger?

Det er helt op til dig, men selv vælger jeg lydbøgerne.

Indrømmet – jeg havde svært ved at komme i gang med at bruge lydbøger. Hver gang jeg begyndte at lytte, blev jeg enten distraheret eller irriteret. Faktum er, at det ikke er alle bøger, der fungerer som lydbøger, og hence dette indlæg. Her kommer nemlig en række anbefalinger til lydbøger der faktisk fungerer, når de bliver læst op, samt et tip til at finde mere inspiration til lydbøger inklusiv den rigtige lydbogstjeneste for dig (vi vil ikke spilde penge, der kunne være brugt på at købe flere bøger, amirite?)

Lydbogsanbefalinger:

Forsvindingsnumre. Skrevet af Amalie Langballe, oplæst af Camilla Lau. En ung kvinde har mistet sin mor, og bruger eskapisme som (manglende) coping med rejser, sex og fuglekiggeri. Utroligt smukt sprog hele vejen igennem og en rørende og ærlig betragtning af sorg.

Tue-trilogien. Skrevet og oplæst af Thomas Korsgaard. Vi følger en ung, homoseksuel fyrs opvækst i en ressourcesvag familie i provinsen. Omsorgssvigt og overlevelse er de ord, det først dukker op, når jeg skal beskrive den tragikomiske trilogi.

Havbrevene. Skrevet og oplæst af Siri Ranva Hjelm Jacobsen. En smuk, poetisk brevveksling mellem søsterhavene Atlanterhavet og Middelhavet. Om deres erfaringer og planer, samt bekymringer for fremtiden. Om alt det, havene er, havene ser, havene giver og havene tager.

Tour de chambre / Nye rejsende. Begge skrevet og oplæst af Tine Høeg. Kan måske kaldes digtromaner, jeg kalder det prosaminimalisme. Så stærkt sprog, at jeg sjældent har oplevet lignende. Meget fine bøger, behøver ikke sige meget, kan kun anbefale.

Meter i sekundet. Skrevet af Stine Pilgaard, oplæst af Sofie Torp. En kvinde flytter med sin partner til Vestjylland, hvor han arbejder på en højskole og dyrker fællesskabet, alt imens hun selv forsøger at finde fodfæste og skabe relationer i de korte sætningers land. Utroligt sjov og præcis i sine observationer af det jyske folk.

Står på tæer under vand. Skrevet og oplæst af Daniel Boysen. En digtsamling om en fremtid, hvor hav og havdyr har trukket sig henover det landskab vi kender. En smuk beskrevet tragedie med drømmeagtige visualiseringer af klimakrise og mulige konsekvenser deraf.

Look – Læsninger. Skrevet og oplæst af Luka Holmegaard. En genreløs bog om de selvskabte rammer vi bevæger os i hver dag, hele tiden: Køn, seksualitet, udseende, forventninger dertil. Den manglende struktur og genreklassificering for bogen understreger pointerne på fineste vis.

Hvor der er fugle. Skrevet af Maren Uthaug, oplæst af Thomas Jacob Clausen. En slægtsroman af den dramatiske slags – jo længere vi kommer i fortællingen, jo mere bedrag og og intriger bliver afsløret. Det er både makabert, juicy og twisted!

Næste spørgsmål er, hvor skal du lytte til lydbøgerne? Her kan Lydbogormen hjælpe med inspiration til lydbøger. Frem for selv at researche på alverdens tjenester, kan du let få et overblik over fordele/ulemper ved de forskellige tjenester, samt få prøveperioder hos dem alle, inden du smider penge efter det. Mit jyde-hjerte elsker denne tilgang, så ind og få hjælp og inspo, så du smider dine penge, hvor det giver bedst mening for dig.

// Caroline

Om at snyde med lydbøger

Jeg er i øjeblikket i gang med årets ottende bog, og jeg er meget stolt over det. Nogle af jer vil synes, at det er mange, andre vil sikkert være langt foran, men her husker jeg mig selv på, at den eneste man må sammenligne sig med, er sig selv.

Kigger man tilbage på de sidste mange, mange, mange år, vil otte bøge nok være det, jeg nåede igennem i løbet af tolv måneder – hvis jeg var god. Jeg kan godt lide at læse, det har jeg altid kunnet, men jeg har ofte været dårlig til at vælge det. Undskyldninger, I ved. Det var faktisk også et af mine nytårsforsæt; at læse mere. Det er det eneste forsæt, der går godt, men det gør mig ingenting. At der i marts overhovedet er et eneste forsæt, der stadig bliver overholdt, det er i sig selv ret vildt.

En af grundene til, at jeg er kommet igennem så mange bøger, er på grund af lydbøgerne. De har halvdelen af æren for, hvor mange bøger, jeg har slugt. Jeg troede ærlig talt ikke, at jeg var lydbogstypen (som om der er en type). Samtidig er jeg dog en af de personer, der gerne har høretelefoner i ørene størstedelen af dagen, om jeg går, er med bussen, vasker op, laver mad, vander planter, you get the drill. Så hvorfor skulle jeg ikke kunne lide lydbøger? Der var et par muligheder; 1) jeg ville skulle koncentrere mig for meget, sammenlignet med når jeg hører musik eller podcasts, 2) oplæseren kunne have en irriterende stemme eller måde at læse højt på og 3) jeg anede ikke, om der overhovedet var nogle bøger, jeg ville synes om at få læst højt.

Jeg prøvede alligevel. Først med Og sådan blev det, dernæst Døden kører Audi (som jeg flere gange fik kaldt Døden kører Ferrari, potato, tomato), så Pigebørn og sidst Hver morgen kryber jeg op af havet. Jeg slugte dem. Jeg vænnede mig til den ene irriterende fortæller, jeg stødte på, og kan ikke engang nu sige, hvorfor han var irriterende. Jeg er omvendt, konverteret, hvad end vi skal kalde det – jeg elsker lydbøger. Jeg føler mig produktiv OG underholdt, og er det ikke det, vi alle sammen ønsker af livet?

Til gengæld føler jeg også lidt, at jeg snyder. Den anden dag talte jeg med en veninde om Pigebørn (som kommer i biografen om meget snart, og som jeg hungrer efter at se), og fik sagt, at “den har jeg netop læst”. Så tøvede jeg. For havde jeg reelt det? Ikke helt, vel? Oplæseren har læst den – jeg har bare lyttet. Jeg kender handlingen fra ende til anden, alle steder, alle karakterer, alle ord, og alligevel føler jeg, at jeg har snydt og ladt en anden gøre arbejdet for mig.

Det her er ikke et indlæg med en færdiggjort refleksion eller en intelligent pointe til slut – det er oprigtigt bare sådan jeg har det. En sværm af tanker og en lille smule dårlig samvittighed somehow. Måske sidder I med det samme, måske er det komplet urelaterbart, but there it is. Jeg stopper ikke med at høre lydbøger (eller, lige nu holder jeg pause, men det er fordi den nye opdatering på eReolen fucker med Android, og jeg venter utålmodigt på, at det bliver fikset), men jeg tænker lidt over, hvordan jeg formulerer det, når jeg fortæller om de bøger, jeg har hørt. Giver det på nogen måde mening? Er jeg alene med det? Meld gerne ind, hvis I har gjort jer nogle tanker om samme emne, så jeg ikke føler mig totalt forkert. Og indtil da vil jeg læse (ægte læse) i Det europæiske forår af Kasper Colling Nielsen lige her i sofaen.

// Caroline