[Anmeldereksemplar fra Grønningen1]

First off, “HEX” minder mig om bogen “Hvid magi for tøser” i en voksen udgave (please sig at andre var lige så obsessed som mig). Det er en helt basal introduktion til heksegerningen og dens redskaber, ritualer, intentioner og energiarbejdet. Og så alligevel – for eksempel bliver det aldrig italesat, hvorfor der konsekvent bliver skrevet ‘hex’ frem for ‘heks’.
“Al magt til kussen” er bogens slagord, og det er et fantastisk udgangspunkt for den feministiske heksebog.

Bogen starter ud med en kort gennemgang af den historiske og religiøse kvindeundertrykkelse, som på et tidspunkt har manifesteret sig i heksejagt. Dertil kommer en hyldest til kvinders styrke, der både består i sårbarhed, følelsesliv, menstruation og lyst. Der er fokus på ‘det andet køn’, som på en eller anden måde her bliver omtalt som det primære. Søsterskabet og den kvindelige energi er det absolutte centrum, og det er svært ikke at blive begejstret for den feminine fejring.

Denne ellers moderne introduktion til hekselife er dog knap så moderne, som jeg havde håbet. Bogen taler ind i feminisme, men gør det med et binært og heteronormativt sprog. For eksempel beskrives en heks konsekvent som en kvinde, der finder sig en mand, og dertil har en hex en livmoder, hun menstruerer og kan skabe liv. Jeg forstår og elsker den fejring af kvinden, som bogen er, men også kan se en del kvinder blive tabt i denne fortælling om, hvad en kvinde er og kan.
Dertil kommer et helt afsnit om at forhekse “rivalinder” aka de skrækkelige kvinder, der vil tage vores mænd. Det kommer til at klinge lidt hult efter den fine hyldest til kvinder og søsterskab først i bogen. Jeg siger ikke, at der ikke er skrækkelige mennesker, og at de ikke sagtens kan være kvinder. Det virker bare ikke som det mest oplagte valg at fokusere på som et af de relativt få emner indenfor spells og magi, bogen behandler – heller ikke selvom hexen skal være unapologetic og embrace sine mørke sider.

Højdepunkterne er helt sikkert viden om redskaber, planteliv og ritualer, der er skrevet som små opskrifter med en konkret fremgangsmåde (bortset fra en opfordring til at snyde menstruationsblod i sin elskedes vin uden consent). Jeg har markeret planternes egenskaber, månefaser, årlige heksesabbatter og naturritualer, som jeg helt sikkert vil kigge ind i igen og igen. Det er de øjeblikke, hvor man virkeligt forstår tilknytningen til naturen, til det større, til alt det udenom os, og det fungerer utroligt godt.
Derudover er bogens illustrationer beyond gorgeous og man burde vitterligt lave plakater med hver enkelt af dem.

Jeg ville virkeligt gerne elske hele bogen, men det var en blandet oplevelse. Noget af den er så fint, styrkende og brugbart, mens sprog og tilgang nogle gange virker forældet på en måde, der kommer til at undergrave sine egne pointer. Either way, jeg tror vi har brug for mere feministisk hekselitteratur i verden, og derfor (både til forfattere og forlag): Keep it coming!

//Caroline