Ord om Hedeselskabet

[Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof]

“Det lyder som en bog for dig,” skrev Birgitte til mig, og linkede til Malte Tellerups anden roman, Hedeselskabet. En idealistisk trio fra storbyen flytter til udkantsdanmark (mit hood), for at være selvforsynende, at leve i ét med naturen og at udleve hver deres kunstneriske drømme. Allerede dér kunne jeg identificere mig med trioen, og havde en oplevelse af, at deres skæbne var min skæbne.

I skovens dybe stille ro hersker kaos
I den første del af bogen er naturen idyllisk, den er grøn og frodig, næsten æterisk beskrevet, som et grønt paradis, og selvom der er bump på vejen i de unge kunstneres nye eksistens, er livet på landet overordnet set velfungerende. Det positive mindset hjælper med at holde fanen højt, lige indtil vejret vender, pengene fortsat er små og de relationer de har fået, begynder at falme. Det er svært at holde sig ovenvande, når alle i nærheden synker.

Selvom der er et ønske om at skabe noget nyt på heden, er det også lidt som om, den fungerer som kviksand; store bevægelser er farlige, og stilstand er at foretrække, selvom alle bliver hevet ned i sidste ende – det ser vi i form af naboens konkurs og lukningen af de mindre landbrug. De idealistiske unge fra byen er et symbol på en generation med ambitioner, håb og opgør med de gængse rammer, men den idealisme er endnu ikke nået de unge på heden, hvor tiden står stille. I sidste ende er spørgsmålet vel, hvor længe man kan leve på idealisme, når vand bliver til mudder?

Kampen for overlevelse i udkanten
Sproget er ikke bare jysk, det er bondsk, og samtalerne mellem byboernes slangprægede fraseringer og hedens sprog, der er overrepræsenteret af vokaler, er intet mindre end fantastisk at læse. Jeg er selv opvokset nær det område, Tobias og de andre bosætter sig i, og kender til det stærke fællesskab og ønsket om at bidrage til områdets overlevelse. Uanset hvor hårdt der kæmpes, er man ladt til sig selv i udkantsdanmark, og det er en kamp, der i løbet af bogen bliver mere og mere tydelig.

Jeg elskede romanen. Dog var der nogle få kapitler, to eller tre, som blev fortalt fra nabokonen Phuengs synspunkt. Det føltes meningsløst, der var ingen forløsning, ingen yderligere sammensmeltning, bare et par fragmenterede tekststykker, som romanen sagtens kunne have undværet. Når det er sagt, ramte resten plet. Den handler om ensomhed og fællesskab, naturen på godt og ondt, at være anderledes, håbefuld, at ville skabe, at møde modstand. Den handler om mig, mine venner, mine bekendte og min hede, og det skal den have tak for.

//Caroline

Røverbruden af Margaret Atwood

Det eneste jeg tidligere har læst af Margaret Atwood, er den første tredjedel af Syndflodens år, en tyk og tung roman, som på det tidspunkt krævede mere opmærksomhed, end jeg kunne give den. Derfor gav jeg op og afleverede en på biblioteket efter 30 dage på mit natbord. Jeg forsøgte mig med Alias Grace på lydbog, men med så tekstmættet og indholdsrigt et sprog, havde jeg brug for selv at se ordene, og nåede derfor ikke engang en time ind.
Tredje gang er lykkens gang, hvorfor jeg i sidste uge satte jeg mig med Røverbruden, en stor, smuk bog på 592 sider, klar på min første fuldendte litterære Margaret Atwood-oplevelse.

Romanen handler om Tony, Charis og Roz, tre meget forskellige kvinder, som alle er blevet påvirket af den orkan af en vamp, som har raseret hver af deres liv. Zenia er død, lige indtil hun ikke er det længere, og pludselig skal de igen forholde sig til hende.
Jeg forventede, at romanen ville have Zenia, den manipulerende heks, som omdrejningspunkt, men det var ikke tilfældet. I stedet var størstedelen af romanen en gennemgang af hver af de tre kvinders liv, fra lang tid før Zenia hvirvlede forbi dem, til lang tid efter hun var forsvundet.

Her begyndte min konstante ambivalens for romanen. Frem for at alliere mig med de tre kvinder til kamp mod Zenia, bliver hver af de tre – Tony, Charis og Roz – irritationsmomenter. Lige så imponeret jeg er over, hvad de hver især er gået igennem, lige så frustreret bliver jeg over den mangel på handlekraft og integritet, som de konstant udviser. De sætter deres tåbelige mænd på piedestaler og lader sig selv træde på, fordi overbærenhed er den eneste dyd, de kender til. Selv når de engang imellem handler, gør de sig usynlige, for tænk hvis nogen kendte til deres holdninger og indre styrke?
Zenia er alt det, de ikke er; usympatisk, kynisk og beregnende. Efter at have lært de andre at kende, er hun en kærkommen djævlekvinde, som – på trods af hendes absolut vanvittige måde at valse igennem livet på – er den eneste kvinde i bogen, der har en dråbe selvværd.

Sådan var hele bogen for mig – konstant frustration over kvindernes mangel på handlekræft og behov for at sætte andre før sig selv. Og en endnu dybere frustration, fordi jeg kan genkende, hvordan dette næsten bliver et præmis for livet som kvinde: det forventes at man er kærlig, afventende og overbærende, altid.
Er man ikke det, er man enten hysterisk, sentimental eller aggressiv, og hvem orker sådan en kvinde? Tony, Charis og Roz gør som forventet, Zenia gør ikke. Derfor er der ingen – hverken mig eller romanens persongalleri – som helt kan hade hende, ikke uden et glimt af fascination.

Romanens sprog var til gengæld fantastisk – Atwood må være én stor ordbog, endnu mere end det, hun må være et helt leksikon. Så omfattende et sprogbrug, så indgående et kendskab til hver af de tre hovedpersoners baggrund, arbejdsliv og interesser, det var mildest talt imponerende.
Til gengæld, og jeg bliver desværre nødt til at knytte en kommentar hertil, så stødte jeg alt for ofte på oversatte sætninger, som ikke gav mening. Koffein stavet “kaffein” i første halvdel af bogen, “han har hørt om fyre, de har gjort behandlet sådan”, “så stavrer hun myldrer ned i køkkenet” og andre lignende ufuldstændige sætninger, er der simpelthen for mange af. I en bog med så overlegent et sprog, føles oversættelsen derfor som om den ikke kan bibeholde kvaliteten på det samme niveau, og det er ærgerligt.

Alt i alt en meget ambivalent bog, som jeg alligevel kan mærke, at jeg har svært ved at slippe helt.

[Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof]

// Caroline

Månen over Øen af Anne-Marie Vedsø Olesen

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof.

Jeg har længe været en sucker for skønlitteratur, der undersøger, hvordan vi forstår vores omverden og dermed skaber vores egen version af den. Efter min mening er det et af hovedargumenterne for overhovedet at beskæftige os med litteratur. Det giver en større indsigt i, hvordan andre mennesker tænker.

Da jeg så læste følgende sætning på bagsiden af Anne-Marie Vedsø Olesens Månen over Øen, ”Men hvilken verden er egentlig den virkeligelige verden? Hvordan kan vi overhovedet erfare den og tale sammen om den?” vidste jeg, at jeg straks måtte læse den.  

Det er helt klart spørgsmålet om, hvordan vi kan forstå virkeligheden, som er centralt i romanen. Før jeg vender tilbage til det, vil jeg dog bruge lidt tid på at beskrive den virkelighed, som er bogens:

En dystopisk sci-fi

Månen over Øen er på mange måder en klassisk sci-fi dystopi, som giver mig vibes både af TV-serierne Mr. Robot og Black Mirror samt bogserien The Hunger Games.

Vi befinder os i demokratiet Superesse år 2687 post Luna. Månen er ramt af en meteor, som fundamentalt har ændret menneskenes liv på Jorden. Den verden vi møder er groft sagt opdelt i tre: enklaverne, hvor menneskene bor (jeg forestiller mig dem som distrikterne i The Hunger Games, hvor hvert enkelt distrikt bidrager til fællesskabet ved at varetage en arbejdsopgave), Spøgelsesland (en art Det Vilde Vesten, hvor man lever på må og få uden for enklaverne), og Øen som er fuldstændigt renset for enklavernes teknologi.

Bogen præsenterer os for en overordnet problemstilling, som i øjeblikket er meget aktuel. Det handler om konsekvenserne af vores afhængighed af teknologien. Menneskene i Superesse lider af en nedarvet afhængighed af Supernettet. Supernettet kan bedst forklares som en smartphone, man enten bærer som visir eller får indopereret i sig, hvorigennem man konstant kan stimuleres. Fodres afhængigheden ikke med stimuli fra Supernettet har det fatale konsekvenser, medmindre man som hovedpersonen Hypatia er født uafhængig af Supernettet, eller man injiceres med et stof, som gør det muligt at leve uden i noget tid. Det er dog ikke alle, som tåler stoffet.

Teknologi-kritik

For at blive i genresporet er dystopien kendetegnet ved at forholde sig kritisk til vores samtid. Hypatia gør det muligt at rejse den kritik af vores teknologiske afhængighed – og herigennem afstand til naturen – fordi hendes perspektiv på virkeligheden afviger fra de andre karakterers. Det gælder Frans, 0som injicerer sig med stoffet, og Hypatias datter og mand som begge er afhængige.

Romanen romantiserer i vid udstrækning Øens oprindelige natur renset for enhver teknologisk indblanding. Trosretningen Domus Dei betegner den som en art fredfuldt, utilgængeligt Paradis. Det er dog ikke udelukkende entydigt, for Øen (som på mange måder er en tredje hovedkarakter) minder også om Supernettet. På den sameksisterer alle tider: gladiatorer og atombomber sidestilles i en og samme sætning. Den præsenterer også syner for Hypatia og Frans. De syner minder om Supernettets stimuli.

Problemet i bogen er således ikke udelukkende et spørgsmål om teknologi vs. natur. Problemet er, at menneskene, Hypatia inklusiv, er blevet berøvet muligheden for at erfare verden og tale om den sammen. Det isolerer dem fra hinanden, og den isolation må man erkende for at finde en vej ud. I den forstand slutter romanen, trods sit dystopiske islæt, håbefuldt (jeg skal nok lade være med at spoile).  

En krævende bog

Generelt er Månen over Øen en god bog med et til tider poetisk sprog, som retter en velfortjent kritik mod den teknologiske udviklings menneskelige konsekvenser. Det er også en roman, der kræver ekstremt meget af sine læsere sprogligt og med en lang række direkte og indirekte referencer til videnskaberne. Jeg skal da være ærlig at indrømme, at jeg ikke har fanget det hele, og det er meget muligt, at min læseoplevelse havde været en lidt anden, hvis jeg havde gidet at slå alle referencer op. Det vidner selvfølgelig om en forfatter, der er ekstremt vidende, men det kan også være en hæmsko for læseoplevelsen. Jeg synes også, bogen var en anelse kort (165 sider) til at udfolde et så omfattende univers, men jeg synes Vedsø Olesen kommer fint omkring det ved at forklare de mest gængse termer med små wikipedia-agtige afsnit (selvom det stadig tager noget tid lige at lande i romanens univers).

//Birgitte

Om Thomas Bredsdorffs “Litteraturen giver form til en følelse”


I julegave fik jeg litteraten Thomas Bredsdorffs “Litteraturen giver form til en følelse”. Bogen er en samling af artikler, han har skrevet i perioden 1960-2019, samlet under overskrifterne ‘Liv’, ‘Digtning’, ‘Forfattere’ og ‘Samfund’. Til sammen giver de et indblik i kritikeren Bredsdorff og i de sidste 60 års litteraturhistorie. Følgende indlæg samler en række opslag på Instagram, hvori jeg gennemgår nogle af afsnittene i bogen såvel som mine tanker og refleksioner herover.

Liv

I første del ‘Liv’ gennemgår Bredsdorff en række personlige (og dermed historiske!) erfaringer i lyset af litteraturen. Jeg synes virkeligt, han viser sig som en dygtig formidler, der både får en til at ville læse videre, og samtidig også læse nogle af forfatterskaber, han taler om (det kommer fra en, der synes Johannes Ewalds “Levnet og Meninger” var så søvndyssende, det gjorde ondt, og som primært mindes Ewald ved det faktum, at han blev sendt til Rungsted, fordi hans mor syntes, han var en alkoholiseret hoe). Ud over at give et indblik i forbindelsen mellem litteratur og levet liv, bidrager teksterne også til en forståelse af Bredsdorffs litteratursyn. Hovedpunkterne er følgende:

° At litteraturen (digtets) særlige form gør os i stand til at formulere os om en række komplekse følelser, som ellers ikke er mulige at formulere (deraf bogens titel)
° At et digt kan være et digt, hvis vi læser det som et digt ° At den gode litteraturunderviser træder i baggrunden og lader teksten være i centrum
° At litteraturen/kunsten kan give stemme til nye erfaringer og til mennesker, som ellers objektiviseres i fx naturvidenskaben

Jeg er i grove træk enig med Bredsdorff, men jeg vil også påpege, at jeg synes, hans litteratursyn er en smule outdated. Han negligerer fuldstændigt den udveksling, der er imellem værk og læser (og forfatter), hvor værket dels tilrettelægges af en afsender og modtages af en læser, som langtfra er objektiv men associerer, projicerer, påvirker og lægger mærke til forskellige detaljer alt efter, hvem den læser er. Vi skal sørge for at læse det der står på siderne – det er den etiske måde at læse på – men vi kan ikke fuldstændigt adskille litteraturen fra de mennesker, der interagerer med den

‘Digtning’

Anden del af bogen fortsætter af det historiske spor. Afsnittet med undertitlen ‘Digtning’ glider imidlertid ikke så nemt. Idéerne han skitserer er komplekse, hvorfor det også bliver kompleks læsning – og en dum idé at læse i one sitting

Under alle omstændigheder rummer afsnittet en spændende gennemgang af tusind års litteraturhistorie fra “Vølvens spådom” og de islandske sagaer over romantikken (Schack von Staffeldt), sonetten (Petrarch, Dante, Shakespeare) og videre til modernismen (Södergran, Eliot, Pound; Rifbjerg, Sørensen; Madsen, Leth, Turréll) og postmodernismen (primært eksemplificeret i Jan Kjærstads mursten Forføreren, som klart fortjener et genlæs). Personligt syntes jeg gennemgangen af forholdet mellem samfund (Eller måske snarere ideologi/verdenssyn) og digtning var særligt spændende, og en stor del af modernismeafsnittet bliver også brugt til sammenhængen mellem modernismen og fascismen. Den gensides udveksling mellem digt og virkelighed er efter min mening det, der giver kunsten relevans og en af grundene til, at jeg blev fanget af kapitlet. Jeg savnede af den årsag mere fokus på realismens forfattere, som udelukkende berøres i relation til andre strømninger. Men bogen er jo heller ikke en udførlig litteraturhistorie men skildrer snarere Bredsdorffs virke som litterat, og det er godt af have in mente

‘Forfattere’


Afsnittet ‘Forfattere’ består af en række forfatterportrætter skrevet på forskellige tidspunkter i Bredsdorffs kritiske virke. Afsnittet begynder med Ewald og bevæger sig frem over blandt andre Kierkegaard, Ibsen, Morten Nielsen, Tom Kristensen, Rifbjerg, Inger Christensen og Karl Ove Knausgård.


Portrætterne giver et billede af de enkelte forfatteres virke, men de er også små litteraturhistorier – ikke fordi de udvalgte forfattere nødvendigvis er eksemplariske for bestemte strømninger, men fordi Bredsdorff også gennemgår de tidsperioder, de respektive forfattere skrev i. Samtidig er det spændende, hvordan de enkelte tekster kædes sammen og giver et billede ikke blot af, hvilke tematikker og skrivestile, de enkelte forfattere har været interesserede i, men også hvordan de i høj grad er optaget af de samme store emner: tro, kærlighed, død, etik. Herigennem får man virkeligt en fornemmelse af, hvad litteraturen kan på tværs af tid. Den binder os sammen og fortæller om erfaringer, der ikke kun er sande for mig nu og her men for alle mennesker til alle tider.

//Birgitte