[Anmeldereksemplar modtaget fra Lindhardt og Ringhof]

Forleden var jeg ude at gå med min veninde Natasja på Nordre Kirkegård i Aarhus. Om foråret er det et af de smukkeste steder i byen, for blomsterne står i fuldt flor, og man bliver mødt af en farveeksplosion af rød, grøn, gul, lilla, orange, hvid i det øjeblik, man går igennem kirkegårdens sorte port. Jeg fortalte hende, at det mindede mig om en bog, jeg var i gang med at læse, Adam i Paradis hed den, skrevet af forfatter Rakel Haslund-Gjerrild. Bogen var endnu ikke udkommet på forlaget, men jeg var allerede fuldstændigt opslugt af den.

Sanseeksplosion

Man kan ikke tale om en decideret handling i Adam i Paradis. Det er i det hele taget en meget utraditionel roman, som springer frem og tilbage imellem historiske kilder og fiktion; tid (start 1900-tallet) og sted (København og Italien). Romanens konstant er hovedkarakteren maleren Kristian Zahrtmann (1843-1917), hvis liv vi følger igennem hans kunstværker. Samtidig er Sædelighedsskandalen 1906-1907, hvor en række mænd blev dømt for deres seksualitet i København, også central for handlingen og for Zahrtmanns liv.

At Haslund-Gjerrild tager udgangspunkt i kunstnerens malerier, kan man virkeligt mærke på skriften. Bogen er en sanseeksplosion, og det er tydeligt, at forfatteren har forsøgt at oversætte Zahrtmanns sans for det visuelle til romankunst. Det vrimler med mættede synsindtryk, blomster og farver. Det er lige før, det er kunsten, som er tekstens egentlige hovedperson og ikke kunstneren Zahrtmann selv. Haslund-Gjerrilds smukke beskrivelser vækker i den grad mindelser om J.P. Jacobsen, som skriver så klart og detaljeret om naturen. En anden association, jeg får, er den franske film Portræt af en kvinde i flammer (2019) af Céline Sciamma. Filmen handler, ligesom Adam i Paradis, om en maler, og fortællingen opleves igennem malerens sans for det visuelle. Det er virkeligt en visuelt smuk film på samme måde som Adam i Paradis er det. Hvor er det i grunden vildt, at man kan opnå det med ord.

En del af en tendens

Med romanen skriver Haslund-Gjerrild sig ind i en tendens, hvor historiens marginaliserede – kvinder, farvede, LGBT+-personer – pludseligt gives en stemme, som ikke var dem forundt på deres levetid. Fra et menneskeligt perspektiv er det et sympatisk projekt. Samtidig sætter det den historiske udvikling for de marginaliserede, LGBT+-personer i dette tilfælde, i perspektiv. Vi er kommet langt i kampen for ligestilling imellem køn og seksualiteter, men det er en dynamisk proces. Det er ikke lang tid siden, homoseksualitet var ulovligt og moralsk forkasteligt. Det er en påmindelse om, at ligestillingen ikke er naturligt givent, men noget vi skal kæmpe for. Nødvendigheden af det budskab forstærkes af Haslund-Gjerrilds sammenblanding af faktiske kilder og fiktion. Hun skriver nemlig breve og avisartikler ind i teksten undervejs. Det underbygger den fiktive skildring af den historiske kontekst men bidrager samtidig med en række forskellige stemmer, som ufiltreret får lov til at komme til orde. Da jeg først opdagede dem, troede jeg, de ville være forstyrrende for læsningen. Tværtimod nuancerer de billedet af Zahrtmann og perioden og giver læseren mulighed for selv at tage aktivt stilling. Til datidens begivenheder og ikke mindst til, hvordan vi lever livet nu.

//Birgitte