[Anmeldereksemplar fra Gutkind]

Gammel kærestesorg er den værste slags
I Paradis først tager jeget, Kristina, til USA for at mødes med sin første store kærlighed, der nu skal giftes. De har ikke set hinanden i 17 år, og står nu pludselig overfor hinanden igen. Marlon er ikke, som Kristina husker ham, og så alligevel. Næsten endnu vigtigere end nutidssporet, selve besøget, er erindringerne om deres tidligere liv sammen op. Hvem de var sammen, hvad de gjorde ved hinanden, hvordan de taklede hverdagen, racismen, eskapismen og volden.

På den ene side ligner de hinanden, Kristina og Marlon. De ønsker sig paradis, de leder efter det i flere forskellige lande, men de flygter også ud af virkeligheden og ind i drømmene. På den anden side er Kristina – unge Kristina – naiv og ubekendt med racismens eksistens, mens Marlon har levet med sin mørke hud og alt, hvad det indebærer, hele sit liv. At forene disse to fungerer, indtil det ikke gør mere. Paradis er kun en mulighed, indtil slangen dukker op.

Potentialet i erindringen
Kristina Stoltz har skrevet en bog, der leger med erindringernes upålidelige oplevelser, der ikke eksisterer i sig selv, men som skabte tanker. Derfor vælter nutid og datid ind i hinanden, nogle gange i samme sætning, fordi den måde vi erindrer på, er flydende og uden grænser. Romanens nysgerrige sprog, det luftige og legende, gør læseoplevelsen næsten abstrakt.
Erindringerne ligger et sted mellem bevidsthed og drømmetilstand, det er et æterisk rum, hvor alting kan lade sig gøre. Nogle gange husker vi en samtale, som måske fandt sted til en fest, måske på en legeplads, måske i sengen – i erindringen har den muligvis eksisteret alle steder på én gang.

Det startede med Paradis
Paradis er en fortælling, et ønske, en drøm. Det er også sådan, forhold begynder. Lyserøde briller, den syvende himmel, alt er klichéer og lykke. Det samme er forventningen til fremtiden. “Så vidt jeg ved, er kærligheden altid en fortælling. På en måde fortælles den bagfra, mens den udspiller sig. […] Uden fortællingen har intet værdi. Uden fortællingen dør følelserne ligesom korallerne. På den måde opretholdes kærligheden gennem magi.”

Fortællingen kan dog ændre sig med tiden, og mens Kristina eksisterer i både nutid og datid, ser vi, hvordan den gør netop dette. Under skovbrændende i Californien, brænder byen Paradise ned, og dette fjerner helt symbolsk det Edens Have, som Kristina og Marlon i deres turbulente år som par, forsøgte at nå. Eskapismen er ikke længere en mulighed, og virkeligheden overskygger relationen i en grad, ingen af dem har oplevet før.

//Caroline