Tag: ida marie hede

Ord om LiteratureXchange: Ida Marie Hede og Caspar Eric

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Reklame, billetter modtaget af LiteratureXchange]

Det var virkeligt mærkeligt at være tilbage i Nobelauditoriet på Aarhus Universitet, hvor jeg har tilbragt så uendeligt (!) mange timer under mit studie. Det føles som en menneskealder siden her to år senere. Denne gang var anledningen dog ikke to timers støvet sætningsanalyse men en samtale imellem forfatterne Ida Marie Hede (Suget eller vasker du vores fuckfingre med dine tårer?) og Caspar Eric (Jeg vil ikke tilbage). Hovedtemaet for samtalen, som blev modereret af Katherine Diez, var forældreskabet og skildringen heraf i den nyeste danske litteratur.

Aftenen startede med, at de to forfattere fik lov til at læse op af deres nyeste bøger, Ida Marie Hedes crazy Suget, som hun kalder en parodi på Margaret Atwoods The Handmaid’s Tale og Caspar Erics digtsamling Jeg vil ikke tilbage om coronakrisens første måneder. Suget handler i høj grad om det komplicerede moderskab. Hovedkarakteren nærmest begraves i børn og lortebleer, og hendes fertilitet monitoreres af et velfungerende bureaukrati i Den Usikre og Megalomane Landsby. Koblingen imellem forældreskabstematikken og Erics digtsamling Jeg vil ikke tilbage, hvor vi ganske vist får nogle skildringer af sønnens relation til sin far, synes dog mere søgt. Det havde været mere oplagt at tale om Alt, hvad du ejer, som handler om et pars spontane abort. Det er ikke fordi, bogen slet ikke bliver nævnt, men det føltes meget kort og overfladisk, noget der lige skulle afvikles før pausen, og der åbnes op for spørgsmål.

Ida Marie Hedes moderskabsskildring er anderledes fra tidligere tiders, fordi moderskabet i Suget ikke er indadvendt og privat men snarere udadvendt. Hun skildrer det paradoksale i at ville være politisk aktiv og bekæmpe et system, man selv er en del af, og som man også forsøger at lykkes i som mor.

Caspar Eric taler om det fædrende fællesskab, og hvordan faderskabet kan være en mulighed for at komme tættere på sin egen far. Samtidig handler Erics Alt, hvad du ejer om et faderskab, som aldrig blev, og hvor svært det er at finde ord for det, der ikke er. Hos Eric er der et tomrum, som man kan insistere på, uden at tomrummet eller traumet bliver produktivt.

//Birgitte

Ord om “Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer?”

~ Caroline ~ 2 kommentarer

[Anmeldereksemplar modtaget fra forlaget Basilisk]

Hvor begynder man i sin anmeldelse af en så totalt crazy og lollet bog som “Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer?” af Ida Marie Hede? Romanen er på én gang spændende science fiction, en regulær page-turner, hvor vi hele tiden pirres til at læse videre og videre, og samtidig utroligt sprogbevidst og poetisk-weird. De to ting behøver selvfølgelig ikke udelukke hinanden men gør det desværre ofte. Det er heldigvis ikke tilfældet med “Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer?” (i øvrigt karakteristisk/sjovt, at hun giver romanen en undertitel “eller”, sådan som vi kender det fra klassiske romaner, og så samtidig inkluderer ordet “fuckfingre” i samme vending)

Kvindeliv

I romanen følger vi en kvindelig jeg-fortæller, der sammen med sin mand, har bosat sig i Den usikre og megalomane Landsby. Landsbyen er et klassisk dystopisk helvede (tænk The Handmaids Tale men uden den grafiske vold, som udføres på kvindens krop). Kontrollen gennemsyrer landsbyens samfund, det er det megalomanien består i. Kvindens evne til reproduktion tjekkes dagligt, de overvåges konstant, og deres bevægelsesfrihed indskrænkes desuden af en angst for at blive overfaldet om aftenen, hvilket myndighederne taler op. Kvinden bindes derudover til hjemmet i en evighedsbarsel, som hun selvfølgelig tager, imens børnenes far arbejder. Jeget passiveres hermed af hverdagens trivialitet og trummerum. Hun lulles i søvn af middelklassetilværelsen: barnegråd, gåture og liderlighed. Landsbyen får hende til at glemme verdens kriser. At forholde sig til dem er et brud på den konformitet, som hersker i landsbyen.

Det betyder dog ikke, at jeget sidder for evigt fast. I løbet af romanen møder hun tre nye veninder, Hjerteskam, Kødskam og Røvskam. De er landsbyens modstandsbevægelse, et fællesskab baseret på skam og krop. Venskabet rækker ud over kernefamiliens sump af bleer og kasseroller, men det bliver aldrig rigtigt klart, hvad modstanden består i. Det er muligvis dette fællesskab imellem kvinder, hvis eneste formål er kærligheden. Den er et mål i sig selv og står i modsætning til reproduktionen – og fællesskabet lader sig gøre på trods af den skam, der ellers kunne distancere kvinderne fra hinanden.

Litteraturens unikke mulighed

“Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer?” er endnu et eksempel på den nyeste litteraturs skildring af moderskabet. Det kender vi fra b.la. Cecilie Lind og Olga Ravn. Samtidig trækker den på sci-fi genren, på bøger som “The Handmaid’s Tale” og “The Scarlet Letter”. Kendetegnet for genren er dens politiske kritik. Jeg synes dog ikke, “Suget” er mest interessant for dens kritik. Dens problematisering af køn, klima, økonomisk ulighed og kapitalisme er efterhånden gamle travere i samfundsdebatten, og jeg tog mig selv i at tænke “Ja, what’s new?” adskillige gange.

Men en roman er ikke et debatindlæg. I stedet har den en unik mulighed for at skildre eksisterende problemstillinger på en anden måde, end kronikken fx kan. Ida Marie Hede brillerer i særdeleshed i fortællingen om jeget og i sproget, som er helt hendes eget. Sprogligt blander hun det alvorsfulde med det crazy, fjollede (jeget har så mange, hun ikke har tal på dem) og det poetiske med det hverdagslige. Hun skruer op for tendenser, vi i forvejen ser i vores samfund og udstiller dem i fortællingen – og det er det, den gode sci-fi kan.

//Birgitte