Om nytårsforsæt for 2020 (writers edition)

Det eneste nytårsforsæt jeg har – og måske mere et mål end et forsæt – er, at jeg skal skrive min roman færdig. Hvilken roman spørger du nu, og hvordan går man overhovedet til sådan et projekt? Skal vi lige tage en snak om det? (Læs; her kommer en monolog fra en forfatter in spe).

Følger I med på vores instagram? I så fald vil nogle af jer have opdaget mit igangværende romanprojekt. Det er et projekt, der har været længe undervejs (tre år, host host) – men jeg begynder nu at kunne se en ende på det. I december skrev jeg slutningen på bogen, efter en samtale med noget så leverpostej som jobcenteret. Kvinden på kontoret, hvor jeg blev placeret, var min motivation. Mine ambitioner om at blive forfatter – og om at kunne leve af det – væltede ud af min mund, og hun greb ordvandfaldet med en skål formet af hænderne. Hun anerkendte det. Det var det, der skulle til. Jeg satte mig på en café og skrev den færdig.

Selvom den jo ikke er færdig. Jeg sidder nu med en kladde af romanen, et første udkast af en ægte bog. Nu begynder en kæmpe redigeringsproces, som på den ene side virker komplet uoverskuelig, på den anden side fandens nem. Nu har jeg arbejdet med karaktererne, plottet, temaerne i evigheder, hvilket gør det her til slutspurten. Jeg har endnu et halvt år, hvor jeg er i et mentorforløb på Dansk Talent Akademi, og jeg har min skrivegruppe, som måske et mit vigtigste skriveredskab, og de skal hjælpe mig, som de altid gør. 
Jeg har prøvet at dele det op – at markere alle de steder, hvor jeg skal skrive nye scener, hvor jeg skal ændre eller tilføje noget, og skrevet noter til mig selv om småting, jeg skal huske undervejs (fx at det er forår, ikke efterår, at Hannah skal lyde mere overbevisende, når hun lyver, og at jeg skal nævne Leos fyldepen). Det er lettere at gå til det med en lille opgave ad gangen (næste stop; én scene, der skal skrives til fra side 47) frem for at sidde og stirre på alle de røde klistermærker, der markerer større ændringer. Jeg forsøger på alle måder at gøre det overskueligt for mig selv.

Det er den ene del – at gøre den færdig. Den anden del er at sende den ind til et forlag. Et faktisk forlag med faktiske redaktører og en faktisk mulighed for at blive udgivet. Det er to forventninger jeg har til mig selv, for det er mig der styrer de to ting. Hvordan den bliver taget imod, og om der overhovedet er nogen der vil udgive den (pleasepleaseplease), det er ude af mine hænder. Selvom min ønsketænkning indebærer, at jeg i år 2020 bliver antaget af et forlag, så er det ikke en forventning eller et mål. Det er et håb. At skrive bogen til, at rette den og at sende den til nogen, der har mulighed for at gøre mere ved den, det er til gengæld op til mig, og jeg ser det som min vigtigste opgave i år.
Det betyder også, at skriveriet igen i år kommer til at fylde meget for mig, og jeg vil gerne dele den proces herinde. Hvordan redigering foregår, hvordan jeg bruger henholdsvis min mentor og min skrivegruppe, hvordan jeg skriver og hvad man skal gøre, når man sender et manuskript ind. Det er nemlig det, jeg skal bruge min tid på. Og når dette indlæg er udgivet og jeg har taget et billede til instagram (det vil sige nu, hvor du læser dette), er jeg igen i gang med at redigere den. Min bog.

//Caroline

Ord om Maren Uthaugs En lykkelig slutning (2019)

Følgende indeholder spoilere fra Maren Uthaugs En lykkelig slutning (2019)

Om tre dage er det juleaften. Vi skal voldhygge os, så det næsten bliver for meget. Bægeret flyder over. Vi brækker os på den der Family Guy-agtige måde. Får du lyst til at give følelsesregistret en lille rystetur og bytte det hyggelige ud med det uhyggelige, kan du læse Maren Uthaugs bog En lykkelig slutning. En fremragende slægtsroman, som følger en københavnsk bedemandsfamilie i syv generationer.

En klassisk spøgelsesfortælling – og så alligevel ikke

Det vrimler med spøgelser i En lykkelig slutning. Fortælleren Nicolas og hans familie hjemsøges af fortiden. Slægtshistorien beretter om en familie i afvikling. De er en familie af afvigere med hver deres individuelle særhed. Samtidig er de en del af et mønster: hvert førstefødt drengebarn døbes Christian, Nicolas er undtagelsen. Generationerne er skæbnebestemt til at gentage mønsteret. Det er det, der er uhyggeligt. Skæbnen har taget i dem. Nicolas forsøger at genvinde kontrollen. Det bliver en regulær dødsdom over familien.  

Det skaber en følelse af uhygge at vi ved, at slægten er dødsdømt fra første afsnit. Samtidig bidrager de mange troper fra den klassiske spøgelseshistorie til følelsen af uhygge. Bogen vrimler med dobbeltgængere, gengagere, spøgelser, ritualer, besættelser og afvigere. Der er en atmosfære af død og forfald overalt. København er vidne til et hav af sygdomsepidemier og krige i løbet af fortællingen. Nicolas’ mor og husholdersken Helga flytter ind i en forladt lejlighed, hvor det før i tiden vrimlede med spøgelser, og afdødes ting stadig står, som da de levede.

Familiens medlemmer lader sig imidlertid ikke forskrække heraf. Det skyldes måske, at deres forhold til døden er blevet for intimt. De bruger unaturligt meget tid med døden. Det som vi normalt forbindes med uhygge, er det ikke for hovedkaraktererne. For Christian 4 er spøgelserne hans følgesvende i et ensomt liv. Familien lider af en kollektiv dødsfascination. Nicolas er nekrofil, Christian 6 slår familiens kæledyr ihjel, og Nicolas’ mor flytter ind i de afdøde familiemedlemmers efterladte lejlighed. Maren Uthaug illustrerer hermed fint, hvordan vores forhold til død og uhygge ikke blot er kulturelt bestemt men også individuelt.

Det uhyggeligt komiske

Jeg så Maren Uthaug fortælle om bogen i DR-programmet Vild med bøger. Her gik diskussionen på, hvorvidt bogen var komisk eller ej. Dramatiker og forfatter Hassan Preisler mente ikke, bogen var morsom, og jeg var tilbøjelig til at give ham ret på daværende tidspunkt. Der er imidlertid momenter i bogen, som er komiske. Som spøgelset Jacob, der besætter andre mænd, så han kan få sex. Men generelt bidrager det komiske til den uhyggelige atmosfære. I bogen er det ironiske til tider bærer af et varsel om undergang. Bedemandsforretningens motto citerer salmen ”Dejlig er jorden” med verset ”Slægt skal følge slægters gang”. Citatet rummer et løfte om en fremtid. Men den fremtid indfries ikke. Og så er der bogens titel En lykkelig slutning. Hvis den da skal læses ironisk. Den rummer i hvert fald ironiens uhyggelige tvetydighed. Jeg er stadig i gang med at finde ud af, hvad jeg skal tænke.

// Birgitte