Ord om “En fryd for foreningen”

[Anmeldereksemplar fra forlaget Harpyie]

Kan vi lige tage et øjeblik til at overveje, hvor lidt vi orienterer os mod Tyskland, og hvor vildt det egentligt er taget i betragtning af, hvor stor indflydelse landet har haft på den danske (og europæiske) kultur og det 20. århundredes historie. Mit sparsomme kendskab begrænser sig groft sagt til enkelte film om 2. verdenskrig og DDR, tysk romantisk musik og selvfølgelig Tokyo Hotel (shoutout til 14-årige mig). Men nu skal det altså være slut med den uvidenhed, og min vej mod kundskaben starter med Marieluise Fleissers “En fryd for foreningen”

And all that jazz

I romanen følger vi svømmer/tobakforretningsindehaver Gustl og melforhandleren Frieda og det kærlighedsforhold, som opstår imellem dem i mellemkrigstidens Tyskland. Den historiske ramme er på én gang altafgørende for handlingen og samtidig ubetydelig. Den eksisterer ikke som glitrende dekadence alá TV-serien “Babylon Berlin”, for der er meget lidt sex, drugs and rock’n’roll over “En fryd for foreningen”. Snarere er det de økonomiske udfordringer, med høj inflation og arbejdsløshed, som præger hovedpersonerne og de valg, de træffer. Det bliver særligt understreget, da indledningen gentages et godt stykke inde i bogen i forbindelse med en beskrivelse af den historiske kontekst. Den er, med undtagelse af enkelte bemærkninger, udeladt i begyndelsen. Læseren skal altså spores ind på, at det er hovedkarakterne og deres forhold, som er vigtige.

Toksisk maskulinitet

Det er da også i karakterbeskrivelsen, Fleisser udmærker sig. Selvom romanen har en overordnet kronologi, mødet mellem Frieda og Gustl og udviklingen i deres relation, er bogen ikke udpræget kronologisk. Den springer i stedet imellem forskellige episoder, hypoteser om hvordan personerne vil handle i givne situationer og synsvinkel. Alle disse små fortællinger underbygger beskrivelsen af Frieda og Gustl som mennesker.

Det er den interne dynamik imellem Frieda og Gustl, som gør romanen aktuel i dag. Ingen af de to lever op til de forventninger, der er til kønnene. Gustl udlever sin maskuline styrke i svømmeklubben, han redder endda nogle liv – men han kan ikke få Frieda til at indordne sig under ham i et traditionelt ægteskab. Hans butik går det heller ikke videre godt med, han har svært ved at få solgt sine varer og skaffe de fornødne penge til huslejen. Frieda er omvendt økonomisk uafhængig, lidt for frigjort ifølge Gustls mor og den primære forsøger af lillesøsteren Linchen, som hun for alt i verden ønsker at give en uddannelse. Den dynamik har afgørende konsekvenser for parret – og særligt for Frieda.

Jeg har ikke lyst til at spoile for meget af bogen, men jeg mener sagtens, man kan læse bogen ind i de diskussioner, vi har i øjeblikket om toksisk maskulinitet, overgreb og entitlement. Det er særligt der, den er spændende og utroligt forudseende, synes jeg.

Man skal lige vænne sig til sproget

Bare lige et heads-up til læsningen: Man skal lige ind i sproget, når man først begynder at læse den. Fleissers stil er underfundig og anderledes fra noget andet, jeg lige kan komme i tanke om, jeg har læst. Både fordi hun springer imellem nutid, fortid og hypoteser om karakterernes ageren i tænkte scenarier, men også fordi hendes sproglige stil demonstrerer en stor alsidighed. Den er på en gang humoristisk, dramatisk (crazy!), underfundig med mærkelige udtryk, læseren studser over og romantiske beskrivelser. Form og indhold smelter overraskende godt sammen – og det synes jeg faktisk sjældent sker i prosafortællinger.

//Birgitte

Ord om Bestikkelse

[Anmeldereksemplar fra Harpyie]

Bestikkelse er en roman af Steven Zultanski, som jeg slugte i løbet af en stille søndag. På samme måde, som med genreforvirringen hos Tine Høegs Tour de Chambre, der var skrevet i en meget minimalistisk prosaform, oplevede jeg tvivl om den egentlige genre i Bestikkelse.

Apropos sidste uges indlæg om Undtagelsen, som beskæftigede sig med ondskab i et psykologisk perspektiv, er denne bog en mere filosofisk måde, at betragte ondskab på. Jeget i bogen holder ondskab i sine hænder og betragter konceptet, ordet, handlingerne, der udgør begrebet. Han undersøger det ved selv at udleve det, hele tiden i en mere absurd grad; i form af tyveri, indbrud, stalking, mord og voldtægt, men også i form af kapitalisme, toksisk maskulinitet, white-privilege og lignende samfundsproblematikker. De meget konkrete ondskabsfulde handlinger bliver sidestillet med de mere abstrakte, som i sidste ender har samme resultat – eksempelvis undertrykkelse af minoritetsgrupper, voldtægtskultur og strukturel racisme.

Jeget ønsker hele tiden at blive værre, og leder samtidig efter den perfekte mængde af ondskab – som at bryde ind i et hjem for at lægge en kæde på gulvet og derefter forsvinde. Ikke for at gøre yderligere, men fordi manglen på afklaring skaber et uforløst, ubehageligt potentiale, som altid vil virke ufærdigt. Disse handlinger (og der er mange af disse!) viser også, at en handling ikke skal gøres til ende, inden den er skadelig. At tage fat i en tilfældig kvinde på gaden, at holde hende fast i et øjeblik, uden at gøre noget “der kunne være værre”, er allerede det værste man kan gøre. Potentialet eksisterer, skaden er sket.

At fortryde, ikke at ‘gøre ondskaben til ende’, er ikke nødvendigvis barmhjertigt. Det er bedre, end at gøre det færdigt, men det er værre, fordi man har skabt et potentiale, der ikke var der tidligere. Giver det mening? Det er jeg ikke sikker på, og i virkeligheden er jeg stadig ikke sikker på at have forstået alt bogens indhold. Den er utroligt intelligent – jeg kunne ikke lægge den fra mig, jeg var bange for at miste noget af den.

Det er et voldsomt værk, som jeg føler mig både fortryllet og forvirret af. Måske har jeg flere kloge ord at sige efter anden eller tredje læsning af bogen, lige nu er jeg bare fortumlet, indigneret, men allermest fascineret.

// Caroline