Cocaïne

[Anmeldereksemplar fra Forlaget Silkefyret]

Førstehåndsindtryk af bogen baseret på omslaget: Meget pink. Kokain (titlen Cocaïne) og kaniner får mig til at tænke på fest, fart, og hvileløshed. Og så tænker jeg selvfølgelig på det der med, at man kan bolle som kaniner. Det spiller meget godt sammen med den hektiske, hvileløshed som hører kokainen – og romanen! – til.

Handling:

Cocaïne følger primært et forfatterjeg kaldet jeg eller forfatteren (som ikke er helt identiske i den forstand at forfatteren også skaber jeget, men mere om det senere). Jeget/forfatteren følger vi over en periode i hans liv fra arbejdet med det, der bliver til ”Roman om kaniner” over hans rejse til Stockholm og hjem igen. I Stockholm skal han modtage Nobels Fredspris. Undervejs introduceres vi for en række personer i jegets liv, hans kone, søn, en familie bestående af Kurt, hans kone og datter samt jegets tabte kærlighed Nadja.

Når man ridser plottet op på den måde, lyder det relativt lige til, men det er det bestemt ikke. Der er masser af episoder undervejs, som er enten absurde eller slet ikke kan lade sig gøre. Tag bare følgende eksempel: Jeget introduceres for Det Svenske Akademis ældste medlem som er sengeliggende. Første gang vi møder ham parteres han og smides i en kødhakker. Anden gang er han levende og i et stykke men fodres med en portiers amputerede arm, som ligeledes køres igennem kødhakkeren.

I Cocäine blandes fiktion, virkelighed og drøm. Vi kan ikke altid kende forskel på, hvad der er hvad, men vi vænner os med tiden til de mange skift. Det mærkelige accepteres med tiden, og hen imod slutningen studser man ikke længere over de sære episoder, som i starten kunne være decideret forstyrrende for læsningen.

Den minder mig om:

For mig er Cocaïne metafiktion to the max – i hvert fald i starten. Vi følger jeget, som skriver på en roman og lader forskellige personer (hans kone, Nadja) læse med undervejs. Herigennem tematiserer Skorobogatov forholdet imellem læser og forfatter i skriveprocessen og efter udgivelsen. Her er læserne i stand til at pinpointe forfatterens logiske fejlslutninger og forholde sig kritisk til værket. Samtidig får hans skriverier, som han baserer på sit eget liv, konsekvenser for ham. Det kender vi fra autofiktionen, hvor man ofte ser at forfatteres familier bryder med dem, fordi de har skrevet noget, de nære relationer er uenige i eller ikke kan se sig selv i.

Jeg tænker også de mange absurde hændelser ind i denne kommentar på fiktionen. På et tidspunkt formår jeget at tænde en cigaret uden hverken cigaret eller tændstikker/lighter. Det kan selvsagt ikke ske i virkeligheden, men i fiktionen kan alt ske. Og jeg bliver faktisk provokeret af tekster, når de ikke giver mening. Jeg brugte de første sider på, at være irriteret over, at jegets barn havde sultet i en uge, fordi hans kone ikke kunne amme ham, når nu jeget bare kunne gå ned i kiosken og købe babymad. For mig er det faktisk en større udfordring end al den grafiske vold, som er til stede i bogen. Det at verden, som den er beskrevet i bogen, ikke giver mening. 

Ift. metafiktion vil jeg påpege, at selvom jeg synes, det er vigtigt at studere, hvordan bøger bliver til (det kan lære os en del om fortællinger generelt), så synes jeg, det bliver lige lovligt navlepillende og verdensfjernt – og meget 1990’er-agtigt

Kritik:

Det sjove ved metafiktion er jo, at det handler om fiktion – men det betyder ikke, at bogen ikke også siger noget om den verden, den beskriver eller i det mindste er skrevet i. Representation matters.

Når man udgiver et værk i oversættelse, skal man altid overveje det publikum, som modtager bogen. Det gør sig også gældende, når man genudgiver et historisk værk. I sidste tilfælde er spørgsmålet, hvorfor det giver mening at genudgive et værk som måske er 100 år gammelt eller ældre.

I Cocaïnes tilfælde kan jeg forstå, at man synes, det er interessant at udgive noget, der leger så radikalt med fortællingen, som Skorobogatov gør. Men jeg synes godt nok ikke repræsentationen af kvinder og LGBT-personer hører hjemme i DK.

Lad mig tage et grelt eksempel. I Stockholm møder jeget Sarah, som er forelsket i hende, og som han beslutter sig for at give en art medlidenhedsknald ”Du er en mand, og en mand må opføre sig som en mand”, som han påpeger. Herefter sker der noget, som han faktisk ikke har lyst til at fortælle, men han gør det alligevel. Han opdager, at Sarah er en mand, hvilket får ham til at freake ud som det kræves af ham som en ægte mande-mand. Han bevæger sig videre til at udspørge Sarah om hendes køn, men – og så sker der nemlig noget latterligt. Sarah fortæller at hun er et hunkønsvæsen, men at hun samtidig identificerer sig som en stol. Scenen spiller lige ind i en af de klassiske måder, transpersoner latterliggøres på: hvis du identificerer sig som [det modsatte køn], så identificerer jeg mig som en marsmand / et træ / en hund. Ærligt talt

Og jeg har ikke engang nævnt hvordan de få kvinder, som optræder i romanen, primært eksisterer som objekter for mandens begær, som små piger og som utro kærester/koner.

Hvem skal læse bogen: Den som elsker metafiktion og kan holde tungen lige i munden igennem Skorobogatovs mange fabulerende, absurde indfald, og som samtidig kan leve med de lidet flatterende skildringer af kvinder og LGBT-personer.

//Birgitte

Kløe af Fríða Ísberg

[Anmeldereksemplar fra Forlaget Torgard)

Læsningens udgangspunkt er aldrig neutralt. Læseren er ikke en clean slate klar til passivt at indoptage bogens indhold. Det gælder i første omgang det helt personlige: hvilken stemning er jeg i under læsningen, hvor læser jeg, hvilke andre bøger / film / tv-serier etc. er jeg optaget af og under coronakrisen særligt også hvilken situation udspiller sig nationalt og globalt. Det er ikke tilfældigt, at alle lige pludseligt læser Albert Camus’ Pesten og Angie Thomas’ The Hate U Give

I dette lille skriv tænker jeg at tage jer med i min læseoplevelse og fortælle om mit udgangspunkt for læsningen, hvad jeg oplevede undervejs, og hvad jeg tænker i skrivende stund.

Udgangspunktet

Lad mig starte med udgangspunktet for min læseoplevelse. Kløe er den første bog jeg læser af en islandsk forfatter. Eller lad mig korrigere: det er det første egentligt moderne stykke litteratur jeg læser. Jeg har selvfølgelig været tvangsindlagt til at læse sagaer på gymnasiet og studiet. Dertil kommer at jeg har sunget en række sange på islandsk (hvorfor jeg også har en god fornemmelse af sproget). I skrivende stund har jeg folkesangen ”Sá ég spóa” på hjernen, som jeg lærte på min første tur til Island i 2006. Jeg har været der to gange siden da helt tilfældigt. Det giver mig en følelse af noget familiært eller bekendt, som jeg tager med mig ind i min læsning. 

Ellers træder jeg ind i læsningen med følgende indtryk

  1. Bogen er insisterende rød (postkasserød faktisk) med gul og blå skrift og en brunlig cirkel under forfatterens navn. Min efterrationalisering er, at cirklen muligvis refererer til det kløhul kvinden i ”At undertrykke eller blive undertrykt” har i sine trusser
  2. At bogen jf. bagsideteksten handler om mennesker, der ”får fnat af deres samtids forventninger eller krav”. Her er det selvfølgelig denne kløe, irritationsmomentet men ikke den altoverskyggende smerte, som sættes i centrum – og seksualiteten som også er vigtig i Ísbergs tekster
  3. At Weekendavisen har skrevet det eneste problem med bogen er, at den ikke er ond nok. Det var det, der oprindeligt fangede mig – og jeg er tilbøjelig til at give dem ret, for karaktererne flipper aldrig ud for good

Kløe

Kløe er en efter min mening lang novellesamling med sine lige knap 200 sider, hvorfor jeg vil spare jer for at gennemgå dem hver og en (som jeg oprindeligt havde tænkt hæhæ). Jeg synes, teksterne taler bedst for sig selv, så lad mig i stedet gennemgå nogle af de mest centrale temaer. Det er også på det tematiske Ísberg virkeligt viser, at Kløe er en tekst til tiden.

Identitet, særligt i kategorien køn, seksualitet og alder.

Kløe lægger sig fint i forlængelse af den fjerdebølge feminisme, som særligt fokuserer på kvinder som seksuelle væsener med ret til at forfølge egen nydelse (uden at skulle slutshames) og kampen mod alle slags seksuelle overgreb i forbindelse med #Metoo. I den indledende novelle ”Lysekronen” belærer en svigerdatter sine svigerforældre om kvindens ret til orgasmen. Den nye frigørelsesbølge bliver særligt tydelig i generationsclashet imellem forældrene, deres søn og svigerdatter. I ”En dukke” onanerer en ung kvinde til sin kærestes pornofilm, selvom hun føler, hun ikke bør blive opstemt af filmen, fordi skuespilleren med al sandsynlighed er et offer for industrien. I ”Hjem” følger vi en kvinde som forbereder sig på at kunne forsvare sig selv mod en potentiel overfaldsmand på vej hjem fra en bytur.

Der er også noveller som tematiserer køn på en mere traditionel måde. I ”Havet” performer to kvinder forskellige kønsstereotyper fra populærkulturen, imens de gør sig klar til fest. I ”At undertrykke eller blive undertrykt” lever kvinden i et parforhold ikke op til idéen om den pæne kvinde. Hun tisser i badet, barberer sig ikke og har huller i sine trusser, hvor hun kan klø sig. Der er også noveller, som i høj grad forholder sig til forskellige aldersgrupper. I ”Præcis” forlader en mand sin ungdomsidealisme, i ”Fingre” plages to personer i slutningen af 20’erne af deres omgivelser, fordi de er ugifte og barnløse

Kriser i det sociale  

De nære relationer i familien, parforholdet og venskaberne, og de problemer der kan opstå her er også centrale i bogen. Konflikterne Ísberg behandler er små men repræsenterer typisk også noget meget større. I ”En dukke” præsenteres vi igennem pornofilmen for deres parforholds krise. I ”Syv” og ”Flugt” tematiseres konsekvenserne af dødsfald i den nære familie. I ”Syv” er sproget fragmenteret og tydeligt præget af hovedpersonens mentale tilstand, ligesom brorens død skjules for læseren indtil sidste side. Det samme gør sig gældende for hovedpersonen i ”Flugt”. Hun forsøger at flygte fra realiteten af tvillingebrorens død ved at skrive breve til ham og løbe frem og tilbage over gulvet i sin lejlighed. Der er også mere hverdagsagtige kriser i det sociale, som handler om, hvordan man forholder sig til gamle klassekammerater man møder tilfældigt i supermarkedet og behovet for at fremstå godt på de sociale medier.

Minder om Thomas Korsgaard

Kløe minder mig meget om Thomas Korsgaards novellesamling Tyverier (2019). Som hos Korsgaard gør sproget ikke det vilde nummer ud af sig selv. I stedet flyder det relativt enkelt og lige til med undtagelse af en enkelt novelle ”Syv”. Her matcher sprogets fragmenterede karakter meget fint den mentale tilstand, tekstens hovedkarakter befinder sig i. Både Korsgaards og Ísbergs tekster er eksempler på, at novellelæsning ikke nødvendigvis behøver at være et omstændeligt heldagsprojekt. Der er nogle forfattere som skriver noveller på en måde, hvor man bliver nødt til at dedikere oceaner af tid til at læse dem. Ikke fordi de nødvendigvis er omstændeligt skrevet, men fordi de er pakket med informationer særligt i kraft af en række referencer. Ísberg gør også brug af referencer, men jeg synes ikke det bremser læseoplevelsen. 

Ligesom Korsgaard zoomer Ísbergs tekster ind på en enkelt episode i karakterernes liv for herigennem at udstille større problemstillinger. Det er ofte situationer, som er pinlige på den der ondt-i-maven måde, måske fordi man godt kan genkende episoderne fra sig selv. Karaktererne i Kløe har kløe. Men kløen er symptom på større problemer, som vi kan udpakke, hvis blot vi graver lidt dybere. Det minder mig om et citat fra den kinesiske digter Lu Chi, som Inger Christensen var inspireret af. Han skrev at ”I en enkelt meter silke findes det uendelige verdensrum”.  

Det er det novellegenren (også) kan.

//Birgitte

Meter i Sekundet af Stine Pilgaard

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget Gutkind.

I virkeligheden er der noget vildt tidstypisk ved Stine Pilgaards tredje roman Meter i Sekundet. Her introduceres vi for hovedpersonen jeget, som flytter med sin kæreste og deres etårige søn til den vestjyske by Velling, da kæresten får job på en højskole. Jeget kæmper med at finde sin plads i det lille samfund. Hun er ikke en del af højskolen som sådan. Hun er bare sin kærestes påhæng. Samtidig mestrer hun ikke den vestjyske samtale, hvor kortfattethed er key, og alle taler i afbrudte sætninger og faste vendinger.

Ingen skriver som Stine Pilgaard

En hovedperson der kæmper med sit liv i de små byer, hvor ingen er i stand til at føre en samtale: tjek. En skrigende unge, der ikke vil sove om natten og forældre der morer sig med fantasier om hævn ud i fremtiden for at illustrere, at 1) det at være forældre ikke er en dans på roser 2) at forældre også er mennesker. Temaerne er genkendelige, men ingen skriver som Stine Pilgaard.

I Meter i Sekundet demonstrerer hun virkeligt sin sproglige kunnen. Hun er en fantastisk dygtig observatør, som skildrer hverdagens små og store problemer med sproglig præcision og humoristisk sans. Man griner faktisk højt, når man læser bogen – og det sker altså sjældent for mig! Samtidig mestrer Pilgaard de forskellige genrer, når hun ubesværet veksler imellem sangtekster, brevkasse og prosa. Prosaen er fuldstændigt renset for poesien, som til gengæld får sin plads i de atypiske brevkassesvar og i sangene. Romanen handler i høj grad om genrer. Jeget beundrer Anders Agger, fordi han er dygtig til at samtale med mange forskellige mennesker i forskellige samtalegenrer. Brevkassen og sangteksterne demonstrerer på finurlig vis, hvordan poesiens former rummer svar på livets spørgsmål, som ellers ikke er tilgængelige for os.

Samtalesorg og samtaleskam

Det er sproget og dets underkategorier, der er i centrum i romanen. Både glæden ved sønnens begyndende sprog men også den ensomhed, der opstår, når man er ude af stand til at kommunikere med de personer, man er tæt på. I bogen kaldes det så fint for “samtalesorg”.

Jeget har det svært med den vestjyske jargon. Hun har svært ved at fange nuancerne og de faste vendingers underliggende betydninger, som altid forblive usagte. Tavsheden er særligt svær at afkode. Vestjyder taler ganske enkelt mindre, end hun er vant til, og hun har svært ved at finde ud af, hvilken betydning den har for hendes spirende venskaber. Den er ildevarslende og utryg. Jeg er selv fra Vestjylland, faktisk fra en af små byer hun nævner, og jeg kan 100 % genkende portrætteringen. Men som en insider vil jeg også tillade mig at vende den rundt. Jeg synes ligesom Pilgaards hovedperson, at den mellemmenneskelige stilhed kan være ubehagelig. Den kan opleves som en social falliterklæring, som det er tilfældet for jeget i romanen. For mig personligt føler jeg det sommetider som en personlig falliterklæring. At man ganske enkelt ikke er interessant nok til at holde en endeløs, stimulerende samtale gående. Hvis Pilgaards personer oplever samtalesorg, så lider jeg af samtaleskam. I modsætning til mange andre romaner, som også handler om provinsens kommunikative kortslutning, er romanen ikke fordømmende overfor de umælende landsbyboere. De er formet af det landskab de er en del af – og de er gode nok. Det dulmer samtaleskammen.

Samtalen findes

Og samtalen etableres alligevel på sin egen forunderlige vis, om end denne samtale ikke er storbyens. Måske fordi mennesker trenger mennesker, som de ville sige i Skam.

Jeget oplever på en gang at stå uden for, men finder også et fællesskab og en funktion i Velling. Hun besvarer breve i lokalavisens brevkasse, bliver et fast inventar ved den lokale køreskole og indgår på en mærkelig måde i fællesskabet på højskolen, ved sønnens dagpleje og med sine nye venner Krisser fra mødregruppen og Sebastian, som er påhæng ligesom jeget. Pilgaards hovedkarakter rummer både fællesskab og ensomhed. De to ting kan godt være til stede samtidig, og det er der noget forfriskende i.

//Birgitte

Vild med Ord 2020

#reklame

På lørdag skal Caroline og jeg til den århusianske litteraturfestival ‘Vild med Ord’, og vi glæder os helt vildt til en hel dag i litteraturens tegn! 🎉 .. Jeg dækkede festivallen sidste år for kulturmagasinet VINK Aarhus, så jeg er særligt glad for at få lov til at være med endnu en gang. Sidste år bød i hvert fald på nogle spændende samtaler om litteraturen og et rimeligt gakkelak show med Jens Blendstrup og Lars Bukdahl.

Programmet på ‘Vild med Ord’ i år er bygget op omkring temaet ‘Udsathed’. Man kan føle sig udsat, hvis man er psykisk syg, arbejdsløs eller ikke passer ind. ‘Vild med Ord’ har inviteret en række forfattere og fagpersoner, som vil tale om udsatheden med afsæt i litteraturen. På listen er Karen Fastrup, forfatteren bag den selvbiografiske roman Hungerhjerte om psykose og psykiatri. Peter Øvig Knudsen kommer forbi og taler om sin roman Min mor var besat, om at være barn af en psykisk syg mor og selv lide af depression. Debutanten Amalie Langballe, som vandt Bogforums debutantpris for Forsvindingsnumre i 2019, taler om bogen, der behandler en ung kvindes sorg over morens død.

Jeg glæder mig særligt til Kristian Bang Foss, som vil tale om publikumsbaskeren og Lykke-Per anno 2019 (men bedre lets be real) Frank vender hjem. Det er seriøst en god bog, som du bør læse, hvis du ikke allerede har gjort det. Den er fremragende og intelligent skrevet, og så får den dig med garanti både til at grine og græde. Maren Uthaug og Thomas Korsgaard skal desuden tale om deres forfatterskaber og drikke rødvin, hvilket allerede der skaber en anderledes stemning. Jeg har lige læst Uthaugs nyeste slægtsroman En lykkelig slutning om en nekrofil bedemand (need I say more!) og hans familie. Caroline har lige hørt Og sådan blev det på lydbog og var ret creepet ud over den. Du har måske set på story, at hun blev nødt til at slukke for den i noget tid, fordi den var så ulækker. Jeg er også i gang med den i øjeblikket, men jeg er ikke kommet så langt i min lytning endnu. Eller også har jeg bare læst for mange klamme ting, at jeg ikke bliver påvirket af det. Thomas Korsgaard taler formodentligt om novellesamlingen Tyverier, som udkom sidste år og de selvbiografiske romaner Hvis der skulle komme et menneske forbi og En dag vil vi grine af det, om Tues opvækst i en udsat familie på landet.

Nå men nu kan vi konstatere, at jeg har rantet rimeligt længe om bøger (intet nyt der), så jeg tænkte, jeg ville komme til sagen. Caroline og jeg kommer til at dække festivallen og de forskellige arrangementer, så i kan følge med, uanset om man er i Aarhus eller ej. Men det bliver også meget hurtigt referat-tagning på den der lidt stenede måde, som nok kan være fint og informativt, men som ikke udfordrer hverken os eller jer. Jeg har aftalt med Caroline, at jeg laver en challenge, som vi begge tager del i på dagen. Hvis du er på ‘Vild med Ord’, kan du selv deltage. Den kommer her:

  1. Optag en video fra et arrangement og læg den på Instagram
  2. Lav et ‘Vild med Ord’-meme
  3. Tag til et arrangement med en forfatter, du aldrig har læst noget af før
  4. Tag et selfie med en forfatter (flere point for flere forfattere!)
  5. Send live på Instagram
  6. Stil et spørgsmål til en paneldebat
  7. Find det vildeste ‘Vild med Ord’-merch
  8. Tag det bedste stemningsbillede
  9. Find inspiration til nye læseoplevelser
  10. Post en liste med dagens top tre af oplevelser/erfaringer/erkendelser du tager med fra dagen

Jeg glæder mig – og jeg glæder mig til at se hvem af Caroline og jeg (eller jer derude!), der får flest point i vores lille challenge

‘Vild med ord’ finder sted på lørdag fra kl. 10:00 på Godsbanen i Aarhus. Du kan finde det fulde program for festivallen her.

// Birgitte

Om bøger der rammer plet (fx Misery af Stephen King) og bøger, der ikke gør (fx Animal Farm af George Orwell)

Et af mine nytårsforsæt var at læse mere – jeg er på den anden side af Harry Potter-tågen (er I snart trætte af at høre om det?), og alle muligheder er åbne. Jeg startede med en bog, jeg var sikker på, jeg ville falde pladask for, fordi de folk, der introducerede mig for den, talte højt og godt om den – Animal Farm af George Orwell.

Sidste år overraskede hans roman 1984 mig, da jeg tilfældigvis hev den med hjem fra biblioteket. Det er en sidenote, men en god en af slagsen, så lad os lige tage den: Op til valentinsdag havde min lokale bogpusher (læs; Åby Bibliotek) pakket en bunke bøger helt ind, så man ikke kunne se, hvad det var for nogle, og skrevet en lille introduktion foran. De blev beskrevet som dates – “Tag denne bog, hvis du vil på en date, hvor du føler dig overvåget”. Det var den bog jeg tog, og det var 1984. Den var skrevet fint – tempoet var ikke ligefrem højt, men stemningen var hele tiden skræmmende, og gav mig en fornemmelse af at have slugt den røde pille i The Matrix. Det fungerede godt for mig, og jeg glædede mig derfor til George Orwells bog Animal Farm.

Det startede godt – så godt, at jeg glædede mig til at læse den færdig, og at jeg bestemte mig for at skrive et indlæg om den. Men den blev ved i samme smøre, og egentligt var det kun starten og slutningen, der gjorde noget for mig – hele den midterste del var gentagelse på gentagelse på gentagelse, dog i større ekstremer, men komplet gennemskueligt. Måske var det meningen. Det er en fabel om politik, strategier og manipulation, om magt og følelsen af frihed, og jo, på den måde holder den, hvad den lover. Det burde have været storslået, men den sagde mig ikke så meget. Den ramte mig ikke der, hvor jeg føler noget. Jeg havde troet, at dette indlæg skulle handle om den kritiske vinkel, fablen har, men den var så grå, at det ville føles som tvang. Som en opgave i gymnasiet, hvor jeg skulle analysere en kedelig bog, jeg ikke selv havde valgt.

Jeg havde brug for en oprejsning efter at have gjort bogen færdig, og tyede derfor til noget, jeg håbede kunne skabe en reaktion hos mig; Stephen King. Og gode gud, hvor havde jeg ret. Min trang til det makabre betyder ikke, at hvad som helst giver mening for mig. Horror kan hurtigt blive ynkeligt på en eller anden måde. For nemt. Sådan er det med både erotisk litteratur og horror, hvor sex og blod kun er rekvisitter uden egentlige formål. Måske vil Misery være det samme for nogle mennesker, med dens sadistiske tortur og manipulation, med økser og blod og ‘idder-adder snoskeboller’ (hvilken fantastisk oversættelse, det må man give dem). Men for mig, åh, for mig var den et velkomment temposkift, som indebar en utroligt dygtig forfatters evner. Da opdagede jeg, hvad det faktisk var, jeg havde brug for at skrive om i dette indlæg.

Jeg læser tit langsomt; nipper til bøgerne, og falder ind og ud af kapitler uden at blive fanget helt ind. Jeg finder bøger, som har fået status eller lyder fine eller andre har sagt noget flot om. Det er bare ikke altid pointen ved at være læsende; det handler om at finde det, der giver mening for en selv. At finde ud af, hvor man bliver pirret, fanget, inspireret eller noget andet, man har lyst til at opleve. Horror, fantasy, romantik, det har kun den status, man selv giver det. Mærk efter og nyd bøgerne (og det siger jeg lige så meget til mig selv som til dig, der læser med): bøger skal ikke være en pligt. Det skal være nydelse. Derfor kan man godt tygge sig igennem en semi-god bog engang imellem, fordi man har lyst til at forstå, hvad andre har fået ud af den. Ellers kan man gøre som min bedstemor; læs slutningen først, bare for at være sikker på, at bogen i det mindste ender godt, inden du går i gang.

// Caroline

Om Athena Farrokhzads I rörelse (2019)

Der er ikke mange i Danmark, som kender til den svensk-iranske digter Athena Farrokhzad. Hun debuterede i 2013 (samme år som home boy Yahya Hassan) med digtsamlingen Vitsvit. I Danmark blev hun særligt kendt for at have kritiseret indholdet af Yahya Hassans digtsamling. Hun mente, bogen forsynede islamofobiske debattører med argumenter imod muslimske flygtninge og indvandrere. YAHYA HASSAN forværrede en i forvejen betændt situation.

Vitsvit minder tematisk om YAHYA HASSAN. Den beretter om at være svensk-iraner. Om at vokse op langt væk fra forældrenes hjemland. Om revolution og racisme. Om jegets stigende angst for en herskende islamofobi, som hun sammenligner med den antisemitisme, som ledte til holocaust. I rörelse fortsætter på mange måder af samme spor som Vitsvit, men er også i høj grad præget af de politiske kriser post 2013: bådflygtninge, den danske smykkelov, Brexit og nedbrændinger af flygtningelejre.

Jeg skriver ikke den her tekst for at gå ind i en længere diskussion om Athena Farrokhzads politiske udsagn, og hvorvidt jeg selv er enige eller uenig i dem. I rörelse er en politisk bog med et klart politisk standpunkt. Farrokhzad er (blod)rød. Digtet ”Brev till Europa” er en lang kritik af racismen, flygtningekrisen, klimakrisen koloniseringen og krigene i Mellemøsten, som de europæiske lande er ansvarlige for. Europa kaldes en ”överdimensionerad skamfläck på kartan”. Samtidig bærer mange af digtene vidne om et håb om en bedre fremtid, hvor nysvenskere kan leve frit og accepteres som en del af det svenske samfund på linje med hvide svenskere. Digtene er velskrevne. Farrokhzad behersker fremragende poetiske figurer, hvor særligt gentagelsen skaber en følelse af nødvendighed i det udtalte. Voldens sprog er gennemgående i digtsamlingen: had, uretfærdighed, vrede, slå ihjel. Og jeget er bevidst om sprogets magt: ”ord kan vara som mycket små arsenikdoser”. Det vidner det indledende citat fra et Adrienne Rich digt også om:

”Poesin har aldrig haft någon chans / att ställa sig utanför historien / En rad som maskinskrevs för tjugo år sedan / kan sprejas på en vägg  […] Vi är i rörelse   men våra ord står kvar / blir ansvariga / för mer än vi tänkt oss”

Jeg synes ”Brev till Europa” er det mest provokerende digt i samlingen. Europa (og europæerne) reduceres til navnløse personer og steder, som dæmoniseres, straffes og handles med. Det er de koloniserede, som tager hævn for racismen og kapitalismen, som de europæiske lande er ophavsmænd til. Jeg synes ikke omvendt racisme er den bedste måde er få sin pointe igennem på. Det skaber i højere grad afstand end sympati.

Bevægelse er et centralt ord i Athena Farrokhzads digtsamling. Det kan være bevægelsen fra et land til et andet: fra Iran til Sverige; slavehandel fra Afrika til USA; bådflygtningene over middelhavet. Det kan også være forandringer i tiden. Revolutionen er et central. Det drejer sig konkret om den iranske revolution, men også om LGBT+-bevægelsen, kvindebevægelsen og arbejderstrejker. Der er med andre ord noget på spil i digtsamlingen. Den behandler klassiske digteriske temaer som kærlighed, død, sorg, angst og naturen. Det kan godt blive lidt højtstemt nogle gange, men der er også meget på spil. Det handler bogstaveligt talt om liv og død.

Jeg tror, det er det højstemte, der gør hendes bog følsom for kritik. Det er store temaer, som er på spil i bogen. I rörelse er præget af en følelse af politisk uretfærdighed og angst, og derfor mister den også lidt sine nuancer. Sproget bliver bombastisk. Farrokhzad kommer da også kritikken i møde i den afsluttende tekst ”De enstaviga orden”. Det menneskelige ønske om fred, brød og jord er simpelt. Men set i kontekst bliver det komplekst. Bevægelsen er kompliceret, og Farrokhzad er, som alle andre, skyldige i at reproducere samfundet. Det er ikke enkelt, og man er dømt til at gentage sig selv både historisk og poetisk: ”Nu börjar Athena Farrokhzads bok. / Nu börjar den om”  

// Birgitte  

Ord om læsesteder

Jeg har altid ønsket mig en læsekrog. Et hjørne i mit hjem, hvor tiden går i stå. Et sted, hvor luften fanger mig og holder mig nede i lænestolen, holder mig fast, til sidste side er læst. I vores nye lejlighed har jeg endda forsøgt at skabe dette; et område dedikeret til læsningens ro.Det bliver bare aldrig brugt. Min lænestol er en kurvestol, man ikke sidder særlig godt i. Jeg ved ikke, om det er det, der gør udfaldet, men faktum er, at jeg har siddet med en bog i stolen en enkelt gang på et halvt år.  Til gengæld er der andre steder, jeg får læst langt mere, og de steder skal også hyldes.

I toget 

Eller ved alle andre former for transport, hvor du passivt bevæger dig af sted; i bussen, på en færge, på flyet, i en GoMore, hvor stemningen oser af konsensus om, at turen foregår i stilhed. Der er et begrænset udvalg af aktiviteter i disse tilfælde, og bogen er her din bedsteven. Selvom mine togture er minimeret de sidste par år, er der ikke noget som at læse i toget. Rejsen eksisterer ikke, det gør de fem kapitler, du når at sluge, mens du glemmer at kigge ud ad vinduet og se de smukke søer omkring Laven og Ry. Tænkt eksempel.

På Espressohouse 

Det kunne være hvilken som helst anden café, og det er helt sikkert et sted, der deler vandene. Der bliver spillet musik, du skal huske din kaffe, hvis ikke den skal blive lunken (ellers kan du bestille en frappino caramel, den er kold og tilgiver dig for perioder uden opmærksomhed), og der er mennesker der vandrer ind og ud hele tiden. Der er dog et eller andet ved at bevæge sig ud for at læse. At sidde her fordi du vil læse. Intentionen om at tage din bog på en date og give den ens fulde opmærksomhed er rar. Som regel sidder jeg med høretelefoner i ørene uden musik, for at dæmpe lydene på caféen – men aktiviteten udenom kan også være god. Som en scene i alle rockpoppede musikvideoer fra 2000’erne, hvor du står på gaden, og alle bevæger sig omkring dig i 4x hastighed – bare på en café.

Biblioteket

Det er mit absolutte yndlingssted at være. Der er ro, der er bøger, der er ofte behagelige stole og sofaer. Det er ikke bare et sted, du skal tage hen, for at finde nye bøger, det er et sted hvor du kan nyde de selvsamme bøger. Det er den største læsekrog, indrettet med det specifikke formål at give dig den plads du har brug for. Gud ved at jeg har brugt uendeligt mange timer på biblioteker rundt omkring, fordi den indforståede stemning går på, at her læser vi. Hvis ikke det er en gave, så ved jeg ikke, hvad der er.

Sengen eller sofaen

For det meste har jeg ikke tænkt mig at bevæge mig ud, for at læse i en bog – det er de særlige tilfælde, hvor jeg har brug for luftforandring og motivation. Som oftest sidder jeg og læser i min slidte sofa eller under dynen med sengelampen tændt. Der er ingen, der kigger på dine underlige læsestillinger (er jeg den eneste der har dem?), der er al den ro, dine overboer tillader, og du kan sidde i nattøj (eller ingen tøj) på alle tidspunkter af døgnet. Du har din egen bogreol tilgængelig. Du behøver ikke at forholde dig til andre mennesker. På den ene side er dette punkt ligegyldigt; vi gør det alle sammen, så hvad inspirerende er der i det? På den anden side falder man hurtigt i overspringsfælden – du skal have vasket op, vasket tøj, støvsuget, du kunne sortere dit tøjskab og i øvrigt burde du rengøre køleskabet engang. Til gengæld: Når man slipper det, og vælger bogen til, så er der intet som at læse in the comfort of your own home. 

// Caroline

Mit læsehjørne

Da jeg flyttede ind i den lejlighed jeg bor i nu, var det vigtigt for mig at indrette et egentligt læsehjørne. Et sted trygt placeret imellem vinduet og bogreolen. Der er dagslys om dagen og en hyggelig standerlampe til når mørket falder på. I gyngestolen kan man krølle sig sammen med et tæppe og en kop te og vugge sig selv ind i litteraturens verden. Læsehjørnet giver et andet perspektiv på mine bøger. Jeg læste Tove Ditlevsens Ansigterne, fordi de mange ansigter fra bogens cover stirrede på mig fra det specifikke spot i reolen. Jeg var ellers i gang med at læse Lykke-Per, men Tove var uimodståelig. Jeg slugte bogen hel.

Mine forældres lænestol

Min forældres lænestol er et tilsvarende godt læsespot. Lænestolen står ved terrassedøren, så langt væk fra fjernsynet med dertilhørende sofaarrangement, man kan komme uden at træde ud af stuen. Stolen balancerer perfekt mellem det stille og det larmende; det sociale og det asociale. Man kan ikke læse i sofaen, for så bliver man forstyrret af fjernsynets lyd og billede. Som barn lå jeg ofte med mit hoved på min mors ben og læste, imens fjernsynet kørte i baggrunden. Det kan min skærmtilvendte hjerne ikke i dag. De skiftende billeder og lydene overtager min opmærksomhed. Nogle gange vender jeg mig med ryggen fra fjernsynet, det er stadig ikke nok. Læsningen kræver sin afstand. Et aktivt tilvalg. Og det er måske meget godt.  

På offentlige transportmidler

Når jeg ikke bliver køresyg eller hører podcasts (pænt meget dødvande på den front efter 24syv dog am I right), læser jeg i bussen og i toget. Jeg har nogle gange haft virkeligt lange busture, fordi det tager 100 år at bevæge sig seks kilometer inde i byen, og så er det nemt at fordrive tiden med læsning. Skal man skifte bus kan det også anbefales, at læse imens man venter ved bussen. Så kan man dyrke sin cool nerd aura imens lidt alá de der high school film, hvor nørderne altid læser, når de går (kan dog ikke umiddelbart anbefales).  

// Birgitte

Om nytårsforsæt for 2020 (writers edition)

Det eneste nytårsforsæt jeg har – og måske mere et mål end et forsæt – er, at jeg skal skrive min roman færdig. Hvilken roman spørger du nu, og hvordan går man overhovedet til sådan et projekt? Skal vi lige tage en snak om det? (Læs; her kommer en monolog fra en forfatter in spe).

Følger I med på vores instagram? I så fald vil nogle af jer have opdaget mit igangværende romanprojekt. Det er et projekt, der har været længe undervejs (tre år, host host) – men jeg begynder nu at kunne se en ende på det. I december skrev jeg slutningen på bogen, efter en samtale med noget så leverpostej som jobcenteret. Kvinden på kontoret, hvor jeg blev placeret, var min motivation. Mine ambitioner om at blive forfatter – og om at kunne leve af det – væltede ud af min mund, og hun greb ordvandfaldet med en skål formet af hænderne. Hun anerkendte det. Det var det, der skulle til. Jeg satte mig på en café og skrev den færdig.

Selvom den jo ikke er færdig. Jeg sidder nu med en kladde af romanen, et første udkast af en ægte bog. Nu begynder en kæmpe redigeringsproces, som på den ene side virker komplet uoverskuelig, på den anden side fandens nem. Nu har jeg arbejdet med karaktererne, plottet, temaerne i evigheder, hvilket gør det her til slutspurten. Jeg har endnu et halvt år, hvor jeg er i et mentorforløb på Dansk Talent Akademi, og jeg har min skrivegruppe, som måske et mit vigtigste skriveredskab, og de skal hjælpe mig, som de altid gør. 
Jeg har prøvet at dele det op – at markere alle de steder, hvor jeg skal skrive nye scener, hvor jeg skal ændre eller tilføje noget, og skrevet noter til mig selv om småting, jeg skal huske undervejs (fx at det er forår, ikke efterår, at Hannah skal lyde mere overbevisende, når hun lyver, og at jeg skal nævne Leos fyldepen). Det er lettere at gå til det med en lille opgave ad gangen (næste stop; én scene, der skal skrives til fra side 47) frem for at sidde og stirre på alle de røde klistermærker, der markerer større ændringer. Jeg forsøger på alle måder at gøre det overskueligt for mig selv.

Det er den ene del – at gøre den færdig. Den anden del er at sende den ind til et forlag. Et faktisk forlag med faktiske redaktører og en faktisk mulighed for at blive udgivet. Det er to forventninger jeg har til mig selv, for det er mig der styrer de to ting. Hvordan den bliver taget imod, og om der overhovedet er nogen der vil udgive den (pleasepleaseplease), det er ude af mine hænder. Selvom min ønsketænkning indebærer, at jeg i år 2020 bliver antaget af et forlag, så er det ikke en forventning eller et mål. Det er et håb. At skrive bogen til, at rette den og at sende den til nogen, der har mulighed for at gøre mere ved den, det er til gengæld op til mig, og jeg ser det som min vigtigste opgave i år.
Det betyder også, at skriveriet igen i år kommer til at fylde meget for mig, og jeg vil gerne dele den proces herinde. Hvordan redigering foregår, hvordan jeg bruger henholdsvis min mentor og min skrivegruppe, hvordan jeg skriver og hvad man skal gøre, når man sender et manuskript ind. Det er nemlig det, jeg skal bruge min tid på. Og når dette indlæg er udgivet og jeg har taget et billede til instagram (det vil sige nu, hvor du læser dette), er jeg igen i gang med at redigere den. Min bog.

//Caroline

Om forventninger til bogåret 2020

Hvor optakten til nytårsaften handler om at se tilbage på året der gik (og i dette tilfælde årtiet), retter man i januar linsen mod det, der kommer. På Ord om_ ser jeg med årets første post frem imod den kommende tid med bøger, jeg glæder mig særligt til.

Athena Farrokhzad: I rörelse (2019, Albert Bonniers förlag)

Athena Farrokhzad (f. 1983) er svensk forfatter med iransk baggrund. Hun debuterede i 2013 med digtsamlingen Vitsvit, som skildrer hvidhed, racisme, magtstrukturer, identitetssplittelse, familie og revolution. Samtidig bærer den, med reference til holocaust, en dyster profeti om islamofobiens konsekvenser. I Danmark blev hun sammenlignet med Yahya Hassan, som debuterede cirka samtidig med digtsamlingen YAHYA HASSAN. Farrokhzad er imidlertid langt fra Hassan, hvis digte hun kritiserede i det svenske Aftonbladet for at bære ved til det indvandrerkritiske bål (Du kan læse kommentaren her: https://www.aftonbladet.se/kultur/bokrecensioner/a/1kWGjB/hans-raseri-hyllas-av-danska-rasister). Man kan være enig eller uenig i Farrokhzads politiske analyser. Hendes første digtsamling var utroligt barsk og smukt skrevet med et omslag, man bogstaveligt talt kunne spejle sig i. Af den grund glæder jeg mig også til at læse hendes nyeste bog I rörelse (oversat. ”i bevægelse”), som i den grad har noget at leve op til.

Louisa May Alcott: Little Women (1868, Read & Co. Books)

Louisa May Alcotts roman Little Women (da. Pigebørn) er en klassiker, jeg ikke har fået læst endnu. Med Greta Gerwigs nyeste filmatisering, som kommer i biografen til marts, er der dog ikke længere nogen vej uden om. Romanen er henlagt til den amerikanske borgerkrig og følger de fire søstre Meg, Jo, Beth og Amy i overgangen fra barndom til voksenliv. Jeg har længe kendt til bogen. Mest fra det afsnit af Friends, hvor Joey og Rachel bytter bøger. Joey begejstres over det, han tror, er en lesbisk romance i romanen. Gerwigs filmatisering har vækket min begejstring. Mest på grund af castet ærligt talt: Saoirse Ronan, Timothée Chalamet (elsker elsker elsker begge), Meryl Streep, Laura Dern, Emma Watson. Jeg elskede Ladybird (instrueret af Gerwig med Ronan og Chalamet i centrale roller), og jeg får lidt samme vibe fra Little Women, selvom der er langt fra Californiens stegende hede i start 00’erne til 1860’ernes pæne borgerlige hjem. Og så elsker jeg period dramas absurd meget. Ved ikke hvad der sker for det  

Svend Aage Madsen: Enden på tragedie (2019, Gyldendal)

Okay full disclosure: jeg er faktisk i gang med at læse Enden på tragedie og havde lyst til at nævne det hæhæ. Enden på tragedie er en fremtidsfortælling, som følger Jonathan Tidebon, en specialeskrivende litteraturstuderende, som tager et hormon for at få direkte adgang til andre personers historier. Som altid med Svend Aage Madsen er plottet spændende, teksten finurligt og intelligent skrevet. En real headscratcher TM. Samtidig er historien sat i det klassiske Svend Aage Madsen-univers. Handlingen udspiller sig som altid i Aarhus med karakterer og fænomener, som går igen fra hans andre bøger (det er imidlertid ikke et problem, hvis du ikke har læst andet Madsen). I øjeblikket er jeg i gang med at finde ud af, hvordan jeg skal læse bogen. Den er inddelt i to med referencer til små korte historier bagest i bogen, som man kan vælge at springe frem til, når man møder dem i fortællingen, eller man kan læse dem, når man er færdig. Jeg er ikke sikker på, der er én rigtig måde at gøre det på.  

Adda Djørup: Bulgakovs Kat (2020, Rosinante)

Jeg skrev speciale om Adda Djørup, og det er sjældent. man møder en forfatter, som mestrer sine genrer og sit sprog så godt. Hun er ekstremt opmærksom på den sproglige detalje og på at skabe scenarier, som man nærmest kan træde ind i som læser. Jeg glæder mig derfor også til at se, hvad hun har fundet på med hendes nyeste roman Bulgakovs kat, som udkommer i midten af januar.

Paul Auster: Samtaler med fremmede (2020, Lindhart & Ringhof)

Samtaler med fremmede er en oversættelse af Austers Talking to strangers fra 2018. Auster har over de sidste årtier slået sig fast som en af de største nulevende amerikanske forfattere med b.la. New York-trilogien City of Glass. Også hans seneste roman 4321 om fire forskellige versioner af den samme hovedkarakter Fergus’ liv kan anbefales (om end den er møglang!). Samtaler med fremmede er samling af vidt forskellige tekster skrevet over de sidste 50 år. De giver derfor et vigtigt indblik i Austers virke. Bogen udkommer d. 4. marts.  

Asta Olivia Nordenhof: Scandinavian Star. Del 1 – Penge på lommen (2020, ukendt)

Asta Olivia Nordenhof er for mig en af 10’ernes dygtigste og mest distinkte forfatterstemmer. Hun debuterede med romanen et ansigt til emily (2011) og har sidenhen udgivet digtsamlingen det nemme og det ensomme (2013) om kærlighed, skrøbelighed og savn. Virkeligt stærke tekster. Alene grundet Asta Olivias skrivetalent, kan jeg ikke vente med at få fingrene i bogen – selvom jeg har absolut ingen idé om, hvad den handler om (gætter dog på det har noget med det forliste Scandinavian Star at gøre).

// Birgitte

Om forventninger til bøger i 2020

Hvor optakten til nytårsaften handler om at se tilbage på året der gik (og i dette tilfælde årtiet), retter man i januar linsen mod det, der kommer. På Ord om_ ser vi med årets to første indlæg frem imod den kommende tids bøger og læseoplevelser. Her er første del:

Jeg ser filmene, inden jeg læser bøgerne. Det er den omvendte tilgang, end mange andre har, men der er en mening med galskaben: Vi kan alle sammen blive enige om, at bøgerne er bedre end filmene. Så hvorfor tage det bedste først, blot for at blive skuffet senere? Det er lidt som at spise desserten først, og så gemme suppen til sidst – ellers tak. Jeg vil lokkes ind af en god film, og derefter dvæle i dens oprindelse, i de ord, der skaber hele fortællingen.

Hvorfor starter jeg et forventningsindlæg med dette? Jo, det sidste stykke tid – over alt, alt for lang tid – har jeg læst Harry Potter. Jeg kan ikke svare på, hvorfor det har taget så lang tid, andet end at mine perioder med læsning kommer og går. Det er ikke en konstant altopslugende mund, der tygger sig gennem enhver bog i sin nærhed, men nærmere end sult der opstår sporadisk. Altså, det har taget mig lang tid at læse Harry Potter-serien. Er jeg færdig nu, spørger du så? Nej, jeg mangler stadig 100 sider, som jeg til gengæld får læst færdig i denne her uge, for i juleferien så jeg den sidste film, og dermed er enden nær. Enden for Harry-æraen i hvert fald.

Til gengæld er det starten på et nyt år, og for mit vedkommende en mulighed for at indlede mig selv i relationer til nye forfattere og hovedpersoner. Jeg elsker Harry Potter, og er helt sikkert blevet en af nørderne (fun fact, jeg er slytherin, og den mørke del af mig er stolt) – men jeg glæder mig virkelig også til at kaste mig over noget andet. På grund af min lidt tørre periode i 2019, tror jeg på, at 2020 bliver langt mere frodigt. Jeg skal tilgå bøger med lyst – og jeg skal gøre mere brug af Goodreads, både til at få styr på mine mål og mine fremskridt. Mine øjne kigger dagligt spændt henover min bogreol, hvor jeg overvejer min næste ret. For jeg føler mig sulten igen, og det er rart.

Generelt bliver jeg ofte draget af store, tykke, imponerende bøger, men jeg vil starte ud med en appetizer eller to. Animal Farm, som jeg fik i julegave, ligger først. Derefter måske Fluernes Herre, en klassiker, jeg aldrig har fået læst færdig. Så tror jeg, at det bliver en blanding af de store læseoplevelser og de letlæste mainstreambøger. Bare for at prøve, bare for at se, hvor jeg bliver fanget. For at have en eller anden form for balanceret kost. Jeg læste lige om en, der havde det dogme for året, at hun skiftevis ville læse bøger af henholdsvis mandlige og kvindelige forfattere, hvilket også lyder spændende (dog ikke at forglemme ikke-binære). Jeg glæder mig blandt andet utroligt meget til at læse noget Stephen King, og også til at komme i gang med noget fint som Anne of Green Gables. Derudover ligger Det Europæiske Forår og Fagre Nye Verden også højt på listen. Krimier som En Lille Tjeneste og Kvinden i Toget er også et par stykker, der har fanget min opmærksomhed, efter at være faldet lidt for genren på grund af Kvinden Der Forsvandt (Gillian Flynn skriver jo vanvittigt!).

Jeg forventer at holde mig til min bogreol, frem for at finde nyt hele tiden. Måske er det stenbukkeenergien, men jeg har et behov for at rydde ud og få brugt de ting, jeg har. Ligesom at jeg har lyst til at få brugt den mad, der er i mine skabe, og som jeg sjældent gør brug af, vil jeg gerne æde mig igennem min bogreol i en eller anden grad. Jeg har alt for meget, jeg ikke har læst, og det irriterer mig (det er der blandt andet et helt skriv under titlen “Om de støvede bøger, der fylder på reolen”). 2020 er året for opdagelsesrejsen i mit eget hjem. Dermed ikke sagt, at jeg ikke kommer til at købe nye bøger – det ville være at sætte mig selv op til at fejle – men det føles som et meget godt sted at starte. Lige her.

//Caroline

Ord om Maren Uthaugs En lykkelig slutning (2019)

Følgende indeholder spoilere fra Maren Uthaugs En lykkelig slutning (2019)

Om tre dage er det juleaften. Vi skal voldhygge os, så det næsten bliver for meget. Bægeret flyder over. Vi brækker os på den der Family Guy-agtige måde. Får du lyst til at give følelsesregistret en lille rystetur og bytte det hyggelige ud med det uhyggelige, kan du læse Maren Uthaugs bog En lykkelig slutning. En fremragende slægtsroman, som følger en københavnsk bedemandsfamilie i syv generationer.

En klassisk spøgelsesfortælling – og så alligevel ikke

Det vrimler med spøgelser i En lykkelig slutning. Fortælleren Nicolas og hans familie hjemsøges af fortiden. Slægtshistorien beretter om en familie i afvikling. De er en familie af afvigere med hver deres individuelle særhed. Samtidig er de en del af et mønster: hvert førstefødt drengebarn døbes Christian, Nicolas er undtagelsen. Generationerne er skæbnebestemt til at gentage mønsteret. Det er det, der er uhyggeligt. Skæbnen har taget i dem. Nicolas forsøger at genvinde kontrollen. Det bliver en regulær dødsdom over familien.  

Det skaber en følelse af uhygge at vi ved, at slægten er dødsdømt fra første afsnit. Samtidig bidrager de mange troper fra den klassiske spøgelseshistorie til følelsen af uhygge. Bogen vrimler med dobbeltgængere, gengagere, spøgelser, ritualer, besættelser og afvigere. Der er en atmosfære af død og forfald overalt. København er vidne til et hav af sygdomsepidemier og krige i løbet af fortællingen. Nicolas’ mor og husholdersken Helga flytter ind i en forladt lejlighed, hvor det før i tiden vrimlede med spøgelser, og afdødes ting stadig står, som da de levede.

Familiens medlemmer lader sig imidlertid ikke forskrække heraf. Det skyldes måske, at deres forhold til døden er blevet for intimt. De bruger unaturligt meget tid med døden. Det som vi normalt forbindes med uhygge, er det ikke for hovedkaraktererne. For Christian 4 er spøgelserne hans følgesvende i et ensomt liv. Familien lider af en kollektiv dødsfascination. Nicolas er nekrofil, Christian 6 slår familiens kæledyr ihjel, og Nicolas’ mor flytter ind i de afdøde familiemedlemmers efterladte lejlighed. Maren Uthaug illustrerer hermed fint, hvordan vores forhold til død og uhygge ikke blot er kulturelt bestemt men også individuelt.

Det uhyggeligt komiske

Jeg så Maren Uthaug fortælle om bogen i DR-programmet Vild med bøger. Her gik diskussionen på, hvorvidt bogen var komisk eller ej. Dramatiker og forfatter Hassan Preisler mente ikke, bogen var morsom, og jeg var tilbøjelig til at give ham ret på daværende tidspunkt. Der er imidlertid momenter i bogen, som er komiske. Som spøgelset Jacob, der besætter andre mænd, så han kan få sex. Men generelt bidrager det komiske til den uhyggelige atmosfære. I bogen er det ironiske til tider bærer af et varsel om undergang. Bedemandsforretningens motto citerer salmen ”Dejlig er jorden” med verset ”Slægt skal følge slægters gang”. Citatet rummer et løfte om en fremtid. Men den fremtid indfries ikke. Og så er der bogens titel En lykkelig slutning. Hvis den da skal læses ironisk. Den rummer i hvert fald ironiens uhyggelige tvetydighed. Jeg er stadig i gang med at finde ud af, hvad jeg skal tænke.

// Birgitte

Ord om bøger som tankeeksperimenter

For nogle år siden faldt jeg over en flot bog i en genbrugsbutik. Det er i sig selv ikke noget nyt. Den første tiltrækning var det visuelle – den anden tiltrækning var titlen; Mr. Y’s Forbandelse (på engelsk; The end of Mr. Y (og ja, jeg har den både på dansk og engelsk nu)). Det er nu heller ikke noget nyt – alt der lyder magisk eller okkult suger mig direkte ind, og bogen kom med mig hjem. Det der var nyt, var den tanke bogen forlod mig med, da jeg var færdig med den.

Kort og godt handler bogen om en bog, der er forbandet. Den forbandede bog er et tankeeksperiment over idéen om, at der er et sted kaldet Troposfæren, hvorfra man kan tilgå en fælles bevidsthed. Vores hovedperson, som læser den forbandede bog, får herefter selv adgang til Troposfæren.

Som læser bliver Mr. Y’s Forbandelse (i et metaformat) et konkret tankeeksperiment, hvorfra filosofier og idéer omkring fælles bevidsthed bliver undersøgt, og hvor rum og tid eksisterer på en ny måde. Der bliver taget en abstrakt filosofi – hvad nu hvis vi kunne få adgang til en fælles bevidsthed? – som herefter bliver specificeret og konkretiseret ned i en fiktiv manifestation af netop dette.

Dette indlæg skal ikke være et referat eller en anmeldelse af bogen. Til gengæld blev bogen en måde for mig, hvorpå jeg kunne forstå andre bøger. En åbning til bøgernes fælles bevidsthed, om man vil. For enhver bog starter med et ‘hvad nu hvis’. Hvad nu hvis en pige forelsker sig i en vampyr? Hvad nu hvis en dreng opdager, at han i virkeligheden er en troldmand? Hvad nu hvis man ikke kunne kende forskel på mennesker og menneskelignende?

Den resterende historie bliver en undersøgelse af, hvordan det ville være. Hvordan ville pigen reagere, hvordan ser troldmandsverdenen ud, hvordan lever de to menneskeformer side om side, og hvori ligger forskellene på dem? Det er det vi kalder fiktion. Det er opfundet, det er ikke virkeligt. I sin definition er et tankeeksperiment en måde at tænke konsekvenserne igennem ved en given hypotese eller teori, et forestillet eksperiment, der ikke kan lade sig undersøge i den virkelige verden. Vil det sige, at jeg nu vil erklære al skønlitteratur for værende tankeeksperimenter? Objektivt nej, subjektivt ja. For det meste er bøgerne, blot til for underholdningens skyld, men der er et sted, en genre, hvor tankeeksperimentet bliver langt mere tydeligt, foruroligende og relaterbart; nemlig i science fiction.

Det er ikke alles kop te, men det er på alle måder min. Science fiction bliver et direkte tankeeksperiment over fremtidens potentialer. Tænk på George Orwells 1984. Overvågning og kontrol bliver udvidet i en sådan grad, der kan virke absurd – og så alligevel. Sci-fi bliver tit en eskalering af en given praksis, et specifikt samfund, et produkt eller en teknologi, som, i store træk, udfordrer bagsiden eller ekstremen ved denne. Ja, det er underholdning, og ja, det er sjovt at læse, men der er hele dimensionen i det faktiske potentiale og de mere filosofiske undertoner, der bliver undersøgt og overvejet undervejs. Giver det mening?

Jeg ved ikke, om man kan kalde alle bøger for tankeeksperimenter i ordets definitive forstand, og jeg ved ikke om al sci-fi overhovedet passer ind i den måde at læse dem på, men med den bevidsthed; at bogen er en manifestation af en undren, en filosofi, en frygt, en drøm, der bliver konkretiseret som værende en konkret (fiktionel, bevares) historie, det sætter mit hoved på arbejde på en anden måde, og det er pirrende.

// Caroline

Om at være læsende

Bloggen handler om læsning og skrivning om læsningen, så hvorfor ikke starte med, hvem vi er som læsere. Der er ikke én måde at læse på. Vi forandrer os som læsere over tid, er ikke den samme på forskellige dage eller i forskellige kontekster: vi læser et Strunge digt på en anden måde end vi ville læse undertekster eller et vejskilt fx. Når vi lærer at læse afkoder vi ord, som bliver til sætninger med mere eller mindre kompleks mening, som relaterer sig til den verden, vi er en del af.

Birgitte:

Jeg husker tydeligt den første roman, jeg læste: Harry Potter og Fangen fra Azkaban. Plottets spænding, humoren og de velskrevne karakterer fangede mig med det samme. Jeg ønskede brændende at det var sandt, at Rowlings univers faktisk eksisterede. Mit barnejeg drømte sig væk i fiktionens verden og kampen mellem det gode og det onde og ønskede inderligt, at mit Hogwartsbrev ville komme.

Jeg har ikke følt på samme måde om nogen anden bogserie, selvom jeg i mine teenageår var begejstret for Twilight-bøgerne (rip) og Hunger Games-trilogien. Harry Potter vender jeg fortsat tilbage til. Jeg connecter med andre voksne over bøgerne. Jeg kender universitet indgående men bliver samtidig ved med at opdage nye ting. Der gik mange år før jeg så, at Harry Potter i virkeligheden er en allegori på jødeforfølgelsen, og da jeg intenst studerede døds- og sorgrepræsentationer i litteraturen på uni, opdagede jeg, at Harry Potter i virkeligheden handler om døden.

Jeg læste Harry Potter, før jeg lærte at læse på den der intensive uni-agtige måde, hvor man vejer alle ord og betydninger og sætter teksten i relation til en teori – det kunne være Foucault eller Freud. Det er en hård mental øvelse, men man kommer ikke desto mindre tættere på teksten. Samtidig bremser det læselysten, fordi det føles som arbejde – det er opslidende at tænke 24/7. Mindre kan også gøre det. De bøger jeg senest har læst, som har engageret mig mest, taler til mig følelsesmæssigt og etisk fx Kristian Bang Foss’ Frank vender hjem og Veronika Katinka Martzens Jeg bruger min krop som et møbel. Begge balancerer imellem det komiske og det tragiske og kalder på læserens stillingtagen. Det er en kæmpe kvalitet.

Læsningen er også en oplevelse. Derfor: fyr den af med at læse, og tag det med, du kan. Når jeg tænker tilbage på lille niårige mig med min Harry Potter-bog, så husker jeg først om fremmest stemningen: at ligge på maven på sofaen i mine forældres kolonihavehus med bogen foran mig, mens mine forældre puslede i køkkenet og en støvet stribe sollys faldt ind igennem vinduet og varmede mig. 

Caroline: 

Det kan i virkeligheden starte i alle aldre, men jeg husker bedst da jeg begyndte med W.I.T.C.H.-bøgerne. Jeg læste også inden det, men det er de første bøger jeg husker at have elsket, sådan rigtigt. De startede som tegneserier, hvor det primært er det visuelle der er i fokus med dertilhørende tekst, men udviklede sig, sådan som det læsende individ selv gør. Billederne fylder mindre, ordene fylder mere. De er ikke bare sorte tegn mod hvidt papir, det er hele verdener og historier. Ordene kan ramme dybere end bare hovedet eller hjertet, med en god historie – de kan fylde mig op ind i knoglerne.

Overdrivelse fremmer forståelsen og klichéerne lever i bedste velgående, både i bøgerne og lige her. Man kan sagtens læse uden at hungre. Man kan læse SoMe-tekster, nyhedsartikler, filmanmeldelser. Det er også at læse. Alligevel adskiller sammensætningen og intentionen bag ordene sig på alle planer sig. Det handler ikke om hvorvidt du sidder med en finlitterær elitær roman, eller om det er en beskeden chick-lit. Det handler om oplevelsen. Det ved du, hvis du læser.

Det handler om fordybelsen. Om at give sig selv til bogen; at give sin tid, sin koncentration, sin fantasi. Fiktionen eksisterer kun i kraft af læseren. Indtil du læser, indtil oversættelsen fra enkelte bogstaver til hele historier, i dig, er der intet. Stephen Hawking beskriver i sin bog Om at skrive bøger som tidsrejser. Ikke bare i den forstand, at man bliver suget ind i en anden tid, hvor historien eksisterer; faktiske tidsrejser. Dette skriv er skrevet i min nutid, hvilket er din fortid; men den bliver læst i din nutid, det vil sige min fremtid. Hvem sagde, at bøger ikke er magiske?

Hvis du er læsende, vil du forstå. Hvis du ikke er, vil jeg invitere dig til at prøve at læse – også selvom den sidste bog du læste, var under tvang i niende klasse. Overvej hvad du kan lide, spørg om de har noget om det på biblioteket eller hos boghandleren – who cares om det er om drager eller romantik eller død eller sex. Jeg lover dig, de har det. Hvad har du at miste?